Helsingør Politikammer. (Efterskrift til Politivennen)

Et stort antal reisende Haandværkersvende have i den senere Tid indfundet sig her i Byen, ankomne hertil deels fra Kiøbenhavn for at gaae videre giennem Landet til Tydskland, deels fra andre Stæder i Sielland. Den største Deel af disse Personer eie intet for at kunne fortsætte Reisen med. Det er og sielden deres Attraae at faae Arbeide, men de falde de respectives Lauge til Byrde, fordre Understøttelse af disse, og da de ikke finde denne tilstrækkelig, tigge de sig frem baade her i Byen og i de Districter som de giennemvandre. For at komme denne Uskik og sikre baade Byen og Omegnen for slige Personers Besøg, har jeg med Oldermændene for samtlige Haandværkslauge overlagt, hvorledes der paa den meest hensigtsmæssige Maade kunde raades Bod herpaa, uden dog at berøve Mestrene Leiligheden til, naar de trænge til Svende, at live forsynede med duelige Subjecter, eller og at lægge unødvendige Hindringer i Veie for retsindige og arbeidsomme reisende Svende. I denne Anledning ere her truffet følgende Foranstaltninger, der saa meget mueligt søges bragte til offentlig Kundskab.

Uagtet de fleste Lauge her i Byen ikke vilde ophøre at sørge for, at efter gammel Vedtægt en reisende Haandværkersvend første Nat han opholder sig her faaer frit Logis, saa ere de dog samtlige blevne enige om, aldeles ikke for Fremtiden at ville yde megen Understøttelse i Penge eller give de saakaldte Geschenck, saa at ingen Svend kan være tient med at komme hertil aldeles blottet for Penge.

Saasnart en reisende Haandværkersvend anmeldes paa Politiekammeret, indhentes fra Politiets Side strax Underretning hos vedkommende Oldermand, om der i Lauget er nogen Mester som trænger til en Svend; er dette ikke Tilfældet, faaer den ankomne Svend i Almindelighed ikke Tilladelse at forblive længere i Byen, da han ellers vil udsætte sig for at blive anseet som Løsgiænger.

Fra Politiets Side vil der baade her i Byen og de tilstødende Kystdistricter anvendes den største muelige Aarvaagenhed for at faae anholdte de Svende der løbe om og tigge, hvilke da strax vil blive arresterede og dømte efter Anorningerne for deres lovstridige Fremgangsmaaade.

Helsingørs Politiekammer den 16de Marts 1818.

J. A. Mariboe.

(Dagen for 20. marts 1818)

Vægter dræber væverdreng. (Efterskrift til Politivennen)

I Mariboe er atter skeet en Ulykke. - Vægteren Jacob Bramsen har med sin jernpiggeede Morgenstierne slaaet Væverdrengen Jørgen Vikke, saa voldsomt i hovedet, at Jernpiggene var gaaet dybt ind i Hiernen og voldte, efter Lægernes Erklæring, at Drengen døde. Den ivrige Vægter er nu arresteret.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 12. marts 1818.

Dronningens livlæge og dyrisk magnetisme. (Efterskrift til Politivennen)

I forrige Aar har en af Hr. Etatsraad og Livlæge J. D. Brandis udøvet Kuur ved Hjelp af den dyriske Magnetisme, været en Gienstand for de fleste Samtaler iKiøbenhavn, endskiøndt kun Faa kjendte til Sagens sande Sammenhæng, da Etatsr. ikke tiillod Nogen at være Tilskuer ved sin Magnetiseren, hvortil han og havde største Føie. Man ønskede længe en udførlig Efterretning om denne Gjenstand fra Etatsraadens egen Haand, og han har nu endeligen opfyldt dette Ønske, ved at levereos et fuldstændigt Værk over dette Æmne. Til de mærkelige Kjendsgjerninger, som Forfatteren anfører at have været Øienvidne til hos sin magnetiserede Patienter der opholdt sig i hans eget Huus, hører, at den Syge kunde i Søvne opdage en Feil, der var begaaet ved en af hende selv for en Veninde anordnet Recept. En anden Gang forordnede hun sig, i sin sovende Tilstand, af visse Draaber, hvori der var Opium, 25; hendes Opvarterske, som troede at Portionen var for stor, kom stiltiende, og uden at Somnambusen paa nogen Maade kunde see det, 20 i Skeen og den Syge bemærkede det, idet samme hun tog Draaberne!

Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 18. marts 1818.

Harms i Kiel. (Efterskrift til Politivennen)

Kiel, den 22 Febr. Mærkværdigt er Kiel ved Præsten Harms. Ved sine Talers Tryllekraft trækker han hver Stand og hver Alder til sig. Naar han præker, er Kirken propfuld. Hans Moral og Lærdom ere en Gjenstand for Samtalerne næsten i alle Selskaber; men især have hans 95 Theses deelt Publicum, saavel i Kiel, som i Hertugdømmene, i to Partier, dog er det harmske Partie i Kiel selv størst, men i de andre Dele af Hertugdømmene er det kun svagt. Vel har Harms ogsaa i Kiel aandrige og lærde Modstandere, men disse holde sig rolige. Mange Penne har han allerede sat i Bevægelse; og hans egen vil endnu ikke hvile. Unægteligen hører Harms til Tiiden mærkelige Særsyn; han giver stor Opsigt, og har et stort Tilhæng, selv i Udlandet. Men om hans Anskuelser og Lærdomme ere de rigtige, om de stemme overens med Videnskabernes og Culturens Fremskridt, de nærværende statsoeconomiske Forhold, derom strider man nu mundtligen og skriftligen. Tiden vil lære, hvad der er det Rigtige; thi de stridende Partier ere for hidsige, til at ikke snart Rolighed og Kulde skulde indtræffe igjen. Imidlertid er man dog enig om, at Harms som Religionslærer ogsaa stifter meget Godt og har bragt mangen Sandhed kraftigen paa Bane; i det mindste kan man sige, at han præker Folk ind i Kirken. Selv de, der ikke ere af hans Mening, finde det dog interessant at høre ham. Det tilsyneladende Søgte, Korte og Uvante i hans Udtrykke giver  hyppigen Anledning til Misforstaaelser og Ordstrid. Originaliteten og Dristigheden i hans Billeder og Paastande forskaffe ham Tilhængere, og Partie, men frembringe tillige Modpartier. Ikke Declamation, ikke Tale-Anstand, ikke noget vellydende Organ men ene det Stærke og Skarpe i Talen er det, hvorved han trækker Almeenheden til sig. Harms har gjort sig berømt ved sin Sommer- og Vinterpostil, og denne læses meget og gjerne. Det er Skade at han ikke bliver ved at vandre paa denne Vei at præke og lære Kjerlighed og Glæder, men ogsaa troer at have Kald til at fremtræde dadlende og stridende mod Tidsaanden, og dog er hans Moral og Lære et Product af denne Tidsaand, som naturligviis ogsaa maa have sine svage Sider. Den, som falder paa et Extrem, bliver Rigorist i sit Fag og saaledes gaaer det ogsaa med Harmskanerne, som de ubetingede Forsvarere af de 95 Stridssætninger. I disse Sætninger hersker en bidende, lidenskabelig Tone. Det er derfor intet Under, at Harms er bleven Stifter af en Penne- og Meningsstrid. En Krig føres ikke uden Lidenskab. Derfor have ogsaa alle Skrifter og Samtaler for og imod Harms en lidenskabelig Caracteer. Præsterne i Hertugdømmerne synes mindst at være for den harmske Lære; thi allerede adskillige Præster ere fremtraadte som hans Mostandere, og endnu flere træde op imod ham.

Den Kongelig Privilegerede Viborger Samler, 2. marts 1818.

En Spillemands Død. (Efterskrift til Politivennen)

Maribo Avis beretter en Spillemands Død i Lolland paa en samme Blad saa egen Maade, at Beretningen godt kan tiene som en Prøve paa den Lollandske Skrivemaade, og meddeles her, som saadan, i dens hele Udstrækning. "Saxkiøbing, den 14de Januari. Fire tonekunstnere, forhenværende Hoboister, som nu søge Ære, Brød og Brændeviin herpaa Landet, kom med Fuldmagt fra Stadsmusikanten i Nakskov, af hvem de have leiet Musiken her i Egnen, til Saxkiøbing ved Juletider, øvede her Kunsten, og reiste herfra paa Kunstens Vegne videre til Falster. Men paa Tilbagereisen herfra begyndte det at gaae dem ulykkeligt, thi først var den rene Gevinst kun meget ringe, og dernæst blæste Hatten af Hr. Hundt, en af dem, og gik til Søes. I Slud og Regn kom de Tirsdagen den 13de Januari hiem til Saxkiøbing i Qvarteret hos Giæstgiver Hans Frandsen. I Stuen talte de nu Resten af deres Penge, som beløb sig til 2 Rbd. 3 Mk. 8 Sk. og derpaa søgte de at forslaae Grillerne og tørre deres Klæder. Tiden løb hastig i den fortrolige Vennekreds, endelig skildtes de ad og tumlede i deres Senge. Hr. Hundt laae i et Værelse for sig. De tre andre samledes om Morgenen, uden i Selskab med deres Ven, Hr. Hundt. En af dem gaaer til hans Værelse, men foer hastig bleeg og maalløs tilbage, den anden og saa den tredie fulgte efter og - hvilket skræksomt Syn! Der lae deres Ven næsegrus mod Jorden, og havde - knækket sin Hals. Med den ene Haand havde han vildet gribe et Ølglas, der stod uden for Sengen. Hovedet var for tungt, det fik Overvægten, og Ulykken var skeet. - Han efterlader sig Besiddelser i Mariboe og Saxkiøbing, nemlig: der en Violin uden Stoel, og her et Par gamle Buxer og et Par gamle Støvler. Skiorte, Tørklæde og Frakke havde Venskab laant ham, og Hatten var, som ovenmeldt, falden i Vandet. - Fred over hans Grav i det fremmede Land."

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende. 31. januar 1818.