Uorden i Dyrehaven.

Ved besøg i Dyrehaven er man blevet opmærksom på at der indfinder sig krøblinge og tiggere og blandt de sidste unge piger og drenge. Krøblinge bør forbydes at komme der både fordi skuet af sådanne personer gør et ubehageligt indtryk på dem som indfinder sig der for at søge adspredelse og moro, og fordi enhver som har telt eller butik yder en afgift til Gentofte Hospital som bør forsørge sine fattige. Hvad tiggerne angår, da må de jo efter loven ikke anmode om almisse hverken i staden eller udenfor samme, og bør derfor at det i skoven værende politi bortvises. I fredags så anmelderen en halvnøgen lazaron ligge sovende mit på bakken hvor den største mængde af skovbesøgerne gerne promenerer. Sådant skue giver ikke de fremmede der besøger Dyrehaven, noget fordelagtigt begreb om være fattiganstalter.

(Politivennen nr. 1019, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 458-459).

Et uanstændigt Skue paa Nørrebro.

Mellem ejendommen nr. 15 og 16 på Nørrebro er en gang af en almindelig ports bredde der fører hen til rebslagerbanerne, forbi disse og ud til vejen ved den mosaiske menigheds kirkegård. Som lukke for denne vej der i øvrigt ikke ved overgangsbro er indrettet til passage, befandt sig i lang tid et særdeles misprydende stykke stakit der ved en storm i foråret blæste omkuld og blev tager bort. Vejen er således nu åben, og da den benyttes som lokum af de arbejdende mennesker på rebslagerbanerne, så frembyder sig for dem der passerer Nørrebro, et meget udelikat skue. For så vidt det kan være tilladt, eller i al fald anstændigt og passende at naboerne besværes med sådant naboskab, eftersom stakittet udgør et slags skillerum, menes dog at publikum i ethvert tilfælde bør forskånes for dette uanstændige skue og man forventer derfor at denne adgang snarest mulig bliver tilbørligt aflukket. 

(Politivennen nr. 1019, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 457-458).

En stinkende Grøvt paa Stokhuslængden.

Langs den del af volden der begrænses af Stokhuslængden fra opkørslen til Peuchens Bastion til henimod Krudttårnet, er anlagt en frugthave der skal tilhøre voldmesteren. I den ene ende af samme er opført et træhus hvori holdes heste og køer hvis urenlighed gennem en rende ledes ud fra huset til den dybe grøft uden om haven. Men da denne grøft på nogle steder er af forskellig dybde, kan urenlighederne ikke finde afløb, men må forblive stående straks ved udløbet indtil de efterhånden kan trænge i jorden. Herved fremkommer en afskyelig stank der især på varme dage er så utålelig at de der bor lige overfor, ikke kan have et vindue åbent. Ved den ene ende af grøften ligger en bunke gødning hvorpå man undertiden opøser det vand der har samlet sig i grøften når dette står for længe inden det trækker i jorden. Men det er så langt fra at denne operation tjener til at formindske stanken at den endnu mere forøger den. 

"Langs den del af volden der begrænses af Stokhuslængden fra opkørslen til Peuchens Bastion til henimod Krudttårnet, er anlagt en frugthave der skal tilhøre voldmesteren." (Fra Historiske Meddelelser om København 1936, s. 708)

Man kan ikke fortænke ejeren i at han ved at holde køer vil udnytte den ham muligt tilståede del af voldens græs og affald fra haven. Men man kan forlange at dette ikke falder gadens beboere til tab eller besvær. Og dette lider virkelig flere ejendomsbesiddere i gaden, da disse enten ikke kan få deres værelser lejet ud, eller hele tiden får det lejede opsagt fordi beboerne som ønsker at bo ved volden i den forventning at nyde en renere luft end inde i staden, heri føler sig skuffet. 

Man indvender ikke som et bevis på det modsatte at den keglebane som ligger lige over for haven på hjørnet af Stokhusgade bliver meget besøgt, så at man især på helligdagene fra morgen til aften såvel før og efter som under gudstjenesten kan høre kuglen rulle og keglerne falde. For de som kommer der, underkaster sig frivilligt et midlertidigt onde i håb om en gevinst eller fornøjelse, mens gadens beboere er tvunget til at opholde sig bestandigt i en atmosfære svanger med fæle dunster. Man har derfor det håb at ejeren vil finde denne anke så beføjet at han skaffer sig et andet passende lokale for sine kreaturer eller i mangel heraf at de ansvarlige som borgernes velvære og sundheds opretholdelse ligger på hjertet, vil formå ham til det. 

(Politivennen nr. 1018, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 440-442).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen "En stinkende Grøvt paa Stokhuuslængden" Politivennen nr. 1060, 23. april 1836. Side 259-261 gentager næsten ordret klagen over grøften. Det hjalp dog ikke: I Politivennen nr. 1067, 11. juni 1836. Side 382-383 blev der atter klaget over stanken af komøg.

Slemt Ophold paa Reiser ved Nattetid.

Idet jeg onsdag den 3. juni passerede vejen gennem Roskilde til Ringsted for at deltage i væddeløbene ved Slagelse, blev jeg ved indkørslen til Ringsted ved den bom som ligger ved konsumtionskontoret opholdt i omtrent tre karter, nemlig fra kl. kvart i tolv til halv et midnat, uagtet jeg gentagne gange vækkede den meget søvnige og uefterrettelige bompasser og mindede ham om at gøre sin pligt. Da min hest som var blevet meget varm efter 7 miles rejse, og derpå pludselig blev kold, og således udsat for forkølelse, hvormed man ikke vel kunne være tjent, anser jeg det med grund for min pligt at bringe dette til offentlig kundskab for at en så ubehagelig mangel og uefterrettelighed må blive afhjulpet.
M. L. Kyhl
Gårdmand i Ballerup.

(Politivennen nr. 1018, Løverdagen den 4de Juli 1835, s. 439-440).

Til Forstanderne for den mosaiske Synagoge, og formeentligen for sammes Kirkegaard!

Anmelderen der for nogle dage siden fandt for godt at besøge en kær afdøds hvilested på jødekirkegården, indtraf netop da man jordede urtekræmmer Salomonsens konge, men blev forhindret i at gå ind på kirkegården, da det hed: "Her gives ikke adgang for nogen der ikke er sortkædt, så længe liget og ligtalen ikke er besørget." Skønt ligtalen holdes på den rummelige åbne plads, og det aldeles ikke var indsenderens mening at deltage i det nævnte optog, måtte han dog se sig krænket i sin formentlig lovlige ret, og opholde sig en rum tid udenfor kirkegården.

Uden tvivl er forstanderne aldeles uberettigede til at give en ordre der forbyder et medlem af samfundet hvad enten han er klædt i sort eller brun kjole, at besøge den fælles kirkegård, uanset hvad tid dette finder sted, især når den pågældende ikke ledsager den afdøde som muligvis stedes til jorden.

Det er derfor højst påfaldende at nogen som helst anden tiltager sig denne som det synes, uhjemlede ret, der således kun kan kaldes anmasselse al den stund det strider imod den skik der finder sted hos kristeligte trosbekendere. - Måtte dig snart den tid komme da jøder bliver lig de kristne i den efterlignelsesværdige dyd - humanitet og broderlig kærlighed, der er grunden til al religion.

"En Mosait"

(Politivennen nr. 1017, Løverdagen den 13de Juni 1835, s. 413-415)