Vægtere med Træsko.

I denne vinter har indsenderen erfaret at adskillige vægtere om aftenen og om natten går med træsko. Skønt det vel ikke kan nægtes at disse især i frost og snevejr holder fødderne varmere end læderfodtøj, så vides det dog ikke om det er vægterne tilladt at bære dem såsom den støj som derved i nattens stilhed forårsages, forstyrrer folks nattero og især er ubehagelig for syge, hvoriblandt indsenderen der bor i Bådsmandsstræde på Christianshavn, må tegne sig. Han mener også at vægterne lønnes således at de på deres poster må kunne vise sig i samme anstændige mondur som den er hvori de møder ved parolen, samt at de hvis det af økonomi eller af anden årsag tillades dem at bære træsko, bør indskærpes at forsyne disse med et underlag af læder eller andet der kan forebygge den højst ubehagelige klapren som denne slags fodtøj ellers forårsager.

(Politivennen nr. 998, Løverdagen den 14de Februar 1835, s. 111)

Til den kongl. General-Postdirection.

Den kongelige generalpostdirektion sørger på så mange måder prisværdigt for den rejsendes tarv, at anmelderen ikke tager i betænkning at henlede dens opmærksomhed på nedenstående inkonveniens, og håber at se denne afhjulpet.

Passagererne med dagvognen bringes som bekendt til en vis gæstgivergård på skiftestederne hvor vognen igen afhenter dem, og dette er således i sin orden på mellemstationerne. Men anderledes forholder det sig i Nyborg på grund af bæltfarten. Poststationsgården er som bekendt et stykke vej fra havnen, og fjernere derfra end den umiddelbart ved strandporten liggende gæstgivergård. De rejsende må til fods gøre turen til og fra mellem skib og postgård. I ondt vejr og under svaghed og søsyge er sådant forbundet med en del ulempe, og mange rejsende tyede derfor helst til den bæltet nærmeste gæstgivergård. Men dette står nu på en måde ikke i den rejsende vilje, for dagvognen afgår fra poststationsgården, og den rejsende må altså gå derhen når han ikke vil skilles for sin befordring. Den samme tvang finder sted fra landsiden, idet dagvognskusken ligefrem nægter den rejsende at træde af i gæstgivergården ved strandporten, hvilket han sider under mulkt ikke at turde tilstede, og den rejsende må således suspendere sin vilje. Da det dog uden nogen ubekvemmelighed eller tidsspilde lod sig gøre at dagvognen kunne afsætte og indtage rejsende fra begge gæstgivergårde i Nyborg, der ligger i en og samme gade på rummelige pladser, og den rejsende derved beholder sin frihed, og konkurrencen bliver ubeskåret, så smigrer man sig med at den højkongelige generalpostdirektion føjer denne til sine mange andre prisværdige foranstaltninger.

Den erindring at den rejsende i Korsør næsten har lige så langt mellem havn og gæstgivergård som i Nyborg, er formentlig ikke af nogen vægt mod ovenstående ønske. For fordi man har en inkonveniens, behøver man jo ikke to når det kan undgås.

(Politivennen nr. 998, Løverdagen den 14de Februar 1835, s. 97-99)

Aide toi, et le ciel t'aidera. Hjelp Dig selv og Du vil ei savne Himlens Hjelp.

I den seneste tid er hovedstadens indbyggere ofte bragt i uro ved fortællinger om overfald som skulle være udøvet på Københavns gader mod enkelte gående personer. Således fik en anset embedsmand for nogen tid siden da han gik hjem fra Christianshavn, højst uformodet et slag i ansigtet der nødte ham til at holde sig inde i flere uger, af to personer han mødte. Det samme skete nytårsaften en gammel mand, idet han nemlig fik et slag der strakte ham til jorden, af en portnøgle. Ligeledes skal et fruentimmer på Kongens Nytorv lige over for Hovedvagten, være blevet overfaldet af en person der stak hende med en kniv igennem kåben og sårede hende således i hånden at hun måtte forbindes i apoteket på Østergade. 

For sandheden  af disse fortællinger kan indsenderen ikke, i det mindste ikke i det hele, indestå da han selv kun har hørt dem på anden eller tredje hånd. Men han kan ikke nægte at de forekommer ham højst sandsynlige efter det som for nogle dage siden hændte ham selv. Jeg gik nemlig om aftenen mellem kl. 11 og 12 gennem Skindergade da jeg omtrent lige ud for Trompetergangen mødte en person (af udseende og klædedragt at dømme en håndværkersvend) der uden videre kom hen mod mig og med de ord "den skal De have" slog mig efter hovedet. Heldigvis forfejlede han slaget og traf mig ikke i ansigtet, som formodentlig var hensigten, men på halsen hvor en stor chenillekrave afparerede slagets voldsomhed. Højligt frapperet ved denne hilsen, der dog som en venskabsytring forekom mig at være vel massiv, kunne jeg ikke tilbageholde et forundringsråb om "hvad dette skulle betyde".

Da jeg imidlertid smigrer mig med det håb at ingen nogensinde har klaget over at jeg har undladt at give et høfligt svar på en høflig tiltale replicerede jeg, ved at give min nye ven et slag med min i hast fremdragne portnøgle, der øjeblikkeligt bevægede ham til mod al etikette at sætte sig ned uden i forvejen at se sig om efter en stol. Min hensigt var nu at kaste mig over ham og ret inderligt at takke ham for hans "forekommenhed" idet jeg tillige råbte på vægteren. Men som en hjort sprang fyren  op og undløb mens jeg, hindret i løbet ved min store chenille, forgæves forfulgte ham indtil Klosterstræde. 

Skønt jeg først var mismodig over at jeg ikke fik fat i krabaten for at politiet kunne give ham nogle højst fornødne formaninger angående den nye møde at stifte bekendtskab på, overvejede jeg dog at det ville have nødt mig til at følge med på politikammeret og forvoldt mig en del bryderier og tidsspilde, hvorfor jeg trøstede mig med den tanke at han (som kong Harald siger om Palnatoke) "ikke var kommet uplukket hjem fra dette julegilde". Desuden var min påtrængende ven uden tvivl (hvilket jeg slutter af slagets usikkerhed) kun en begynder i faget eller "en drukken dilettant" der måske ved mit argumentum ad hominem blev bragt på bedre tanker. 

Da imidlertid mine ærede medborgere muligvis ikke alle kunne være så heldige, men måske træffer på virtuoser i faget der ved at beregne armens og håndens svingkraft, så er mit råd til enhver der går sent om aftenen på gaden at være på sin post og belave sig på øjeblikkelig at kunne gengælde ondt med ondt. For det er misligt hvor det gælder hurtig hjælp at stole alene på politiets eller vægterens assistance, og det er ved sådanne lejligheder at en mand mest må stole på sin egen kraft og åndsnærværelse. Når da nogle af disse kåde og ondskabsfulde mennesker blev modtaget på en alvorlig og følelig måde, ville de vist  lade deres fæle narrekatterænker fare og opgive et håndværk der blot indbringer brådne pander. 

(Politivennen nr. 996, Løverdagen den 31te Januar 1835, s. 75-78)

"Da jeg om aftenen gik gennem Skindergade lige ud for Trompetergangen mødte jeg en person (af udseende og klædedragt at dømme en håndværkersvend) der uden videre kom hen mod mig og med de ord "den skal De have" slog mig efter hovedet." (Niels Hemmingsensgade, Skindergade krydser i baggrunden. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Trompetergangen er det stykke af Niels Hemmingsensgade som ligger mellem Gråbrødretorv og Skindergade. 

Om udførte gamle Kludes og Beens Igjenindbringelse i Staden.

Da anmelderen forleden aften i tusmørket gik ud af Østerport, mødte han to lurvet klædte personer med sække på nakken, og som da de var kommet ligeud for toldbetjentenes kontor, standsede midt på broen og råbte til betjenten der stod i døren: "Ben". Betjenten svarede: "Passer," hvorpå de fortsatte deres march ind til byen. Anmelderen forundrer sig over at det tillades at ben, klude og andet affald der for dyr betaling udbringes af staden, igen og urenset indbringes i samme, hvor det hos dem der handler med sådant, opbevares på lofter, i kældre eller gårde og udbreder stank og urenlighed. Besynderligt nok at sundhedspolitiet ikke søger at forhindre sådant, da det ellers på andre måder sørger for renligheds vedligeholdelse i staden. Det synes ikke urimeligt om det blev pålagt dem som handler med sådanne sager, at skaffe sig lokaler udenfor byen hvor deres kram kunne ligge indtil det skulle fjernes. Desuden, når man har læst alle de smuglerhistorier som fortælles i H. Hjorhöis konsumtionstidende, kunne man vel finde det tænkeligt at nogen kunne finde på at benytte disse benbærere til at indbringe ufortoldede sager. For at sådant lod sig udføre, kan vel ikke nægtes, når man tager hensyn til hvor væmmeligt det må være at anstille nogen nøjagtig undersøgelse af sådanne sækkes indhold.

(Politivennen nr. 995, Løverdagen den 24de Januar 1835, s. 60-61)

Anmodning til Eieren af Vesterbroes nye Theater, Hr. Ph. Petoletti, samt et Par Ord i Anledning af Hr. Gauthiers Forestillinger.

På grund af den redebonhed med hvilken De, hr. Pettoletti altid opfylder publikums rimelige fordringer, tager man sig herved den frihed at gøre Dem opmærksom på en lille forandring der foretaget ved den for resten skønne og velindrettede ridebane, hvortil Deres teater ligesom ved et trylleslag er blevet omdannet, meget ville bidrage til de besøgendes bekvemmelighed. Nemlig den skranke der omgiver cirkus, er på den side af parkettet som vender mod hovedindgangen alt for høj. Det forårsager at tilskuerne der ikke vil have plads på de to forreste bænke, generes en del, idet de for at kunne se hvad der sker i manegen, næsten uafbrudt må stå eller endog bestige bænkene. 

Ved en ringe bekostning og ulejlighed ville den fejl kunne ændres, og ved at opfylde et ønske som flere nærer, ville De, hr. Pettoletti atter give et bevis på Deres opmærksomhed for hovedstadens publikum der altid har påskønnet Deres mangesidige kunstnertalent og Deres utrættelige iver for at forskaffe indbyggerne adspredelse og moro. 

Ved at omtale det nye teater kan indsenderen ikke tilbageholde sin forundring over at det gauthierske selskabs forestillinger ikke er mere talrigt besøgt end tilfældet hidtil har været, da dog det selskab ubestridt hører til de bedste der nogensinde har vist sig i København. Alexander og Carl Gauthier er sande kunstnere i deres fag, og de ville være en prydelse endog ved de  mest fortrinslige selskaber, ligesom Gauthier den Ældre ved sin usædvanlige lethed, kraft og udholdenhed endnu fortjener rang blandt de første linedansere og trampolinspringer. 

Men årsagen til det mindre tilløb ligger rimeligvis i det at familien Gauthier hvis fordringsløse beskedenhed er almindeligt bekendt, forsmår at anvende vindig pral for at vække en opmærksomhed og velvilje som enhver der  besøgte deres forestillinger, må skænke det. Og at nævnte kunstnere også i virkeligheden allerede har vundet yndest hos den del af det danske folk der har set dem, derom vidner det enstemmige, smigrende bifald hvormed ethvert medlem af selskabet lønnes og den tilfredshed hvormed tilskuerne altid forlader forestillingerne. Idet vi slutter disse linjer, ønsker vi den agtværdige gauthierske familie alt det held hvortil dens kunstnerværd, beskedenhed og redelige vandel gør den så fortjent. 

(Politivennen nr. 995, Løverdagen den 24de Januar 1835, s. 55-58)

Redacteurens Anmærkning.

I Adresseavisen 1. december 1836 blev antydet at Gauthier selv frygtede at hans popularitet var for nedadgående. Med mindre det naturligvis er koketteri

Paa Grund af Hr. Gauthiers Yttring ved Forestillingen den 27de Dennes, at han frygtede for, at have tabt den Yndest, som han smigrede sig med at have erhvervet ved sit sidste Ophold her, kan man forsikkre ham, at dette ikke er Tilfældet; ligesaavel denne som forrige Gang paaskjønnes den umiskjendelig Flid, han med sit Selskab lægger for Dagen, og hvis Hr. Gauthier vil nedsætte sine Priser noget, vil hans seeværdige Forestillinger vist besøges af et talrigt Publicum.