"Morgenbladets" kronik 29.-11.-1929.
Forfatteren Car. C. Christensen fortæller om en opsigtsvækkende københavnsk begivenhed for 125 år siden.
Når man nu aflægger et besøg på "Assistens Kirkegård" på Nørrebro for at se til sine kæres grave, er det med en ganske anden følelse end den, hvormed københavnerne søgte herud i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede.
Gamle Werlautf beretter således i sine erindringer, at Assistens Kirkegården udenfor Københavns volde i hans ungdom blev benyttet på en højst upassende måde.
Det var almindelig skik og brug, at mange familier på sommeraftener søgte til kirkegården som til et udflugtssted. Man medtog mad- og drikkevarer inde fra byen, og var man så vel nået den lange vej fra Nørreport derud, dækkede man uden videre dug på en ligsten, diskede op med aftensmaden, der skylledes ned med de behørige dramme eller kold punch. På dette uvæsen blev der dog gjort ende ved graverinstruksen af 15. februar 1805.
Når man så var færdig med maden og drikkevarerne, gik man omkring for at se de forskellige grave og navnlig studere de opstyltede og ikke sjældent ufrivilligt komiske inskriptioner, der i så rigt mål var indhugget på gravstenene.
Som prøve skal jeg indskrænke mig til at fremføre et eneste eksempel, som jeg har fundet i bladet "Politivennen" nr. 435 for 1806, s. 6914. Det gengives med den originale bogstavering på gravstenen:
Her under willer
Dorthea Amalie, føed Møller,
fød d. 29. Augusti 1798. Død d. 22.
Juni 1805.
Jeg laae paa Moders Brøst
og blev af hende amedt.
Nu er min Siæl forløst
og dier Trøst af Lamedt.
Min sorte Svøbe Klud
jeg nu er bleven qvidt.
Jeg staar saam Jesu Brud
med Engle hvid Habidt.
Denne gravskrift har forhåbentlig og efter al sandsynlighed været en af de mest ondartede. Men medens kirkegårdens mange besøgende gik omkring for at se, hvem der sov den evige søvn i de forskellige grave, og man studerede de mange indskrifter med begyndelsen: "Herunder hviler osv.", hændte der noget, som ved sin grufuldhed i et nu bragte almindeligt røre i hovedstaden - en hændelse, der i indeværende år kan fejre en slags jubilæum, idet det er 125 år siden, den indtraf.
I bladet "Dagen" for den 6. januar 1804 læste man en kort notits om, at et ungt menneske der havde moret sig med at løbe på skøjter på stadsgraven, var gået op ved Vesterport for at spænde skøjterne af, men ikke havde taget sig i agt for, at der her var anbragt en vippebom, og af denne havde fået et så vældigt slag i hovedet, at han døde på stedet. Dagen efter meddelte samme blad under rubrikken "Døde": J. N. Mejer ihjelslaget af bommen på Vesterbro.
Begravelsen af den unge mand fandt sted den 6. januar, og to dage efter gik faderen, skomagermester Mejer, ud for at se til graven, som jo nu skulle have været tilkastet; men til sin store bestyrtelse fandt han den endnu åben og, hvad værre var, uden kiste. På forespørgsel til graverkarlene fik han et undvigende svar, der gik ud på, at sønnens lig var lagt et andet sted hen, uden at han dog kunne få opgivet, hvor dette var.
Skomager Mejer hentede da en bekendt, vildthandler Søberg. I forening afæskede de graverkarlene en forklaring på mysteriet og langt om længe fik de da opgivet stedet, hvor sønnen var begravet. Med en medbragt spade gravede Mejer og hans bekendt jorden op, og nu fandt de også sønnens lig, men næsten nøgent og uden kiste.
Samme aften gjordes der politianmeldelse, og næste morgen tog politiet affære og arresterede 3 graverkarle samt dagen efter endnu en, ligesom kirkegårdens overgraver, en mand ved navn Meisling, blev suspenderet fra sin stilling af Magistraten den 11. maj.
Næppe var sagen rygtedes inde i hovedstaden, før folk i tætte skarer stimede ud til Assistens Kirkegård. Alle var blevet opskræmt, ingen vidste sig sikker på, om netop de afsjælede legemer af hans kære lå i de pågældende grave, og navnlig var uroligheden størst hos dem, der fornylig havde fået nogen begravet.
Politimester Haagen bekendtgjorde da, at alle og enhver, som måtte ønske at få deres grave opgravet og undersøgt til nærmere beroligelse, måtte melde sig til ham med angivelse af den afdødes navn og begravelsesdag, så ville en nøje undersøgelse finde sted.
Opgravelsen blev foretaget af 32 af byens vægtere, og ved denne blev blandt andet i en grav foruden det lig, der hørte til den, tillige fundet et kvindelig, som ingen kendte noget til.
I Sagen var foruden Overgraver Meisling og Graver Hansen tillige 6 Graverkarle, 5 Kvinder og 5 Privatpersoner impliceret, og ved de afholdte Forhør var det artige Ting der kom for Dagen.
Det viste sig nemlig, at enkelte af de tiltalte havde plyndret ligene for det linned, hvori de var indsvøbt, medens resten havde medvirket til at grave kisterne op, tage ligene ud og derpå sønderslå kisterne, der da af andre blev solgt som brændsel. De opgravede lig havde de derefter nedlagt i andre grave, som slet ikke vedkom disse, og i den anledning skrev Rahbek Danske Tilskuer ironisk, at når der på gravstenene stod: "Her ligger", var dette underkastet den stærkeste tvivl.
Opgravningen af de mange lig var selvfølgelig en temmelig omstændelig og bekostelig historie; thi foruden de 32 vægtere var endvidere udkommanderet 13 politibetjente samt 16 husarer med officer og vagtmester, og omkostningerne til de gravende beløb sig til 352 rdlr. 3 mark 14 sk.
Den 25. juli 1804 faldt dommen ved Hof- og Stadsretten, og den kom til for de 6 graverkarles vedkommende at lyde på 4 og 3 års rasphusarbejde, de to gravere Meisling og Hansen blev idømt bøder på henholdsvis 300 og 150 rdlr., en kvinde fik forbedringshusarbejde i 4 måneder, medens hver af de andre slap med at bøde 1 rdlr. til politikassen. Samtlige skulle dog betale omkostningerne ved sagen og genopgravelsen af gravene.
Først langt om længe faldt sindene til ro i hovedstaden, og endnu mange år derefter gik der sære frasagn om den uhyggelige begivenhed, der efterhånden ved genfortælling antog mere og mere fantastiske former. Der fortaltes således at agent Bodenhoffs 20-årige enke, der døde den 18. juli 1798, var blevet opgravet af graverkarlene, og da disse så opdagede, at hun kun var skindød, idet hun nemlig kom til live ved opgravningen (!!), slog de hende ihjel, og "det er hendes blod, man endnu den dag i dag kan se på marmormonumentet på hendes grav" (!)
Hvad kan en opskræmt og stærk fantasi ikke bevirke.
(Morgenbladet (København), 29. november 1929)
Gravskandalen er også beskrevet i et andet Efterskrift til Politivennen gennem artikler fra Dagen.
