Uskik i Holbek.

Som bekendt er det ikke så mange år siden at det var meget gængs skik at lade hvidklædte unge piger slutte sig til ligskarer. Denne for helbredet så farlige skik blev påtalt og så vidt vides forbudt overalt. Påfaldende, ja næsten harmeligt, er det derfor at se at den ikke er ophørt i Holbæk. I februar måned og på et tidspunkt hvor netop megen sygelighed grasserer, har man der ikke taget i betænkning at lade 12 unge piger møde på kirkegården for at omslynge afdøde købmand Borchs kiste med borgerkransen (se Berlingske tidende af 20. februar). Enten er disse piger fulgt med ligskaren, eller de har måttet vente på den på kirkegården. I begge tilfælde har deres helbred i høj grad været udsat, og at man i vore tider ikke kan indse det urimelige i på denne måde at hædre en afdød at man således vil overse hvad sund fornuft og lov forbyder, fortjener vist nok at blive alvorligt påanket.

(Politivennen nr. 1104, Løverdagen, den 25de Februar 1837. Side 122-123) 

Borchs Haandgjerningsskole i Klosterstræde, Holbæk. Renterne af 10.000 rigsbankdaler gik "til fattige Skolebørns Undervisning, Linned- og Uldspinding samt Tvinding, Linnedsyning og Tilskjæring af Skiorter, Særker og Lagner m. v., dog bør de og lære at kunde skiære og sy et Skiørt og en Trøie, saa de fra Skolen kunde udtræde som duelige Tienestepiger." Håndgerningsskolen blev 1907 overtaget af kommunen. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Redacteurens Anmærkning

Den omtalte artikel i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende fra 20. februar 1837:

Indenlandske Efterretninger. 

Af en Skrivelse fra Holbek d. 13de Febr. - Vor Byes Senior, forhenv. Kjøbmand Anders Borch, ombyttede et for Mange højst velgjørende Liv med Evigheden den 3die d. M.. i den høje Alder af over 83 Aar. I Hverdagslivets Betydning vilde der om dette Dødsfald vel næppe vare Noget at sige; men det nærværende Tilfælde gjør en hæderlig Undtagelse og fortjener Opmærksomhed idetmindste af Menneskevennen, der ikke troer, at Alt er afhængigt af et Slumpetræf, eller den blinde Lykke, men aner Forsynet skjulte veje der, hvor Hoben i Almindelighed ikke gjør sig nogen Tanke derom.
Den Afdøde etablerede sig heri Byen som Kjøbmand i Aaret 1777, og hørte vel til en Slægt, der var istand til at give ham hvad vi i vore Dage kalde Drivtscapital; dog var det ikke denne alene, der begrundede hans store Formue: Danmarks saakaldte gode, gamle Tider; ufortrøden virksomhed; streng Orden og Redelighed, i Forbindelse med et bramfrit Liv, vare de væsentlige Aarsager, der fornemmeligen bidroge til at anvise ham den Plads, han indtog blandt Rigmand.
I 60 Aar levede han herpaa Stedet, hvoraf de 42 i virksomhed; da drog den alderstegne Mand sig tilbage, for at henleve Resten af sin Alderdoms Dage i Ro.
Omtrent 7 Aar derefter berøvede Døden ham en ligesaa virksom som retskaffen Ægtefælle, Inger Eleonora, fød Kornerup, hvis hele Liv var betegnet med Godgjørenhed, og hvis Minde blev velsignet af de Mange, for hvilke hun var en ligesaa skjult, som ædel og moderlig velgjørerinde.
I 11 Aar savnede Oldingen sit Livs trofaste Ledsagerinde; men endskjøndt intet Afkom skulde forsøde hans Livs Aften, savnede han dog ingenlunde den omhyggelige Pleje og kjærlige Omhu, som hans Alder krævede, og sjælden Troskab vistes ham, indtil en stille og fuldkommen smertefri Død lukkede Hans Øie.
I sit Testamente har han rigt begavet denne By. Over en halv Tønde Guld (52,000 Rbd.) vil tilfalde Kirke, Skole og Fattigvæsen; flere Stiftelser skulle oprettes under en fortvarende Administration, og flere trængende Familier, fornemmeligen af Handelsstanden, nyde aarlig Understøttelse, ligesom ogsaa de mange Grundejere herpaa Stedet, i Hvis Ejendomme den Afdøde havde Prioritetsret, ere eftergivne eet Aars Renter fra hans Dødsdag af, med Haab om. at de saaledes indestaaende Capitaler, efter Omstændighederne, ville forblive uopsagte.
Den Afdøde har saaledes ej alene i sin lange Levetid nyttet og gavnet med sin Formue, men udstrakt sin Godgjørenhed til fjerne Slægter.
Dog kunne vi ikke Andet end sande hvad Stedets Sognepræst, Højærværdige Hr. Dr. Theol. og Prof. Larsen udtalte ved den Afdødes Baare: at Byen vil komme til at savne ham, som den Mand, paa hvem man, naar Trang er forhaanden, rettede sit Øje, ventede og fandt Hjælp.
Men et uforgjængeligt Minde har han stiftet sig, fastknyttet til sit Navn, der vil nævnes med Taknemmelighed, længst efterat Hans Støv er hensmuldret.
Hans jordiske Levninger bleve den 3de d. M. højtideligen stedede til Hvile paa Holbeks Kirkegaard, fulgt af skjønsomme og taknemmelige Medborgere, der kappedes om at hædre Hans Minde, ved at bære Liget til Graven, hvor det nedsænktes ved Siden af hans forudgangne, uforglemmelige Hustru, efterat 12 unge Piger havde omslynget Kisten med den velfortjente Borgerkrands.
Vi slutte denne korte biographiske Notice med følgende Stropher, der bleve lagte paa den Afdødes Kiste og fulgte ham i Graven:
Udover Graven Mindet rækker,
Naar Hjertet tro bevarer det:
Oh da til gavnlig Daad det vækker -
Til Følelsen af Pligt og Ret!
Henfarne Olding! selv Du satte
Et ærværdigt Minde Diq;
Din Daad vil sene Slægter skatte,
Dit Navn til Mindet knytte sig.
Drag nu i Fred til Lysets Bolig,
Din Vej dertil er jo saa skjøn!
I Dødens Blund Du hviler rolig,
Og vaagner fro til Himlens Løn!

Bekjendtgjørelser.

De i sidste nummer af Politivennen omtalte glubske hunde på Toldboden er nu efter højere ordre blevet dræbt.

(Politivennen nr. 1103, Løverdagen, den 18de Februar 1837. Side 112) 

Redacteurens Anmærkning.

Se artiklerne i Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837. Side 76-77, Politivennen nr. 1102, 11. februar 1837. Side 81-83 og Politivennen nr. 1103, 18. februar 1837. Side 112

Til Vedkommende.

Man har hidtil været af den opfattelse at hunde ikke måtte komme på volden, og er endnu mere bestyrket deri da det ikke er mange år siden at voldskytten gik på jagt efter og skød løsgående hunde som indfandt sig der. Man undres derfor over nu dagligt især om morgenen at se en stor flok hunde af alle arter, store og små, ave deres tumleplads i Schacks Bastion ved Vesterport, og hvoraf nogle forfølger folk der passerer volden. De fleste af disse hunde har intet polititegn, og da frygt for at angribes af disse dyr er vakt ved den for kort tid siden indtrufne gruelige begivenhed, håber man at disse hunde optages og ejerne indskærpes at forsyne dem med polititegn.

(Politivennen nr. 1103, Løverdagen, den 18de Februar 1837. Side 111) 

Blodhundene paa Toldbodpladsen.

"Dagen" for fredag den 3. i denne måned beretter om begivenheden på Toldbods Vinhus og kalder den "en sørgelig hændelse." Men den er mere end sørgelig. Det er en græsselig og en i højere grad oprørende rædselsscene. "Dagen" tilføjer at begge hundene (som man erfarer var der flere end to) "straks skulle være blevet skudt", men kan desværre ikke sige at de er blevet skudt. Dog skydes burde de. Det kan ellers med grund frygtes at om kort eller lang tid indtræffer en lignende "hændelse" som desuden ikke er den første af den slags.

Disse vilde bestier som engang har fået smag for menneskekød, vil nu opsnuse deres rov med desto større begærlighed. Hvem tør indestå for at hvis de som før løber frit omkring, ikke når over isen til Nyhavn eller Christianshavn og anretter uberegnelige ulykker i gaderne. Enhver som om natten går på gaderne, ville da være udsat for den skrækkelige fare at blive sønderslidt. Forunderligt er det at det i et land hvor loven forbyder at indføre vilde dyr, kan tillades at holde dem for at afskrække tyve fra at begå indbrud. Selv mod tyve er det en ulovlig og umenneskelig fremgangsmåde, og straffen kan lige såvel ramme den uskyldige som forbryderen.

Således er det indsenderen bekendt at amerikanske matroser som for nogle år siden om natten troede at kunne gå i land på Toldbodpladsen, efter samme aften at have lagt inden for bommen, nær var blevet et offer for deres uerfarenhed. Tænkeligt er det også at en ulykkelig som var faldet i vandet og ved svømning ville redde sig på strandbredden hvor disse hunde opholder sig, der ville blive udsat for en værre død end den han søgte at undgå i bølgerne. Skulle ikke vægtere bevæbnet med skydegevær og ledsaget af en hund, men ikke af et glubende blodtørstigt bestie, være tilstrækkelige til at forhindre indbrud og afskrække tyve. Skulle da Toldboden være det eneste sted hvor man for at sikre ejendom må tage sin tilflugt til så desperate midler der foranlediger langt værre følger end dem de skulle forhindre. Det er derfor man venter tillidsfuldt at Toldvæsnet vil træffe den foranstaltning at en så rædsom ulykke herefter ikke kan finde sted, og at det offentlige beroliges ved den officielle efterretning at de omtalte blodhunde er dræbt.

(Politivennen nr. 1102, Løverdagen, den 11de Februar 1837. Side 81-83) 

Redacteurens Anmærkning.

Se artiklerne i Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837. Side 76-77, Politivennen nr. 1102, 11. februar 1837. Side 81-83 og Politivennen nr. 1103, 18. februar 1837. Side 112

Ønske i en sørgelig Anledning.

I nat er indtruffet den ulykke at en pige som tjente på Toldbod Vinhus, er blevet grueligt mishandlet og slidt ihjel af de hunde på Toldbodpladsen som vægterne har fået overladt som medhjælp. Det fremskynder det ønske at de gamle skrøbelige og halvt rådnede plankeværker der adskiller toldbodpladsen fra de boliger der er dyrt bortlejet til private, måtte blive afløst af en stenmur hvorved også sådanne gruelige scener ville blive forebygget for fremtiden. Nogen ville muligvis mene at denne anmodning kommer vel sent og anføre at det er vel sent at tilkaste brønden når barnet er druknet. Men anmærkeren der ikke anser en da capo for umulig, vil i så tilfælde svare: bedre sent end aldrig. Og da de ansvarlige i de senere år har anvendt en ikke ubetydelig sum på toldbodvæsnets lokales forskønnelse, ville de vist nok finde udveje til ved at opføre en simpel mur at sikre liv og førlighed for de lokale beboere som bor tilgrænsende.

(Politivennen nr. 1101, Løverdagen, den 4de Februar 1837. Side 76-77) 

Brokkensbod er det lave hus med det høje tag til venstre i billedet. Toldbod Vinhus skulle ligge lige overfor, mens Toldboden anes i baggrunden

Redacteurens Anmærkning.

Se artiklerne i Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837. Side 76-77, Politivennen nr. 1102, 11. februar 1837. Side 81-83 og Politivennen nr. 1103, 18. februar 1837. Side 112. 

Toldbod Vinhus lå lige overfor Brokkensbod, se anmærkningen til artiklen fra 1822. Det er muligvis dette vinhus som blev omtalt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 97, 16. september 1806, spalte 1539 således:

Det saakaldte Viinhus ved Toldboden begynder nu at ligne en liden Kjøbstæd. Ligefra Hjørnet ned til Amaliegaden er der indrettet 8 boutiquer, hvoraf de syv ere beboede af to Strømpehandlere, en Blikkenslager, en Tobakshandler etc. - I Centrumet er en Barbeerstue.

Toldbod Viinhuus præsenterede sig selv i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. maj 1806 således:

For det respective Publikum tilkiendegives hermed, at Toldbod-Viinhusets Hauge paany er anlagt og ingen Flid sparet til sammes Forskiönnelse, samt forsynet med en god Keglebane, og beværtes nu i Haugen med kold og varm Frokost, Middags- og Aftenspise, samt Caffe, Theee, Chocolade og andre Drikkevare, efter enhvers Behag ligesom i Huset; hvor ogsaa kan faaes beqvemme Værelser til Selskab og Tractementer, Reisende kan ligeledes og tillige bekomme vel indrettede Værelser, saavel for dem selv som til Domestikkerne, samt Staldrum og Vognremise for Equipage. Med reel og god Beværtning at erhverve det ærede Publikums Tilfredshed, skal stedse stræbes efter. Toldbod Viinhuus, den 22. April 1806.

C. J. Slængerich.

En notits i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 27. maj 1828, fortalte om den daværende vært:

I det jeg har den Ære at Bekjendtgjøre, at jeg er flyttet fra Toldbod-Viinhuus til mit Sted Nr. 12 paa Nørrebro, hvor jeg, Fredagen den 30te d. M., aabner Beværtningen, takker jeg paa det venskabeligste Alle og Enhver, som i en Række af 6 Aar forundte mig deres Søgning paa førstnævnte Sted, og anbefaler mig fremdeles til mine Venner og Bekjendte.

N. Rom.

En Politiplakat om glubske hunde blev offentliggjort i Politivennen nr. 1133, lørdag den 16. september 1837, side 586-588). Den omtalte artikel i Dagen, 3. februar 1837 lyder således:

Kjøbenhavn den 3die Februar.
I Gaar Morges tildrog sig den sørgelige Hændelse, at en Pige, som tjente paa det saakaldte "Toldbod-Wiinhuus", blev overfaldet, dræbt og skrækkelig lemlæstet af de Bulbider-Hunde, der om Natten gaae løse på Toldbod-Pladsen, men kom igjennem en Aabning der burde være lukket, kom ind i Gaarden, hvor Pigen ganske tidligt var beskæftiget. Begge Hundene skulle strax være blevne skudte. - Det er ikke første Gang, at glubende Vagthunde i Kjøbenhavn have anrettet en saadan Ulykke, ved at Folk, som vel have været Uvedkommende, men dog aldeles ikke have havt til Hensigt at stjæle, tilfældigviis ere komme paa deres Gebeet. Et Forbud imod at lade slige Hunde gaae løse, hvor og paa hvad Tid det end er, synes derfor at kunne have god Grund og at burde gives, da ingen bør have Ret til for sin Eiendom at sætte et Værn, der kan blive skyldige Medmennesker, som ved et Tilfælde nærme sig den, (undertiden til Eierens Tarv, som f. ex. ved Ildebrand) til Død eller Lemlæstelse. Desuden ere saadanne Hunde ikke sjelden nærmest Beskyttere af Nattevagtens rolige Søvn, istedetfor at de kun skulde være hans Hjælpere imod Tyve, hvilket vel i de fleste Tilfælde kan opnaaes ved at de staae lænkede og af ham først slaaes løs, naar han, der som oftest er velbevæbnet, blvier overbeviists om at der er Fare paafærde. Da der gives et Lovbud mod glubende Dyrs Indfør her i Landet, synes det ogsaa at burde være formeent at opdrætte eller holde Huusdyr, der ere glubende og endogsaa at lade dem gaae løse.

Kjøbenhavnsposten oplyste ganske kort om begivenheden den 2. februar 1837, samt et længere indlæg i Kjøbenhavnsposten 3. februar 1837 som indeholdt 2 beretninger (findes her på bloggen).

Knap 14 dage efter udkom der ifølge Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 14. februar 1837 et mindeblad:

Minde-Blad, indeholdende Opvartningspigen paa Tolbod-Viinhuus, Birgitte Kirstine Schmidts skrækkelige Endeligt, med littographeret Afbildning af Rædselsscenen. Faaes for 16 sk. i Christenbernikowsstrædet 217, 3die Sal tilhøire, og i Academiegaden 283, 3die Sal, paa Kobbertrykkeriet.

I øvrigt gav episoden ikke anledning til ændring idet Politivennen nr. 1231, 3. august 1839, s. 484-485 meddelte at en hvalp af en af hundene nu fungerede som nattevagt. Det retslige efterspil stod i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 31. juli 1837:

Kongens Foged her i Staden havde fundet sig foranlediget til at indstille, om der ikke maatte være Anledning til, under den Action, som er anlagt mod vedkommende Vægtere, for deres Mangel paa Tilsyn med de Hunde paa Toldbodpladsen, der sønderrev Pigen paa Toldbod-Viinhuus, tillige at udvide Tiltalen til Toldinspecteurerne og maaske endnu andre Embedsmænd ved Toldvæsenet for deres mangel paa Tilsyn med Plankeværket om Pladsen, saavelsom med de Hunde, som det var paalagt Vægterne at holde. Det kgl danske Cancelli har imidlertid svaret, at det ikke fandt tilstrækkelig Anledning til at udvide Actionsordren til disse embedsmænd.

Hunde der dræbte mennesker, skete også andre steder, som berettet i Kjøbenhavnsposten den 20. maj 1834:

I Nærheden af Wandsbeck har den 11te ds. tildraget sig den sørgelige Begivenhed, at en noget bekjænket Arbeidsmand, der henad Midnat vilde gaae fra Wandsbeck til Warmbeck, idet han kom bagved en derværende Blegeplads, blev anfalden af de der frigtgaaenede Vagthunde og af disse sønderflængedes saa frygteligt, at han Dagen efter døde af sine Saar.