Til Inds. af Stykket, i Nr. 1410 af "Politivennen," angaaende Vægterne paa Lappen.

Da der ikke er nogen anden vægter på Lappen end undertegnede, byder pligten mig a modsige de beskyldninger som indsenderen af det stykke har lagt mig til last, da jeg kan bevisliggøre min ret. At jeg til enhver tid har passet min dont og råbt mine råb, vil jeg når de afkræves, kunne beedige. Og at man ofte træffer mig ved accisseporten, er ikke fordi jeg er bange for at være ude på posten, men kun ene og alene for at kunne høre de andre vægters råb da det ikke altid er muligt at kunne høre klokken slå. - Men der gives en slags mennesker hvis eneste fornøjelse består i at gøre ondt, og som altid vil over hvor gærdet er lavest. De betragter ikke en vægter som om han hørte til det menneskelige samfund, men som om han var et umælende dyr.

P.Olsen

(Politivennen nr. 1412. Løverdagen, den 21de Januar 1843. Side 46). 

Uordener.

Ved hjørnet af Kultorvet og Købmagergade plejer næsten daglig en del drenge og fruentimmer at være placeret som på det skammeligste overhænger de forbigående med deres uægte ringe, brystnåle, sakse osv. De viser endog den frækhed at kalde folk til side og indbilde folk da at de er ægte sager, og er noget de har fundet. Siger man da at ingen m købe fundet gods, og at man ikke vil have det, da vender de straks tonen og siger da at det langt fra ikke er sådan. Folk der kender forskellen mellem ægte og uægte sager kan vel undgå dette bedrageri, men hvor mange mennesker findes der ikke som ikke kender forskellen som synes alt hvad som glimrer er guld. Disse tror da at have gjort et godt kup, langt fra at ane bedrageriet.

Da dette vistnok er en uskik der burde hæmmes, håber man at politiet som just ikke forbyder denne sjakrehandel, så i det mindste beordrer disse handelsfolk at de for fremtiden ikke antaster folk påså plump en måde og at de ikke indbilder ukyndige mennesker eller børn at deres sager er ægte, men at sælge det for hvad det er.

(Politivennen nr. 1411. Løverdagen, den 14de Januar 1843. Side 30-31) 

En meget uhyggelig, og tildeels meget farlig Skik, som alvorlig og paa det strængeste burde forbydes, formedelst dens skadelige Følger.

Det har fra Arilds tid været skik overalt i Danmark at helligholde enhver jule- eller nytårsaften ved alt for fulde pokaler, dvs. med svir og sværm. Det har som oftest den sørgelige følge at selv folk som man dels på grund af deres stilling i livet ville kunne forsværge som en umulighed at de således kunne være i stand til at forglemme sig selv i den grad at de i stedet for at opføre sig som fornuftige mænd, opfører sig som ufornuftige børn ved at tage del i det mest  naragtige og tøjlesløse forlystelser. 

Man hørte således sidste nytårsaften efter at en del af disse lystige eller rettere kåde personer havde nydt deres aftensmåltid i flere af byens gader, ligesom også udenfor portene, hele tiden knald af gamle lerkar, jydepotter osv som man fandt fornøjelse i at kaste mod stue- og kælderdøre, porte og vinduesskodder. Og fra adskillige haver hørtes gevær- og pistolskud, ligesom også adskillige af disse herrer havde fundet det for godt at lægge et papir fyldt med knaldhætter i dørfalse, på trappestene, i gange osv. Det kunne let have haft de værste følger. Man sætter fx at en kvinde der er i velsignede omstændigheder, en aldrende eller svagelig person, kommer uforvarende til at træde på sådanne knaldsager eller ved at lukke en dør til, kommer til at aftrykke dem, bliver så bestyrtet over det uformodede knald at det får et slagtilfælde, krampetilfælde eller falder og slår sig til skamme. Hvem erstatter vel et sådant menneskes lemmer og helbred? 

Og nu geværskuddene. Hvor let kan det ikke hænde sig at et sådant skud kan, da det jo for det meste løsnes i mulm og mørke, træffer et mennesker, og om just ikke skamskænder ham, så dog ødelægger øjnene eller forvolder alteration hos dem hvis legemskonstruktion eller nerver er svage. Indsenderen erindrer sig at for en del år siden, da han boede i København, blev et menneske på en nytårsaften dog uden at deltage i disse narrestreger, så heftig såret af et nytårsskud at han straks på grund af sårets farlighed måtte bringes til hospitalet. Uagtet dette uvæsen er forbudt under mulkt, drives det dog i den grad at man skulle tro at de som forårsager denne uorden, slet ikke kendte til dette vist nok gavnlige forbud. Det ville derfor vist nok være ønskeligt om politiet på ny lod dette forbud indskærpe, og at der nogle dage før hver nytårsdag blev opslået plakater om det.

(Politivennen nr. 1411. Løverdagen, den 14de Januar 1843. Side 24-26)

Uordener

- (Indsendt fra Helsingør.) Da lappeboerne lige så fuldt må betale deres skatter og afgifter som de øvrige af byens indbyggere, tillader man sig følgende spørgsmål: "Hvoraf kommer det at den politibetjent som ved trommeslag oplæser bekendtgørelser, aldrig umager sig ud på Lappen undtagen når bekendtgørelsen handler om skarpskydning, bortskaffelsen af tangbunker osv.? Hvoraf kommer det at man aldrig ser vagter på Lappen efter kl. 11 eller hører noget råb efter denne tid? Vel har det jo i den senere tid været lidt risikabelt at gå derude om natten da der let kan opholde sig nogle af de gavtyve som i denne tid har gjort adskillige indbrud (men disse er dog sket inde i byen), dog derfor har man jo vægtere for at passe på og ikke for at sidde ved cisseporten. Og skulle det være for voveligt for vægterne at opholde sig derude, da kunne man jo postere en skildvagt til at våge over at ikke vægterens kære person skulle tage skade. Fik vi en af vore lyse jægere derud, ville han sikkert godt passe på manden med kniplen, holde ham vågen, og således endog skaffe os sømænd den fornøjelse at høre hvad vinden er. 

(Politivennen nr. 1410. Løverdagen, den 7de Januar 1843. Side 16)

Redacteurens Anmærkning.

Vægteren svarer igen i Politivennen nr. 1412, 21. januar 1843, s. 46.

Om den næsten af Mode gaaende, men i Aar atter begyndte Nytaarsgratulation.

(Indsendt fra Helsingør)

Når man i år mod sædvane ikke har haft den fornøjelse at få "et glædeligt nytår" af politibetjente, så har man desværre haft visit af lære- eller håndværksdrenge.

Da disse penge kun sjældent bruges til nødvendige ting, men som oftest til drik eller svir, kortspil osv. (man ved vel at drenge ikke må søge værtshus, men de gør det dog hyppigere end deres mestre og svende9, så var det ønskeligt om der måtte sættes et lovbud som på det strengeste forbød såvel folk at give noget nytårsgratiale, som lærlinge m. fl. at gratulere. Tiggeri forbydes, hvorfor ikke også dette gratulationsvæsen.

Kræmmerne havde for et års tid siden forpligtet sig med hinanden ikke at give jule- eller nytårsgaver, tilgift i varer eller penge. Men dette synes at være gået i sig selv, i det mindste med hensyn til tilgiften og gratialer til gratulanterne.

(Politivennen nr. 1410. Løverdagen, den 7de Januar 1843. Side 10)