Uorden ved Frue Kirke.

Ved hovedindgangen til Frue Kirke finder en uorden sted som indsenderen næsten daglig har anledning til at harme sig over. På hvad tid af dagen man end går her forbi, træffer man gadedrenge som morer sig ved at spille klink op til kirkedøren og afstedkomme en støj og spektakel som slet ikke sømmer sig udenfor Guds hus. Dog - de lader sig ikke nøje med at spille klink op til kirkedøren, men besudler den endog på den uanstændigste vis, ligesom jo pillerne er frygteligt medtagne af dette gadepak. Indsenderen indser til fulde vanskeligheden i at holde disse drenge borte herfra. Men umuligt er det dog langtfra. Et af de bedste midler til at fordrive dem var visselig det at enhver elsker af orden og renlighed som traf dem afstedkomme uorden og spektakel udenfor kirken, ville påtage sig et slags politi og fordrive dem, om ikke med gode ord, så med stokkeprygl. - En lignende tumleplads har gadedrengene snart også fået en slags hævd over, nemlig universitetets stentrappe. Dog er det vel at vente at de studerende vil føle sig opfordrede til at forjage dem når de der afstedkommer uorden og spektakel.

(Politivennen nr. 1164, Løverdagen, den 21de April 1838. Side 256-257)

Redacteurens Anmærkning.

Klink er omtalt som spil adskillige gange i Politivennen. Ifølge Jysk ordbog foregik det ved brug af dels mønter, (metal)knapper mv., dels små lerkugler mv. Reglerne varierede, og hvilke der gjaldt i København, fremgår ikke af Politivennen, udover at det tit foregik op ad mure. Man kastede én eller flere småmønter ind mod en væg eller et plankeværk. Den spiller, der kom nærmest, vandt. En anden variation gik ud på at deltagerne trillede deres kugle ind mod en væg. Ramte man en anden kugle, vandt man denne. 

Varsko i Pilestræde.

I den del af dette stræde der ligger imellem Østergade og Antonigade findes under nr. 110 en bygning der i usselhed og forfald forgæves søger sin mage, endog blandt stadens ældste bygninger. Ved at betragte denne bygnings facade der allerede i mange år har sukket under sin nuværende jammerlige forfatning, kan man ikke undlade i højeste grad at undre sig over at der ikke fra det offentliges side træffes anstalter for at formå ejeren til blot at give dette sted et nogenlunde anstændigt udseende, så meget mere som denne skal være en meget bemidlet mand der næppe behøver at vise et skilt som i så høj grad bærer armodens præg. Ikke alene for velanstændighedens, men i særdeleshed for menneskers sikkerheds skyld, tror indsenderen der fra det offentliges side burde træffes fooranstaltninger som i det mindste måtte formene ejeren uhindret at true folk på livet. For at menneskers liv skal stå i fare, eller at man i det mindste skal være udsat for at blive lemlæstet for en husejers ligegyldigheds skyld, kan næppe tænkes tilladt i en civiliseret stad, og mindst i en hovedstad som København hvor der ellers med så megen omhyggelighed sørges for indbyggernes sikkerhed og stadens forskønnelse. At menneskers liv står i fare under nævnte bygnings nuværende tilstand, har indsenderen selv været øjenvidne til da for omtrent et års tid siden et gesims som bygningens svage kræfter ikke længere formåede at bære, styrtede ned på gaden. Lykkeligvis kom dengang ingen til skade derved. Men fordi dette tilfælde løb af uden videre ulykke, tør man vel næppe med vished gøre regning på at det vil gå lige så heldigt ved nedstyrtningen af d øvrige dele af gesimsen, hvoraf netop i denne tid et stykke står for tur til at falde ned. Indsenderen tror derfor at burde gøre publikum og vedkommende autoritet opmærksomme på den truende fare der denne gang er så meget større som det med nedstyrtning truede gesims netop er lige over bygningens port.

(Politivennen nr. 1164, Løverdagen, den 21de April 1838. Side 256-257)

Redacteurens Anmærkning.

Pilestræde 110 (1856 Pilestræde 18) blev 1898 matrikel nr. 109, der året efter (1899) blev indbefattet i matrikel 375, 376 og 377, samt udlagt til gade. Den lå hvor nu Pilegården, Antonihus, Volmerhus og Cityhus nu ligger.

En billig Bøn til Hr. Dr. A. A. Wolff.

Da man har erfaret at Deres højærværdighed nu er det danske sprog så mægtig at De underviser og konfirmerer Deres konfirmander på dansk, bedes De herved om også at holde Deres prædiken i samme sprog. Deres menighed kaldes jo "Danske af den mosaiske trosbekendelse", og bør som sådanne bedst forstå og bruge deres fødelands tungemål. Det danske sprog i har i de seneste år begyndt at hævde sin rettighed. Således holdes talen ved universitetsfesten for hans majestæt kongens fødselsdag nu på dansk, i stedet for at den før blev holdt på latin, og i Slesvig udbredes brugen af det danske sprog mere og mere. Det synes derfor rimeligt at man her i hovedstaden hævder det danske sprogs ret, og ikke bruger det tyske uden at en dura necescitas gør det nødvendigt.

(Politivennen nr. 1162, Løverdagen, den 7de April 1838. Side 227)

Redacteurens Anmærkning

Skandinavismen stod blandt kultureliten temmelig højt mod slutningen af 1830'erne. Og det var samtidig vendt mod den tyske indflydelse, ikke bare i Slesvig-Holsten. Det var i 1837 at H. C. Andersen skrev sit digt om at være skandinav. I 1837 var han for første gang i Sverige på kanalrejse fra Göteborg til Stockholm. Han følte sig halvt som hjemme og sproget forekom ham som en dialekt af dansk: "Land og folk fik jeg kær og syntes, at mit hjems grænse vokste.”

Jeg er en Skandinav

Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver, I trende Riger er vor Hjemstavn deelt; Men mellem Nutids store Himmel-Gaver Er den: vort Hjerte voxer til et Heelt! Lad være glemt, hvis os en Uret skete; Tidsaanden, som en luttret Margarethe, Forener os, den trefold Kraft forlener, Selv Sproget os forener. Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav, Jeg jubler höit: jeg er en Skandinav!

Kom med paa Dovre-Fjeld, hvor Jöklen ligger, Hör Fossens Torden, Sæterpigens Sang; Den friske Sö- og Bjerg-Luft jeg inddrikker, Jeg gaaer, hvor Nordens Guder gik engang; Og hvis om Kraftens Mænd jeg hörer heller, Om Olaf, Hakon, Harald man fortæller; Til Fjelds! til Fjelds! med stærke Klippeborge Staaer du, mit gamle Norge, I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav; Jeg elsker dig! jeg er en Skandinav!

Kom paa den snelle Baad, lad Dampen virke, See Floder, store Söer er vor Vei! Seil over Bjerget, hvor de höie Birke Udaande Duft! O, Sverrig elsker jeg! Herfra löd Gustav Adolfs Navn paa Jorden, Han var den sidste Ridder her i Norden. Lidt Barkbröd, og den svenske Bonde synger, Ham Nöisomhed forynger, Han synger Sangene, ham Skjalden gav, Og vi med ham: Jeg er en Skandinav!

En frisk Bouquet af Klöver, Korn og Humle Er Danmark! kom og see vor Bögeskov! Paa Sletten her sig Aandens Sönner tumle, Det dundrer lystigt under Hestens Hov; Til Videnskab og Kunst vi snelt udride, Europa om det lille Land skal vide; Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger, Alt Tycho gav det Vinger; En Rose Danmark er! syng, Skandinav, Om Aandens Blomst midt i det barske Hav!

Lad ei den skjönne Enighed forsvinde, Norsk, Svensk og Dansk hinanden række Haand; De gamle Folkesange os forbinde, I Melodien er et kraftigt Baand. Af Enighedens Sæd kun godt man höster, Vi skue kjækt mod Vester og mod Öster I Fryd og Sorg! O, her er godt at være! Her leve vore Kjære! Fra Gran og Birk og Bög, vidt over Hav, Lyd Glædes Sang: jeg er en Skandinav!

Dito til Hjulmanden og Smeden i Kattesundet Nr. 109.

Man kan med al føje have grund til at anmode oven nævnte hjulmand og smed om at henstille de vogne der var under reparation, således i gården at man ikke når man besøger nogen i huset, risikerer at blive lemlæstet ved i mørke aftener at støde på samme. At værten der på stedet ikke påtaler sådan mangel på eftertanke, må man anse som en skånsom overbærenhed af ham, som dog vist nok her er temmelig utidig. Og grunden hvorfor de øvrige af huset beboere ikke anker over det, må man søge deri at de vel anser det som et onde der nu engang tilhører gården, som fra en anden side betragtet jo heller ikke bliver så farligt for dem selv, der engang er bekendt med det usikre farvand og altså bedre forstår at lodse sig frem som for en fremmed der i mulm og mørke meget let løber bryst eller pande mod de vogne der meget ofte er opstille midt i forgården. 

Da det for det meste er skarnager og andre lignende vogne som således står opstillet, kan man ikke slutte andet end at de er der for at hjulmanden og smeden skal øve deres talenter på samme. Hvorfor man i den anledning henvender sig til Dem om at hæmme denne - vist nok alt for slendrianske - ligegyldighed ved at lade Deres folk før aften flytte vognene således at man uden at risikere lemmers forlis kan passere gården. Mangel på læredrenge kan næppe være grunden til denne skødesløshed da man ofte om aftenen ser en god portion af sådanne væsner på deres vis holde forsamlinger og divertere sig i porten på samme sted. Man forventer derfor at overhovederne for hjulmændene og smedene i omtalte gård herefter vil påse at det her påtalte tilbørligt hæmmes.

(Politivennen nr. 1162, Løverdagen, den 7de April 1838. Side 222-224)

 "Vogne står således i gården at man ikke når man besøger nogen i huset, risikerer at blive lemlæstet ved i mørke aftener at støde på samme" (Kattesundet 14, Eget foto, 2017)

Redacteurens Anmærkning

Kattesundet 109 er vore dages Kattesundet 14. Huset er fra 1784.

Nogle Betragtninger over en Liigbegængelse.

Indsenderen af denne artikel der for nogen tid siden viste en afdød slægtning den sidste ære ved at følge hende til graven, anstillede ved denne lejlighed nogle betragtninger som herved fremsættes til vedkommendes nærmere overvejelser.

Da kisten skulle bringes fra ligstuen ud på ligvognen, tildrog sig en scene som jeg aldrig skal glemme. Trappegangen var nemlig for smal til denne, hvorfor den med største anstrengelse måtte løftes helt op over gelænderet af ligbærerne, og næsten ved et mirakel skete det at den ikke blev tabt. Indsenderen har ikke ofte fulgt lig, men de få gange han har været med og toget er udgået fra private huse, har samme ubekvemhed fundet sted, omend i mindre grad. Og det er højst besynderligt at et så rimeligt ønske som flere blade har udtalt, dog ikke engang kan blive opfyldt, nemlig at staden må få et lighus hvor den afdøde straks kan blive bragt hen og ligge til begravelsesdagen. Hvilken ulejlighed blev huset, navnlig huset beboere ikke fritaget fra på denne måde? Hvilke ubehageligheder ville ikke blive sparet ved kistens transport ud af huset. Og hvor gerne gav ikke enhver en afgift til sådan et lighus som sikkert når det blev indrettet lidt mere bekvemt og mere ordentligt end det på Frederiks Hospital, ville blive benyttet så meget at det godt svarede regning.

Jeg fulgte nu til fods den afdøde. Men den gigt og stærke forkølelse jeg pådrog mig ved således at stå i den bare kjole midt i vinterens hjerte, forvinder jeg næppe i mit hele liv igennem. Rigtig nok havde jeg "sørgekappen" på, men den varme jeg fik af denne, var aldeles ingen, og det er ubegribeligt at disses udlejere dog ikke kunne indrette dem således at man kunne have gavn af dem ved en tur der er så farlig for sundheden. Indtægterne af at udleje sådanne er sikkert så stor at de uden skade kunne lade forfærdige sådanne. Og disse ville snart blive så søgte at udlægget ved dem om kort tid blev indhentet. Man vil måske indvende at de da var for varme om sommeren. Men hvorfor netop ens til enhver årstid?

Da vi ankom til kirken, forefandt vi i denne en stor del personer der var ligtoget ganske uvedkommende. Gud må vide hvad de ville, næppe var de kommet for andet end for at glo og gabe. For indsenderen som temmelig nøje kendte alle den afdødes bekendte, traf ikke en af disse blandt dem, men det er desværre noget man ser ved enhver nok så ubetydelig anledning at folk her i byen stimler sammen uden selv at vide hvorfor.

(Politivennen nr. 1161, Løverdagen, den 31de Marts 1838. Side 212-214)