Ballonfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Siden Luftballonens Opfindelse har man inden for Kjøbenhavns Mure ialt ladet opgaae 5 større og mindre Balloner, men dog bestandig uden at nogen menneskelig Skabning prøvede paa at sætte sig deri. Den allerførste lod Brødrene Henriques opgaae. Siden lod Apotheker Mühlensted en anden gaae op paa Exerceerpladsen i det Kongelige Herskabs Overværelse. Efter den Tid vilde afdøde Skuespiller Uhrberg lade en Taftes Ballon gaae op paa den gamle Skydebane i Sølvgaden, og for dog at have en eneste levende Luftskipper i Ballonen, placerede han i samme en Hane. Det hele var en Financeoperation, som for saavidt lykkedes, at der indfandt sig en stor Mængde Tilskuere. Men neppe var Ballonen kommen 20 Alen i Veiret førend der gik Ild i den; den tumlede over i Rosenborg Hauge og Hanen spadserede sin Vei. Pøbelen vilde stene Aerostaten og han maatte redde sig igjennem en Bagdør. Siden den Tid har ingen gjort flere Forsøg, indtil Kobbersmed Kjerstrup agtede at gaae op i en stor Seildugsballon, som han troede at kunne styre. Dette Forsøgs Udfald er endnu i frisk Minde.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 100, 27. september 1806, spalte 1588-1589)

Men heri havde bladet uret: der var en som det lykkedes at lave en ballonfærd: 

Om Prof. Robertsons Luftsejlads. (Af et Brev fra Landet) Kl. 2½ i Onsdags svævede Robertson over Lidøe (i Almuesproget Ledøje.) Da han kom over de Jorder, der ligge henimod Herregaarden Ædelgave, kastede han Anker: men da dette ikke vilde holde fast, og nogle Folk, der kunde have hjulpet ham, undlod, fordi de troede, det var En, der vilde gjøre dem Ondt, saa gik han videre til han kom paa hin Side Ædelgave, hvor han dalede ned i en stor Tørvemose. Nogle Heste, som gik for Plov, bleve løbske; nogle Husmænd bleve bange og løb deres Vej. Men Gaardmandens Søn fra en Udflyttergaard (som i den første Anmældelse blev urigtigen kaldet en Kro), for en 8 Dages Tid hjemkommen fra Holsten, hvor han havde seet en saadan, sprang til, da han saae Robertson kastede Linen ud, raabte paa flere og hjalp ham ubeskadiget ned. Sognepræsten, i hvem Robertson blev glad ved at træffe en Mand, der forstod ham, og som med mange af Byens Folk ilede ham imøde, da de saae ham dale, indbød ham at tage igjennem Lidøe, for hos sig at faae nogen Forfriskning. Hans behagelige Væsen vandt alles Hjerter.

(Dagen den 6. oktober 1806)

Belgieren Etienne Gaspard Robertson (1763-1837) havde som den første i Danmark foretaget en bemandet ballonopstigning fra Rosenborg Eksercerplads den 1. oktober 1806. Den sluttede i nærheden af Roskilde. Også her var bønderne mistænksomme. Der ligger stadig en mose bag Edelgave, og turen må have været på omtrent 3 km mod vest, altså for østenvind. 

September 2013 så landskabet som Robertson overfløj nogenlunde sådan ud. Vejret har formentlig været lige så godt.

I Gaar iværksattes af Hr. Prof. Robertson, paa Rosenborg Exerserplads en Opfart med Ballon, og et Menneskes Nedfald, eller Nedfart af samme ved Faldskærm. - Vejret var meget Skjønt op ad Dagen, Vinden norden, og noget luftende. Barometret stod om Morgenen Kl. 8 paa 28 T. 5½ L., og Thermometret ved 8 Gr. Varme. - Hs Maj. Kongen og den herværende Del af den kongelige Familie vare nærværende, og, som sidste Gang, toge Plads paa Kassernens Altan. Tilskuernes Mængde var overmaade anseelig og forekom endog større end forrige Gang. Kl. 2½ lod Prof. Robertson en lille Aerostat i form af en Stjerne fylde. Den var siret med et forgyldt C7, og steg temmelig højt, tagende Kursen over Reformert Kirke. En anden kugleformet lille Ballon blev derpaa fyldt, og med sin vedhængte Fane, hvorpaa Kongens Navnetræk var malet, steg den endnu meget højere. Faldskærmen blev nu fastgjort til Ballonen, og til Kurven, hvori Luftsejleren skulde sidde. Da det var Professorens inderlige Ønske, at skaffe de høje nærværende Personer, og det Publikum, der havde viist ham saa megen Tillid og Agt, al mulig Nødelse af Nedfarten, nemlig ved at mage, at denne skede paa Pladsen selv, blev Ballon, med vedhængende Faldskærm og Kurv, ført hen til Luv-Kanten af Pladsen, nemlig ved Slotsgraven, da den hele Brede af Pladsen saaledes frembød en dobbelt saa stor Grundlinie for den Triangel, hvoraf Opfartslinien og Nedfartslinien udgjorde de to oprejste Sider. Uagtet hertil maatte gaaes tvert igjennem Tilskuerstimlen, skede dette uden Møje, hvortil og en Vagt af en Snes Mand hjalp sit. - Loftfareren Prof. Robertsons Eleve, Michaud, var udrustet til sit Tog, med et over Axelen hængende Horn, en ladt Pistol, og en Kniv. Ved hjelp af et Tov, iskaaren en Blok, oven over Faldskærmen ved Samlingsstedet af alle Linerne fra Nettet, firedes nu Ballonen langsomt, saa at den opsteg og holdtes saa højt, at Kurven netop rørte Jorden. Michaud steg ind, og efter at han adskillige Gange havde stødt i sit Horn, gav man Slip paa Løberen af Tallien, og Ballonen tog Flugt. Saa glade og tillidsfuld støjende, som Tilskuerne havde viist sig da Professoren d. 1 Okt. tog sit Opsving, saa modsat tavs og bekymret syntes den almindelige Følelse dette Øjeblik. Det Øjeblik da Ballonen gaves løs, var Kl.  og 22 Sekunder; nogle Sekunder efter affyrede Hr. Michaud sin Pistol, og da han Kl. 3 og 45 Sekunder skar sig løs, var han omtrent over Midten af Pladsen. Kl. 3 og 37 Sekunder var Faldskærmen ganske udfoldet. Kl. 3 og 1 Minut 5 Sekunder nedkom Hr. Michaud velbeholden midt paa Gottersgade, lige uden for det Hjørne af exerserpladsen, der grændser til Kuglegangen i Kongens Have. Da Højden, hvori han skar sig løs, efter Skjønne kun var omtrent 200 Fod, og Faldet optog 18 Sekunder, er dette Bevis nok for, at Nedfarten var langsom nok, og vilde ladet langsommere end den gjorde, dersom ikke Vinden, der siden Kl. 2 begyndte at lufte stærkere, havde drevet den saa stærkt til Siden, da den saaledes beskrev Diagonalen af et Parallellogram af Side-Farten for Vinden og Nedfarten ved Tyngden, og altsaa gjennemløb en længere Vej. - I Gottersgade samlede Folket sammen omkring den unge Michaud, af Glæde over at see ham frisk og rask paa Jorden. Han blæste strax i sit Horn, for at underrette alle om sit gode Befindende. Den Lyst enhver af de Omstaaende havde til at bringe Professoren sin Faldskærm og Kurv tilbage, var saa hæftig, at disse Ting blev beskadigede. - Mere baaren end gaaende og ledsaget af Glædesraab ankom snart den unge Michaud paa Pladsen hos Tilskuerne, der med lydelig Bifald imodtoge ham. - Såsnart Faldskærmen oppe i Luften var skaaren løs, tog Ballonen strax et hurtigere Opsving, og da Opmærksomheden paa Luftfareren og hans Tilbagekomst fradrog Øjet fra Ballonen selv, saaes den siden saa langt borte, at mange frygtede for, at den ufejlbarlig vilde tabes i Østersøen. Det varede imidlertid ikke længer, end til omtr. Kl. 3 og 25 Miutter da man saae Ballonen, ganske lufttom og flattet (Almuen bruger det Udtryk, at Vejret gik fra den) neddale. Den kom ned i Kallebo Strand nær Tømmerpladserne, hvor den flød oven paa Vandet, inden nogle Fiskere fandt den, der bragte den uden nogen betydelig Beskadigelse til sin ejer. Kun Nettet kan ikke mere bruges, efter engang at være blevet gjennemvaadt, da Maskerne derved tabe deres første til Ballonens Form med stor Nøjagtighed og Møje afpassede Vide. Et saadant Nets Anskaffelse vurderer Professoren derfor til flere hundrede Rixdaler. - Saavel Hr. Professoren som hans Eleve, bleve, før Herskabet tog bort, forestillede samme ved Overhofmarskalken. - Den Hurtighed hvormed Ballonen tabte sin Gas, var en Følge af Professorens dertil gjorte særdeles skjønne og sindrige Indretning. I Mundingen eller Halsen af Ballonen indbragtes nemlig en Krands af Metal, hvorom Mundingsrastet tilsurredes. Denne Krands, af omtr. 16 Tommers Gjennemsnit, var lukket med en Skive af Pap, der med Vox var til[..]et, saa at intet Gas kunde udkomme, før papskiven borttoges. Denne Skive havde en lille Snor, som gik ned til Hr. Michaud, og som han trak i da han skar sig løs. Herved aabnedes altsaa Halsen paa Ballonen, men da denne er forneden og Gasens Natur er at stige, vilde Udtømningen kun alligevel skee langsomt, og ved de Tid efter Tid ved Vindstød bevirkede Svingninger. Men Professoren havde desuden i Ballonens Toppunkt hæftet en Line, som hængte ned over dens Side, og i hvis Ende var fastgjort en Pose med 5 Pund Sukker. Denne Vægt omvælter den fra Faldskærmen løsskaarne Ballon. Den aabne Hals kommer saaledes opad, og i en Haandevending er Gasen ude deraf. Aarsagen, hvi Sukker gives Fortrin som saadan Vægt, er fordi det, naar Ballonen falder paa en Vandflade, smelter, og saaledes ikke tynger ned paa Ballonen, saaledes som og her virkelig blev Tilfældet. -- Man saae ved denne Leilighed en Omstændighed, som meget faa endnu vidste eller anede, at nemlig Luftfareren, under Nedfaldet med Faldskærm, har det i sin Magt, at gjøre sit Fald mere eller mindre Lodret, det forstaaer sig ikke meget, men dog i kjendelig Grad. Dette skeer ved at hælde sit Legems Vægt ud over Kurven, da ved denne Forrykkelse af Tyngde-Centret en retning i Faldet til den modsatte Side af Perpendikulæren udvirkes. Man saae tydeligt, at den unge Michaud kastede sig to Gange ud over Siden af Kurven paa forskjællig Maade; Tilskuernes egen Ængstlighed og Uvidenhed om denne sande Aarsag lode nogle af dem uvigtigen ansee disse hæftige Bevægelser som Virkning af Frygt hos den Faldende. Sagen var, at da han saae, at han vilde falde paa Træerne ved Hængemuren, undveg han dette ved at holde sig ud over Kurven til Haugens Side, Faldet fik derved en større Skraahed ud ad, men da det nu sigtede til Tagene paa den modsatte Side af Gottergade, hældede han sig ud af imod disse Tage og gav derved Kurvens Fald en modsat skraa Retning, som bragte ham ned paa Gaden. - Endnu fortjener at hidføres ihenseende til Faldet, at mange troede, at den underste Faldskærm ikke rigtig foldede sig ud; Sagen var, at Hr. Michaud hvergang han vilde see ned forsig til denne eller hin Side, slog Tastet indad mod Kurven, da Udspændingen ellers ikke tillod ham, at see det mindste af hvad der var lige neden under ham. -- En anden særdeles sindrig Indretning ved den Robertsonske Faldskærm er denne: Kurven bæres i en Line, der gaaer igjennem Toppunktet af Faldskærmen ned til en Strop over Kurven. Lige over denne Strop overskærer Luftsejleren denne Line, for at gjøre sig løs. For nu at forebygge, at ikke denne saaledes overskaarne Part, ved sin pilsnare Opfart skulde kunne slaae sig til Siden og med Tampen slynge sig fast i Falskærmens Sideliner, hvorved den største Livsfare kunde fremstaae, farer samme Line oven for den omtalte Strop paa langs inden i Flagstokken, som er hul, hvorved den da forhindres at gjøre noget Sidesnært, i det første Øjeblik efter at være overskaaren. -- Før Ballonen lodes løs, blev dens Løftekraft prøvet ved en over Kurvens Strop anbragt Kraftmaaler, og befandtes at være 450 Pund. -- Ved Ballonen var anbragt en Seddel paa et Bret, hvoraf den ene Side paa dansk, den anden paa tydsk, mældte hvo Ballonens Ejer var, og hvorhen Finderen imod Belønning havde at bringe den. Den var attesteret af Politimesteren. - Endnu bør til Slutning for udenbys Læsere tilføjes, at dette skjønne experiment foregik under den største Orden hos en saa usædvanlig stor Tilskuerforsamling. Saavel Volden mellem Nørre- og Østerport, som Rosenborg Have, vare ligesom forrige Gang spærrede med tilstrækkelig Vagt.

(Dagen den 14. oktober 1806)

Siden Hr. Robertsons Ankomst og her givne Skuer, synes der i Drengenes Syssel at være foregaaet en stor Forandring. Allevegne seer man Faldskærme af Papir og Klude. Undertiden og vedhæftede Blærer der skulle forestille Balloner. Især er Rundetaarn idelig besøgt af Drenge som derfra lade deres Faldskærm gaae ned, medens en Sværm uden for giver støjende Bifald. - At Faldskærmen, maaske selv Ballonen, torde af en eller anden snild Fyr bruges ved næste Dyrehavstid, som et Middel til at samle Penge, er ikke usandsynligt.

Dagen den 21. oktober 1806

Sorø Akademi. (Efterskrift til Politivennen)

De gamle henstaaende Sorø Akademibygninger have nylig oplevet etslags Oplivelse, da et stort Publikum indstimlede i en af Akademiets Sale, ikke for at høre en Schytte, en Kongslev, en Kraft, en Eriksen o.s.v., men paa Indbydelse af nogle fra Kbhvn til Tydskland udrejsende Gøglere, som der fremviste Hestekunster, der morede Folk usigelig; især da en af Hestene, der formodentlig ikke vidste hvor den var, gjorde mere end Kunster, som da en af dens Herrer meget anstændigen i sit Tørklæde borttog. Ogsaa Konen, der i Dyrehaven fra sin Vogn raabte: Hier ist die Erleuchtung der Schlacht bey Austerlitz, Austerlitz in Mähren, o.s.v, har i Sorø havt en indbringende Prøve paa hvorledes de Danske kunne maabe paa hvad Tydskere gjøre for Penge. Dog holdt hun med sin Vogn i en Privatmands Port.

(Dagen 13. september 1806)

Mord i Rasphuuset. (Efterskrift til Politivennen)

I Fredags Formiddag blev der i Raspehuset atter begaaet et skrækkeligt Mord. Et Raspehuuslem, ved Navn Peder Andersen, havde en Tidlang savnet nogle Penge, som han havde en anden Forbryder, der arbeidede tæt ved ham, mistænkt for, at have stjaalet. Han kom i Ordstrid med ham, og huggede ham derpaa med sin Arbeidsøxe tre, fire Gange over Hovedet, og i det den anden vilde værge sig, afhuggede han ham adskillige Fingre. Den Saarede døde en Time derefter og ved Obductionsforetningen d. 11te d. M. befandtes et af Hullerne at være over tre Tommer dybt. - Delinqventen er en Sjællænder af Fødsel og omtrent 29 Aar gammel. Han var oprindeligen bleven dømt til at arbeide i Slaveriet formedelst Hestetyverie. Men da han deserterede, og blev paagreben, blev han kagpidsket og brændemærket, og derpaa for Livstid hensat i Raspehuset. - Ved denne Leilighed kan Anmeld. ikke undertrykke det Ønske, at der maatte skee en Forandring med den Bygning i Raspehuset, hvor Forbryderne raspe, og at enhver kunde have et Lukaf for sig selv, som ikke stod i Communication med hans Sidemands. Da det ved Raspningen er nødvendigt for disse Forbrydere, bestandig at have drabelige Instrumenter ved sig, saa kunde saadanne Ulykker saa meget lettere indtræffe, naar der ikke er et ordentlig Skillerum imellem hvert Lukaf. Blandt Forbrydere, som saa at sige ere bestandig sammen, kan der let opkomme Uenigheder, som kunne foranledige blodige Optrin.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 87, 12 august 1806, spalte 1381)

Indbrud i Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Imellem Onsdag og Torsdags skede et Indbrud paa Observatoriet paa Rundetaarn. Tyven aabnede et af Vinduesskudderne, som næsten bestandig ere lukkede, og steg ind igjennem Vinduet. Man har hidtil ikke savnet noget, uagtet der var endeel Smaasager, som f. Ex. smaa Søuhre etc., som han meget let kunde medtaget; imidlertid opbrak han dog et stort Søuhr, som tilhører det Asiatiske Compagnie, og gjemmes i en Casse af Mahagonietræ, men han fandt det ikke raadeligt at tage det med sig. Man formoder at Indbrudet er skeet omtrent Kl. 4 om Eftermiddagen, og at en Matros, der anstillede sig beskjenket, og opholdt sig længe paa Taarnet, har været Tyven.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 89, 19. august 1806, spalte 1412)

Slaver. (Efterskrift til Politivennen)

To hundrede indtil halvtredie hundrede er det sædvanlige Antal paa de Slaver, som Stokhuset gjemmer. I dette Øieblik tæller man der 168, hvoriblandt er 47 uærlige. Deres Dragt udmærker dem fra alle andre Mennesker og deres Jern *) er et sørgeligt Tegn paa deres Farlighed for Selskabet. Men selv blandt dem gives der Grader. De af dem, som have Tyvsmærke og ere dømte til evig Fæstningsarbeide, kaldes uærlige; de, som mangle dette Mærke, og kun ere dømte til at arbeide en vis Tid, kaldes ærlige. Man har offentlig gjort sig lystig over Prædicatet ærlig, fordi det anveedes paa en Slave, endskjønt hver Fornuftig indseer, at den Benævnelse, som her tillægges saadanne Forbrydere, netop gjør vor Lovgivning Ære. End ikke den saa dybt sjunkne Slave har den villet negte dette for Mennesket saa nødvendige Tillægsord, naar Domstolene ikke ansee ham for uforbederlig; endog ham har den ladet staae Veien til at forbedre sig aaben; end ikke den slette Green paa Statssamfundets store Stamme har den villet afskjære aldeles, saa længe der er Haab om, at den endnu kan blive nyttig **).

Fæstningsværkerne og alle de øvrige Arbeider, som henhøre under Commandantskabet, give disse Forbrydere nok at bestille. Naar de ikke arbeide faae de 2 sk. dagligen, og naar de arbeide faae de derimod et Tillæg af 3 sk., som kaldes Arbeidspenge. Endeel af dem lade sig paa visse Tider frivilligen bruge til de allerforagteligste og meest usunde Forretninger. Jeg har endog om Søndagen seet adskillige Slaver i den største Sommerhede rense den mephistiske Skarnkiste ved Vibens Allee. Ganske afklædte lode de sig hidse ned i denne Gifthule, og da de bleve trukne op, vare de saa sorte paa hele Kroppen som Negere. Jeg vilde have anseet det for umueligt, at Mennesker kunde lade sig bruge til saadant et Arbeide, dersom jeg ikke havde været Vidne til, at disse Slaver endog, som man forsikkrede mig, gjorde det frivilligen, for Betaling.

De føres fra og til deres Arbeide i en lang Jernlænke, som en heel Trop af tyve, tredive og flere, to og to, holde ved. Alle disse farlige Forbrydere, hvis Frihed vilde undergrave hele Borgerselskabets Rolighed, lade sig her ganske roligen føre af een eneste Slavefoged. Sammenlænkede som Tigre, Løver og Hyæner føres de hjem til deres Baraquer, som snarere ligner et Menagerie, end Boliger for menneskelige Skabninger. Her ligge disse gustne og af Elendighed udtærede Mennesker paa Straa. Hvorledes det seer ud i disse Stalde kan ingen Pen beskrive, ingen Pensel male. De, som kunne see Enden paa deres Lidelser, ere lykkelige; men de, som ere dømte til at ende her deres elendige Liv, o, deres Skjebne vilde være skrækkelig, dersom ikke alle Lidendes Ven - Vanen - gjorde dem deres Lænker lette og deres Trældom taalelig! Ingen Straale, ja intet Glimt af Haab smiler ned i disse Ulykkeliges Huler.

De Forbrydere, som her gjemmes, ere ikke blot fra Danske Provindser, men næsten fra de fleste Europæiske Lande. Her findes Tydske, Franske, Engelske, Russer, som tildeels oprindeligen ere komne til Kjøbenhavn som Soldater, men som for gjentagen Desertion og Tyverie ere blevne dømte til at gaae i Slaveriet.

Naar man ser en saadan Trop Forbrydere, lænkede, tæmmede og ydmygede, saa gyser man. Man synes ordentlig at harmes over Lovens Strænghed; men denne Tanke fosvinder snart, naar man betænker, at netop disse rædselsfulde Skabninger, som man af Nødvendighed har betaget den første af Himlens Gaver, ere en sand Lovtale over vore Loves Menneskekjerlighed. I mangt et andet Land havde de fleste af disse forbrydere maaske endt deres Liv under Bøddelens Haand - I Dannemark har man ladet dem beholde hvad endog Ormen krymper sig ved at miste. Selv som ufri Mennesker og stemplede med offentlig Vanære, kunne de endnu nogenlunde bøde paa deres begangne Feil ved at gavne deres Medmennesker; de kunne endnu see Guds skjønne Soel, og nyde de behagelige Indtryk, som i Lænker og Purpur føles lige stærke.

Physiognomisten finder her en viid Mark til at gjøre Iagttagelser. "I dette skumle Ansigt - disse vilde Træk - disse skumle Øine, siger han, læser jeg Anlæg til tusinde Forbrydelser. Han vilde myrde sin Fader, dersom Omstændighederne tillode det, og hans Fordeel krævede det. Paa denne rynkede, trodsende Pande og i disse falske Hyæneøine læser jeg den lumske Ransmand. I en ensom Skov vilde han gjennembore mig bagfra for at rane min eiendom. Nu fordrer han med tusinde Bønner og Velsignelser den Gave, som han, fri for Lænker og paa Landeveien, vilde affordre mig med Pistolen eller Dolken i Haanden." - Men hold inde med disse betragtninger, strenge Dommer! Ingen uden Gud kan see saa dybt ind i det menneskelige Hjertes lønlige Vraaer. Lader os bære overbærende mod vore faldne Medmennesker, hvis vi ville at den Allerhøieste skal være overbærende imod os, naar vi engang fremtræde for hans Domstoel. I intet Terra incognito findes flere uopdagede Steder, end i det menneskelige Hjerte. Den, som ofte indhyller sig i Lykkens Glands, vilde maaskee, under andre Omstændigheder, under en anden Styrelse, have baareet disse Lænker, og man havde da i hans Ansigt fundet ligesaa mange slette Træk, som man nu finder ædle, store og gode. Blandt disse Ulykkelige gives der maaskee ikke faa, hvis Kraft, Mod og Snildhed, rigtig styret ved en omhyggeligere Opdragelse, vilde gjort dem til Menneskeslægtens Velgjørere, istedet for, at de nu ere dens Skjændsel.

Den frie, lykkelige og retsindige Mand kan ikke tænke sig et ulykkeligere Væsen end en Slave, som forener i sine Kaar alt hvad der er det Modsatte af Lykke. Og dog ere disse Ulykkelige til visse Tider lykkelige. Barføddede, med en gnavende Lænke omkring den blottede Fod, plagede af alle Følger af Ureenlighed, udsatte for Frost og Slud, seer man adskillige af dem endog være glade ved deres Arbeide. Søvnen, som stundom flyer de Høiloftssale, hvori man hviler paa bløde Duun og i Senge, bebræmmede med Guld og Silke, indfinder sig frivilligen i de usleste Stalde i Slaveriet. Saaledes har den retfærdige Natur nogenlunde søgt at vedligeholde Ligevægten imellem de Ulykkelige og Lykkelige, og aldrig aldeles bortdraget sin Haand fra de første eller udøst sit hele Overflødighedshorn over de sidste. Man har havt dem, som ganske have tabt af Følelse for Frihed, og som aldeles ikke skjøttede om at forlade Slaveriet. Kun for faa Aar siden saae man en Slave, som otte Aar i Forveien var rømt bort, uden at han kunde blive paagreben, og som den hele Tid havde arbeidet som Karl hos en Bonde, vende frivilligen tilbage til Slaveriet, da han var kommen i Uenighed med sin Husbonde. Man har seet andre, som havde levet nogle tredive Aar i Stokhuset, og som aldrig ønskede at komme paa fri Fod igjen, uagtet man tilbød dem deres Frihed.

Der gives Slaver, som have lært Haandarbeider, og have Frihed at benytte sig deraf. Den berygtede Peer Michelsen, som kan udskjære alle Slags Træsager til Huusbrug, har et ordentligt lille Værksted, og adskillige andre Slaver arbeide deels under ham og afsætte deels disse Arbeider for ham. Han skal have samlet sig en Capital af 500 Rdlr., og opfører sig nu meget ordentlig. Den anførte Tilladelse, som gjør Vedkommendes menneskekjerlige Tænkemaade Ære, burde, dersom det ikke allerede er Tilfælde, finde Sted paa andre saadanne Steder.

Men hvor prisværdig end denne Straffemaade er, der i mange Tilfælde tjener istedet for Livsstraffe, som vor Regjering med saa stor Ret i Almindelighed kun ønsker anvendt paa forsætlige Mordere, saa har den dog mødt mange Indvendinger. Man har paastaaet, at det er alt for farligt, at have saa stor en Samling af Forbrydere samlede i en Stad, og at det, som Erfaringen lærer, giver Anledning til at der deserterer mange Slaver, som siden gjøre Indbrud og begaae andre Forbrydelser paa Landet. Men hvor rigtig end denne Indvending synes at være, kunne de betydelige arbeider ved Fæstningsværkerne, saalænge som de skulle forrettes ved Slaver, neppe besørges ved et ringere end det sædvanlige Antal. Den eneste Maade, hvorpaa man maaske vilde kunne forekomme, at saadanne Forbrydere, ikke alt for hyppigen, rømme deres Vei, vilde maaskee være den: at fordeele dem paa forskjellige Fæstninger. De, som havde begaaet Forbrydelser i Dannemark, kunde sendes til Norge, og saaledes omvendt. Derved vilde man forebygge, at saadanne Slaver, især naar de ere fødte i eller omkring Kjøbenhavn, kunne have Kipper, Kjeldere og Smuthuller, hvor de strax kunne tye til, nyde Skjul og faae andre Klæder. En eneste Bygning er vel heller ikke hensigtsmæssige, thi det bestandige Samqvem imellem saa mange Forbrydere foranlediger mange Misbrug. Den ene kan saa let forføre den anden, bibringe ham Ideer og givve ham Vink, som ved Rømningen kunne være ham nyttige.

*) For omtrent et Aar siden var der 7 Slaver som havde Jern om Halsen, foruden det Jern de havde om Foden, men Hr. General-Major Gedde, som for Tiden besørger Gouvernementet, følte Medlidenhed med disse Ulykkelige, og lod dem befrie derfra. Een af dem, som er en Sjellænder af Fødsel, har imidlertid, ved at desertere paa ny, selv gjort det nødvendigt, at det blev ham paalagt igjen.

**) Der gives desuden visse Slaver, som virkelig kunne være sande ærlige Mænd, uagtet de gaae i Slaveriet. Kan f. Ex den Bonde, som for Opsætsighed mod en Øvrighedsperson dømmes dertil, ikke være en fuldkommen ærlig Mand?

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Tredie Aargang, No. 85, tirsdag den 5. august 1806, spalte 1341-1348)

Emnet er også behandlet i Historiske Meddelelser om København, 4. række, II. Side 371-413.