Kjøbmand Jacob Hald, Skive. (Efterskrift til Politivennen).

Kommunestyrets spæde start var forordninger om fattigvæsnet (1803) og skolevæsnet (1814). Kongen udnævnte amtmænd, præster og andre embedsmænd og medlemmer af de lokale råd. I 1837 indførtes valgret til købstædernes borgerrepræsentationer og 1841 til landdistrikternes amtsråd og sogneråd. En sag fra 1843 viser at alt endnu ikke var på plads.

Commune-Væsenet. I flere jydske Aviser læses Følgende efter "Ny Jyllandspost": I Skive er Formanden for Borgerrepræsentanterne, Kiøbmand Hald, bleven excluderet af Kommunalbestyrelsen. For en meget fattig Pige, der paastod at være mishandlet af sin Huusbonde, optraadte nemlig Kjøbmand Hald som Værge, under hvilken Sag en Sognefoged Mortensen blev afhørt som Vidne. Da denne Mands Forklaring i Retten afveg fra nogle Udladelser, som han, ifølge tvende Personers Vidnesbyrd, skulde have brugt andetsteds, saa indberettede Kiøbmand Hald for Stiftamtet i Viborg det formeentlige Tvetydige, der laae i disse Depositioner. Imidlertid paaklagede Sognefogden Halds Udladelser for en Politiret, og kaldte dem "løgnagtige". Dette gav Anledning til, at Byfogden, Kancelliraad Horn, optraadte mod Kjøbmand Hald, ved den 26de Novbr. sidstl. for Borgerrepræsenterne at andrage paa at Kjøbmand Hald excluderedes af Repræsentantsforsamlingen, fordi han i en Skrivelse til Stiftsamtet i Viborg skulde have giort en "løgnagtig Beskyldning" imod Sognefoged Mortensen. "Efter nogen Ventilation" tiltraadte Repræsentanterne Kancelliraadens Mening. Saaledes maatte Kjøbmand Hald finde sig i, indtil videre at blive excluderet af den Kommunalforsamlng, hvori han hæderligen har virket, samt taale de Forhaanelser, en saadan Medfart drager med sig, men Enden er ikke endda. Efter Forlydende har denne saa haardt krænkede Mand indgivet allerunderdanigst Klage til Hs. Majestæt Kongen, og der er saaledes ingen Tvivl om, at han vil vederfares den Ret, som enhver Undersaat, der lever under det gode danske Scepter, har Krav paa. Sandsynligviis vil dette nye Bidrag tiI de communale Tilstande i Provindserne snart modtage en nærmere Belysning. Vi tilføie kun, at der i hvert Tilfælde ikke kan være Tale om nogen Exclusion, der bliver lig Berøvelsen af en Ret, og at Kommunalbestyrelsen ikke er berettiget til at excludere, men kun til at suspendere, indtil den suspenderede ved Dom har mistet sin Habilitet. Hvorledes iøvrigt Kommunalbestyrelsen, for en privat Injuriesag, kan foretage endog din en suspension, er os uforklarligt, saa meget mere, da den her saaledes Behandlede er en pletfri og agtværdig Borger, der her synes kun at have handlet i god Hensigt, om end hans Handlemaade - hvilket først nærmere maa oplyses - har været overilet. For Communalbestyrelsen (navnlig Repræsentantskabet) i Skive maa det være en Pligt imod Medborgere, nærmere at belyse Sagen og sin Handlemaade i denne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1843)

Indenlandske Efterretninger.

Kjøbenhavn, den 23de Januar.

Der har i de offentlige Blade varet meddeelt, at Kjøbmand Hald i Skive af Communalbestyrelsen er entlediget som Borgerrepræsentant; men da disse Meddelelser ere oprindelig tagne fra Ny Jyllandspost, der ikke er paalidelig i Referatet af Sagens factiske Omstændigheder, saa trænge de til Berigtigelse, som her skal gives. Naar Jyllandsposten kalder Hald en "drabelig Kæmpe for Sandhed og Ret", saa er det besynderligt, at dette stærke Udtryk ikke har vakt Mistanke mod Meddelelsens Rigtighed i det Hele, ligesom jeg er vis paa, at Hald er saa beskeden, at han vil erkjende, at hans Ven er gaaet for vidt i sin Roes, hvilket et intimt Venskab imidlertid kan undskylde.

Sagen forholder sig saaledes. En Sognefoged forklarer som Vidne i en privat Injuriesag, hvori Hald møder som Værge for Klagerinden: "at han ikke erindrer at have brugt en vis Yttring; det er muligt, at han har yttret sig saaledes, men det er vist, at han nu ikke erindrer det". Heraf tager Hald Anledning til at indberette til Amtet, at Sognefogden har bevidnet, "at han ikke har brugt hiin Yttring", og henstiller om ikke Forhør der optages, efterdi der er Personer, der kunne bevidne, at han har yttret sig saaledes. Forhør blev beordret optaget, og da Sognefogden vedblev sin aflagte og beedigede Forklaring, var der Intet ved Sagen videre at gjøre. Nu er det dog vel soleklart, at Hald i sin Indstilling til Amtet har gjort sig skyldig i en grov Usandhed eller Løgn, og derved foranlediget, at den uskyldige Sognefoged blev underkastet criminelt Forhør. Vel er det muligt, at Hald, da han nedskrev Indstillingen, troede, at han skrev Sandhed; men dette er dog ikke sandsynligt, efterdi han indstillede Sagen nogle Dage efter at han havde paahørt Sognefogdens Vidnesbyrd, og man maa antage, at han har lagt meget nøie Mærke til dette, efterdi Udfaldet af hans Myndlings Sag for en Deel kunde være afhængig af samme, og i alt Fald er det enhver Mands ufravigelige Pligt, der saaledes sigter en Anden, at vide med Bestemthed, og ikke blot at troe, at man beretter Sandhed. Eller maaskee er man berettiget til at fremføre saa mange ærererige Beskyldninger mod en Anden, som man lyster; naar man blot - siden kan godtgjøre, at Beskyldningerne stride mod klare uomtvistelige Facta. Communalbestyrelsen i Skive antager ikke dette, men formener tværtimod, at den Mand, der gjør sig skyldig i en saa grov Usandhed, som den Hald har fremført for Amtet, ikke er værdig til at være Borgerrepræsentant, efterdi den Tillid, der begrundede hans Valg, ikke længere kan være tilstede, eller med andre Ord, at han har, som Communalanordningen af 21de October 1837 13 siger: "gjort sig skyldig i en saadan Pligtovertrædelse, som gjør hans Udtrædelse nødvendig." Communalbestyrelsen har derfor ifølge samme § ved Kjendelse afgjort, at Hald burde entlediges. Det er muligt, at denne Kjendelse er urigtig og altsaa kan blive forandret (dette har den tilfælles med andre underordnede Domme); men hvorledes der kan tvivles om Bestyrelsens Competence til at afgive den, begriber jeg ikke. 

I en Paternitetssag, som et Fruentimmer indklagede mod en Borgermand her i Byen, fremstod Hald, som var af Indklagede sigtet for at have udbetalt Klagerinden en Sum Penge, for at hun ikke skulde udlægge en anden Borgermand som Barnefader, og fralagde sig denne Sigtelse ved sin Eed, hvorimod han vedgik, at han havde underrettet Klagerinden om, at han hos Indklagede kunde skaffe hende 15 a 20 Rbd., naar hun vilde fritage ham for at udlægges som Fader til hendes Barn, ligesom Hald ogsaa tilføiede, at Klagerinden stedse for ham havde yttret, at Indklagede og ingen Anden var Fader til Barnet. Dette Factum meddeles for at vise, hvorledes Hald kæmper for Sandhed og Ret.

Jeg haaber, at de Blade, der have optaget Jyllandspostens Meddelelse om Halds Entledigelse, ogsaa ville lade denne Berigtigelse faae en Plads.

Byfogedcontoiret i Skive, den 18de Jan. 1843.

Horn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. januar 1843)

Den Kokosnød som Kjøbmand Hald i Skive lovede at give By- og Herredsfoged, Cancelliraad Horn, at knække, sees nu af sidste "Jyllandspost" at bestaae i en Contrasigtelse imod denne Embedsmand, der vil gaae ud paa ikke Mindre, end "3 Marks infamerende Bøder" etc., efter Lovens 6-21-2 og 7. "Det bliver saaledes Deres Sag, Hr. Cancelliraad," siger Hr. Hald, "at aftvættte de Pletter, en saa ærerrårig, men lovhjemlet Paastand paafører Deres smukke uniform, som Byfoged i Skive, samt Herredsfoged i Sallings 4 Herreder."

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 13. februar 1843).

Dommen blev offentliggjort i Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 8. juli 1844. Købmand Hald førte en række injuriesager som han vandt de fleste af, indtil sin død i 1849.

Borgerrepræsentanterne i Skive, der ikke have været samlede siden Kjøbmand Hald i den bekjendte Sag har nedlagt Ærespaastand over dem, have fra Cancelliet erholdt alvorligt Paalæg om: "ikke formedelst deres private Tvistigheder at forsømme de dem paalagte offentlige Pligter i den Communes Interesse, hvis Tarv de ere valgt til at iagttage, da Cancelliet i modsat Fald vil see sig i den Nødvendighed at maatte andrage paa deres Entledigelse og Iværksættelse af nyt Valg."

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 30. december 1843).

Nytårsløjer. (Efterskrift til Politivennen)

- Hoboisterne for en af de herværende Brigader havde til igaar, Nytaarsaften, erholdt Tilladelse at give en Concert i Ridehuset ved Christiansborg Slot, men maatte udsætte den, fordi Politiet ikke havde Leilighed til at assistere derved. Det var just ikke for Harmoniens Skyld, man ville have savnet dette, og DHrr. Hoboister troede ogsaa med deres Blæse-Instrumenter godt at kunne udføre Concerten alene; men Kjøbenhavns Politi, som nu engang har den skjønne Forrettighed at være tilstede, hvor det mindst ønskes, med sit Stryge-Instrument, det eneste, den Slags Folk veed at behandle, meente absolut at burde være ved Haanden med sin Assistence. Heri var det dog lovlig forhindret, da det allerede forud var engageret til at falde ind i den Musik, som Nytaarsaften efter gammel Skik og Brug opføres i alle Byens Gader og paa Naboers Døre med Nogle bøsser og gamle Potter, og som iaftes ogsaa gik usædvanlig lystigt fra Haanden, uden at vi have hørt at Politiet nogensteds er blevet molesteret derved. Det havde nemlig det Held overalt at komme bagefter, og det har saaledes paa eengang havt dobbelt Leilighed til at vise hvor nyttigt og uundværligt det er.

(Forposten, 1. januar 1843)

De nævnte "oboister" var militærmusikere. Oboen som nu mest forbindes med symfoniorkestre, var dengang et militærinstrument.

Straf. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteret har i denne Uge paakjendt en Sag, der afgivet et paafaldende Beviis paa, hvorledes Lovgivningens Straffebestemmelser, naar de anvendes paa det enkelte foreliggende Tilfælde, undertiden kunne blive yderst haarde og ikke staae i nogetsomhelst passende Forhold til Forbrydelsens egen Natur og Beskaffenged. Den 3die Januar sidstleden blev Tiltale Karen Christine Loa anholdt og arresteret paa Grund af et Tyveri, som der dog efter det under Forhørene oplyste ingen Grund er til at antage, at hun har begaaet. Under Forhørene vedgik hun imidlertid, at hun nogle faa Gange i Løbet af December Maaned forrige Aar af Mangel paa Nattelogis er igjennem et ikke tillukket vindue stegen ind om Aftenen i hendes forrige Husbondes, Toldbetjent Hermannsens, Stue, hvor hun viste, at Ingen paa den Tid opholdt sig, og derpaa hver Gang, efterat have smurt sig et Par stykker Smørrebrød og spiist samme, sat sig til at sove i Stuen indtil om Morgenen, da hun atter forlod Huset. Denne Lovovertrædelse fandt Localøvrigheden sig beføiet til at eftergive hende, imod at hun lovede for Fremtiden at afholde sig fra alt Ulovligt. I Midten af Marts Maaned gjorde hun sig imidlertid skyldig i en lignende Lovovertrædelse, idet hun et Par Gange banede sig Vei ved Hjelp af et aabentstaaende Vindue til Væver Fabers Spisekammer og der nød et Par Stykker Smørrebrød. Som et Beviis paa Tiltaltes trængede og forladte Stilling fortjener det at anføres, at hun den sidste Nat, da hun blev paaagreben, satte sig i en Krog i Gaarden og faldt strax i Søvn, i hvilken Tilstand Bestjaalne Faber fandt hende. At hun har handlet i den yderste Trang og blottet for alle Subsistentsmidler, er der al Anledning til at antage, og det er ikke under Sagen oplyst, at hun har sat sig i Besiddelse af andet end de omtalte Fødemidler, som vare fornødne til at tilfredsstille hendes Hunger. Hun har ikke tidligere været tiltalt eller straffet. Efter den Tyvslovgivning, der gjalt førend Frdn. af 11te April 1840 udkom, vilde hun paa Grund af det Stjaalnes Ubetydelighed og hendes Trang være bleven anseet med nogle Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, da hun ikke havde begaaet noget Indbrud for at udøve Tyveriet. Efter den nysnævnte Forordnings § 12 kunde hun imidlertid ikke slippe med denne Straf, thi denne Paragraphs andet Membrum fastsætter, at den, der om Nattetid baner sig Adgang til Huusleilighed igjennem saadanne Veie, som ikke ere bestemte til Indgang, skal ansees med Strafarbeide fra 6 til 16 Aar, efter Omstændighederne paa Livstid. Bemeldte Forordnings § 30 kunde heller ikke komme Tiltalte tilgode, da den vel for mindre Tyverier, navnligen hvor det er "Føde- eller drikkevarer", der "borttages til umiddelbar Fortæring eller dog af ubetydelig Værdi" fastsætter, at "de ikke skulle behandles som Tyveri eller uden paa dens Forlangende, som derved finder sig forurettet, gjøres til Gjenstand for Undersøgelse eller Paatale"; men denne Bestemmelse er gjort afhængig af, at der ikke i den Maade, hvorpaa den Paagjeldende har banet sig Adgang til de Steder, hvor bemeldte Frugter eller Varer findes, er Noget, som udelukker Handlingen fra den foranførte mildere Bedømmelse. Tiltalte blev derfor igjennem alle 3 Instantser anseet med Straf af 6 Aars Tugthuusarbeide, en Straf, der maa forekomme Enhver overordentlig haard i Forhold til Tiltaltes Brøde, og som nu kun kan forandres ad Naadens Vei, hvilken vel heller ikke vil blive uforsøgt.

(Kjøbenhavnsposten, 28. oktober 1842)

Diligence-Væsenet. (Efterskrift til Politivennen)

I "Kieler Corresp. Bl." læses følgende Artikel om Diligence-Væsenets Tilstand i Holsteen, der, hvis den virkelig er saaledes, som den her skildres, fortjener den strengeste Undersøgelse: "Der er allerede flere Gange, hedder det i ovennævnte Blad, gjort opmærksom paa de Inconveniencer, som ere forbundne med, at Diligencen fra Kiel til Hamborg-Altona kjører uden Conducteur. De Misligheder, som opstaae af denne mangelfulde Indretning, kunde neppe være talrigere, end de viste sig ved Diligencens Tour fra Altona til Kiel Natten mellem den 30te September og 1ste October. Diligence-Toget, som foruden Hovedvognen bestod af en Bivogn og en Bi-Chaise, afgik fra Hamborg, i Stedet for Kl. 10, først 10 Minuter senere, fordi Brevsækken først da var i Orden, opholdt sig ikke længer end nødvendigt i Altoua, og ankom lykkelig til Langenfeldt, hvor Opholdet paa Grund af Toldkontrollen i det Høieste varede 20 Minuter. Mellem denne By og Quickborn kunde en af Hestene ved Bivognen, som allerede betydeligt var bleven tilbage, ikke komme af Stedet, saa at Vognen maatte blive staaende paa Chausseen uden Tilsyn og Postillonen løbe tilbage til Rugenbergen for der at hente en anden Hest. Den anden Bivogn, som var uden Lygte, væltede udenfor Posthuset i Quickborn, men dog saa heldigt, at kun en af Passagererne fik en Contusion i Hovedet. Ved disse Uheld var Farten allerede betydeligt forsinket; thi Hovedvognen ventede i Quickborn, indtil alt igjen var i Orden. En ny Forsinkning foraarsagedes derved, at der manglede Lys til Lygten paa Hovedvognen, og at Passagererne, som vare blevne ængstlige ved den ene Væltning, paastode, at der skulde leveres Lys, hvilket ogsaa efter længere Capitulering blev tilstaaet, idet der blev tilstaaet Talglys. Endelig afgik Toget fra Quickborn og ankom lykkeligt til Bramsted. Da man ankom her, var der ingen Heste til at skaffe Vognene og Passagererne videre, fordi, som det hed, den sidste Diligence ikke var ankommen fra Kiel. De af Passagererne fremsatte Klager bleve besvarede med Grovheder af Litzenbroderen. Efter længere Ophold (idetmindste 3/4 Time) blev der endelig skaffet Heste, og Reisen gik videre til Neumünster. Her indtraf en Omskiftning af Passagerer, idetmindste flere afgik, navnlig fra Hovedvognen, og disse Pladser bleve, vistnok imod Reglementet, tildeels besatte med saadanne Passagerer, som først vare komne til i Neumünster. Ved denne Omskiftning hændtes det, at en Passager, som havde gjort hele Touren med fra Altona eller Hamborg, ikke kunde faae Plads igjen i Vognen, men erholdt paa sit Forlangende den Anviisning af Post-Officianten, "at han, naar han vilde med, maatte sætte sig paa Bukken hos Postillonen." Denne, som allerede havde havt den Ulykke, at vælte ved Quickborn, fulgte godmodig denne Anviisning, og priste sig maaskee endda lykkelig over, at han for sine Penge kunde komme levende og per Buk til Kiel. Imidlertid skete denne Ankomst omtrent 2 Timer for seent - istedetfor Kl. 7, først Kl. 9! For i Fremtiden at forebygge Sligt, er det fremfor Alt nødvendigt: At Diligencen ledsages af Conducteurer, saaledes som Tilfældet er med den kongelige danske Hamborg-Lübeckske og med den Altona-kjøbenhavnske Diligence, og fremdeles bør det nøie overholdes, at Postmesteren personlig ere tilstede ved Diligencernes Ankomst og Afgang.

Endelig bemærke vi endnu, at der er tilstaaet Diligencerne og Extraposterne alt for megen Tid paa Stationen fra Quikborn til Altona; thi om Postillonerne endog kjøre nok saa langtsomt, bede de dog bestandigt en Time."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1842).

Gadeoptøier i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen).

Allerede i flere Aftener have her paa Gaderne, hedder det i "Aalborg Avis", fundet Sammenløb og Slagsmaal Sted imellem Soldater og Læredrenge, der navnlig Fredagaften (Markedsdagen) og i Søndags førte til heftige Optrin, hvis Fornyelse igaar Aftes ved de enkelte Politiofficianters Anstængelse og Soldaternes, skjøndt sene, Bortfjernelse endnu itide blev forhindret. Som det erfares har denne Tumult havt sin Aarsag i kaade Drillerier af Læredrengene mod de ellers fredeligtsindede Soldater, der desaarsag havde samlet sig for at gjøre Modstand. At et saadant Uvæsen skal kunne drives af Drenge, der staae under deres Mestres Tugt, er vistnok at beklage, og det tør derfor forventes, at Politiet kraftigen vil indskjærpe Anordningerne om Opsynet med Læredrengene udenfor Arbeidstiden og tillige vaage over disses Efterlevelse, saaog at der strængelig paasees, at ingen offentlig Udskjænk til Drenge eller lignende til Udskeielser og Demoralisation førende Uordener finder Sted. Ved den Orden og Rolighed, der ellers altid har været kjendelig ved den herværende Soldateske, bør maa haabe, at ogsaa fra denne Side hver Anledning til eller Næring af urolige Collisioner vil blive forebygget, i hvilken Henseende man efter de foregaaende Afteners Optrin vel allerede turde have ventet præventive Foranstaltninger. Skulde imod Formodning nye Tumulter af denne Natur indtræde, var det vistnok ogsaa ønskeligt, at Politiet uskaansomt vilde giøre Brugen af sin Magt og vid denne adsplitte Hobene, hvad enten disse bestaae af Drenge eller Soldater, hvilke sidste ved Sammenløb paa Gaderne naturligvis ere den samme civile Politimyndighed underlagte som enhver anden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. september 1842).