Skattegravere i stor Stiil.

I denne tid drives et uvæsen der må tildrage sig almindelig opmærksomhed og i sine følger være højst foruroligende: Det består nemlig deri at en masse lazaroner af begge køn - såkaldte benhandlere - lige uden for fæstningens volde og på dens glaciser daglig fra den tidligste morgenstund (i sidste måneskin endog om natten) opgraver jorden og roder omkring i det for at søge efter ben og glasstumper etc.

Indsenderen gør det til pligt at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på denne genstand ikke alene på grund af den omstændighed at disse fatale gæster derved beskadiger træerne, græsningen og gør jorden hullet og ujævn, men hvad der måske er værre, at de ved denne lejlighed samles i store hobe og under udøvelse af deres lovstridige beskæftigelse vist nok aftaler og lægger planer til mange brud på den fredelige borgers ejendomsret for hvilken disse personer ikke har nogen agtelse eller respekt. Flertallet af disse skattegravere er ganske unge mennesker hvor i blandt endog en mængde drenge af den klasse der ellers sædvanligvis gæster torvene og går på fangst hvor der findes lejlighed til at bestjæle bønder og andre. Ligesom fruentimmerne er af det lasede løsagtige slags der om sommeren er så bekendt på vores Farimagsveje.

Indsenderen der længe med rimelig harme har set den mageløse frækhed hvormed disse personer vedbliver deres håndteringer, endog efter at der flere gange er gjort jagt på dem, og der er opsat brædder som erindrer om ikke at udøve deres lovstridige handlinger på fæstningens glaciser og dikterer straf for det, måtte især i højeste grad blive indigneret fredag den 24. og lørdag den 25. november ved at bemærke at ligesom slaverne der var udsendt for igen at udjævne jorden overalt hvor den var oprodet, var beskæftiget uden for Vesterport på den ene side af alleerne, ligeså hurtigt var igen deres plads indtaget af store hobe lazaroner på den anden eller modsatte side som med en dristighed næppe nogen skulle tro fortsatte deres skattegravning uforstyrret. 

Senere har man set dem i fuld virksomhed så godt som jævnsides slaverne der rimeligvis er deres venner. Det uvæsen der uagtet hvad der hidtil er gjort i mod det, synes at skulle vedblive, må være enhver borger, men især enhver grundejer foruroligende. Da ingen kan borge for at når dette utøj intet mere udbytte finder på fæstningens enemærker, de da måske lig en bisværm i masse anfalder private folks ejendomme, der lige så lidt som det offentliges i deres øjne har noget helligt, og der med ødelæggelsens sværd fortsætter deres håndtering.

Ser autoriteterne sig ikke i stand til at holde dem borte fra fæstningens territorium, må den enkelte private mand til hvis rådighed der ikke står sådanne midler, endnu mindre kunne det. Og at gå dette pak i møde for enkeltmand, ville være foruden en masse af grovheder, at risikere liv og lemmer, for de spader og hakker hvormed de alle er forsynet, er våben de sikkert ville vide at bruge i påkommende tilfælde. Og spørger man endelig hvortil anvendes de således fortjente penge, bliver svaret at de svires bort i værtshusene og anvendes kun på at fylde halsen med brændevin og andre spirituøse drikke under jublen og triumferen over at have kunnet unddrage sig de anstillede forfølgelser og den velfortjente straf. 

Kom virkelig disse penge til nogen sand nytte, blev den yderste nødtørftigheds trang derved afhjulpet, så var der dog noget hvormed sagen for en del kunne undskyldes. Men hvem der mod aften passerer Vesterbro og ser hvorledes hele flokke af disse væmmelige skabninger hvis moralske forbedring sikkert kun er en tom lyd - kvinder og unge drenge, mange endnu næppe konfirmerede - straks efter at have fået penge for deres varer, ligesom glubende dyr styrter ned i værtshuskældrene hvor de sædvanligvis fordriver hele aftenen så længe der er noget af fortjenesten tilbage - han kan sikkert ikke uden harme betragte anvendelsen. Under nydelsen af disse drikkevarer og i beruselsen ligger sikkert ofte planer til indbrud og tyveri. Hvad den ene ikke kan udfinde vil nok en anden hitte på af de mange, der fra den spæde barndom er indprentet had imod enhver hvis stilling og skæbne synes bedre end deres. og blandt det store selskab vil der vel altid findes flere der allerede har deltaget i, vel muligt også er straffet for forbrydelser af denne art.

Med tavshed vil indsenderen aldeles forbigå hvad der i moralsk henseende på disse steder og i disse selskaber går i svang. Men konversationsgenstanden er vel i almindelighed kun måder på hvilken man bedst kan trodse og forhåne lovene, og dem, deres håndhævelse er betroet samt undgå retfærdighedens arm.

Da mængden som allerede bemærket er halvvoksne drenge og piger til hvem efter de bestående politianordninger ingen værtshusholder tør skænke brændevin eller andre spirituosa, tror indsenderen det ikke at være af vejen om politiet ville se ned i disse værtshuskældre hvoraf en straks foran på venstre side af Vesterbro især skal udmærke sig og hvor disse væsner holder til.

Det er indlysende hvor dårligt de ældres eksempel må virke på de måske endnu ikke aldeles fordærvede unge der befinder sig i deres selskab. Og betragtet fra denne side fortjener den her fremstillede sag det offentliges opmærksomhed. Ligesom forstædernes indbyggere ville være politiet tak skyldig om der snarest muligt skete en renselse ved hvilken det tilhold som disse personer nu uforstyrret nyder i disse kipper, blev forstørret og vedkommende værter draget til ansvar hvorved sikkert mane tyverier ville forebygges. Hvorvidt for øvrigt de tiltagende benoplag der om sommeren udbreder en pestilentialsk stank trindt omkring, og tit kan forårsage sygdomme, bør tåles af Sundhedspolitiet må indsenderen henstille til høje ansvarliges bedømmelse.

Efterskrift. Efter at denne opsats for ca. 14 dage siden var færdig, indtraf forhindringer hvorved sammes indsendelse blev forhalet. Og da senere nogle yderligere foranstaltninger blev truffet fra det offentliges side ved bekendtgørelse i aviserne og opslag udenfor portene for at hæmme dette uvæsen så besluttede indsenderen at holde den tilbage. Men da han bemærkede hvor frugtesløse disse foranstaltninger var, og da disse lovovertræder dagligt, især søndag den 10. og mandag den 11. i store flokke drev deres håndtering, bestemte han sig til indsendelsen.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 779-784)

Vægter-Maaneskin.

Det går hos os yderst langsomt med at afskaffe eller forandre indgroede sædvaner, forældet slendrian og groteske skikke, skønt tusind stemmer har hævet sig derimod. Således har her den meget underlige indgroede skik som i ingen anden hovedstad finder sted: ikke at tænde lygterne når almanakken forkynder måneskin. Man tager aldeles intet hensyn til at der på de bebudede måneskinsaftener kan indtræffe tåge, sne, regn, tyk luft m.m.; men vægterne har fra Arilds tid den ordre ikke på sådanne almanakaftener at tænde lygterne, eller også blot at lade dem lyse visse timer og atter slukke dem til en bestemt tid, om endog et egyptisk mørke da finder sted. I andre hovedstæder slukker man derimod slet ikke lygterne, men lader dem lyse fra den mørke aften til den klare dag. For ikke at tale om at København skønt forsynet med nye lygter, alligevel står tilbage i gadebelysning for andre hovedstæder. Så længe altså København har haft lygter, har den formodentlig også haft omtalte formørkelsesanordning, og ingen af de høje vedkommende har endnu indset: at af alle måner er den københavnske måne en af de mest genstridige og trodsige, den respekterer hverken Magistrat eller politi og ænser ikke almanakkens bebudelser.

Skønt lygteskatten opkræves med en klækkelig sum, må vi dog i flere aftener vandre i bælgmærke, og det undertiden således at vi ikke kan se hånd for øje eller finde hjørnet af gaden, ja ofte udsættes vi for at falde og blive lemlæstede. Det er på sådanne aftener et held for os at der fra så mange butikker og kældre udbredes lys over gaderne. Var det ikke tilfældet, ville det ikke være muligt at gå uden håndlygter fra det ene sted i byen til det andet. Man må altså takke butik- og kælderbeboerne der dog hver især må yde deres andel i lygteskatten, for dette gode! - I de to sidste måneder ville den stridige københavnske måne ikke udbrede sit lys over byen. Den holdt sig til trods for almanakkens bebudelse skjult i tåge eller skyer, og selv ikke aftenen før flyttedagen ville den lyse før henimod kl. 9, mens vi arme indbyggere snublede over halm og møddinger. Ja man hørte endog (for se kunne man ikke) at flere karle med byrder stødte mod hinanden og spolerede flyttegodset. Man kan da ikke andet end falde i forundring over vedkommendes utidige sparsommelighed især på sådan travl aften. Vel tales og skrives der meget om besparelser, men alt til sin tid, sagde den vise Salomon. - at lade indbyggerne vandre i mørke når vægtermåneskin er bebudet, er en latterlig og højst utidig sparsommelighed.

Har nu denne uskik fundet sted i århundreder, så tror man med ret og rimelighed at det må anses for at være på tide at den endelig bliver afskaffet, så at det anbefales vægterne at tænde lygterne forinden mørket falder på, og under intet påskud at slukke dem før månen lyser klart og luften er fri for skyer.

Hvad lygternes slukning kl. 12 angår, vil man her ikke berøre dette. Dog var det at ønske at nogle flere lygter måtte være tændte i hver gade.

Idet vi indstiller ovenstående til de ansvarliges opmærksomhed, håber vi at se den her påankede mangel afhjulpet, da der aldeles ikke findes nogen årsag, der kan tale for at lade den vedvare.

(Politievennen nr. 1145, Løverdagen, den 9de December 1837. Side 768-771)

Tappenstreg med Musik

Den skik at udmærke kongens og dronningens fødselsdage ved at lade tappenstregen ledsages af musik, er her til lands ikke meget gammel, men gammel nok til den erfaring at den giver anledning til en hel del uorden. Og vi mindes endnu ret vel optøjerne i årene 1819 og 1820. At man på disse landets festdage giver almuemanden lejlighed til morskab på sin vis og til at betænke disse dages betydning, er vist nok meget rigtigt. Men når denne offentlige forlystelse let går over til offentlig uorden, så er det vel mest rigtigt at man tænker på at arrangere dem anderledes. 

I så henseende vil indsenderen ikke undlade at gøre opmærksom på at man i Aalborg har optaget den skik at lade reveillen ledsage af musik, og denne skik fortjente vist nok overalt at blive fulgt. Foruden at morgenstunden langt fra ikke volder så megen tummel, og man lettere da i fald kan blive mester over kåde og alt for lystige personer, så synes det også i sig selv mere hensigtsmæssig at forkynde dagen med offentlig musik end at slutte den hermed. Man vil bringe folket til, om ikke at tænke over dagens betydning, så dog at glæde sig på den. Men hvad er da mere rigtigt end at gøre dette når dagen gryr frem, end når mørket helt har fordunklet samme? 

Endnu en fordel ville man opnå især i de mindre garnisonsstæder ved det: at regimentsoboisterne der i almindelighed også assisterer med musik ved baller som da holdes, således lettere kan opfylde deres pligter i den private tjeneste. Og dette synspunkt fortjener når forandringen ellers er hensigtsmæssig, også at komme i betragtning.

(Politivennen nr. 1144, Løverdagen, den 2den December 1837. Side 775(=757)-758)

Mere om separatistiske Forsamlinger.

I et af de foregående numre er talt om konventikler eller separatistiske forsamlinger som af lægfolk er holdt på Sjælland, Fyn og på forskellige steder i Jylland, samt at nogle præster i overensstemmelse med forordningen af 13. januar 1741 har modsat sig disse forsamlinger, hvorved sagen er bragt for domstolene, der har mulkteret de pågældende i forhold til deres større eller mindre deltagelse i disse konventikler. Det vil måske derfor interessere nogle at erfare, at man også andet steds søger at hæmme og ophæve et uvæsen der sikkert ikke fører noget godt med sigt, men derimod kan have de sørgeligste følger. Vi tillader os derfor her at anføre en skrivelse fra Dresden af 14. november der lyder således:

"Allerede i mange år spøgede pietismens vrange meninger også hos os. I begyndelsen ubetydelig, men i den senere tid langt stærkere, og deres skæve retning blev bestandig skævere. Med stor bekymring måtte man se at pietismens tilhængere, efter at deres anskuelser havde fæstet rødder og fundet en anfører, meget hastig for æggedes og fandt stort tilløb. Men antallet voksede i en umådelig grad da en dengang højtstående og men megen myndighed beklædt mand også sluttede sig til denne sekt og besøgte dens konventikler. For det gav desværre anledning til at mange, mindre af tilbøjelighed end for den høje protektors skyld og for at anbefale sig hos ham, hengav sin til det skændige sværmeri i religiøse følelser. Publikum misbilligede dette i høj grad og yttrede sin uvilje højt, men man måtte lade sagen gå sin egen gang og for forholdenes skyld tie. Urolighederne i årene 1830 og 1831 frembragte rigtig nok også en lille rystelse i denne pietistiske stat, idet de røvede den dens mægtige støtte (M. v. E.); ikke desto mindre vedblev den, men udartede snart i allerhøjeste grad. De berygtede kønigbergske muckeres eksempel virkede også på den, og den sneg sig derefter frem ad samme bane som de. Pietisterne trådte rigtig nok sagtelig op og holdt deres forsamlinger om natten i skovene, dog ingenlunde hemmeligt nok, for man fik snart nys om det, og dette gav anledning til at man gik på spor efter dem og ryddede den vakre rede ud. De første opdagelser af disse natteforsamliner skete ved forstbetjente der fandt at et sådant værtskab var aldeles i strid med en god forstvidenskabs grundsætninger, og fordrev derfor det skabelige [budt] med de hårdeste trusler om at ville pågribe dem hvis de igen vovede på at flokke sig sammen i skovene. nu begav kliken sig et andet sted hen for att fortsætte sine orgier. Øvrigheden holdt et vågent øje med dem, og vore stadskommissærer viste sig i særdeleshed virksomme ved at gå på spor efter dem. Endelig lykkedes det at gribe dem på fersk gerning. For nogle dage siden blev hele konventiklet overrumplet i et vinbjerghus en mil herfra ligesom de ivrigt var i færd med at iværksætte deres manipulationer, og der holdtes straks forhør over dem, hvilket varede til langt ud på natten. Selskabets overhoved var til stede ved denne forsamling. Denne overraskelse vil rimeligvis give hans nærværende stilling en mærkbar og ganske anden retning. Hvilket? Det skal jeg senere give underretning om såvel som angående følgerne af denne opdagelse for alle deltagerne. Publikum glæder sig over at et anliggende som har voldt så megen forargelse, endelig er blevet bragt for domstolene."

(Politivennen nr. 1144, Løverdagen, den 2den December 1837. Side 754-756)

Redacteurens Anmærkning.

Baptisterne begyndte i 1840'erne at vinde frem, og regeringen slog til med fængsling og andet. Om end Kjøbenhavnsposten ikke direkte sympatiserede med baptisterne, så mente man dog her at de skulle have lov til at udøve deres tro ligesom jøderne. Og indirekte blev regeringens behandling af dem brugt som en kritik af styret.

Peter Christian Mønster (1797-1870) var en af pionererne inden for baptistbevægelsen i perioden 1839-1849. I 1840 boede han i Hummergade. Efter grundloven blev Mønsters menighed infiltreret af mormonerne og gik i opløsning. Han blev herefter medlem af Folkekirken. Hans yngre bror, Adolf Frederik Mønster (1812-1863) brød senere med sin storebror, og formentlig forlod han baptismen omkring 1851. Han blev lærer ved almueskolen i København.

Man kan komme for tidligt.

Den 3. november fulgtes jeg med en god ven til Nærum for derfra at besørge hans afdøde mor til sit hvilested på Søllerød kirkegård. Vi ankom til kirkegården klokken halv tolv og fandt der et andet lig nedsat i en grav og forladt af følget der opholdt sig i den kro der ligger nær ved kirkegården hvorfra også graveren kom ud til os. Vi bad denne melde præsten at vi var med liget på kirkegården, hvilket han straks udførte og bragte os det svar at præsten læste med konfirmander, men ville komme straks. 

Da vi havde ventet 1 time gik den afdødes søn til præstegården for at anmode præsten om at komme for at foretage jordpåkastelsen. Men han fik ham ikke i tale hvorimod pigen sagde at præsten der var i begreb med at klæde sig på, ville komme straks. Noget efter så vi ham komme ind på kirkegården og nærmede os ham med en ærbødig hilsen hvilken han dog ikke gengældte, men derimod i en vred tone spurgte os hvor vi turde komme ind på kirkegården før den tid der var bestemt til begravelsen nemlig kl. 12. Vi gav det svar at vi ikke var vidende om denne bestemmelse og at vi troede ikke at fortjene nogen bebrejdelse selv om vi var kommet ½ time for tidligt og det så meget mindre som der før vores ankomst var udbragt et andet lig på kirkegården. Dette svar må præsten ikke have fundet tilfredsstillende. For han vedblev endnu noget med sine ikke venskabelige bebrejdelser før han foretog jordpåkastelsen. 

Efter at denne korte ceremoni var til ende, spurgte præsten hvem der havde været inde hos ham, og da den afdødes søn erklærede at det var ham, begyndte han igen at spørge ham hvor han turde understå sig i at skynde på ham når han havde andre forretninger og klokken ikke var 12. Nogle af sørgefølget svarede at klokken nu var kvart i et, hvilket de bekræftede ved at vise deres ure. Men dette beroligede ikke den gode mand, der vedblev med sine bebrejdelser indtil endelig både han og følget forlod kirkegården. 

Skønt denne opførsel ikke ligner den de københavnske præster udviser ved lignende lejlighed, har jeg ikke villet fremsætte mine bemærkninger derover, men kun fortælle sagen som den er foregået for derved at give andre det råd ikke at komme for tidligt ved sådan lejlighed.

Sander
Handskemager.

(Politivennen nr. 1143, Løverdagen, den 25de November 1837. Side 740-742)