Et Par Ord om arbeidsdygtige, omdrivende Bonderkarle.

Da høsten nu nærmer sig med stærke skridt og man overalt fra landet hører klager over mangel på arbejdere, synes det at være den rette tid at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på de mange arbejdsføre bondemandsfolk som uden at svare nogen afgift til staten, driver om på gaderne her i byen, dels som udråbere af frugter, tørv, brænde og andre sager, dels som aldeles lediggående, idet de foregiver at de søger tjeneste her. Til udråbere er kvinder og krøblinger ligeså dygtige og sikkert mere trængende. Og for at få tjeneste behøver de første ikke at ligge ørkesløse her da der er arbejde nok for dem på landet. 

Indsenderen kender en landmand der gjorde en rejse på 13 mil for her i byen at få 2 karle, men måtte rejse tilbage med uforrettet sag. Bondekarlen er dog sikkert opdraget til bondearbejde, ikke til at være sælgerkælling. Det første gør ham til et nyttigt lem af staten, det sidste forleder ham til svir og lediggang hvoraf følger tab af arbejdsdygtighed og alskens laster. Indsenderen kan ikke se hvorfor politiet ikke skulle værekompetent til at sende alle disse mennesker til deres hjem hvor sognefogden burde påse at de tog tjeneste og i tilfælde af fravær, straks indmeldte det til øvrigheden som meldte det videre. Blev knægten så pågrebet og ikke kunne bevise at han var gået bort for at træde i tjeneste, hvori han ved pågribningen endnu var og bevislig havde været fra undvigelsen af, burde han straffes som lediggænger. 

(Politivennen nr. 969, Løverdagen den 26de Juli 1834, s. 523-525)

Bøn til Directionen for Badeanstalten ved Rysensteens Bastion.

Den ærede direktion har unægteligt gjort sig meget fortjent af Københavns indbyggere ved denne bekvemme og smagfuldt indrettede badeanstalt. Dog forefindes der endnu noget ved samme som kunne trænge til forbedring, hvilket man også er overbevist om at direktionen vil iværksætte.

Indsenderen var vidne til at en svømmer blev drevet ind under flydebroen af strømmen. Til lykke var han kunsten så mægtig at han kunne fortsætte vejen til den anden side af broen. For en mindre duelig svømmer ville det derimod i sandhed have været forbundet med megen vanskelighed at redde, da han let kunne være blevet liggende skjult mellem bjælkerne.

Det er derfor vores bøn at den ærede direktion for at afvende en ulykke som herved let kunne afstedkommes, vil lade et net anbringe foran broen til bunden af vandet, således som der skal være på Gammelholm.

En anden bøn har vi at frembære fra de stakkels damer der i hele timer må vente inden de kan komme i badet. Vi beder derfor at flere kamre må blive indrettet for dem. Direktionen vil vist nok derved forøge indtægten ikke ubetydeligt og gøre sig det smukke køn meget forbundet.

En tredje bøn er fra alle dem der i sommerens hede så hyppigt frekventerer badeanstalten. Disse gæster der netop ved hyppigheden af deres besøg virkelig føler det trykkende i udgiften, udbeder sig af den ærede direktion at prisen må blive lettet når man tager et vist antal billetter på en gang. Hvad der herved vil tabes, oprettedes vist nok igen derved at mange endnu hyppigere ville indfinde sig. 

(Politivennen nr. 968, Løverdagen den 19de Juli 1834, s. 513-515) 

Redacteurens Anmærkning

Badeanstalten var på det tidspunkt umådelig populær, hvis man skal tro en notits i Kjøbenhavnsposten, 2. august 1834:

Den herværende Søbadeanstalt er i Sommer, som en Følge af den saa længe vedvarende ualmindelige Varme, bleven saa stærkt freqventeret, at Antallet af de udlagte Strømbadekamre er befundet utilstrækkeligt, og Directionen har seet sig foranlediget til at lade lægge endeel nye i en dertil indrettet særskilt Bygning midtstrøms ved Stakkaterne. For ogsaa at sørge for de talrige Badegjæsters Underholdning, finder nu om Aftenen Harmonimusik Sted i den til Hovedbygningen stødende Have. Adgangen til denne, der tilforn har været afsondret for Badegjæserne af hvert Kjøn for sig, er nu bleven fælleds for Damer og Cavalerer, saa at den afgiver en rummeligere og behageligere Promenade.

I Kiøbenhavnsposten, 14. april 1835 kunne man læse klager over trængslen ved badeanstalten: 

Önske om en ny, eller filial-Badeanstalt.

Enhver, der i afvigte Sommer besøgte Badeanstalten ved Langebro, følte vistnok Trangen til en mere udvidet Indretning, da man som oftest maatte vente længe for at erholde et Afklædningsværelse. Som jeg hører var dette endnu mere Tilfældet paa Fruentimmersiden; og dog bleve vistnok mange borte af Frygt for at komme til at anvende 3-4 Timer, naar de kun havde 1-2 til deres Dispotion. Den Trang, der viste sig for Badning, saaes ligeledes tydelig deri, at de Beboere af Strandveien, som havde Badehuse, idelig vare overhænge af Anmodninger om Tilladelse til at benytte disse, selv af Folk, der boede i Byen. Alt dette antyder noksom, at Anlægget af endnu en Badeanstalt vare ønskeligt. Disse Betragtinger fladt mig ind ved at see "gamle østre Kalkværk" annonceret til Bortforpagtning. Saavidt vides ere Interessenterne ikke uvillige til at sælge det egentlige Kalkværk tilligemed et stort Stykke Forstrand. - Her findes næsten alle de Fordele samlede, som man kunde ønske til en Badeanstalts Indretning. Reent og klart Vand med den Beskvulpen af Bølgerne, der er ssaa gavnlig for de Badende; en temmelig reen Sandbund og Dybde nok for Svømmere. Dertil kommer, at det foranliggende Stykke Jord let lod sig omdanne til et smukt Haveanlæg, der, med de smukke Udsigter over Sundet, vistnok ikke vilde bidrage lidet ttil at tiltrække Badegjæster. Man vil maaske indvende mig: det er for langt fra Byen. - For den halve Deel af Byen idetmindste vilde det, Veien lagt igjennem Citadellet, ikke være længere end den nuværende, og saa er dertil det større Stykke af Veien en yndig Spadseretour der allerede er meget besøgt. Bevilling til et saadant Anlæg kunde saameget lettere erholdes, som jeg troer, at en af Interessenterne allerede i flere Aar har havt en saadan, som han dog ikke synes at ville gjøre noget Brug af. - Dette har jeg troet at burde gjøre opmærksom paa; det være sig, at det stemmede med Octroien for Badeanstalten ved Langebro at anlægge en saadan Filialindretning, eller at een eller flere formuende Mænd vilde prøve et saadant Foretagende.

En ivrig Badegjæst.

Noget skete, som det fremgår af Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 10. juni 1836:

Den nye Strömbade-Anstalt ved Langebro

Söndagen den 12te Juni aabnes den nye Strömbade-Anstalt ved Langebro, beliggende paa samme Sted hvor forhen de gamle Badehuse have været henlagt.

Kjöbenhavn den 11t Juni 1836. Ærbödigst: H. Petersen. 

Badeanstalten var ikke identisk med den Rysensteenske, og blev beskrevet i Kiøbenhavnsposten den 28. juli 1836. 

Svar paa det i Skillingsbladet Nr. 17 indførte, om Vartou, for saavidt det vedkommer Undertegnede.

Den anonyme forfatter begynder med: "Man har påstået at der spises biligere og bedre på forskellige simple restaurationer, fx hos Almind i Gothersgade." Jeg har hos nævnte ladet hente en portion ærter og flæsk og betalt samme med 8 skilling. Hos mig derimod fik lemmerne i Vartov samme dag en portion ærter og flæsk for 6 skilling. Denne pris er uændret alle 7 dage i ugen, og hver dag laves forandring på middagsmad. Det er ofte tilfældet at jeg kan have 20 til 30 portioner mad til overs og alligevel skal jeg næste dag have frisk mad. Jeg kan ifølge min instruks ikke opvarme den tiloversblevne mad fra gårsdagen. Urtekramhandelen består i kaffe cikorie og sukker, heraf sælges 1 til 2 lod ad gangen. Høkervarer sælges ligeledes i meget små partier. Forfatteren synes ikke at være vidende om at lemmerne nu for tiden har 4 mark 5½ skilling ugentlig for at anskaffe sig alle fornødenheder. At jeg har fri bolig i stiftelsen, er vel en nødvendighed og har været fra den tid Vartov blev indrettet til et asyl for gamle, svage mennesker.

Mine øvrige tilfældige indtægter er efter hvad jeg er vidende om, de samme som mine forgængere har haft, og de ville vel næppe interessere almenheden. Min forgænger havde ikke samlet sig rigdom, men derimod forlod han stiftelsen i den yderste fattigdom. Om jeg kan samle mig meget til den gamle mand, vil tiden vise. Imidlertid kan den dyrebare hr. Ubekendt være overbevist om at mine høje foresatte, direktionen for Københavns Fattigvæsen, såvel som forstanderen i Vartov der alle daglig er til stede, vist ville have rettet og påtalt det fejlfulde i min vandel, dersom noget sådant havde fundet sted. Så meget mere som enhver af lemmerne i Vartov uforment kan klage hos deres foresatte. Imidlertid ville hr. Ubekendt glæde mig meget ved personligt at ulejlige sig til mig i Vartov mellem klokken 11 og 12 om middagen for at spise en portion mad, hvilken dag han lyster, og endvidere at være til stede hos mig fra kl. 4 om morgenen til kl. 10 om aftenen for at iagttage kvantiteterne jeg sælger, disses kvalitet og om de er for dyre.

Endvidere er den ubekendte vist ikke vidende om at stiftelsen lemmer er frie mennesker som kan gå ud når de lyster, som ofte spiser flere dage ude, bringer mad ind fra familier, selv koger mad og gør indkøb af fødemidler i byen som de kan få hos mig lige så billigt og måske billigere.

Jeg tvivler ingenlunde om at den rede forfatter modtager min invitation. Dog, skal han ikke have lyst til at indfinde sig, så udbeder jeg mig at han for fremtiden ikke blander sig i det han ikke kender.

Jacobsen
Plejefar i Vartov. 

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 502-504)  

Vartov 2016. I baggrunden Rådhuset. Her forløb på Politivennens tid Vestervold og Filosofgangen. (Eget foto)

Om Bøndernes Holdepladse i Kildetiden.

Deres blad, hr. udgiver har som jeg hører medvirket til afskaffelsen af mange misbrug. Jeg tør derfor håbe at jeg ikke forgæves henvender mig til Dem for at søge oplysning i en for os bønder vigtig sag.

De holdepladser som ved plakat af 16. februar 1780 er anvist bønderne i kildetiden, er nu så opfyldt af vognmænds og hyrekuskes vogne at kun lille plads levnes bøndervogne, og Gud ved hvorledes det går til, disse må som oftest søge de bagerste pladser hvor folk ikke gerne går til dem.

Da imidlertid såvel forordning 27. januar 1804 som plakat 13. april 1822, kun tillader vognmændene hjemme at udleje befordring, så bedes at en kyndig mand gennem dette blad ville give underretning om til hvem bønderne skal henvende sig for at få bortvist fra pladserne de vogne som er uberettigede til at holde der, ved hvilken lejlighed muligvis også de skriftkloge som på holdepladserne søger at indbilde bønder at det kun er dem fra Københavns Amt der har rettighed til at køre i kildetiden, kan bringes til tavshed. For den gængse tale at bonden aldrig får ret, gælder ikke længere. Ved jeg blot hvor jeg skal henvende mig for at påtale min ret, og vedkommende øvrighed oplyses om at bondens rettighed krænkes, da vil denne blive lige så godt hævdet som nogen anden stands.

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 497-498)

Ønske om Forbud mod den bestandige Badning, som finder Sted ved Lange Linie og sammes Nærhed.

Det er vel en uomtvistelig sag at den såkaldte Langelinje ved Kastellet i forbindelse med vejen til og langs med den Classenske Have indtil det gamle kalkbrænderi i flere år har været et af hovedstadens mest udsøgte og yndede spadsereture. Det er fremdeles næppe nogen ubekendt at der, især i den sidste tid er anvendt meget fra det offentliges side for at gøre samme spadseretur endnu behageligere end den af naturen er. Ikke desto mindre har man bestandig på nævnte spadseretur med største mishag måttet se den simple klasses nøgne kroppe, hvilken ifølge en som det synes ældgammel skik, har udvalgt samme til et stadigt og ganske almindeligt badested. Denne højst anstødelige uskik som forstyrrer den almindelige selskabelighed, burde uanset hvor længe den har fundet sted, ikke tåles længere. 

Man tror derfor ikke uden grund at kunne henvende sig til de ansvarlige autoriteter med en indstændig bøn om at fritage det spadserende publikum for dette uanstændige og ubehagelige skue der i sommertiden dagligt byder sig til fra morgen til aften, og nødvendigvis må bemærkes af de forbigående, da afstanden fra spadserevejen til vandet på sine steder knap er ti alen. Hertil kommer at den simple mand ikke viser nogen synderlig følelse af blufærdighed ved af- og påklædningen. En befaling der forbød alle og enhver at bade på terrænet fra Langelinje inklusiv indtil gamle kalkbrænderi, synes derfor i højeste grad i overensstemmelse med ret og rimelighed. For 1) er det spadserende publikum langt mere talrigt end det badende, 2) kan de badelystne benytte terrænet umiddelbart ved gamle kalkbrænderi og det som strækker sig mellem gamle og ny kalkbrænderi, hvor få, ja næsten ingen spadserende findes. 

At her ikke sigtes til de der svømmer og som benytter det badehus der er indrettet ved Langelinje, synes ufornødent at tilføje, selvom man ikke kan undlade at bemærke at det ville have været ønskeligere at et sådant badehus ikke var stillet ved en så almindelige befærdet vej. 

Til slut må det bemærkes at man endog på det territorium hvor Langelinje strækker sig, nemlig ved det jordsmon som kaldes Huths Batteri, i de sidste dage har nydt skuet af flere badegæster. Man mener hvad dette sidste punkt angår at det ikke behøves at fremførenoget ønske, men at man meget snarere har en retmæssig fordring at kunne gøre gældende, da adgangen til Langelinje må betales, og det offentlige vel næppe vil lade sig betale for en ret hvoraf man under sådanne omstændigheder som ovennævnte, hverken kan eller bør gøre brug.

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 494-497)

Langelinje. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)