Spørgsmaal til en Bedemand.

Sidst i forrige måned døde et ungt menneske nogle dage efter at han havde været oppe til Examen artium. Da han var meget agtet og elsket af sine medstuderende, indfandt en del af samme sig på begravelsespladsen i sørgehuset for at ledsage ham til hans hvilested på Helligånds Assistenskirkegård. Da sørgefølget var samlet og ligvognen kørt frem, ytrede de unge studerende det ønske at bære liget ud til vognen, men bedemanden formente dem dette med den bemærkning at han ikke turde tillade det med mindre at ligbærerne som havde fået 9 rigsbankdaler sølv, fik det dobbelte. På spørgsmålet om det da var tilladt når de var kommet til kirkegården, at tage liget af vognen og bære det til graven, gav bedemanden til svar at det heller ikke var tilladt, men da han vidste at formanden for ligbærerne befandt sig på kirkegården, ville han udvirke tilladelse hos ham til at vennerne når liget var bragt ind på kirkegården og sat på skamlerne, derfra måtte bære det til graven. Hvilket da også skete.

Det må vist nok forekomme enhver højst forunderligt at man for at lette ligbærerne det arbejde de har fået betaling for, skal betale dem dobbelt. Men da man ikke betvivler at hr. bedemanden jo har været bemyndiget til nægtelsen og har handlet efter gyldige grunde, så ønsker man at han ville bekendtgøre disse i dette blad da en fyldestgørende bekendtgørelse kunne tjene til rettesnor ved lignende lejligheder i fremtiden. 

(Politivennen nr. 1038, Løverdagen den 21de November 1835, s. 772-773).

Redacteurens Anmærkning

Regensens studenter havde på Politivennens tid privilegium til at bære alle gejstlige og borgerlige lig til graven. Det var indtil privilegiet blev ophævet studenternes vigtigste indtægt. Privilegiet blev ophævet den 7. juli 1859, og magistraten overtog alle begravelsesforretninger.

Gjentaget Ønske om Licitation over Brændetransporten fra de kongelige Skove.

I forrige års december måned blev der i Politivennen nr. 990 fremsat det ønske at brændekørslen fra de kongelige skove ved Esrum og omliggende egn til Esrum Kanal måtte overlades til omegnens bønder ved licitation, i stedet for at denne transport i de seneste år er overdraget skovfogederne uden licitation. De grunde hvorpå man støttede ønskets fremsættelse var:

1) At skovfogderne som i almindelighed kun holder 2 heste, ikke selv kan besørge brændets kørsel og derfor tilbyder bønderne at udføre dette arbejde for det halve, og nogen gange næppe det halve af den betaling de selv får.
2) At den fortjeneste som således tilfalder skovfogederne, synes mere rimeligt at tilfalde bønderne, da de første lønnes af starten og de sidste derimod svarer pligtarbejde og skatter tl samme.
3) At skovfogederne når brændetransporten kom til licitation, kan deltage deri på samme vilkår som bønderne.
4) At man kan vente at licitationen ville falde ud til fordel eller besparelse for staten da der ingen tvivl kan være om at bønderne lige så gerne og lige så billigt vil køre for staten som for skovfogederne.
Hertil kommer endnu:
5) At bønderne i skovegne i almindelighed har mådelige jorder så at de avler kun lidt og ved mådelige kornpriser har vanskelighed ved at udrede deres skatter og afgifter, hvorfor de kan trænge til enhver lovlig fortjeneste.

Ønsket var måske fremsat på en tid da der allerede var truffet aftale med sognefogederne om kørslen, og dette er formodentlig årsag til at der ikke blevet taget hensyn til det. Men da nu skovningen er begyndt eller snart skal begynde, tillader man sig herved at gentage det, i håb om at se det opfyldt, da det er vitterligt at høje ansvarlige i flere henseende interesserer sig for bondens stilling i staten og alvorligt arbejder på sammes forbedring.

(Politivennen nr. 1038, Løverdagen den 21de November 1835, s. 769-771).

"Brændekørslen fra de kongelige skove ved Esrum og omliggende egn til Esrum Kanal måtte ønskes overladt til omegnens bønder ved licitation." (Reminiscenser af Esrum Kanal. Trækstien hvor hestene trak tømmeret er stadig farbar som gangsti. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Esrum Kanal forbandt Dronningmølle og Esrum Sø og blev gravet i begyndelsen af 1800-tallet for at transportere brænde til København, så det kan ikke have været ubetydelige transporter der her er tale om. Resterne af den kan endnu ses, og den er delvis vandførende. Se Vandringsløse Tidende 1. juli 2016. 

Utilladelig Gjennemmarch af Militaire.

Uagtet en af mine naboer forrige vinter i dette blad påankede at militære på felttjeneste havde taget vejen gennem hans gård og have, hvorved unge træbeplantninger var udsat for at beskadiges, og man altså skulle have troet at et eftertrykkeligt forbud var blevet udstedt mod denne krænkelse af ejendomsretten, så går dog den samme uskik for sig i denne vinter. Således gik en afdeling af prins Christians Regiment torsdag den 12. i denne måned over grøften og en ung tjørnehæk gennem min have og ud på den anden side, og i en mindre have på den anden side af bygningerne udrev de nogle stænger som stod til hegn og gik såvel over her som gennem den levende hæk på den anden side mod gården. Om der end ikke i sådanne tilælde sker nogen skade så er det dog alligevel nok at skade kan ske. Ung tjørnebeplantning trænger til omhyggelig fredning før den rigtig kommer i vækst og hvor let er den ikke nedtrådt.

Vist mange ønsker derfor med mig at et almindelig lovbud måtte blive udstedt mod sådan egenrådighed hos de herrer officerer og underofficerer hvem skylden ene må tillægges, såsom det er velkendt at soldaten kun handler efter ordre. Uden et sådant offentligt lovbud vil også mange grundejere som tit tilfældet er være i tvivl om sådan gennemmarch er tilladelig eller ikke, og derfor af slendrian uden indsigelse lader det ske som dog efter en()gere retsprincipper ikke kan gives anden benævnelse end vold. Og - hvad der er det værste - vold af den art at det kun lidt ville nytte om man her ville gøre brug af sin husret. Høje ansvarlige anbefales derfor sagen i henseende til udstedelsen af et sådant offentligt lovbud hvis nødvendighed jeg håber at have gjort indlysende.

Sindshvile i Falkoner Alle, den 16. november 1835
G. C. Fohrmann. 

(Politivennen nr. 1038, Løverdagen den 21de November 1835, s. 767-769).

"Den ene som påtog sig at føre ordet, råbte: Hvad, hvad! Vi må ikke komme her? Jo vi kommer just her og skal videre frem efter kommando!" (Landstedet Rolighed år 2015. Gården ligger bag. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

De omtalte artikler stod i Politivennen nr. 21. februar 1835. En anden artikel af landmand Koch, se nr. 1043, 26. december 1835. Rolighed ligger stadig på Rolighedsvej, Frederiksberg.

Vægterhuset i Amaliegaden.

Foranlediget ved en begyndt reparation på muren mellem Esplanaden og henimod det classenske bibliotek, tillader man sig atter at forespørge om der nu ikke kan haves håb om at blive befriet for det ved denne mur, i dette blad allerede flere gange ufordelagtigt omtalte vægterhus. 

Nævnte vægterhus frembyder i sandhed et skandaløst syn, og da det gøres til et uafladeligt centralsted for al uhumskhed, er det til forargelse for genboerne og ækelhed for de forbigående.

Hvorfor et sådant vægterhus skal vansire Amaliegade mere end de øvrige af byens hovedgader, fatter man ikke, da samme hvis det er nødvendigt, let kunne flyttes indenfor fattigboligens gård ved hvis port det desværre nu er anbragt.

(Politivennen nr. 1037, Løverdagen den 14de November 1835, s. 765-766).

Er det Lægerne tilladt at obducere Liig af Patienter, der for Betaling have været indlagte paa Frederiks Hospital, uden dertil at have erholdt Familiernes Samtykke?

For kort tid siden indlagdes et ungt menneske der led af brystsyge, på Frederiks Hospital hvor han efter nogle dages forløb afgik ved døden. Dagen efter indfandt nogle af hans pårørende sig på hospitalet for at se den elskede afdøde for sidste gang, hvilket de dog ikke opnåede da der af en tilstedeværende blev givet vink om at det var bedre ikke at se liget i dets nuværende tilstand. De måtte altså forlade hospitalet med uforrettet sag.

Men på begravelsesdagen erfarede nogle af sørgefølget der ville se liget, at dette var blevet obduceret da hovedet var sammensyet, øjnene udgravede af deres huller og borttaget. Der kan lige så lidt være tvivl om at denne familie såvel som enhver fornuftigt tænkende ville til videnskabernes fremme have givet sit samtykke til ligets obducering, når den derom var blevet adspurgt, som at det måtte være påfaldende uventet at se liget i en mishandlet tilstand, hvilket således kunne give anledning itl formodning og rygter om en unaturlig dødsmåde. Ovenstående spørgsmål er fremsat for at man hvis det besvares bekræftende, ikke skal overraskes på en ubehagelig måde når man i fremtiden på hospitalet måtte finde et lig i en tilstand hvori man ikke havde ventet at finde det.

(Politivennen nr. 1037, Løverdagen den 14de November 1835, s. 764-765).