En slem Karl ved Vesterports Bomhus.

Søndag den 29. juli ved middagstid kørte er par familier ud i besøg, og ved Vesterports bomhus betalte en af selskabet 1 mark hvorpå blev tilbagebetalt seks rigsbankskilling. Men da de rejsende om aftenen atter ankom til Vesterport, troede de at Cerberus var undsluppet fra helvede eller at en af de fatale toldbodhunde var opstået fra de døde. For således bjæffede og skældte en bomhuskarl ved navn Jeppe Pedersen dem i møde, idet han påstod at de om middagen havde givet ham en stor toskilling i stedet for et markstykke og med drøje eder forlangte erstatning samt truede med vagten hvis de ikke adlød. Da vi fuldkommen var overbevist om at have givet ham en mark, eftersom vi ikke engang havde en sådan toskilling, så havde vi godt ved at le ad hans trusler. Desuden burde han vel ved højlys dag have kendt forskellen, og da straks krævet tingen bragt i orden for at have nogen ret til at tale med. Men muligvis er han først hen ad aften blevet oplyst i ånden, så da han kunne fatte den høje tanke, på denne måde at få nogle ekstra skillinger. 

Dog nok herom, man kan jo ikke vide hvorfor karlen gik i drømme, dette er blot en tanke og tanker ved vi er toldfri. Ved hans støjen og folks tilløb blev bomforpagteren selv hr. Lassen opmærksom på det, kom ud og skønt han selv er en meget retskaffen og brav mand, kunne han naturligvis ikke afgøre på hvis side retten var, da han ikke havde modtaget pengene. En anden af selskabet på vognen gav da den grove karl det forlangte, skønt han harmede sig over at se sig nødsaget til for at undgå den skræk hvori børnene på vognene blev sat, at betale en afgift som alt engang var betalt. 

Da denne karl muligvis oftere bruger denne fremgangsmåde som en spekulationshandel, så gøres publikum herved opmærksom på at de er nødt til at bede omtalte karl Jeppe Pedersen at tage briller på i tide og siden tie stille, for kvittering for den betalte bomafgift er han vel ikke i stand til at give. I øvrigt var det at ønske at bomforpagteren afskedigede denne karl og i hans sted antog en anden der ville gøre sig den ulejlighed straks at bese de penge han fik leveret og i alt fald vidste at opføre sig anstændigt mod folk.

(Politivennen nr. 1179, Løverdagen, den 4de August 1838. Side 499-500)

Bøn til Kjøbenhavns Gouvernement.

Med sand taknemmelighed påskønnes de senere års foranstaltninger til forskønnelse af hovedstadens omegn. Hvori blandt den smukke gang neden om volden fra Rysensteens til Holcks Bastion, til bekvemmelighed for de som besøger badene, indtager en fortrinlig plads. Men den mere sædelige del af publikum må med lige så stor harme se hvorledes denne skønne promenadeplads bliver behandlet af alskens pøbel, som den ofte vrimler af. 

Governementet har ved at forunde enkelte familier adgang og meddeler disse tegn til promenade i nævnte gang og Kirsebærgangen tilkendegivet at denne gang kun er for dem som har fået adgangskort og på hvis sædelige opførsel man stoler. Ligesom der ikke alene også er oprejst tavler med indskrift der forbyder at gå udenfor de almindelige veje, bestige brystværnet eller afbryde grene, men også ved Vester- og Nørreport er placeret skildvagter for at afkræve enhver indpasserende tegn. Ved en låge der er anbragt på volden ved Holcks Bastion, findes derimod en gammel udlevet olding, og ved den låge som vender ud til tømmerpladsvejen, en sælgerkone, som begge har nøgler til lågerne. Og ved disse to indgangssteder indlades formodentlig uvedkommende. Disse to personer kan vel ikke bemyndiges til at afkræve nogen tegn, heller ikke kan de bedømme om man går til eller fra badehusene. Men man ser daglig hele klynger af børn i smudsige, forrevne og lasede klæder, håndværksdrenge og lazaroner bestige volden og i flokke nedstyrte sig i gangene hvor de ikke alene besværer den sædeligere del af publikum som det er tilladt at besøge stedet, men endog fornærmer de gående og - dette bør ikke finde sted.

Anmelderen blev således for nogle dage siden formelig bortjaget fra den bænk som er under volden ved Gyldenløves Bastion idet man fra det øverste af volden fordrev ham med nedkastede græstorv og sten. Denne sidstnævnte bastion, Holcks og Rysensteens bastioner, er i særdeleshed de steder hvor dette uvæsen drives, og man kan ved højlys dag se flere skarer af sådanne personer og børn forsamlede oven på brystværnet. Nede i gangen bliver ikke alene svære grene brækket af, men endog træer afsavede og træer som står nede ved graven, rokket fra den ene til den anden side så længe, indtil de brydes enten ind i gangen eller styrtes i graven da rødderne kun er svage. Møllerne eller de som har forpagtet græsningen, og som med besværlighed afmejer græsset og opsætter høet i stakke, får dette splittet ad over volden og gangen. Og de kan umuligt få den fred som deres forpagtning dog synes at burde hjemle dem. For omtrent 14 dage siden sad ikke mindre end 5 lasede drenge i et stort træ formodentlig et kirsebærtræ - som står bagved Holcks Bastion, og afrev og nedkastede alle de grønne bær de kunne nå . En sådan skadefryd fortjente dog i sandhed en alvorlig revselse.

Anmelderen som kan erindre at skildvagterne før var anderledes placeret på voldene end de er nu, så dengang aldrig sådanne overtrædelser. Og han tillader sig derfor at bede om at skildvagterne om sommeren må posteres således at de kan sørge for ordens overholdelse i Kirsebærgangen. Ligesom det også ville være ønskeligt om flere patruljer til ubestemte tider af dagen blev udsendt af vagterne for at holde orden, afkræve enhver tegn, og uden persons anseelse arrestere enhver som fandtes ad ulovlige vejen at have skaffet sig adgang til disse steder, der foretog sig nogen krænkende handling for den offentlige ro eller velanstændighed, eller endog modvillige gjorde skade. Det kan måske også pålægges skildvagterne ved de almindelige indgange at nægte adgang for de skarnsbørn der nu almindeligvis slutter sig en queue til en indpasserede barnepige for siden at sprede sig over gangene og drive et stygt uvæsen der. Endelig tillader man sig at foreslå at der på hvert adgangskort blev anført det højeste antal af personer som derved fik adgang til promenade.

(Politivennen nr. 1179, Løverdagen, den 4de August 1838. Side 496-499)

Redacteurens Anmærkning

Rysensteens Bastion var den sydligste på Københavnssiden af volden. Lidt nord for lå Holcks Bastion mellem Vester Voldgade og H.C. Andersens Boulevard omtrent mellem Ny Vestergade og Ny Kongensgade. Altså der hvor Rådhuset og Rådhuspladsen ligger i dag.

Tørreplads ligefor Kongeborgen.

Sandkisten Ved Stranden ligefor Christiansborg Slot afgiver just intet behageligt skue, men da den muligvis ikke kan borttages for ellers var det vel sket for en rum tid siden, så må den vel forblive hvor den er. Imidlertid tror man dog at man kunne forbyde at gøre den til en tørreplads for alskens vasketøj. Hvad mon den høje gæst under sit ophold på slottet har tænkt ved dagligt at se på de der ophængte, en gang imellem lasede særker, skjorter, benklæder osv.? Højstsamme har sikkert fundet at dette var en meget upassende tørreplads hvilket vel også enhver anden og især enhver fremmed hvis øje ikke er vant til at møde sådanne genstande ligefor en kongelig residens, vil finde. Man venter at denne tørreanstalt for fremtiden vil blive flyttet til et andeet sted.

(Politivennen nr. 1178, Løverdagen, den 28de Juli 1838. Side 482-483)

Venligst Anmodning til Forstanderne for Asylerne.

I Pilestræde nr. 28 bor på tredje bagsal en kurvemager der såvel som hans kone næsten hele dagen ikke er hjemme hvorved hans 4 børn er overladt til sig selv. Disse børn opholder sig for størstedelen i gården hvor de ved deres lege ikke alene foruroliger husets øvrige beboere, men ofte forårsager dem skade ved at ituslå vinduesruder osv. Det har ikke hjulpet at man har besværet sig derover hos moderen da hun giver dem medhold. Det var derfor at ønske om de herrrer der forestår asylerne, ville indskærpe disse børns forældre at lade børnene besøge disse velgørende anstalter da de ved således at være overladt til sig selv, ike lærer noget godt, og må blive aldeles fordærvede.

(Politivennen nr. 1177, Løverdagen, den 21de Juli 1838. Side 461)

Redacteurens Anmærkning.

Den omtalte adresse (Springgade 28) blev 1881 til Pilestræde 80, herefter 1937 henlagt til Gutenberghus.

Om den i Kjøbenhavnsposten nr. 195 indførte saakaldte Opfordring til Dr. Levison.

Ikke uden ængstelse ser vi atter striden angående det mosaiske samfunds kirkelige forhold bragt til diskussion i dagbladene på ny. Uden at ville indlade os på eller videre drøfte retsmæssigheden i den opfordring som er gjort til kateketen hr. dr. Levison i før nævnte blad, nemlig at afholde sig fra at prædike i Synagogen i præstens fravær mv., et inserat som formentlig indeholder en ikke lille fornærmelse mod denne mand, synes det dog nødvendigt at gøre en og anden opmærksom på hvorledes man som bekendt i den senere tid har lagt flid på at bruge denne embedsmand som en slags bold ved de forsøg der er gjort af adskillige mod hinanden fjendtligsindede om vi så må sige for "klubbrødres luner", hvis eneste skjold og bedste våben består i de gammeldags og nymodens skældsord: "pøbel", "ubetydelige subjekter", "vandaler", "nymodens jøder", "rå uvidende personer der bærer Gud på tungen, men had og misundelse i hjertet", osv. Det sidste kunne man sandelig underskrive om forfatterens og lignende inserater al den stund man dog i grunden ved at disse laster er de egentlige motiver der fremavler sådanne oprørende og i sig selv ligeså modsigende som hensigtsløse skriverier. Gammel vane, mener man, bider bedst!

I stedet for hvad den ægte mosaist eller kristen ville gøre, når han følte sig kaldet til at vise sin broder til rette, eller belære denne, nemlig at tale i en tone der er genstanden værdig, viser disse udbrud tilstrækkeligt at personerne altid vender ryggen til vores mestres første lærdom: Elsk din næste som dig selv. De søger kun at fornærme såvel medtroende som ordet. Vi må derfor tilråbe dem med Talmuds ord: er eders strid i Himlens navn, da vil den bestå, men er dens stolthedens og frækhedens forster, ja sandelig den skal forgå!

Fordi præsten formodentlig i embedsanliggender foretager en rejse og foranlediger derved adskillige opfordringer til hr. dr. Levison om sabbatsprædikenerne, hvilke uden tvivl hidrører fra et eneste individ, bør man derfor så at sige røre alarmtrommen ved lige så utidige som fripostige inserater der blot gør ondt værre. Da kateket Mannheimer var menighedens prædikant, forblev uenighederne i partierne indbyrdes. Nu derimod har man fået en videre mark at tumle sig på, og stridighederne bliver på forskellige måder kastet ind i hele menigheden. Og spørger vi hvem er de personer der vil opkaste sig til "autoriteter"? da må man vide at disse hverken før eller nu tænker på og langt mindre føler for lige så lidt som de virkeligt deltager i kirkeskikkene eller gudstjenesten, men kun idet de tænker på "egne interesser" bruger det helligste som skalkeskjul. Ja! i sandhed tør vi påstå at ikke 10 af menighedens medlemmer ville vedkende sig eller underskrive noget af det man om disse såkaldte stridigheder har set på tryk i bladene. Det er derfor på høje tid at vi anråber skriblerierne om fred og ro, at de dog omsider ville tænke på regnskabsdagen, bede dem nedlægge deres penne for denne gang og i det mindste i trykken afholde sig fra alt det der kan opvække nogen som helst forargelse. For vi antager at de kender den kronede sangers ord, salme 127:

Vergeblich ist der Künstler Arbeit,
Will Gott nicht selbst den Tempel bauen;
Vergeblich aller Wächter Fleiss,

Wenn Gott nicht selbst die Stadt bewacht!

(Politivennen nr. 1177, Løverdagen, den 21de Juli 1838. Side 458-460)

Redacteurens Anmærkning

Det afsluttende tyske citat fra Salmernes Bog kan oversættes således:

Hvis ikke Herren bygger huset,
er håndværkernes arbejde forgæves.
Hvis ikke Herren vogter byen,

våger vagterne forgæves.

Da artiklen i Kjøbenhavnsposten nr. 195, 18. juli 1838, s. 790 rummer en række interessante oplysninger og betragtninger, bringes den nedenfor i sin helhed.

Opfordring til Hr. Dr. G. Levison.

Den for et par Aar siden af den derværende mosaiske Troessamfunds Præst, Dr. Wolff, indførte nye Agende, der hævede flere i forrige Tider herskende Uordener ved den jødiske Gudstjeneste, mødte som bekjendt i Begyndelsen en Opposition, som selv den mildeste og sindigste reform aldrig undgaar ved sin første Fremtræden. Den nye Orden vakte en Stund Enkeltes indgroede Fordomme og onde Villie til Kamp; og nogle faa, skjøndt i Antal, Anseelse og alle andre Henseender uendelig ubetydelige personer, formaaede at fremkalde i det nye Gudshuus Scener, der kun alt for meget maatte saare Menighedens religiøse Følelse. Længe synes allerede disse Enkeltes Lidenskab at være betvungen, Fred og Ro er atter vendt tilbage, Gudstjenesten afholdes uforstyrret, og kun engang imellem røber et Inserat i Commissionstidenden , og en Artikel i raketten og beslægtede Balde, at den lavere Pøbel i Menigheden endnu haaber på Tider, da den kan fornye sine bestræbelser, og forstyrre den endelig tilveiebragt Fred.

Ved Hr. Dr. Wolffs Afreise fra Byen havde disse Mennesker atter sat sig i Bevægelse. Som bekjendt er det nemlig fastsat, at der hver Løverdag skal holdes Prædiken af Menighedens Præst, en Bestemmelse, som nu naturligviis ikke kan opfyldes. Skjøndt nu Prædikener ingenlunde er en nødvendig Deel af den mosaiske Gudstjeneste, der meget mere bestaar af Bøn og Sang; skjønt Menigheden, da Dr. Wolff for fem Aar siden i længere Tid var fraværende, undværede Prædikener uden at der herover førtes Klage; skjøndt Dr. Levison - det være sagt med al Agtelse for Mandens Personlighed - ingenlunde kan antages som Prædikant at kunne det Savn, som muligen vil føles af Dr. Wolffs tilhørere; skjøndt det Forhold, hvori Hr. Dr. Levison staaer til en stor Deel af Menigheden, er af den Natur, at Utilfredshed, Urolighed og nye Uordener let turde fremkaldes, naar han bestiger den Talestol, hvorfra en almindelig yndet Taler hidtil ene har prædiket: saa har man dog i de sidste Dage med en forunderlig Ivrighed stræbt at trække ham til Talerstolen, idet man deels i de offentlige Blade har opfordret ham til at holde religiøse Foredrag i Synagogen, deels ved directere Skridt har søgt ogsaa at nøde Synagoge-Forstanderskabet til en saadan Opfordring.

Det staar naturligviis her til Hr. L. selv at bestemme sig. Han kan følge den skete Opfordring, men han kan ogsaa ligesaa godt lade en uopfyldt; thi selv om Forstanderskabet skulde ville opfordre Hr. Katecheten til at prædike, er han derfor ingenlunde forpligtet dertil. Men jo mere frivilligt dette Skridt fra hans side er, desto stærkere maa Ansvaret derfor hvile paa ham. Det maa blive Hr. Doctorens egen Sag at betænke, om det er kolgt handlet af ham, der ellers er optraadt med saa synlig Ængstelse, frivilligt at stille sig paa Dr. Wolffs Talestol, ige overfor fjendtligsindede Gemytter, der elske Scandalen, der utaalmodigen oppebie Øieblikket, da de med Hosten, Latter og lignende Usømmeligheder kunne afbryde hans Foredrag. Kun dette ville vi give Hr. Doctoren at betænke: at idet han udsætter sin Person for offentlig Krænkelse, udsætter han tillige Kirkefreden for Vanhelligelse; han, Kirkens Tjener, bliver Aarsag til at den møisommeligt tilkæmpede Fred atter forstyrres, og ere Lidenskaberne først igjen vakte, da staar det sandelig ikke til ham, at bestemme, hvorvidt det skal gaae. Og at en saadan Fare er forhaanden, vil hr. Doctoren ikke kunne negte - om aldeles afgjort eller ikke, er her det samme; thi alt den blotte Sandsynlighed maa efter vort Tykke burde afskrække Hr. L. fra dette Skridt.

Vi opfordrer derfor, af Agtelse for den offentlige Gudstieneste og af Kjærlighed til Freden, Hr. dr. L. til ikke at betræde Talestolen i Dr. Wolffs Fraværelse; og vi ville bede Hr. L. og hans Venner lægger Mærke til, hvor mange og hvilke Lemmer af Menigheden, der gjøre denne opfordring til deres eget.