Bøn for Holmens Kirketag.

Under den reparation som foretages på Holmens Kirke, har man set blytaget aftaget og dette igen erstattet ved pålagte teglsten. Man vil håbe at denne ombytning er midlertidig. For hvorfor skulle denne kirke der er et minde om vores store Christian IV ikke kunne lade sig af vores efterkommere beskues i sin oprindelige tilstand, lige såvel som Børsen. Det aftagne blytag må dog være det halve værd af det et nyt koster, og regner man bekostningen ved anskaffelsen af tegltag, der er udsat for afrivning ved storme, og desuden kræver årligt eftersyn, vil man vist finde at besparelsen ved ombytningen ikke er stor. Skulle kirken ikke formå at udrede bekostningen ved reparationen, således at den beholdt sit blytag, ville der vist ved frivillige bidrag indkomme så meget som underskuddet udgjorde når sådant blev almindeligt kendt. Københavnernes kærlighed for den store Christian vil vist nok når der gives lejlighed, vise at de ønsker at bevare hans efterladte værker i deres oprindelige tilstand.

(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 8-9)

Skjellig Grund til Misfornøielse over de Militaires næsten daglige, saakaldte Øvelser i Feldttjeneste, i Omegnen af Kjøbenhavn.

Fredag den 19. december forrige år gjorde en afdeling som var kommanderet af en kaptajn, holdt om morgenen kl. 9 på marken hos anmelderen. Soldaterne stillede deres geværer sammen på jorden, og efter et par timers forløb da det var koldt og tiden formodentlig faldt dem lang, begyndte de at gøre sig bevægelser. Nogle henad en grøftekant som var besat med ung hegnsplantning, andre frem og tilbage tværs over samme grøft. Og således fortsatte de flere gange med enkelte pusterum så længe de opholdt sig der. Hvilket varede 5 timer.

Anmelderen så længe med mishag på det og frygtede med god grund for at hans beplantning måtte tage skade af det. Endelig da der var gået over 4 timer, gik  han hen for at se om skade var sket. Og han fandt da adskillige planter dels ødelagte, dels beskadigede eller trådt om og grøftekanten flere steder trådt ned. Anmelderen trådte nu frem for den kommanderende som hele tiden havde været til stede, og følgende ordveksling opstod: Anmelderen: Jeg må være så fri at sige hr. kaptajn, at det er urigtigt at de karle beskadiger min beplantning! Kaptajnen: Hvad! er der gjort nogen skade? Vis mig den! Anmelderen: Vil De se, der er nogle ødelagt og der er nogle. Kaptajnen: Oh, sådan bagatel, det er ikke værd at tale om, mit kompagni gør ingen overlast, jeg svarer for det, jeg kommanderer det! Anmelderen: Jo, for mig er det værd at tale om, jeg svarer skatter her, og vil derfor nødig have skade her, stor eller lille! Kaptajnen: Skatter af de således beskadigede panter, jo det vil nok ikke blive stort! Anmelderen: Man hører De ikke ved, min herre, hvad det betyder at svare skatter! Kaptajnen: Oh, sludder! Ingen argumenteren her!

(Nu fulgte et slags ordsprog af højst væmmelig natur og næppe af dansk oprindelse). Her var da intet andet for anmelderen at gøre end at hente gartneren og lade rette af skaden hvad rettes kunne. Men hans tanke faldt herved på en vis oberst som for nogle år siden tog sig en spadsereridt ad hans markvej, og da anmelderen forestillede ham det utilladelige i det, svarede ham: Min ven! De behøver ikke at gøre så mange omstændigheder da De har fuldkommen ret til at vise mig ud. Hvorpå manden nedlod sig til at samtale med mig om avlsbrug og sådant, hvorved den tanke at de allerfleste af vores herrer officerer var sådanne artige mænd bestyrkedes hos mig. 

Havde ovennævnte hr.kaptajn villet høre mig, så havde jeg fortalt ham hvad bevisligt er, at jeg flere gange i år har lidt skade på beplantningen og grøfter når hele afdelinger af soldater er marcheret over marken hos mig, samt ligeledes forrige år, da endog engang over 30 mand gik i trop gennem haven som er indhegnet overalt med lovligt hegn. Videre ville jeg have omtalt hvorledes en anser det for småting hvad en anden har kært som sin øjesten, men her omtalte skade ville fx måske af vurderingsmænd ikke blive ansat over 24 skilling, og dog ville jeg ikke for en dukat tåle at den skete i mit påsyn når det stod til mig at forebygge den. Forordningen af 29. oktober 1794 om hegn og fred for jorder i Danmark *), denne krone sat af landsfaderen på sit store værk, udskiftningen fra fælledskabet, som da var næsten fuldendt, står jo ved magt i sin fulde kraft. Og den nævner intet steds om at der med militære under deres øvelser, skal gøres undtagelse. 

Kock
Landmand

*) Denne forordning er givet nogle nøjere bestemmelser og skærpet med forordning af 9. juli 1817 som siger § 4: For den skade som ved ufred eller på hvilken som helst måde forårsages på en anden mands hegn, tilkommer hegnets ejer dobbelt skadeserstatning. 

(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 5-8)

"En afdeling kommanderet af en kaptajn gjorde holdt om morgenen kl. 9 på marken hos anmelderen" (Livjægerkaptajn, Orlogsmuseet. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Senere i 1835 publiceres lignende klager, se indslagene "Landmand Koch er høilig utilfreds over de Uordener, som følge af de Militaires saakaldte Øvelser i Feldttjensten." (Politivennen nr. 999, lørdag den 21. februar 1835, s. 115-116), "Utilladelig Gjennemmarch af Militaire." Politivennen nr. 1038, lørdag den 21. november 1835, s. 767-769) og "Atter Noget om de Militaires Øvelser i Feldttjenesten og deraf følgende Indtrængen i Hauger." Politivennen nr. 1043, lørdag den 26. december 1835, s. 847-850).   

En skammelig Lapsestreg af tre velklædte Personer.

En aldrende enke der bor her i byen, havde af sin familie fået en billet til forestillingen på Det Kongelige Teater fredag den 19. december. Hun blev ledsaget derhen af sin voksne søn, der lovede at afhente hende, når forestillingen var forbi. Men da han rettede sig efter det klokkeslæt der var anført på plakaten, og stykket var fordi længe før den angivne tid, kom han for sent, hvorfor moderen måtte gå ene hjem. På Østergade blev hun opmærksom på at tre velklædte mandspersoner omringede et fruentimmer som de brødes med og fratog en paraply. Men hun fortsatte roligt sin vej op gennem Købmagergade. Men på hjørnet af denne gade og Silkegade kom disse tre personer hen til hende og uden at tale et ord slog den ene, en meget høj person, sin arm om halsen på hende således at hans hånd holdt for hendes mund så hun hverken kunne tale eller råbe om hjælp, og i denne stilling trak han hende langs gaden til henimod Kronprinsensgade hvor han, ked af denne fortræffelige spas, slap hende og gav hende et skub så hun faldt i rendestenen. 

Da man ikke kender disse tre personer, vil man dog gennem dette blad lade dem, og især angriberne, vide at følgen af denne smukke handling har været at nævnte gamle enke i 4 dage har måttet holde sengen og endnu ikke helt har forvundet den skræk hun blev indjaget eller de læsioner som blev tilføjet hende ved faldet. Den dag da nævnte ugerning blev begået, har i almanakken navnet "Nemesis". Man vil ikke ønske at denne gudinde efter sin bekendte retfærdighed vil hjemsøge disse herrer efter fortjeneste, men ved denne bemærkning bringe dem til eftertanke at de for eftertiden lader sådanne utidige lapsestreger fare, der ofte kan have de sørgeligste følger især når de i deres letsindighed traf på et frugtsommeligt fruentimmer.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 900-902)  

"På hjørnet af Købmagergade og Silkegade kom tre personer hen til hende og uden at tale et ord slog den ene sin arm om halsen på hende." (Købmagergade. Silkegade går ind til venstre under det nærmeste røde hjerte, mens Kronprinsensgade går ind til venstre foran det røde hus i venstre side. Eget foto, 2015.)

Nogle Anker fra Christianshavns Beboere.

Da der ved Børsen er en meget betydelig færdsel både vinter og sommer og man til nogle tider af dagen, fx når Knippelsbro har været oppe, og en mængde mennesker er blevet samlet der, eller om morgenen når fiskerkonerne kommer fra kvaserne med 2 til 3 kurve på armene, har stor møje med at komme frem på det ene stakkels fortov, var det vist nok at ønske om der fra høje ansvarliges side blev truffet nogen foranstaltning hvorved passagen der blev noget mere fremkommelig.

Indsenderen mener blandt andet det ville hjælpe betydeligt dersom de handlende der havde udsalgssteder under Børsen, ville lade de vareartikler der optager en større plads som kaffe- og sukkerfade, jern, tjære, hamp, salt etc. modtages eller udleveres fra den anden side (Bag Børsen, den gade hvori indgangen til banken er) hvilket gerne med en lille ulejlighed kunne iværksættes til det offentliges bekvemmelighed.

Så vidt det er indsenderen bekendt skal der være en politi- eller anden øvrighedsforordning som forbyder at bære kurve eller byrder på fortovene. Forholder det sig således, da var det sandelig at ønske at den måtte blive indskærpet på ny og strengt overholdes.

Indsenderen må herved gøre politiet opmærksom på at der ved Børsens opgang som vender ud mod slotspladsen, om aftenen samles en mængde skøger etc. som på den skændigste måde driver deres uvæsen der, hvilket det var at ønske vægteren måtte indskærpes at forhindre.

Siden vi nu engang har begyndt at omtale passagen til og fra Christianshavn, så vil det ikke være af vejen at påtale flere ulemper som Christianshavns beboere hidtil tålmodigt har fundet sig i og der i blandt kan vist nok regnes den forpestede lugt som hyppigt udbredes der ved trankogningen på nogle skibsværfter. Sådant burde efter indsenderen mening aldrig tillades i byen, men foretages langt ude på et ubeboet sted fx på Amager Fælled. Når vinden bærer på fra natterenovationspladsen, har beboerne på Christianshavn plage nok af stanken derfra. Følgelig må trankogningen foretages så langt borte fra byen som muligt.

Brolægningen på Christianshavn er højst mådelig i de fleste gader og kunne sandelig trænge til også engang at forbedres.

Vejen langs med volden fra Weyses forrige jernstøberi til Amagerpost og fremdeles til reberbanen ligner en svinesti. Den er opfyldt med ækle, uartige  skidne børn, alskens uhumskhed, stinkende grøfter, kort sat alt for meget snavs til at burde tilstedes i en hoved- og residensstad.

Ved Knippelsbro må endnu erindres at klapperne (eller lemmene) burde nedlades før spærringskæderne tages bort. For når folk trænger på fra modsatte sider, kan der let afstedkommes ulykker.

Indsenderen nærer det håb at hans stemme ikke vil være en røst i ørkenen, men at ovennævnte ulemper snarest måtte blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 895-898)  

Skammelig Drenge Kaadhed paa Kongens Nytorv, under Liigprocessionen.

Det forekommer indsenderen underligt at han ikke i Deres blad har set anker og en styg uorden som foregik på Kongens Nytorv torsdag den 11 december, uagtet flere tusinde mennesker var til stede der og hvoraf vist mange harmede sig. Da sådant imidlertid bør komme til vedkommendes kundskab for at det for eftertiden ved lignende lejligheder kan blive forebygget, vil indsenderen af dette underrette Dem om at ligesom processionen nærmede sig torvet, steg henved 40 af vores kåde drenge over jerngitteret om statuen. Nogle krøb op og satte sig på hesten, andre tog plads på de figurer der sidder ved piedestalen. En dreng drev endog sin kådhed så vidt at han brød palmegrenen af hånden på den ene figur og paraderede længe med den, ligesom med et scepter samt nu og da slog figurens hoved og arme med dem, til megen morskab for hans vandalske kammerater. At de øvrige drenge mere eller mindre stræbte at molestrere figurerne som de kun fandt alt for stærke, det tvivler vist ingen på som kender vores gadedrenge for hvilke intet er helligt.

Det er vist nok økonomisk rigtigt at man i den senere tid har indskrænket de mindre nødvendige skildvagtposter hvor i blandt man også har regnet den ved statuen. For for det første ville en soldat på denne post ikke kunne beskytte den for overlast af kåde drenge, der vel ville forstå at retirere til en anden side når han nærmede sig den, hvorfra de stilede deres angreb. Dernæst kunne de ved Hovedvagten udstillede poster have et øje med om kåde drenge forgreb sig på statuen og melde sådant til den vagthavende kaptajn der da kan udsende et par mand for at fordrive dem. Men ved sådanne lejligheder hvor torvet er opfyldt med mennesker, burde der ved statuen stilles 4 mand til dens beskyttelse. Dette mener man kan ske uden nogen bekostning eftersom vagten ved sådanne lejligheder gerne er forstærket eller også flere militære er tilsagt at holde sig klar til at møde på nærmere ordre. Men selv om sådanne posters hensættelse skulle medføre en lille udgift da ville denne ikke komme i betragtning mod en større som istandsættelsen efter en tilføjet beskadigelse vil kræve, for ikke at tale om den harme enhver dansk mand må føle ved at se kåde drenge besudle og mishandle et værk der er oprejst til minde om en af vores gode konger og som vel vedligeholdt tjener til en pryd for torvet.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 893-895)  

"De ved Hovedvagten udstillede poster have et øje med om kåde drenge forgreb sig på statuen og melde sådant til den vagthavende kaptajn der da kan udsende et par mand for at fordrive dem." (Kongens Nytorv. Yderst til venstre går Østergade ind, dernæst mod højre: Hotel d'Angelterre, rytterstatuen og Hovedvagten med de tre fag. Becker)

Redacteurens Anmærkning.

Kjøbenhavnsposten 11. december 1834 angiver under rubrikken Nyheds-Post fra Kjøbenhavn den 8de. December 1834 at prins Friederich Wilhelm Carl Ludwig af Hessen-Philippsthal Barchfeldt blev fulgt til graven. Han blev i 1812 gift med arveprins Frederiks datter prinsesse Juliane Sophie. Han var den 30. november død af tyfus. Allerede i Kjøbenhavnsposten den 9. december 1834 havde man advaret om mulige optøjer ved begravelsen, bl.a. med henvisning til Politivennens beskrivelse af Rahbeks begravelse:

Det er en Kjendsgerning, at ved offentlige Høitideligheder, hvor megen Pragt udfoldes, Publikum trænger sig til, med en Iver og Interesse, som man oftest maa troe, Anledningen alene ikke vækker. Folk af alle Stænder og Klasser udsætte sig ved saadanne Leiligheder for de største ubehageligheder, for gratis at kunne bivaane et glimrende Optog af Soldater, forskellige Personer, eller Hvadsomhelst, der falder i Øinene, og ikke blot Almuesmænd, men ogsaa tidt Personer, som ere vante til mere værdiefulde Skuespil, trodse gjensidige Skup og Tryk for at opnaae en saa ringe Øienslyst, som en paradering, en Procession, en glimrende Vielse, eller en eller anden Persons Begravelse, der ledsages af anndre end sortklædte Sørgende  ... Her anfører Kjøbenhavnsposten så to eksempler: ... tvende Mænds Begravelse ... bleve betegnede ved Optrin som maatte virke høist forargeligt paa Enhver, som fulgte de paagjældende Hedenfarne til Jorden. Den første var nemlig vor forevigede Rahbeks jordefærd, hvorom en af Sørgefølget i "Politevennen" No. 749, 1830, i en Artikkel, betitlet "Justits á la Turque" gjør Anmeldelse... Den anden var General Gruners, hvor det paapegede Tilfælde fandt Sted, at Toget blev generet ved den store Menneskemasse, som, tæt sammenpakket og saa at sige klisteret op til Husene, af og til bølgede frem.

Kjøbenhavnspostens råd er ganske enkelt helt at udelukke mængden ved at lave afspærringer. Politiet var på daværende tidspunkt helt utilstrækkeligt bemandet, betjentene gennemgik ikke nogen uddannelse, lønnen var elendig og tiltrak som oftest kun personer der var meget lidt egnet til andet end at uddele tæsk med deres stokke.

Optøjerne burde have givet et forvarsel om begivenhederne ved Frederik 6.s begravelse, januar 1840. Men samtidig synes artiklen dog at antyde at man i hoffet og blandt bedsteborgerne havde en forestilling om at Frederik 6. og kongehuset var afholdt og elsket af Københavns brede befolkning. Heri tog man grueligt fejl, hvilket begivenhederne omkring Frederik 6.s begravelse synes at give al mulig vidnesbyrd om. (Jeg har forberedt indslagene om denne begivenhed til december) 

Rytterstatuen på Kongens Nytorv fra nogenlunde samme vinkel som i det gamle stik. Foto, Erik Nicolaisen Høy, 2020.