Overfald på landevejen mellem Roskilde og Holbæk. (Efterskrift til Politivennen)

Omtrent i Midten af f. M. kjørte en ved Stranden boende Fisker og Udflytterbonde fra Eiby paa Roeskilde Amt, ved Navn Peder Pedersen, med sin Stedsøn, Jørgen Jørgensen, hjem fra Roeskilde, hvor han havde afhændet et Læs røgede Flynder, og igjen indhandlet for nogle Daler Urtekramvare, som han havde paa sin med een Hest forspændte Vogn; - Resten af de ved Salget indkomne Penge havde Stedsønnen hos sig. Henad Aften, omtrent Klokken 8 eller 9, strax efter at de fra Hovedlandeveien havde dreiet af ad den igjennem Borreville Skov løbende Bivei, kom tvende med Knipler væbnede Personer farende frem af Skoven; den ene greb Hesten i Tøilen og standsede den, medens den anden med sin Knippel bibragte den paa venstre Side siddende Jørgen Jørgensen et saadant Slag over Armen, at han styrtede ned af Vognen. Peder Pedersen, der er en Mand over de 50, men rask og rørig, sprang strax af Vognen, og medens begge Stratenrøverne vendte sig imod ham, lykkedes det Stedsønnen at undløbe til et nærliggende Huus, hvor han vilde søge at faae Folk kaldede til Hjelp. De to Røvere overmandede snart den Gamle og fordrede nu de Penge, han havde medbragt, og da han forsikrede ei at have dem hos sig, gjennemsøgte de hans Klæder, fratoge ham en Marks Penge, han havde paa sig, visiterede derpaa Vognen og satte sig i Besiddelse af de ovenfor nævnte Urtekramvare. Da der Intet videre var at finde, sagde de til Fiskeren, at nu kunde han kjøre, og begave sig ind i Skoven med deres Bytte, der, da Stedsønnen, som ovenfor meldt, havde Pengene hos sig, vel var betydeligt ringere end de havde ventet. Den Gamle var sluppen derfra uden legemlig Beskadigelse; Jørgen Jørgensen, hvis Bestræbelse for at faae opskreget Nogen til Hjelp, blev aldeles frugtesløse, havde derimod ved Slaget med Knippelen faaet sin Arm saaledes forstuvet, at han maatte søge Lægehjelp i Holbek og nogen Tid efter bære Armen i Bindsel. Anmeldelse til Politi eller Øvrighed om dette Overfald og Stratenrøveri vides ikke at være gjort; sandsynligviis har den hos Menigmand sædvanlige Frygt for Uleilighed med Forhøret og Rettergang afholdt begge de Paagieldende derfra. Begivenheden blev imidlertid snart bekjendt i Egnen, og da flere lignende kom for Orde - saaledes at nogle Prangere vare blevne overfaldne og de Penge, de havde paa sig, vare dem fratagne, at Præstens Karl fra Rye var bleven eftersat, og kun ved sine Hestes Hurtighed undslap etc. - ligesom ogsaa Kreaturet fandtes ihjelslagne paa Marken, med Huden afflaaet,og der saaledes vare Vidnesbyrd nok om Ugjerningsmændenes Tilstedeværelse og Dristighed...

(Kjøbenhavnsposten 23. juni 1835)

Efterfølgende artikler forsøgte at påpege at det kun var i skoven der kunne være fare på færde, mens stiftsamtmanden grev Knuth afviste at der overhovedet havde været overfald, i hvert fald ingen meldte.

Vi erfare fra en paalidelig Haand, at den yngste af de tvende Forbrydere, et ungt Menneske paa omtrent 17 à 18 Aar, har tilstaaet, at være deelagtig med den ældre og endnu ikke paagreben Person, i otte Voldsgjerninger, som han meget omstændelig har oplyst. Den Ældre, der allerede tidligere har gjort sig skyldig i lignende Udaad, og derfor lidt Straf, vedbliver at benægte Sandheden af den Yngres Udsagn. Hvor dumdristigt de have drevet deres Haandværk, sees deraf, at de, efter Sigende, have overfaldet en Pige i Klostermarken, en meget besøgt Spadseregang lige ved Roeskilde, og at de have skjult deres Tyvekoster i nogle Stakke, som findes paa Marken tætved Byen. Dette skal først have ledet til den Formodning, at Gjerningsmændene havde deres Tilhold i Roeskilde... Den store Skræk, Almuen har for at indlade sig med Retten, gjør det begribeligt, at de Overfaldne ei have anmeldt det for vedkommende Politimestere; men ubegribeligt bliver det, at man ei offentlig har opfordret de muligen Overfaldne til at anmelde det. Naar Rygtet var saa almindeligt, at man ansaae det for passende, at lade Posten eskortere af Husarer, saa var det ogsaa Grund nok til at anvende alle midler for at erholde Kundskab om Rygtet var grundet eller ikke... (Skrevet d. 1ste Juli)

(Kjøbenhavnsposten 8. juli 1835 (i uddrag)

I Kjøbenhavnsposten 17. juli 1835 antydede en notits at affæren var et mellemværende mellem nogle bønder. Dette blev dog tilbagevist:

I en Bekjendtgjørelse fra Byfogedcontoiret i Roeskilde sees nu en offentlig Vedgaaelse, ogsaa fra Autoriteternes Side, af at der er begaaet "Overfald paa Landeveiene", heri Sjælland. Fra beemeldte Contoir fremlyses nemlig endeel Sager, som "formodentlig ere stjaalne, eller ved Overfald paa Landeveiene røvede", og til hvilke Eierne anmodes at melde sig, til Oplysning i Justitssager imod adskillige anholdte Personer; og der ommeldes in specie "et Overfald paa Kjøbenhavns Hovedlandevei imellem Hedehusene og Roeskide Hvile" saavelsom at "en Mand under Drivten med nogle Svin er overfalden paa Kallundborg Hovedlandevei imellem Kornerup og Svogersløv."

(Kjøbenhavnsposten 24. september 1835)

Om den tiltagende Lediggang, Dovenskab og Immoralitet blandt Landalmuen og den derved tiltagende Fattigdom

For at standse dette Onde har man tænkt paa Oprettelse af Arbeidshuse; men uden Hensyn til, at disse ville blive for kostbare for de fleste Communer, opnaaede man neppe Hensigten, da de, som ville arbeide, ogsaa næsten altid kunne faae Arbeide paa Landet. Skulde altsaa det tilsigtede Formaal opnaaes, mener man, at et Tvangs-Arbeidshuus idetmindste maatte oprettes i hvert Amt. At der ved slig Indretning, forenet med et mulig anderledes indrettet Landpoliti, kunde virkes meget godt, ligesom ved Foreninger til Moralskfordærvedes Forbedring, er vel unægteligt; imidlertid ere alle saadanne Indretninger dog kun Palliativer; det Onde oprykkes derved ikke fra Roden. Ligesom en Læge ikke kan fuldkommen helbrede en Sygdom, uden at kjende dens Aarsag, saaledes bør man ogsaa her see til at finde Grunden til den tiltagende Lediggang og moralske Fordærvelse blandt Landalmuen, og den synes nærmeste at kunne udledes af følgende tre Aarsager.

(Kjøbenhavnsposten, 24. og 25.  juni 1835 (i uddrag)

Artiklen nævner her at den tvungne skolegang gør at ingen bønder vil tage børn i tjeneste fordi de gik i skole 2-3 dage om ugen, at den indbyrdes undervisning betød at eleverne spildte deres tid med ikke at lære noget, og endelig at biskop Balles lærebog opdrog bønderbørn til at opremse hele stykker af lærebogen uden at tænke og var desuden indholdsmæssig ikke egnet for bønderbørn.

Pindse i Charlottenlund. (Efterskrift til Politivennen)

Charlottenlund Skov har i de nysforløbne Pindsedage været Skuepladsen for nogle tumultariske Optrin imellem endeel Haandværkersvende herfra Staden og Fiskere fra Skovshoved, hvilke sildig om Aftenen begge Dage have leveret hverandre smaae Batailler, der have havt endeel Arrestationer til Følge. Som Aarsag til Uenigheden angives, at Haandværkssvendene skulle have villet tvinge nogle af det qvindelige Personale, Fiskerne havde med, til at dandse med sig i Skoven.- Sammesteds er i Løverdags bleven fundet en Person hængt i Skoven, med Spor af underløbet Blod, der tyde paa udvortes Vold. Sagens Sammenhæng efterspores nu af Politiet.

(Kjøbenhavnsposten 11. juni 1835)

Kvinder og Undervisning. (Efterskrift til Politivennen)

"Thi naar man spørger sig om Hensigten af disse Forelæsninger, da kan den ikke være at gjøre vore Damer lærde; endnu mindre, at gjøre dem halvlærde; heller ikke kan den være at danne Tilknytningspunkter i Conversationen, thi denne vilde da tabe al Forfriskning; heller ikke at gjøre Damerne skikkede til med Interesse at høre paa fornuftige Mænds Samtaler; thi ere disse fornuftige, ville de gjøre det alligevel; desuden hvis Hensigten var en af disse to sidst anførte, da vilde bag Øiemedet være at gjøre Damerne lærde - en Ting som ingen forstandig Mand kan ønske ... Indsenderen vil ikke undersøge, hvorvidt det egentlig er meest behageligt for den dannede Mand selv at undervise sin Kone i saadanne Kundskaber, - dette Spørgsmaal er mindre vigtigt, - men han truer at kunne antyde, at de nærværende Forelæsninger i Almindelighed maae kaldes skadelige, nemlig: fordi de af flere Grunde ikke staae i nogen Sammenhæng med Pigernes øvrige Underviisning og Vilkaar i dette Land.... Deels har ogsaa vore Damers almindelige Pyntelyst og Fornemhed, forbundet med den danske Charakteers Uselvstændighed, paa den senere Tid ledet dem til mere og mere at miskjende deres Bestemmelse, nemlig engang at være Mødre og Huusholdersker ... (indsenderen) mener kun, at der i deres Dannelse bør tages mere Hensyn til deres Natur og deres Bestemmelse. Medens nu hiin kræver, at de meest uddannes fra Følelsens Side, saa at der bliver gjort mere ofr Religion, Poesie, Musik, Tegning o. A., end der gjøres, kræver denne, at de lære at bestyre et Huus og opdrage Børn."

(Kjøbenhavnsposten, den 6. maj 1835)

Koppeanstalten på Søkvæsthuset. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Stadsphysici Erklæring, at jeg havde Kopper, blev jeg i Januar Maaned d. A. bragt i den, saa lidet yndede, Koppevogn ud paa det til Koppehospital indrettede Lokale paa Søqvæsthuset. Ved Ankomsten dertil mødte mig det ubehagelige Syn, at Trappegangen var opfyldt med lasede, pjaltede, halvnøgne og smudsige personer af begge Kjøn; de vare Patienter, som jeg erfarede, og da jeg blev ført til Qvarteermesterens Værelse, fulgtes jeg af denne Skare Nysgjerrige. (Qvarteermesteren, en gammel Sømand Beck, synes at være mindre skikket til at fungere i en saadan Post, hvor han maa have at gjøre med saa mange af den laveste Klasse, og hvortil han vistnok mangler Kraft). Jeg tilstaaer, at jeg speculerede paa Flugt; men Dr. Klingborg kom strax efter, og idet han gjorde Undskyldning for Leiligheden, lovede han at jeg skulde faa det bedste Værelse muligt. En Opvartningskone ledsagede mig til dette; efterat have passeret flere Gange og Trapper kom jeg til en Plads, der lignede et Loft; en Dør blev aabnet, og jeg inviteret til at træde ind. Dog maatte jeg først indaande den noget friere Luft fra Loftet, førend jeg traadte ind i den grueligste Atmosphære, forvoldet ved en meget stærk Hede og endnu ubehageligere Ingredientser. I Baggrunden saae jeg et lille Bord, omgivet af 3 Personer, hvilket jeg nærmede mig, tog Plads og fandt at Selskabet bestod af skikkelige Personer. Da jeg mærkede til Sult, bad jeg om min Aftensmad, men fik til Svar, at jeg denne Aften intet fik, hvorfor jeg imodtog Tilbudet at nyde noget med en af mit nuværende Selskab, skjøndt det, han spiste, i min Tilstand neppe var mig tjenligt. Min Seng blev nu redet, jeg fik mine egne Sengeklæder, med Undtagelse af Lagen, og med Bøn til Gud snart at befrie mig fra dette Opholdssted, faldt jeg i Søvn.

Om Morgenen vækkedes jeg ved et Hvin, blandet med Støi og Sladdren, kort jeg veed ei hvad. Jeg laae i en phantastisk Drøm, og pludselig forstyrret foer jeg op, men blev saa indviklet i Lagenets større og mindre Rifter, at jeg neppe kunde røre mig. Dog efter megen anvendt Møie kom jeg løs, og for at erfare Grunden til den hørte Larm, dreiede jeg Ansigtet od den Kant, hvorfra den kom, opdagede også en stor Revne i det Skillerum, som var imellem min Stue og - Damernes. Trods min bedre Følelse kunde jeg ikke undlade at tilfredsstille min Nysgjerrighed; jeg saae alstaa - en halvpaaklædt Borgerkone med et nøgent, vrælende, med Kopper besat Barn paa Skjødet; ved Siden stod en Dame i Chemise, og en Tredie næsten in puris naturabilus. Da jeg vendte mig bort fra dette Syn, ytrede jeg lydeligen min Mening om Urigtigheden af at tvinge Folk, især Fruentimmer, hvis sædeligheds-Følelse saa høiligen maatte saares ved stedse at vide sig udsat for Paatrængendes Blik, til at afbenytte en saadan, ikke bedre indretteet, Anstalt. Mit Selskab fortalte mig, at dette var det bedste Dameværelse, og at det kun havde den Feil, at Skillerummet mellem det og vort var forsynet med Kighuller, at det paa den anden Side stødte op til Tugthuusfangernes Lokale, hvis Conversation og Sange Patienterne maatte høre, og paa den tredie til et Slags Ligstue, hvorfra Liglugt trængte ind i Værelset, foruden et andet Slags Stank, som saavidt muligt burde fjernes fra en Sygestue. Jeg beklagede de stakkels Fruentimmer, men sov ind igjen og vaagnede først Kl. henimod 11, hvorpaa jeg stod op, drak Theevand, og tog mig en Bog at læse i. Lidt efter kom Opvartningskonen ind, og satte en Tinskaal paa Kakkelovnen; jeg spurgte, hvad det var, og erholdt til Svar, at det var min Middagsmad. Jeg undersøgte strax mine Retter, men hvor væmmedes jeg, da jeg af den saakaldte Kirsebærssuppe udtrak flere lange Haar, samt andet smaat Snavseri, der svømmede paa Suppens Overflade; jeg forsøgte at smage paa den, men istedetfor af Kirsebær smagte og lugtede den utaaleligt af Rødløg, hvilket de andre patienter bekræftede som en Erfaringssætning. Maden blev staaende urørt, og jeg forblev - sulten. Slige Fata, som jeg havde hver Dag under mit Ophold paa denne Anstalt, vilde være for vidtløftige til specielt at opregne; jeg vil derfor indskrænke mig til at omtale de betydeligste Mangler, som jeg kunde opdage, og som vistnok kunne give enhver Lidelsesbroder Anledning til Klage.

1) Lokalet. At tænke sig et slettere indrettet Hospital end Koppehospitalet er, kan vist ikke være muligt, og dette er desto sørgeligere, som Bygningen er stor nok, og kunde, sikkert uden nogen meget betydelig Kapital, indrettes hensigtsmæssigen. Bestyrelsen har vel neppe ventet, at en saadan Mængde skulde angribes af Kopperne, eller at den bedre Klasse skulde kunne faae dem, thi ellers havde den sandsynligvis sørget for at saadanne ikke kom paa den samme Stue, hvor Folk af den laveste Pøbel, Ladegaardstvangslemmer o.s.v. ere indqvarterede.

I Stue-Etagen findes ingen Sygestuer, kun et Værelse til Portørerne, og et andet, der, om jeg saa maa sige, ei kan betragtes uden som Pulterkammer, thi deri findes et Lukaf, der forestiller Qvarteermesterens Kontoir ((?), opfyldt med Valler, smudsigt Tøi, og i samme Værelse er tillige en saakaldet Badeanstalt. Samtlige øvrige Værelser, som kunne indrettes til herlige Sygestuer, beboes af en pensioneret Enke. - Paa første Sal findes de egentlige Mandfolkestuer, nemlig 2 meget store (hver omtrent paa 25 Senge) og en tredie noget mindre. Paa anden Sal have Fruentimmerne 2 store Værelser; ved Siden af disse er der en lille Stue paa 2 Senge, det eneste nogenlunde taalelige Værelse paa hele Anstalten. Den anden halve Deel af denne Etage bestaaer af et Slags Loft, hvorpaa 2 Værelser ere indrettede, det ene for Fruentimmer, det andet for Mandfolk. Fruentimmernes er før beskrevet, det har 4 Senge, og de, som ikke generes ved at blive beskuede i hvilkensomhelst Stilling, kunne taale at høre raa Forbryderes Conversation, og indaande Stank fra Liigstuen og Retiraden, ville der have det ret godt; for øvrigt er der i det før omtalte lille Værelse 2 Senge; ere der flere end 6 Fruentimmerpatienter, af hvilken Stand de end maatte være, maae de ned paa de forpestede Langstuer. - Mandfolkeværelset, der ogsaa har 4 Senge, er noget bedre, og man kan, uden Skade for sin Sundhed, tilbringe sin Fængselstid der; alle øvrige Patienter maae ned paa en af Langstuerne, og der skal en honet Borger nødes til at være i Selskab med over en Snees pjaltede, halvnøgne Mennesker, der ideligen udstøde Eder og Forbandelser, spille Kort, synge og dandse, og maaske neppe lade ham Ro, imedens han drages med Døden.

2) Føden. Patienterne ligge paa halv eller heel Kost. De paa halv Kost skulle spise Kl. 11, og erholde den føromtalte, saakaldede, Kirsebærsuppe og stundom, naar Lægen tillader det, fersk Torsk; denne er yderst slet. Naar fersk Fisk kun kjøbes et Par Gange om Ugen, og saltes til de andre Dage, kan den neppe være tjenlig for Sunde, end sige for Syge; naar denne Fisk desuden er død, eller i alt Fald mat, ved Indkjøbet, da er det endnu værre. Dagen før jeg kom, blev Fisken sendt tilbage med Protest, som aldeles raaden. Istedetfor Smør bemærkes et Slags Meelsauce paa Tallerkenen; 2 Franskbrød med Smør følge med; skjøndt Smørret neppe er til at see. Heel Kost er noget bedre; kun kommes der Smør eller Fedt i Bygsuppen, og Kjødet er undertiden temmelig seigt. Klagen til Stadsphysikus over Maden har maaske gjort nogen Forandring til det Bedre. Øl, Smør, Brød og Theevand er upaaklageligt.

3) Inventariet er i den usleste Forfatning; kun faa Kammerpotter, ingen Spyttebækkener, ingen Kitler til Patienterne, ingen Tøfler, daarligt Linned, ingen Rullegardiner - kort total Mangel paa de første Fornødenheder ved et Hospital. Fattige Børn, der ei have Skoe og Strømper, maae ei gaae med Træsko, men barbenede paa de kolde Trapper, hvilket neppe er sundt for en Koppepatient.

4) Badeanstalten er i maadelig Forfatning; der er intet særskilt Badeværelse. Badekarret staaer i en Krog af det saakaldte Qvarteermester-Kontoir; omkring det ere opstillede to rødmalede Skjermbrædter, bag hvilket Hegn baade Fruentimmer og Mandfolk skulle bade sig, og udsættes forr Beskuelse. Der er kun eet meget stort Badekar, i hvilket alle Patienter komme, ei i reent lunkent Vand, men i en Blanding af fedtagtige Partikler og Koppeskorper, da det ei er muligt at holde Karret reent, eftersom det, skjøndt i Bunden forsynet med en Prop, er saaledes, at Vandet ei kan udledes af samme. Desuden mærker man i Værelset Træk og Kulde istedetfor Varme, og ved saadant Bad paadrog jeg mig en hidsig continuerende Feber. 

5) Opvartningen. Paa hele Anstalten ere kun 2 Opvartningskoner, een paa Fruentimmernes og een paa Mandfolkenes Stuer. Hver af dem har omtrent 40 Patienter at opvarte, saa at man vel kan indsee, hvor umuligt det maa være for dem at passe alle. De nogenledes Raske maae passe sig selv; de mere Syge maae derimod ofte næsten vansmægte, hvis ei en menneskekjærlig Staldbroder vil række dem en Lædskedrik. Heller ikke er der flere end 2 Vaagekoner; paa det Værelse, hvor jeg var, saaes ingen, hvorfor ogsaa en honet Borgermand, der var meget syg, maatte bekvemme sig til at tage ned paa en af de afskyelige Langstuer, fordi han ei kunde undvære Hjelp om Natten. Betjenterne, saavel mandlige som kvindelige, ere for øvrigt flinke Folk, som ved Omhuh og Utrættelighed søge at bøde paa det ringe Antal.

6) Inspectionen er æqval - 0. Efter Sigende skal der være en Inspecteur ved Qvæsthuset; men er han end Regnskabsfører, saa paaseer han ikke iøvrigt Stiftelsens Tarv som Politimester. Enhver gjorde hvad han vilde, Mandfolk spøgede med Fruentimmer ofte paa en meget haandgribelig Maade, Drengene pryglede hinanden, Støi og Spektakel hørtes paa Stuer og Gange - kort, Uorden overalt. 

7) Læge hjelp og Læge Tilsyn er det eneste man kan glæde sig ved; den ydes Patienterne med samme Omhu og Opmærksomhed som paa et andet velindrettet Hospital.

Enhver der læser Ovenstaaende, vil sikkert med mig ønske, at Vedkommende, der have Bestyrelsen over denne Anstalt, enten ville sørge for, at den Bestemmelse, "at enhver Koppepatient skal paa Qvæsthuset", blev hævet, eller og i modsat Fald giøre de Lidendes Ophold paa Stiftelsen saa taaleligt, som muligt; da vilde man gjerne afbenytte en Anstalt, som nu baade afskyes og hades af Enhver, der kjender den, om end blot af Rygte.

J. Möller.

(Kjöbenhavnsposten, nr. 62, torsdag den 12. marts 1835)

Koppeepidemien kostede 434 mennesker livet i København: