En styg Uskik i Trinitatis Kirkegang.

Ved at passere ovennævnte gang har anmelderen ofte i den seneste tid set at karle og piger har banket gulvtæpper som var hængt over rækværket i gangen. Selv på helligdage under gudstjenesten har sådan uskik fundet sted. Det var tilfældet skærtorsdag formiddag under højmessen. Da gangen står åben til fri passage, betrædes den af mange som således ikke alene udsættes for at få deres klæder tilstøvet, men vel endog kunne få et rap i hovedet af det spanskrør, som bruges ved bankningen. Man håber at kirkens ærede værge vil søge at hæmme dette uvæsen ved at pålægge graverkarlen der dog jævnligt færdes på kirkegården, at bortvise dem som kommer i den hensigt at banke gulvtæpper, samt tillige at bortjage de mange drenge, som næsten dagligt spiller klink eller foretager andre unoder i gangen

(Politivennen nr. 1376, Løverdagen, den 14de Mai 1842. Side 314-315)

Concert paa Hjørnet af Myntergade og Pilestræde.

I den senere tid bliver beboerne af Pilestræde, Møntergade og de gader der ligger i nærheden, for det meste hver aften opvartet med en offentlig koncert der vedvarer omtrent fra kl. halv ti til ti. Denne musikalske nydelse tror anmelderen at publikum skylder hr. omnibusejer Petersen på hjørnet af Møntergade og Pilestræde der formentlig betaler sin omnibuskusk at opføre samme for at sammenblæse passagerer til omnibusfarten. Dog er der vist mange aldrende og sygelige personer som kun nyder lidt ro og hvile, der på denne sene tid af aftenen ønskede sig fritaget for denne uhyggelige horntuden som denne virtuos på posthorn ideligt udfører. 

I tirsdag aftes opførtes således ikke færre end en halv snes forskellige ufuldendte og mislykkede koncert- og vaudevillestykker, og når man så tillige hører koncertgiveren på bukken akkompagneret af flere af nabolagets ikke-musikelskende hunde, så kan enhver der bor i et af stadens roligere kvarterer, nok gøre sig en forestilling om hvad oven nævnte gaders beboere må udstå. Skulle det ikke være muligt at der fra det offentliges side kunne gives hr. Petersen en instruks hvorledes han på en for disse gaders beboeres mindre foruroligende måde om aftenen kunne sammenkalde sine omnibuspassagerer?

(Politivennen nr. 1375, Løverdagen, den 7de Mai 1842. Side 298-299). 

Annoncer fra Adresseavisen, 23. august 1843. På billedet ses et indtryk af hvordan sådanne hestetrukne omnibusser så ud, og de blev forlæg for senere tiders sporvogne, ligesom navnet overlevede som nutidens busser.

Redacteurens Anmærkning

Omnibusfart havde en kort opblomstringsperiode fra 1840'erne til 1860'erne som alternativ til hestedroskerne. Det var ikke kun hornmusik der gjorde dem upopulære. Datidens marksten på vejene kombineret med dårligt affjedrede omnibusser gjorde dem trods alt til en begrænset konkurrent. Da sporvognene dukkede op, forsvandt hesteomnibusserne helt.

Kjøbenhavnsposten havde allerede i 1839 beklaget at man endnu ikke havde fået indført omnibusser i Danmark (illustrationen stammer derfra).

En Bemærkning angaaende Omnibusserne.

Det er vist utilladeligt at omnibusserne især de firspændte, med en sand Jehus-fart ikke alene gennemkører stadens gader, men at denne fart ikke nogenlunde sagtnes ved at passere den smalle Vesterport ligesom broerne, da på denne årstid mange fodgængere befærder samme. Det ville være ønskeligt om det pålagdes disse omnibuskuske hvilket endog burde være regel for enhver kørsel der gennemstrejfer stadens gader, at køre i mag eller i trav så længe de befarer stadens grund. For det har vel ikke så stor hast for de mere formuende om de kommer en kort tid før eller senere til deres forlystelsessted, at gående der måske en gang ugentlig vil nyde frisk luft, skal udsættes for overkørsel og muligt radbrækning. Man håber derfor at der fra de ansvarliges side vil blive taget forholdsregler i denne henseende og det så meget mere som en omnibus kun forspændt med to heste har væltet i Gothersgade, ikke langt fra politidirektørens bopæl.

(Politivennen nr. 1374, Løverdagen, den 30te April 1842. Side 281-282)

Vanens Magt, især med Hensyn paa Qvindernes usædelige Blottelse.

På en tid da kvinderne i fornemme cirkler her i København (og måske de allerede har fundet efterlignere i de mindre fornemme kredse) blotter sig på en højst usædelig måde, vil nedenstående bemærkninger for dem og for sædernes politi ikke være upassende til optagelse i Politivennen.

Hvem har ikke bemærket de mangfoldige onder som vanen frembringer? Den altid straffende prædikant taler for døve ører og bliver ringeagtet. Den altid moraliserende far gør sine børn til uduelige personer. Dommernes alt for strenge straffe forfejler forbedring, og elskeren finder til sidst at den altid behagelystne pige ikke længere er smuk. Derfor udslukkes kærlighed til den kvinde der frier selv, lige så hurtigt som den antændes. Hun viser alt hvad hun har, og man har i kort tid vænnet sig således til hendes udkrammede skønheder at de bliver højst ubetydelige. Kun kådhed lægger mærke til dem. "Man kan", siger spotteren "se til bunden i pigen, ligesom i klart vand, skønt hendes klarhed ikke betyder noget." Skønhed, mine kære piger! er et stort gode for Dem, De må føle det, De må søge at vedligeholde det. De må heller ikke være karrige, men endnu mindre for gavmilde med det mod os mænd. Den ubedækkede barm beundrer det dertil vante øje ikke længe. Manden tror meget rigtigt at der ikke må være meget godt under den fordi pigen selv erkender det for det bedste hun har. "Ikke hendes hjerte," siger han, "kun hendes barm skal bejle til manden. Alt andet hos og i hende skal kun være en tilgift." 

Pigen med den tildækkede barm vækker ganske andre domme. Hun vil ikke bedåre noget svagt hoved med tryllelygten. Hun ønsker sig en tænksom mand med seende øjne. Hun lader ikke med larmende trommer forkynde at hun vil gifte sig. Hun vil søges, tilkæmpes med agtelse, hun vil belønne ved sig selv. Hun skjuler formens ynde fordi hun ikke vil have en mand som kun holder sig til formen og hvis kærlighed afbleges på samme tid som kvindens kinder. Drengen på hendes skød skal binde manden fastere, ja! uadskilleligt til hende. Men ikke støde ham tilbage fordi han har slukket ilden i moderens øje, berøvet hendes barm dens hvælvede form og udslettet hendes løbers røde farve.

(Politivennen nr. 1373, Løverdagen, den 23de April 1842. Side 266-268). 

En ikke glædelig Efterretning om Ruinerne af Tycho Brahes Uranienborg.

Den almeninteresse hvormed vores samtidige modtager enhver meddelelse om vores verdensberømte landsmand Tycho Brahe og om hans berømte bolig og observatorium på Ven, lader håbe at nedenstående linjer ikke vil læses uden deltagelse. Indsenderen har fundet denne uden tvivl allersidste efterretning om ruinerne på Ven i en skånsk provinsavis, hvoraf herved en oversættelse meddeles.

"Efter at ruinerne af den navnkundige Tycho Brahes observatorium mm på øen Ven var opdaget, om jeg ikke tager fejl af oldgranskeren hr. Ekdahl *) og befriet fra den jordmasse hvormed en utilgivelig ligegyldighed havde ladet dem være bedækket i en mængde år, og de derefter, formodentlig ved regeringens omsorg, var blevet omgivet med et stengærde for at frede dem (i det mindste fra urenligheder), skulle de dog efter beretninger af rejsende som i den seneste tid har besøgt stedet, være fundet under dårligt tilsyn i den grad at urenlighed har spærret adgangen, og således berøvet de rejsende lejlighed til at opnå hensigten med en lang og bekostelig rejse. Det ellers så fortræffelige vand i Tycho Brahes brønd, hvoraf de hvert år til Ven ankommende udlændinge og andre rejsende gerne ønsker at drikke et glas, skal således også være blevet udrikkeligt af den omgivende urenlighed. Årsagen vil man tilskrive en notabilitet på øen, nemlig klokkeren som dog i dignitet ikke kan sammenlignes med Holbergs bekendte Per degn på øen Anholt. 

Ligesom alle andre notabiliteter tager sig små friheder, skal også hr. klokkeren have taget sig den frihed, lige midt for den årvågne politiautoritets, sognefogedens næse at indkvartere sin svinehjord på den indhegnede ruinplads, og forholder dette sig således, må man tilstå at det er meget svinagtigt.

Hvad angår den af klokkeren for sin således anmassende græsningsplet, kan der dog vel findes middel til forandring, hvis som man siger, den ene kile drev den anden, eller enhver blev holdt til at gøre sin tjeneste. Men hertil ville vel behøves mere end det bekendte udråb i Jægerbruden: "Hjælp Samuel!" **)

Efter det foranstående synes det desværre som endog det sidste spor af det fordum så stolte Uranienborg, hvortil hele det lærde Europa i sin tid valfartede, atter er i fare for at udslettes. Ikke stort mere end 50 år efter at Brahe havde forladt Ven, således beretter P. Petersen, "var alle synlige spor af Tychos anlæg forsvundne." I sandhed sørgeligt om nu de i vores tid udgravede ruiner atter ved en så uforsvarlig behandling som den her omtale, skulle måske for evigt begraves.

*) Af præsten Niels Ekdahl i året 1823-1824. (P. Pedersen: Tycho Brahes liv og levnet. København. 1838.)

**) Formodentlig en allusion, måske til sognefogden.

(Politivennen nr. 1368, Løverdagen, den 19de Marts 1842. Side 183-187). 

Titelblad fra P. Pedersens bog om Tycho Brahe, 1838 hvorfra der henvises til oplysningen om Niels Ekdahl. (Københavns Biblioteker). Ekdahl omtales også i F. R. Friis: Tycho Brahe, 1871. 

Redakteurens Anmærkning.

En fingeret beretning af et besøg på Uranienborg i Tycho Brahes tid fandtes i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn den 21. august 1819. Skribenten angives til at være Sebastian Syvsover der i slutningen af sin beretning antyder at det hele kan være en drøm.