Opvartningspige dræbt af Hunde. (Efterskrift til Politivennen)

- Angaaende den i Gaars Nr. af d. Blad omtalte rædsomme Begivenhed har Red. sildigere modtaget følgende tvende Meddelelser:

1. "Morges Kl. 5-6 gik Opvartningspigen i Toldbod-Viinhuus ned i Gaarden for at hente Vand og blev, da hun var kommen hen ved Posten, angreben af de 3 Hunde, som om Natten gaae løse paa Toldboden under Opsigt af tvende vægtere. Hundene vare nemlig brudte igjennem et Hul *) paa det raadne Plankeværk, som adskiller Toldbodviinhusets Gaardsplads fra Toldboden. Vel hørtes den Ulykkeliges Skrig; men Ingen turde vove at komme hende til Hjelp, og da Vægterne fra Toldboden omsider kom til, og efter megen Anstrængelse fik Hundene jaget ud paa Gaden, var den Ulykkelige allerede død. Dette er tredie Gang i ikke lang Tid disse Hunde have afstedkommet Ulykke. En engelsk Styrmand, der i forrige Aar blev angreben af dem, døde af deres Bid."

2. "Rygtet fortæller, at en Pige, som tjente i Toldbod-Viinhuus i Morges Kl. 5 i hendes Husbonds Gaard er bleven ihjelreven af 2de Hunde, som fra den tilstedende Toldbodplads igjennem et Plankeværk vare trængte ind i Gaarden. Skjøndt jeg ikke er bekjendt med de nærmere Omstændigheder ved denne rædsomme Begivenhed, saa forekommer det mig dog utvivlsomt, at der ved samme maa have sundet Forsømmelse Sted, saavel fra Plankeværkets Eiers Side, som i Særdeleshed fra den Mands (i hvo han saa er), hvem Tilsynet med Vagtholdet paa Pladsen paahviler, og endelig, forsaavidt Ulykkens Afsendelse ved hurtig Hjelp angaaer, muligen fra vedkommende paa Pladsen ansatte Vægters, eller Vægteres Side, og derfor er jeg ogsaa overbeviist om, at Sagen vil blive forundt den nøiagtigste og omhyggeligste Undersøgelse og at Lovens Bud om Vaade og Straffen for samme - in specie 6-10-4, Plac. 4de October 1815 § 3, Forordn. 4de Aug. 1810 og andre lignende Lovsteder, for saa vidt de kunne komme til ligefrem eller analogist Anvendelse - ufravigeligen ville vorde anvendte. - Vist er der ogsaa - i det mindste forekommer det mig saaledes - i sig selv i høi Grad anomalt og besynderligt, at der overhoveder tillades, at lade saadanne Hunde, som de ommeldte, gaae løse paa visse Pladser som Vogtere imod Tyve. Den Lovgivning, der ved Forordn. 4de Aug. 1810 har indskærpet os Pligten til at hjelpe vore Medmennesker, uden nogetsomhelst Hensyn, naar de ere i Fare for Livs eller Helbreds Tab, og sætter streng Straf for Forsømmelse af denne Christenpligt, og den Lovgivning, som, med Hensyn til den Mulighed, at Rovdyr, som holdes indesluttede i stærke Bure under uafbrudt Tilsyn, kunde slippe løs og overfalde Mennesker, har aldeles forbudt saadanne Dyrs Indførelse i Landet **!), synes mig at ville modsige sig selv paa det Allerstærkeste, naar den tillod Nogen, - det være sig enkelt Mand eller Corporation, privat Eier eller offentlig Stiftelse - til sin Eiendoms Bevogtelse at holde Dyr, der vel hedde Hunde, men i Gjerningen ere al sætte i Klasse med Ulve og Tigere, saaledes gaaende løse, at det ikke alene er muligt, men endog sandsynligt, og ifølge tidligere Erfaring venteligt, at de af og til ville ombringe Mennesker paa den skrækkeligste Maade. Derfor baade antager jeg og anseer jeg det for min Pligt at antage, at Tilværelsen af den her ommeldte Praxis ikke er kommen til rette vedkommende høie Autoritets Kundskab, og derfor er det især, at disse Linier see Lyset. - Imod Afskaffelsen af løsgaaende glubende Hundes Brug til Bevogtning kunde man vel indvende, at selve Loven tillader at værge sit Gods med hvad Værge man mægtig er, og at der, naar kun Hundene ei kunne bryde ud, intet Urimeligt, eller imod Pligten mod Medmenneskers Liv og Velfærd Stridende, er i  deres Afbenyttelse; men dette synes mig Intet at betyde, naar man lægger Mærke til, at Loven kun tillader et saadant Forsvar, hvor Eierens person tillige udsættes for Fare, og naar man betænker, at ved det nævnte Værge sikkert kun kan forstaaes livløse Ting, der kun kunne skade naar de føres af Menneske-Haand, hvis Virksomhed kan ledes af Forbuddet mod Nødværgens Misbrug, og ikke en glubende Hunds rasende Tand; ligesom ogsaa endelig, om man end vil sætte, at Hundene aldrig slippe ud af Pladsen, kun et Uhyre, og intet Menneske, kan ville paastaae, at den, der i ulovligt Ærinde - han være Tyv, Morder eller Mordbrænder - om Nattetid trænger ind paa Toldboden, Skibs- eller Tømmerpladser, skulde for sin blotte onde Hensigt uden Lov og Dom og uden Betænkningstid, sønderrives af glubende Rovdyr."

*) Ved den anstillede Undersøgelse skal det være befundet, at de ere komne ind ved at stede en Lem op, som findes paa Plankeværket og over en Rende gaaet indad til Toldbodviinhuus.

**) Canc. Circ. af 16de Juli 1822.

(Kjøbenhavnsposten 3. februar 1837)

Se endvidere artikler i indslaget Ønske i en sørgelig Anledning, Politivennen 4. februar 1837.

Frederik 6.'s Helbred, 1837. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposten fulgte med i udviklingen, her den 2. januar 1837:

Kjøbenhavn den 2den Januar 1837. - Kongen har siden 23de eller 24de f. M. ikke befundet sig ved den ønskelige Helbred. Lægerne ansee dog kun Hs. Majestæts upasselighed for en Forkjølelsessygdom. Igaar og idag ere udstedt følgende Bulletins: Den 1ste Januar 1837. "Hs. Majestæt Kongen har ikke sovet den første Halvdeel af Natten formedelst Hoste. Derimod den sidste Halvdel, til Kl. 7, temmelig bedre. Den   Januar 1837. "Hs. Majestæt har i afvigte Nat havt bedre Søvn end den forrige. Hosten er mindre voldsom, Feberen ikke saa heftig som forhen. Hs. Majestæt synes, paa Kræfterne nær, at være bedre." 

I ugerne herefter kunne man dagligt læse bulletinerne fra kongens sygeseng:

Kjøbenhavn, den 3die Januar 1837. - Bulletin "Hs. Majestæt Kongen har Natten mellem den 2den og 3die dennes havt to Timers rolig Søvn, hvilken den øvrige Deel af Natten har været afbrudt af Hosten. Feberen er ikke ophørt; Appetiten er vel svag, men dog ikke ganske borte." 

Kjøbenhavn, den 4de Januar 1837. - Bulletin den 4 Jan.: "Hs. Majestæt Kongen har Natten imellem den 3die og 4de dennes sovet 4-5 Timer. Hosten synes mindre angribende, og Kræfterne ikke aftagne." 

Kjøbenhavn, den 5te Januar 1837. - Bulletin den 5te Januar: "Hs. Majestæt Kongen har igaar været mindre lidende af Feberen og Hosten; Appetiten er upaaklagelig. Søvnen har i afvigte Nat, skjøndt afbrudt, været velgjørende, og man kan have god Grund til at haabe en hastig Restitution." 

Kjøbenhavn, den 6te Januar 1837. - Bulletin den 6te Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt 4 til 5 Timers god Søvn. Hosten er mindre besværlig. Appetiten bedrer sig, og man kan have godt Haab om Kræfternes daglige Tiltagelse." 

Kjøbenhavn, den 7de Januar 1837. - Bulletin den 7de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat sovet 3½ Time, hvilken Søvn dog af og til afbrødes ved Hosten. Appetiten er upaaklagelig. Feberen mindre, og Hs. Majestæt føler sine Kræfter mindre deprimerede end forhen." 

Kjøbenhavn, den 8de Januar 1837. - Bulletin den 8de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har Natten imellem den 7de og 8de Jan. havt en velgjørende Søvn af 4 til 5 Timer, af hvilke 2½ vare uafbrudte af Hosten. Feberen er mindre, Appetiten temmelig god og de bedste Udsigter tilstede til en varig Bedring." 

Kjøbenhavn, den 9de Januar 1837. - Bulletin den 9de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har Natten imellem den 8de og 9de Jan. havt 4 til 5 Timers vederqvægende Søvn, iøvrigt er hans Befindende omtrent som igaar. 

Kjøbenhavn, den 10de Januar 1837. Bulletin den 10de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har sovet 4 til 5 Timer Natten mellem den 9de og 10de Jan., Hosten har været løsere, Feberen mindre; Appetiten manglede ei i Gaar, og Kræfterne ere ei svagere i Dag." 

Kjøbenhavn, den 11te Januar 1837. Bulletin den 11te Januar: "Hs majestæt Kongen har havt en god Nat, og Hosten har været mindre og læsere; Feberen er aftagende; Appetiten var i Gaar god, Kræfterne ere bedre. 

Kjøbenhavn, den 12te Januar 1837. Bulletin den 12te Januar: "Hs. Majestæt Kongen har sovet flere Timer i Nat, men hostet af og til, Feberen er mindre, Appetiten var i Gaar god, Kræfterne ere som i Gaar." 

Kjøbenhavn, den 13de Januar 1837. Bulletin den 13de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har havt en rolig og uafbrudt Søvn flere Timer i Nat, Hosten er løsere, Feberen mindre; Appetiten var i Gaar god, og Kræfterne noget bedre." 

Kjøbenhavn, den 14de Januar 1837. Bulletin den 14de Januar: "Hs. Majestæt Kongens Søvn har af og til været forstyrret ved Hosten, der dog imod Morgen blev løsere. feberen er ringe, Appetiten var i Gaar god, og Kræfterne bedre." 

Kjøbenhavn, den 15de Januar 1837. Bulletin den 15de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt 3 Timers god Søvn; Feberen er mindre, Appetiten var i Gaar god, Kræfterne ikke mindre." (Denne Bulletin er igjen underskrevet af Hans Majestæt Kongens Livlæge, Etatsraad Fenger, som, formedelst Sygdom i nogle Dage hade maattet overlade sin Function til Hr. Etatsraad Saxtorph. 

Kjøbenhavn, den 16de Januar 1837. Bulletin den 16de Januar: "Hs. Majestæt Kongens Nattero har i afvigte Nat været mindre forstyrret af Hosten, Feberen kun ringe, Appetiten i Gaar Middags god, Kræfterne temmelig gode." 

Kjøbenhavn, den 17de Januar 1837. Bulletin den 17de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt flere Timers vederqvægende Søvn; Hosten er løsere, og Appetiten i Gaar tiltagen; Feberen sporedes mindre; Kræfterne noget bedre."

Kjøbenhavn, den 18de Januar 1837. Bulletin den 18de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt 4 til 5 Timers vederqvægende Søvn; Appetiten og Kræfterne tilbage, Feberen mindre, og majestæten befinder sig i det hele bedre." 

I nogle dage endnu fortsatte dette med næsten enslydende bulletiner, dog med undtagelse af nedenstående som kom midt i februar. 

Kjøbenhavn, den 16de Februar 1837. Bulletin den 16de Februar: "Hs Majestæt Kongen har i Nat havt flere Timers Ro, og i Gaar har han gaaet en Deel omkring i sit Værelse."

Herefter meddelte bulletinerne at det gik fremad, eller i hvert fald ikke tilbage, indtil man i marts kunne løste følgende:

Kjøbenhavn, den 5te Marts 1837. Bulletin den 5te marts: "Hs. Majestæt Kongens Søvn har i afvigte Nat været noget afbrudt af Hosten, dog har det ikke havt nogen Indflydelse paa Allerhøistsammes Befindende." 

Bulletinerne må have indset det selvmodsigende i at kongen hele tiden var i bedring, for i april 1837 ændrede de indhold til at hans sygdom i hvert fald ikke blev værre. Den 22. april følgende bulletin der anslog en mindre pause indtil 25. april:

Bulletin den 22de April: "Hs. Majestæt Kongens bedre Befindende vedvarer, og de bedste Udsigter ere til, at Allerhøistsamme, med den tilstundende blidere Aarstid, hastigt vil blive restitueret."

Ifølge Kjøbenhavnsposten fra 5. juni 1837 var kongens helbred også genstand for omtale der:

Kjøbenhavn, den 5te Juni 1837. - Hans Majestæt Kongens Befindende er ofte en Gjenstand for fremmede Blades Omtale, men ikke sjelden ere Efterretningerne derom urigtige. Saaledes have tydske Blade nylig nævnt forskjellige kongl. Slotte, hvorpaa Hans Majestæt vilde tage sin Sommerresidens; ingen af disse Beretninger ere grundede. Hs. Majestæt har endnu ikke bestemt, om han i Sommer vil residere paa Frederiksberg; saavidt vi have erfaret er der endog større Sandsynlighed for, at det ikke skeer. Hvor længe Hs. Majestæt hver dag kan være oppe, ligesom ogsaa om Han foretager Spadseretoure i Haven, beroer paa Veirets Varme. Igaar befandt Hs. M. sig saa vel, at Allerhøistsamme for første Gang besøgte Hds. M. Dronningen i hendes Palais. 

Undvegen Fæstningsslave. (Efterskrift til Politivennen)

Herfra er igaar undvegen Fæstningsslave Claus Nielsen, 29 Aar gammel, 65 Tommer høi, blaae af Øine, blond af Haar, stærk af Bygning, taler Dansk og Tydsk Dialect, saa og godt Tydsk, der er hans Modersmaal. Ved Undvigelsen var han iført Slaveklæder, men tillige i Besiddelse af en mørkeblaae Klædes-Trøie uden Krave eller Knapper, et Par mørkeblaae Klædes- og et Par hvide Lærreds-Buxer, et Par Læderskoe, samt en gammel mørkeblaae Hue med Læder-Skygge og Messing-Kant, hvilket Stykker han senere rimeligviis har iført sig.

Hvo som anholder denne Slave, erholder de sædvanlige Opbringerpenge.

Nyborg den 17 Decbr 1836
Jørgen Sommer
Kapitainvagtmester

(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende), 19. december 1836)

Om Kjøbenhavnernes Religiøsitet. (Efterskrift til Politivennen)

"Jeg indser ikke umuligheden af, at jo selv den lutherske Lærebygning kunde modtage en anden fuldkomnere Skikkelse, og mener, at enhver Bestræbelse for at standse, hvad der skulde føre dertil, den religiøse, frie og grandskende Aand, allerede derved vorder en Bestræbelse for at standse Menneskehedens fremskridende Udvikling."

C. S. Visby.

_____________

Det er altid interessant at kaste et Blik paa en stor Stads indre Liv. Intetsteds aabenbarer Menneskenaturen sig i saa utallige Yttringer, som der hvor en stor Mængde Mennesker leve sammen af den mest forskjellige Opdragelse og de mest uligeartede Sysler. Kun paa Landet, saa paastaaer man, have de forskjellige Nationalcharacterer bevaret sig uforvandskede, i det store Stæder ligne Menneskene hverandre overalt, som en Draabe Vand den anden: en overforfinet høiere Classe, en ærgjerrig, halv oplyst Borgerstand, og en uvidende, urolig Almue. I Almindelighed kan man have Ret, men det er ogsaa kun i Almindelighed; for den opmærksomme Iagttager vil der altid vise sig en betydelig Forskjellighed, dertil udøve Clima, Levemaade og borgerlige Indretninger en for mægtg Indflydelse. Dog, det er ikke vor Hensigt her at drage en parallel mellem Kjøbenhavn og andre store Stæder, det er vor Hensigt at henlede vore Læseres Opmærksomhed paa Kjøbenhavn alene, og paa Yttringen af det religiøse Liv hos dens Indvaanere.

Kjøbenhavnerne, i det mindste den langt overveiende Fleerdeel, bekjende sig, som hver Mand ved, til den christelige Religion efter den augsburgske Troesbekjendelse, og der har vel været en Tid, hvor man med Sandhed kunde sige det, men Tiderne have forandret sig, og Kjøbenhavnerne med dem. Nuomstunder vilde det vel falde Størsteparten vanskeligt at gjøre Rede for deres Tro; thi hvad man ikke har, det kan man heller ikke gjøre Rede for, og de fleste Kjøbenhavnere have - ingen Tro. Mange vil vel denne Dom forekomme at være vel streng, men naar man, uden forudfattede Meninger og uden at opstille Hypotheser, der kun have hjemme i egen Indbildning, fordomsfrit vil følge Forf., troer han, at man vil indrømme, at Dommen ikke er saa ganske umotiveret.

Kjøbenhavn indeslutter mellem sine Volde samtlige regjeringscollegier, Universitetet, og en Mængde andre høiere Læreanstalter og Statsindretninger, og, som en Følge heraf, indeslutter Kjøbenhavn ogsaa en talrig Embedsstand. Uden at træde nogen andre Stand for nær, tør man vel paastaae, at denne Stand tæller Stadens mest oplyste og mest dannede Mænd. Til denne slutter sig vel nærmest, med Hensyn til Dannelse, Kjøbmandsstanden, og disse to Stænder tilsammen kunne vi vel betegne, fra Aandsculturens Side, som Kjøbenhavns høiere Classe; thi Adelen kan lige saalidet fra dette Synspunkt som fra det politiske betragtes som nogen egen Classe i Danmark. Spørge vi nu, hvad er Hovedtrækket i denne høiere, saa indflydelsesrige Classes religiøse Meninger og Anskuelser, saa maae vi, naar vi ville være oprigtige, svare - Indifferentisme. Vi sige ikke Irreligiøsitet; thi det vilde være at gjøre denne Classes mange agtværdige og samvittighedsfulde Medlemmer Uret; men vi sige Indifferentisme, der maaske udtrykker noget mere end det danske ligegyldighed. Den Deel af denne Classe, som har faaet en videnskabelig Opdragelse, har opbygget sig philosophiske Systemer, hvor Enhver, efter sin Individualitet, har indpsasset de Levninger af Tro, han endnu har tilbage, og for saavidt er den endda vel faren, da den dog har noget Fast at holde sig til. Den øvrige Deel, som dette mangler paa det videnskabelige Grundlag for at kunne danne sig selvstændige Meninger, hjelper sig med Laan, og lader Sagen for øvrigt beroe.

Men Hensyn til den egentlige Borgerstand, hvorunder vi især forstaae Haandværkere og Detailhandlere, da ere vi mere i Forlegenhed med at finde et almindelig betegnende Navn for dens religiøse Anskuelser. Forskjelligheden i Dannelse er langt større i denne Classe end i den foregaaende. Mange, især af den yngre Generation, have smagt Frugten af Kundskabens Træ, men desværre kun smagt den; nu ere de jagne ud af Paradiset og famle om i Dæmringen uden ret at vide, hvor de ville hen; Andre, hvortil man vel især kan henregne den ældre Generation, nære endnu en overantvordet Ærefrygt for Fædrenes tro, men denne Ærefrygt har lidt saa mange Anfægtelser, saa mange Rystelser, den er saa uklar, at den ikke kan begrunde nogen fast religiøs Overbeviisning. En liden, men det er og den mindste Deel, hænger endnu fast ved den saakaldte gamle Tro, det er den grundtvig-lindbergske Skoles Tilhængere, og hvad enten de nu ere paa en rette eller paa den gale Vei, saa ere dde dog altid i Besiddelse af det store uvurdeerlige Gode - en fast religiøs Overbeviisning. Resultatet af denne Charakteristik bliver dette, at Troen pa den christelige Læres Hovedsætninger er stærkt rystet hos Borgerstanden, og da det mangler denne Stand paa den høiere Classes mere Classes mere eller mindre videnskabelige Dannelse, kan den ikke sætte noget Andet, end sige noget Bedre, i Stedet derfor. Vi troe derfor ikke at feile meget, naar vi betegne Usikkerhed, med en god Tilsætning af Indifferentisme, som Hovedtrækket i denne Stands religiøse Meninger og Anskuelser, uden at vi derfor ville betegne den som mere demoraliseret end den høiere Classe.

Hos Embeds-, Kjøbmands- og Haandværkerstanden have vi vel fundet den gamle grundmurede Tro undergravet, men enten har man dog endnu bevaret Levninger af den gamle Tro, eller man har opført sig philosophiske Systemer, eller man - hvad maaskee er det Almindeligste - ved Æresfølelsen holdes til at følge Religionens og Moralens Bud. ere end i disse Stænder Yttringerne af det religiøse Liv svage, saa er de der dog endnu - er med Fædrenes fromme Tro paa Guds Styrelse, deres barnlige Hengivelse i hans Tilskikkelser rystet, ja fast forsvunden, saa er der dog nogen Tro tilbage, og der aabenbarer sig hos Mange en glædelig Bestræbelse efter at tilkæmpe sig en større. See vi derimod hen til den talrige Almueclasse - Svende, Tyende, Dagleiere os. - hvilken sørgelig religiøs Tilstand møder os da ikke der? Religionen er for dem bleven et tomt, betydningsløst Ord, og de have intet Begreb om, ingen Tro paa dens første, dens vigtigste Sandheder. Man vil maaskee finde dette for stærkt, men man tage et Individ af denne Classe for sig, og man vil, paa faa Undtagelser nær, hvad Religionen angaaer, finde det fuldkomneste Øde i hans Indre. Tilværelsen af en Gud ville vel de Fleste endnu ikke ligefrem negte, men denne Tro er hos dem en ufrugtbar Kulsvier-Tro, da den ikke er forbunden med noget Begreb om et Forsyn, og Troe paa Sjælens Udødelighed er saa godt som forsvunden. Ligegyldighed og Vantro, det er Hovedtrækkene i Almuens religiøse Tænkemaade, men det er en Ligegyldighed og Vantro, der er langt sørgeligere end i de høiere Classer, thi med den forsvundne Tro er ogsaa ethvert Baand paa de vilde Lidenskaber og Begjærligheder forsvundet, her kunne hverken Moral eller Æresfølelse træde i Stedet for Religionen. Men er da - vil man vel spørge - vor Almue virkeligen saa demoraliseret? nei, det er den ikke, i det mindste ikke værre, end Almuen i de fleste andre store Stæder, men Grunden dertil er sandelig ikke dens religiøsitet, men at Menneskene, Gud være lovet! i Almindelighed have mere naturlig tilbøielighed til det Gode end til det Onde. At vor Almue for Resten skrider sørgeligt fremad paa Lasten Bane, derom har man et Beviis i den bestandig tiltagende Mængde af unge Forbrydere.

Og hvad er Aarsagen til denne Indifferentisme hos de høiere Stænder - til denne Vantro hos de ringere? Civilisationen, ville Mange, især af den gamle Skole, svare, det er Slangen, der frister Mennesket til at tvivle om Alt, hvad der ikke kan mathematisk bevises, og Troen kan ikke bevises, i det mindste ikke mathematisk. Men skulde da virkelig de aandige evners Udvikling - det skjønneste Fortrin, som den kjærlige Skaber har skjenket Menneskene fremfor Dyrene, være given ikkun til deres Forbandelse? Nei? tilvisse ikke! det er kun den uægte, den falske Civilisation, der er til Forbandelse. Men fordi vi ikke ville eller kunne indrømme, at Civilisationen er et Onde, derfor ville vi ikke negte, at i dens tilfælde Ledsagere og Følger Hovedaarsagerne maa søges til den Indiffentisme, der charakteriserer vor Tidsalder.

Vi have i denne Tid feiret Reformations Jubelfest, og det er tilvisse en glædelig Fest, det er Civilisationens Seier over Barbariet, Lysets over Mørkets. I de tre Aarhundreder, som ere forløbne, siden den renere Lære første Gang forkyndtes i Danmark, er Nationen skredet mægtig fremad, og Videnskaber og Konster have faaet et Opsving, hvorom man dengang neppe kunde have en Anelse. Men hvad vilde man vel sige, om man ved Ungdommens Underviisning i Sprog og Videnskab endnu vilde lægge de samme Lærebøger til Grund, som man brugte for tre hundrede Aar siden? Man vilde upaatvivlelig opløfte et almindeligt Skrig derimod. Og dog gjør man sig skyldig i denne besynderlige Modsigelse ved Religions-Underviisningen; thi endnu ere Luthers Kathecismus og Balles Lærebog de eneste autoriserede Religions-Lærebøger i vore Borger- og Almue-Skoler. Den Indvending, at Balles Lærebog ikke daterer sig fra Reformationstiden har ikke stort at betyde, thi Balle var, som bekjendt, ganske en luthersk Orthodox, fra det 16de Aarhundrede, naar man blot fraregner, at han ikke var besjælet af sine Datids Laugsbrødres fanastiske Had og Forfølgelesessyge mod Anderledestænkende. At man nu i disse Lærebøger finder de chistelige Troeslærdomme udviklede, er ganske i sin Orden, skjøndt man kunde have ønsket, at Forfatterne, vel især Balle, der havde næsten tre Aarhundreders kritiske Granskninger til Hielp, bedre havde vidst at skjelne det Væsentlige ved den christelige Lære, som positiv Religion, fra hvad der kun ere menneskelige Anskuelser og Tilsætninger. Men er det ikke en besynderlig og sørgelig Modsigelse, at man endnu i Aaret 1836 i vore Religionslærebøger og saakaldte Bibelhistorier fortæller Ungdommen som Troessætninger de mosaiske, eller vel rettere østerlandske Myther om Verdens Skabelse i sex Dage, om Slangen, der forførte Eva, og andet mere af samme Suurdeig? Vi sige, at det er en sørgelig Modsigelse, og i sine Følger er den tilvisse sørgelig; thi naar Drengen i den ene time lærer, at Verden er skabt for 6000 Aar siden i sex Dage, og i den anden, at der ere uimodsigelige Beviser for, at den er langt ældre; saa leder det til Tvivl, og det er ikke godt, at Drengen begynder at tvivle om Religionssandhederne. Man indvende ikke, at disse og lignende Sætninger ikke foredrages som Troeslærdomme; i Lærebøgerne fremstilles de som saadanne, de ere der integrerende Dele af troen, "indblæste af Gud," og det er en mislig Sag, naar Religionslæreren vil befatte sig med oplysende Bemærkninger om, at den nyere Tids Opdagelse og Undersøgelse have ledet til andre Anskuelser; thi er man kommen til en anden Anskuelse i det Ene, kan man ogsaa være kommen til det det Andet. Naar man nu dertil lægger Theologernes bestandige Kjævlerier om hvad der skal troes og ikke troes, saa er det vel ikke at undres over, at en saadan Usikkerhed, angaaende Troegjenstandene, hos den mere Begavede og bedre Underviste maa lede til Indifferentisme, og hos den Udannede til Ligegyldighed, eller - hvad der er værre - til Vantro.

(Slutn. følger.)

(Kjøbenhavnsposten, 10. november 1836)

Om Kjøbenhavneres Religiøsitet.

(Sluttet.)

______

Jo mere Mennesket vænnes til at tænke, desmere vænnes han ogsaa til at fordre Beviser for Alt; han kan ikke mere, i hvor gjerne han maaske vilde, tilegne sig positive Læresætninger, hvis hele Indhold staaer i Skarpeste Modsætning til Naturens almindelige Love, og til den logiske Stringens, hvortil han er vant. Og Følgen deraf er, at den positive religion ikke kan tilfredsstille ham og at han ad andre Veie søger at komme til den religiøse Overbeviisning, som intet oplyst Menneske ganske kan undvære; men derved er nu ingen Fare at Frygte; this vel kan en oplyst Mand fare vild, men hans Vildfarelser ville sjeldent føre til sørgelige Følger for ham eller for Samfundet.

(Kjøbenhavnsposten, 11. november 1836)

(Artiklen nævner herefter at de lavere klasser arbejder 7 dage om ugen og lever i "naturlige ægteskaber". Artiklen slutter med at varsle at det er nødvendigt med en reformation af religionen.)

Om Embeders Besættelse i Island. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Stiftamtmanden i Island Kriegers Ansættelse som Stiftamtmand i Aalborg Stift, er førstmeldte Embede nu blevet vacant. Dette Embede har, som bekjendt, alt i længere Tid ikkun været besat med unge danske Adelsmænd, som dermed have begyndt deres Embedsbane, og efter nogle faa (sædvanlig 5 a 6) Aars Tjeneste igjen vendt tilbage til deres Fødeland, og det er indlysende, at dette Embeds Bestyrelse ikke kan andet end lide betydelig ved disse idelige Omflytninger og otte indtræffende Vacancer, især da Stiftamtmændene desuden endog inden Udløbet af deres korte Tjenestetid ofte have fundet sig foranledigede til, i Familie- og andre Anliggender, at reise ned til Danmark, hvor de da sædvanligen i det Mindste overvintre, imedens Embedet under deres Fraværelse, saavelsom i Vacancen, bestyres af underordnede Embedsmænd, der desuden have de med deres eget Embede forbundne Forretninger at varetage.

Men selv om man nu vilde oversee denne Omstændig, formene vi dog , at der frembyde sig andre viglige Grunde, der bestemt fraraade, at besætte saavel dette, som andre Embeder i Island, med danske Embedsmænd, undtagen i virkelige Nødvendigheds Tilfælde. Saaledes er Climaet i Island langt strængere end i Danmark, der frembyde sig langt færre Fornøielser, man maa der undvære mange af de Beqvemligheder, man er vant til at nyde her, hvoraf følger at Opholdet i Island for Andre end Indfødte bliver kjedeligt og ubehageligt, hvilket igjen slapper og maaskee tilintetgjør den i ethvert Embedsforhold nødvendige Interesse og Virksomhed. Ikke mindre Vanskelighed frembyder det islandske Sprog for den danske Embedsmand, der ved Ankomsten til Landet - for ikke at sige ved sin Afreise derfra - som oftest er blottet for al Kundskab i samme. Hvad de underordnede juridiske Embedsmand, c: Sysselmændene og Byfogden i Reikevig, angaaer, da er det et aldeles nødvendigt Reqvisit hos disse, at de ere Sproget fuldkommen mægtige, eftersom hele Retspleien skal og bør udføres i dette Sprog, ligesom og Landets Indvaanere synes at have et billigt Krav paa, at slige Embeder er overdrages til Andre end dem, de selv kunne forstaae og af hvilke de selv kunne forstaaes. At navnligen - for at oplyse Sagen med et Exempel - En, der ikke er Sproget mægtig, ei med tilbørlig Kraft kan inqvirere i criminelle Sager, uden selv at kunne forstaae Inqvisiten eller denne ham, forekommer os aldeles indlysende, og at dette igjen har høist farlige Følger for Retssikkerheden, er det overstadigt at bemærke. Ogsaa disse Vanskeligheder møde den danske Stiftamtmand, thi da han tillige er Amtmand i Sønder-Amtet, skal han afgjøre, om der fra Justitiens Side er Anledning til at indanke til de overordnede Retter de for Underretten ergangne, i det islandske Sprog affattede Domme. Desuden er denne Embedsmand, Stiftamtmand, paa enkelte Undtagelser nær, overdraget at besætte Præstekaldene i Island efter Forslag fra Biskoppen.

Ansøgningerne herom affattes vistnok som oftest i det islandske Sprog, og hvis Stiftamtmanden - der desuden er blottet for al personlig Bekjendtskab med de Ansøgende, ei forstaaer dette, maa han i eet og alt rette sig efter Biskoppens Forslag, og saaledes savnes den tilsigtede Garanti for disse Embeders retfærdige og samvittighedsfulde Besættelse. Endvidere er Stiftamtmanden paalagt den Pligt, "saa ofte hans øvrig Embedsforretninger det tillade", at tage Sæde i Landsoverretten, for at paasee, at den holdes med Værdighed og at Rettergangspolitiet føres med Orden og Nøiagtighed. Da nu Proceduren ogsaa for denne Ret skal udføres i det islandske Sprog, vil det være en i dette Sprog ukyndig Stiftamtmand aldeles umuligt, tilbørligen at efterkomme denne Pligt. Som en Følge saavel af det ovenfor omtalte Ubekjendtskab med Sproget, som tildeels deraf, at den danske Embedsmand er opdragen under Forhold, der ere ganske forskjellige fra dem, der finde Sted i Island, bliver det endvidere en yderst vanskelig Opgave for ham, at sætte sig ind i den islandske Ret. - Denne bestaaer nemlig deels af gamle, i det islandske Sprog affattede Love, som selv for den Indfødte undertiden ere temmelig uforstaaelige, deels af norske Love, som i flere Punkter ere gjorte gjeldende paa Island, deels af Lovbud for Danmark, der i sin Tid have været bekjendtgjorte paa Altinget, og som nu uden anden Sanction antages at være gjeldende, og deels endelig af en Mængde letale Sædvaner og Retsvedtægter, hvorom Oplysninger ikkun med stor Uleilighed af en Fremmed kunne erholdes. Da alle disse heterogene Bestanddele aldrig have været bearbeidede til noget System, vil selv den indfødte Embedsmand, der i flere Aar udelukkende har beskjæftiget sig med den islandske Ret, ofte svære i Uvished om, hvad han skal og hvad han ikke skal antage som gjeldende, og i en forbøiet Grad vil denne Vanskelighed vise sig for den danske Embedsmand, der fra Universitetet kun medbringer yderst fragmentariske og til et Embedes ordentlige Bestyrelse aldeles utilstrækkelige Kundskaber i den islandske Ret; og at en dansk Embedsmand, der efter nogle faa Aars Embedstjeneste i Island kan gjøre sig grundet Haab om Ansættelse i sit eget Fødeland, om hvis Forhold og Lovgivning han allerede har de fornødne theoretiske Kundskaber, ikke føler stor Lyst til at trænge dybere ind i en saa utilgængelig Lovgivning, kunne vi næsten finde undskyldeligt. Endeligen kan den fornødne Localkundskab, samt Bekendtskab med den islandske Oekonomi, Folkets Tænkemaade, Charakter m. v. af en Fremmed først erhverves ved flere Aars opmærksomme Iagttagelse, og vi holde os overbeviste om, at flere af de i Island ansatte danske Embedsmænd ere vendte tilbage til deres Fødeland, uden at have erhvervet nogen alsidig og grundig Kundskab herom, ligesom at en saadan Mangel ofte maa have fremkaldt umodne og uoverlagte Forslag og Betænkninger, i det vi paa den anden Side fuldkommen erkjende den Iver og Nidkjærhed, hvormed nogle af disse Embedsmænd have arbeidet for Islands Vel.

Vi ere saaledes overbeviste om, at Landet er baade bedst tjent med og med Billighed kan vente at faae Indfødte til Embedsmand, saalænge der blandt disse findes nogenlunde beqvemme Subjecter, hvilket Princip med Hensyn til Embeders Besættelse i Island Regjeringen ogsaa hidtil synes at have hyldet, dog med Undtagelse af Stiftamtmands-Embedet. Men at denne Undtagelse fremdeles maatte blive hævet, derom troe vi at udtale ikke blot vort eget, men et blandt det islandske Folk almindeligt Ønske.

(Kjøbenhavnsposten 14. november 1836, s. 1296-1297)