Kjøbenhavns Leiebibliotheker og et Ønske desangaaende.

Da skønlitteraturen begyndte at udvikle sig i Danmark i slutningen af forrige århundrede og i begyndelsen af dette, fremtrådte en mand, Venninghausen der ved at anlægge det første lejebibliotek her i landet, gav et løsen til oprettelsen af flere sådanne vist nok fordærvelige indretninger. Tidligere anskaffede mange læsebegærlige sig selv et bibliotek af de bedste udkomne skrifter i skønlitteraturen, nu ved oprettelsen af lejebiblioteker fandt man derimod det mere økonomisk at leje bøger da man derved sparede betydeligt. Herved fik boglitteraturen, i særdeleshed skønlitteratur hvortil romaner, fortællinger, skuespil og digte hører, et betydeligt skub. 

Med årene tiltog lejebibliotekernes antal der nu udgør en legion. Personer der besidder en lille kapital og en endnu mindre arbejdsdygtighed, og gerne vil have en magelig levevej, anskaffede sig nu lejebiblioteker og fik siden med lille møje borgerskab som boghandler. Det ville for at anføre et eksempel, endog være let for en barbersvende hvis dårlige hoved ikke tillod ham at tage kirurgeksamen, i flæng at købe alle slags romaner, gode og moralsk fordærvende, oprette et lejebibliotek, blive boghandler, ja hvis han i krigens tid skulle have gjort en kampagne med som feltskærer, endog at søge og få titel af krigsråd, krigsassessor osv. 

At skønlitteraturen næsten gik til grunde ved disse læseindretninger, var langt fra ikke det værste onde. Et større opstod ved at der i disse bogsamlinger fandtes en mængde smudsige skrifter, som Et år af Chevalier Foublas levnet, Bruuns Fritimer, Bocazes Fortællinger, Mahomets Fætter etc. og i den nyere tid Paul de Kock og flere franske forfatteres moralsk-fordærvende skrifter. Ja, da disse biblioteker også var forsynet med tyske skrifter, fandtes her ofte de mest usædelige skrifter som blev slugt med begærlighed. Den uerfarne ungdom hvis læsning ikke blev ledet af en omhyggelig vælgende hånd, fik her skrifter i hånden hvis søde gift blev indsuget med begærlig drag og ødelagde ynglingens og pigens hjerte og ånd.

Fra denne side betragte har lejebibliotekerne stiftet stor skade. Regeringens ønske at undertrykke usædelige skrifter i den danske litteratur hvilket har vist sig flere gange ved beslaglæggelse af sådanne skrifter som: De farlige bekendtskaber, Gustava af Paul de Kock, blev tilintetgjort, for kunne man heller ikke levere lystne læsere sådanne danske skrifter, så kunne man som ovenfor nævnt levere dem endnu mere usædelige skrifter på andre sprog.

Det ville derfor være at ønske at en mand der besad den nødvendige kendskab til den danske litteraturs frembringelser, ville alene oprette et lejebibliotek af sådanne skrifter der ikke indeholdt noget der allerede tidligt kan besmitte den ufordærvede ungdoms fantasi og vække ideer hos den, hvorover den må rødme for sig selv. Blev der oprettet et sådant bibliotek under opsyn af en mand hvis navn var betryggende for skrifternes sædelige indhold, så tør vi forvisse opretteren heraf at han foruden den selvbevidsthed at have et ædelt øjemed, ville se sig godt lønnet for sin møje.

(Politivennen nr. 1462. Fredagen, den 5 Januar 1844. Side 5-8).

Redacteurens Anmærkning

Venninghausens lejebibliotek var et af de første lejebiblioteker i København. Det blev stiftet  omkring 1725 og fortsatte med at eksistere indtil det brændte ved bybranden 5. juni 1795, hvilket fremgår af "Ædle handlinger i anledning af branden", bind 2, s. 120-121:

Ædle Medborgere! som jeg nu i 32 Aar har vandret imellem, særdeles mine Venner i de respective Klubber og Frimurerloger, ynkes over mig, og rækker mig en hielpende Haand - en ringe Ting for dem kan rædde mig fra fuldkommen Ruin - Den alleryderste Nød driver mig til dette Skridt - man har solgt mit Bibliothek, og derved bedrøvet mig, som formedelst Gicht og Krampe i Fødderne ei kan fortiene noget, mit Levebrød. Min stakkels Familie lider tillige, og betænk, hvilken Vellyst for ædle Siæle ved et lidet Laan paa et Aar, at hielpe en undertrykt Mand paa Fode igien.VenninghausenI Skindergaden No. 37

Det er ikke dokumenteret at lejebibliotekerne var en god forretning. Tværtimod måtte de fleste lukke igen. Men de indeholdt som ovenfor skrevet mest skønlitteratur.

De omtalte værker er: J. B. Louvet: Et Aar af Chevalier Faublas' Levnet. Med nogle Forandringer overs. af det Franske. 1801. Bruuns fritimer er muligvis Thomas Christoffer Bruun: Rimerier, 1788. Bocazes Fortællinger må vel være Boccacio. Nicolas Fromaget: Mahomets fætter, 1772.  

Den tilintetgjorte bog (på fransk) af Charles Paul de Kock: Gustave (1821) ser ikke ud til at være oversat til dansk. Den engelske Wikipedia skriver om de Kock: 

The stories are full of observation at first hand and of spicy humor. The 1905 New International Encyclopædia describes his stories as rather vulgar, but not immoral, demanding no literary training and gratifying no delicate taste. They were extraordinarily popular. In 1905, Paul de Kock was seldom mentioned in the more conventional French histories of French literature 

Ubehageligt Slavebesøg.

I Lille Torvegade på Christianshavn nr. 112 indfinder sig siden sidste flyttetid næsten daglig nogle slaver. For nogle dage siden ikke mindre end 7. I forrige uge transporterede de brænde til stedet og kastede det ind i forstuen, hvorved gangen spærredes for husbeboerne. Undertiden saver de brænde i gården i overværelse af deres fører som undertiden også bliver udenfor på gaden. Støder man på trappen på en sådan slave og spørger hvad han har at gøre der, svarer han knurrende at han er beordret til at komme der. Den der modtager disse tjenester af slaver, skal være sergent ved ingeniørkorpset. Det er højst ubehageligt for husets beboere at slaver har en så hyppig fri adgang til huset, og da man tvivler på at slaverne der underholdes på det offentliges bekostning, således kan udnyttes af private, hvorved offentligt arbejde forsømmes, tillader man sig at gøre højere vedkommende opmærksom på denne uorden for om muligt at se den afhjulpet.

(Politivennen nr. 1461. Fredagen, den 29 December 1843. Side 831-832). 

Redacteurens Anmærkning

Matrikelnummer Lille Torvegade 112 blev 1859 til Torvegade 29 og ligger på den side af Torvegade der blev revet ned for at give plads til en udvidelse. Mellem Wildersgade og Christianshavns Torv.

Jule-Bazarens Mærkeligheder.

Ved at indtræde i denne bygning, imponerer det store, udstrakte rum den indtrædende, dog fængsles ikke øjet af noget særdeles skønt. For loftet er kun simpelt overstrøget, og til dels fuld af fugtighedsskjolde, og docereringerne på sidevæggene er yderst simpelt, i denne henseende tåler bazaren ingen sammenligning med den ringeste bygning i Københavns Tivoli. Hvad imidlertid de fremstillede genstande angår, så kan det ikke andet end glæde enhver dansk mand at se den mængde frembringelser af dansk industri og kunst. En guldsmedebutik afløser en modehandlers, denne igen en drejers, denne atter en possementsmagers, og således bestandigt den ene butik den anden. Man finder naturligvis der alt sammentrængt hvad man finder adspredt i Københavns gader. Skulle vi nævne hvad vi finder anbefalelsesværdigt her, så må vi først nævnebutiksjomfruerne som egentlig er sjælen i hele den herværende handel. De trækker ligesom magneten jernet den unge mandlige verden herind, der også sværmer om dem, som bien om blomsterne. Visselig har bazaren disse personer at talle for en del af sin indtægt. Her står en kavaler og købslår med en smuk modehandlerske om en damesilkehat eller en dukke for hvilken han egentlig ingen brug har, for han er løs og ledig, men modehandlerskens smukke øjne har tiltrukket ham, og handelen går for sig. Her står en officer ved en konditorbutik og fylder maven med brændte mandler, drikker en snaps af en med likør fyldt sukkersvane og konverserer den knipske konditorske.

Betragter vi de udstillede varer, så mener vi at burde nævne hr. Caspersens udsalgssted som det skønneste i hele bazaren. Det store basin med springvandet og guldfisken gør en ypperlig virkning, omgivet af de skønne blomster og træer. Hr. Rømers porcelænshandel interesserede os også meget med hensyn til det skønne danske porcelæn, der må overbevise den vantroende at vort fabrik her formår at levere lige så skønne sager som Frankrigs porcelænsfabrikker. Man vil måske indvende at prisen også er højere, men denne er virkelig ubetydelig højere så enhver patriotisk sindet mand ikke bør betænke sig på at give 8 skilling eller 1 mark mere for dansk end for et fransk fabrikat. Butikker med skønt drejerarbejde, alabast og terra cola, broderisager, guldsmede osv. udmærker sig ligeledes med deres udstillede varer.

Vi vil i det følgende nummer omtale disse genstande mere vidtløftigt.

(Politivennen nr. 1460, Fredag den 22 December 1843, side 815-817)

Redacteurens Anmærkning.

N. Rømer havde ifølge vejviseren butik i Store Kongensgade 243, hjørnet af Dronningens Tværgade. Her solgte han udover porcelæn tilsyneladende også hollandsk melange og cigarer.

Om Bazarbygnignen paa Byens smukkeste Torv.

Siden vor sidste indrykkelse er bazaren dygtig avanceret. Vi passerer den vej daglig i vore forretninger og hører med glæde folks ytringer om denne bazar som gør et så højst ubehageligt indtryk. Den meste grund til klage har unægtelig ejere og lejere på strøget fra Store Kongensgade til Thotts Palæ. Der hvor den russiske minister bor, ender bygningen, og han generes ikke. Ejendommen på det nævnte strøg er dyre på grund af beliggenheden, udsigten som en nu egenmægtig er betaget lejerne som bor der i dyre domme, har man på en diktatorisk måde berøvet dem, og dem der holder butik på den række, vil sikkert føle et alvorligt pengetab da synet er berøvet deres butikker. - At ikke en af den samlede kommunalforfatning udtalte et kraftigt nej er ubegribeligt. - På skydebanen lød det ret smukt, men der gjaldt det ikke - blot hen i vejret.

Flere blade har forlangt og med grund at alt fremmed arbejde tilbagevises. Vi ønsker det, men tvivler derpå, er endog bygmesteren en tysker. Skulle fremmed arbejde vise sig i drejerarbejde, ure, parfumerier, hatte, modesager, jernkram, guldsmedearbejde osv. da håber vi det snart rygtes og folk følgelig bliver derfra, gør deres indkøb hos danske folk, eller oppebier tiden som muligvis vil bringe en bazar i København for udenlandsk arbejde. - Vi beklager mængden af vore driftige fattigere håndværksfolk som dette bazarvæsen vil bringe en sørgelig vinter.

(Politivennen nr. 1456, Fredag den 24 November 1843, side 748-750)

Mere om Bazaren paa Kongens Nytorv.

Der er vist ingen stad i Danmark hvor borgerne eller kommunen ville tåle sådan bazar på et offentligt torv til vanære for torvet og beboerne. Man ved en mand med butik i staden, en butik på Børsen, en butik i Tivoli, og måske nu en butik på Kongens Nytorv. Det er altså 4 butikker. Når nu denne mand med familie kan leve af den ene butiks handel, og lægge fordelen af de 3 andre på kistebunden, er det da ikke til at ruinere sine medborgere. Men det er skik og brug i Danmark at den der har brød, bydes brød, og man siger altid den driftige mand skal have alle de privilegier som mange kunne leve af med familie. Vi vil blot nævne: Adressekontorets ejere, bagerne med deres sukkerbrød tilligemed groft rugbrød. Der findes en brygger med 2 bryggerier i 22 gader og et brændevinsbrænderi, og mens han bygger store brændevins- og bryggergårde, går vel en 7 til 800eje- og lejebryggere og brændevinsbrændere til tiggerstaven, til stor sorg både for ejere og sidste panthavere som ofte har set deres prioriteter flyde under rendestensbrættet, eller med andre ord: tabt deres kapital.

Man måtte i alt fald ønske at der i den store fjællehytte eller bazar på Kongens Nytorv blev holdt streng opsigt at der ikke blev solgt andet end danske fabrikationer. Nu er vi gudskelov kommet så vidt at vi ikke behøver udenlandske varer til spise og drikke eller til at klæde os i, og vi mangler kun ligesom englænderne at have stolthed af landets egne produkter. Når en engelsk herre kommer ind i en klædebutik og vil have klæde til en frakke, spørger han straks om engelsk klæde, og finder han ikke det engelske stempel derpå, køber han det ikke. Nu har vi fået et mådeholdsselskab for stærke drikke, men lad os få godt indenlandske klæde med, det er lige så nyttigt som det andet.

Efter forlydende koster opbygningen af bazaren på Kongens Nytorv 2.600 rigsbankdaler som kunne have været sparet dersom den var blevet indrettet i brøndsalen i Gothersgade. Beklageligt er det når vi ser hen til at det tømmer og de brædder der bliver ødelagt, og når vi ved at det lille Sjælland bruger om året så mange ladninger finsk grantømmer og tysk brænde, foruden pommersk og svensk, foruden alt det stenkul som vi kommer i kakkelovnene, og dog har vi flere tusinde tørvemoser i Danmark foruden en del skove. Jeg skal en anden gang berøre, hvorledes man i andre lande har det med ud- og indførsel.

Et medlem af Mådeholdsforeningen.

(Politivennen nr. 1455, Fredag den 17 November 1843, side 738-740)