05 februar 2017

Vink til Politiet.

På Kaninlængden flokker sig dagligt en mængde lurvede, pjaltede og væmmelige drenge, en del hjemmehørende i det såkaldte Besnavsede Anker i Store Kongensgade. Disse uopdragne lømler fordriver tiden med at opholde sig i folks døre, eller stå lænet op ad muren og i kådhed med hælene, som også med klinkspil bearbejde væggene. Især ses længden af brændevinsbrænder Brøndums ejendom kendeligt at være medtaget. Knapkastning i vejret truer og har ofte ramt vinduesruderne. Tiltales disse lømler, står folk i fare for at blive uleet eller udskældt. Ja, en gammel kone der ville jage dem fra sin ejendom, blev endog stødt således at hun faldt ind ad sin dør og slog arme og ben. Vist nok har gadens opsynsbetjent ofte truet og forjaget dem, men dette er blot øjeblikkelig. For så snart han fjerne sig, flokkes de igen. Vort årvågne politi vil ved at komme til rigtig kundskab herom, sikker sætte en skranke for dette overhåndtagende uvæsen.

(Politivennen nr. 1107, Løverdagen, den 18de Marts 1837. Side 174-175)

Offentlige Fruentimre i Kjøbenhavn.

Det er en lige så gammel som sørgelig materie, indsenderen heraf atter bringer på bane. Også i dette blad har det oftere været genstand for forskellige betragtninger. I en hovedstad må et sådant onde betragtes som til dels nødvendigt og vil ingensinde ganske udryddes. Sandheden heraf må desværre indrømmes. Men derfor bliver dog det spørgsmål tilbage og dette onde ikke kan begrænses mere, om man ikke i større grad end nu kan afværge dets mangfoldige, i moralsk og fysisk henseende skadelige følger. Indsenderen heraf mener dette spørgsmål kan besvares bekræftende, og han har derfor udbedt sig plads til her at fremsætte sine anskuelser om det.

Ligesom så meget andet af hvad der ligger indenfor Københavns Politis virksomheds sfære er af grunde som vi ikke kender, unddraget publiciteten, således ville kun indviede kunne sige os hvor stort antallet er af disse ulykkelige, og efter hvilke principper man tilsteder dem at kaste sig i det Charybdis, hvorfra sjældent andet end døden eller - straffeanstalten udriver dem. Man har meget forskellige relationer om antallet, men at dette skal gå i tusinder, er temmelig vist. Mere ved man måske om betingelserne, under hvilke det offentlige tåler disse fruentimmeres skændselslevned. Når - hedder det - de hører hjemme i København eller der er forsørgelsesberettigede, samt så længe de ikke forstyrrer den offentlige ro eller sikkerhed, finder man sig i at fruentimmere som det kaldes, logerer hos værter som udpiner fra dem den sidste skilling og om man til dels under samme vilkår indrømmer at drive en skiden næring.

Dette seen med det ene øje og lukken af det andet kan der siges adskilligt imod, ligesom på den anden side en del taler for bordeller i en hovedstad, under fuldkommen offentlig kontrol. Men en diskussion af disse modsatte principper leder til for stor vidtløftighed i et blad af nærværende natur, og kan også gerne forbigås i en artikel, hvis nærmeste øjemed er atter at drage høje vedkommendes opmærksomhed på et mere end sørgeligt anliggende, og at udtale den mening, at det offentlige ikke nok som forebygger dette ondes udbredelse.

Skete ting står ikke til at forandre, og så længe verden eksisterer vil man fra det offentliges side, arbejdes der end nok så troligt og omhyggeligt på at bibringe de unge sunde religiøse og moralske grundsætninger, ikke kunne afværge at svage fruentimmere bliver ofre for forførelse, at enkelte endog synker meget dybt. Men hvad indsenderen føler sig overbevist om kan forhindres er at rekrutteringsmassen for disse dybt sunkne fruentimmere ikke vokser frem som et Hydra, og - at unge piger ikke næsten så snart de er konfirmerede, træder ind i den foragtelige orden. Det er sørgeligt nok at en sådan klasse væsner må tåles som et onder der forebygger et endnu større. Men klassens antal kan meget vel modtage en skarp grænse, al den stund politiet og vi desværre nok som vide at håndværket ikke drives ene af dem som fra tid til anden "møder på kammeret", og at ikke alle kåber, sjal og boaer er tjent ved "Nålen". Hvad der forøves i smug står det ikke i menneskelig magt at afværge, Men den offentlige skandale kan et virksomt politi både overse og tæmme.

Hvorledes den grænse skal sættes, må vi overlade til kyndigere at bedømme. Kun så meget vil vi endnu til slut ytre at ligesom politiet - hvad erkendtligt bør påskønnes - i den senere tid har sat skranker for disse fruentimmeres forargelige færd til langt ud på atten, hvilket uden tvivl alene kan tilskrives en sjælden dygtig politiofficers nidkære midler til at forhindre at den mest uerfarne ungdom, misledet af slet tænkende ældre, så ganske og aldeles forspilder sin fremtid ved at indtræde i disse skarer og derved endnu mere forøger disse allerede nok talrige legion.

(Politivennen nr. 1105, Løverdagen, den 4de Marts 1837. Side 129-132)

04 februar 2017

Uskik i Holbek.

Som bekendt er det ikke så mange år siden at det var meget gængs skik at lade hvidklædte unge piger slutte sig til ligskarer. Denne for helbredet så farlige skik blev påtalt og så vidt vides forbudt overalt. Påfaldende, ja næsten harmeligt, er det derfor at se at den ikke er ophørt i Holbæk. I februar måned og på et tidspunkt hvor netop megen sygelighed grasserer, har man der ikke taget i betænkning at lade 12 unge piger møde på kirkegården for at omslynge afdøde købmand Borchs kiste med borgerkransen (se Berlingske tidende af 20. februar). Enten er disse piger fulgt med ligskaren, eller de har måttet vente på den på kirkegården. I begge tilfælde har deres helbred i høj grad været udsat, og at man i vore tider ikke kan indse det urimelige i på denne måde at hædre en afdød at man således vil overse hvad sund fornuft og lov forbyder, fortjener vist nok at blive alvorligt påanket.

(Politivennen nr. 1104, Løverdagen, den 25de Februar 1837. Side 122-123


Borchs Haandgjerningsskole i Klosterstræde, Holbæk. Renterne af 10.000 rigsbankdaler gik "til fattige Skolebørns Undervisning, Linned- og Uldspinding samt Tvinding, Linnedsyning og Tilskjæring af Skiorter, Særker og Lagner m. v., dog bør de og lære at kunde skiære og sy et Skiørt og en Trøie, saa de fra Skolen kunde udtræde som duelige Tienestepiger." Håndgerningsskolen blev 1907 overtaget af kommunen. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.


Redacteurens Anmærkning


Den omtalte artikel i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende fra 20. februar 1837:


Indenlandske Efterretninger. 
Af en Skrivelse fra Holbek d. 13de Febr. - Vor Byes Senior, forhenv. Kjøbmand Anders Borch, ombyttede et for Mange højst velgjørende Liv med Evigheden den 3die d. M.. i den høje Alder af over 83 Aar. I Hverdagslivets Betydning vilde der om dette Dødsfald vel næppe vare Noget at sige; men det nærværende Tilfælde gjør en hæderlig Undtagelse og fortjener Opmærksomhed idetmindste af Menneskevennen, der ikke troer, at Alt er afhængigt af et Slumpetræf, eller den blinde Lykke, men aner Forsynet skjulte veje der, hvor Hoben i Almindelighed ikke gjør sig nogen Tanke derom.
Den Afdøde etablerede sig heri Byen som Kjøbmand i Aaret 1777, og hørte vel til en Slægt, der var istand til at give ham hvad vi i vore Dage kalde Drivtscapital; dog var det ikke denne alene, der begrundede hans store Formue: Danmarks saakaldte gode, gamle Tider; ufortrøden virksomhed; streng Orden og Redelighed, i Forbindelse med et bramfrit Liv, vare de væsentlige Aarsager, der fornemmeligen bidroge til at anvise ham den Plads, han indtog blandt Rigmand.
I 60 Aar levede han herpaa Stedet, hvoraf de 42 i virksomhed; da drog den alderstegne Mand sig tilbage, for at henleve Resten af sin Alderdoms Dage i Ro.
Omtrent 7 Aar derefter berøvede Døden ham en ligesaa virksom som retskaffen Ægtefælle, Inger Eleonora, fød Kornerup, hvis hele Liv var betegnet med Godgjørenhed, og hvis Minde blev velsignet af de Mange, for hvilke hun var en ligesaa skjult, som ædel og moderlig velgjørerinde.
I 11 Aar savnede Oldingen sit Livs trofaste Ledsagerinde; men endskjøndt intet Afkom skulde forsøde hans Livs Aften, savnede han dog ingenlunde den omhyggelige Pleje og kjærlige Omhu, som hans Alder krævede, og sjælden Troskab vistes ham, indtil en stille og fuldkommen smertefri Død lukkede Hans Øie.
I sit Testamente har han rigt begavet denne By. Over en halv Tønde Guld (52,000 Rbd.) vil tilfalde Kirke, Skole og Fattigvæsen; flere Stiftelser skulle oprettes under en fortvarende Administration, og flere trængende Familier, fornemmeligen af Handelsstanden, nyde aarlig Understøttelse, ligesom ogsaa de mange Grundejere herpaa Stedet, i Hvis Ejendomme den Afdøde havde Prioritetsret, ere eftergivne eet Aars Renter fra hans Dødsdag af, med Haab om. at de saaledes indestaaende Capitaler, efter Omstændighederne, ville forblive uopsagte.
Den Afdøde har saaledes ej alene i sin lange Levetid nyttet og gavnet med sin Formue, men udstrakt sin Godgjørenhed til fjerne Slægter.
Dog kunne vi ikke Andet end sande hvad Stedets Sognepræst, Højærværdige Hr. Dr. Theol. og Prof. Larsen udtalte ved den Afdødes Baare: at Byen vil komme til at savne ham, som den Mand, paa hvem man, naar Trang er forhaanden, rettede sit Øje, ventede og fandt Hjælp.
Men et uforgjængeligt Minde har han stiftet sig, fastknyttet til sit Navn, der vil nævnes med Taknemmelighed, længst efterat Hans Støv er hensmuldret.
Hans jordiske Levninger bleve den 3de d. M. højtideligen stedede til Hvile paa Holbeks Kirkegaard, fulgt af skjønsomme og taknemmelige Medborgere, der kappedes om at hædre Hans Minde, ved at bære Liget til Graven, hvor det nedsænktes ved Siden af hans forudgangne, uforglemmelige Hustru, efterat 12 unge Piger havde omslynget Kisten med den velfortjente Borgerkrands.
Vi slutte denne korte biographiske Notice med følgende Stropher, der bleve lagte paa den Afdødes Kiste og fulgte ham i Graven:
Udover Graven Mindet rækker,
Naar Hjertet tro bevarer det:
Oh da til gavnlig Daad det vækker -
Til Følelsen af Pligt og Ret!
Henfarne Olding! selv Du satte
Et ærværdigt Minde Diq;
Din Daad vil sene Slægter skatte,
Dit Navn til Mindet knytte sig.
Drag nu i Fred til Lysets Bolig,
Din Vej dertil er jo saa skjøn!
I Dødens Blund Du hviler rolig,
Og vaagner fro til Himlens Løn!

Bekjendtgjørelser.

De i sidste nummer af Politivennen omtalte glubske hunde på Toldboden er nu efter højere ordre blevet dræbt.

(Politivennen nr. 1103, Løverdagen, den 18de Februar 1837. Side 112) 


Redacteurens Anmærkning.

Se artiklerne i Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837. Side 76-77, Politivennen nr. 1102, 11. februar 1837. Side 81-83 og Politivennen nr. 1103, 18. februar 1837. Side 112

Til Vedkommende.

Man har hidtil været af den opfattelse at hunde ikke måtte komme på volden, og er endnu mere bestyrket deri da det ikke er mange år siden at voldskytten gik på jagt efter og skød løsgående hunde som indfandt sig der. Man undres derfor over nu dagligt især om morgenen at se en stor flok hunde af alle arter, store og små, ave deres tumleplads i Schacks Bastion ved Vesterport, og hvoraf nogle forfølger folk der passerer volden. De fleste af disse hunde har intet polititegn, og da frygt for at angribes af disse dyr er vakt ved den for kort tid siden indtrufne gruelige begivenhed, håber man at disse hunde optages og ejerne indskærpes at forsyne dem med polititegn.

(Politivennen nr. 1103, Løverdagen, den 18de Februar 1837. Side 111)