Ønske ang. Melk.

Kun få af Københavns indbyggere der enten selv har køer eller ved venskab får overladt mælk af honette ejere af køer, nyder den behagelighed som uforfalsket mælk unægtelig er. Størstedelen af indbyggerne køber deres mælk hos amagere, spækhøkere, brændevinsbrændere og nyder i det købte en vare der kun har lidt tilbage af mælkens udseende, smag, næringsrighed og behagelighed. Da dels ovennævnte sælgere selv, dels deres folk på egen hånd rigelig forfalsker det malkede med vand, og som man ikke sjælden nødes til at tro, med urent vand.

Det er ikke sjældent at lugten og smagen endog tydelig angiver tilstedeværelsen af koskarn, og altså at formode at det endnu tiere er for hånden, men i en mindre grad, så at det ikke så tydelig kan skelnes at den slette smag kommer af denne væmmelige artikel.

Ved man nu tillige at de køer hvis mælk således forvansket vanædler indbyggernes mælkemad, te og kaffe (for som mælken, så fløden), dels nyder en føde der ikke er skikket til at frembringe den bedste mælk, dels henstår tre kvart af året, ja nogle endog hele året i væmmelige skidne, stinkende og lumre stalde, nogle endog i kældre, at de næsten aldrig holdes rene, og bestandig står i vådt med fødderne, ikke heller nyder tilbørllig strøelse til godt leje; ved man at intet lettere end mælk antager smag og lugt efter endog den luft den står i, og at sluttelig den også efter koens føde, sundhed og øvrige hele tilstand let kan antage forskellige egenskaber, så tør man vel påstå at denne mælk er forvansket og forfalsket, endog før den forlader yveret, for at modtage den grovere ovennævnte forfalskning.

Brændevinsbrændernes køer er så skidne at det vel endog tør kaldes en umulighed at erindre at skarn under malkningen må skade i mælken. Hvor mange brændevinsbrænderes piger giver sig vel endog den møje at vaske yveret før de malker.

At slet fødte og usunde køers urenlig malkede, urenlig behandlede, med vand fortyndede mælk, ja må igen have indflydelse på alle de nydendes helbreds tilstand, vil vel ingen nægte.

Jeg tror derfor at man inderlig burde ønske at vores sundhedspoliti i forening med sundhedspolitiet ville tage denne sag under overvejelse. Skulle det ikke være muligt ganske at forbyde al kohold i stalden selv? Er et antal af flere hundrede kostalde inden for stadens volde, og vel at mærke afskyelige kostalde eller kokældre ikke af en mærkelig indflydelse på stadens sundhed? Skulle svinehold der er forbudt, vel være meget usundere end sådant kohold?

Vel tabtes noget for vores brændevinsbrændere, men en hel stads luft, en hel stads fødemidler bør dig ikke lide for at både dem. Følgen blev jo blot at koholdet forlagdes til de nærmeste landboere. Spølen ville nok købes af disse, og brændevinsbrændernes tab blev derfor ikke meget stort.

Vel blev da køerne også spølforede, men ikke i den grad som nu. De ville da også få andre næringsmidler, luftigere og renere stalde, bedre leje og et mindre fugtigt fodfæste. Med et ord, Københavns blev af med mange hundrede stankfabrikker, og fik mælk som i det mindste fra yveret var bedre og dermed var allerede meget vundet. 

Hvad vandforfalskningen angik, da var denne rettere forhindret når kroholdet var uden for porten og al mælk føres ind derigennem. Ved en mælkeprøve kunne denne forfalskning let opdages i accisseboden, og den som ikke holdt prøve, blev konfiskeret.

(Politivennen Nr. 1530, Fredagen den 11 April 1845, s. 229-232)

Spørgsmaal til Bagerne angaaende Beskyldningen af Hestefidt.

Flyveposten gjorde i et af sine numre opmærksom på at flere bagere her i byen bagte deres smørede hvedebrød ved hjælp af hestefedt. Indsenderen af dette har hørt at det skulle forholde sig rigtigt at en stor del af bagerne brugte hestefedt, men blot til at indsmøre de jernplader hvorpå hvedebrødet bages. Imidlertid må dog enhver hvem det ikke er ligegyldigt hvad han putter i munden, tilstå at brødet som en dame nyligt har sagt til indsenderen, må vokse i munden ved tanken om at måske dele af et gammelt uvasket øg der er blevet slået ihjel af alderdom, findes i det. Det synes at bagerne ikke burde tie ganske stille til denne beskyldning da man ellers deraf måtte drage den slutning at det forholder sig således. Og derfor opfordrer indsenderen tillige med flere, af de herrer bagere at oplyse Københavns indbyggere om det virkelig forholder sig således at hestefedt anvendes i deres bagerier. Da rygtet siger at politiet skal have blandet sig i denne affære, og ved deres forespørgsel hos nogle bagere fundet Flyvepostens angivende bekræftet, så anmodes også herved det sidste blad at give oplysning han formår om denne delikate sag. For dem som er blevet ækle ved at spise nogen som helst hvedebrød i dette tid af frygt for at dertil skulle være anvendte hestefedt, vil det måske være behageligt at få denne underretning at foruden hos den heri bladet tidligere omtalte bager Levy i Vingårdsstæde, får man fra Feilbergs udsalgssted af brød på Gammeltorv, franskbrød og surbrød der er bagte på jernplader som er smurt med olie.

(Politivennen Nr. 1529, Onsdagen den 8 April 1845, s. 223-224)

Nattesværmen i Nybrogade.

Nybrogade har hidtil været en gade hvor ingen af præstinderne ved Venus Vulgarivas Tempel har haft deres sæde, eller som har benytte til at udkaste deres skarn. Desværre synes i den senere tid dette ikke mere at være tilfældet. Om aftenen og ud på natten ser man ikke alene enkelte af disse væsner sværme omkring i denne gade, men ofte også flere i en trup. Centralpunktet for deres natlige sværmen er et i gaden beliggende hus, hvilket vi ikke nærmere vil betegne fordi vi formoder at dets ejer, uvidende og denne deres sværmen omkring hans ejendom lig en myggesværm omkring lyset, vil hvis dette blad kommer ham for øje, ved denne vores betegnelse selv blive opmærksom på dette uvæsen i denne ellers hidtil så stille og anstændige gade, og ved en eller anden kraftig forholdsregel gøre en ende på det. Blot så meget vil vi tilføje at efter vores iagttagelse har disse ovennævnte nattens børn ingen fast stade i selve gaden, men aflægger blot deres besøg hos en af dens beboere der at slutte herefter, ikke må være nogen gader af bachanalske glæder. Skulle imidlertid ejeren af dette hus ikke ved denne vores annonce få sine øjne åbnet, så agter vi nærmere at betegne huset og dets ejer, for derved om muligt at gøre en ende på ovennævnte uvæsen.
Flere beboere i gaden.

(Politivennen Nr. 1524, Fredagen den 14 Marts 1845, s. 170-171)

Nybrogade har ikke ændret sig synderligt hvad angår huse siden Politivennens tid. Hverken denne eller en senere artikel afslører hvilket hus der er tale om. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2017)

Den dreiende Jomfrue i Vimmelskaftet

(Indsendt)

Så vidt vi erindrer findes der en politianordning som forbyder enhver at udhænge eller udstille skilte der kan forårsage forargelse eller ved sit bizarderi foranledige sammenstimlen af mennesker. Det synes derfor at være et spørgsmål om den figur hos modehandlerren i Vimmelskaftet som drejer om sig selv, ikke bør regnes til denne kategori. Man ser nemlig bestandig udenfor denne butik en masse mennesker forsamlet som ikke alene spærrer passagen, men også ved deres sarkasmer og vittigheder hvortil figuren giver dem anledning, sårer de forbipasserendes sædelighedsfølelse eller kyske ører. Vittigheder som: "Der skal du se en jomfru som lader sig dreje!" - "Det er en skræddersvend (øgenavn på en sypige)? - "Det er en skeløjet tøs," osv vil vi ikke tage nogen notits af, men plumpe, uanstændige, udtryk som forråder den dybeste fordærvelse, lyder almindeligt om aftenen, når figuren ses ved belysning, fra de første af den laveste almue bestående rækker der står her, klinet op ad vinduerne for at more sig og kammeraterne. 

Hensigten med denne figur, at vise hovedstadens damer de nyeste parisermoder, opnås derved ikke. For hvilken dame ville vove at komme i berøring med pøbelen. Vi kunne derfor ikke andet end undre os over at den Berlingske Tidende kan nedlade sig til at omtale denne figurs fremstilling som noget fortrinligt, da øjemedet med dens opstilling blot har været at vække opsigt. Hvorfor har den Berlingske Tidende ikke i sin tid rost den schleisnerske modehandel på Amagertorv der vel i enhver henseende kan tåle sammenligning med den rasmussenske. Skulle ikke lidt nepotisme være med i spillet her, man mumler i det mindste om det. For ellers er jo den Berlingske så kostbar med sin ros, og det om ting som anderledes fortjener at omtales.

Vor mening om denne drejende jomfru er derfor at enten sørger dens ejerinde for at holde fortovet ryddeligt ved en betjent og forhindre almuens plumpe vittigheder, eller også helt tage den væk. For ve den fra hvem forargelsen kommer! Det var bedre der var hængt en møllesten om hans hals og han var sænket i havets dybhed. Vi mener naturligvis ikke den franske modehandlerske med det ægte danske navn, men blot dem som giver de små (de uskyldige) forargelse.

C. Nielsen
Fuldmægtig.

(Politievennen Nr. 1511, Fredagen den 13 December 1844, s. 789-791)

Vimmelskaftet. Foto Erik Nicolaisen Høy 2015.

Om Landnings Broen ved Toldboden for Dampskibene.

Denne bro har haft mange genvordigheder før den kom til nogen bestemmelse. Der blev bygget en bro da storfyrsten kom på vor grund for få år siden. Den nye som nu skal bygges, skulle koste over 80.000 Ridsbankdaler. Da enhver har frihed til at sige sin mening om alt opfindeligt, skal jeg tillade mig at fremsætte et nyt forslag. Når man byggede eller lod slå en 5 til 6 alen bred bro fra krumningen på Langelinje straks indenfor Jernporten, ud til Rødepæl og lod gå to arme eller 2 halvmåner så at 2 dampskibe kunne lægge til på en gang, eller også måtte man da bygge et hus lig karantænehuset så at når der kom et dampskib, kunne 2 toldbetjente gå derhen og en passkriver. Der har man alt. Inde kunne en skildvagt være nok. Ved en kejsers eller konges ankomst bruger man kun 2 a 3 det øjeblik.

Broen behøver ikke at være af pommersk træ, for storm med svær is fra østen har vi ikke, og storm fra vesten gør dem ingen skade. De herrer kommunemænd og høje vedkommende kunne allerbedst lade den slå og opføre ved offentlig licitation Jeg har set en lang bro i Jylland hvor Vesterhavet bruser op. Dens piller var af bøgetræ, ligesom det var vokset i skoven. På de runde pæle kan de jernbånd som vi kalder dem, ikke få fat, og de piller kunne let fås i Frederiksdals Skov eller i Dyrehaven. Jeg har som landmand købt sådanne træer i Frederiksdal og Ordrup Skov på roden for 5, 6 a 7 Ridsdaler hvor jeg fik mange favne brænde af stammen. Man kunne også bruge bøgeplanker i stedet for fyr, ligesom i Jylland. Der er ikke så mange favne fra krumningen på Langelinje ud til Rødepæl - så når vi brugte det træ der vokser her til lands, fik man en god bro for 10 til 20.000 rigsdaler. Det blev en selvfølge at dampskibene med heste, vogne, stude og alt kom frem ad denne bro. Man skulle kun engang begynde at tænke på at føde og klæde os, og bruge hvad landets jorde kan frembringe, når dette skete som vel vil vare længe før det danske follk elsker denne herlige mode, og får den først begyndt ligesom vores naborige Sverige eller England, da skulle vi se, hvor vi danske ville blive stolte af det, og de ville kalde os, som vi nu har levet, for uoplyste folk.

NB. Vore efterkommere, når man skriver det 19de århundrede.

En mand af økonomien.

Anmærkning. Broen i Jylland ved Vesterhavet kørte vor højsalige kong Frederik 6. over, året efter at den var bygget, og da stod han af og tog den i øjesyn, og var vel tilfreds med den. Broen var bygget af landets egne skove og frembringelser.

(Politievennen nr. 1508, Fredagen den 22 November 1844, s. 751-753)

Det er omtrent her skribenten gerne ville have anlagt en landgangsbro. På daværende tidspunkt gik der en bro tværs over havneindløbet (Bomløbet) til Nyhavns Hovedvagt. En bom kunne åbnes for ind- og udgående skibe, men altså ikke dampskibe, som måtte liigge på reden og have passagerer og fragtgods sejlet ud i små både.