En undtagelse fra Ønsket om Offentlighed.

Blandt tidens moderne feltråb danner det om offentlighed med sine forskellige tilsætninger, et af de vigtigste. Vi har hørt flere stemmer for end imod offentlighed. Men en slags er dog deraf som alle ønsker indskrænket: offentlig tilbud af kønsdriftens tilfredsstillelse.. I en hovedstad som København erkender dernæst de fleste at denne odiøse offentlighed ikke ganske kan undgås, men så nødvendigt et onde den end er, kan der dog på mange måder sættes grænser for den, så vidt muligt bør forargelse derved søges forebygget.

Under al denne hemmelighed der hviler over Københavns Politis foretagender - noget der muligvis er mere at rose end at laste og i mange tilfælde er aldeles nødvendigt - er man dog kommet i erfaring om at især den driftige politiassistent hr. Gad har i det sidste år overholdt strengt adskillige påbud der sigter til at gøre skandalen ringere. Også har man formodning om, dels at naturlige ægteskaber tolereres mindre end hidtil, dels at unge piger ikke tillades at drive den skændigste af alle håndteringer. Men - vi bør ikke blive stående på halvvejen for at formindske det onde. Der bør ikke eksistere gader som fortrinsvis er indviet til Venus vulvivaga. Indsenderen tænker herved især på Antonigade og den smalle del af Holmensgade. I den første er kun yderst få huse hvor ikke glædespiger viser sig intra eller extra fenestram, og vil man om aftenen passere dette stræde, støder man på hele grupper af disse ulykkelige væsener der frække som de er og derhos inciterede af spiritus, hvortil de tidligt og så at sige af nødvendighed vænnes, antaster de forbigående og vel også stundom fornærmer disse. Vanskeligt kan det næppe være at få dette stræde renset for både sals- og gadejomfruer. De er tolererede personer, deres rettighed til at føre et utugtigt levned grunder sig på en slags tilladelse som man hvert øjeblik kan ophæve, og derfor endnu mere kan underkaste indskrænkninger. De som således fordreves fra Antonistræde, vil nok finde andre smuthuller. Lige meget når blot ikke en hel gade ofres til usædelighed, og det onde bliver mere adspredt.

Hvad her er sagt om Antonistræde, gælder endnu mere om bordellerne i de lave huse i Holmensgade. Her findes vel ikke denne omflakken og antasten på gaden, men paraderingen i kældervinduer - for andet end kælderetager kan stuerne vel ikke kaldes her - volder at selv børn tidligt gøres og bliver opmærksomme på hvad man måtte ønske blev dem for det første ubekendt. Hvorfor kan bordellerne ikke aldeles udelukkes fra disse kældre? Det er jo sket med en del af dem, og værterne kan jo ikke siges at have købt deres småhuse med rettighed til at der at drive en ussel håndtering. Er det absolut nødvendigt at sådanne værter og gæster eksisterer, da byder dog omhu for andres vel at unddrage dem mere offentligheden, der her sikkert virker i en anden retning end den hvorpå så mange nu råber. Desuden er der intet spørgsmål om at så snart Venus vulvivaga bandlyses fra den smalle del af Holmensgade, den ene rønne derefter den anden vil blive ombygget til anselige huse. Gadens linje vil da blive forandret, og hvad der kun kan ventes opnået efter ulykkestilfælde, vil da af sig selv komme i orden.

Dette vigtige synspunkt hvorved selve gaden vil tabe sit vansirende udseende, håber indsenderen måtte ikke så lidt tale for at hans forslag skænkes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 1140, løverdagen, den 4de November 1837, side 683-686)

Bremerholm er et levn fra Holmensgade, som den skiftede navn til efter at Ulkegade var blevet berygtet pga. prostitution. Disse huse er alle fra efter bybranden i 1795 (slutningen af 1700-tallet), og eksisterede altså på Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Gadepatrol paa Christianshavn og Amagerbro.

Straks når man fra Nybørs kommer over Knippelsbro finder man i brolægningen huller og hjulspor der er til ulempe for heste og vogne.

Enhver der har lyst til at se en gade som den ikke burde være, behager at tage Sankt Annæ Gade i øjesyn. Den er fuld af store huller der efter regnvejr står fulde af snavs og vand. Den søger virkelig sin mage, og i slethed kan hverken Sofiegade eller den sydlige del af Dronningensgade måle sig med den, og det er dog meget.

Sankt Annægade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Bådsmandsstræde har intet gadenavn påmalet, hvilket dog burde være tilfældet. Dog denne mangel anses vel for ubetydelig der hvor så mange vigtigere findes. 

Ved den nye kaserne er passagen over volden spærret ved et gitterværk og adgang til den del af volden hvorfra den skønneste udsigt haves, er forment publikum. Det er kun få år siden det blev tilladt at betræde Christianshavns volde, og man kan nu sige at denne herlighed varede kun kort.

Den dybe grøft omkring det udyrkede jordstykke lige ud for nysnævnte kaserne står fuld af råddent og stinkende vand. En rensning af samme er vist højst nødvendig.
Vejen nedenfor volden på begge sider af Amagerport er i vådt vejrlig et uføre, man finder også der tydelige beviser på at de nærboende ikke mangler åbning, kun kan denne vedkommendes sundhedstilstand ikke glæde dem som er nødt til at vae i sådant.

På Amagerbro er mellem vindebroerne anbragt nogle huller for at lede regnvandet ned i graven. Men disse huller er i nuværende tilstand meget farlige, da de over samme anbragte krydsjern enten er sunket eller står så højt op over hullerne at man kan få en fod eller endog et ben brækket ved at træde i samme, hvilket i slibrigt føre så meget lettere kan se som brolægningen går skrå ned mod hullerne for at lede vandet til disse. 

På en jordlod ved indgangen til fælleden er en losseplads for gaderenovation, og straks derved en svinekoloni der kun ved et lægtegitter er adskilt fra vejen. Dette ensemble i forening med natterenovationskulen forårsager at broens beboere ikke kan nyde det de beder om i den 4. bøn. 

(Politivennen nr. 1139, Løverdagen, den 28de Oktober 1837. Side 680-682)

Ønske i Anledning af en Uorden paa Veien over Dosseringen.

Vejen over Dosseringen langs med Sortedamssøen fra Nørreport til Østerport er som bekendt aflukket med en låge der vender ud til broen, og hvortil beboerne af blegdammene har nøgle. Mens det gamle bolværk for søen stod, forhindrede en slags pallisadering som strakte sig fra lågen nogle alen langs med bolværket, uberettigede fra at komme ind på Dosseringen. Nu derimod hvor dette værn ikke findes der, kan enhver let svinge sig over bolværket ved siden af lågen ind på Dosseringen. Dette var tilfældet i mandag aftes med tre kåde personer som efter at være kommet ind på denne måde, anfaldt og fornærmede nogle damer der af en halvvoksen person blev ledsaget ad denne vej til deres bolig på en af blegdammene. Mange som har skaffet sig nøgle til lågen for ad denne vej at vandre fredeligt og mindre antastet til deres hjem, end ad den øde Blegdamsvej, bliver skuffet i denne deres forventning når enhver kan finde adgang til samme. Såvel herfor som for at sikre Blegdammenes beboere for tyve, er det ønskeligt og nødvendigt ved en slags pallisadering eller på anden måde at spærre adgangen til Dosseringen for dem som ikke er betroet nøgle til lågen.

(Politivennen nr. 1139, Løverdagen, den 28de Oktober 1837. Side 672-673)

På Stadsarkivets kort fra 1823-24 kan man øverst se at området mellem Blegdamsvej og Søerne var udstykket i 23 blegdams-parceller hele vejen fra det vi i dag kender som Nørrebrogade til Østerbrogade. Nederst til venstre kommer vejen fra Nørreport, med tømmerpladsen og kirkegården markeret. På den anden side af broen Store Ravnsborgs jorde. Bemærk at dæmningen med Fredensbro ikke er bygget endnu (den kom først til i 1878). Langs søen er markeret en dæmning hvorpå den omtalte vej formentlig forløb.

En Mangel ved Gjæstgiverstedet Holland.

Den rejsende som ikke gør for store fordringer, men tager til takke med det jævne og borgerlige, vil i flere henseender finde sig ret vel tilfreds med dette gæstgiversted på Nørregade som derfor også er meget stærkt besøgt. En væsentlig mangel er det imidlertid at der er så lidt sørget for at de rejsende bekvemt kan hænge deres klæder op, hvortil næppe findes de fornødne søm indslået i væggen. Klædeskabe ville være for meget at forlange især da rummet i nogle værelser er for indskrænket til det, men nogle tilstrækkeligt befæstede knagerækker kunne afhjælpe manglen og omkostningen ved det er så ubetydelig at den sikkert opvejes ved de rejsendes forøgede tilfredshed.

(Politivennen nr. 1137, Løverdagen, den 14de Oktober 1837. Side 648)

 "Den rejsende som ikke gør for store fordringer, men tager til takke med det jævne og borgerlige, vil i flere henseender finde sig ret vel tilfreds med dette gæstgiversted på Nørregade som derfor også er meget stærkt besøgt" (Nørregade 36. Eget foto, 2017)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1837s oversigt over gæstgiverier fandtes Holland på Nørregade 39. Stedet har en indviklet matrikelhistorie. Siden 1828 havde nummer 39 været sammenlagt med 40 B, til: 39 & 40 B. I 1859 fik stedet husnummeret Nørregade 27. Dette blev 1907 Henlagt til 36 & 37 og fra 1953 betegnet Nørregade 36. Dette hus er fra 1818.

Sammenligning imellem Holmens og Trinitatis Kirkegaarde her i Staden, og ærbødigst Spørgsmaal til høie Vedkommende i denne Anledning.

Man har erfaret den herlige og følgeværdige skik som har fundet sted hele sommeren, at porten til Holmens Kirkegård her i staden har været åben om eftermiddagen til fri adgang for alle og enhver der vil bringe sine kære afdøde et eller andet offer eller fryde sig ved at gå omkring på dette sted, der som en skøn have, må fremkalde sand agtelse for den mand, der selv holder denne kirkegård i en sådan stand at den søger sin Lige. 

Det vides ikke om man for denne adgang skylder kirkens højtærede værge, S. T. hr. etatsraad Viborg, sin første tak, eller dens ligeså dristige som fordringsløse overgraver hr. Gerdtzen. Men hvem af disse to (hvoraf den sidste under adgangen personlig er nærværende, så at der umulig nogen som helst misbrug eller uorden kan finde sted) der har krav på almen taknemmelighed – men især af sognets beboere–  for denne indretning, bringes denne af en, der her må søge lidt erstatning for hvad der blev den nægtet på Trinitatis Kirkegård, til hvis sogn man hører: frit at kunne dvæle ved de tuer, hvorunder de hviler som man har at takke for alt: og til hvilke den derimod må nøjes med et skelende blik at titte ind gennem det gitterværk - til hvis forskønnelse, i forening med selve kirkens, den dog i sin tid bidrog sin skærv efter opfordring, selv i et tidsrum hvor dens egen ejendoms mangler lodes upåagtede!

Indsenderen spørger fremdeles: Om det er for at frede om det en halv alen høje græs, ukrudt og jord som man må vade i på Trinitatis Kirkegård for at komme til de grave man søger hen til - at denne vise tillukken finder sted? Dette synes sandelig latterligt. For enhver kan overbevise sig om, at intet græsstrå findes udenfor gravene på Holmens Kirkegård, og at alt netop der står og er holdt i beundringsværdig orden - uagtet fra adgang dertil tilstedes.

Man vil måske svare at enhver, der vil ind, kan henvende sig til ”enten graveren eller graverkarlen,” for da at blive indladt! – Men behøver jeg sige: at den der først skal løbe hjem til en af kirkebetjentene, for at tiltrygle eller tilkøbe sig denne gunst, vel ikke ret tit vil prøve de menneskelige luners magt; og ikke altid har man evne til at gribe i lommen for hver gang man vil besøge de grave der årlig betales for - men som indesluttes for de dem tilhørende under strenge lås og lukke, lig skatte, ingen må nærme sig, uden stor ulejlighed, den man ugerne mere end én gang udsætter sig for. 

Og hvorfor bør ikke kirkegården daglig fra og til et vist klokkeslæt være åben under opsigt? Skulle Trinitatis Kirkes gravere stå mere tilbage i at ville fremme en sand og tilbørlig bekvemmelighed for deres sognefolk, end de ved Holmens Kirke, der ikke engang kræver noget bestemt for graves oplægning, men lader det bero på enhvers evne og forgodtbefindende?

Ifølge ovenstående håber man vist at S. T. hr. Grosserer Borgen, ”Værge for Trinitatis Kirke;” vil være ligeså redebon til at indføre den heri påpegede gode skik, som hin høje veltænkende embedsmand, og manges oprigtige tak vil han høre derfor, i særdeleshed deres, hvis kærlighed til de forevigede ikke ophører. Man betvivler iøvrigt, at Trinitatis Kirkegård vil blive besøgt af andre end sådanne, der har interesse for de der begravede; for derfor er dens elendige tilstand en sikker borgen.

(Politivennen nr. 1137, Løverdagen, den 14de Oktober 1837, s.  623-625)