Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. F. Thura, Sognepræst for Giern og Skanderup Menigheder i Jylland, har i et Tillægsnummer til Aarhusavisen af 2. April ladet indrykke en vidtløftig Bekjendtgørelse, hvoraf erfares, at Troen til Bønnens overordentlige Kraft i Skanderup Kirke fremfor nogen anden Kirke er saa ubeskrivelig stor, at i denne Tid adskillige langveisfra have indfundet sig hos Hr. Thura for ved Bøn i hans Annex-Kirke, at skaffe deres Syge den tabte Sundhed tilbage, uagtet Præsten forsikrer, at i hans Sogn gives Syge nok, og deriblandt hans egen nerve-og og gigtsyge Kone, som ikke kunne hjelpes. Han anseer det derfor for Pligt, at gjøre Vedkommende opmærksomme herpaa, for at forekomme, at ikke al Veerdens Syge skulle strømme did, i den Tanke, at de ene der kunne helbredes eller at nogen skulde troe, at det var kirkeeierens eller Præstens Hensigt, at vedligeholde denne Overtroe som et Slags Indtægtskilde. - Ved at læse denne Bekjendtgørelse kan man ikke andet end sukke over Culturens Tilstand blandt Landalmuen, og harmes over hver den, der endnu søger at lægge Hindringer i Veien for Oplysningens Udbredelse blandt menig Mand. Vist er hidtil meget gjort og vil i Fremtiden endnu kunne gjøres, naar alle vore Folkelærer og Sjælesørgere ville følge den værdige Biskop Plums og saa mange andre ædle Almuesvenners roesværdige Fodspor, men saa længe som saa mange Præster mere sørge for deres græssende Hjorder end deres tænkende Hjorder, saalænge de vaage mere over deres Berberisser end over de aandelige Poder, Gud har betroet deres sjelesørgende Haand, kort, saa længe saa mange rige og Formuende tror, at Menneskets Bestemmelse ikke er andet end at spise, drikke, gotte sig og sove, ligesaa længe vil det kun see heel betænkelig ud med Oplysningen blandt de lavere Menneskeclasser i vort Fædreneland, og enkeltes kraftige Bestræbelser kun bære maadelige Frugter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 56
Tirsdagen den 12 Julii 1814
Spalte 887-888

Indenlandske Efterretninger

Ligesom Forstaden uden for Vesterport nu ganske igjen har hævet sig af sin Aske, siden Beleiringen 1807, saaledes vinder Frederiksberg-Bye, der tilligemed sit Slot og dets fortreffelige Hauge, næsten fortjente at kaldes det lille Kjøbenhavnske Versailles, med hver Dag i Skjønhed og Ynde. De for faa Aar siden nydelig indhegnede Pladse uden for Bygningerne i Allegaden, ere nu blevne til deilige Hauger, som eierne, der for det meste ere velhavende Folk, kappes om at forskjønne med de smukkeste Anlæg. Det hele ligner nu den yndeligste Schweizerby. De forrige lave hytter forsvinde efterhaanden og de smagfuldeste Lyststeder reise sig i deres Sted. I Bredgaden, paa den Plads, hvor tilforn det saahaldte Sukkerhuus stod, lader Hr. Etatsraad Schleyer opføre en smagfuld Bygning. Kammerraad Bøghs forrige Gaard paa hjørnet af Alleegaden og Gamlekongevei, er af den nuværende Eier, Hr. Apotheker Stolpe paa det smagfuldeste bleven forskjønnet, og Haugen uden for nydelig indrettet i engelsk Smag. Men hvad der i Menneskevennens Øjne i endnu høiere Grad forøger Byens Skjønhed ere to menneskekjerlige Stiftelser, som i de sidste Aar har faaet deres tilværelse her: den ene er afdøde Geheimeconferenceraadinde Wærns Stiftelse for fattige Embedsmænds Døttre, hvortil den store hvide Gaard, der forhen har tilhørt afdøde Silke- og Klædekræmmer Bøttger, er bleven indrettet, og hvor nu 12 Elever under 2 Lærerinder opdrages, og det andet et Fattighuus, som Fattigvæsnets Direction har ladet indrette i en Gaard, tæt ved Hjørnet af Bredgaden og Alleegaden, som for to Aar siden afkjøbtes Hr. Hansen, og hvor adskillige Fattige yde Føde og Huusly; Ogsaa den indenlandske Konstflids Venner finde her paa deres Lystvandring en behagelig Tilfredsstillelse: Hr. Grosserer Brock-Hansens Kllædefabrik i Alleegaden, hvor der er 10 til 12 Stole igang, sysselsætter daglige 110 Mennesker ,og tjener ikke lidet tilat holde de mange Fattige, som denne By i saa mange Aar har været bebyrdet med, i en nyttig Virksomhed. Alle Fattige, som kun ville arbeide, kunne finde Sysselsættelse her, det være nu Fabrik- eller Haugearbeide; da f. Ex. en Lugekone fortjener 12 til 14 Mk. dagligen. Ikke umærkeligt er det, at en Olding fra Trondhjems Stift, Anders Nordmand kaldet, som er 92 Aar gammel og under Frederik den Femte har tjent ved Fødgaarden, endnu er saa rørig at han kan arbeide; han har nylig anlagt 2 Hauger her i Byen, og kan saaledes i denne høje Alder endnu ernære sig af sine Hænders Arbeide. - Det forhen saa stygge Kjær ved Enden af Allegaden er bleven renset og nydelig indhegnet med et firkantet Rækværk. Ogsaa Egnen omkring Frederiksbergby forskjønnes alt mere og mere. Ved Falconeralleeen har Hr. Overkrigscommissair Langeland tilkjøbt sig 32 Tønder Land, for 92,000 Rdlr. D. C., og lader nu opføre der en smagfuld Bygning, og anlægge en smuk Hauge. - Den yndige Slotshauge vedligeholdes, som billigt, paa det omhyggeligste, og det Kongelige Herskab morer sig her ved lystseiladser i Canalen, der sædvanligst ledsages af Musik, og ved at drikke Thee paa den saakaldte Øe, hvis Beliggenhed er yderst romantisk.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 56
Tirsdagen den 12 Julii 1814
Spalte 888-889

Ærbødig Bøn til den Herre, som straffer Veiarbeiderne korporlig paa Farimagsveien. (Efterskrift til Politivennen)

(Indsendt.)

At Straf er nødvendig indseer Indsenderen, men at den skeer offentlig ynder han ikke uden i de Tilfælde som Lovgiveren har bestemt, og takker derfor inderlig vor ømme og milde Regjering, som deels har afskaffet og deels ikke paa offentlige Steder lader udøve visse Straffe, som til Pælsstaaen, Spidsrodløben m. fl. Det var derfor ham og medhavende Selskab, tildeels Damer, et ubehageligt Syn i Gaar, Mandag d. 4 Juli i Forbikjøren paa Farimagsveien imod Øster Port at blive Vidne til hvorlunde en Underofficier tracteerte en dygtig Stok paa Ryggen af en Veiarbejder, formodentlig en Capeur. Dette skedte meget taktmæssig, og en civil velklædt Person, der stod ved Siden, var nok den som dicteerte Straffen; flere secunder vare imellem hvert Slag, for at de desbedre kunde virke igjennem Forbryderens tynde magre ryg, som med et gusten sygeligt Ansigt vemodig kastede et bønligt Blik til den strænge Herre, som havde den udøvende Magt; men saalænge vi kjørte paa den omtalte Vei og vort Øie kunde naae Straffestedet, vedvarede Executionen. Da dette Optrin for den Dag gjorde et ubehageligt Indtryk paa os, saa er min ærbødige Begjering til denne Herre eller andre Vedkommende: om det ikke var mueligt, at slig en alvorlig Afstraffelse, naar den skulde skee, maatte udføres paa et afsides Sted, eller heller i en Vagtstue, og ikke paa en alfar andevei.
Kjøbenhavn, den 5 Juli 1814.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 55
Løverdagen den 9 Julii 1814
Spalte 871

Fodposten. (Efterskrift til Politivennen)

Under 24de dennes har det allerrnaadigst behaget Hs. Majestæt at bestemme: at det Kongel. privilegerede Fodpost Contoir maa istedet for Horn bruge en Klokke, der forkynder Fodpostens Nærværelse. - Denne allerhøieste Resolution bekiendtgiøres derved til Publikums behagelige Efterretning og Afbenyttelse. - Bestyrerinden haaber ved paalidelige Folk at see Enhvers Ønske og denne nyttige Indretnings Hensigt opfyldt. Samme tager sin Begyndelse den 4de April førstkommende.

Dagen 29. marts 1814

Fattigdom. (Efterskrift til Politivennen)

Af den i Adresseavisen sidst indrykkede Bekiendtgiørelse fra de Mænd, der i denne saa usædvanlig og i saa mange Henseender trykkende Vinter have, ved at indsamle og uddele milde Gaver, søgt at lindre de mange Lidendes Nød, seer man, at uagtet den indkomne Sum virkelig ikke er ubetydelig, Trangen dog kun for en liden Deel har kunnet afhjelpes. Mange, saare Mange ere endnu tilbage, som sukke uhiulpne, Mange, som for Øieblikket hiulpne ved den Hielp, de nød, dog med Gysen see trods dens sparsomme Anvendelse, det sig nærmende Øieblik imøde, da den slipper. Indsenderen, som har havt Leilighed at kiende Mange af Hovedstadens Nødlidende, og som med Glæde har seet, hvorledes mange af dens Formuende, deeltagende i deres Næstes Nød, have rundelig rakt Haand til at hielpe, ønskede at kunne lede end Fleres Opmærksomhed paa denne dem saa værdige Gienstand. Stod al den uafhiulpne Nød, der findes inden for Hovedstadens Volde, tydelig fremstilt for vore Medborgere, sikkerlig vilde endnu saare mange betydelige Bidrag blive Commissionen tilstillede. Det er ikke alene eller især Almueklassen, som Dyrheden og den strænge Kulde trykke; disse Ulykkelige, der tit ikke have andet Ly end iskolde Lofter, hvor de uden andet Skiul, end deres daglige Pjalter, ikke sielden med syge af Sult forkomne Børn saa smertelig føle denne overordentlige Vinters Haardhed, ere for det meste vante til Lidelser og en næsten utrolig Nøisomhed. Men ogsaa i den hæderlige Haandværkerstand, i Middelklassen hersker ustyerlig megen Nød. Det er enten aldeles vrang Mening at Haandværksmanden ingen Nød har, da han kan lade sig sit Arbeid betale efter sit Behov. Mange af Hovedstadens Professionester have i de sidste Maaneder lidet eller intet Arbeid kunnet faae, de have da først maattet tære paa det forhen fortiente, og naar det er forbi, gribe til det ødelæggende Huusraad, at sælge, eller hvad næsten er ligesaa fordærveligt, pantsætte et Stykke af deres Bohave efter det Andet. Betænker man nu, hvor lidet de under slige omstændigheder faae derfor eller derpaa, hvor ganske de ere give Blodsuere til Priis, hvor vanskeligt, tit uoverkommeligt det bliver dem, [enten] at kiøbe eller indfrie Sengeklæder, Lagener, Kiøkkentøi, Klædestykker, maaskee vel endog Værktøi - thi hvad maa ikke opofres for det uundværlige Brød - da han man, naar man ikke forsætligen lukker sine Øine, vel ikke falde i Tvivl, at det er den uundgaaelige Undergang man redder dem fra, ved at række dem Haand i beleilig Tid. Endnu er der intet talt om, en høiere Middelstandsklasse som tit endnu tungere føler Nød, fordi den troer sig mere forpligtet at lægge Dølgsmaal derpaa. Dog nok. - Thi neppe er der Nogen, der har Øie og Hierte, der jo lettelig vil kunne overtyde sig, at denne Skildring er langt fra at være overdreven. O at da den danske Goddædighed, som endog fjerne Udlændinge ved ædel Gienkaldelse af hundredaarig Uret ved Elbens Bred viser sig i saa beundringsværdigt et Lys, ogsaa her vilde blive sig tro og ikke vorde træt, mens Nøden endu var langt fra at aftaget.

Dagen 1. marts 1814