Et Par Ord til Bestyrelsen for Borgerdydsskolen paa Christianshavn.

Denne skole er almindelig kendt for at have duelige lærere som anvender alvorlig flid for at meddele eleverne grundige kundskaber i de discipliner der foredrages i skolen. Dette er også grunden til at skolen selvom skolelønnen er 5 rigsbankdaler månedlig og dertil erlægges 3 mark kvartaliter for afbenyttelse af landkort, tegninger og forskrifter, så besøges den jævnligt af over 250 elever. Men uagtet man således har årsag til at være tilfreds, kan man derimod ikke undlade at ønske en forandring i skoletiden. Denne er nemlig bestemt fra kl. 9 morgen til halv fire eftermiddag, altså en tid af 7½ time hvori børnene skal være beskæftiget. Dog fragår heri for hver time et kvarter hvori børnene har frihed til at lege eller røre sig. Men herved tabes dagligt 1½ time fra undervisningen, og denne lider desuden ved så hyppig afbrydelse.

Men der gives endnu andre grunde hvorfor man må ønske en forandring i skoletiden, såsom at en stor del af elevernes forældre er i en borgerlig stilling der nøder dem til at holde middagsmåltid kl. 12 eller 1, og ikke kan udsætte dette til klokken henved 4. Disse børn får da maden kold eller hvor lejligheden gives, opvarmet hvorved den altid taber i godhed. Dette daglige tab har om det end må anses som en ubetydelighed for en enkelt gang, ikke nogen gavnlig indflydelse på børns velbefindende. Derved forvoldes også en ikke altid ringe ulejlighed i husholdningen. Dernæst lærer børnene ikke at anvende tiden på den rette måde da de fleste efter at have været den lange tid i skolen, tilbringer den øvrige tid af dagen og aftenen uden nyttig syssel. Her menes de fleste, eller de mindre børn. For de største der er bestemt til studier, forstår vel at nytte tiden hjemme for at nå de mål de har i sigte. 

Ville det ikke derfor være gavnligt om skoletiden bestemtes fra kl. 8 eller 9 formiddag og til kl. 12 eller 1, og om eftermiddagen fra kl. 1 eller 2 til kl. 4 eller 5 ligesom i de fleste institutter og skoler i København? Så vidt vides lønnes flertallet af skolens lærere timevis, og den omtale forandring vil altså ikke medføre forøgede udgifter, men selv om dette blev tilfældet, bør sådant efter hvad ovenfor er sagt, ikke være nogen hindring for dens indførelse, hvis den som vi mener måtte anses gavnlig for børnene.

(Politivennen nr. 1089, Løverdagen, den 12te November 1836. Side 727-729) 

Redacteurens Anmærkning

Borgerdydsskolen var oprettet ca. 1787 og lå på Politivennens tid i Lille Torvegade ifølge Stadsarkivet, ifølge Den Store Danske i Strandgade. Skolen har siden ligget forskellige steder rundt i byen med forskellige navne, siden 1934 Amagerbro Skole.

Paradis i store Kongensgade, og Gud alene Æren, i Nyhavn.

Når vores forfædre rejste huse, var det ikke sjældent at de i ærværdig fromhed prydede disse med et sindbillede eller med et sprog af den hellige skrift. Herved havde de til hensigt at vække og vedligeholde religiøse følelser såvel hos husets beboere som hos andre, ligesom vel også sådant skulle tjene til at give stedet et særkende på en tid da mangel på husnumre gjorde dette nødvendigt. Men ikke sjældent blev sådanne bygninger i tidernes løb anvendt til et ganske afvigende brug i forhold til deres første bestemmelse, og man havde ikke altid den opmærksomhed ved sådan lejlighed at borttage de nu unødvendige, ja endog når de findes på brændevinsboder og til veneris tjeneste indviede templer, forargelse vækkende emblemer eller indskrifter. 

Således findes i Store Kongensgade over en brændevinsbrænders udskænkningssted en afbildning af paradis med dertil hørende figurer in puris naturalibus og huset nr. 15 i Nyhavn har den indskrift Gud alene æren. Begge de her eksempelvis nævnte steder synes os passende på denne tid at burde undergå en forandring i den her omtalte henseende og det forekommer os at de hvis man skulle ønske at beholde egennavne for dem kunne med hensyn til deres nutidige anvendelse ret passende gives navnet den forbudne frugt.

(Politivennen nr. 1088, Løverdagen, den 5te November 1836. Side 712-713) 

Nyhavn 29. Jeg har ikke kunnet finde den omtalte indskrift "Gud alene æren". Men der er stadig "udskænkningssted". Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Redacteurens Anmærkning

Nyhavn 15 er nutidens nr. 29. Huset er fra 1683. Så måske findes indskriften der stadigvæk. 

Ønske, om Dandseboder i Almindelighed, og om den i Dronningens-Tvergade afbrændte i Særdeleshed.

Blandt alle de offentlige forlystelsessteder en stor stad frembyder, er der intet mere afskyeligt, intet mere farligt for begge køns moral end offentlige danseboder. Man vil ikke engang tale om hvor forstyrrende den herskende tummel, musik og spektakler på dem er for de omkringboendes nattero. Men hvor mange piger er ikke ved at besøge sådanne institutter sunket så dybt at hun er blevet en skændsel for sit køn? Hvor mange unge mennesker er der ikke som har tabt formue, lyst til arbejde og ved indgåede uværdige forbindelser, deres timelige lykke *). Ja hvor mange forbrydere forbander ikke den første gang da han satte sin fod på en dansebod hvor han forført til udyd henfaldt til laster der omsider bragte ham i livsvarigt fængsel. Enhver retsindet og veltænkende borger må derfor ønske at disse forlystelser som nedbryder al moral, efterhånden måtte indskrænkes og at øvrigheden så sjældent som muligt vil give tilladelse til fremtidige anlæg af samme. 

Indsenderen heraf kom til at tænke over dette emne ved at erfare at den gård hvori den nedbrændte dansebod i Dronningens Tværgade var, vil blive opført og er solgt således at man kan vente denne såkaldte salon opstå forherliget af sin aske. Men han har det håb at om end vores humane øvrighed ikke vil nægte ejeren af privilegiet til at holde dans at afbenytte sin ret, dog ikke vil tillade at en dansebod eller dansesalon opføres på det sted hvor den gamle stod. For stedet er så afsides beliggende at hverken gadens vægter eller politiet kan føre nogen kontrol med samme. Endvidere kan ved opstået klammeri eller slagsmål skamslås og lemlæstes et menneske uden at nogen kunne høre hans råb om hjælp eller komme ham til undsætning. Og endelig da stedet flere gange før har været truet af ilden, er det vel ikke urimeligt om man faldt på den tanke at sådant kunne være bevirket af misundelse, had eller hævnlyst, og at derfor de omkringboende, hvis bindingsværksgavle ud til dette sted, bestandigt må svæve i frygt for en da capo, der kunne have deres ejendom, ja deres livs forlis til følge. 

Har man at vælge mellem to onder, bør man vælge det mindste. Skal derfor vedkommende vedblive at benytte sin ret til at holde dansebod, må man ønske den anlagt ud til gaden. For hvor store ubehageligheder det end vil føre med sig, så er disse dog kun at anse for som ubetydeligheder mod nys nævnte onder. Men vist nok var det bedre om sådan rettighed bortfaldt, enten ved dødsfald eller som her er tilfældet ved ildebrand eller når ejeren ikke selv ville eller kunne benytte samme.

*) I Elmquists Læsefrugter for juli 1829 findes, under titel af "Selvopofrelse" en original fortælling om en ung student fra Jylland der på Kretschmers dansebod gjorde bekendtskab med en almindelig skøge, ægtede hende, men siden af fortvivlelse over hendes skændige opførsel endte sit liv ved et pistolskud. I denne fortælling som er mere end roman, nævnes adskillige vel bekendte personer ved deres virkelige navn. Den formentlige forfatter af samme er for nærværende tid præst i Sjælland og var for henved et decennium siden en meget yndet prædikant i hovedstaden.

(Politivennen nr. 1087, Løverdagen, den 29de October 1836. Side 697-700) 

"Skal derfor vedkommende vedblive at benytte sin ret til at holde dansebod, må man ønske den anlagt ud til gaden." (Området hvor danseboden er totalt udslettet, men for at give et indtryk af hvordan der måske kunne have været, her et billede fra Dronningens Tværgade 9. Eget foto, 2016.)

Redacteurens Anmærkning

A. F. Elmquist (1788-1868) udgav 66 bind "Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark" 1818-1840. Udover oversættelser, stof, bl.a. af H. C. Andersen, B. S. Ingemann og især St. St. Blicher (bl.a. Af en Landsbydegs Dagbog). 

I Krak 1828 anføres F. Kretschmer, organist og Chr. Fr. Kretschmer, kgl. Capelmusikus. Men mon ikke det er værtshusholder J. Kretschmer, Dronningens Tværgade 335 der er tale om? Denne matrikel blev 1812 delt i 335 A (fra 1859 nr. 55, og fra 1943 indbefattet i 648, nutidens Christiansgården, Dronningens Tværgade 37-45), 335 B (1812 sammenlagt med 396) og 335 C (1812 sammenlagt med 395, nutidens Adelgade 15-19). Området er blevet kraftigt saneret, og intet er tilbage fra dansebodens tid.

Bemærkning paa en Spadseretour.

Da jeg en af disse dage passerede volden, bemærkede jeg en stor mængde af forskellige slags, såsom halve mursten og brokker, grus, forkullet ved og tøndestaver, udbrændt stenkul og sammenbrændt malt osv. formodentlig fra sidste ildebrand. Det lå i bastionen lige for Gothersgade og i den lige for enden af Nørregade, hvor nogle slaver var beskæftiget med at harpe og sortere samme. På forespørgsel blev jeg underrettet om at den finere del af disse sager skulle tjene til voldgangens belægning og den grovere del bortkøres til opfyldning på glaciserne eller andetsteds, hvor sådant var fornødent. 

Jeg vil ikke indlade mig på at bedømme om volden efter den reparation den fik forrige år nu er i en sådan tilstand at den trænger til udbedring. Men jeg mener at man vel ikke kunne have valgt dårligere materiale til det. For når kullene og maltet trædes i stykker, vil det i regnvejr afgive et sort pludder og i sommerens dage forårsage et støv der må være til stor ulempe, ikke alene for de familier der har bolig på volden, men for enhver der passerer samme især til hest eller til vogns. Da der bygges på flere steder her i byen, er der vist næppe mangel på murgrus. Og så vidt jeg erindrer, tilbydes noget i denne uge i Adresseavisen, ja endog frit tilkørt. 

Jeg mener også at man ikke har tænkt på økonomien ved først at køre denne store masse op på volden, og siden transportere den største del af samme til andre steder. Det er besynderligt at man ikke til voldens udbedring har betjent sig af strandgrus, da erfaring har lært at dette materiale holder både en vej tør og giver den varighed. Nyborgs og Fredericias befæstningers volde såvel som adskillige veje og stier udenfor staden er belagt med strandgrus, og de er også straks tørre endog efter et par dages vedholdende regn. Strandgrus må heller ikke være vanskeligt at få i en stad der på flere sider er omgivet af strand. Og vil man spare udgifter for kørsel, kunne det jo besørges optaget og transporteret af slaver, hvoraf vi allerede har alt for mange, og desværre kan vente flere. Deres underhold koster staten betydeligt, og hvad er da mere rimeligt end at de beskæftiges på enhver måde, hvorved staten kan spare andre udgifter.

De, hr. Udgiver, og flere ville vel synes at denne ide er noget barok. Men det er den aldeles ikke. Har De set vores slaver trække blokvogne med jernankre, sten eller andre svære masser, så vil De vel ikke studse ved at se dem trække en vogn med strandgrus. Meget kan udrettes ved menneskekraft. Egypternes pyramider og romernes beundrede akvædukter er frugter af slavers arbejde, og disse slaver var ikke livstidsforbrydere, kun krigsfanger.
Dog, jeg bliver Dem vel for vidtløftig, må derfor afbryde, men sender en prøve af det sammenbrændte malt som De vil finde lader sig trykke til støv ved en ringe berøring og altså er meget skikket til at forårsage den ulempe som er omtalt ovenfor.


Deres D. C.

(Politivennen nr. 1086, Løverdagen, den 22de October 1836. Side 687-689) 

Den omtalte Adresseavisen (populært navn for Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger) udkom hver dag med alskens nyheder. En gennemlæsning af nogle tilfældige numre giver et godt indtryk af dagligdagen i datidens København. Pga omfanget af bladet er det ikke lykkedes at lokalisere den omtalte annonce for salg af murgrus.

Underligheder.

Da det er forbudt at drive alle slags næringsbrug under mulkt om søndagen under gudstjenesten og det militære kommanderes til at overvære denne, var det underligt at se det sjællandske lansener regiment foretage eksercitsøvelser søndag formiddag den 2. oktober under gudstjenesten, idet man var uvidende om at eksercerøvelser ikke hører under de handlinger som lovbuddet forbyder at foretage om søn- og helligdage, eller om noget senere lovbud tillader samme, til forargelse for fromme sjæle.  

(Politivennen nr. 1084, Løverdagen, den 8de October 1836. Side 651)