Til Eierinden af Huset Nr. 135 i Myntergade.

De gøres opmærksom på at det ser noget så ganske forfærdeligt ud når en af de personer til hvem De formodentlig har udlejet det på Deres hus værende dueslag, stiger op på den øverste del af skorstenen, således som fredag den 8. i denne måned var tilfældet om eftermiddagen henved kl. 3 og der, fritstående med en 6 til 8 alen lang stang i hånden jager med duer så at naboer og genboer hvert øjeblik må frygte for at han fra denne højde skal styrte ned på gaden. At De som ejerinde af huset kan befri de omkringboende for den skræk at se et sådant menneske i sit dueraseri at sætte selve livet på spil for en i sig selv ussel fornøjelse, det tvivler vel ingen om. Men når De uagtet gentagne klager som fra beboerne i nabolaget før er fremført over førnævnte dueslag og dets levende inventarium alligevel bortlejer det til alle slags personer, ja for få år siden så man endog en nattevægter at forlyste sig med disse duer, så skulle man næsten tro at De sætter større pris på et par skillinger et sådant dueslag kan indbringe Dem i leje end på Deres medmenneskers ro.

Den i ovenstående linjer omhandlede forvovenhed synes i øvrigt at fortjene politiets opmærksomhed da andre i tilfælde af en ulykkelige hændelse kunne være udsat for fare på liv og lemmer.

(Politivennen nr. 1072, Løverdagen, den 16de Juli 1836. Side 460-461)

"De gøres opmærksom på at det ser noget så ganske forfærdeligt ud når en person stiger op på den øverste del af skorstenen". (Møntergade 16 er ejendommen efter den røde hjørneejendom. Skorstenen må altså være en af de øverste midt i billedet. Eget foto, 2015.)

Redacteurens Anmærkning

Møntergade 135 er nutidens nr. 16. Huset er fra 1730-41 og ombygget mellem 1766 og 1787. Se ovenstående foto.

Om Gadeopløb i Kjøbenhavn.

I "Dagens" tillægsblad: "Søndagen" fra 12. juni læses et velskrevet stykke om gadeopløb i København hvor der gives enlige så sand som sørgelig skindring af den opvoksende ungdoms omdriven og skammelige uordener. Hvorfor, spørges der blandt andet, kan den politivirksomhed der så kraftigt sætter en dæmning for alle andre uordener, ikke kue en talrig sværm af gadedrenge der ved den uanstændigste støjen, hujen, piben og hurraskrigen ikke blot når det gælder forfølgelsen af drukne mennesker, men også ved højtidelige lejligheder, der er hovedstadens indbyggere dyrebare, forstyrrer den offentlige orden på det skændigste? 

Forfatteren foranlediges til dette spørgsmål ved en tumult der lørdag forud fandt sted i nærheden af Laksegade og Nikolaj tårn indtil natten faldt på og som især forårsagedes af drenge fra Nikolai arbejdshus. Til dette bemærker han at der næppe går nogen dag uden at beboerne af ovennævnte kvarter af byen hjemsøges af disse drenge, som når de har forladt skolen er aldeles overladt til sig selv og derfor samler sig i klynger der vel adspreder sig med skrigen og råben når en gadekommissionær nærmer sig, men som så hurtigt samler sig igen at hans komme næsten ikke har anden følge end at de med større kådhed jubler over at de således formår at trodse og undgår øvrighedens betjente. Han anfører som følge af sådan kådhed at den er til stor byrde for borgerne idet den forstyrrer mange mænds virksomhed til sit og sines erhverv der kræver ro, den hindrer den syge i at nyde hvile, ja kan når den går til yderlighed, indjager en syg i sygdoms krise sådan skræk at det kan koste ham livet. At sådan støjen er til skade for den opvoksende ungdom selv og den fremtidige befolkning da den bevirker råhed i sæder og foragt for lovene. At det for den tænkende er et sørgeligt syn at se hvorledes en flok unge mennesker der til sin tid skal være medlemmer af borgersamfundet, med en grænseløs kådhed trodser al god offentlig orden og kun træder ud fra de skoler som kommunen må betale for at være dens medlemmers plage og fredsforstyrrere. At sådan støjen endelig er en stor skandale for os i den fremmedes øjne da han må få et underligt begreb om vores sædelighed og borgerlige dannelse når han ser en stor masse af vores ungdom således foranledige skammelige optrin på gaderne, og han kan ikke andet end højlydt forundre sig over at man i en by hvori de voksne og skatteydende bliver tilholdt den strengeste orden hvori alt andet lader ham spore et godt, omhyggeligt politiopsyn, ikke ved at holde dem der ikke er vokset fra riset til også at iagttage en anstændig opførsel på offentlige gader. 

For at råde bod på det fremsætter forfatteren følgende forslag: 1) at gå strengt til værks mod disse urostiftere ved at gribe nogle af dem der er deltagere eller stiftere af uordenerne, afstraffer dem med legemlig revselse og offentliggør afstraffelsen. 2) At gøre forældrene langt mere end nu er tilfældet ansvarlige for deres børns opførsel. 3) At politisager som opstår i anledning af sådanne uordener må afgøres på en hurtig og simpel måde samt at borgerne i henseende til gadeuorden ikke blot bemyndiges, men endog opmuntres til at overtage politiets funktioner og at bidrage til ordens overholdelse. Det er disse forslag vi nærmere vil omtale og forøge, dog vil vi først søge grunden til den vanart som findes hos nutidens ungdom af den lavere klasse.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 1071, Løverdagen, den 9de Juli 1836. Side 437-440)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen fortsætter i nr. 1072, 16. juli 1836.

Udbytte fra en Tour til Fredensborg.

Så mange kære minder fra mine ungdoms dage knytter sig til Fredensborg at jeg årligt må besøge det på et par dage. Således var jeg der også en søndag i forrige måned. Efter at jeg henimod aften havde promeneret i slotshaven, halv vemodig stemt over den dødlignende stilhed der herskede der, og som kontrasterede meget mod det liv og den munterhed som fandtes her i gamle dage, besluttede jeg at gøre en lille tur i omegnen. Som jeg bøjede ind på en markvej så jeg i nogen afstand en ung bondekarl sidde på kanten af grøften, og da jeg nærmede mig ham, hørte jeg at han sang Rahbeks skønne sang: "Den hele landsby samler sig; så glade alle er." 

For ikke at forstyrre ham, og da jeg gerne ville lytte til hans gode, naturlige stemme, blev jeg stående med ansigtet vendt fra ham som om jeg ventede nogen skulle komme bag efter mig. Da sangen var tilende, fortsatte jeg min gang og idet jeg kom ham ganske nær, rejste han sig, tog sin hat af og hilste mig med de ord: "Guds fred, god aften, herre!" Jeg standsede, gav mig i samtale med ham om vejrliget, den skønne aften, den smukke egn og spurgte ham blandt andet hvor han havde lært den skønne vise. Han svarede at han havde hørt sin præsts datter synge den til klaveret, og da den stemte med hans gemyts beskaffenhed, havde han bedt hende om en afskrift som han havde lært udenad og fandt fornøjelse i hver søndag aften når hans forretninger på gården var til ende, at synge på dette sted der havde et vist sørgeligt minde for ham. Men som han dog ikke videre ville omtale. 

Jeg mærkede at karlen var noget tungsindig, hvori en ulykkelig kærlighed vel var årsagen, og spurgte ham hvorfor han ikke søgte adspredelse blandt de andre unge karle og piger som jeg vidste hver søndag aften morede sig med dans i den store kro inde i byen? Nej, herre, svarede han, deri finder jeg, som der står i visen, ingen glæde mere. Men om jeg endog ville, så er det nu forpurret, for der må ikke danses mere. Jeg spurgte om årsagen til dette forbud hvilken han angav som følger. Som jeg hører, ved herren at vore unge karl og piger samlede sig hver søndag aften i den store kro og morede sig med dans til kl. 12. Alt gik ordentligt og roligt af, og der er aldrig klaget over at nogen uorden fandt sted der. Men i afvigte efterår kom en del herskaber her ud i egnen, og deres tjenere fandt da på en søndag aften at gå ind i kroen og deltage i dansen. At de dansede med vore piger, blev tålt, men da de ville drive gemenskab med dem, blev de unge karle vrede, og det kom til klammeri og slagsmål og nogle af tjenerne fik dygtige prygl, og siden er det forbudt at der må danses i kroen. Jeg indvendte at denne passage vel ikke alene kunne være årsagen til forbuddet, men han forsikrede mig om at det forholdt sig således. Under denne samtale var vi kommet til et sted hvor vores vej tog en modsat retning, hvorfor vi skiltes, idet han gik til sit og jeg til den store kro, hvor jeg fandt det så stille som i graven, skønt klokken kun var halv ti. Jeg begav mig derfor også straks til ro da jeg om morgenen skulle foretage en 5 miles fodrejse.

Københavns indbyggere har ikke mangel på adspredelse efter alvorlige arbejder. Således gives der komedier, klubber, baller, assembler, koncerter mv. ja de ringere klasser tillades endog at besøge de vist nok ikke uskyldige danseboder og det ikke alene søndag aften, men endog nogle andre aftener til langt ud på natten. Skønt jeg derfor ikke kan tro at øvrigheden på landet skulle være mere streng, og uden særdeles vigtig grunde, forbyde ungdommen der må tilbringe hele ugen i svært arbejde et par timers adspredelse om søndagen, tillader jeg mig hr. udgiver! at sende Dem dette til indrykning i Deres blad, i det håb at vække de ansvarliges opmærksomhed på denne vist ikke helt ligegyldige sag, og for hvis karlens påstand nogenlunde forholder sig rigtig, muligvis at bevirke tilbagekaldelse af et forbud der kunne give anledning til at ungdommen af mangel på adspredelse i dens eget hjem, ville søge fornøjelser i andre byer eller i nærmeste købstæder der kunne både falde mere kostbare og måske være mindre uskyldige end den forbudte, samt forledes til at blive ude om natten,hvorved deres arbejde ville forsømmes til skade for deres husbonder.

(Politivennen nr. 1070, Løverdagen, den 2den Juli 1836. Side 424-428)

Søren Henrik Petersen: Holte. Esrum Sø ved Fredensborg, 1832. (Statens Museum for Kunst.)

Tvende Vink til Politiet.

1) I en tid af noget over et halvt år har Nyhavn på byens side været hjemsøgt af en sand plageånd i skikkelse af en tiggerkælling der stadigt hver søndag formiddag tager post på en af trapperne mellem nr. 9 og 12. Hun fremviser til de forbigående en nøgen vanskabt fod, idet hun i tiggeriets sædvanlige hjertebrækkende jammersang overhænger dem om at være barmhjertige. Med et sandt falkeblik spejder hun til alle sider, og aldrig så snart ser hun mistænkelige personer før foden er skjult under klæderne og bliver der indtil krydserne er ude af sigte. På denne måde er det lykkedes for hende i en meget lang tid uforstyrret at vedblive en entreprise der uden tvivl kaster godt af sig. - Vel kunne man indvende at søfolkene hvem hunjævnligst brandskatter, ingen fattigskat betaler, og derfor ikke forurettes derved. Men de bosiddende borgere i nabolaget forulejliges desto mere ved hendes tryglen, for ikke at tale om det stødende - ja vel endogså for visse af det andet køn - farlige skue af hendes vanføre fod. På fleres vegne anmoder man derfor politiet at skaffe Nyhavns beeboere denne ubudne og besværlige gæst fra halsen.

Hun er almindeligvis iført lyserødt skørt, lys trøje og hvid kappe.

2) I huset nr. 227 i Åbenrå har nogle personer i lang tid holdt ved at synge, skændes og slås om natten indtil langt ud på morgenstunden, til stor uro og ulempe for husets øvrige beboere der når de har påtalt sådant, har måttet tåle uartigheder af dem der skal påse orden i huset. Det var derfor ønskeligt om disse personer måtte blive mindede om selv at holde og lade andre nyde nattefred.

(Politivennen nr. 1068, Løverdagen, den 18de Juni 1836. Side 393-394).

Redacteurens Anmærkning.

Nyhavn 9 (Lille Strandstræde 9) er nutidens Nyhavn 17 (Lille Strandstræde1). Huset er fra før år 1700. Nyhavn 12 er nutidens Nyhavn 23. Huset er fra 1803.

I Politivennen nr. 1073, 23. juli 1836. Side 483 bekendtgjordes at tiggersken ved politiets hjælp var sat under bevaring.

Hædersstøtten for Stavnsbaandets Løsning.

Denne støtte der vidner om en frihed som ikke købtes med blod, men frivilligt skænkedes landets børn af en ædelmodig konge der havde agtelse for sine undersåtters menneskerettighed - denne støtte som ingen bonde burde gå forbi uden at velsigne denne konges minde, trænger nu til eftersyn og afpudsning. I det mindste burde det meget græd og ukrudt som vokser så frodigt ved dens fod, bortryddes, og det stygge vægterhus der støtter sig til jerngitteret, flyttes hen til et andet sted hvor det mindre var til mispryd end der hvor det nu er sat.

(Politivennen nr. 1067, Løverdagen, den 11de Juni 1836. Side 381-382).