Mere om Bazaren paa Kongens Nytorv.

Der er vist ingen stad i Danmark hvor borgerne eller kommunen ville tåle sådan bazar på et offentligt torv til vanære for torvet og beboerne. Man ved en mand med butik i staden, en butik på Børsen, en butik i Tivoli, og måske nu en butik på Kongens Nytorv. Det er altså 4 butikker. Når nu denne mand med familie kan leve af den ene butiks handel, og lægge fordelen af de 3 andre på kistebunden, er det da ikke til at ruinere sine medborgere. Men det er skik og brug i Danmark at den der har brød, bydes brød, og man siger altid den driftige mand skal have alle de privilegier som mange kunne leve af med familie. Vi vil blot nævne: Adressekontorets ejere, bagerne med deres sukkerbrød tilligemed groft rugbrød. Der findes en brygger med 2 bryggerier i 22 gader og et brændevinsbrænderi, og mens han bygger store brændevins- og bryggergårde, går vel en 7 til 800eje- og lejebryggere og brændevinsbrændere til tiggerstaven, til stor sorg både for ejere og sidste panthavere som ofte har set deres prioriteter flyde under rendestensbrættet, eller med andre ord: tabt deres kapital.

Man måtte i alt fald ønske at der i den store fjællehytte eller bazar på Kongens Nytorv blev holdt streng opsigt at der ikke blev solgt andet end danske fabrikationer. Nu er vi gudskelov kommet så vidt at vi ikke behøver udenlandske varer til spise og drikke eller til at klæde os i, og vi mangler kun ligesom englænderne at have stolthed af landets egne produkter. Når en engelsk herre kommer ind i en klædebutik og vil have klæde til en frakke, spørger han straks om engelsk klæde, og finder han ikke det engelske stempel derpå, køber han det ikke. Nu har vi fået et mådeholdsselskab for stærke drikke, men lad os få godt indenlandske klæde med, det er lige så nyttigt som det andet.

Efter forlydende koster opbygningen af bazaren på Kongens Nytorv 2.600 rigsbankdaler som kunne have været sparet dersom den var blevet indrettet i brøndsalen i Gothersgade. Beklageligt er det når vi ser hen til at det tømmer og de brædder der bliver ødelagt, og når vi ved at det lille Sjælland bruger om året så mange ladninger finsk grantømmer og tysk brænde, foruden pommersk og svensk, foruden alt det stenkul som vi kommer i kakkelovnene, og dog har vi flere tusinde tørvemoser i Danmark foruden en del skove. Jeg skal en anden gang berøre, hvorledes man i andre lande har det med ud- og indførsel.

Et medlem af Mådeholdsforeningen.

(Politivennen nr. 1455, Fredag den 17 November 1843, side 738-740)

C. Kehlets Aftenunderholdninger.

Det tidligere her i bladet omtalte orkester hos hr. Kehlet på Kongens Nytorv er nu oprejst, og gives der jævnligt udmærkede koncertstykker af et ypperligt musikkorps. Hr. Kehlet har ansat entreprisen til 11 mark, for hvis halve beløb kan fås forfriskninger. Dette synes imidlertid at være et fejlgreb, for de folk som frekventerer dette sted, er nu engang vat til at få forfriskninger for det fulde af deres entepris, og vil derfor for fremtiden mest besøge kaffehuset når tyrolerne og andre sangere lader sig høre, da ingen sådan afkortning sker. Vi ved ret godt at det ikke er en urimelig fordring af hr. Kehlet der skal have hver gang en udgift af 20 Rbd. til det spillende orkester, men vi ved også at når folk engang er vant til en lav entrepris, vægrer de sig ved at give en højere, selvom også kunstnydelsen er større.

De aftener tyrolerne synger, er der altid fuldt hus vel også en følge af at disse varierer med mange forskellige, ofte i indholdet pikante stykker. Vi må også ved denne lejlighed omtale violinspilleren hr. Petersen, der til fuldkommenhed spiller sit instrument. Blandt andet udføres Labitzkys ubeskrivelige yndige "Die Elsen" med megen virtuositet. Henrivende er disse vuggende, smeltende fløjtetoner der lyder fra violinen, man tror sig hensat i trylleverdenen, og ser det lette folk der bebor ellekrattene, svinger sig i lystig dans til denne yndige musik. Hr. Petersen og Baarth, klaverspilleren glæder også publikum ved at spille den ofte.

Da tyrolerne efter sigende i næste uge forlader København, håber man hr. Kehlet vil sørge for at skaffe de besøgende nye sangere der kan erstatte dem, som i en så høj grad har vundet publikums yndest.

(Politivennen nr. 1455, Fredag den 17 November 1843, side 732-734)

Om Bazaren paa Kongens Nytorv.

I Adresseavisen i mandags forrige uge stod et stykke til Københavns Kommunalbestyrelse hvis hensigt var at tiltrække sig dens opmærksomhed om den tiltænkte bazar ikke kunne blive opsat på Kongens Nytorv. Dette stykke har fundet stor medhold idenfor de 36 mænds forsamlingsstuer, og synd er det også for torvets beboere, for byens skønhed, for de tilrejsende og for enhver der har sans og smag. - Hvad brolægningen vil lide om den end repareres der hvor bygningens fundament nedrammes, vil erfaringen vise. Men let er det at forudse at kørevejen mere og mere indskrænkes og den smukke og kostbare brolægning går for tiden til grunde. Dog derfor har man også forlangt 200 rigsbankdaler i godtgørelse! Og til hvad nytte er denne bazar- har man ikke endnu indset at hverken Tivoli-bazaren eller Børs-bazaren vil holde sig - den vil ruinere utallige små håndværkere som har deres udsalg hjemme. Mange butikker, kostvart indrettede, vil syne sammen og til hvad nytte - blot til fordel for enkelte. Vi håber at Danmarks største kommune ved denne tilladelse dog har reserveret at det er danske frembringelser der udstilles, og ikke fremmed guldsmedearbejde, drejerarbejde, parfumerede cigarer - eller alt med fremmed etikette, urmagernes komposition ikke at forglemme, og således i mangfoldige gene. Det er sikkert dårlig industri at overtrække en paraply hvortil skelettet kommer fra udlandet, således også at sætte ure sammen hvoraf sågar skiven med dansk indskrift forskrives. Toldvæsnets bøger kan udvise en del.

Urigtig bliver altid at indrømme sådant et foretagende til fordel for nogle, og så at sige give dem for det meste frit lokale som andre må betale i dyre domme.

Man skulle tro at den erfaring man havde høstet ved at overlade Carstensen 14 tønder and af byens jorder til Tivoli for intet havde henledt de ansvarliges opmærksomhed på det tilsyneladende uretfærdige imod det almindelige heri - 400 Tivoliaktier var lønnen, for det i bladene omtalte af ham leverede materiale var vel ikke blevet indbragt til mange skilling om salg havde fundet sted.

Det havde været bedre om hele den samlede magistrat in corpore havde bedt hans majestæt om snarest mulig at befale anlagt en byen værdig bro til landingen ved Toldboden, for at hovedstaden ikke skal stå tilbage for andre byer, ja så at sige til skam.

Men lystrejsende iberegnet i følgende sommer var vel 100.000 mennesker i året bundet at stige ned i kaptajn Eskildsens usle både som i mørke endnu mere er utålelige, og i regnvejr ikke byder mindste skjul.

(Politivennen nr. 1454, Fredag den 10 November 1843, side 715-717)

C. Kehlets Kaffehuus.

Mange år henløb før et kaffehus der kunne sammenlignes med lignende indretninger i udlandets større stæder etableredes her i staden. Hr. C. Kehlet var den der indrettede et sådant med en brillant beliggenhed, et betydeligt omfang og et smagfuldt arrangement. Alle Københavns tidsblade, landets og udlandets vigtigste politiske blade anskaffedes. En nøje iagttagelse at intet berygtet fruentimmer betrådte denne indretning, indførte den hidtil af københavnerne ikke kendte store behagelighed at damer ugenerte kunne medtages her og nyde forfriskninger som leveredes særdeles gode og til en yderst rimelig pris. Hr. Kehlet gik videre med tidens ånd han engagerede særdeles duelige, ja ofte udmærkede violin- og klaverspillere som ved deres spil gjorde dette sted til et behageligt adspredelsessted om aften, i særdeleshed for dem, hvis stilling, tid og lejlighed ikke tillader dem at frekventere Skuespilhuset, koncerter og deslige. 

Hr. Kehlet har nu også i de senere år ladet af hertil ankomne dygtige violinspillere, sangere give små koncerter under navn af aftenunderholdninger, hvortil entreen betales med 1 mark per person, men hvorfor fås forfriskninger altså, altså høres koncerten for intet. I denne tid gives hver aften vekselvis aftenunderholdninger af familien Kirchheim, samt af en duelig violinspiller, hr. Haase, og tyrolersangerne hr. Schattinger og jomfru Johanne Pelosi. Når sidstnævnte synger, indfinder sig gerne et talrigt publikum der ved en hyppig applaus tilkendegiver sin tilfredshed med deres dang. Man kan heller ikke andet end føle sig tiltrukket ved deres skønne vemodige natur- og nationalsange, deresjodlen, der kommer fra et kraftfuldt bryst, og som har noget meget behageligt for den der har berejst deres og Schweitz' bjergland, og hvis hukommelse endnu gemmer erindringen om disse sange der sungne i dalene, genlyder fra de høje bjergvægge, ofte gentaget af koret. I særdeleshed tiltaler den originale tyrolersang: "Auf dem Ulm ist wunderschön" ethvert følsomt gemyt.
Hr. Kehlet har også hver uge opstillet forskellige panoramaer, hvor i blandt flere har været særdeles gode. Et af dem i denne tid opstillet: Ruinerne af slottet Heidelberg, er udmærket, månebelysningen gennem ruinernes vinduer og slagskyggerne er fremstillet med megen natur.

Den udmærkede violingspiller hr. Baath besidder megen rutine på sit instrument og har et fortræffeligt buestrøg, klaverspilleren er god. I særdeleshed udfører begge Labintzkys "de Elsen" med megen præcision. 

Efter sigende vil i disse dage et orkester oprejses i altanstuen hvor sangerne lader sig høre, hvilket måske kan bidrage til at sangene høres bedre af de besøgende.

Da hr. Kehlet således ved lave priser for gode varer, og ved at sørge for en god underholdning for de besøgende har vundet publikums yndest, så følger det af sig selv at når hr. Kehlet bestandig således sørger for underholdende musik og sang for sine gæster, vil hans kaffehus her i byen såvel som hans Alleenberg ved Frederiksberg blive de af københavnerne mest besøgte offentlige steder.

(Politivennen nr. 1453. Fredagen, den 3 November 1843. Side 699-702). 

Tivoli.

For kort tid siden straks efter at Tivoli-forlystelserne var ophørt for denne sæson, kom adskillige personer der ikke før havde set det københavnske Tivoli, ud til samme for at se det. Men da de kom til porten, fik de den besked at det var forbi for i år. Dette vidste de rejsende jo, men da de så at der var flere og det mange personer, inde på Tivolipladsen, troede de at når de betalte for at se den blotte plads med de bygninger der på samme var opført, kunne de også få adgang. Men nogle plumpe personer som bevogtede paradiset, ville på ingen måde indlade sig på det. Da jeg troede at den enes penge var lige så god som den andens, har jeg troet at burde omtale det passerede i Politivennen for om muligt derved at kunne advare andre godtfolk fra at anmode disse herrer portnere om at åbne helligdommen. 

(Politivennen nr. 1452. Fredagen, den 27 october 1843. Side 692-693). 

Redacteurens Anmærkning

Kiøbenhavnsposten bemærkede den 13. oktober 1843 at selv om Tivoli havde annonceret at sæsonen var slut, så var der alligevel åbent.