Man bør ikke forsmaae Hjælp i Nøden.

Til at se det kongelige middagsspisning på Christiansborg Slot indtogsdagen blev som bekendt udstedt adgangsbilletter til riddersalens galleri. Imidlertid er det beklageligt at de herrer livjægere ikke så sig i stand til at holde pøbelen ude, og at således denne sidste uden billetter gik op, mens de der havde billetter, måtte begive sig bort uden at kunne benytte dem. Om korpset en anden gang ikke forsmåede politiets assistance, ville sådan uorden næppe finde sted, eftersom pøbelen har en sømmelig respekt for politiskilt og stok.

(Politivennen nr. 1331, Løverdagen, den 3die Juli 1841. Side 431). 

Man kan ikke have Fred længer end Naboen vil.

Hr. redaktør!

I Lille Brøndstræde nr. 122 bor en brændevinsbrænder hvis gård og brænderi vender ud til bagsiden af et hus i Gothersgade hvori jeg og 11 andre partier bor. Da manden brænder hver dag, lidet vi alle meget af røgen fra brænderiet, og uagtet vi ikke åbner et vindue, trænger dog røgen ind så at kulstøvet dækker karmene, møbler, ja selv spoisevarer. Ingen af beboerne forbliver boende der længere end et halvt år, og når rygtet om denne ulempe for beboerne bliver mere udbredt, vil ejeren have vanskelighed ved at få sine værelser udlejede. Han har vel beklaget sig herover for brændevinsbrænderen, men denne har ikke gjort noget for at bøde på denne ulempe, skønt den vist med ikke betydelig udgift kunne afhjælpes, fx ved et jernrør over skorstenen. Man tillader sig derfor, hr. redaktør, at fremsætte i Deres blad det spørgsmål at når en borger ved sin næringsdrift forulemper sine medborgere, og grunden til denne ulempe kan forebygges, kan han da ikke ad rettens vej tvinges til at forebygge den? Det spørgsmål ønsker man besvaret.

Ved denne lejlighed tillader jeg mig at gøre opmærksom på at huset nr. 110 i samme gade, nemlig Lille Brøndstræde, har en skorsten som hælder meget til siden, og synes at true med at falde ned. Hvis dette ulykkeligvis skulle indtræffe, ville det være til stort tab for naboens hus og til uberegnelig skade for dettes beboere, hvorfor man ikke kan undlade at bede den ansvarlige sørge for at sådanne ulykker forebygges i tide.

(Politivennen nr. 1331, Løverdagen, den 3die Juli 1841. Side 423-424). 

Noget om Limensgadens Fabrikanlæg

(Fragment af et brev fra Bornholm.)

De vil vide noget om Limensgades fabriksanlæg, men jeg kan ikke sige Dem andet end at det velbestyret ville kunne givet et betydeligt udbytte for vores land. Stedet selv indeholder i mængde cementsten, alunskifer og stinksten, endog straks, det vil sige i ubetydelig dybde fra overfladen. Siden den polytekniske kandidat Hammer som er bestyrer for fabrikanlægget kom her, er der foretaget gravning efter skifer og en del brændt, ligesom der også er begyndt på fabrikkens bygninger. Men hr. Hammer har lagt sig ud med arbejderne og haft adskillige politisager i den anledning. Det synes som om han hvis fader er en bornholmer, dog ikke kan komme ud af det med dette folkeslag. Nu har der for 3 til 4 uger siden rejst sig en disput mellem ham og snedkermester Balle der har påtaget sig fabriklokalets bygninger. Hammer påstår at bygningen ikke er suffisant eller efter kontrakt, en påstand Balle benægter. Sidstnævnte har ladet optage en synsforretning, og denne er faldet ud til hans favør. Men derved er Hammer ikke tilfreds. For han forlanger synsmænd fra København, og herved er nu arbejder og al virksomhed standset på årets belejligste tid til stor skade for foretagendet. Det var ønskeligt om aktionærerne ville se så snart som muligt at bevirke at denne uenighed kunne blive bilagt, så at den ikke længe skulle standse eller tilintetgøre fabrikkens virksomhed. For sådant kunne have meget skadelige følger for eftertiden i henseende til andre foretagender der beror på medborgeres deltagelse. Bornholm indeholder mange nyttige materialer i sit skød. Den vanskelige og usikre samfærdsel med København har hidtil ladet disse næsten være ukendte, men den tid vil komme da man vil benytte den til gavn for øen selv og for hele Danmark. Men slår et eller andet forsøg fejl, så er mængden der endnu ikke har fået smag for at være aktiehavere, frygtsom for at vove noget. Tilhørte Bornholm England, da ville den allerede have indbragt meget ved dens kul, cement, skifer, sandsten, marmor og granit såvelsom forskellige lerarter. Kort sagt: Hvad naturen lader Bornholm mangle i henseende til vegetationen, har den fuldkommen erstattet på andre måder.

(Politivennen nr. 1329, Løverdagen, den 19de Juni 1841. Side 393-394). 

Redacteurens Anmærkning.

Lim (gammelt dansk navn for kalk) gav ophav til navnet Limensgade eller "Limovnsgaden" i Aaker. Peter Johan Hammer havde via studier i udlandet samlet sig erfaring som bevirkede at Christian 8. gav ham tilladelse og penge til at udvinde kalksten og alunskifer i fem år. I 1818 havde H.C. Ørsted gjort opmærksom på mulighederne for industriel udnyttelse af det bornholmske alunskifer. Produktionen kom aldrig i gang under Hammer. Københavneraviserne og Bornholms Avis skrev en del om begivenhedernes gang. Se under tagget Limensgade.

Rundetaarn.

Det er mærkeligt at Rundekirke med dens berømte tårn ikke er genstand for større omsorg, end at den i flere år efter hinanden ikke bliver afpudset. Dens renomme kunne dog vel fortjene en sådan opmærksomhed, i det mindste lige så godt som de overfor liggende Regensen. For det kan dog vel ikke forhøje bygningens antikvariske værd at den udmærker sig ved skidenhed.

(Politivennen nr. 1327, Løverdagen, den 5te Juni 1841. Side 364-365). 

Om de offentlige Bibliotheker.

Der har ofte været gjort meget væsen af de mange biblioteker som i de sidste årtier er stiftet og gjort tilgængelige hos os, som bevis på vores nationaloplysning, men mest dog fordi man deri grundede et håb om videnskabeligheds og almenoplysnings udbredelse. Ved det første øjekast måtte man også tro at der hos os hersker megen læselyst når man ser hen til de mange biblioteker både i hovedstaden og udenfor den i alle større provinsstæder. Men et nærmere bekendtskab til disse viser at dette ikke er tilfældet. Og årsagen ligger vist nok for en stor del i bibliotekerne selv. Disse er nemlig ikke i tilstrækkelig forråd forsynet med sådanne skrifter som er skikket til almenlæsning. Og med undtagelse af det Kongelige Bibliotek gælder det om dem alle at de på grund af ringe pengemidler ikke er i stand til at holde skridt med litteraturen. 

Når man således beser de såkaldte stiftsbiblioteker, så vil det bemærkes at det der er virket, mere består i en forøgelse af bindtallet end i et godt udvalg af gode skrifter. På de bogauktioner som nu og da finder sted, købes de gamle skroller sækkevis for nogle mark, og nyere eller kostbare og klassiske værker kan man ikke anskaffe på grund af dyrtiden. Vist nok får man herved noget for skinnet. Nemlig en stor mængde bøger, men de bliver ikke læst, og det var derfor lige meget om de slet ikke blev købt. Det var utvivlsomt et langt rigtigere princip om bibliotekerne indskrænkede sig til anskaffelsen af de egentlige klassiske og kostbare værker tillige med de mest berømte ældre og nyere skrifter som har gjort epoke i litteraturen. Der ville da ikke udfordres så store pengesummer til at gøre dem mere frugtbringende, og de synes således mere at svare til en fornuftig hensigt at frembyde hvad den private mand kun sjældent har formue til at kunne anskaffe.

Der udkommer til enhver tid sådanne værker uden at deres mængde dog er så stor at selv ringe pengemidler ville kunne udrette en del. Men på den nu brugelige måde adsplittes kræfterne og bibliotekerne er til ingen væsentlig nytte. Selv Universitetsbiblioteket er mådelig forsynet med nyere klassiske skrifter, hvilket er så meget mere at beklage som det benyttes mest. For ikke at tale om at der burde findes flere eksemplarer af mest søgte værker. Den bestemmelse at der af ethvert skrift som trykkes og udgives her i landet, skal afgives eksemplar til hovedstadens tre store biblioteker, giver kun bibliotekarerne noget at bestille med modtagelse og opstilling af en stor del mådelige ting som aldrig bruges. Det synes langt bedre at overlade til bibliotekarerne at rekvirere disse skrifter som det kunne være værd at have, eller i al fald at det måtte være dem tilladt at kaste den unyttige ballast overbord.

Med hensyn til anskaffelsen af nye bøger finder i det hele taget intet godt arrangement sted. Ved stiftbibliotekerne er det overladt en enkelt mand at bestemme hvilke bøger der skal anskaffes, og dette er sædvanligvis en af lærerne ved byens latinske skole. Følgen heraf er at biblioteket vil få nogle gode skrifter i det videnskabsfag han har valgt sig, men ved denne ensidighed går det jo aldeles glip af sin bestemmelse. Det er i det højeste et blindt tilfælde om der bliver anskaffet noget godt i andre videnskaber. Ved Københavns biblioteker finder vel ikke så megen ensidighed sted på grund af de der ansatte bibliotekarers større lærdom og bedre lejlighed til at gøre sig bekendt med den udenlandske litteratur. Dog trænger indretningen også her meget til forandring. En kommission af mænd af de forskellige videnskabelige hovedfag må anses for langt mere hensigtsmæssigt og for at forebygge kollision, kan der engang for alle fastsættes hvor mange skrifter der årligt skal anskaffes i hvert fad, hvis valg dernæst kunne overlades til det respektive medlem af kommissionen. 

Frem for alt trænger Universitetsbiblioteket til en sådan indretning. Skønt det har dygtige bibliotekarer der er bekendt for deres lærdom og interesse for litteraturen i almindelighed, har det dog som universitetsbibliotek en alt for mangesidig bestemmelse til at det altid skulle lykkes for en eller to at træffe det bedste valg. Man måtte derfor højligt ønske en forandring i det og med det samme en klækkeligere pengeunderstøttelse end den biblioteket nu nyder, der ikke engang skal kunne tilfredsstille de mest tarvelige fordringer og kun ville være tilstrækkelig for et bibliotek i vores små provinsstæder.

(Politivennen nr. 1326, Løverdagen, den 29de Mai 1841. Side 359-363). 

Redacteurens Anmærkning.

En annonce i Adresseavisen 3. april 1837 kan måske illustrere hvad der er tænkt på:

Paa Undertegnede Forlag er udkommen:

En ny og sandfærdig Historie om Jesper Hansen, hvorledes han ved Tidens gode Anvendelse blev af en Betlerdreng til en agtbar og velholden Bonde. Til Nytte og Fornøielse for den hæderlige Landalmue, udgivet af Edvard Storm, 56 sk. Paa 10 Expl. gives 1 frit. J. J. Schubothes Boghandling.

Kiøbenhavnsposten havde en artikel om "Offentlige Bogsamlinger", 4. april 1831 som gennemgik de vigtigste biblioteker.