Revolutionen i Tivoliet.

(Indsendt)

Lørdag den 31. august var en mærkværdig, men tillige omineus dag for det skønne Tivoli og dets entreprenør. Man kunne her anvende det gamle ordsprog: aftenen er ikke morgenen lig. Inden solen kastede sine stråler over Tivoli blev agenten forgudet af sit tro folk. Man bragte  ham kl. 2 formiddag en matinette (det modsatte af en serenade). Det var hans fødselsdag og hyldesten var storartet. Det lumbyeske og det braunsteinske musikkorps vækkede ham af den slummer hvori han nylig var faldet, træt af den foregående dags møje. Men overraskelsen var behagelig, agenten følte at man erkendte hans værd, hans fortjeneste. Han følte sig stolt som en konge. "Og er du ikke Tivolis fyrste og regent!" råbte han, men glemte at Kyhl forrige år havde vist ham at det var under konstitutionel regeringsform. 

På dagens horisont viste sig allerede skæbnesvangre skyer. Politiforbuddet mod at spille længere end til kl. 11 ankom. Tivolis presse kom i bevægelse, om aftenen sås de betydningsfulde brandgule plakater opslået. Folket strømmende ind, Tivoli var et ildhav, tilfredshed og glæde herskede overalt, djævelens kastel afbrændtes. Teatrets præstationer var endt, alle ilede til koncertsalen. Hvad betyder det! Programmets musiknumre er ikke udspillede, og de herrer musici stikker piben i sæk og begiver sig bort? Tydelige tegn på oprørs sind viser sig blandt det folk der ellers er tivolifyrsten så hengiven. Et bulder, som når havet bruser stiger op til koncertsalens af våbenskjolde omgivne loft. 

Agenten iler hid for at berolige det opbragte folk. Det vil ikke høre ham! Ham, hvis higen og tragten går ud på at more det! Han vil trænge sig frem for at tiltale det. Men massen vil ikke åbne sine rækker for at tilstede ham gennemgang. En af hans venner vil stå ham bi, han rækker sin krykkestok over mod ham, og vil venskabelig banke lidt på hans hat, for at gøre ham opmærksom på det. Oh, salige ven, du vidste ikke hvad du gjorde! Flere af det oprørske folk griber om stokken. Agentens hoved, det hoved som har udklækket ideen om Tivoli, bearbejdes af vanhellige hænder. Utaknemmelige folk, I er blinde i eders vrede! Politiet bemægtiger sig den som fastholder enden af stokken. Han falder som et offer for sit venskab. Tunge skæbne! 

Agenten må trække sig tilbage. To krigere hvis navne burde optegnes af saga i gardens årbøger, tiltalte det opbragte folk: "Vis nu den nordiske kraft, kække skandinaver, ryk frem!" Folket omringer Tivolis regent. Hans ytringer at en af hans ansvarlige ministre, kammerråd Friis, mod hans vilje har givet ordre til musikkens ophør, kan ikke høres under larmen og våbenbulderet. Agenten søger nu at trække sig tilbage bag kontorets hellige dør. Fama fortæller at her forefaldt atter en kamp. Agenten nåede det hellige Palladium, Bazaren. Hans venner slår en standse om det. Folket vil gerne erklære det i belejringstilstand, men det må ophæve blokaden, for Tivolis klokke har lydt tre gange. Lukkedes Tivolis porte, kunne dets blodhunde rykke frem som reserve og ve da heltene fra koncertsalen. Tavse sniger oprørerne sig bort og klokken slår tolv.

Politivennen nr. 1497. Fredagen, den 6 September 1844. Side 561-564).

Traps kort over Indre By, omkring 1870. Kortet viser Tivoli midt til venstre, den dominerende tømmerplads sydøst for samt Kalvebodløbet før det hele begyndte at blive opfyldt og jernbanen anlagt. Ligeledes Amagersiden.

Redacteurens Anmærkning

Trods den sarkastiske tone får Tivoli året efter en omtale hvor man kan læse om hvad Tivoli tilbyder, i artiklen "Tivoliet i Aar." i Politivennen nr. 1549, onsdag den 21 juni 1845, side 377-380. 

Der er tale om Georg Carstensens fødselsdag, d. 31. august, hvor han fyldte 32 år. Tumulter ved offentligt afholdte fødselsdage var ikke noget usædvanlige. Fx var der ofte tumult ved Frederik 6.s fødselsdag. Det første nummer af Politivennen 1798 handlede om politivold ved den lejlighed. Forposten den 1.september 1844 berettede om episoden:

- Det er igaar Aftes kommet til Scener i Tivoli, hvorved i det mindste Glarmesterne om ikke Saarlægerne have faaet Fortjeneste. Det er første Gang, at det tivolistiske Publikum har viist en afgjort Misfornøielse med Hr. Agent Carstensen, som ikke engang ved sin egen personlige Fremtrædelse, understøttet af Politiets Stokke, var i Stand til at dæmpe den, man han endog maatte søge sin Sikkerhed i et hurtigt Tilbagetog. Og anledningen dertil skal dog ikke have været hans Skyld. Hr. Carstensen havde i Adresseavisen ladet annoncere, at Forlystelserne, og navnlig Musikken i Consertsalen, iaftes skulde vare til Midnat; men om Aftenen blev det ved Contraplacater bekjendtgjort, at Politiet havde forbudt denne Forlængelse og at Musikken derfor vilde ophøre Kl. 11. - Da nu denne Tid kom og der af de averterede 36 Musiknummere endnu resterede nogle, hvoriblandt en Telegraph-Gallopade, som man nu slet ikke syntes at kunne undvære, fordrede Publicum Fortsættelsen, medens Musikanterne stak Piben ind for Politiet. Da Tumulten tiltag, da man med Trusler kaldte paa Hr. Agenten, da var det, at han ilede til for at berolige Gemytterne. Men man lod ham ikke komme til orde; og medens Concertsalens Ruder klirrede, maatte Entrepreneuren og de ham ledsagende Politibetjente trække sig tilbage. Rørende skal det have været at høre, hvorledes Hr. Carstensen, da Politiet vilde bruge Stokkende, med selvopofrende Mod raabte: Holder inde! Holder inde! Før vil jeg selv undgjelde, end see den danske Nation faae Prygl paa mit Tivoli! - Og Politiet, holdt det da virkelig inde? - Vi vide det ikke bestemt. - Men naar vi sige, at Agent Carstensen var uskyldig, saa mene vi, at Forbudet, der opbragte Publikum, ene maa hidrøre fra at Politiet allerede har antaget at burde handle i Overensstemmelse med det nye Udkast til en Anordning om Søn- og Heligdages Overholdelse ifølge hvilket det tilsigtes strengt at forhindre allehaande Forlystelser at gaae over fra Løverdag Aften til Søndag Morgen. Politiet har saaledes baaret sig ad paa samme Maade som Gjennemsynet, der beslaglægger i den Forestilling, at Udkastet til den nye Trykke-Anordning allerede er blevet Lov. - Det er Følgen af at Politiet læser Standertidenden - men at Politiets religiøse Strenghed derved er tiltagen - det kunde Hr. Carstensen jo ikke vide. - Iøvrigt viste der sig iaftes ogsaa udenfor Tivoli en meget urolig Aand, især paa Volden og ved Vesterport, hvilket foranledigede endeel Arrestationer.

I Fædrelandet den 11. september 1844 blev affæren kaldet "Tivoli-Tumulten". Til forklaring af politiets handlemåde hører at Tivolis fødselsdag kun 2 uger forinden, den 17. august var blevet fejret behørigt med et imponerende fyrværkeri ved midnat, hvorunder en raket skal være faldet ned gennem en skorsten på Amalienborg. Politiet blev i den anledning beskyldt for at sove. Se Dannevirke 24. august 1844.  En artikel fra Forposten 8. september 1844 må stå som et eksempel på hvor langt den trykte presse vovede at omgå censuren på dette tidspunkt: 

I den Erklæring, Hr. Carstensen har udstedt i Anledning af "Tivoli-Oprøret" næstsidste Løverdag, hedder det, at det maa beklages, at man eet Øieblik har kunnet antage, at der er foretaget noget vilkaarligt Skridt fra Politiets Side. Hr. Carstensen vindicerer her paa en ligesaa smuk som veltalende Maade de kjøbenhavnske Polities velbekjendte humane Fremgangsmaade, der ikke tillader det at gaae vilkaarligt tilværks ved nogensomhelst Leilighed. Det maa kun bemærkes, at Ordet vilkaarligt maa ene og alene tages og opfattes fra et reent dansk Standpunkt, altsaa noget forskjelligt fra den Maade hvorpaa det til exempel forstaaes i England og Frankrig; det gaaer nemlig med bemeldte Ords Betydning ligesom med Varmelinien, der synker betydeligt jo længere den kommer fra Vest til Øst. Vi kunne forøvrigt vel forstaae, at Hr. Carstensen har havt de tidligere offentliggjorte tilfælde for Øie, hvor det kunde synes at være paalagt Politiet, med Grund, at det havde handlet vilkaarligt; men det er altid senere tilfulde oplyst, at der ingen Grund har været til saadan Beskyldning, og at Politiet med Etatsraad Bræstrup i Spidsen stedse har viist den Humanitet, som det er bekjendt for. Hvis Politiet nogensinde imod Formodning skulde handle vilkaarligt, stod det jo desuden til Vedkommende at klage til Cancelliet, der vel vilde vide at hævde dets Rettigheder og Værdighed; thi fordi Stænderne have sagt, at Collegiet handler vilkaarligt, derfor er jo intet Beviis tilveiebragt for, at det vil tillade Politiet at handle saaledes, tilmed da den kgl. Commisssarius har tilstrækkeligt godtgjort, at en saadan Beskyldning er hentet lige ud af Oppositionsbladene eller fra en aldeles upaalidelig Kilde. Disse Bemærkninger have vi ikke troet at være overflødige med Hensyn til, at vi kunde blive mistænkte for ikke at dele Hr. Carstensen Anskuelser om politiet, naar vi ikke erklærede os beredvillige til at istemme hans indirecte Lovtale, som der staaer i Vægterverset, "men Haand og Mund, af Hjertens grund" - et Citat, vi uvilkaarligt mindedes derved, at Tanken henlededes paa Tivoli-Avisen, Vægteren for Tivolis Hæder.

Spørgsmaal.

1) Kan smedemester P. Jensen, som giver sine svende elendig og dårlig kost, af hvilken årsag man ikke så sig i stand til at forblive i hans arbejde, men opsagde dette til skifte med hans vilje efter 4 ugers forløb - påstå godtgørelse for at svenden 2! dag før tiden forlod arbejdet på grund af mesterens mod ham udviste brutale og ulovlige skælden og adfærd uden grund og årsag mod ham i værkstedet.

2. Kan denne mester forholde svenden sin seddel uagtet denne ikke er ham noget skyldig, og uagtet svenden bevisligt har tilbudt ham en lovmedholdelig godtgørelse for de nævnte 2½ dage for så vidt denne med ret kan tilkomme ham.

3) Er det forsvarligt at mesteren efter 4 ugers forløb endnu ikke har afgivet seddel til svenden uden hvilken denne ikke kan få arbejde

4) Hvorledes kan det forklares at efter at mesteren af svenden har været indkaldt for 5. protokol i ovennævnte anledning, denne sag endnu ikke efter fulde 3 ugers forløb er afgjort, eller svenden i det mindste har fået sin seddel, hvorpå han kunne få arbejde og skaffe sig og familie det nødvendige til livets daglige fornødenheder.

En anden svend slap lykkelig og vel ud af denne mester garn, fordi han heldigvis ikke havde afleveret sin seddel til ham, og jeg tror ved at bringe disse spørgsmål til offentlighedens og retskafnes bevarelse herved at kunne give mine ærede medbrødre et advarende eksempel for ovennævntes dårlige behandling der næppe undgås når svenden først har afgivet sin seddel da han ved skifte ikke uden vanskelige og byrdefulde langtrukne omstændigheder igen kan få en sådan.

Den 19. august 1844
P. C. Nilsen
Kleinsmedesvend.

(Politivennen nr. 1495. Fredagen den 23 August 1844, s. 532-534)

Redacteurens Anmærkning

For denne artikel indkasserede svenden en bøde på 50 rigsbankdaler, han blev underkastet censur i 1 år samt måtte betale 16 rigsbankdaler i sagsomkostninger:

Aar 1845 den 6te Jan. blev i den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kjøebnhavn afsagt Dom i Sagen: No 574/1844 Smedemester P. Jensen, contra Kleinsmedesvend P. E. Nielsen, og saaledes Kjendt for Ret:

"De ovennævnte, af Indstævnte Kleinsmedesvend P. E. Nielsen i et Inserat med Overskrift "Spørgsmaal" i No. 1495 af Bladet "Politivennen" for Fredagen den 23de August sidstleden brugte, for Citanten Smedemester P. Jensen fornærmelige udladelser bør døde og magtesløse at være, saa at de ikke kommer Citanten til Forkleinelse paa gode Navn og Rygte; og bør Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, samt være den i Forordningen af 27de September 1799 § 20 anordnede Censur undergiven i 1 Aar. Processens Omkostninger betaler Indstævnte til Citanten med 16 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."

Hvilket, efter ovenmeldte Forordning, herved bekjendtgøres.
Den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsrets Justists-Contoir i Kjøbenhavn, den 6te Januar 1845.
Krÿger.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende. 20. januar 1845.)

Tivoliet og dets Rivaler.

Da Tivoli blev åbnet forrige år, hørte man en almindelig klage over de store rettigheder der er blevet tilstået denne forlystelsesanstalt og som gjorde dybe skår i manges hidtidige levevej, både udenfor porten og i byen. Frederiksberg, Kehlets Alleenberg og pricernes Morskabsteater havde de foregående somre ligesom denne været de steder hvorhen Københavns indbyggere begav sig når de ikke valgte en skovtur. Nu da Tivoli blev åbnet, strømmede alle herind. Der siges endog i det forbavsende antal af 14 til 15.000 mennesker. Vejen til det elskelige Frederiksberg, hidtil københavnernes yndlingsspadseretur, blev tom den øvrige del af sommeren. Alleenberg stod forladt, den larmende karusselbane stod stille. De øvrige beværtningssteder udenfor Vesterport kunne gerne have lukket til med undtagelse af Rosenlund, hvis ejer, det gamle kløgtige hoved som han selv har kaldt sig, foranstaltede vauxhaller, fyrværkeri der var sidestykker til hans smagfulde karusselkørsel, men som dog tiltrak sit publikum der her kunne få en svingom med en smuk pige og lidt konversation i havens mystiske lysthuse. Tivoli blev endelig lukket efter at have afgivet et yderst glimrende resultat. 

Da denne sommers nærmede sig, begyndte Alleenbergs ejer, C. Kehlet at ruste sig mod sin dødsfjende, Tivoli af alle kræfter. Hans bestræbelser blev kronet med et heldigt udfald. Skønt Tivoli blev godt besøgt, så man dog et langt større antal spadserende endnu vandre ad det gamle Frederiksberg og undervejs besøge Kehlet hvor man nu om søndagen finder alle lysthuse besatte, uagtet der er indrettet et langt større antal i år end tidligere. Kehlet, som ved at mangel på fremgang er tilbagegang, har ikke alene anskaffet sig et kostbart fortepiano (det skal koste 700 rigsdaler) der spilles midt i haven. I hans smukke kinesiske lysthus er oprejst en række smukke panoramaer der forevises for en yderst lav pris. Og han har endog i denne tid foretaget sig en rejse til Hamborg og Berlin for at bese de derværende taffelhuse og forlystelsessteder og muligvis derefter indrette sit beværtningssted udenfor og i staden. En sådan dristighed forenet med den grundsætning at en lille fortjeneste der kommer ofte, er bedre end en stor, må have til følge at hr. Kehlet kan konkurrere med den ellers altopslugende forlystelsesanstalt, Tivoli.

Fra en anden side søgtes også et agtet kunstnerselskab at sætte en skranke for tivolis indgreb i anden mands rettigheder. Da Tivoli nemlig blev åbnet i år, gav man her pantomimer uagtet dets privilegium forbyder det opførelsen af sceniske fremstillinger, hvortil pantomimer i alle henseender hører. Pricerne hvis mest vægtige præstationer er mimiske forestillinger og som ellers led nok ved Tivolis oprettelse, indgav protest, grundet på monopol til kancelliet som også med hensyn hertil forbød pantomimers opførelser på Tivoliteatret. Handlede de urigtigt heri? Eller kan man fortænke danske borgere at de værner om deres rettigheder mod et alt opslugende uhyre som Tivoli der med sine daglige mimiske fremstillinger til sidst ville overmætte publikum med dem som det allerede har gjort med sine atletiske, herkuliske, arabiske, malibariske, kinesiske og Gud ved hvad kunster? 

Desuagtet synes dog at Tivolis privilegiehaver er forbitret på Morskabsteaterets ejere fordi det formenes ham at tilintetgøre deres levevej. For efter at Pjerrot i søndags var blevet skrinlagt, går han nu igen og spøger hver aften. Herimod kan nu intet indvendes, men derimod syntes udtryk som hr. Mancinis til gengangeren Pjerrot: Har de derovre (Morskabsteatret)? knækket halsen på dig, så skal vi nok knække halsen på dem igen, at tilkendegive en så hadsk og hævngerrig stemning at vi mere vil anse disse ord for ubetænksomme og overilede end virkelig tage dem i deres betydning eller sigtende til at vække publikums misfornøjelse mod det i publikums agtelse højt stående priceske selskab. Enhver af Københavns kunstelskende publikum ved også at dette selskab der har kunstnere og kunstnerinder at opvise som Adolph Price, Rosa og Flora Price, ikke behøver at frygte for at nedsættes i publikum ved ovenstående og lignende ubeskedne udtryk.

Ville enhver anden i hvis næringsvej Tivoli gør skade ligesom de her nævnte, opbyde alt hvad der står i deres magt for at tiltrække publikum eller værne om deres rettigheder, så ville en stor mængde borgere ikke se deres næringsvej formindsket eller aldeles tilintetgjort.

Politivennen nr. 1492. Fredagen, den 2 august 1844. Side 488-492).

Restaurationen i Tivoli.

Næstefter Koncertsalen er restaurationssalen vist nok den smukkeste genstand i hele Tivoli. Det er et ret imponerende syn når denne sal om aftenen er oplyst og de mange lys giver genskin i de store spejle, så lysenes antal synes at være endnu større end de virkelig er. Den smukke malning, den rige forgyldning og den hele elegant udstyrede dekoration, kort sagt enhver ting er der så fortrinligt sørget for her, at man intet har at klage over i den hele restaurationssal, undtagen maden der til tider mere mådelig end i det simpleste markentenderi. 

Da øjemedet med denne restauration ikke kan have været blot at fryde tilskuere med den, næsten overdrevne pragt, og i stedet at levere velsmagende og gode varer, leverer dårlige. Og da en restaurationssal ikke er et forlystelsessted for øjet, men for maven, så ville det være ret ønskeligt om der blev sørget for at folk ikke som så ofte er har harværet tilfældet, får beafsteack der er så forbrændt at den ikke kan spises, og som de har måttet lade opvarteren bringe væk igen. Andre stege som skulle være møre og gennemstegte, bliver leveret seje og rå. Saucene er mådelige og forlanger man et eller andet gemyse til, som grønne ærter osv. da blandes det ene i det andet som om man serverede for dyr i stedet for mennesker. 

Så vidt Tivolirestaurationens dyder og lyder.

(Politivennen nr. 1490. Fredagen, den 19 Juli 1844. Side 449-450).