29 november 2016

Til Hr. Liebe.

Ved fredag aften den 12. i denne måned henimod kl 10 at passere Halmstræde, hørte indsenderen heraf fra forstuen i huset nr. 55 i Lille Kongensgade en kvinde råbe i en jamrende tone: "red mig, de vil myrde mig!" og flere mandfolk som udførte eder og trusler mod hende. Indsenderen tillige med flere nærmede sig stedet for at komme den lidende til hjælp, men fandt gadedøren lukket. Omtrent en halv snes minutter senere kom en grædende pige ud af huset som sagde det var den ældre hr. Liebe der slog hende, mens sønnerne bandede og truede hende. Da det vist nok interesserer flere at vide dette stakkels fruentimmers brøde, anmoder man Dem, hr. Liebe at publicere den, samt indprente Deres sønner at det ikke klæder sig godt for kavalerer enten at ophidse andre mod eller selv at slå et fruentimmer som man i almindelighed når man besidder humanitet, bærer agtelse for. 

(Politivennen nr. 990, Løverdagen den 20de December 1834, s. 885-886)  

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1834 er optegnet hofbogbindermester J. Liebe, Lille Kongensgade 54, i 1806 ejet af bogbinder Liebe. 1859 Lille Kongensgade 36 og fra 1917 hed adressen Nikolaj Plads 6-8. Huset eksisterer ikke længere. Halmstræde er nuværende Nikolajgade.

28 november 2016

Om Oprettelsen af en Arbeidsanstalt for de Fattige i Frederiksberg Sogn.

Det glæder udgiveren meget når han blandt de mange anker over mangler og ufuldkommenheder som fremsættes i hans blad, nu og da kan bekendtgøre noget om et eller andet foretagende hvad enten det er bevirket ved en autoritet eller ved privatmand, og da han håber at det interessere den største del af hans læsere, meddeler han med fornøjelse en kort efterretning om en i dette år oprettet arbejdsanstalt i Frederiksberg By.

I de senere år tiltog de fattiges antal i Frederiksberg Sogn mere og mere, hvortil hører byerne Valby, Vigerslev og Hvidovre. Sognets Fattigkommission havde vel for længere tid siden tænkt på hvor nyttigt det ville være at få oprettet en arbejdsanstalt for at kunne beskæftige de fattige og give dem lejlighed til at  fortjene en del af de omkostninger som medgår til deres understøttelse. Men der manglede midler til at forskaffe et passende lokale, og sognets beboere der besværedes ved en stadig stigende udgift, såvel i naturalier som i penge, til de fattiges underhold, unddrog sig for at komme kommissionen til hjælp med lån for at fremme hensigtens opnåelse. Desuagtet lykkedes det i forrige år kommissionen, især ved dens driftige medlem hr. fabriksejer Plukroses bestræbelser, at på særdeles rimelige vilkår få købt en gård i Frederiksberg bys Allegade. Denne gård blev indrettet til en arbejdsanstalt hvis bestyrelse blev overdraget til hr. Plukrose af de øvrige kommisionsmedlemmer.

Arbejds-, spise- og soveværelserne er lyse og luftige, og der holdes strengt over renlighed i alle måder. Ved optagelse i arbejdshuset må den fattige rense sig ved bad, og få klæder af stiftelsen mens hans egne rengøres og udbedres. Lemmerne beskæftiges med at spinde hør, blår og fæhår af hvilke sidste udvirkes sengeklæder, strikkes nathuer, trøjer og strømper til eget brug, endvidere forfærdiges trætøfler, udføres murer-, tømrer-, snedker- og havearbejde osv. 


Fattighuset (med arrester i kælderen) bag ved Bagergården ved Allegade, set fra hjørnet af Allegade og Hollændervej. Akvarel af J. L. Ridter, 1898. Fra Eiler Nystrøm: Frederiksbergs historie, bind 2

Man har ikke tænkt på at udvide stiftelsen til et fabriksanlæg, dels fordi der ville kræves en større sum til anskaffelse af maskiner og inventar, ligesom også større kundskaber hos bestyrelsen, dels også fordi erfaring har vist at sådanne fabrikker som drives ved fattige, skader den næringsdrivende borger i dennes levevej. I stiftelsen nyder de fattige tilstrækkelig god og sund føde, samt i øvrigt alle fornødenheder. Og det de ved flid kunne tjene over hvad der er dem pålagt at præstere, vil i sin tid når et arbejdsreglement sættes i kraft, blive udbetalt til dem om søndagen da de får tilladelse til at gå ud. Men kommissionen har her som i alt ikke utidigt villet overile sig med at fremsætte bestemmelser. Hvilke den derimod først ved praktisk erfaring har villet lære at kende som hensigtsmæssige og tjenlige. Befindes nogen at have begået uorden eller at komme beskænket hjem, får han ikke tilladelse til at komme ud i 1-2 søndage. Denne straf er i almindelighed fundet tilstrækkelig til ordens overholdelse i så henseende, og kachotstraf har kun i 2 tilfælde været anvendt, ligesom kommissionen i øvrigt har haft årsag til at være tilfreds med lemmernes flid og opførsel.

Hvad der vist nok er tilfældet på flere steder og som den mest driftige Fattigkommission næppe formår at forebygge (da al grundig undersøgelse omsider strander på den fattiges erklæring: "jeg kan intet arbejde få"), nemlig at mange søger at tilvende sig understøttelse uden at trænge til det, fandt også før sted i dette sogn. Et bevis på det finder man deri at da arbejdshuset var indrettet og kommissionen lod bekendtgøre at ingen som ikke ville være lem i arbejdsanstalten, kunne vente nogen som helst understøttelse, fandtes af 170 personer der nød understøttelse, kun 42 der underkastede sig denne betingelse, mens de øvrige frasagde sig al understøttelse på dette vilkår. Det er heraf klart som også bestyrket ved erfaring, at arbejdsanstalter ved et fattigvæsen formindsker antallet på de fattige, da disse som oftest foretrækker frihed og den kære lediggang for arbejde under opsigt, og undværer hellere understøttelse end de underkaster sig tvang. 

Men en velindrettet arbejdsanstalt fører endnu det gode med sig at de fattige bliver vænnet til orden og renlighed, hvorved mange sygdommes fremkomst og udbredelse bliver forebygget. Og lad endog de fattiges virke eller arbejde ikke fuldkommen erstatte den bekostning dens underhold kræver, ja lad denne kun halvt erstattes, så er dog derved allerede vundet stor lettelse i ydernes udgifter. 

Den her omhandlede anstalt har kun været i virksomhed siden 1. april dette år. Og skønt lemmerne i den første tid ene var beskæftiget med at afhjælpe stiftelsens mangler og fremskaffe fornødenheder til eget brug, har arbejdshusets oprettelse i den følgende tid dog bevirket så meget at sognets ydere fra 15. april har været fritaget for at lægge den hjælp i naturalier som kommissionen før så sig nødsaget til at afkræve dem og som for Frederiksberg by alene, evalueret til penge, for året 1833 udgør cirka 700 rigsbankdaler, samt at hovedkassen i 1834 har kunnet undvære 1.000 rigsbankdaler sedler til afdrag på de til arbejdsanstaltens indretning medgåede udgifter. Enhver god borger må af hjertet ønske denne stiftelse alt muligt held, og at dens gode fremgang og bestyrelse må tjene til eksempel og efterligning på andre steder.

(Politivennen nr. 989, Løverdagen den 13de December 1834, s. 855-860) 



Redacteurens Anmærkning

Arbedsanstalten lå på nuværende Allegade 14 (ved Tottenbergs bagergård). I 1858 blev det adskilt i Frederiksberg og Hvidovre som to selvstændige kommuner  (med virkning fra 1861). Fattighuset blev i 1860 solgt til bager H. L. Tottenberg som drev bageri i forhuset. (Henning Bro og Helga Mohr: Frederiksberg Kommune 1858-2008. 2008).

Vedrørende Plukroses rolle, så indeholdt Kiøbenhavnsposten 31. december 1842 en meget lang redegørelse fra ham om hvordan bl.a.hofpræsten havde villet presse ham til at nedtone sin rolle for at fremme hofpræstens m.fl.s roller. Se baggrundsartiklen her på bloggen.

27 november 2016

Vægterhuset i Amaliegaden.

Dette vægterhus som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek, har før været omtalt i Politivennen og fortjener det fremdeles. Det frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden. Men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som gøres af det. To strømme af uhumskheder flyder fra vægterhuset ned i rendestenen så at de forbigående og især damer er nødt til at hoppe over dem for ikke at blive tilsølet. For de lige som bor overfor, er dette og måden hvorpå disse strømme altid tiltager særdeles stødende, og det synes ubegribeligt at et sådant sted bliver tålt i byens hovedgade mellem Amalienborg og Esplanaden. Idet mindste burde vægterhuset flyttes fra tid til anden for at fordele det onde.

Indsenderen smigrer sig med at det nu for sidste gang må være nødvendigt gennem dette blad at påanke denne mangel på orden og sømmelighed.


Ved denne lejlighed tillader man sig endvidere at gøre opmærksom på at de
soldater og sjovere som opholder sig på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade, har anlagt og vedligeholder en lignende strøm i Bredgade, og det uden beskyttelse af et vægterhus, til besvær og ækelhed for alle forbigående. Der spørges, strider sådan uanstændighed ikke imod politianordningerne? 

(Politivennen nr. 988, Løverdagen den 6te December 1834, s. 844-845)  


"Vægterhuset som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden, men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som deraf gøres." (Det Classenske Bibliotek lå i bygningen med søjlerne midt i billedet, Toldbodvej længst væk. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Det Classenske Bibliotek lå i bygningen på Amaliegade 38. Den artikel som der henvises til, blev bragt i Politivennen 11. maj 1833. 

Om Ulfelds Plads.

En stemme har for nyligt i Adresseavisen henvendt sig til den forestående stænderforsamling med begæring om at udvirke fjernelsen af skamstøtten på Gråbrødretorv.

Det er langt fra at være den første bekendtgjorte ytring mod dette mindesmærke, men kunne dog med rette ønskes at blive den sidste. Dog tillader jeg mig herved at gentage at frembære ønsket om støttens fjernelse med det håb at sådan sag vil kunne afgøres langt simplere end ved at påkalde eller ulejlige stænderforsamlingen desangående. Men der er mere at gøre end alene at borttage støtten. Ser man nemlig hen til den ynkelige forfatning hvori brolægningen såvel på fortovene som på pladsen befinder sig, er der meget at ønske til ære for stadens brolægningsvæsen, og betragtes de slemme fjælleboder som har sted på pladsen for slagtere og marskandisere, kan vel også stadsbygmesteren eller hvem det påligger at sørge for orden og pyntelighed i staden, være opfordret til at henvende sin virksomhed til denne plads hvor allerede adskillige bygninger findes, som ville tjene til pryd for torvet, hvis det befries fra dets nuværende besætning.

Hvad støtten især angår, da kan det vel antages at mange øvrighedspersoner har afholdt sig fra på rette tid og sted at fremføre eller understøtte forslaget om dens fjernelse af frygt for at anses for en mindre god patriot, eller for at ville virke til fordel for den mand, hvis utroskab og forbrydelse imod konge og land den skal bringe i minde til afsky og forskrækkelse, og derfor har man måske villet afvente en allerhøjest tilladelse til fjernelse, givet af hans majestæt uden begæring om det. Men har der end ikke været anledning nok til uopfordret at give denne, så bør dog håbes både at den ikke vil blive nægtet, og at det ikke vil blive ilde optaget at fremsætte et motiveret ønske om det. Og da man nu i lang tid har tilladt sig at skjule støtten med den ligeså hæslige boder, så ville den aldeles ikke blive savnet om den kom helt væk. Skal den derimod blive stående, så synes det at være en selvfølge at boderne må væk fordi de ganske modvirker hensigten med dens tilstedeværelse.


Gråbrødretorv. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Som en besynderlighed anmærkes dernæst pladsens navn. Så vidt vides hedder kun den mindre plads mod vest: Gråbrødretorv, men det større plads: Ulfelds Plads. Nu er det vel sådan at mange af byens gader og stræder, ja også åbne pladser, bærer navn efter personer, men det er dog så vidt bekendt kun efter hædrede eller agtbare og uskyldige personer. Det må derfor anses for upassende at kalde en forhadt mands navn bestandig i minde ved at bruge den hidtidige benævnelse til torvet. Og selv om støtten ikke kom væk, måtte navnet dog væk. Hvorledes skikker det sig at nævne Suhmsgade, Frederiks Plads og Ulfelds Plads! - Man kunne måske kalde pladsen Frimandsplads efter kvarteret hvori den ligger, eller med hvilket andet navn Magistraten *) ville benævne den, af et eller andet hensyn.

Hvad boderne angår, da kunne samme vist godt undværes idet man har lige så smukke boder ved Nikolaj Tårn, og en del af dem synes dertil at være ubenyttede. Den stadeleje som måske svares af dem, kunne stadens kasse vel undvære, så meget desto mere som det endog kan være megen tvivl underkastet om byens offentlige og fælles grunde med rette tør benyttes til sådanne belemrede stadepladser når ikke nød udfordrer det. Man kunne da lige så godt udleje en strimmel af den overflødigt brede Amaliegade til fitteboder og deslige **). Marskandiserne kunne vel finde kældre eller andre lejligheder, nok så bekvemme og sikre for deres handel, og for nabolagets skyld kunne de såvel som slagterne i al fald henvises til de forhenværende lærredsboder ved Helligåndskirken, hvoraf de fleste nu længe har stået ledige, hvilke vel uden vanskelighed kunne indrettes og overlades dertil, da det formentlig endnu i lang tid ikke tør forventes at kirkemuren vil blive fjernet for at åbne en plads omkring kirken, lignende den skønne plads omkring Frue Kirke og på den ene side af Trinitatis Kirke.

Kunne det lykkes at få pladsen tydeliggjort, ville brolægningsvæsenet vel også med fornøjelse bidrage sit til orden og prydelse for dette stakkels torv, og om noget særdeles tilskud skulle behøves, var det måske at vente at de omkringboende og flere villigt ydede bidrag til det.

Det er rimeligt at disse forslag og bemærkninger ikke er aldeles nye for vedkommende, men de fremsættes dog herved for at underkastes en nøjere prøvelse, og det ville være meget at beklage om udførelsen, hvis ellers intet vigtigt argument var at sætte derimod, skulle møde hindringer blot fordi forslagene ikke kom fra autoriteterne selv, hvorfra de for længe forgæves har været forventet iværksat.

*) Det formodes ikke at være fornødent at inkommodere hans majestæt med sådan ringe sag.

**) Rigtignok fik byen sidste sommer en fjællebod at se på Kongens Nytorv, men det skønnes dog ikke at være bestemmelsen af torve og offentlige pladser, at de således skulle anvendes, omend derved kan profitteres en skilling for stadens kasse. Og så længe der er plads nok i Dyrehaven eller i forstæderne for markskrigere og raritetskræmmere, behøver deres boder næppe at vansire byens offentlige pladser.

(Politivennen Nr. 987, Løverdagen den 29 November 1834, s. 823-828)


Redacteurens Anmærkning.

Det lykkedes ikke at få gjort noget ved sagen i 1834. Efter Christian 8.s tronbestigelse udviklede skamstøtten sig tilsyneladende til et symbol for enevældens dårlige sider, måske endog til et samlingspunkt for protester. Det kan man i hvert fald få indtryk af ved at læse om maj-urolighederne i 1840.

26 november 2016

Moderniserede Dandseboder i Helsingør.

Indsenderen af dette hører ikke til de strenge moralister som fordi de selv ikke mere kan deltage i ungdomslivets glæder, misunder de yngre disses nydelse og ivrer imod enhver offentlig forlystelse. Han finder heller ikke noget særdeles at indvende mod at den som stand og stilling udelukker fra klub- og familieballer, nu og da får lejlighed til at more sig ved dans der nydt med måde vel også har sine gode sider. Men som alt kan overdrives, således er indsenderen forvisset om at flere med ham vil erkende at man i den senere tid har været alt for føjelig i at tillade dans på offentlige steder i Helsingør. Fordum blev sådan tilladelse kun givet  til enkelte værtshusholdere og ved enkelte lejligheder. Men nu indrømmer man den til flere og regelmæssigt hver søndag. Man bygger eller indretter offentlige danseboder som man giver navn af dansesale, indbyder i Helsingørsavisen de danselystne og anskaffer entrebilletter som man først lod sig betales med 16 skilling Men formodentlig for at få større søgning, nu har nedsat til det halve. 

Fra et udenbys sted, en fjerdingvej fra Helsingør fortæller man os i avisen at der bliver dans til kl. 12. Fra et andet forsikrer man ligeledes at unge mennesker under 18 år og uanstændige kvinder ikke bliver ladt ind. Hvad skal man tænke om alt sådant? Er den tjener eller pige, den håndværkssvend eller underofficer som efter midnat kommer hjem fra svir og dans, skikket til sit arbejde eller tjeneste den næste dag? Kan et indskrænket politipersonale overkomme at påse orden ved nattetid endog udenfor byen og på vejen til samme? Tror man for alvor at kunne bilde os ind at kun anstændige kvinder søger sådanne steder, eller at man nøje undersøger gæsternes alder? Flere er de spørgsmål og bemærkninger som sådant uvæsen fremkalder. Men de ligger for det meste sagen så nær at indsenderen ikke vil trætte læserne med almenbekendte erfaringer. Kun til slut vil han, idet han indstiller til de ansvarlige at sætte en skranke for det om sig gribende onde, tillade sig endnu at fremsætte til overvejelse om fristelserne og de moralske afveje i en søstad som Helsingør ikke allerede er betydelig nok, så man ikke behøver at anspore sanseligheden og at makademisere disse veje? 

(Politivennen nr. 985, Løverdagen den 15de November 1834, s. 787-789)

"Man har i den senere tid været alt for føjelig i at tillade dans på offentlige steder i Helsingør." (Her dog i København i Klæstrups streg).

Redacteurens Anmærkning

Makadamisering var en stor forbedring af vejene fordi den betød bedre vejbelægning. Den var opkaldt efter MacAdam, som i 1824 havde udgivet en bog om engelske veje og som i 1828 blev udgivet på dansk. Bogen kan læses online på Google Books.