Bekjendtgørelse

Efter i 25 år at have redigeret Politivennen har jeg nu på grund af tiltagende alder overdraget redaktionen til hr. W. Walther. Idet jeg herved aflægger min skyldige tak til bladet velyndere der jævnligt har været mig med bidrag, hvorved arbejdet meget er blevet lettet for mig, tillader jeg mig at fremkomme med den bøn at De ville vise samme godhed mod min efterfølger. Da jeg imidlertid vedbliver udgivelsen, kan bidrag ligesom før afgives på min bopæl.

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 1305, Løverdagen, den 2den Januar 1841. Side 16).

Bemærkninger ved et Besøg i Nyhavn.

Når man har passeret hjørnet af Charlottenborg for at gå ned ad Nyhavn, overhænges man først af en del kørekarle, dernæst af savskærere som tilbyder vogne, dernæst af savskærere som ligeledes tilbyder deres tjeneste og endelig af nogle lurvede subjekter som vil anvise hvor det bedste brænde fås. Erklærer man nu at man selv har vogn og at brændet ikke skal skæres, så slipper man vel fri for de to førstnævnte slags. Men det tredje er så påhængende at de følger en af skib til skib og man kan ikke komme løs fra dem uden at give dem et par skilling til brændevin, uagtet man aldeles ikke behøver deres tjeneste.

Men endnu værre er de kællinger eller voksne tøser som opholder sig i havnene hvor der sælges brænde. For disse under påskud af at være favnsætterne behjælpelige med at række dem brændet, begynder først med at opsamle barkstumper, dernæst med at afrive løse splinter af det brænde der er kastet i land, men ser de deres snit, kaprer de hele favnestykker som de indlægger i porte eller gadedøre, ja man er ikke sikker for at de når kusken under kørslen ikke ser sig om, napper et eller flere stykker af vognen.

Anmelderen som i forrige uge modtog nogle favne brænde, var vidne til sådanne optrin, og da han for at søge ly for regnen gik ind i en port, så han der 6 til 8 stykker favnetræ som således var erobrede fra købere eller skippere. Dette uvæsen selv om det er drevet i lang tid, burde dog engang sættes en grænse hvorom man herved anmoder politiet der let vil kunne overbevise sig om sandheden af oven anførte.

(Politivennen nr. 1296, Løverdagen, den 31te October 1840. Side 698-699). 

Redacteurens Anmærkning.

Der klages også over "kvindemenneskene i Nyhavn" i Politivennen 1349, 6. november 1841, s 717-718 og 1350, 13. november 1841, s. 727-729.

Varsko.

I det øjeblik anmelderen mandag den 19. i denne måned mellem kl. 9 og 10 passerede forbi Rundetårn, faldt en af de sten der danner karnissen nedenfor jernrækværket oven på tårnet, ned på gaden, ikke to skridt fra ham. I faldet slog den imod rendestensbrættet med en sådan kraft at det lød som skraldet af et svært kanonskud. Og dersom anmelderen var kommet et skridt videre frem, havde han ufejlbarligt fået sit banesår. Han holder det derfor for pligt at gøre de ansvarlige opmærksom på det. Dels for at skaden kan blive efterset og lignende tilfælde forebygges, da man kan antage at flere sten kan være løsnet af fugtighed efter den megen regn der er faldet hele sommeren, dels for at advare fodgængere som skal passere denne vej for ikke at holde sig for nær ved tårnet før en reparation ved samme er blevet foretaget.

(Politivennen nr. 1295, Løverdagen, den 24de October 1840. Side 681). 

Noget om Klosterstræde.

Indsenderen der til forskellige tider af dagen passerer gennem ovennævnte gade, har med fornøjelse lagt mærke til at de fordums forskellige uordener som herskede der, i de senere år er aldeles hævede, ligesom også at ejerne heller ikke har sparet på bekostninger for at omdanne og forskønne gadens bygninger, hvilket sidste især i år har været tilfældet da ikke mindre end fem forskellige ejendomme er blevet oppudset i denne gade, og muligvis flere endnu i år vil blive det. Huset nr. 83 i nævnte gade er nu det eneste som for tiden især mest trænger til at istandsættes på facaden for ikke at stikke for meget af fra de øvrige bedre udstyrede, og da det ville være til ejerens egen fordel, kan man forvente at han ikke vil lade nævnte hus være sig og gaden til skamme.

En just ikke ubetydelig uorden har indsenderen også ofte været vidne til at der begås i nr. 85 i nævnte gade, idet der i almindelighed en gang om dagen udkastes en urenlig væske, formentlig urin fra et tagvindue lige over gadedøren tii nævnte hus, og det så stærkt at en del af denne væske styrter over den anbragte tagrende ned på gaden og gør således passagen på gaden og indgangen til huset betydelig usikker. Mærkeligt er det at barbersvendene som konditionerer hos enken der bor i stuen, bebor dette kammer hvortil dette vindue hører, og at det skal være en doven og svinagtig tjenestepige som udkaster natpotten på taget, for at spare sig ulejligheden med at nedbære den, noget som dog er brug i ethvert ordentligt hus. Da hverken hendes madmor eller barbersvendene der ikke kan være uvidende herom, formodentlig ikke kan tvinge nævnte pige til at lade dette svineri fare, anmodes ejeren i almindelighed om at ville foranstalte de nødvendige forholdsregler for at denne uorden i fremtiden aldeles kan blive hævet og dette har han så meget mere grund til at vente som hans ejendom ved denne uorden lider en ikke ubetydelig skade.

(Politivennen nr. 1291, Løverdagen, den 26de September 1840. Side 617-618). 

Redacteurens Anmærkning.

Klosterstræde nr 83 er nutidens nr. 6 (fotoet yderst til højre), opført 1729 af murermester Joseph Toscanelli og tømrermester Johan Engelsen for skomager Gothardt Andreas Germann. Ombygget mellem 1775 og 1788 . Nr. 85 (fotoet yderst til venstre) er nr. 10, fra før 1749, muligvis mellem 1731-37, ombygget 1769 og efter 1807.

Beskrivelse over en Reise til Jylland.

For henved 3 uger siden ville jeg med familie gøre en rejse til Jylland og besluttede at benytte dagvognen til Kalundborg. Jeg tog da fire pladser og indfandt mig med mit følge og rejsegods i Knirsch' Gård til den bestemte tid. Da vi havde fået så høje numre at vi ikke kunne få plads på de 2 store vogne, forhørte jeg mig hos en af de herrer der lod til at have opsyn med dagvognsbefordringen om på hvilken vogn vi skulle have plads, og da han erklærede at vi skulle på den første bivogn, lod jeg min karl bringe mit rejsetøj og 5 stykker gods hen til vognen. Kort efter idet jeg stod og samtalede med en ven der have indfundet sig for at hilse på mig, kom en mig ukendt person hen til mig og sagde at kusken vægrede sig ved at modtage alt mit tøj, da han skulle føre 5 poser. Jeg gav denne person til svar at da jeg havde betalt for samme, skulle det med, og hvis det ikke kunne tages på den vogn, så kunne noget af det komme på en anden, hvortil han da erklærede at så skulle tøjet vejes. Hermed var jeg tilfreds. Men da tøjet forblev liggende og ingen indfandt sig for at besørge det vejet, og den ene store vogn allerede var besat af rejsende, henvendte jeg mig atter til omtalte person med spørgsmål om hvad det blev til, hvortil han svarede at hvis jeg lovede karlen drikkepenge, så tog han det nok med, og at jeg derved stod mig bedre. For hvis det blev vejet, kom jeg til at betale meget mere. Jeg lod derfor nævnte person vide at jeg ikke anså mine 5 småpakker for at overstige den vægt som det var tilladt 4 personer at føre med sig, men om de endog vejede mere, var jeg villig til at betale for overvægten, da jeg kun ønskede den ret der tilkom mig, men ikke ville lade mig foreskrive noget af en kørekarl som jeg vel ville give en drikkeskilling om det behagede mig, men ikke ville lade mig afpresse af samme. Personen gik derpå bort, og kort efter erfarede jeg at alt mit tøj var læsset på vognen, hvorpå der foruden os fire kun var en eneste passager.

På to store dagvogne og 3 til 4 bivogne rullede vi rejsende kl. 7 ud af Knirsch' Gård og ankom lidt over 11 til Roskilde hvor vi tog ind i gæstgivergården "Prinsen". Her blev straks nogle af vognene hvis kørekarle havde andre holdesteder, aflæssede og de rejsendes gods henslængt i gården, hvorimod tøjet blev liggende i de vogne der blev holdende i gården. Efter en god times forløb indfandt sig nogle af de vogne der skulle befordre os til Holbæk, og nu begyndte en af gårdskarlene at læsse kufferter og pakker på disse. Da han var i begreb med at læsse på den første bivogn, forlangte jeg at mit tøj skulle lægges på denne da det i følge vores numre tilkom mig og familie at køre på samme. Men jeg fik til svar at det var ham ligegyldigt på hvilken vogn de rejsende kørte, da han kun havde medpålæsningen at bestille, og da jeg stødt herover ytrede mig mig at de rejsende behandledes temmelig vilkårligt, blev han smækvred, sprang ned af vognen og svor på at han ikke ville læsse. Derimod kom en anden, mindre kolerisk karl som tog mit rejsetøj af den vogn hvormed vi var kommet, og læssede det på den første bivogn som jeg havde forlangt. Endelig, da samtlige vogne var læssede, og en del passagerer havde taget plads på nogle af dem, kom et ungt menneske, for ikke at sige en halvvoksen dreng, med et papir i hånden og ville begynde på at anvise de rejsende deres pladser. Men han bar sig så forkert ad hermed idet han anviste nogle af dem plads, snart på en vogn, snart på en anden, at der opstod en sådan forvirring at enhver af de rejsende satte sig op hvor han kunne finde plads, uden hensyn til hvilket nummer han havde.

Det kunne nok med rimelighed forlanges at hvis de herrer postmestre på de forskellige stationer ikke selv ville påtage sig ulejligheden med at påse orden ved vognens ombytning, de da skulle sætte en pålidelig mand i deres sted. Bedre var det sikkert da de rejsende selv må varetage deres gods, hvilket under nuværende indretning ikke er muligt for dem at en konduktør ligesom med ugeposten, fulgte med hele ruten igennem. I Holbæk gik det til med mere orden. Kun kunne de rejsende ikke have noget tilsyn med deres gods da dette fordeltes på forskellige vogne, ligesom det lå for hånden.

Fra Holbæk kørte vi i stærk blæst og vædede af idelige regnbyger tiil Kalundborg hvorr vi ankom kl. 11. Her holdt vognene udenfor gæstgivergården, tøjet aflæssede og blev båret ind i billardstuen for at efterses af toldofficererne. Tænker man sig nogle og tredive rejsendes tøj blandet mellem hverandre, så kan man let forestille sig hvor lang tid der måtte gå inden enhver fandt sit. Vi kom derfor ikke til ro før klokken var over et.

Dagen efter kunne smakken ikke gå ud på grund af stærk storm fra vest nord nest, og de rejsende hvis tal var forøget med flere personer fra forskellige egne på Sjælland, måtte nu tilbringe en kedsommelig dag i et herberge da vejrliget ikke engang tillod en spadseretur. Men dette ophold var en ren benefice for gæstgiverensom vistnok ikke havde noget derimod. Da stormen dagen efter havde aftaget noget, så besluttede skibsføreren at gå under sejl uagtet vindens retning ikke havde bedret sig. Vi måtte altså krydse os frem og kom først om natten kl. 12.30 til Århus hvor vi atter måtte overnatte inden vi kunne komme til vores bestemmelsessted. En rejse som ellers plejer at gøres på 30 til 34 timer medtog nu således 3 dage og 3 nætter. Blandt de 66 passagerer der var ombord på smakken, var der nogle hvis tid til at være borte fra deres hjemsted, indskrænkede sig til 8 dage. Disse beklagede sig især over at dampskibsfarten ikke var i gang da de foruden de ikke ubetydelige udgifter som det lange ophold på gæstgiverstedet medfører, også tabte en del af deres dem knap opnåede tid, så at de nu 2 dage efter at være kommet til deres bestemmelsessted, måtte tænke på tilbagerejsen hvis de ville nå deres hjem til den bestemte tid

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 1284, Løverdagen, den 8de August 1840. Side 493-498). 

Redacteurens Anmærkning.

Gæstgivergården i Roskilde blev bestyret af kaptajn Niels Christian Sveistrup (1786-1874). Han havde deltaget i  englændernes belejring af København 1807 i Studenterkorpset (Kronprinsens Livkorps). Han giftede sig herefter med Agathe Johanne Hansen (1787-1860) som arbejdede for værtinden på Hotel Prindsen, Anne Marie Rosted (1743-1825), og parret overtog herefter ledelsen af gæstgiveriet. I 1838 blev han medlem af borgerrepræsentation. Efter hans død 1874 forfaldt hotellet, det blev revet ned og det nuværende opført i 1875.