Ønsker til Kjøbenhavns Politie fra en Landmand.

Torsdag den 22. marts var jeg kørt til København med 3-4 tønder kartofler som jeg for størstedelens vedkommende solgte i gaderne. Efter at jeg havde passeret nogle gader, og en del købere på den medfølgende drengs råb havde indfundet sig hos mig, blev jeg holdende på hjørnet af Store Regnegade og Gothersgade. Det har jeg ofte gjort før og fundet at være almindelig skik og brug ved gadesalg. Men her var straks to herrer med store stokke i hænderne til stede, og næppe havde jeg begyndt at indlade mig i handel med de tilstedeværende købere før straks en, derpå to af disse stokkemænd med deres opløftede knipler og under en del upassende udtryk som jeg ikke erindrer, truende jog mig til at køre fra mine kunder. Imidlertid fulgte nogle af disse som ønskede at handle med mig, efter min vogn hen i Gothersgade hvor jeg atter dristede mig til at gøre holdt. Her spurgte jeg på grund af ovennævnte omstændighed nogle af de tilstedeværende hvem disse herrer der førte en så ualmindelig streng kommando, vel måtte være. Og fik det svar at de to som tiltalte mig, og hvoraf den ene havde et blegt ansigt og den anden var temmelig korpulent og af et ret smukt udvortes, var politibetjente.

Da jeg ved min holden på hjørnet af omtalte gader ikke var i stand til i hvilket retning jeg end vendte mig, at få øje på nogen vogn som var i nærheden og for hvilken jeg kunne anses at være til hinder, ligesom der ikke for mig kom andre fodgængere til syne end køberne ved min vogn og de 3 stokkemænd samt nogle enkelte personer der passerede fortovet på begge sider af gaden, så har jeg grund til at tro at Københavns politibetjente for så vidt de alle eller flertallet af dem, fører en så streng kommando som de oven omtalte førte mod mig, må være særdeles årvågne og nidkære ved andre mere vigtige tilfælde til stadens sande tarv. Og jeg tillader mig derfor at fremsætte et eget ønske som vist også er fleres: at sådanne påpasselige personer måtte flyttes til en anden efter min anskuelse mere nødvendig post, nemlig de smalle gader, Vognmagergade, Gammel Mønt, Kristen Bernikows Gade og flere andre lignede steder, hvor man næsten hver søgnedag ikke uden stor besværlighed og risiko kan passere gaden for torve-, brænde- og kartoffelvogne, dels for skarnagere og andre vogne. I det mindste har dette været tilfældet i alle de år jeg er kommet til København. Det forekommer mig at en kraftig inspektion er mere nødvendig i sådanne smalle gader end i de rummelige hvor 3 til 4 vogne kan mødes og hvor så at sige ingenting er i vejen.

Endelig finder jeg mig ved førnævnte tildragelse beføjet til at fremsætte det ønske at før nævnte eller andre virksomme politibetjente for eftertiden vil drage omsorg for eller have et vågent øje med stadens is- og renovationsvogne, så disse ikke holder midt i gaderne for at læsse og derved spærrer passagen. Jeg antager nemlig at de gerne kunne holde tæt til rendestenen og ikke som almindelig er tilfældet, i midten af gaden hvorfra de yderst sjældent i mindelighed især efter en bondes nok så høflige anmodninger er at formå til at rykke til side. Det var også ønskeligt at alle stadens vogne, kørende eller holdende, delte gader, porte og broer med enhver imødekommende da der derved ville forebygges mange ubehageligheder som desværre ofte indtræffer især for den simple bondes heste og vogne. Der synes at være så megen større grund for dette ønske som man står i den formening at Københavns politibetjente og kommissærer lige så vel er bestemt til at våge over orden med stadens vognes færdsel som til at møde bonden om morgenen tidligt langt ude på broerne, følge ham ind ad porten og ledsage ham omkring i byen, for så vidt vejret og lejlighed dertil gives

Pederstrup den 2. april 1838
J. P. Rasmussen

Lægsmand og jordbruger.

(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 272-275)

Uorden ved Frue Kirke.

Ved hovedindgangen til Frue Kirke finder en uorden sted som indsenderen næsten daglig har anledning til at harme sig over. På hvad tid af dagen man end går her forbi, træffer man gadedrenge som morer sig ved at spille klink op til kirkedøren og afstedkomme en støj og spektakel som slet ikke sømmer sig udenfor Guds hus. Dog - de lader sig ikke nøje med at spille klink op til kirkedøren, men besudler den endog på den uanstændigste vis, ligesom jo pillerne er frygteligt medtagne af dette gadepak. Indsenderen indser til fulde vanskeligheden i at holde disse drenge borte herfra. Men umuligt er det dog langtfra. Et af de bedste midler til at fordrive dem var visselig det at enhver elsker af orden og renlighed som traf dem afstedkomme uorden og spektakel udenfor kirken, ville påtage sig et slags politi og fordrive dem, om ikke med gode ord, så med stokkeprygl. - En lignende tumleplads har gadedrengene snart også fået en slags hævd over, nemlig universitetets stentrappe. Dog er det vel at vente at de studerende vil føle sig opfordrede til at forjage dem når de der afstedkommer uorden og spektakel.

(Politivennen nr. 1164, Løverdagen, den 21de April 1838. Side 256-257)

Redacteurens Anmærkning.

Klink er omtalt som spil adskillige gange i Politivennen. Ifølge Jysk ordbog foregik det ved brug af dels mønter, (metal)knapper mv., dels små lerkugler mv. Reglerne varierede, og hvilke der gjaldt i København, fremgår ikke af Politivennen, udover at det tit foregik op ad mure. Man kastede én eller flere småmønter ind mod en væg eller et plankeværk. Den spiller, der kom nærmest, vandt. En anden variation gik ud på at deltagerne trillede deres kugle ind mod en væg. Ramte man en anden kugle, vandt man denne. 

Varsko i Pilestræde.

I den del af dette stræde der ligger imellem Østergade og Antonigade findes under nr. 110 en bygning der i usselhed og forfald forgæves søger sin mage, endog blandt stadens ældste bygninger. Ved at betragte denne bygnings facade der allerede i mange år har sukket under sin nuværende jammerlige forfatning, kan man ikke undlade i højeste grad at undre sig over at der ikke fra det offentliges side træffes anstalter for at formå ejeren til blot at give dette sted et nogenlunde anstændigt udseende, så meget mere som denne skal være en meget bemidlet mand der næppe behøver at vise et skilt som i så høj grad bærer armodens præg. Ikke alene for velanstændighedens, men i særdeleshed for menneskers sikkerheds skyld, tror indsenderen der fra det offentliges side burde træffes fooranstaltninger som i det mindste måtte formene ejeren uhindret at true folk på livet. For at menneskers liv skal stå i fare, eller at man i det mindste skal være udsat for at blive lemlæstet for en husejers ligegyldigheds skyld, kan næppe tænkes tilladt i en civiliseret stad, og mindst i en hovedstad som København hvor der ellers med så megen omhyggelighed sørges for indbyggernes sikkerhed og stadens forskønnelse. At menneskers liv står i fare under nævnte bygnings nuværende tilstand, har indsenderen selv været øjenvidne til da for omtrent et års tid siden et gesims som bygningens svage kræfter ikke længere formåede at bære, styrtede ned på gaden. Lykkeligvis kom dengang ingen til skade derved. Men fordi dette tilfælde løb af uden videre ulykke, tør man vel næppe med vished gøre regning på at det vil gå lige så heldigt ved nedstyrtningen af d øvrige dele af gesimsen, hvoraf netop i denne tid et stykke står for tur til at falde ned. Indsenderen tror derfor at burde gøre publikum og vedkommende autoritet opmærksomme på den truende fare der denne gang er så meget større som det med nedstyrtning truede gesims netop er lige over bygningens port.

(Politivennen nr. 1164, Løverdagen, den 21de April 1838. Side 256-257)

Redacteurens Anmærkning.

Pilestræde 110 (1856 Pilestræde 18) blev 1898 matrikel nr. 109, der året efter (1899) blev indbefattet i matrikel 375, 376 og 377, samt udlagt til gade. Den lå hvor nu Pilegården, Antonihus, Volmerhus og Cityhus nu ligger.

En billig Bøn til Hr. Dr. A. A. Wolff.

Da man har erfaret at Deres højærværdighed nu er det danske sprog så mægtig at De underviser og konfirmerer Deres konfirmander på dansk, bedes De herved om også at holde Deres prædiken i samme sprog. Deres menighed kaldes jo "Danske af den mosaiske trosbekendelse", og bør som sådanne bedst forstå og bruge deres fødelands tungemål. Det danske sprog i har i de seneste år begyndt at hævde sin rettighed. Således holdes talen ved universitetsfesten for hans majestæt kongens fødselsdag nu på dansk, i stedet for at den før blev holdt på latin, og i Slesvig udbredes brugen af det danske sprog mere og mere. Det synes derfor rimeligt at man her i hovedstaden hævder det danske sprogs ret, og ikke bruger det tyske uden at en dura necescitas gør det nødvendigt.

(Politivennen nr. 1162, Løverdagen, den 7de April 1838. Side 227)

Redacteurens Anmærkning

Skandinavismen stod blandt kultureliten temmelig højt mod slutningen af 1830'erne. Og det var samtidig vendt mod den tyske indflydelse, ikke bare i Slesvig-Holsten. Det var i 1837 at H. C. Andersen skrev sit digt om at være skandinav. I 1837 var han for første gang i Sverige på kanalrejse fra Göteborg til Stockholm. Han følte sig halvt som hjemme og sproget forekom ham som en dialekt af dansk: "Land og folk fik jeg kær og syntes, at mit hjems grænse vokste.”

Jeg er en Skandinav

Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver, I trende Riger er vor Hjemstavn deelt; Men mellem Nutids store Himmel-Gaver Er den: vort Hjerte voxer til et Heelt! Lad være glemt, hvis os en Uret skete; Tidsaanden, som en luttret Margarethe, Forener os, den trefold Kraft forlener, Selv Sproget os forener. Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav, Jeg jubler höit: jeg er en Skandinav!

Kom med paa Dovre-Fjeld, hvor Jöklen ligger, Hör Fossens Torden, Sæterpigens Sang; Den friske Sö- og Bjerg-Luft jeg inddrikker, Jeg gaaer, hvor Nordens Guder gik engang; Og hvis om Kraftens Mænd jeg hörer heller, Om Olaf, Hakon, Harald man fortæller; Til Fjelds! til Fjelds! med stærke Klippeborge Staaer du, mit gamle Norge, I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav; Jeg elsker dig! jeg er en Skandinav!

Kom paa den snelle Baad, lad Dampen virke, See Floder, store Söer er vor Vei! Seil over Bjerget, hvor de höie Birke Udaande Duft! O, Sverrig elsker jeg! Herfra löd Gustav Adolfs Navn paa Jorden, Han var den sidste Ridder her i Norden. Lidt Barkbröd, og den svenske Bonde synger, Ham Nöisomhed forynger, Han synger Sangene, ham Skjalden gav, Og vi med ham: Jeg er en Skandinav!

En frisk Bouquet af Klöver, Korn og Humle Er Danmark! kom og see vor Bögeskov! Paa Sletten her sig Aandens Sönner tumle, Det dundrer lystigt under Hestens Hov; Til Videnskab og Kunst vi snelt udride, Europa om det lille Land skal vide; Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger, Alt Tycho gav det Vinger; En Rose Danmark er! syng, Skandinav, Om Aandens Blomst midt i det barske Hav!

Lad ei den skjönne Enighed forsvinde, Norsk, Svensk og Dansk hinanden række Haand; De gamle Folkesange os forbinde, I Melodien er et kraftigt Baand. Af Enighedens Sæd kun godt man höster, Vi skue kjækt mod Vester og mod Öster I Fryd og Sorg! O, her er godt at være! Her leve vore Kjære! Fra Gran og Birk og Bög, vidt over Hav, Lyd Glædes Sang: jeg er en Skandinav!

Dito til Hjulmanden og Smeden i Kattesundet Nr. 109.

Man kan med al føje have grund til at anmode oven nævnte hjulmand og smed om at henstille de vogne der var under reparation, således i gården at man ikke når man besøger nogen i huset, risikerer at blive lemlæstet ved i mørke aftener at støde på samme. At værten der på stedet ikke påtaler sådan mangel på eftertanke, må man anse som en skånsom overbærenhed af ham, som dog vist nok her er temmelig utidig. Og grunden hvorfor de øvrige af huset beboere ikke anker over det, må man søge deri at de vel anser det som et onde der nu engang tilhører gården, som fra en anden side betragtet jo heller ikke bliver så farligt for dem selv, der engang er bekendt med det usikre farvand og altså bedre forstår at lodse sig frem som for en fremmed der i mulm og mørke meget let løber bryst eller pande mod de vogne der meget ofte er opstille midt i forgården. 

Da det for det meste er skarnager og andre lignende vogne som således står opstillet, kan man ikke slutte andet end at de er der for at hjulmanden og smeden skal øve deres talenter på samme. Hvorfor man i den anledning henvender sig til Dem om at hæmme denne - vist nok alt for slendrianske - ligegyldighed ved at lade Deres folk før aften flytte vognene således at man uden at risikere lemmers forlis kan passere gården. Mangel på læredrenge kan næppe være grunden til denne skødesløshed da man ofte om aftenen ser en god portion af sådanne væsner på deres vis holde forsamlinger og divertere sig i porten på samme sted. Man forventer derfor at overhovederne for hjulmændene og smedene i omtalte gård herefter vil påse at det her påtalte tilbørligt hæmmes.

(Politivennen nr. 1162, Løverdagen, den 7de April 1838. Side 222-224)

 "Vogne står således i gården at man ikke når man besøger nogen i huset, risikerer at blive lemlæstet ved i mørke aftener at støde på samme" (Kattesundet 14, Eget foto, 2017)

Redacteurens Anmærkning

Kattesundet 109 er vore dages Kattesundet 14. Huset er fra 1784.