Det er en lige så gammel som sørgelig materie, indsenderen heraf atter bringer på bane. Også i dette blad har det oftere været genstand for forskellige betragtninger. I en hovedstad må et sådant onde betragtes som til dels nødvendigt og vil ingensinde ganske udryddes. Sandheden heraf må desværre indrømmes. Men derfor bliver dog det spørgsmål tilbage og dette onde ikke kan begrænses mere, om man ikke i større grad end nu kan afværge dets mangfoldige, i moralsk og fysisk henseende skadelige følger. Indsenderen heraf mener dette spørgsmål kan besvares bekræftende, og han har derfor udbedt sig plads til her at fremsætte sine anskuelser om det.
Ligesom så meget andet af hvad der ligger indenfor Københavns Politis virksomheds sfære er af grunde som vi ikke kender, unddraget publiciteten, således ville kun indviede kunne sige os hvor stort antallet er af disse ulykkelige, og efter hvilke principper man tilsteder dem at kaste sig i det Charybdis, hvorfra sjældent andet end døden eller - straffeanstalten udriver dem. Man har meget forskellige relationer om antallet, men at dette skal gå i tusinder, er temmelig vist. Mere ved man måske om betingelserne, under hvilke det offentlige tåler disse fruentimmeres skændselslevned. Når - hedder det - de hører hjemme i København eller der er forsørgelsesberettigede, samt så længe de ikke forstyrrer den offentlige ro eller sikkerhed, finder man sig i at fruentimmere som det kaldes, logerer hos værter som udpiner fra dem den sidste skilling og om man til dels under samme vilkår indrømmer at drive en skiden næring.
Dette seen med det ene øje og lukken af det andet kan der siges adskilligt imod, ligesom på den anden side en del taler for bordeller i en hovedstad, under fuldkommen offentlig kontrol. Men en diskussion af disse modsatte principper leder til for stor vidtløftighed i et blad af nærværende natur, og kan også gerne forbigås i en artikel, hvis nærmeste øjemed er atter at drage høje vedkommendes opmærksomhed på et mere end sørgeligt anliggende, og at udtale den mening, at det offentlige ikke nok som forebygger dette ondes udbredelse.
Skete ting står ikke til at forandre, og så længe verden eksisterer vil man fra det offentliges side, arbejdes der end nok så troligt og omhyggeligt på at bibringe de unge sunde religiøse og moralske grundsætninger, ikke kunne afværge at svage fruentimmere bliver ofre for forførelse, at enkelte endog synker meget dybt. Men hvad indsenderen føler sig overbevist om kan forhindres er at rekrutteringsmassen for disse dybt sunkne fruentimmere ikke vokser frem som et Hydra, og - at unge piger ikke næsten så snart de er konfirmerede, træder ind i den foragtelige orden. Det er sørgeligt nok at en sådan klasse væsner må tåles som et onder der forebygger et endnu større. Men klassens antal kan meget vel modtage en skarp grænse, al den stund politiet og vi desværre nok som vide at håndværket ikke drives ene af dem som fra tid til anden "møder på kammeret", og at ikke alle kåber, sjal og boaer er tjent ved "Nålen". Hvad der forøves i smug står det ikke i menneskelig magt at afværge, Men den offentlige skandale kan et virksomt politi både overse og tæmme.
Hvorledes den grænse skal sættes, må vi overlade til kyndigere at bedømme. Kun så meget vil vi endnu til slut ytre at ligesom politiet - hvad erkendtligt bør påskønnes - i den senere tid har sat skranker for disse fruentimmeres forargelige færd til langt ud på atten, hvilket uden tvivl alene kan tilskrives en sjælden dygtig politiofficers nidkære midler til at forhindre at den mest uerfarne ungdom, misledet af slet tænkende ældre, så ganske og aldeles forspilder sin fremtid ved at indtræde i disse skarer og derved endnu mere forøger disse allerede nok talrige legion.
(Politivennen nr. 1105, Løverdagen, den 4de Marts 1837. Side 129-132)
