Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingøer d. 3 April. Til berigtigelse af det i sidste Numer af Skilderiet herfra anførte tjener: at den Galease, som af Canonbaadene blev taget, ikke var Dansk men Svensk. Den blev forladt af dens Mandskab inden den af vore Folk blev besat, og man har ombord paa den ei fundet andre Kjendetegn paa at en er Svensk end et Svensk Flag og et Document fra et Svensk Toldstæd Norden for Kullen. Den er ikke fuldlastet, men dens last er god. Den har 10 til 12 store Fade extra fine Bourbonske Caffebønner, nogle hele og halve Baller Engelsk Saalelæder, lidet Indigo, noget fiint Engelsk Klæde og noget Stykgods. Man formoder, ikke uden Grund, at det var en Snighandler eller Smugler, da man ikke ansaae det umueligt, at Folkene ligesaavel kunde have landsat Skibet, som selv flygtet i Land, og fordi man ikke ombord har fundet Udklarerings-Sedler. Den blev paa engang besat, saavel af Canonbaadenes Mandskab, som af Caperføreren Lars Pedersen Raaber. Skjønt han siden forlod Skibet, skal han dog, som man paastaaer, vilde formere sine Pretensioner på samme, hvorved dog Rettens Betjente rimeligviis ville fortjene mere end han. Isen har nu forladt vore Kyster, men det er endnu meget koldt med klar Luft og nordlig Vind. Den Brig, som sidst kom på Grund, er nu igjen flot, men dens Ladning er aldeles havareret.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 51
Tirsdagen den 4. April 1809
Spalte 818-819

Den omtalte Lars Pedersen Raaber var en af de mere kendte kapere. Han blev bl.a. omtalt i Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 12. januar 1809:

Danske Krigs-Efterretninger.
Vore Kaperbaade, for hvis Frelse man frygtede saa meget (See Avisen No. 3), ere dog slupne fra Hveen; skjøndt ikke uden megen Nød og gjennem mange Farer. De gik fra Helsingøer om Morgenen den 1ste, og vare 4 i Tallet. Den ene af dem var den bekjendte Lars Pedersen Raaber. De havde Aftenen i Forvejen sagt Herremanden paa Hveen, at han maatte berede sig paa at tage imod dem, naar de ved det og det Klokkeslet kom tilbage. Dette gjorde han og. Hveenboerne kom vore Kapere imøde med deres mindre Baade, hjalp dem i Land, da de større Kaperbaade ei kunde skyde saa langt ind, gik dem tilhaande med at faae Hveden i Sække og bragt ud i Baadene, og beværtede dem derhos paa gjæstfrie Maade. Saaledes fik de omtrent 40 Tdr. Hvede. Derved gik Dagen hen, og da de i Skumringen indskibede dem, for under Mærkets Skjul at naae Helsingøer igjen, og netop vare komne under Seil, lader den Svenske Gallei sig pludselig see og forfølger dem med al Magt af Seil og Aarer. De bleve derved tvungne til at løbe Sønder paa, da de vare afskaarne, og søge af alle Kræfter deres Frelse i Flugten. For at lette Fartøierne maatte de kaste 12 Sække Hvede i Søen. Gjedebukken vedblev at forfølge dem paa et knapt Musketskuds Afstand, og lod uafladelig Musketkugler regne ned over dem, og skjød desuden jevnlig efter dem med Kanonskud. Men hans Kanonkugler gik stedse over og hans Musketkugler stedse til Siden, saa at 3 af Baadene naaede lykkelig ind i Iset ved Vedbek. Men her mødte nye Farer. Indklmete i Isen kunde de hverken komme frem eller tilbage. De arbeidede med fast overmenneskelige Kræfter; Vedbekkerne søgte at komme dem til Hjelp, men alt omsonst; de sad og maatte sidde til den følgende Dags Formiddag. Raaber, hvis Baad seilede slettest, og som altsaa var mest udsat for Gjedebukkens Horn, troede at spille ham et Puds ved at holde fra de andre og pludselig vende om og søge til Helsingøer, troende, at Gjedebukken hellere vilde forfølge 3 end 1. Men han forstod Uret, vendte og forfulgte nu Raaber allene. Derved kom denne ham paa Pistolskuds Distance. Raaber var selv haardt bleesseret i Halsen, havde en Mand dødelig saaret, og saae ingen Udvei til Redning. Han lod derfor Seilene tage ind, reiste sig, saa blodig han var, i Baaden, og raabte til Lieutenanten paa Galleien, at han maattee ophøre med Skydningen, han vilde overgive sig og sine Folk. Men Officeren svarede ham med et glat Lag. Fortvivlet, omringet af Døden paa alle Kanter, veed Raaber nu snart ingen Udvei, da han i det samme bliver en smal Aabning vaer i Isen. Han befaler nu sine Folk, hurtig at gjøre Seilene løs og stræbe at naae ind i denne Aabning. Det skeer og det lykkes. Saasnart han øienede Frelsen i Isen, og saae at Gjedebukken nu ei mere kunde naae ha, reiser han og hans Mandskab sig, raaber 3 Gange Hurra! og beder Officeren hilse hjem, at denne Gang fik han ei Raaber!
Den kjække Raaber ligger nu paa Frederiks Hospital og synes at være uden Fare. Kuglen er kommen ud igjennem Skulderbladet, men et Stykke af hans Klæder, som er gaaet ind i Saaret, sidder der endnu. Naar dette er kommet ud, vil Kuren, som man haaber, ikke være vanskelig. Han er meget munter og har gjentagne Gange forsikret, at han nok skal hævne sig, naar han kommer op igjen. For den som det kan interessere at kjende noget til denne dristige Søemand, anmærrkes, at han er omtrent 30 Aar gammel, af middelmaadig Væxt, og har tilforn faret paa Kiel. Hans Forældre boe i Vedbek, hvor han er født.
Den Mand, der i bemeldte Fægtning blev dødelig saaret, var en Amerikaner og en af Raabers raskeste Karle. Han blev truffet i Laarene, og fordi han i den strænge Kulde maatte ligge saa længe paa Søen, døde han. Endnu en Anden blev lidet qvæstet. Efter en anden Beretning kom 2 Baade med Soldater vore 4 Kapere imøde, før de naaede Hveen; men saasnart de seilede imod dem og begyndte at fyre, flygtede de Svenske hurtig tilbage. Nu vendte Vore igjen til Hveeen, troede sig ganske sikre, gik i Kirken og bad Præsten at præke meget Kort, da Bønderne skulde kjøre Reiser med Hvede og Ærter..

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Fridericia d. 31 Martii. Paa grundet Mistanke om den mellem Colding og Fridericia d. 20 October f. A. tabte Postsæks Opdagelse, blev i Gaar eftermiddag foretaget Inqvisition i Peter Devanches Huus her i Staden, og i samme funden de med Posten værende 7 til 8000 Rdlr., paa 3 til 400 Rdlr. nær, ei allene forvarede paa adskillige Steder i Huset, men og i nogle i forborgne Gjemmer nedlagte. Den egentlige Postsæk med de i samme værende Breve, tilstod han at have fyldt med Steen og Jord og nedsænkt samme i Stadsgraven. I Morges blev han under Bevogtning fra Arresten ført hen til det foregivne Sted, hvor han ogsaa rigtig nok selv opfiskede Postsækken, men hverken Breve eller Aviser fandtes deri. Aarsagen til den paa ham faldende Mistanke skal have været, at han validerede med flere Penge end sædvanlig, især med store Sedler m. m. Det var imidlertid en Lykke at det blev opdaget, paa det den ellers for sit brave Forhold bekjendte Karl, som kjørte Posten, kan vorde frikjendt for Mistanken.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 51
Tirsdagen den 4. April 1809
Spalte 814-817

Breve fra en Ven paa Landet til Udgiveren af nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Udgiver!

Gjerne Læse vi paa Landet Deres Breve, og ligesaa gjerne høre vi om de kjere Kjøbenhavnere og om hvorledes det gaar til i Hovedstaden. Dersom giver De os mangen kjer Efterretningen, og derfor være De Takke. Men De bør dog ogsaa vide noget om os, som boe paa Landet; Der have ingen Comoedier, ingen Hoftheatre, store Maskerader eller deslige. Ligesom hos Dem er her ogsaa for Tiden meget dyrt. Jern og Kul, Kalk og Tømmer ere næsten ikke at faae, og vi maa smøre vore Vogne med bedærvet Smør og Fedt; men Colonialvarerne ere dog de dyreste for os Landboere, der ikke ere egentlige Bønder. Maaske kan det derfor være Dem og de gode Kjøbenhavnere ret interessant at vide, hvorledes vi berede os paa, deels at undvære disse, dels at forskaffe os hensigtsmæssige Surrogater, der kunne gjøre Priserne taaleligere. Jeg vil meddele Dem nogle Efterretninger derom, med det Ønske, at andre, som vide bedre Beskeed derom end jeg, ville supplere de Vink, jeg giver, og atter andre prøve og vælge det Bedste. 

(Dernæst følger opskrifter mm. på kartoffelstielse, rosinsurrogat, pæresirup, sæbe, mm.)

Da Klædevarerne nu ogsaa stige i urimelige Priser, saa har man Øiet langt mere henvendt paa Hørrens og Hampens Dyrkning. Mange have det Forsæt at faae Hør i Aar, der aldrig før dyrkede denne Plante.

Ogsaa Bieavelen tildrager sig mere Opmærksomhed og vil vist nu komme i Flor til Gavn for Vox og Honning.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 51
Tirsdagen den 4. April 1809
Spalte 814-817

Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen).

Fredag middag den 3. d. m. sprang et menneske ud fra Rundetårn, formodentlig af lede til livet. Det var en saddelmagersvend der var ganske skikkelig påklædt, og nedfaldt i rendestenen mellem tårnets og kirkegårdens port hvor han fik et ben brækket og hovedet noget forskået, men var i øvrigt ved fuld samling. Man bragte ham straks til en feltskærer på St. Købmagergade som forbandt ham, og derfra blev han kørt ud til hospitalet. Man må forundre sig over at man ved et fald af omtrent 70 fod, kan endda slippe med så liden beskadigelse. Dette ville næppe have været tilfældet hvis han var gået op til det øverste af tårnet hvorimod han var krøbet ud af vinduet lige udenfor døren hvor man betaler 2 sk. for at gå højere op.

(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 16. februar 1809).

Dansen paa Prædikestolen. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er et uddrag af en længere artikel af pastor dr. teol Michael Neiiendam. Kilden der angives til at være fundet i et privatarkiv, er en ung månedsløjtnant som var stationeret ved Lønstrup for at tilse bjergningen af den engelske fregat The Crescent som var strandet den 5.-6. december 1908. Stedet var Maarup Kirke hvor provst Claus Mønnich, 73 år gammel i 1809 holdt en prædiken som løjtnanten nedskrev. Den første halvdel dog kun som referat af provsten fordi han ikke selv overhørte den. Prædikenen blev fundet omkring 1920, og gengivet bl.a. i Vendsyssel Årbog 1928.

Prædikenen gik over brylluppet i Kana, Jesu mor stod for Anretningen, Jesus og disciple var indbudt, Jesus til at at føre Brudgommen. Prædikenen blev afholdt i "præketone" ifølge manuskriptet, retskrivningen er moderniseret. 

Provsten førte nu Gæsterne frem til Præsentation: Saa kom Petrus. Han havde om Natten været paa Havet for at fange Fisk til Gæstebudet; han havde Havstøvler paa - ligesom I, naar I kommer fra Havet - (her anskueliggøres den sugende Lyd fra de vaade Støvlers Trin) - truf, truf, truf. Saa kom Brudgommen; han havde nye Støvler paa - knirk, knirk, knirk. Saa kom Bruden; hun havde højhælede Sko paa - trip, trip, trip. Saa kom Jesu Moder, som havde Tøfler paa - slug, slug, slug. Tilsidst kom Frelseren Jesus, som havde bare Fødder - slank, slank, slank! Da de nu var kommet til Bords, læste Jesus Bordbønnen. Her føjede Provsten meget hurtigt til: Det er en stor Fejl af Evangelisten Johannes, at han ikke har opskrevet den, for det har sikkert været en god jen. - Efter denne lille Parentes tog Provsten "Præketonen" op igen. Og han fortsatte: Saa kom Grøden ind. Om det var Risengrød eller en Byggrynsgrød - derom taler den hellige Skrift intet, men at det var en god Grød med tykt Sukker og Kanel paa og en stor Smørklat udi Midten, derom er der intet Spørgsmaal. Der blev nu spist og drukket dygtigt, men da der var kommet tretten flere Gæster, end der var gjort Regning paa, begyndte det at knibe for Vin, hvorfor Jesu Moder, som stod for Bryllupet, listede sig hen til ham og sagde: "De unge Brudefolk, de mangler Vin." Men hvad svarede han? "Det kommer int jer ved, a ska nok pass min Ting." - Nu stod der seks store Vandkar af Sten, af samme Slags som blev bjerget af Saltmanden Portugiseren; de kunde tage en 3 Fjerdinger Smør saa vel enhver. Da sagde Jesus til Tjeneren: Fylder dem fulde med Vand. Da dette var sket, sagde han: Smag paa 'et, ja, ja, smag kun paa 'et. Men hvor forbavset blev Køgemesteren, da Vandet var blevet til den dejligste Vin, hvorfor han sagde: Enhver giver først den bedste Vin og siden den ringere, men du har beholdt den bedste tilsidst! Ja, mine andægtige Medkristne, det var et stort Mirakel, Frelseren gjorde; han gjorde Vand til Vin, og int som Vin handlerne nu gøre, for de gøre Vin til Vand. Og hvad var det for en, Vin, han gjorde? Den Gang jeg var Præst paa Hirtsholmen, strandede der en Spanioler; der var Vin om j Bord i smaa, rundo Flasker, der var omvundne med Sivfjer (?) - som den Vin var det, Frelseren gjorde, saadan Vin er en sand Madvin. - I sagte Tone tilføjede nu Provsten det fromme Ønske: "Gid jeg havde nogle Flasker deraf endnu." - Nu blev Gæsterne ogsaa glade og muntre og drak af denne dejlige Vin -  og hvorfor skulde de ikke drikke? Naar Vor Herre vil velsigne vor Strand med en god Vinmand, ved hvilken Lejlighed vi alle af Hjertet vil bede, at det maa ske ret snart. 

Haandskriftet fortæller, at Provsten ved disse Ord foldede sine Hænder, løftede Hænder og Øjne i Vejret, Menigheden fulgte Eksemplet og gjorde det samme, og efter et halvt Minuts Stilhed fortsattes Prædikenen: Jeg siger, naar Vor Herre af en besynderlig Naade vilde velsigne vor Strand med en god Vinmand, vilde vi ikke ogsaa drikke? Jo, vi vilde ikke alene drikke, men ogsaa takke og lovprise ham for de Gudsgaver, han havde velsignet os med.

Da nu Gæsterne havde nydt tilstrækkeligt, hævede Frelseren Gildet ved at læse fra Bordet - denne Bøn har Johannes heller ikke optegnet - , og da han havde ført Brudgommen, skulde han jo danse ham Bruden til. Men hvad dansede han? Menuet. - Her tog Provsten i sin Kjole, bredte den ud til Siden, gjorde et pas til højre, et til venstre og et bagud. Samtidig angav han ogsaa Takt og Tone med Ordene; Tinterlintint - Tinterlintint - Tinterlintant! Men hvorledes danse I? Firtur, Kasrans - her gør han "nogle Hop og Tramp" for at illustrere Bondedansen, hvis Rytme han angiver saaledes: Hoppetosog - Hoppetosog - Hoppetosog! Derfor, mine andægtige Medkristne, naar I komme til Gæstebud og skal danse og vil danse, saa dans Menutet og ikke Firtur og Kasrans, for ellers danser Fanden Kasrans med jer allesammen lige ind i Helvede, Amen!

(Nationaltidende, 26. april 1926, 2. udgave. Stærkt forkortet).

Michael Neiiendam, 1895-1962, dansk præst og kirkehistoriker med dansk oplysningstid som speciale; søn af Nicolai Neiiendam. Han blev i 1934 Holmens provst og kgl. konfessionarius og var tillige en anerkendt universitetslærer, religionspædagog og pastoralteolog. Det alsidige forfatterskab er præget af hans liberalteologiske udgangspunkt og rummer bl.a. Frikirker og Sekter (1927), flere gange genudgivet og stadig et vigtigt værk.

Forliset var omtalt i Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 29., december 1808.

Sten ved foden af ankeret af The Crescent, 1808. Foto udgivet under Creative Commins Kreditering-Del på samme Vilkår 3.0 Ikke-porteret.

"The Crescent"s Stranding ved Lønstrup.

- - -

Da jeg i 1891 som Stedets Sognepræst færdedes i de mange smaa Fiskerhjem i Lønstrup, stødte jeg næsten overalt paa Minder fra hin Vinternat 1808, her en Kokarde, hist noget Lædertøj osv., men man var ikke meget ivrig i at fortælle, hvad man mindedes at have hørt fra Bedste eller Oldeforældres Dage. Dog lykkedes det mig gennem vedholdende Forsken og Undersøgelser i Orlogsværfts- og Marineministerarkiv at faa hele Begivenheden med "the Crescent"s Stranding klarlagt. Jeg skal forsøge at skildre den i ganske faa Træk og dog tilstrækkeligt, til at de kan danne et Supplement til Dr. Neiiendams Kulturbillede.

Natten til 5. Decbr. 1808 kunde Fiskerne gennem den forrygende Nordøstenstorm, og naar Snebygerne en Tid lettede, se stærke Blus uden for Kysten paa det oprørte Hav, og i Blussenes Lysskær skimtede man Omridsene af en stor engelsk, "man of war", der huggede sit svære Skrog fastere og fastere i Revlen.

I Dagningen havde Søen faaet Magt til at sætte det længere mod Land, og nu var alle Forsøg paa at faa Skibet af Grunden forgæves. Man havde endog affyret Salver med alle Skibets Kanoner i Haab om at løsne det af Grunden - men intet nyttede. Søen brød med Voldsomhed over Skibet. Saa fattede man den fortvivlede Beslutning at tømre nogle svære Flaader sammen af Planker, paa disse skulde nu Besætningen bjærge sig i Haab om at drive til Sos og for eller senere træffe Landsmænd. I de Dage krydsede talrige Engelskmænd ud for Vestkysten. Skibets Pengekasse lønnes for Dukaterne, som fordeltes mellem Besætningen, og enhver tog iøvrig paa sig, hvad de foruden Guldet kunde overkomme.

Men Forsøget førte dem i Døden. Flaaderne splintrede som Glas, efterhaanden som de drev ind paa Stranden, og mellem Vragstumperne skyllede de Døde, lemlæstede af de drivende Tømmerstokke, ind paa Stranden. Der laa Officerer i Uniformer, endnu holdende ved Sablerne (det fortaltes af nogle af de reddede Englændere, at man frygtede for at blive slaaet ihjel), Menige, Matroser og flere Kvindelig. Og i den følgende Tid blev det ved. Mange var blevet ude paa Vraget, indtil de efterhaanden skyllede over Bord. Andre sad fastklemte mellem Skibets løbende Gods og slap først løse, naar Havet havde slidt dem i Stykker. Aa - vi her paa Kysten - kendte disse opslidte Strandvaskere! - Men der var ogsaa andet at finde nede paa Stranden, thi det var Lig, som var værd at undersøge nøjere. Guldpenge, Ure, de var lette at samle til sig, men Halskæder, Armbaand og Ringe var ikke lette at berøve Ejermandens opsvulmede Lemmer - naa, saa maatte Finger eller Arm gaa i Løbet, alle disse Ting, der for den fattige Kystbo var Kostbarheder, var nu unyttige for Ejeren, og det kom altsammen godt tilpas midt i Vinterens Nød.

Kun den Krambodskarl oppe fra Købmandsgaarden kom ikke saa let fra det. Han havde "fundet" Skibschefens Guldur, som han nu gik og pralede med. Og det var selv en overbærende Øvrighed for meget. Da det trak op til Fængsling, stak han af - man saa ham ikke mere. For alt det andet lukkede Øvrigheden Øjnene, og Provst Mønnich kunde uden Skrupler prædike videre for sin Menighed.

Ligene blev baaret op i Byen. Loer og Lader i Lønstrup fyldtes paany, efterhaanden som de tømtes for de Døde, der med Dages Mellem rum blev transporteret op til Kirkegaarden og lagt ned i det store - för tillfället - gravede Hul i det nordvestre Hjørne. Og det var brydsomme Dage for gamle Provsten, saadan midtvinters at skulle befare den tunge Klitvej fra Rubjerg til den Fjerdingvej bortliggende Maarup Kirkegaard. Det var sandelig ingen Spøg for en gammel Mand. Saa fik han Nabopræsten til Hjælp, og i Vinterens Løb var Begravelserne forrettet. Længe forinden var den lille Skare Engelskmænd, som var kommet levende i Land, og - som det synes - godt behandlede, internerede, som de var i Sognefogdens Gaard - videresendte til København til Udveksling.

- - -

Frantz Sanne.

(Nationaltidende, 8. maj 1926, 2. udgave, stærkt forkortet, udvalgte citater i uddrag).

Forfatteren er formentlig Frantz Agathon Rømer Sanne (1866-1954). Han var 1897-1936 pastor i Tornby, Vendsyssel.