17 juli 2017

Om Øl.

En af livets uundværlige fornødenheder er unægtelig godt, det vil sige godt brygget, øl. Men blandt alle de ting som Københavns beboere især om sommeren endnu savner meget, hører også denne gode, gamle nordiske drik. Enkelte bryggere brygger meget godt, kraftfuldt øl som er ganske klart, holder sig længe fra at blive surt og er både læskende og behageligt. Men intet bryggeri udmærker sig i denne henseende mere end bryghuset ved Langebro. Derimod er det hos adskillige bryggere meget tyndt, ofte uklart og meget tit bliver det snart surt og altså skadeligt for sundheden. Især har det øl som man henter hos øltapperne foruden tyndheden i almindelighed en afsmag som formodentlig stammer fra at de ikke gør flaskerne ret rene. 

Det var derfor ønskeligt om der måtte kunne opfindes et middel hvorved det blev gjort vanskeligere både for bryggerne og øltapperne at levere dårligt eller mådeligt øl. Den der kender et sådant middel, ville gøre sig fortjent af almenheden ved at offentliggøre det.

(Politivennen nr. 1385, Løverdagen, den 16de Juli 
1842. Side 456-457). 

Redacteurens Anmærkning.

Der må være tale om Kongens Bryghus ved Langebro som producerede øl i perioden 1771-1923. Modsat det nærliggende Christian IV’s Bryghus er det nedrevet. 

14 juli 2017

Audients for rangløse Personer fremfor Rangspersoner.

I en tid som den vi lever i, er der intet der har vakt så megen glæde blandt alle dem der ikke er så lykkelige at være benødede med en rang, som den efterretning Frihedstræet har meddelt at hans majestæt kongen har befalet at der skal gives alle rangløse personer adgang til hans person fortrin frem for rangspersoner en gang om måneden, nemlig den sidste dag i samme. Hvilken glæde at vi simple folk 12 gange om året kan have ret til at nærme os hans majestæt fremfor de som er benådet med rang, som altså må vige pladsen for os, og foredrage vore bønner og ønsker for den ophøjede! Lad os da også benytte denne tilladelse med forstand og ikke overhænge monarken med utidige forlangender!

(Politivennen nr. 1382, Løverdagen, den 25de Juni 1842. Side 405-406)

12 juli 2017

Om Vægternes Nattesang paa Gaden.

I Kingos vægtersange er der unægteligt for det meste meget god poesi. Og når vores vægtere forstod at synge dem, om ikke så smukt som den vægter i Gothersgade for mange år siden der havde en stemme som lignede forhenværende skuespiller Carl Bruuns, så dog tåleligt, ville ingen have noget at indvende mod deres sang som da endog kunne more dem der må ligge mange timer vågne. Men da de fleste vægtere brøler i stedet for at synge, er der vist mange af Københavns beboere der ville være vores udmærkede politidirektør meget forbundet om han snart eller i det mindste til næste vinter, kunne afskaffe den afskyelige vægtersang om natten.

Der er skrevet adskillige gange mod denne brølen om natten. Man har anført at syge mennesker som var sengeliggende af nervefeber, derved er blevet ængstede på det ynkeligste, og at barselskoner har fået mange farlige tilfælde ved at tilbringe flere søvnløse nætter om vinteren på grund af den hver time gentagne vægterbrølen. Man indser sandelig ikke nødvendigheden af at vægterne synger lange vers på gaden om natten på den tid da de fleste søger og bør have ro og hvile. Den eneste antagelig grund hvorfor denne skik er blevet indført, var vel for at forebygge at vægterne ikke skulle sove på deres post, og ved denne sang tilkendegive at de var årvågne. Men kunne man ikke fordoble vægternes antal så at hver vægter kunne afløses en gang om natten, da han altså kun måtte have halvt så stor løn som han nu har, og tillige blot som det er skik i andre hovedstæder, lade ham råbe hver time om natten hvad klokken, og om man vil da København er en søstad, hvad vinden er. 

Anmelderen ønsker inderligt og han ved at såre mange nærer det ønske, at vores virksomme politidirektør til næste vinter, eller om muligt var før, ville sørge for at den afskyelige vægterbrølen kunne blive afskaffet.

(Politivennen nr. 1378, Løverdagen, den 28de Mai 1842. Side 345-346).

10 juli 2017

Bort med Ulfeldts Skamstøtte!

Sidste flyttedag måtte samtlige slagterboder på forrige Ulfeldts Plads (nu Gråbrødretorv) fortrække, og man havde ventet at Ulfeldts skamstøtte også skulle blive nedrevet og stenene bortføes. Men endnu i fredags otte dage (altså fire uger efter flyttedagen) stod den der i al sin herlighed og pragt til "evig skam og skændsel." Således overholder man hans majestæt kongens befalinger. Altså - bort med skamstøtten! Man håber at magistraten og borgerrepræsentationen tager notits af disse linjer så snart som muligt.

(Politivennen nr. 1377, Løverdagen, den 21de Mai 1842. Side 332)

Et Spørgsmaal.

Burde det ikke forbydes samtlige værthusholdere af høj og lav rang at udskænke spirituosa til konfirmander. Så vidt anmelderen ved, udskænkes der ikke mere spirituosa til dem i konditorboderne i Kronpinsessegade. Men grunden skal ikke blot være at disse sager nægtes dem nu der, men til dels også at konditorens likører er dem for svage, hvorfor de henvender sig til en i Kronprinsessegade boende værtshusholder hvor de kan få "noget som river i halsen" /en kradser) fx ½ pægel dansk brændevin, eller 1/4 bolle punch, hvilket de forgæves har forlangt hos konditoren.

Anmelderen ved at en for nyligt konfirmeret piberdreng for længere tid siden drak 7 snapse, den ene efter den anden, og at en anden, misfornøjet med de firmenichske lukørers svaghed, forlangte noget der kradsede dygtigt, og først tilkendegav sit befald da han fik en snaps qvassia. (Den rosenkildske piberdren, Søren Winther gør al sin dumhed uagtet, sådanne herrer til skamme.) Dette karakteriserer den københavnske almueungdom træffende. Men hvor mange smil det end aflokker de fleste, er det dog et sørgeligt tidernes tegn som indeholder et betydningsfuldt vink til forældre, skolelærere, præster og regeringen.

(Politivennen nr. 1377, Løverdagen, den 21de Mai 1842. Side 324-325)