Om de mange omvandrende Musici.

Vi ser hvert år ved sommerens begyndelse en del fremmede kunstmachere og gøglere trække hertil for at tjene penge ved at fremvise deres præstationer i Dyrehaven. Da den tid de opholder sig her, i almindelighed er indskrænket til 6 til 8 uger, og de ikke hindrer vore landsmænd i deres erhverv, såsom disse ikke søger livets ophold ved sådan levevej, kan man vel ikke have noget imod deres besøg. Men anderledes forholder det sig med de mange musikere som ikke alene af egen drift, men endog indbudt af deres herboende landsmænd, kommer hertil om foråret og forbliver her til langt ud på efteråret. Disse spiller og synger i Dyrehaven, i Charlottenlund og på adskillige beværtningssteder udenfor staden, og skønt deres præstationer ikke er mesterlige, har de altid stort tilløb, for de er jo udlændinge, og alt hvad der er fremmed, smager os danske bedst. Hvad mon en sådan, som tyroler, alpesanger forklædt udlænding tænker om de danskes kunstsans eller smag for musik når han og kollegaer efter megen applaus om aftenen stikker en 20 til 25 rigsbankdaler i lommen, og mon han ikke ved sådan gavmildhed endnu mere bestyrkes i at bruge tyskernes bekendte epitheton om os danske? Mon han skulle tro at vores kapel der vel kan stå ved siden af de beste i udlandet, at vores konservatorium, vores selskab til musikkens udbredelse m.m. aldeles intet har virket til almenhedens smag for musikalsk underholdning? Dog han vil ved gentagen besøg blive overbevist om det modsatte, ogat det kun er nyheden som lokker den store mængde. Da familien Feruzzi for nogle år siden kom hertil, gjorde den ordentligt en slags furore. Den blev i begyndelsen inviteret i de største selskaber og i fornemme famliekredse, men man fandt snart at dens præstationer var under det mådelige, og den sank ned til at more gæsterne på simple værtshuse. Og således er det gået og vil gå med flere. Men ulykken er at der kommer hvert år nye og det eer det nye man løber efter.

Imidlertid skader disse besøg vores landsmænd som har lagt sig efter musik, og hvis udøvelse udgør deres eneste levevej. Vi mener især her oboisterne ved regimenterne. En stor del af dem er gift. De har kun en ringe gage, og kan kun tjene lidt ved at give informationer, eftersom der desuden er så mange dilettanter og private musikere som giver sig af hermed og hvis tid ikke indskrænkes af anden tjenesteforretning. Om vinteren da oboisterne kann have nogen fortjeneste ved at spille til bal, er de ved stadsmusikantens privilegium ndskrænkket til kun at måtte spille for adelen og de militære, og m sommeren ophører dres fortjeneste ganske, dels på grund af deres tjenesteforhold, dels fordi de familier i hvilke de giver information, rejseer pålandet. Og da de om sommeren hver søndag eftermiddag efter allerhøjeste befaling uden betaling giver musik for de spadserende i Frederiksberg og Rosenborg slotshaver, synes  det også rimeligt at der gives dem lejlighed til at tjene noget ved at spille i skovene og på andre forlystelsessteder udenfor staden. Vel er sådant dem ikke forment, men de fortrænges altid af de fremmede musikere. For en del år siden indfandt nogle af søetatens og siden nogle af citadeljægernes oboister sig i Charlottenlund Skov og spillede hver søndag og onsdag eftermiddag, men de fandt sig kun dårligt lønnede da man deres skønne musik uagtet, løb til de fremmede og de ikke havde en Hannchen eller Francisca som man ikke kan byde ringere end en rigsbankmark, skønt tallerkenen går om hvert øjeblik. 

Vore oboisters duelighed som musikere er almindelig kendt, og at deres musik høres med behag af Københavns indbyggere, ser man dagligt bevis på når de spiller ved hovedvagten, ved vagtparaden, på Kastelsvolden og andre steder. Det er derfor ingen tvivl underkastet at de ved at spille i skovene og på andre forlystelsessteder ville se deres arbejde og umage lønnet når det formentes fremmede musikere at indfinde sig der, ligesom også at konditorer og restauratører intet ville tabe ved at benytte de danske musikere i stedet for de fremmede, hvis kvindelige del ikke så ganske sjældent ved utugtige fagter, ja endnu værre leflerier er til forargelse. Ville man ikke aldeles forbyde sådanne omrejsende personer at komme hertil, kunne tilladelsen til at musicere her indskrænkes til Dyrehaven alene, og det kun i teltetiden. Fandtes det rimeligt og retfærdigt for nogle år siden at oplære og tage udlændinge i tjeneste, så synes det ikke mindre rimeligt at det blev forbudt dem at indkalde eller benytte fremmede musikere da vi selv har nok af dem og nok så duelige.

(Politivennen nr. 1176, Løverdagen, den 14de Juli 1838. Side 440-444)

Bøn til Politiet i Dyrehaven

Man har intet imod at der i skoven indfinder sig nogle få personer som søger en lille fortjeneste ved at skille Dyrehavens besøgende for den mængde støv som de bedækkes af på vejene. Men deres antal synes virkelig i år at være alt for stort, og af den grund falder de til nogen besvær da de så at sige slås om hvem af dem der kan komme i virksomhed. 

Allerede før man endnu når indgangen til skoven, omringes vognen af en skare af drenge med børster. Og næppe er man steget af vognen før man nolens volens føler sig bearbejdet af disse drenge der næsten med vold tvinger Dyrehavens besøgende til at lade sig børste. Da deres antal formodentlig i år ikke kan formindskes, indskrænker man sin bøn til det: at politiet vil formå eller holde dem til ikke at falde Dyrehavens gæster besværlig med deres ubehagelige overhæng, men lader det bero på enhvers forgodtbefindede om han vil benytte deres tjeneste eller ikke.

(Politivennen nr. 1175, Løverdagen, den 7de Juli 1838. Side 430-431)

Om de mosaiske Troesbekjenderes Edsfæstelse.

Atter bør man gribe pennen for at gøre de ansvarlige opmærksom på den høje pris der er forbundet med at lade en mosaist aflægge ed efter de lovbefalede ceremonier. Når denne handling for den kristne højst koster henved 3 rigsbankdaler, må man for en mosaist derimod betale 15 til 16 rigsbankdaler.

Vi har før gjort de ansvarlige opmærksom på at retssikkerheden på en måde er i fare når man ved overdreven høje procesomkostninger forhindrer borgerne fra at se deres rettigheder anerkendt. Og dette må vist nok med henvisning til foranførte kunne siges om en edsfæstelse for mosaister.

Vel er det sådan at man ved at indgive ansøgning til højeste ansvarlige en gang imellem kan blive fritaget for at betale. Men når trang eller andre væsentlige omstændigheder ikke soleklart er til stede hos den pågældende, nægtes sådant, og meget ofte.

Har man for eksempel en lille gældsfordring at inddrive, hvortil der behøves et mosaisk vidne for at afgive forklaring, da må man såfremt man vil undgå uudeblivelige indvendinger fra modpartens side lade vidnet edsfæste i Synagogen. Og selvom genstanden kun er 20 rigsbankdaler, koster denne handling som bemærket dog 15 til 16 rigsbankdaler, hvilket almindeligvis ikke bliver godtgjort nogen ved procesomkostningernes betaling. Heraf fremgår det vel tydeligt nok at vi trænger til en reform i denne henseende. Og det er på høje tid denne sker.

Så vidt indsenderen mindes, er der for nogen tid siden foreslået at præsten ved menigheden her i staden der som bekendt nyder en klækkelig løn, og de såkaldte 10 mænd (hvoraf der haves overflødighed ved de i Synagogen ansatte betjente mv. som ligeledes nu er godt aflagt) burde ingen betaling tilkomme. For det møde de i så henseende skulle afgive i Synagogen ligesom man har troet at edsrekvirenten selv burde kunne besørge præsten tilsagt og denne derom videre med sine betjente udstede de fornødne ordres. Herved blev sparet en udgift af mindst 13 rigsbankdaler.

At de juridiske eller gejstlige embedsmænd ved menighederne ikke for længe siden har indset og foreslået denne nødvendige forandring, er ikke så meget påfaldende da de derved ville gå glip af en betydelig indtægt. Men vi vil håbe at også de ønsker at skride frem med tidens oplysning og humanitet og heri såvel som i deres kommunalanliggender ved Repræsentantskaberne indføre en passende tidsorden og et offentlig i pressen besørget forhandlingssystem angående deres finansielle og økonomiske status. Gid også at det ret meget måtte ligge dem på hjerte at gøre deres medborgere af uplettet vandel valgdygtige og valgbare til samtlige repræsentantposter for de mosaiske trosbekendere i Danmark ved at ansøge om en forandring af reglementet af 29 marts 1814 §§ 1-2 og 14.

(Politivennen nr. 1175, Løverdagen, den 7de Juli 1838. Side 421-423)

Redacteurens Anmærkning

Sidstnævnte reglement af 29. marts 1814 er det såkaldte "Jødiske frihedsbrev". Den omtalte § 14 lød sådan:

Da Vi have authoriseret en Lærebog i Religionen for Ungdommen af den mosaiske Troesbekiendelse, saa skulle alle, saavel Drenge som Pigebørn, herefter være pligtige til, ved en offentlig Prøve at giøre Rede for hvad de, efter denne Bogs Veiledning, have lært, og derefter høitideligen aflægge deres Troesbekiendelse, samt give Løfte om ikke med frie Villie at handle mod de af dem erkiendte og i denne Bog foredragne Grundsætninger.  

Et stygt Malerie i Jægersborg Dyrehauge.

I tyske aviser og så vidt vises derfra optaget i nogle danske blade, har været indført en fortælling om en tyrkisk slagter der havde dræbt børn og fruentimmer, stegt og solgt kødet som blev nydt med megen begærlighed af hans landsmænd, og at han endelig da hans udåd var opdaget, dømtes til at kødet skulle skæres stykkevis af ham og kastes for hunde. 

På Bakken i Dyrehaven findes udhængt et tableau af detaljerede gyseligheder efter denne fortælling. Således findes afbildet slagterens bopæl og hans udsalgsbutik, hvori kødet findes ophængt. En anden afbildning forestiller slagteren, som holder et lille dræbt barn ved det ene ben. Et tredje viser hvorledes han stikker en kniv i et fruentimmers bryst. På flere findes nogle dræbte personer og endelig er afbildet dommens fuldbyrdelse på slagteren, der er bundet til en pæl mens bøddelen skærer stykker af hans arme og ben og kaster dem for hunde. Desuden findes der endnu nogle andre malerier, som forestiller forskellige personers henrettelse, alt meget blodigt og væmmeligt at beskue. 

Man har vel årsag til at spørge: Er det anstændigt og passende at ophænge sådanne gysopvækkende afbildninger på et sted hvor folk af alle klasser søger hen for at more sig. Når fremmede som besøger Dyrehaven, ser sådant sammen med den gamle blinde kone på Bakken, og den benløse mand der neden for samme i sin vogn gnider en violin, og desuden støder på adskillige betlere, må de da ikke tro at Københavns indbyggere er halvvilde da de kan finde glæde på et sted hvor gyseligheder, menneskelig elendighed, abestreger og støjende morskab udgør et for hver dannet infernalsk ensemble. 

I forrige år var der i Dyrehaven udhængt et maleri hvorpå den sørgelige passage med pigen på Toldboden var afbildet. Men dette skal efter nogle dages forløb på de ansvarliges foranstaltning være taget bort. Underligt er det derfor at omhandlede tableau er blev hængende så længe. For selv om fortællingen muligvis er opdigtet og helten i samme en tyrker, så er dog skuet af samme højst oprørende for enhver der har følelse for menneskelig elendighed.

(Politivennen nr. 1174, Løverdagen, den 30de Juni 1838. Side 410-412)

Asminderød Kro.

Med kromanden Hammers enkes død ophørte privilegiet til at holde kro i Asminderød. Men siden dette dødsfald som indtraf første påskedag, er der bestandig krohold på stedet. Er forordningen om landsbykroers nedlæggelse ikke ophævet, så ville det være meget passende om denne kro straks efter dødsfaldet var blevet nedlagt da ingen ville tabe, men manges moral og arbejdsomhed vinde ved det. Hvor overflødig denne kro er, vil ses deraf at den er den 13. i en omkreds af 2 mil, og næppe findes der i Danmark en egn der er således forsynet eller rettere overfyldt med kroer. Den omhandlede kro ligger således kun 1/4 mil fra Fredensborg hvor der er to kroer, en halv mil fra Tikøb, en mil fra Esrum som hver har sin kro. Desuden er der i en afstand af omtrent 2 mil fra samme kroer i Harrebæk, Gilleleje, Snekkersten, Humlebæk, Nivå, Sletten, Nøddebo samt på landevejen Nye Kro og Amsterdam. At kroer i landsbyer hvorigennem ingen landeveje går, er skadelige idet de giver lejlighed til lediggang og svir, er en gammel erfaring der også har foranlediget emanation af forordningen af 30. april 1734. Men da der i disse kroer også konstant sælges alle slags fornødenheder, skader de tillige købstadsindbyggernes handel, hvorfor det er ønskeligt at de overflødige kroer nedlægges ved ejerens død og in specie at den her omhandlede straks må nedlægges i overensstemmelse med nys nævnte forordning.

(Politivennen nr. 1173, Løverdagen, den 23de Juni 1838. Side 401-402)

Asminderød Kro som den ser ud i i nutiden. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020).

Redacteurens Anmærkning

Skribentens klage var forgæves. Asminderød Kro blev ikke lukket, den lever tilmed stadig. Kroen kan føre sin historie tilbage til 1678-79 hvor den også drev landbrug og købmandshandel. På Politivennens tid blev den drevet af Johannes Chr. Hammer. Hans søn, Fritz Hammer var kendt fra Københavns Bombardement 1807, hvor det lykkedes ham at ramme den engelske general Baird. Imponeret af dette hilste generalen på ham efter slaget. Som belønning fik han en pung med guldstykker og to meget smukke, sølvindlagte pistoler. De findes stadig, og Steen Steensen Blicher skrev et digt om begivenheden. Fritz arvede kroen i 1839.