Om Skumlerier over den Danske Nation *). (Efterskrift til Politivennen)

Vort Fædreneland har i de senere Aar havt den Skjebne, at nedrives af nogle overgivne og af fornærmet Stolthed opbragte Tydske Skriblere. I adskillige Blade og Skrifter er det Danske Folk blevet skildret som en Nation, der miskjender Tydske Fortjenester og haaner og forfølger Tydsk Retskaffenhed. Det er endelig Tid, at en indfødt Dansk Mand, hvis Hjerte slaaer varmt for hans dyrebare Fødeland, opløfter sin Stemme og gjør Ende paa denne evige Bagvaskelse.

Først i forrige Aar har en vis R. A. J. formastet sig til i No. 245 af allgemeiner Anzeiger der Deutschen at lade indrykke et Stykke **), hvori han med mageløs Frækhed vover at beskjæmme vor Nation. Hele Stykket aander kun pøbelagtig Fordomsfuldhed og indeholder intet uden haanende Bebreidelser. Denne navnløs Skumler fortjente ingen alvorlig Gjendrivelse, dersom han ikke havde fundet Leilighed til at nedlægge sin Gift i eet af Tydsklands meest læste Blade, og Redacteuren af samme ikke havde været saa ubesinding, at optage denne Uværdiges Expectorationer, trods den høitidelige Forsikring paa Omslaget: "at alt hvad der strider mod Velanstændighed og gode Sæder ikke finder nogen Plads i dette Blad ***). Sandt er det, at Dannemark, som hiin Skumler siger, fra Tid til anden har havt betydeligt Tilløb af Tydske Konstnere og Professionister: en Fordeel, som hele Europa har tilfælles med Dannemark, fordi de Tydske, blandt alle Nationer paa Jorden, ere de, der have meest tilbøielighed til at udvandre; sandt at Dannemarks Cultur har dette Tilløb tildeels adskilligt at takke; men usandt er det, at de Danske, som denne Forf. fremdeles siger, hader de Tydske, og at man i Dannenmark ved enhver Leilighed, endog i dannede Kredse, umager sig for, at foragte dem og gjøre dem latterlige. Jeg opfordrer enhver retskaffen og beskeden Tydsk Mand i Dannemark til at sige, om ikke enhver agtværdig Udlænding, af hvilken Nation han end er, behandles overalt hos os med samme Agtelse som den Indfødte.

Men Pralerie og Uforskammethed bliver her som overalt med Rette foragtet. Intet er almindeligere end at unge uerfarne udenlanske Lærde og Konstnere komme i den taabelige Tanke til Dannenmark, at Kundskab og Smag, Cultur og Humanitet ere i dette Land ubekjendte Planter, der maa hentes fra fremmed Jordbund. Uden at kjende Nationens Sprog og Sæder paatage de sig ikke sjelden at være Folkets Lærere, tale med Haan om Danske Talenter og Fortjenester, antage Beskedenhed for Enfoldighed og Overbærenhed for Indolence. Jeg kunde anføre mange Beviser, men Forfatteren af det paankede Stykke har sparet mig denne Umage, og ved sit eget Exempel godtgjort, til hvilke yderligheder uvidenhed, Taabelighed og Indbildskhed kunne lede.

S. 1651 siger han: "den Danske hader vel enhver Udlænding. Men de Tydske og Svenske foragter han tillige, fordi han er af den Mening, at disse Lande ere meget Fattige, og at deres Beboere forlade deres Fædreneland af Nød." - Enhver Skolepebling i Dannemark veed, at i det mindste Tydskland er intet fattigt Land. - S. S. tilstaaer Forfatteren, "at han ikke boede i Kjøbenhavn selv, men i Nærheden af samme, hvor han eiede en ikke ubetydelig Gaard, og hvor om Sommeren anseelige Embedsmænd, Kjøbmænd, Capitalister og deslige Folk logerede hos ham ****). Her havde han altsaa, forsikrer han os, Leilighed til nøiere at lære at kjende den Danske Nation: her har an erfaret, at hiint uædle Nationalhad ligesaa godt findes blandt de dannede Stænder som blandt de lavere Folkeclasser etc." - Man betænke kun hvilken Frækhed! En Mand, der paa en Gaard i Nærheden af Kjøbenhavn holder et Slags Gjestgivergaard, formaster sig til, i denne Enebolig at bedømme, mestre og haane den hele Nations Caracter! Saavidt gik aldrig nogen Dansks Formastelighed mod nogen muelig Nation. Men det snurrigste Bevis for de Danskes Nationalhad mod de Tydske findes strax paa den anden Pille. Forfatteren anfører nemlig som Exempel sin nederdrægtige Nabo, der, - det er hans egne Ord - roste sig af at have bedraget Konstberideren (?) Price med Salget af Hø, og som, da Forf. sagde til ham, at det ikke var rigtigt, at handle saaledes mod sin Næste, svarede: "ih! det er jo ingen Synd; det er jo Tydskere; hvorfor blive I ikke i eders eget Land". Denne Bedrager (forudsat at han virrkelig nogensinde har existeret), hvis Lige man vil finde overalt i Verden, skulde altsaa tjene til Bevis paa de Danskes had til de Tydske! Iøvrigt var Price een af de mange udenlandske Gjøglere, som paa den Tid oversvømmede Dannemark, og om hvilke endog den største Cosmopolit, uden at saare Delicatessen, kunde sagt, "at de ret godt kunde blevet hjemme."

Side 2654 fortæller Forf., at selv Kammerherre Suhm i sine mange Værker har yttret sit Nag mod de Tydske. - Kammerherre Suhm har skrevet henved 20 Bind i 4to og 16 Bind i 8vo. De første indeholde Materialier til en Historie om Dannemark, som neppe een blandt hundrede Indfødte har gjennemlæst. Er det nu sandsynligt, at en Udlænding, der boer paa Landet og leier Værelser bort til Logerende, har givet sig en Umage at gjennemgaae disse vidtløftige Værker, hvoraf kun enkelte Bind ere oversatte paa Tydsk, for at kunne paastaae, at Suhm paa flere Steder i sine mange Værker har yttret sit Nag mod Tydskerne? Den for sin Humanitet og Upartiskhed selv udenlands saa agtede Suhm har aldrig gjort sig skyldg i Nationalhad. I sit Brev til Kongen har han vel erklæret sig mod de frække Udlændinge, som den Gang vilde nedværdige vort Sprog og vor Nationalselvstændighed, men denne Erklæring aftvang Tidsomstændighederne ham, som han tog Hensyn til. At Riegels, som Forf. paaberaaber sig, i sin Fjerde Frederiks Historie har brugt haarde udtryk mod de daværende Tydskere, beviser endu ikke, at han, som her dristig paastaaes, hadede Tydskerne. Historieskriveren lever kun for den Tidsalder, han skildrer, og at Tydskernes Fremfærd i Dannemark under Frederik den Fjerdes Regjering ofte fortjente billig Dadel er vel neppe underkastet nogen Tvivl.

Jeg forbigaaer Forfatterens øvrige Udfald mod den Danske Nation. De ere alle af det sædvanlige Slags og indtil Ækkelhed gjentagne af den jernpandede Brevskriver i 6te Deel af vertraute Briefe.

Kun et Par Ord maa endnu anføres her angaaende Forfatterens Beskyldning mod Udgiveren af Kjøbenhavns Skilderie, "at han har bestræbt sig for, at gjøre Dr. Gall latterlig, da han endnu ikke var kommen i Land." Jeg erklærer Forfatteren for en nedrig Skumler indtil han beviser mig hvor og hvad Tid Udgiveren ved et eneste Ord har søgt at gjøre Dr Gall latterlig. Tvertimod var han een af dem, der gjorde det Danske Publicum opmærksomt paa dette skarpsindige hoved, uagtet han, trods en Deel Taabers Skrig, ikke undlod at yttre sit Mishag over Maaden, hvorpaa Dr Gall reiste til Marked med sit System, og det Vindige, der var forbunden med dets Exposition. Det er desuden almindelig bekjendt, at Gall blev modtagen i Kjøbenhavn med saa overdreven Enthusiasmus og Bifald, at han saae sig istand til at holde en tredie Cursus: en Lykke, som han kun sjelden nød i sit eget Fædreneland. Gall var overhovedet et talende Bevis paa, at ingen Nation lade sig saa let imponere af Udlændinge som den Danske.

Iøvrigt er Culturens og Oplysningens nærværende Tilstand i Dannemak saa fordeelagtig bekjendt i Tydskland, at en Hr. R. A. J.'s tankeløse og ugrundede Skumlerier, som han uden egentlig Anledning har tilladt sig mod os Danske, umuelig kunne skade os hos den bedre Deel af den Tydske Nation og at de i det Høieste kun ville more den ørkesløse Pøbel. Det fortjener ellers at amærkes her, at det næsten altid var anonyme Forfattere, der hidtil tillod sig at haane vor Nation, men at Tydsklands sande Hædersmænd altid have behandlet den med Agtelse og Skaansel.

*) Dette Stykke er egentlig skrevet paa Tydsk og bestemt til at indrykkes i en Tydsk Journal.


**) Ein Paar Worte über d. in No. 142 d. allg. Anz. geschehene Bekantmach. v. Seiten der Dänischen Wollen-Fabrikanten.

***) Det viser overalt, at man paa adskillige Steder i Tydskland endnu maa være langt tilbage i sand Cultur; thi ellers kunde et agtet Tidsskrifts Udgiver ikke nedlade sig til, uden foregaaende Prøvelse, at bekjendtgjøre saadanne Usselheder. Eller anser man i Gotha ikke plumpe Angreb paa en heel nation for stridende mod Velandrændighed og gode Sæder?

****) Gaarden maa rigtig nok ikke have været ubetydelig, siden den kunne rumme saa mange Mennesker.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 87
Tirsdagen den 8 Augusti 1809
Spalte 1385-1391

Dagbladet Der Allgemeine Anzeiger der Deutschen udkom 1806 til 1829 i Gotha. Det var en sammenslutning af Allgemeinen Anzeigers og Wochenzeitung National-Zeitung der Deutschen Reichsanzeiger der Deutschen. Redaktøren var Johann Friedrich Hennicke (1764–1848) og udgiver Rudolph Zacharias Becker. Formålet var folkeoplysning. Bladet så fx ikke Tysklands territoriale opsplitning som et problem, men en mulighed for offentlig kritik og diskussion af en stat. I 1830 blev det lagt sammen med Wochenzeitung National-Zeitung der Deutschen. Bladet er digitaliseret og ligger tilgængeligt på nettet. Men årgang 1808 mangler.

Skib undsluppet ved Thorsminde. (Efterskrift til Politivennen)

Lemvig 27 Juli. Lørdagen d. 15de blev et dansk Skib, hjemmehørende i Tønningen, paa sin Retour fra Norge, under Bouberg, jaget af en engelsk Kutter, og efterat være forfulgt over 3 Timer, nød til at sætte paa Land ½ Miil norden Thorsminde, for at undgaae Fjenden. Kystmilicen ilede strax til og posterede sig med 2 Kanoner paa Stranden, for at forsvare Skib og Landning som Skibsfolkene havde forladt; men da Vejret var temmelig haardt, forsøgte Fjenden ike engang at sætte Baade ud; men vendte om og stak i rum Søe igjen, saa at der ingen Leilighed blev for Kystmilicen til at engagere sig med ham. Imidlertidd blev af Overbefalingsmanden Capitain Skønau de virksomste Anstalter føjede, til at bjerge Ladning og Takkelage og den følgende Dag var allerede hele Ladningen, som bestod af Tran og Bukkeskind, ilandbragt og ført i Sikkerhed tilligemed Skibets Takkelage, saa at Fjenden ikke fik Lejlighed til at glæde sig over det Bytte, han agtede at gjøre. Skibet, som kaldes die zwei Gebrüder, skal tilligemed dets indehavende Ladning være assureret for kongelig Regning.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 3. august 1809

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingøer, den 15 Junii 1809. Vi havde her i Tirsdags et af de skjønne Syn, som i Fredstider er ligesaa almindeligt, som det nu er sjeldent. En Koffardieflaade af mere end 100 svært ladede Skibe passerede Sundet i en sluttet Række med sagte, dog staaende, Vind og godt Veir. Fordum udbredte en saadan Flaades Ankomst nyt Liv og Munterhed hos Kjøbmænd, Commissionairer og Færgefolk: nu vare de alle ørkesløse Tilskuere ved dens Gjennemgang, kun nogle Capere sværmede om, dog i behørig Afstand; thi Flaaden var convoyeret af en stor Engelsk Fregat, to mindre Svenske Fregatter og 2 eller 3 Kutterbrigger. Flaaden passerede Fæstningen ved Middagstider, og da den holdt sig saa nær mueligt under Svensk Land og gik udenfor Fæstningens Skudvidde, blev der ikke skudt efter den. Mod Aften lettede de mellem Raae og Helsingborg liggende Engelske Krigsskibe, formodentlig for at forstærke Convoyen under dens Gjennemgang gjennem Flinterenden.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 72
Løverdagen den 17 Junii 1809
Spalte 1150-1151

Sundet mellem Helsingør og Helsingborg. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Haandværksdrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Haandværksdrengene i Kjøbenhavn ere det tydeligste Bevis paa, hvor meget Oplysningen i de senere Aar har virket til de lavere Menneskeclassers moralske Forbedring. For neppe tyve Aar siden saae man Læredrenge, især af Skomagerprofesssionen, ideligen drive deres Spil paa Gaderne, og forstyrre den offentlige Rolighed ved deres Kaadheder. Man frygtede ordentlig for at komme igjennem Klosterstrædet, Grønnegade og Antonistrldet. En Skomagerdreng var den Gang en Person, der ved Gadeopløb, der hørte til Dagens Orden, spillede en vigtig Rolle.  Han behøvede kun at fløite i Fingrene naar han saae en heel eller halvbeskjenket Kjerling, og strax samledes tusinde andre Cammerater ved det første Løsen. Ved Bryllipsilluminationer forherligede saadanne Drenge Festen med adskillige Løier, saasom: at sye Pigerne sammen og sværte dem Ansigtet med Kjønrøg. Om Vinteren kastede de Snebolder efter Folk, og i enhver Aarstid repræsenterede de i en vis Henseende den offentlige Retfærdighed, ved at forfølge en stakkel Tyv igjennem alle Gader, og naar denne just ikke opbyggelige Procession var endt, at bringe ham op paa Politiekameret. Simple Folk havde i de Tider den Skik, selv at straffe den Tyv, der havde stjaalet en Ubetydelighed hos dem, ved at sættee ham under Posten o. s. v., og siden at overlevere ham til Gadedrengene. Alle disse Misbrug ere nu næsten ganske forsvundne. Opløb på Gaden ere en stor Sjeldenhed, og de fleste Haandværksdrenge besidde en Æresfølelse, der afholder dem fra at begaae Kaadheder. Det er et reent Særsyn, at see en barfodet Skomagerdreng med en Stabel Tallerkener og Potter i Form af en Pyramide paa Hovedet, eller en sneehvid Parykmagedreng med en Æske Paryker paa Nakken gjøre Optøier paa Gaden. Saare sjeldent seer man Drenge flokke sig sammen og forvolde Opløb, og Adelgaden er næsten den eneste Gade, hvor man endnu af og til møder en Dreng, der minder os om hvad Haandværksstanden og Læredrengene i Kjøbenhavn engang havde været. Hvad er Aarsagen til denne paafaldende Forandring til det bedre? Intet uden vort forbedrede Skolevæsen. Vore Friskoler have betydeligen tiltaget i Tallet, og ere blevne hensigtsmæssigere indrettede. Ungdommen af de lavere Stænder sysselsættes førend den kommer i Lære hos Haandværksmestere paa en nyttig og passende Maade. De faae tidligen et Slags Dannelse, der stikker mærkeligen af mod den Raahed og Vankundighed, der tilforn vare saa almindelige Egenskaber hos menig Mand. Udenlandske Svende strømme ikke mere herind i saadan en Mængde som tilforn, og Haandværksclassen bestaaer mest af Indfødte, som have nydt en bedre Opdragelse og Skoleundervisning. Søndagsskolerne have især bidraget meget til dette værdige Øiemeds Fremme. Haandværkdrengen har nu Leilighed til at anvende de Fritimer, han tilforn tilbragte i Ørkesløshed: denne Moder til alt Ondt og al Ryggesløshed, til at erhverve sig de for hans Bestemmelse høist nødvendige Kundskkaber. Saa øiensynlige ere Frugterne af dette Gode, saa umiskjendelige Oplysningens Virkninger! Held derfor enhver, der ved sine Indsigter, sin Formue og sine gode Raad har bidraget og endnu fremdeles bidrager til vort Skolevæsens Fremtarv. Paa denne beroer det meste. Oplysningen er et Blomster, som sjelden trives i en udyrket Bund. Denne maa tidligen gjødes, renses og luges, naar den spæde Blomst skal kunne spise og ikke qvæles af Ukrud eller hentørres af Mangel paa nærende Safter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 66
Løverdagen den 27 Maji 1809
Spalte 1049-1051

Om beskjæmmende Straffe. (Efterskrift til Politivennen)

Deet er ikke just mange Aar siden da man ideligen saae Æresstraffe anvendte endog paa ringe Forseelser. For henved en Snees Aar var det her i Kjøbenhavn intet usædvanlig Syn, at see en Vægter, der havde sovet paa sin Post, eller andre Folk af de ringere Klasser, der havde begaaet een eller anden ubetydelig Overtrædelse, gaae i den saakaldte Spanske Kappe med et paahæftet Synderegister, og en Flok ørkesløse Smaadrenge i Hælene. Ligesaa almindeligt var det ogsaa at see Fruentimmer staae i Gabestokken, og more en sandseløs Pøbel med deres Vanære. Jeg har aldrig kunnet tænke paa denne Straffemaade uden med et lønligt Suk. Jeg troer at Æresstraffe umuelig kunne opfylde deres Bestemmelse, naar de anvendes paa alt for ringe Overtrædelser, og at man bør være ligesaa varsom i at tage Ære som i at yde Ære. Dette har altid været min Overbevisnng, og jeg har hidtil ikke havt Aarsag til at forandre den. Med Glæde fandt jeg den nylig stadfæstet i et højst interessant Fragment, indgivet til Commissionen for at foreslaae Grundsætninger til en ny og forbedret Criminel-Lov, af Hr. Justitiarius i Høiesteretog Ordenscommandeur C. Colbjørnsen. *) I denne Afhandling findes følgende for 50 Aar siden forefaldet Exempel paa, til hvilken Yderligheder utidig anvendte Æresstraffe kunne lede: "En vis Øvrighedsmand (i Norge), som nu er død og som ellers fortjente Agtelse for sin bekjendte Retskaffenhed, befalede i sin Hidsighed og Iver, at en ung Bondekarl skulde straffes med at gaae igjennem byen i den (saakaldte) Spanske Kappe fordi han havde kjørt uforsigtig. - Dette unge Menneske ansaae en saadan Forhaanelse som en haardere Straf, end Døden. Han bad om, at maatte dømmes, om det endog var til at arbeide i Slaveriet, for at undgaae hiin beskjæmmende Straf; men det var forgjeves - den blev fuldbyrdet, og den Forurettede (thi Manden var ei dømt ved Retten) dræbte sig selv strax, for med sit Blod at aftoe den Plet, der var sat paa hans Ære." - Lad end være, at en saa fin Æresfølelse blandt Mennesker af de lavere Stænder er sjelden, saa er det dog afgjort, at det ikke staaer i nogen Dødeligs Magt at fastsætte nogen bestemt Maalestok for Graden af denne Følelse hos mennesker af ulige Stand og Caracter. Det er altsaa urigtigt at sige: Herremanden føler ti Gange saa meget ved den samme vanærendeStraf som Bonden; thi erfaringen viser, at Ringhed i Kaar og Stand ret godt lader sig forene med den allerømmeste Følelse for Ære, og at derimod Fornemhed og Rigdom stundom kunne være forenede med største Ligegyldighed for sand Ære. - Ved at paalægge Legemsstraffe kan man bruge en nogenlunde bestemt Maalestok, fordi Maaden, som ethvert physisk Onde føles paa, just ikkekan være saa overordentlig forskjellig. Æresstaffene derimod ytre deres Virkninger paa saa høist forskjelllige Maader, at Vaersomhed i at paalægge dem er her dobbelt nødvendig. Den Øvrighedsmand, som paalagde hiin Bonde den Straf, at gaae i den Spanske Kappe, havde sikkert ikke mindste Tanke om, at et så simpelt Menneske satte større Priis paa sin Ære end paa sit Liv, og det samme har uden Tvivl efter hans Tidværet Tilfældet med mangen en Dommer. Med Grund siger derfor ogsaa Forf. af det anførte Fragment: "At anvende beskjæmmende Straffe (saasom Halsjern eller Gabestok etc.), paa Overtrædelser af de mindre Slags, det holder jeg at være stridende imod rigtige Lovgivnings-Grundsætninger. Ved at gjøre saadanne Straffe almindelige, svækker Lovgiveren sin Nations Æresfølelse, i det han derved giver tilkjende, at han ikke sætter høi Priis paa den borgerlige Agtelse. Af denne samme Aarsag, som han med Straf værner om enhver uskyldig Borgers Ære (nemlig: fordi den betragtes af en ædel og retskaffen Mand som hans dyrebare eiendom), af denne selvsamme Aarsag maa han og være øm og vaersom i at straffe med Beskjæmmelse." - Men er den øm og varsom i at straffe med Beskjæmmelse, som for en ringe Overtrædelse lader et Menneske gaae til Forhaanelse offentlig omkring i den Spanske Kappe? Og er her noget Forhold imellem Forbrydelse og Straf, naar der paa den paaklinede Placat f. Ex. staaer skrevet: "For Forsømmelse paa sin Post?" Forsømmelse fortjener vel Straf, men ingen vanærende, og ved at gjøre en Mand til Gjenstand for Pøbelens Haan lærer man ham sandelig ikke i Fremtiden at være Opmærksom paa sine Pligter. Man svækker snarere derved hans Æresfølelse, den vigtigste Spore til Pligtsopfyldelse. Jeg kan beraabe mig her paa Erfaringen. Ingen er mere tilbøielige til at begaae Forbrydelser end netop de, der har udstaaet en vanærende Straf. Saadanne Folk behandle Æren som de fleste Mennesker en ukrympet Kjole. Saalænge den endu har sin Glands ere de ømme over den, men har den engang været i Regn, skaane de den ikke mere.

Men ikke allene Lovgiveren, ogsaa Ungdomslærerne burde vogte sig meget for at paalægge beskjæmmende Straffe paa ringe Forseelser. Der er stiftet uberegnelig Skade i Verden ved den saakaldte Skoleret og den almindelige Maade at beskjæmme en Lærling i alle hans Meddisciples Paasyn. Denne Beskjæmmelse bidrager allerede i en spæd Alder til at undertrykke, for ikke at sige dræbe, den fremspirende Æresfølelse, og var det mueligt at trængeind i det menneskelige Hjertes hemmelige Vraaer, saa ville vi maaske finde, at mange Mennesker, der i en modnere Alder bleve en Gjenstand for Lovens straffende Arm, havde deres Lærers Vrantenhed, Ufornuft og Haardhed at takke for den første Aarsag til deres ulykkelige Skjebne.

Men ikke allene Lovgieren og Ungdomslæreren bør være øm og vaersom i at straffe med Beskjæmmelse, ogsaa Dommeren bør vogte sig vel for alt hvad der, uden bestemt Hensigt, kan krænke endog det simpleste Menneskes Æresfølelse. - Intet er mere upassende for Dommeren, end paa sit Dommersæde at tillade sig, selv mod en Delinqent, Udtryk, der fornedre hans Værdighed i den Anklagedes Øine. Ved en Dommer tænker man sig den personificerede Humanitet og retfærdighed, men hvilket Begreb skal man vel gjøre sig om en Mand, der kan forglemme sit store Kald i den Grad, at han betjener sig af Pøbelludtryk? Jeg veed, at man sædvanlig paaberaaber sig her paa Nødvendigheden, men det maatte virkelig være høist besynderligt, dersom en fornuftig Inqvisiter ikke skulde kunne fremlokke Sandheden af en Anklager, uden ved lave Skjældsord. Efter mine Grundsætninger, anseer jeg det endog for urigtigt, i en Ret at fornærme en virkelig overbevist Forbryder; og Fornærmelse kalder jeg det, naar man tillader sig haanlige Udtryk imod ham, hvorved han, naar han har Æresfølelse, næsten straffes to Gange, skjønt Lovgiveren dog vil, at han kun skal straffes eengang.

Beskjæmmende Straffe burde bestandig kun paalægges beskjæmmende Overtrædelser. Ære for Ære, ligesom Liv for Liv, burde være en urokkelig Grundsætning i Lovgivningen. Man straffe den paa Æren, som har villet krænke eller rane andres Ære. Man anvender Æresstraffen sparsomt og den vil blive desto kraftigere i sine Virkninger. Ingensteds er Tyvenes Tal større end der, hvor det mindste Tyverie straffes med Døden, og ingensteds besidder Mængden mindre Æresfølelse end der, hvor man straffer den mindste Overtrædelse med Vanære.

*) Findes aftrykt i Juridisk Arkiv No. 19

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. 
Sjette Aargang No. 61
Tirsdagen den 9 Maji 1809
Spalte 969-972

(Politivennen Live Blogging har et hul mellem 18. april 1809 og 1816. Dette forsøges delvist udfyldt med artikler fra forskellige andre tidsskrifter fra perioden. I dette tilfælde Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn).

Et udvalg af instrumenter anvendt til "beskjæmmende straffe", herunder den spanske kappe til venstre. (Eget foto fra Nationalmuseet, 2015).