Slaver. (Efterskrift til Politivennen)

To hundrede indtil halvtredie hundrede er det sædvanlige Antal paa de Slaver, som Stokhuset gjemmer. I dette Øieblik tæller man der 168, hvoriblandt er 47 uærlige. Deres Dragt udmærker dem fra alle andre Mennesker og deres Jern *) er et sørgeligt Tegn paa deres Farlighed for Selskabet. Men selv blandt dem gives der Grader. De af dem, som have Tyvsmærke og ere dømte til evig Fæstningsarbeide, kaldes uærlige; de, som mangle dette Mærke, og kun ere dømte til at arbeide en vis Tid, kaldes ærlige. Man har offentlig gjort sig lystig over Prædicatet ærlig, fordi det anveedes paa en Slave, endskjønt hver Fornuftig indseer, at den Benævnelse, som her tillægges saadanne Forbrydere, netop gjør vor Lovgivning Ære. End ikke den saa dybt sjunkne Slave har den villet negte dette for Mennesket saa nødvendige Tillægsord, naar Domstolene ikke ansee ham for uforbederlig; endog ham har den ladet staae Veien til at forbedre sig aaben; end ikke den slette Green paa Statssamfundets store Stamme har den villet afskjære aldeles, saa længe der er Haab om, at den endnu kan blive nyttig **).

Fæstningsværkerne og alle de øvrige Arbeider, som henhøre under Commandantskabet, give disse Forbrydere nok at bestille. Naar de ikke arbeide faae de 2 sk. dagligen, og naar de arbeide faae de derimod et Tillæg af 3 sk., som kaldes Arbeidspenge. Endeel af dem lade sig paa visse Tider frivilligen bruge til de allerforagteligste og meest usunde Forretninger. Jeg har endog om Søndagen seet adskillige Slaver i den største Sommerhede rense den mephistiske Skarnkiste ved Vibens Allee. Ganske afklædte lode de sig hidse ned i denne Gifthule, og da de bleve trukne op, vare de saa sorte paa hele Kroppen som Negere. Jeg vilde have anseet det for umueligt, at Mennesker kunde lade sig bruge til saadant et Arbeide, dersom jeg ikke havde været Vidne til, at disse Slaver endog, som man forsikkrede mig, gjorde det frivilligen, for Betaling.

De føres fra og til deres Arbeide i en lang Jernlænke, som en heel Trop af tyve, tredive og flere, to og to, holde ved. Alle disse farlige Forbrydere, hvis Frihed vilde undergrave hele Borgerselskabets Rolighed, lade sig her ganske roligen føre af een eneste Slavefoged. Sammenlænkede som Tigre, Løver og Hyæner føres de hjem til deres Baraquer, som snarere ligner et Menagerie, end Boliger for menneskelige Skabninger. Her ligge disse gustne og af Elendighed udtærede Mennesker paa Straa. Hvorledes det seer ud i disse Stalde kan ingen Pen beskrive, ingen Pensel male. De, som kunne see Enden paa deres Lidelser, ere lykkelige; men de, som ere dømte til at ende her deres elendige Liv, o, deres Skjebne vilde være skrækkelig, dersom ikke alle Lidendes Ven - Vanen - gjorde dem deres Lænker lette og deres Trældom taalelig! Ingen Straale, ja intet Glimt af Haab smiler ned i disse Ulykkeliges Huler.

De Forbrydere, som her gjemmes, ere ikke blot fra Danske Provindser, men næsten fra de fleste Europæiske Lande. Her findes Tydske, Franske, Engelske, Russer, som tildeels oprindeligen ere komne til Kjøbenhavn som Soldater, men som for gjentagen Desertion og Tyverie ere blevne dømte til at gaae i Slaveriet.

Naar man ser en saadan Trop Forbrydere, lænkede, tæmmede og ydmygede, saa gyser man. Man synes ordentlig at harmes over Lovens Strænghed; men denne Tanke fosvinder snart, naar man betænker, at netop disse rædselsfulde Skabninger, som man af Nødvendighed har betaget den første af Himlens Gaver, ere en sand Lovtale over vore Loves Menneskekjerlighed. I mangt et andet Land havde de fleste af disse forbrydere maaske endt deres Liv under Bøddelens Haand - I Dannemark har man ladet dem beholde hvad endog Ormen krymper sig ved at miste. Selv som ufri Mennesker og stemplede med offentlig Vanære, kunne de endnu nogenlunde bøde paa deres begangne Feil ved at gavne deres Medmennesker; de kunne endnu see Guds skjønne Soel, og nyde de behagelige Indtryk, som i Lænker og Purpur føles lige stærke.

Physiognomisten finder her en viid Mark til at gjøre Iagttagelser. "I dette skumle Ansigt - disse vilde Træk - disse skumle Øine, siger han, læser jeg Anlæg til tusinde Forbrydelser. Han vilde myrde sin Fader, dersom Omstændighederne tillode det, og hans Fordeel krævede det. Paa denne rynkede, trodsende Pande og i disse falske Hyæneøine læser jeg den lumske Ransmand. I en ensom Skov vilde han gjennembore mig bagfra for at rane min eiendom. Nu fordrer han med tusinde Bønner og Velsignelser den Gave, som han, fri for Lænker og paa Landeveien, vilde affordre mig med Pistolen eller Dolken i Haanden." - Men hold inde med disse betragtninger, strenge Dommer! Ingen uden Gud kan see saa dybt ind i det menneskelige Hjertes lønlige Vraaer. Lader os bære overbærende mod vore faldne Medmennesker, hvis vi ville at den Allerhøieste skal være overbærende imod os, naar vi engang fremtræde for hans Domstoel. I intet Terra incognito findes flere uopdagede Steder, end i det menneskelige Hjerte. Den, som ofte indhyller sig i Lykkens Glands, vilde maaskee, under andre Omstændigheder, under en anden Styrelse, have baareet disse Lænker, og man havde da i hans Ansigt fundet ligesaa mange slette Træk, som man nu finder ædle, store og gode. Blandt disse Ulykkelige gives der maaskee ikke faa, hvis Kraft, Mod og Snildhed, rigtig styret ved en omhyggeligere Opdragelse, vilde gjort dem til Menneskeslægtens Velgjørere, istedet for, at de nu ere dens Skjændsel.

Den frie, lykkelige og retsindige Mand kan ikke tænke sig et ulykkeligere Væsen end en Slave, som forener i sine Kaar alt hvad der er det Modsatte af Lykke. Og dog ere disse Ulykkelige til visse Tider lykkelige. Barføddede, med en gnavende Lænke omkring den blottede Fod, plagede af alle Følger af Ureenlighed, udsatte for Frost og Slud, seer man adskillige af dem endog være glade ved deres Arbeide. Søvnen, som stundom flyer de Høiloftssale, hvori man hviler paa bløde Duun og i Senge, bebræmmede med Guld og Silke, indfinder sig frivilligen i de usleste Stalde i Slaveriet. Saaledes har den retfærdige Natur nogenlunde søgt at vedligeholde Ligevægten imellem de Ulykkelige og Lykkelige, og aldrig aldeles bortdraget sin Haand fra de første eller udøst sit hele Overflødighedshorn over de sidste. Man har havt dem, som ganske have tabt af Følelse for Frihed, og som aldeles ikke skjøttede om at forlade Slaveriet. Kun for faa Aar siden saae man en Slave, som otte Aar i Forveien var rømt bort, uden at han kunde blive paagreben, og som den hele Tid havde arbeidet som Karl hos en Bonde, vende frivilligen tilbage til Slaveriet, da han var kommen i Uenighed med sin Husbonde. Man har seet andre, som havde levet nogle tredive Aar i Stokhuset, og som aldrig ønskede at komme paa fri Fod igjen, uagtet man tilbød dem deres Frihed.

Der gives Slaver, som have lært Haandarbeider, og have Frihed at benytte sig deraf. Den berygtede Peer Michelsen, som kan udskjære alle Slags Træsager til Huusbrug, har et ordentligt lille Værksted, og adskillige andre Slaver arbeide deels under ham og afsætte deels disse Arbeider for ham. Han skal have samlet sig en Capital af 500 Rdlr., og opfører sig nu meget ordentlig. Den anførte Tilladelse, som gjør Vedkommendes menneskekjerlige Tænkemaade Ære, burde, dersom det ikke allerede er Tilfælde, finde Sted paa andre saadanne Steder.

Men hvor prisværdig end denne Straffemaade er, der i mange Tilfælde tjener istedet for Livsstraffe, som vor Regjering med saa stor Ret i Almindelighed kun ønsker anvendt paa forsætlige Mordere, saa har den dog mødt mange Indvendinger. Man har paastaaet, at det er alt for farligt, at have saa stor en Samling af Forbrydere samlede i en Stad, og at det, som Erfaringen lærer, giver Anledning til at der deserterer mange Slaver, som siden gjøre Indbrud og begaae andre Forbrydelser paa Landet. Men hvor rigtig end denne Indvending synes at være, kunne de betydelige arbeider ved Fæstningsværkerne, saalænge som de skulle forrettes ved Slaver, neppe besørges ved et ringere end det sædvanlige Antal. Den eneste Maade, hvorpaa man maaske vilde kunne forekomme, at saadanne Forbrydere, ikke alt for hyppigen, rømme deres Vei, vilde maaskee være den: at fordeele dem paa forskjellige Fæstninger. De, som havde begaaet Forbrydelser i Dannemark, kunde sendes til Norge, og saaledes omvendt. Derved vilde man forebygge, at saadanne Slaver, især naar de ere fødte i eller omkring Kjøbenhavn, kunne have Kipper, Kjeldere og Smuthuller, hvor de strax kunne tye til, nyde Skjul og faae andre Klæder. En eneste Bygning er vel heller ikke hensigtsmæssige, thi det bestandige Samqvem imellem saa mange Forbrydere foranlediger mange Misbrug. Den ene kan saa let forføre den anden, bibringe ham Ideer og givve ham Vink, som ved Rømningen kunne være ham nyttige.

*) For omtrent et Aar siden var der 7 Slaver som havde Jern om Halsen, foruden det Jern de havde om Foden, men Hr. General-Major Gedde, som for Tiden besørger Gouvernementet, følte Medlidenhed med disse Ulykkelige, og lod dem befrie derfra. Een af dem, som er en Sjellænder af Fødsel, har imidlertid, ved at desertere paa ny, selv gjort det nødvendigt, at det blev ham paalagt igjen.

**) Der gives desuden visse Slaver, som virkelig kunne være sande ærlige Mænd, uagtet de gaae i Slaveriet. Kan f. Ex den Bonde, som for Opsætsighed mod en Øvrighedsperson dømmes dertil, ikke være en fuldkommen ærlig Mand?

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Tredie Aargang, No. 85, tirsdag den 5. august 1806, spalte 1341-1348)

Emnet er også behandlet i Historiske Meddelelser om København, 4. række, II. Side 371-413. 

Borgervæbningen. (Efterskrift til Politivennen).

I en lille Stad nær Kbhvn skede der d. 10e d. at en Borgerkaptajn i Uniform gik forbi en Skildvagt, der ikke gjorde Honnør for ham. Han spurgte Karlen om Aarsagen, og fik til Svar: "Jeg troer ikke jeg skal gjøre det for Borgeroffiserer." Borgerkaptajnen gik strax til Hovedvagten og forlangte Karlen afløst og straffet. Han blev derpaa strax afløst og tilkendt 25 Fugtel, men paa den Fornærmedes Forbøn kun tildelt 5.

(Dagen den 19. maj 1806)

Henrettelser på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

I Morges Kl. 8½ blev Morderen Niels Jensen henrettet paa Amager. Han blev afhentet af 8 Amagere, som vare bevæbnede med Stokke. Han var klædt i hvide Beenkæder og en hvid Trøie, og havde et sort Baand og en sort Sløife om Hatten. Da han kom paa Retterstedet, slog omtrent 40 Amagere, der vare tilsagte at møde, en Kreds omkring Echafottet. - Det er den fjerde Morder, der, i et Tidsrrum af omtrent et Aar, er bleven henrettet i Kjøbenhavn. De to af dem vare Udlændinger.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 47, 25. marts 1806, spalte 752)

Og knap en uge senere kunne:

Den Plads uden for Amagerport, som nu er bestemt til Rettersted, forener alt hvad der kan tænkes rædsomt og afskyeligt. Den er tildeels omgiven, ikke af Vandgrøvter, men af den forrige saakaldte Renovationskule, og ganske opfyldt med Vandpøle. Hele luftkredsn er ligesom forgiftet af en pestilencialsk Lugt. Hele Flokke af Ravne og Krager bedække Jordmonnet og er saa trygge af de Sviin, som rode omkring her. Midt paa dette fæle Sted staaer det Hjul og Steile, hvorraa den sidste henrettede Morder ligger til Føde for Ravne og Krager. - Alt dette uagtet var dog mangfoldige velklædte Fruentimmer, Dagen efter Henrettelsen, spadserede ud til dette afskyelige Sted, for at tilfredsstille deres rædsomme Nysgjerrighed.

(Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 49, 1. april 1806, spalte 775)

Børn i Plejefamilier, Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

For omtrent 3 Aar siden blev i Fridericia et ledigt Fruentimmer, som nylig havde født et Barn, befundet i den meest trængende Tilstand. Fridericia Fattigcommission bar strax Omsorg for hende, og lod Barnet derefter udsætte hos en Huusmand i Erritzøe, hvilke antog det spæde Barn, som ellers af Elendighed maatte have omkommet, for 2 Mk. 8 sk. ugentlig. Et og et halvt Aar derefter givter Moderen sig med en Soldat af det Fyenske Infanterie-Regiment, og følgelig tilkom det nu disse, selv at sørge for deres Barn; men da Regimentet kort efter marcheerte derfra, og Barnets Forældre med, saa forblev Barnet paa Fattigcommissionens Foranstaltning hos denne Mand, indtil nu for kort siden, da Forældrene ere komne hjem, og de altsaa tilbøde sig at modtage Barnet. Men denne Mand har imidlertid fattet saa stor Godhed for dette Barn, at han ei allene tilbød sig at underholde og opdrage Barnet uden nogen Betaling, men gav endog Barnets Fader Penge, for at kunde beholde samme. Manden Navn er Niels Jochumsen Hans Kaar er maadelige, og han har selv 2 Børn.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 1806)

Hovedstadens og Landlivets Glæder. (Efterskrift til Politivennen)

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 51

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 8 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

Man har, saavel paa Vers som i Prosa, søgt at skildre os Landlivet med de meest henrivende Farver, og enhver af Hovedstadens Indbyggere, hvis Kald og Forretninger tvinge ham til at tilbringe sin Tid indenfor dens Mure, kunde lettelig ansee det for en meget haard skjebne, at han ganske er udelukket fra det Eden, som Naturen har bestemt for sine ufordærvede Børn. Sandelig, naar man læser vore Skribenters Naturskildringer, kunde man falde i Fortvivlelse over, at være Indbygger af det qvalme, lastefulde og letsindige Kjøbenhavn. - Det være langtfra, at jeg vil tage den i Hovedstaden saa mærkelig stegne Yppighed, den daglig overhaand tagende Glimresyge, og alle de skrækkelige Følger, de have i Ledtog med sig, i Forsvar; endnu mindre er det min Hensigt, at opvække Fordomme mod naturens stille og rene Glæder paa landet; men da det største Antal af Kjøbenhavns Indbyggere nu eengang er bestemt til at leve indenfor dens Mure, da deres Sysler aldeles ikke tillade dem, at forandre denne Levemaade, saa forekommer det mig virkelig ubilligt, at man af utidig Higen efter at sige noget Nyt, skildrer os vor Forfatning som een af de ulyksaligste der kan tænkes. Endnu ganske nylig læste jeg en Skildring af vor Hovedstad og dens Forlystelser, der er malet med saa mørke Farver, at enhver, dersom den var grundet, jo før jo heller burde forlade denne Jammerdal, og opslaae sin Bolig var det end i den usleste Hytte paa Landet.
Tusinde og atter Tusinde Gange har man beskrevet os Lyksaligheden i at see Solen gaae op og ned, i at indaande Blomsternes Duft, i at høre Bækkene rasle og Fuglene istemme deres store Koncert i at omgaaes lykkelige, sunde og ufordærvede Landboer, men alle disse herligheder uagtede er Hovedstaden dog bestandig lige stærkt befolket, alle stimle til for at optages i dens lumre Skjød. Mon der gives et stærkere Bevis paa at Tingene virkelig ikke ere saa slemme, som man skildrer os dem?

Sandt er det, vi Kjøbenhavnere nyde ikke den rene Landluft; men er den Luft, vi indaande her, da virkelig saa qvalm, saa skadelig for Helbreden, som Landlivets blinde Beundrere ville overtale os til at troe? Ere de skjønne brede Gader, som vi efter den sidste store Brand have faaet, ikke saa luftige som man kan ønske sig dem? Har nogen med Kjendsgjerninger bevist, at Menneskene virkelig ere sundere paa Landet end i vor Hovedstad? Man har declameret nok i den Henseende, men ingen har fremsat et eneste antageligt Bevis. Man finder derimod i Kjøbenhavn utallige sunde og gamle Folk. Jeg kjender selv baade Mænd og Qvinder, der have henlevet hele 80 Aar i denne Stad, uden at de endog en eneste Gang i deres Liv have været syg. At Dødeligheden er større i Residencer end paa Landet er vel mueligt, men Aarsagen dertil bør nok neppe søges i Luftens Beskaffenhed. Hvad nytter det desuden Landmanden, at han udenfor sit Huus nyder den friske Luft, naar han indenfor plages af Fugtighed og indaander de skadeligste Dunster i sine indknebne Celler? Det falder af sig selv, at jeg her taler om Landmænd i Almindelighed, ikke om dem, der beboeprægtige Gaarde og Lyststeder. Desuden er Vanen her, som i alle andre Tilfælde, den anden Natur, og ingen Læge kan negte mig, at man kan være lige saa sund og leve lige saa længe i Kjøbenhavn som paa Landet. endog i vore Hospitaler og Fængsler findes der Folk paa 80 til 100 Aar *). Vil man endelig nyde en friskere Luft end den sædvanlige, saa behøver man jo ikke at gaae mange hundrede Skridt. Bekrandses ikke Hovedstaden af den skjønneste Promenade der kan tænkes? Hvor kan Luften vel være renere end paa Volden? Hvor kan udsigten være mere fortryllende? Paa den ene Side Havet, bedækket af talløse Skibe, Flaaden, der kneiser som en Række af Cedertræer, og paa den anden de tusinde forskjellige Gjenstande, der, lige fra det stolte Frederiksberg Slot, der indhylles af Skov, indtil det beskedne Amager, der synes at ligge skjult i Havets Skjød, henrykke Øiet. Vi ere vante til dette Syn til at kunne føle det i sin hele Fylde. Den, som paa Høien ved Toldboden endnu ikke har seet Solen staae op af Havet eller Maanen speile sig i det klare Overflade, han burde aldrig tale om vor Hovedstad. Der gives ikke en Plet i hele Danemark, hvor dette stolte Syn er stoltere end paa dette Sted. Det er altsaa vor egen Skyld, at vi reise ud paa Landet, for at være Vidne til det, som tilbyder sig os i vor egen Stad.

Vi man spadsere i en Hauge, gives der da nogensteeds paa Landet en efter sin Størrelse smukkere end Rosenborghauge? Kan den, som ikke er nogen erklæret Menneskehader, vel ønske sig et behageligere Selskab, end de mange hundrede Mennesker af alle muelige Stænder, som man hver Aften, naar Veiret er behageligt, finder samlede her? Er man kjed af sine Forretninger eller ønsker Adspredelse, saa behøver man jo næsten kun at gaae ud paa Gaden. Tusinde forskjellige Mennesker adsprede her Sindet. Hver i sin Stand træffer her bestandig nye Venner, som han kan tale med. Maa ikke Afvexlingen,- det fornemste Kryderie i alle menneskelige Glæder, - have her den herligste Virkning paa Sjelen? Maa ikke Tumlen af de mange Slags Forretninger, som sysselsætte Menneskene paa Torvene og i Boderne, paa Børsen og paa Toldboden, glæde enhver, der har Følelse for Menneskeheld, der hans Sands for denne utrættelige Virksomhed i denne store Biekube? Gives der et interessantere Optrin, end at staae paa Toldboden, og see Foreningspuncten af de to vigtigste Have i Europa, hvor Skibe fra Østen og Nordens fjerneste Grændser saa venlig møde og hilse hinanden? Man nævne mig et eneste Sted paa Landet, hvor man kan nyde et saadant Syn, og jeg vil tage mine Ord tilbage.

Ogsaa af Lerkernes Sang, Blomsternes Duft, Træernes Skygge, Bækkenes Raslen, Lammenes Brægen, kan man omsider blive mæt, og det er Overdrivelse naar man paastaaer, at Naturens Glæder blive evig nye, thi intet under Solen kan blive evig nyt for Mennesket, og Lykken selv taber netop sit Værd i vore Øine, fordi den bliver gammel. De Mennesker, som man paa Landet lever iblandt, kunne være ret gode, tildeels, maaske fordi de have færre Leiligheder end Residencebeboeren til at være slette, men deres Uslebenhed, deres Overtro, deres Følelsesløshed for alt hvad der er ædelt og skjønt i Naturen gjør deres Selskab just ikke altid behageligt. Derfor kunne de fleste Bønder næsten kun betragtes som vegeterende Mennesker, der leve i, men ikke for Naturen; derfor dræbe de fleste paa Landet, som ikke høre til Bondestanden, deres Tid veed Bordet og med Spil, og Naturens Tempel er evig lukket for dem. Conversation er altsaa, med nogen Indskrænkning, et Ord uden Betydning paa Landet. Ganske anderledes er det i Hovedstaden; her træffer man Mennesker fra alle Kanter, som man kan underholde sig med, Mennesker som glæde sig ved at meddele andre deres Tanker og Følelser; her træffer man Bogsamlinger, saavel private som offentlige, hvor Resultaterne af al menneskelig Pønsen og Grandskning gjemmes; her finder man Høiskoler , hvor Videnskaber og Konster dyrkes; her finder man Lærde, som meddele hverandre deres indsamlede Kundskaber, kort, her finder det tænkende Menneske næsten Alt, hvad man savner paa Landet.

Selv Klubberne og andre selskabelige Sammenkomster, som vore Moralister saa idelig dadle, hvad bidrage de tildeels ikke, og hvad kunde de ikke bidrage til den menneskelige Lyksalighed, dersom de, som næsten alle menneskelige Ting, ikke bleve misbrugte? Kan der tænkes en større Behagelighed end en fortrolig Kreds af nogle hundrede Mennesker, hvis fælles Formaal er at fornøie hverandre, deels ved venskabelige Samtaler, deeels ved uskyldige Forlystelser? Saalænge vi leve i Samfund trænge vi til gjensidige Raad og Underestøttelser. Paa hvilken beqvemmere Maade kan man i hver Stilling i Livet, forøge sin Menneskekundskab, sine Venners og Bekjendteres Antal, end paa et saadant Sted?

Man beraaber sig paa, at de Fornøielser, man nyder i Klubber ere unaturlige; at Fuglenes Sang ere behageligere for Øret end fremkonstlede, uden ad lærde Toner; men man sige hvad man vil, saa hører jeg, og uden tvivl de fleste af mine Læsere, dog heller et Stykke af vor Kuntzen eller Schall, fremtryllet af vor Mad. Frydendal, end den naturligste Lerkes naturligste Sang. Ogsaa den kan til sin Tid være behagelig, men det vilde være en Beskyldning mod Naturen, dersom man vilde paastaae, at den havde givet os den guddommeligste Sands ganske til Unytte, eller med andre Ord, blot for at høre Lærker synge og Spurver qviddre.

Selv vore Baller og Masquerader kunne være nyttige og behagelige, dersom de ikke bleve misbrugte **). Dans er een af Menneskets Fornøielser, det første Udtryk af Naturmenneskets Glæde. Alt hvad der siges om dens Skadelighed er overdreven; thi kun Misbrugen deraf kan blive skadelig. Selv vore masquerader ere kun for saavidt skadelige, som de lede til Yppighed og besøges alt for meget af Folk, som hverken i oeconomisk eller physisk Forstand have Ævne dertil; men iøvrigt kan jeg ikke indsee, hvad der kan have bevæget Mænd, som kun jende saadanne Forlystelser af Navn, til, uden Indskrænkelse, at nedtordne deres Banstraale paa dem, til at skildre dem som et Tilflugtssted for alle muelige Laster, som en Grav for den fremspirende Slægts Moralitet. Forfatteren af disse Linier smigrer sig med, nogenlunde at kjende Kjøbenhavn men han kan forsikkre, at baade det ene og andet er overdrevet. Masquerader kunne stundom blive misbrugte; men hvad kan ikke blive misbrugt i Menneskenes Hænder? Religionens helligste Love, Bibelen selv har jo ikke undgaaet denne Skjebne?

(Fortsættes)

*)  I det almindelige Hospital lever der i dette Øieblik en Kone, som er 102 Aar gammel. Endnu i hendes hundrede Aaer dreiede hun den saakaldte store Rok; I Forbedringshuset sidder der en Kone, som har levet der i 60 Aar, og i Raspehuset døde for nogle Aar siden en Morder, der baade Vinter og Sommer havde siddet 32 Aar i et Fængsel, hvis aabne Gittervinduer af Jern umuelig kunde afholde Regn, Slud og Snee fra at trænge ind til ham. 

**) Det er ogsaa kun mod Misbrugene deraf, at Forf. bestandig har ivret i dette Blad.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 52

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 12 April, 1806

Hovedstadens og Landlivets Glæder

(Sluttet)

Saa rig og reen en kilde til Glæder gives der i vor Hovedstad, og det kommer ene an paa os selv, om vi ville plukke de Roser, som blomstre trindt omkring os, eller vandre dem ligegyldig forbi, i den taabelige Tanke, at deres Duft er givtig, eller at de findes skjønnere uden for vor Hjemstavn. Hvilken uudtømmelig Kilde til Fornøielse og Sjeleforædling er ikke Skuespillet? Endog med alle sine Skrøbeligheder aabner det Veien til en ligesaa lærerig som uskyldig Forlystelse. Endnu besidde vi en Schwarz, Rossing, Knutzen, Frydendal, Saabye, Clausen, Lindgreen, Forsom og flere, som alle formaae at fængsle os til den Danske Skueplads. Vi skjønne maaskee ikke tilfulde deres Værd, blot fordi vi ere alt for vante til at see dem; vi sukke over det, vi have tabt, uden at huske paa hvad vi besidde. - Vore Concerter høre, hvormeget man end maatte have at udsætte paa dem, til de fortræffeligste i Europa; det er notoriskt, at kun faa Residencer tælle flere heldige Musikelskere end Kjøbenhavn; vi eie de første Virtuoser i Tonekonsten; vort Orchester er, som bekjendt, et af de berømteste, og det er sværmeriske Enthusiaster, der kunne paastaae, at en vild Fuglesverms Qviddren kan opvække blidere og ædlere Følelser hos det dannede Menneske, end den Musik, der opføres af saadanne Konstnere, som vor Hovestad for nærværende Tid kan opvise.

Religionens Ven har ingensteds en videre Mark for sig end her. I vore Kirker kan han hver Søndag høre de meest veltalende Folkelærere, og han behøver ikke som paa Landet, at indskrænke sig til at høre en eneste Landsbyprædikant.

Saa mange Leiligheder gives her til at forædle Sjelen; ikke færre gives der til at befordre sit physiske Velbefindende. - Den, som efter fuldendt Dagværk vil nyde Landlivets Behageligheder, behøver ikke at gaae meget langt for at naae sit Ønske. Kun nogle Skridt udenfor Vesterport, og en ny Verden åbner sig for Øiet. Begge Siderne af Peblingesøen yde allerede det meest fortryllende Syn, der kan tænkes, og atter her er det Vanen, der gjør os ligegyldige for dets Skjønheder. Alleen lige til Frederiksberg Slot viser os Konsten i sin hele Skjønhed, og Gammelkongeveien tryller os med eet ind i det meest landlige Optrin; vi troe at være adskillige Mile borte fra Hovedstaden, uagtet vi næsten befinder os lige udenfor dens Mure. Komme vi til Frederiksbergby, saa finde vi Alt, hvad man kan træffe i den meest arcadiske Landsby; træde vi ind i Haugen, saa see vi Konst og Natur søsterlig forenede med Kongelig Pragt. Snart støder man paa græssende Lam, snart paa stolte Svaner, der speile sig i Vandet, snart paa et Norsk Huus, snart paa et Græsk Tempel, kort, tusinde forskjellige Gjenstande adsprede her Sindet og sysselsætte Phantasten paa den behageligste Maade. Hvilken skjønnere Udsigt kan man ønske sig, end den man nyder paa Bakkken? Med et Blik kan man overskue her en Strækning af ikke faa Mile. Øiet dvæler her afvexlende paa tusinde Gjenstande. Yndige Landsbyer, kornrige Agre, skovfulde Sletter smile os i Møde, saa langt som Horizonten rækker.

Vi man gaae ud af Østerport, hvilke herlige Naturscener møder man ikke atter her? Langs med Stranden finder man de nydeligste Lyststeder, hvis Besiddere synes at have anvendt Alt for at forøge deres Ynde. Det fortryllende Charlottenlund er neppe en Miil fra Hovedstaden; det bekrandses af Skov, og Udsigten herfra strækkerr sig lige til den Svenske Kyst. Med ubevæbnede Øine skuer man herfra et ganske andet Rige, der beboes af et Folk, som lyder ganske andre Love og lever after ganske andre Sæder. - Vil man gaae noget videre, hvilket Lyststed kan da være skjønnere end det, som Stølberg har besjunget - det paradisiske Sølyst? - Kort sagt, den som ikke er aldeles blind for Naturens Skjønheder, maa tilstaae, at Omegnen af Kjøbenhavn er een af de meest fortryllende der kan tænkes, og dette Vidnesbyrd have ogsaa de fleste upartiske reisende givet den.

Selv vor saa tidt lastede Dyrehauge er en meget behagelig Afvexling for residencebeboerne. Vel synes mange Mennesker, især af de simplere Stænder, imellemstunder at forøde der deres Sundhed og deres suurt fortjente Penge. Men hvilket offentligt Forlystelsessted af den Natur kan vel fritages for denne Bebreidelse? Hvor mange Mennesker forskærdse ikke deres timelige Lykke ved de saakaldte Sundhedsbrønde? Hvor mange tilsætte ikke der den sidste Levning af deres Sundhed tillige med deres Formue? Men fraregner man disse Misbrug, som vilde være til under andre Skikkelser, om end saadanne offentlige Sammenkomster paa saadanne Steder aldrig existerede, saa er Kristen Piils Kilde een af de behageligste Forlystelsessteder for Folk af alle Stænder. Midt i Naturens Skjød og i en fri Skov seer man her mange tusinde Mennesker samlede paa een Plet, og alle i det fælles Øiemed: at glæde sig. Strænge Moralister raabe nu rigtig nok: Dyrehaugen er en tumleplads for Gjøglere og uædle Forlystelser! Men ere vi da alle skabte til at være Philosopher? Eller er det Philosophens Kald, altid at philosophere? Kunne ikke Gjøglere, under tilbørlig Indskrænkning og under øvrighedens Aarvaagenhed, stundom være en ret behagelig Moro for de Stænder, som ikke ere vante til ædlere Forlystelser? Men Moralisterne ville nu engang for alle maale alle Mennesker med een og den samme Maalestok. Derfor ville de gjøre vore Drenge til ærbare Matroner, og vore Almuesfolk til grandskende Philosopher.

Det vilde blive for vidtløftigt at anføre flere exempler paa, at man i Kjøbenhavn kan med Forstand og Maadehold nyde ligesaa mange, om ikke flere Behageligheder, end paa Landet. Betænker man tillige, at vort Clima kun i meget kort Tid af Aaret er af den beskaffenhed, at man kan nyde Landlivets sande Behageligheder, og at der er en himmelhøi Forskjel imellem Sommeren i de nordlige og Sommeren i de sydlige Lande, saa vil Kjøbenhavneren saa meget mere finde sig fornøiet i sin Stilling, og ikke forsømme at nyde det virkelig Gode, han eier, ved at hige efter et blot Skyggebillede.

__________________________

Forfatteren afdisse Linier haaber, at ingen af hans Læsere vil mistyde hans Ord eller Hensigt. Det har aldrig været hans Mening, at bestride almindelig erkjendte Sandhederr, men han harblot villet gjøre sine Medkjøbenhavere, - man tillade ham dette Udtryk, - opmærksomme paa, at vi kunne lleve ret lykkelig paa den Plet, som Skjebnen har besteemt os, og at vi virkelig ere alt for ligegyldige ved de mange Behageligheder, vi kunne nyde i Hovedstaden og dens Omegn. At Forfatteren ikke er den første, der har talet i den tone, troer han at kunne bevise med følgendeOrd af vor uforglemmelige Tode: "Jeg har selv," siger han: "levet paa Landet, endog i Nærheden af et Kongeligt Hof (paa Fredensborg); men alle livløse Gjenstande, den hele Natur, havde for mig den keedsommeligste Eenshed, og hvad Fuglene, disse Skovens Sangere, angaaer, da hørte jeg, sandt at sige, altid eet og det samme. Dertil kommer, at de fleste Boliger paa Landet ikke ere tætte nok, men ofte, saa at sige, ganske durchlauchtige og usikkre i Blæst, Regn, Snee og Frost *), og allermeest i Tordenveir, lige som man ogsaa i et skident Veirlig er nødsaget til at holde sig inde, og ikke kan fornøie sig med den vante Spadseregang, hvortil man dog finder, endog om Vinteren, Leilighed nok i Stæderre. Desuden har man just ikke nogen behagelig Omgjængelse paa Landet; de fleste Folk der ere tilvisse ærlige og fromme, men saare eenfoldige og sprogfordærvende Bønder, ligesom man ogsaa der intet Nyt faaer at vide, i det mindste ikke førend det er gammelt, og det koster Tid og Umage nok, inden man ret erfarer, hvad der er sandt."

Saaledes talde en berømt Læge, Skribent og Digter. Et competentere Vidnesbyrd i den Henseende behøves der vel neppe.

*) Det er Skik og Brug at Lægerne, naar de ikke vide hvad de skulle gribe til, raade deres Syge at tage ud paa Landet uden at betænke, at vi i de senere Aar have havt sande Grønlandske Sommere hos os,og at man i Maji Maaned har maattet læggei Kakkelovnen. Hvad Under, at en stakkels Patient som oftest maa bøde med sit Liv for et saadant raad og et saadant Landliv? Men det bryder mangen en Læge sig intet om. Naar hans Patienter kun ligge paa Landet, saa er han fornøiet; om de ligge i aabne og fugtige Værelser, hvilket næsten overalt er Tilfældet, det er ham temmelig ligegyldigt.

Nyeste

Skilderie af Kjøbenhavn

Tredie Aargang. No. 56

Udgivet og forlagt af J. Werfel; trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Hoeckes Enke

Tirsdagen den 26 April, 1806

Fra en Mand paa Landet.

Min Herre!

Jeg lever i en Landsby otte Mile fra Kjøbenhavn, hvor jeg har tilbragt de skjønneste og bedste dage af mit Liv. Jeg har altid følt mig saa lykkelig og glad der, at jeg hidtil aldrig ønskede at kjende det nuværende glimrende Kjøbenhavn af andet end Beskrivelsen. Men for nogen tid siden læste jeg Deres Sammenligning imellem Hovedstadens og Landlivets Glæder, og denne bevægede mig til, efter 20 Aars Forløb, at forlade min eensomme Rede, og at tage ind til Hovedstaden, for der at finde ne Glæder. Men ak! hvor fandt jeg mig ikke skuffet i mit Haab! Hvor ivrig ønskede jeg ikke at komme tilbage til den Rede, hvorra Deres Sammenligning havde fordrevet mig! - Strax da jeg kom ind af Vesterport fandt jeg en ny Verden; andre Bygninger, andre Mennesker, end dem jeg var vant til at see i min Ungdom. Jeg gjorde mig store Tanker om de store Mænd der maatte boe i saa store Huse; Overpræsidenten og Stadshauptmanden boede i min Ungdom ikke i saadanne Byginger; deres Boliger var Hytter mod de Gaarde, der nu beboes af Øltappere. Hvor jeg henvendte mine Øine saae jeg simple Tjenestepiger, klædte i Fransk Silke og Engelsk Sirtz - og overalt fandt jeg en pragt og Glimmer, der, saavidt som jeg i det første Øieblik kunde slutte, enten maatte være en Følge af de uhyre rigdomme, som siden mine Drengeaar have overskyllet Kjøbenhavn, eller Virkningen af en Grændseløse Fordærvelse i Sæder og Tænkemaade. Rolig gamle Knøs! tænkte jeg ved mig selv, og døm ikke førend du har samlet de fornødne Præmisser til din Dom. - Min Broderesøn, der er en indfødt Kjøbenhavner, fulgte med mig, og var min Veileder i denne Labyrinth, hvor jeg uden hans Hjelp ufeilbarlig vilde have faret vild. Vi vare temmelig echaufferede af Reisen, og for at vederqvæge os, gik vi ind til en Tracteur. Himmel! hvad saae jeg ikke alt her! Jeg var færdig at briste af Latter. Her sadde Folk, som - uagtet Klokken allerede havde slaaet 12 - vare saa fastende, at de maatte drikke Chocolade. Naa da, tænkde jeg, skal I nu først til at spise Frokost saa gaaer I nok til Bords naar Klokken er 4 eller 5. Og saa kom der Drenge paa circa 1½ Alen, og spiste Bakkelser som om det kunde være Smørrebrød. Jeg var færdig at lee mig ihjel over disse Peblinger; de saae langt fra ikke ud som Drenge i min Ungdom. Deres Hage sagde at de vare Drenge, men deres Mine at de vare Mænd.

Vi gik nu ind i Rosenborg Hauge, for efter Deres Skildring, at beundre dens paradisiske Egenskaber. Men Herre Jemini!  hvad den seer ud! Den er i eet og alt et talende Sindbillede paa det nuværende Tydske rige. De ældgamle, stolte Træer, under hvis Skygge jeg fordum saa ofte havde fundet Ly, vare tildeels borte; den skjønne Blomsterhauge, hvor man fordum midt i Kjøebnhavn kunne finde en sand Himmel paa Jorden, var forsvunden. Selv Nattergalen har forladt denne forstyrrende Plads; istedet for dens Trylletoner, hørte jeg den skurrende Lyd af trommer og Piber, der skulde dæmpe de Jammerskrig, der kom fra Mennesker,

---Hvis blotte rygEi for at svales, søge SkyggeI en Allee gevorbne Venner,Som bleveBøddeler af Tvang,Og under spiilte Huders Klang,Dem viste Ild med smidig GreenPaa nys afklædte Ryggebeen.

Der var langtfra ingen behagelig Udsigt for mig. Det forekom mig som man stod her paa et Gallerie i Paradis og saae ned i Helvede. Jeg skyndte mig derfor bort, for ikke at høre eller see Virkningerne af en Straffemaade, som jeg fra min første Ungdom af aldrig har kunnet høre nævne uden at gyse derved. Jeg gik nu hen til Samsons Støtte. Men som det er gaaet hele Haugen, saaledes syne det ogsaa at være gaaet ham. Han ligner snarere en Martyr, der er bleven hudflettet, end den stærke Samsom. Tre Smaadrenge rede paa Løven. Dette stakkels Dyr har, uden at have begaaet mindste Brøde, mistet Tungen. Istedet for denne rækker et Stykke Jern frem, ret ssom det vilde sige: "Det er en Jernalder, som behandlede mig saaledes!" Jeg gik nu videre, for at see de tolv Romerske Keisere og det murede Lysthuus, som Christian den Store med egen Haand havde opført. Men her var hverken Romerske Keisere eller noget muret Lusthuus at see mere. Alting var ligesom pustet bort. - Alt dette bedrøvede mig inderlig, og fremlokkede Taarer af mine Øine. Men "Graad smeltede - som Digteren siger - hen i Smiil" da jeg traadte ud af Haugen og fandt her fjorten splinternye Boutiquer, som alle vare lukkede paa to nær, og opvakte den snurrige Idee hos mig, at man her havde spillet en Geberalbanquerot. Rosenborg Hauge havde langt fra ikke mere nogen Tillokkelse for mig, og jeg slog altsaa en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagrements - Ja, tænkde jeg nu: Residencen har maaskee, siden din Fraværelse, vundet i andre Henseender, hvad den har tabt i denne. For at overbevise mig derom forsømte jeg ikke at gjøre mig bekjendt med nogen af de Herligheder, som De i Deres Sammenligning har beskrevet. Jeg gik paa Comoedieen, hvor der just skulde opføres et Holbergsk Stykke. Jeg saae i Tankerne allerede en Gjelstrup og Mad. Gjelstrup,  en Kempp og saa mange andre af dem, der i den skjønneste tidspunkt af mit Liv havde glædet og henrykket mig saa ofte. Men, ak, hvor blev jeg ikke skuffet i min Forventing da dækket gik op! Naar man vil see, hvorledes Holberg ikke bør spilles, saa maa man bivaane en saadan Forestilling. Naar jeg undtager nogle enkelte gode Skuespillere, var det hele Ensemble saa maadeligt, som man kan tænke sig det. Af Skuespillerinder var der næsten ikke en eneste, som syntes at have mindste Sands for Holbergs Aand, og ikke engang Carricaturer kunde jeg finde her. Hvad mon Holberg vilde sige, dersom han stod op a Graven, og saae sine Stykker saaledes forhutlede?

Næste Dag gik jeg atter paa Comoedie, for at see et nyt Stykke, som kaldes Romeo og Juliette. Maaskee man bedre forstaaer, at give udenlandske Skuespil end Danske, tænkde jeg ved mig selv. Men ogsaa her blev jeg skuffet i min Forventning. Det var hverken Shakespear's eller weises romeog Julie; det var Cadavret af begge, som en Franskmand havde pillet Kjødet af, og forniseret Skelettet med Steibelts fortryllende Musik. Ligesom Holberg maatte vredes ved at see sine fine Skuespil gives nu til Dags, saaledes maatte Shakespear harmes ved at see en Franskmand mishandle hans Mesterværk, og forvandle et af de første Sørgespil, Verden eier, til et kjedsommeligt Syngestykke. Men saaledes gaaer det; Europa maa bukke under for de Franskes Smag ligesom for deres Vaaben. Det smertede mig ordentlig at see en Frydendal, som har Kald til at være Naturens og Shakespears Tolk, nødes til at være en smagløs Franskmands Declamateur, og til at ødsle sin Konst paa saadant et dramatisk Misfoster. Hans Talent forekom mig her som en frugtbar Morgendug, der falder paa en Mark fuld af Nelder. - Det Kjøbenhavske Theater har uden Tvivl, som De har anført, endnu adskillige ypperlige Skuespillere, især af den ældre Skole; men saalidet som enkelte gode Strænge ere nok til at frembringe harmoniske toner paa et Instrument, ligesaa lidet kunne nogle enkelte ypperlige Skuespillere hæve et Theater til den tilbørlige rang, naar det hele ensemble mangler de fornødne egenskaber. Det qvindelige Personale er aldeles ikke efter min Smag; naar jeg undtager enkelte Subjecter, saa ere de øvrige aldeles ikke skabte for Skuepladsen. I det mindste har jeg, de faa Gange jeg besøgte den, fundet, at de fleste af dem ikke have mindste Begreb om Declamation, og at Følelsesløshed udgjør et Hovedtræk i deres Spil. Mueligt er et, at jeg i den Henseende, som en uerfaren, og med Konsten ubekjendt, Landsbymand, feiler, men jeg skal være den første der tilstaaer min Feil, derssom nogen vil vise mig det Venskab, at overtyde mig derom. - Jeg slog atter en Streg over eet af Kjøbenhavns Hovedagreements.

For at overbevise mig om den uudtømmelige Kilde til Lyksalighed, som findes i Klubberne, gik jeg ind i een af dem, som Reisende, men jeg fandt ikke en eneste af de Herligheder, som De har beskrevet os. Istedet for Conversation, mødte jeg tobaksrøg og Kortspil. I mit næste Brev skal jeg meddele Dem flere Efterretninger om mine Hændelser i Kjøbenhavn.

Deres etc.