Et slemt Douchebad i Dronningens Tvergade.

Ved søndag aften kl. 8 og 10 minutter at passere huset nr. 120 på hjørnet af Borger- og Dronningens Tværgade blev anmelderen og en god ven der fulgtes med ham, overslået af et stinkende fluidum som udkastedes af nævnte hus' øverste etage ud til sidst nævnte gade. Da derved en fin klædesfrakke som nyligt havde kostet 45 rigsbankdaler, fik nogle store uafvaskelige pletter og altså blev ødelagt, beder man hr. udgiveren at ville i sit blad advare mod den uskik at udkaste af vinduerne til gaden skident vand eller urin, hvilket efter anordningen ikke engang må ske om natten, langt mindre på en sådan tid da færdslen endnu er meget stærk.

(Politivennen nr. 1241, Løverdagen, den 12te October 1839. Side 646)  

Ingen Kaffe i Bloustrød Kro.

Da jeg på en rejse til København natten mellem 1. og 2. oktober såvel som min karl og mine heste trængte til en forfriskning, kørte jeg ind i staldlængen ved Blovstrød Kro og lod hestene give foder. Da dette var besørget, gik jeg tilligemed min karl ind i skænkestuen, og da jeg der traf værten selv, bad jeg om at få to kopper kaffe. På mit forlangende gav han til svar at han vidste ikke om han havde nogen, men ville se ad og gik derpå ind i en anden stue, men kom straks tilbage med det svar at ingen af kvinderne var oppe, så at jeg ikke kunne få det forlangte, men derimod kunne jeg få brændevin. Da jeg ikke brød mig om det, begav vi os tilbage til stalden og da hesten havde fået fortæret deres foder, fortsatte vi vores rejse.

I denne anledning tillader jeg mig at fremsætte det spørgsmål om det ikke er en privilegeret kroholders pligt at forsyne de rejsende, til hvilken tid det forlanges, enten nat eller dag, med de allersimpleste forfriskninger? Skulle dette spørgsmål besvares bekræftende, som man håber, så anmodes værten, hr. Holm der ellers så vel vedligeholder og oppudser kroens bygninger om ikke at lade de rejsende forgæves søge sådanne forfriskninger hos sig, hvortil de kan trænge efter at have kørt en lang vej ved nattetider, så at man ikke på hans kro og beværtning skal kunne anvende ordsproget: Butten blanck binnen krank.

P. Olsen

(Politivennen nr. 1241, Løverdagen, den 12te October 1839. Side 645-646)  

Redacteurens Anmærkning

Blovstrød Kro stammer tilbage fra 1763. Den ligger på Kongevejen 21 i Blovstrød.  

Skamløs Færd af en ung Laps paa alfar Vei.

For kort tid siden gik en agtværdig mands kone sammen med sin kusine ud til Bakkegården. Da de var kommet ind i alleen der fører til nævnte gård, stod et meget velklædt ungt menneske frem fra grøften og kom hen imod dem idet han blottede det som velanstændigheden søger at skjule, og tiltale dem med de skammeligste ord og uterlige gebærder. De ængstede kvinder søge i mest mulig hast at fjerne sig fra ham. Og næppe var dette lykkedes dem før en ung pige som skulle ad samme vej, tog sin tilflugt til dem og bad om at hun måtte følges med dem da hun frygtede for gentagne anfald af nævnte liderlige person. Det skal oftere være faldet denne forklædte laps ind således at krænke sædelighed og ærbarhed på denne vej når han har truffet på kvinder der gik uden mandlig ledsagelse. Og da sådan adfærd kan have højst ubehagelige følger for nervesvage eller frugtsommelige kvinder, ville det være ønskeligt om han kunne gribes in flagranti og afklapses således at han vænnedes af med sådanne skændige unoder.

(Politivennen nr. 1240, Løverdagen, den 5te October 1839. Side 628-629)  

Det er lidt uklart hvad der menes med Bakkegården. Dem er der i øvrigt en del af. Men et bud kan være at det er Bakkehuset på Rahbeks Alle. I givet fald kan det have været i området hvor muren og cyklerne nu står, at blotteren er sprunget op.

En Kirke forvandlet til Dandsesal

I Helsingørsavisen af 16. september bekendtgør en danselærer at han til 1. december åbner sin danseskole, og at øvelserne "foretages i den forhenværende engelske kirke". Man ved at efter øvelserne følger et lille bal, og når begyndelsen først er sket med et bal, så kommer der almindeligvis flere.

Man behøver hverken at anse dans for noget ugudeligt eller letfærdigt, eller betragte et forhenværende bedehus som et sted hvor aldeles intet verdsligt bør foretages, for at erkende at der ligger noget højst anstødeligt i at et lokale som har været indviet til et så helligt brug som en kirke og der som sådan for ikke ret mange måneder siden endnu er blevet benyttet, skal overgives så ganske til lystighed, og det måske ikke altid den mest uskyldige. Har nu endog ejeren af det nævnte lokale ikke selv så megen takt for det sømmelige, så må man dog meget undres over at de ikke få engelske familier i Helsingør om hvis agtelse for det hellige der sikkert lige så lidt kan være spørgsmål som om deres kendelige gudsfrygt, ikke har været betænkelige på i det mindste for den første tid, at forebygge en sådan vanhelligelse der ligger noget vel nær skandalen.

(Politivennen nr. 1238, Løverdagen, den 21de September 1839. Side 601-602)  

Huset i Søstræde 2-4 som blev bygget til den engelske kirke. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om en ejendommen i Søstræde 2 og 4 som blev indrettet til danseboden med det bibelsk klingende navn "Babylon" i 1839 efter at være blevet solgt 1837. Babylon bliver i Bibelen brugt som symbol på synd og forfald, skøge mm. 1889/1904 blev ejendommen til "Arbejdernes forsamlingsbygning" (fra 1951 Folkets Hus), som blandt andet brugte kirkerummet til sommerteater. 

Lukningen af kirken var enden på en stribe forgæves forsøg på at etablere en engelsk menighed i Helsingør. Den britiske menighed var siden 1761 henlagt til Olai sogn. Første gang var 1781-84 hvor der var en engelsk præst til byen og der blev indrettet et kapel med prædikestol i en sal i en lejet ejendom i Stengade. 

Anden gang var med den anden præst 1791-98. En præstebolig blev indrettet i Søstræde 1792-93. Det var her man indrettede kirken for "den engelske nation". Den havde 25 lukkede stole, orgel og opvarmning. Kirken var blevet solgt 1796. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, no. 44, 30. april 1804, side 700 kunne man læse følgende:

"Hr. Jackson, Engelsk Præst i Helsingøer, erklærer nu i sine trykte Breve til Hr. Mourier, dennes Efterretning om den Britiske Kirkes Tilstand i Helsingøer for virkelig ufuldkommen og i mange Dele urigtig. Han siger, at han i Dannemark er bleven behandlet uretfærdig (unjust) og at man allerede i Aaret 1794 gjorde Forsøg paa at skille ham ved hans Kald eller Levebrød. Udeblivelsen af hans løn var den egentlige Aarsag til den Tvistighed, han har havt, og hans Vægring for at give Slip paa sit Levebrød Aarsag til Tvistigheden i Forveien. Dette sidste findes anført i den i samme Anledning nedsatte Commissions Protocol."

Den tredje præst fra 1805 fik ingen varig ordning. I 1807 kom så Københavns Bombardement, og kirkens ejer John Good udlejede fra 1809 kirken til indkvartering af kanonbådenes søfolk. Det må have været en underlig situation da kanonbådene blev brugt til at angribe engelske flådefartøjer. Kirken forfaldt og blev herefter tilsyneladende opgivet. 

Efter flere forgæves forsøg lykkedes det i 1833 for en præst at få kongelig anerkendelse, men han virkede kun til 1838. Efter endnu et forgæves genoplivningsforsøg i 1854 ophørte forsøgene. (Kilde: Danmarks Kirker og Helsingør Leksikon.)