Confirmation. (Efterskrift til Politivennen)

I en Skrivelse fra det Holsteenske, indført i "Hb. woch. gemeinn. Nacht.", af 4de ds., gjentages den allerede oftere tilforn offentlig førte Klage over, at Confirmations-Handlingen mange Steder i Hertugdømmerne enten ikke feires med tilbørlig Værdighed eller paa en mindre hensigtsmæssige Maade. Ref. fortæller hvorlunde han i f. A. et Sted har været Vidne til saadanne Omstændigheder derved, at han, greben af den største Uvilie, forlod Kirken. "Under den hele Handling", siger han "bleve Dørene revne op og slagne i; man gik ud og ind, snart enkeltviis, snart i Klynger, hvorhos der ikke savnedes Trængsel og lydelig Ordstrid; her skjændtes man om Pladserne, der søgte man at trænge ind eller krybe over i Stolene; saa hørte man et Barn skrige og Moderen søgte høirøstet at tysse paa det; kort under den hele Handling herskede en saa forstyrrende og vedholdende Støi, at man ti Skridt fra Alteret ikkun kunde høre enkelte Ord af hvad Præsten sagde. Især gik det livligt til i Nærheden af Alteret, hvor de Nysgjerrige især trængte sig hen; man puffede og stødte hinanden etc., og det var kjendeligt, at Confirmandernes Opmærksomhed mere var henvendt paa disse Scener end paa Præstens Tale." Han dadler dernæst ogsaa at flere Præster mene at give Gudstjenesten paa Confirmationsdagene fortrinlig Vigtighed, ved at trække den saa langt ud, at den varer over 3 til 4 Timer, istedetfor at den, efter hans Formening, aldrig burde overskride et Tidsrum af to timer.

(Kjøbenhavnsposten den 8. april 1834)

Rasphuusfange henrettet. (Efterskrift til Politivennen)

I Tirsdags Morges henrettedes paa Amager uærlig Rasphuusfange Sigurdur Gottsveinsen, der, ved Høiesteretsdom af 22de Jan. D. A., for voldelig at have overfaldet Opsynsmand ved Straffeanstalten Reimann og med en Kniv bibragt ham Saar, tilfandtes at have sit Liv forbrudt. Forbryderen var 36 Aar gammel og født paa Hoholte i Island. Han var dømt til rasphuuset for Livstid, som Hovedmand for et natligt Overfald og Tyverie af en i høi Grad oprørende Natur, idet han, bevæbnet med en Dolk, og som Anfører for flere Forbrydere, der, ligesom han selv, vare formummede, havde indfundet sig hos nogle afsides boende Folk, hvilke de om Natten overfaldt i deres Senge, bandt og frarøvede en Mængde Koster, hvorhos han endog havde foreslaaet sine Medskyldige til Slutningen at sætte Ild paa Huset. Mod hans Forhold i  Straffeanstalten skal inden hans Overfald paa Opsynsmanden intet have været at erindre; efter adskillige Fangers Forklaring, skal han i Omgang have været af en godmodig Characteer, naar han ei drilledes, hvorimod han, naar dette var Tilfældet, i høi Grad skal have været ustyrlig. Om Aftenen skal han, ved at læse i gudelige Bøger og synge aandelige Sange, undertiden have læst og sunget saa høit, at han forstyrrede de andre Rasphuusfanger, naar de vilde sove. I den sildigere Tid brødes han idelig med de andre Fanger, og blev ofte irettesat derfor af Reimann, der imidlertid antog, at den egentlige Grund til Gottsveisens Forbittrelse imod ham den Dag overfaldet skeete, var den, at han til Mesteren havde meldt Fangens Støien og Uordener paa Salen, hvorpaa Mesteren havde kaldt ham til sig, formanet ham og sat ham til Værkplukning istedetfor til Spoling, hvorved han tabte en ugentlig Fortjeneste af 8 Sk. Det var ogsaa med den kniv, han brugte ved Værkplukningen, at han tilføiede Reimann Saarene. Ved Henrettelsen viste han Mod, uden Frækhed, og Hengivelse i sin Skjæbne. Hr. Paster Visby beredte ham til Døden.

(Kjøbenhavnsposten den 8. marts 1834)

Fangeflugt. (Efterskrift til Politivennen)

En berygtet Forbryder, den 17aarige fyenske Mestertyv, eller saakaldte "Ildebrandsdreng", Ole Johansen Skandsgaard, er, ifølge Bekjendtgørelse fra Odense Tugthus, atter undveget af sit Fængsel i Søndags Aftes. Han havde foregivet sig syg og fundet Leilighed til at overbryde den Kjæde, hvormed han var laaset til Sengen. I Hempels Avis af 4de dennes læses herom følgende: "Det skal være femte Gang, han saaledes har skuffet sine Bevogtere, hvor umuligt Man end troede at have gjort ham det, ved foruden Halsjern at lænke ham fast til Væggen etc. Men hans Forslagenhed - hvori han allerede i en Alder af 117 Aar har bragt det vidt - var større. Som det fortælles, havde han faaet Lænken brudt over, og lagt en Potte, der noget før var bragt ham med Kaael, omvendt i Sengen  med Huen paa. Tvende Karle, som fulgte med Tilsynsmanden, følte nu denne, og da de intet Svar fik, antoge de ham for død. Men imedens Oppasseren, som imidlertid havde holdt Vagt i Døren med en Lygte, vilde overtyde sig om Rigtigheden heraf, smuttede Ole, der stod skjult bag Døren, sin Vei". - I det bekjendtgjorte Signalement skildres han som "middel af Væxt, bruun af Haar og Øine, bleg af Udseende, krum af Skuldre og med smalle Been." Han var ved Undvigelsen iført en Trøie og korte Buxer af graat Vadmel, graae Strømper og Skjorte Mrk. O. T. - 29, samt et Halsjern med Skruer og Laas.

(Kjøbenhavnsposten, 5. marts 1834)

I Hempels Avis af 7de ds. meddeles, at den fyenske Mestertyv igjen er paagreben. "Den undvigte Ole Schandsgaard", hedder det nemlig, "nød denne Gang kun kort Glæde af sin Frihed, men holdt i Gaar Middags sit Indtog paa en Vogn fra Landet, fulgt af en Mængde Nysgjerrige til Tugthuset, hvor han atter er sat i god Forvaring. Han var naaet til Landsbyen Dømmestrup, omtrent halvanden Miil herfra, hvor han heel forkommet havde forstukket sig i en Port. Al hans Umage for at faae Halsjernet af sig havde været spildt, hvilket da og gjorde hans videre Flugt umulig." 

(Kjøbenhavnsposten, 10. marts 1834)

Censur. (Efterskrift til Politivennen)

Den 20. februar 1835 indbragtes et andragende underskrevet af 572 embedsmænd og borgere om at pressen kun skulle være underkastet lovene og domstolene. Den 26de februar svarede Frederik 6. med en reskript til Kancelliet der senere skulle blive berømt som "Vi alene vide":

"Det har været Os uventet at see, at flere af Vore kjære og troe Undersaatter have kunnet ansøge om, at ingen Forandring  Trykkefriheds-Anordningen maa foretages; thi ligesom Vor landsfaderlige Opmærksomhed stedse har været henvendt paa at bidrage Alt hvad der stod i Vor Kongelige Magt til at virke for Statens og Folkets Vel, saaledes kan heller Ingen uden Vi alene være istand til at bedømme hvad der er begges sande Gavn og Bedste, hvilket Vi ogsaa fremdeles med samme Iver og usvækket Kjærlighed til Vort Folk ville være betænkt paa at fremme"Befalende Eder Gud!

(Kjøbenhavnsposten 28. februar 1835, uddrag)

Andragender fra København og Roskilde blev i deres fulde omfang publiceret i Kjøbenhavnsposten 1. marts 1835. Også andre lignende i følgende numre. Reskriptet blev fulgt op af konkrete skridt, fx udnævnelse af den berygtede censor, Reiersen:

I Dags-Collegialtidenden læses følgende: "Da det med Hensyn til det Arbeide, der er forbundet med det Kjøbenhavns Politiret underlagte Tilsyn med de her i Staden udkommende periodiske Blade og Skrifter under 24 Ark, hvilket Tilsyn nu er overdraget Politierets-Assessor Reisersen, er fundet nødvendigt at give Retten forøget Hjelp til Behandlingen af sammes Sager, saa har det behaget Hs. Majestæt under 26de f. M. at befale, at der skal ansættes en surnummerair Assessor i Poliitieretten med 500 Rbd. Sølv i aarlig Gage."

(Kjøbenhavnsposten 7. marts 1835)

Slave-Emancipationen. (Efterskrift til Politivennen)

I "Neue Zeitung" af 17de ds. læses følgende: "Ifølge Efterretninger fra St. Thomas havde de af General-Gouverneur von Scholten, før hans Afreise til Danmark, i Forslag bragte Forholdsregler angaaende Slave-Emancipationen, vakt mangehaande Demonstrationer. Der skulde nemlig først tilstaaes Slaverne den Fridag, Søndagen, paa hvilken de kunde lade sig fæste for Løn; deerpaa skulde Aar for aar til den første Fridag endvidere tillægges en Anden, indtil endelig efter syv Aars Forløb Negeren havde fri Disposition over sig selv og sit Arbeide. Den ved Negrene fortjente Arbeidsløn skulde deponeres i Colonial-Fondet, og ved Slavernes fuldkomne Emancipation igjen tilstilles Eierne.

(Kjøbenhavnsposten kunne den 20. februar 1835)