Pastor Jens Friis (1803-1873) var sognepræst i Haudrup 1839-1868. Han var født formand for fattigkommissionen og fortsatte som valgt formand for sogneforstanderskabet i 1842. Han var derefter formand indtil han i 1858 kom på kant med de øvrige medlemmer og trak sig helt ud af arbejdet. Det gav plads til gårdbestyrer Peder Mortensen i Havdrup som den første bonde, der overtog formandsskabet. I følge alle udsagn klarede han det godt og blev som formand i mange år.
Til forståelse af artiklerne hører at konfirmation dengang foregik efter Konfirmationsforordningen (Forordning Angaaende den tilvoxende Ungdoms Confirmation og Bekræftelse udi deres Daabes Naade) af 13. januar 1736. Konfirmation var obligatorisk for alle børn i kongerigerne Danmark og Norge. De gennemgik et undervisningsforløb i kristendommens rette lære med det formål at oplære og opdrage ungdommen i kristendommen, bl.a. efter Martin Luthers Lille Katekismus. Det var statens opgave at sikre alle mulighed for undervisning inden den tvungne konfirmation. Med konfirmation fulgte retten til at erhverve de borgerlige rettigheder. Kun konfirmerede kunne indgå ægteskab, være fadder og vidne. Desuden kunne man blive straffet hvis man ikke var blevet konfirmeret inden sit 19. år. Juridisk gjaldt dette til 1921, men i 1909 ophævede man tvangsforordningerne, og konfirmationen blev frivillig. I de følgende årtier var fortsatte den gamle skræk for at "dumpe" ved præstens overhøring.
Skoleloven af 1739 indførte undervisningspligt for alle børn. Undervisningen bestod i udvalgte religiøse tekster.
Mulctering for Skoleforsømmelse i Haudrup Skoledistrict, Roeskilde Amt.
I Flyveposten Nr. 2 og 34 d. A. er kortelig omtalt en Mand, der har lidt 18 Dages Straf paa Vand og Brød formedelst hans Pleiedatters Skoleforsømmelse til Haudrup Skole, samt i Anledning heraf har ladet sin Søn confirmere hos høiærværdige hr. Pastor Visby paa Christianshavn, hvis udstedte Skudsmaalsbog for bemeldte Søn blev kasseret af Præsten Hr. Friis til Haudrup osv., hvorom man vistnok sikkert kan vente nøiagtigere offenlig Efterretning fra begge de vedkommende respektive geistlige Mænd. - Omtalte Mand, der selv til Meddeleren heraf har mundlig berettet følgende Skildring i Overværelse af et Par Mænd af hans Bekjendtere, som stadfæstede Sandheden af Fakta - er Selveierhuusmand Mads Larsen af Ulvemose-Overdrev til Snaaldelev By og Sogn: - For omtrent 2 Aar siden blev bemeldte Mads Larsens Pleiedatter forslaaet i Haudrup Skole af Skolelæreren, saa at hun som Følge heraf forblev hjemme som sengeliggende, og Mads Larsen anmeldte dette for Præsten Hr. Friis, som krampetilfælde, foraarsaget ved de voldsomme Slag, der vare hende tilføiede af Skolelæreren. Endnu efter 2 Aars Forløb er hun ikke helbredet heraf. I Stedet for - som man kunde ventet - at vedkommende Præst vilde have foranstaltet denne Sag undersøgt og Pigebarnet af en Læge synet, saa afviste hr. Pastor Friis denne mundlige Klage af Mads Larsen med det Svar, at denne skulde svare sin Præstetiende til ham. Nu erindrede Mads Larsen ham om, at han - som egenlig henhørende til Snaaldeløv Sogn - ydede sine Tiender derhen, og ikke til Haudrup; hvorpaa Hr. Pastor Friis forviiste ham fra al kirke- og Skolegang i Haudrup. Imidlertid lod Mads Larsen ikke heller Pigebarnet syne af nogen Læge, sørgede ikke heller videre for at erholde sine Børn overførte som skolepligtige fra Haudrup til Snaaldeløv Skole, men formeente, at den samme Skolekommission og Skolelærer, der engang havde paalagt ham Skolepligt til og modtaget hans Børn i Haudrup Skole, ogsaa maatte selv foranstalte denne Overførelse til Snaaldeløv, efterat Hr. Pastor Friis saaledes havde afviist ham baade fra Skole og Kirke i Haudrup. Da nu hans Søn var gammel nok til at gaae til Confirmationsforberedelse, og Hr. Pastor Friis saaledes havde afviist ham, tog Mads Larsen sin Søn med sig og gik til København til Hr. Pastor Visby, som, efterat have prøvet Drengens Kundskaber, velvillig antog ham til at følge med hans andre Confimander, og herefter konfirmerede ham tilligemed dem. Saaledes gik denne Dreng, hvis Hjem omtrent er 4 Miil fra Kjøbenhavn, een Gang hver Uge derfra til Confirmations-Forberedelse et halvt Aar omtrent hos Hr. Pastor Visby paa Christianshavn. Om det var for denne Faderens og Sønnens udviste Iver og Anstrengelse, eller for Hr. Visbys Velvillie, der vist ikke derom først udbad sig Tilladelse af Hr. Friis, at denne senere udvirkede en Cancelli-Resolution til at kjende Hr. Pastor Visbys udstedte Skudsmaal for denne Drengs Confirmation for ugyldig, det maa Hr. Friis underrette Publikum om, i det han forhaabenlig ogsaa vil berigtige og supplere hvad der muligen i denne Beretning kan trænge dertil. Om Mads Larsen enten er, eller har Ord for at være, hvad man pleier at kalde et Skarn, det veed Anmelderen aldeles intet af; men han erkjender og følger den Regel: "Man maa ikke gjøre et Skarn Fortræd", thi ved at gjøre dette, bliver man selv et Skarn, og paadrager sig virkelig Ansvarligheden for alle de Skarnsstykker, som et Skarn i den givne Anledning deraf føler sig dreven til. Eller om han er en saadan ulykkelig Taabe til ondskabsfuld Morskab for sin Næste, at en slig mageløs Execution, som den der efter hans egne Ord er udøvet imod ham, kunde i hans Egn findes passende, uden at der sammesteds fandtes en eneste Mand, der paa Menneskelighedens Vegne vilde tage sig af ham og hans Sag, det veed Anmelderen ikke heller. - Men det veed han, at dersom det er sandt, hvad Mads Larsen her fortæller, og som hans tvende Bekjendte forsikkre er factisk passeret, da skulde man snarere troe, at det havde tildraget sig i Tyrkiet, end i Sjælland. Saaledes lyder den simple Fortælling: - Efterat Mads Larsen af Pastor Friis var afviist fra Skole og Kirke i Haudrup, og hans Børn altsaa ikke længere kom i Skole, blev han for deres Udeblivelse fra samme Skole - hvorfra Præsten Friis selv havde afviist ham - mulcteret og vedblivende fordoblet mulcteret, uden at han betalte Mulcterne, indtil han skulde afsone dem med Vand- og Brsøds-Straf. - Paa samme Tid, han skulde indsættes paa denne Skolemulcts-Kuur, var hans Huus og Bo brændt ved Ildsvaade; og medens hans kone boede i nogle Halmknipper paa den vilde Mark iblandt de levnede forbrændte Stumper af Huset, da arrestedes han - ikke i Anledning af Husets Brand, nei for at lide Straf for benævnte Skolemulkter paa Vand og Brød. Mads Larsen sad netop hos Gaardmand Ole Larsen i Søllerød, da Sognefogden Lars Pedersen med tvende Mænd, enten efter Foranstaltning af Herredsfogden Hr. Canclr. Blume i RoeSkilde, eller efter egen og Præstens Foranstaltning, kom for at arrestere ham. - Da han itide mærkede deres Komme, søgte han Skjul under Halmen i Ole Larsens Lade. - "Lad os stikke efter ham igjennem Halmen med Høtyven" - sagde den Ene. - "Vend Skaft-Enden til" - sagde den Anden. - Dette skete, uden at træffe ham. - "Ja, nu har vi været her" - sagde den Tredie - og dermed vare de færdige, og gik. - Heraf synes at fremlyse, at Bønderne dog ugjerne gik til denne Forretning. Men kort efter maatte de kraftigere ruste sig - saavidt skjønnes, ifølge en Øvrigheds Ordre, der formodenlig har været udtrykt saaledes: "bring ham til Arresten enten levende eller død"! - thi nu blev 12 Mand, 6 fra Haudrup og 6 fra Søllerød, under Kommando af hver sine respektive Sognefogder, Lars Pedersen og Morten Petersen, udsendte som paa Jagt efter en Stratenrøver. - De vare bevæbnede med Høtyve, Knipler og Slagler, og rykkede frem mod ovennævnte Ole Larsens Gaard i Form af tvende hinanden modsatte Halvmaaner, for at indslutte Gaarden som Centrum i deres Angrebskreds. - Nu forsøgte Skolemulct-Forbryderen vel at redde sig ved Flugt fra Gaarden, men han blev omringet af de saaledes Bevæbnede, og maatte overgive sig i deres Hænder. - Følgende Nat holdtes Vagt over ham, og næste Dag indbragtes han til Cancelliraad Blume, som satte ham i Arrest i Roeskilde, hvor han, fra den 15de Mai 1844, forblev i 33 Dage, nemlig 18 Dage paa Vand og Brød, og Mellemdagene paa Fangekost, under Arrestforvarerens strengeste Bevogtning, saa at ikke engang hans Kone under hele denne hans Skolemulcts-Kuur maatte see eller tale med ham. - Endnu ikke, fra denne Tid af og indtil Dato, er der skeet nogen Forhjelpning for Mads Larsen til at blive bestemt henført til den Kirke og Skole, hvor han og hans Børn skulle henhøre, og ikke heller have hans Børn, siden hans Vand- og Brøds-Straf, endnu søgt nogen Skole - saa det er aabenbart hvad den exemplariske Straffekuur har frugtet. - Anmelderen tvivler ikke om, at jo vedkommende respective Embedsmænd kunne klare for sig, at de have været i deres gode Ret til at lade udøve imod bemeldte Mads Larsen alt hvad skeet er, ved at beraabe sig paa hans Forsømmelser af Det og af Dit og Dat; - men kunne de derved ogsaa klare for sig, at de paa Menneskekjærlighedens og Christendommens Vei have søgt at forebygge den Lovovertrædelse, som de satte 2de Sogne i krigersk Bevægelse for at see afstraffet? - Kan Hr. Pastor Friis og Skolelæreren i Haudrup klare og bevise for sig, at de have handlet mod denne Mand og hans Børn saaledes som del sig christeligsindede og retskafne Lærere egner og anslaaer, der for paa at opfylde Skoleloven i Aand og i Sandhed, og ikke see paa at ville tilføie Forældre og deres Børn Onde, ved at slaae ihjel - med Lovens Bogstaver om Mulct og Straf? Ja, kunne de dette, saa lad os see det; thi derom er det Publikum spørger. - At Hr. Pastor Friis ligeledes foranstaltede Mads Larsen idømt en Mulct af 2 Rbd. ugenlig, indtil han anskaffede sin Søn en anden Skudsmaalsbog i Stedet for den af Hr. Pastor Visby udstedte, vil kun lidt forslaae for Hr. Friis til at bevise sin Humanitet og Christelighed. Hvorledes det forøvrigt i Grunden hænger sammen med denne Confirmations- og Skudsmaals-Sag imellem Visby og Friis, der vistnok griber ind i Skole- og Sognebaandets Enemærker, saa, disse selv at fortælle os. - Saavidt Anmelderen kan forstaae Mads Larsens uklare Tale om disse 2de Skudsmaalsbøger, da maa Hr. Pastor Friis først have klaget til Canrelliet over, at høiærværdige Hr. Visby har antaget Mads Larsens Søn til Confirmation, uden at denne var udskreven af Haudrup Skole ved Skoleexamen. Hr. Visby maa derimod have henholdt sig til, at han selv fandt Drengen moden i Kundskaber og sædelig i Opførsel til at være antagelig til Confirmation, og saaledes paa sit eget Ansvar som Skoleforesat og Præst antaget ham. Hr. Friis's Embeds-Samvittighed maa derimod ikke have kunnet tillade ham at see Hr. Visby gjøre det Gode, som han ikke selv vilde gjøre, og derfor har han formodenlig ansøgt Caneelliet om, at Drengens Confirmation hos Visby maatte vorde anseet som ugyldig; - og Cancelliet maa da have slaaet ind paa den Middelvei, at ikke Hr. Visbys Confirmation af Drengen, men hans udstedte Skudsmaalsbog til ham skulde være ugyldig. - Mads Larsen siger, at han efter en Cancelli Resolution, som ikke er ham bekjendtgjort, er dømt til at betale 2 Rbd. ugenlig for ikke at have anskaffet den nye Skudsmaalsbog, som han dog strax anskaffede. I den nye Skudsmaalsbog skrev Visby det samme meget god Vidnesbyrd for Drengen som i den første, og Friis skrev, at Faderen havde løiet for Visby. - Den sidste Bog blev altsaa et Skudsmaal for Faderen.
N. S.
(Kiøbenhavnsposten 18. februar 1845).
Svar fra Pastor Friis i Haudrup paa de i Flyveposten Nr. 2, Nr. 34, Nr. 43 og Kjøbenhavnsposten Nr. 41 for dette Aar mod ham rettede Angreb.
I ovennævnte Blade findes nogle Inserater i Anledning af de Huusmand Mads Larsen her i Sognet idømte Mulcter for hans Børns Skoleforsømmelser, der indeholde saa fornærmelige Angreb paa mit Forhold under denne Skolemulctssag, at jeg vil see mig nødsaget til at drage Vedkommende til Ansvar for Domstolene. Vistnok skal jeg da i sin Tid gjøre Udfaldet heraf bekjendt; men da med usædvanlig og udmærket Opmærksomhed, længere Tid formodentlig vil hengaae forinden, har jeg troet at skylde Publicum og min Ære, medens de fremsatte Beskyldninger endnu ere i friskt Minde, at gaae dem imøde ved offentligen at fremsætte Sagens sande Sammenhæng.
Sagen er følgende: Da jeg i Aaret 1839 tiltraadte Præsteembedet her, havde der alt længe været gjort Forsøg paa at bringe til Afgjørelse, hvorvidt Huusmand Mads Larsen paa Haudrup Ulvemose kunde have Ret til, som Beboer her i Sognet og Eier af en ikke ubetydelig Huusmandslod paa circa 10 Tdr. Land, at nægte at tage Deel i de communelle Byrder og svare Afgift til Kirke, Skole og Præst i Haudrup under det Paaskud, at han ikke hørte til Sognet. Under 16de Mai 1834, altsaaa længe før jeg blev Præst her, faldt derfor Cancelli-Resolution paa at han skulde være skole- og tiendepligtig under Havdrup Sogn. Dette bragte ikke Mads Larsen til Føielighed. Under 28de Mai 1839, ogsaa før jeg blev Præst her, faldt derfor en ny Cancelli Resolution, der stadfæstede den forrige. Eiheller denne vilde Mads Larsen respektere. Han søgte Kirke og Altergang her i Haudrup for sig og Familie; han lod sine Børn gaae her i Skole; men saasnart det gjaldt nogen Præstation eller Afgift, negtede han at betale og kom stedse tilbage til sin grundløse Paastand, at han ikke hørte til Haudrup Sogn. Uden at jeg havde mindste Deel deri, faldt omsider under 24de Januar 1843 en tredie Resolution, der lige som de foregaaende erklærede Mads Larsen at henhøre under Haudrup Sogn. Men M. L. fandt sin Regning ved at fortsætte sin Trodsighed. Ingen Slags Tvangsmidler bragtes alligevel i Anvendelse for at tvinge ham til at betale sine Afgifter. Man lod ham gaae for den han var; og hvad navnligen hans Tiendepligt af hans 16 Tdr. Land til Kirke og Præst angaaer, da har jeg, som er beneficeret med begge disse Tiender af Haudrup, kun en eneste Gang i mit første Embedsaar afkrævet ham dem; jeg fik det samme Svar, at han ikke hørte til Haudrup Sogn. Jeg har ikke senere afkrævet ham Noget, og han har ligesaalidet betalt mig Noget; eiheller har jeg ved nogensomhelst Tvang forsøgt at bringe ham til at opfylde sin Pligt i saa Henseende.
Efter Ovenstaaende vil en kort Beregning godtgjøre, at det er over 16 Aar siden han begyndte her paa de Optøier, som han siden utrætteligen har fortsat indtil den Dag idag.
Det hændte sig nu i October 1842, at et af Mads Larsens Børn, et Pleiebarn, gjorde sig i Skolen skyldig i utilbørlig Opførsel. Skolelærer Koppen irettesatte Barnet derfor i samtlige Skolebørns Nærværelse, dog alene med Ord, Formaning og Advarsel, uden at tilføie hende nogensomhelst corporlig Tugtelse. For imidlertid at volde ham Fortræd af Pleiefaderen angav Barnet ved sin Hjemkomst, at Skolelæreren havde slaaet hende o. s. v. Istedetfor nu at henvende sig enten til mig, - som han idetmindste indtil da umuligt kunde troe nærede nogen Uvillie imod ham eller ikke havde Villie til at skaffe ham enhver retfærdig og billigs Opreisning, - eller til Skolelæreren for at faae Sagen oplyst, gjorde M. L. ingen af Delene; men paa hans sædvanlige trodsige Maneer holdt han Pigebarnet hjemme fra Skolen uden at gjøre Nogen Regnskab for den Ting. Det er aldeles usandfærdigt, at han klagede over Skolelæreren til mig. Jeg saae og talte ham ikke for en heel Maaned efter den Tid. Om Barnets ulovlige Udeblivelse fra Skolen blev jeg vidende ved under et Skolebesøg at see den noteret i Skolejournalen. Da fortalte Skolelæreren det Passerede og tilføiede, at det Rygte var kommet ham for Øre, at pigebarnet havde anklaget ham hjemme for at have slaaet og mishandlet hende, og at Mads Larsen i den Anledning skulde have udtalt alvorlige Trudsler imod ham. Han bad mig derfor undersøge Sagen og adspørge Classens Børn, de samme, som havde hørt paa den omtalte Irettesættelse. Dette gjorde jeg, og Børnene bevidnede eenstemmigen og gjentagne Gange, at Skolelæreren ikke paa nogensomhelst Maade havde korporligt straffet Pigebarnet. Jeg fremkaldte nu særskilt og efter given Anledning af Skolelæreren Mads Larsens egen Søn, der i samtlige Børns Paahør for mig tilstod, at han hjemme Hos Faderen rigtignok havde sagt, at Skolelæreren havde staaet hans Pleiesøster, men han havde kun gjort det fordi han paa Hjemveien fra Skolen hiin Dag blev af Pleiesøsteren lokket og truet til "at staae med hende deri" (Drengens udtrykkelige Ord). Mon jeg da nu, efterat Sagen fremstillede sig saaledes for mig, havde mindste Grund til at betvivle, at Skolelæreren havde i denne Sag i alle Maader handlet ikke blot forsvarligt, men uden al Strenghed? - og naar jeg depaa, idet jeg formanede Mads Larsens Søn, der havde løiet for sine Forældre, tilføiede: Naar de nu kommer hjem skal du sige dine Forældre Sandheden og hilse din fader, at jeg venter at han derefter lader dm moster komme i Skole igjen, mon jeg da, som jeg anklages for, har forsømt at forsøge paa at gaae den christelige Mildheds Vei? og hvad skal man da sige baade om det Barn, der opdigter, og den Fader, der fortsætter en slig Beskyldning, som den der gøres Skolelæreren, at han saa voldsomt har mishandlet Pigebarnet, at hun fik sit Krampegang, eller, som Mads Larsen skrev i sin Klage til Cancelliet, at han havde maattet bære hende hjem fra Skolen under Krampeslag?
Det var saa langt fra, at den Mads Larsen fra mig ved Sønnen sendte velvillige Hilsen frugtede, at endog fra nu af ei blot Pigebarnet forsømte Skolen, men ogsaa hans to egne Sønner udebleve derfra, uden at der enten for Skolelæreren eller mig gjordes ringeste Anmeldelse derom eller angaves nogensomhelst Grund. - Ved flere Budskikkelser lod jeg ham derfor betyde, at saafremt han ikke vilde sørge for at hans Børn kom i Skolen, da vilde jeg blive nødsaget til at mulctere ham for deres Forsømmelser, da jeg ikke kunde forsvare hverken for min øvrighed eller for Exemplets Skyld at lade være at paatale hans egenraadige Opførsel. - Disse Hilsener bleve kun udlete, og dermed gik Tiden hen fra October til December 1842; først da beqvemmede jeg mig til at dictere ham en Mulct; - men derom siden.
Endeligen kom dog M. L. selv til mig engang, saavidt jeg erindrer først i December 1842, med det Spørgsmaal, om jeg vilde confirmere hans Søn Peder til næste Paaske. - For første Gang fik jeg Leilighed til personligen at foreholde ham hans Uret i at afholde sine Børn fra Skolen; - jeg foreholdt ham det, men jeg kan forsikkre, at dét skete i al Sagtmodighed og i den eneste Hensigt, ved Mildhed at forsøge at bøie hans Stivsind. Jeg gjorde ham dernæst opmærksom paa, at det var noget sildigt han henvendte sig til mig om Sønnens Confirmation; jeg havde alt i længere Tid læst med mine Confirmander, og det var længe siden at Tillysningen derom var skeet i Kirken o. s. v. Den Undskyldning, han gav, kan jeg nu ikke saa ganske huske; men det kan jeg huske, som om det var skeet igaar, at da jeg syntes paa hans Undskyldning at kunne mærke at han var føieligere stemt, greb jeg Lejligheden til at sige: ja, ja, M. L., det kan ogsaa være det samme dermed, jeg vil confirmere din Søn og der skal ikke være noget i Veien for den Ting, men saa maa Du ogsaa være skikkelig og lade ham og dine andre Børn komme i Skolen. - "Nei", svarede M. L. , "det kan ikke skee". - "Og hvorfor ikke?" - "Fordi vi høre hverken til Haudrup Skole, Kirke eller Sogn." - Forgjeves søgte jeg at overbevise ham om det Modsatte ved at henvise ham til de ovenfor citerte 3 Cancelliresolutioner; han blev ved sin Paastand; og da jeg nu vilde gjøre ham forstaaeligt, at naar hans Børn forsømte Skoleunderviisningen og hans Søn ikke vilde gaae i Skole, saa turde og maatte jeg ikke confirmere ham, svarede han, at han nok skulde faae ham confirmeret andetsteds naar han kun kunde faae hans Døbeattest. - Denne blev strax udskreven af Ministerialbogen, og da han nu tilbød mig Betaling for denne Attest, greb jeg, i det jeg eftergav ham Betalingen, endnu engang Leilighed til at bringe ham til Erkjendelsen af hans urigtige Opførsel, lovede ham, at jeg baade vilde confirmere hans Søn og lade være at idømme ham Mulcter for hans Børns hidtil stedfundne Skoleforsømmelser, naar han kun vilde lade dem gaae i Skole. - Forgjeves! alt forgjeves! - og maa jeg nu da spørge, om jeg har ladet det mangle paa kjærlig Formaning, venlig Tilretteviisning, christeligt Sind og Humanitet imod denne Mand? - Vel husker jeg ogsaa meget godt, at jeg endte denne vor Samtale med, dog uden al Vrede, at sige: "ja, ja M. L., vil Du ikke med det Gode, saa er der da Lov og Ret til, og Du skal nok komme til at lade dine Børn gaae i Skolen her." Hans Svar var herpaa ordret dette: "Nei, aldrig skulle mine Børn mere sætte deres Fod i Haudrup Skole." - Dette Ord af ham er gaaet i Opfyldelse. Hans Børn kom aldrig mere i Haudrup Skole; thi efterat de nu have drevet ørkesløse omkring i 2½ Aar, uden at Øvrigheden var istand til ved dens Foranstaltninger imod Faderen at bringe ham til at give efter og lade sine Børn gaae i Skole, høre disse nu ikke mere til Haudrup Skoledistrict, ikke fordi Øvrigheden har forandret de forhen givne Bestemmelser om, at Mads Larsen skulde være skole- og sognepligtig i Haudrup Sogn, men fordi Mads Larsens Huus i Haudrup Sogn afbrændte; han byggede det for Assurancesummen op i Nabosognet Snoldeløv, og dermed var han da fri for Skolepligt her til Sognet.
Ei heller i denne, den eneste Samtale jeg har havt med Mads Larsen siden det med hans Pleiedatter i Skolen Passerede, førte han Klage til mig over Skolelæreren. Han kunde jo vel ikke heller gjøre det, da han jo maatte vide, hvorledes jeg i Skolen havde undersøgt Sagen og faaet Oplysning om, at Pleiebarnet ikke var slaaet, endnu mindre mishandlet af Læreren. Naar Bladene fortælle, at jeg afviste Mads Larsens Klage over Skolelæreren med det Svar: "Du skal betale mig min Præstetiende", da behøver jeg vist ikke at gaae en saadan Beskyldning imøde, lige saa lidet som jeg troer at have nødig, at fralægge mig, at jeg paa eengang baade afviser Mandens Børn fra Skolen og dog mulcterer ham for deres Forsømmelser, eller, at jeg har dristet mig til at afvise ham fra min Kirke. Det er umuligt, at noget rettænkende Menneske vil lade sig binde slige Historier paa Ærmet.
Efterat jeg havde havt ovennævnte Samtale med Mads Larsen, maatte jeg vel komme til Erkjendelse om, at der ad Mildhedens og Eftergivenhedens Vei intet Udkomme vilde være med dette Menneske. Jeg turde, jeg kunde ikke forsvare længere at lade Sagen gaae upaatalt hen. For da at bringe M. L. til Føielighed, og for ikke at paadrage mig Ansvar for Forsømmelse i mit Embede, lod jeg, for første Gang i min Embedstid, dictere Skolemulct. I et Sogneforstanderskabs Møde i December 1842 blev Mads Larsen idømt en Mulct for Octbr. Maaned af 3 sk dagligt (den mindste Mulct Skoleanordningen fastsætter). Paa samme Maade mulkteredes han for November med 3 sk dagligt; ligeledes for December med 3 sk dagligt, og det uagtet Anordningen tilsiger at fordoble Mulcterne under slig vedvarende Trodsighed indtil 24 sk dagligt men hvorledes kunde jeg i Længden forsvare ikke at forhøie Mulcterne? Overbærelse med Trods og ulovlig Opførsel maa jo dog ogsaa have sin Grændse. Det varede over Aar og Dag inden jeg lod 24 sk Mulcten anvendes imod ham.
Jeg har intet havt at gjøre med disse Mulcters Inddrivelse hos Mads Larsen eller med hans Paagribelse for at afsone dem, ihvor gjerne Kjøbenhavnsposten ogsaa deri vil dreie Sagen hen paa mig. Den Historie, Bladene have givet til Priis herom, og om Angriberne, der rykke frem i tvende Halvmaaner med Knipler, Slagler, Høtvve o.s.v. antager jeg at være uden Fordring paa at skulle troes, og kun tilføiet for Løiers Skyld. Kjøbenhavnsposten beklager imidlertid dog, at der ved denne Leilighed ikke fandtes en eneste Mand, der paa Menneskelighedens Vegne vilde tage Mads Larsen i Forsvar, det vil vel sige, hjælpe ham til at smutte bort paa ny, efterat han, der af Øvrigheden var befalet paagreben i October 1843 og først blev anholdt i Mai 1844, utallige Gange havde ved en mageløs List vidst at slippe dem ud af Hænderne. Nei! til Ære for mine Sognemænd fandtes der ikke en Eneste, og det fordi Enhver er overbeviist om, at Mads Larsen i ingen Maader er skeet Uret, og om, at det kun er ham selv, der fører Fortræd over sig. "Kjøbenhavnsposten" "veed ikke, om Mads Larsen er et Skarn, men han ("Kbhvspst.") hylder den Regel "man maa ikke gjøre et Skarn Fortræd." Det er jo vistnok en meget beqvem Regel for alle Skarnsmenneske«. Jeg har ellers hørt et andet gammelt Ord; det lyder saaledes: "Man maa ikke gjøre et Skarn Uret." Den Moral, den kjender jeg og skal altid følge.
Jeg kommer nu til at berøre den i fornævnte Blade omtalte Confirmations- og Skudsmaalsbogsag.
Man vil erindre fra det Foregaaende, at jeg med al god Villie havde tilbudt Mads Larsen at ville confirmere hans Søn, at sige, naar han vilde lade ham gaae i Skole. Det vilde han jo ikke. Det maatte da vistnok forundre mig, at Sønnen, som her var skolepligtig, og som mulcteredes her for ulovlig Skoleforsømmelse, nu paa engang kommer til mig med en Skudsmaalsbog, hvori Hr. Pastor Visby havde antegnet Drengens Confirmation, som fuldført af ham. I Følelsen af at det vilde være mig umuligt som Skolens Foresatte at overholde Skoleordenen, naar Enhver, som vilde det, kunde negte at søge Skolen, og dog uden Skolegang blive confirmeret i fremmed Sogn, uden at producere for den, som antog ham til Confirmation, Beviis om tidligere Opførsel, Skolegang o. s. v. , - sendte jeg den modtagne Skudsmaalsbog ind til Øvrigheden, til hvem jeg henstillede at bedømme, hvorvidt denne Fremgangsmaade af Vedkommende var i sin Orden. Det er usandsynligt hvad R. S. i "Kbhposten" beretter, at jeg androg paa at Drengens Confirmation af Hr. Pastor Visby maatte blive erklæret ugyldig. Det er usandfærdigt, at jeg casserede denne Skudsmaalsbog eller androg paa dens Cassation. Cancelliet casserede den. Det er usandfærdigt, at jeg beholdt denne Skudsmaalsbog et heelt Aar; den var i Øvrighedens Værge; det er usandfærdigt, at jeg bevirkede Mads Larsen idømt Mulct indtil han anskaffede en ny Skudsmaalsbog, det gjorde Øvrigheden og gjorde det først længe efterat M. L. havde negtet at anskaffe en ny Bog; det er usandfærdigt, at denne Skudsmaalsbog var autoriseret af Hr. Visby; den indeholdt kun Attest om Drengens Daab og Confirmation o. s. v. Det paaligger Politiøvrigheden i Kjøbenhavn og Præsterne paa Landet at autorisere Skudsmaalsbøgerne; den omtalte Bog manglede ei blot Autorisation, men ogsaa de betalede Attester om Drengens Skolegang, Flid og Opførsel i Skolen, Udskrivning af Skolen til Confirmation o. s. v. Var det da at gaae Mads Larsen for nær, efterat han at en Krogvei og ved at indbilde Hr. Visby, at hans Søn var i Snedkerlære paa Vesterbro og boede der, uagtet han opholdt sig hos Faderen i Haudrup og gik derfra hver Uge til Byen til Hr. Visby, - og efterat han havde viist, hvorledes han kunde illudere ret ham af hans Præst givne Tilhold om at lade sin Søn gaae i Skole, hvis han vilde have ham confirmeret; - var det da at gaae ham for nær, naar Cancelliet casserede denne Skudsmaalsbog, paalagde ham med en ny Bog at henvende sig til mig, for at faae den autoriseret, de befalede Attester indførte og derpaa lade Hr. Vlsby tilføie Confirmations-Attesten? Det mener jeg dog var let sluppet fra saadan Opførsel. Dog, Mads Larsen vilde som sædvanligt ikke lystre Cancelliets Ordre. Han anskaffede ingen ny Skudsmaalsbog. Derfor resolverede Cancelliet under 14de Novbr. 1843, at han skulde opfylde dette Paabud under en ugentlig Mulct af 2 Rbd. Han adlød alligevel ikke. Først efter et heelt Aars Forløb, i Novbr. 1844, da hans Søn skulde tage Tjeneste i et andet Sogn og var nødt til at producere Skudsmaal for sig, kom denne Dreng til mig med den nye Bog. Det kalder R. S. at han strax anskaffede den befalede Bog. I denne nye Bog indførte jeg de befalede Attester uden at tilføie et eneste Ord til Misrecommendation for Drengen. At dette er fandt kan jo Bogen opvise. Men, for dog at oplyse det Paafaldende i at Drengen, som var skolepligtig i Haudrup, ikke paa lovbefalet Maade var udskreven af Skolen her, og for at oplyse hvorfor han ikke, skjøndt hørende til Haudrup Sogn, var confirmeret her, troede jeg at burde tilføie Grunden, hertil og denne udtrykte jeg blot med de Ord, som ingenlunde kunde blive til Misrecommendation for Sønnen, at Faderen havde vidst med usandfærdige (maaskee staaer der "uredelige") Angivelser at faae ham confirmeret hos Pastor Visby.
Hvad nu Hr. Pastor Visbys Forhold i denne Sag angaaer, da skal jeg overlade til ham hvorvidt han maatte finde Opfordring til at tage til Orde derom. Kun saameget skal jeg tillade mig at tilføie, at Pastor Visby, uagtet han neppe kjendte Mads Larsens hele Forhold i denne Sag, dog neppe har bifaldet hvad han kjendte af den; - thi i den af ham til Biskoppen herom afgivne mig kommunicerede Erklæring, og efterat have fremhævet, hvorledes Mads Larsen havde ført ham bag Lyset ved at indbilde ham, at Sønnen var i Snedkerlære og havde Ophold i Kjøbenhavn o. s. v., tilføier Hr. Pastor Visby, "at han meget beklager, ikke tidligere at have kjendt Sagens rette Sammenhæng" o. s. v.
For at bestyrke Troværdigheden af det Fortalte, beretter R. S. i Københavnsposten, at Mads Larsen selv har fortalt ham Historien, og at to af Mads Larsens Bekjendte have bevidnet Sandheden deraf. Dette Sidste synes nu rigtig nok at være slemt imod mig; men jeg tvivler paa, at det hænger saa ganske rigtigt sammen med disse Bekjendtes Competence til at tage Part i denne Sag. Hvo de end ere, hvorledes ville de kunne bevidne, at Skolelæreren her har mishandlet Mads Larsens Pleiedatter, saa hun fik Krampeslag, tvertimod hvad jeg haaber til Evidents at have godtgjort, at Skolelæreren ikke har rørt dette Barn ved omhandlede Leilighed? - Hvorledes ville de kunne bekræfte den Samtale, jeg har havt med Mads Larsen her i mit Kammer under fire Øine, da jeg nedskrev den forlangte Døbeattest? og paa denne Samtale grunde sig jo dog alle de fremsatte Beskyldninger om, at jeg afviste Mads Larsen fra Kirken, udelukkede hans Børn af Skolen, negtede hans Søn Confirmation o. s. v. Ja, hvo ere disse to Mads Larsens Bekjendte? Af mine Sognefolk ere de neppe. Agtelsen for min Redelighed i Tænke- og Handlemaade bliver mig ikke negtet af nogen Rettænkende i mine Menigheder. Jeg har just i disse Dage havt et saare tilfredsstillende Beviis herpaa, idet de mod mig i titbemeldte Blade fremsatte ærerørende Beskyldninger have vakt en saa almindelig Uvillie blandt mine Sognefolk, at disse have følt sig opfordrede til at træde op med en Erklæring, hvori de paa en saare skjøn Maade bevidne mig Deres Kjærlighed. Denne Erklæring er underskreven af samtlige Gaard- og Huusmænd, uden en eneste Undtagelse, i begge mine Sogne, og blev mig overrakt med Ord, som jeg ikke skal glemme, og med Anmodning om at jeg vilde foranstalte den offentliggjort. - Og hvorfor skulde jeg ikke offentliggøre den? - Hvo har større Ret til at afsige Dommen over min Far? som Præst og Menneske end den Menighed, i hvilken jeg lever og virker? Jo, her er den.
"Vi sognebeboere af Haudrup og Søllerød have læst hvad der i de offentlige Blade, "Flyveposten"og "Kiøbenhavnsposten" er fremført mod vor Sognepræst, Hr. Friis, i Anledning af nogle Skolemulcter, hvori en Huusmand Mads Larsen er idømt, og det har baade bedrevet og harmet os at see vor Sognepræst saaledes ufortjent angreben vaa hans gode Navn og Rygte. Vi tvivle ikke om , at det vil være let for Hr. Friis at gjendrive de gjorte Beskyldninger, da vi kjende Sagens rette Sammenhæng, men vi have dog troet, deels at det ikke kunde andet end være kjært for Hr. Friis, at vi herved offentligt bevidne ham vor Agtelse og Kjærlighed; deels haabe vi, at denne Erklæring vil kunne tjene til at modbevise de skammelige Beskyldninger for Uretfærdighed og uchristelig Strenghed, som de nævnte Blade have gjort imod Hr. Friis, der som eu dygtig og nidkjær Embedsmand, der er mild og kjærlig i sin Omgang med hans Menighed, ikke har fortjent en saa uforsvarlig Omtale."
Haudrup og Søllerød den 22de Febr. 1844.
(Her følge Underskrifterne i Original).
Saaledes overgiver jeg denne Sag med en god Samvittighed til Publicums Bedømmelse. Jeg er forvisset om, at enhver retsindig Læser af Ovenstaaende vil indrømme, at jeg har handlet i den paatalte Sag med et christeligt Sind og langt fra den skaanselløse Strenghed, som Bladene paa en saa ærerørig Maade have villet gjøre mig mistænkt for.
Iøvrigt haaber jeg, at de samme Blade, som have optaget det mod mig rettede Angreb, ogsaa ville optage dette mit Forsvar.
Haudrup Præstegaard, d. 24de Februar 1845.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1845, 2. udgave)
- I Søndags bleve Søllerød Beboere i Haudrup Sogn "tudede sammen", idet der blev stødt i Horn paa alfar Gade. Der var ikke Krig, ikke Spektakler, Mads Larsen fra Haudrup skulde ikke omringes og indesluttes for at føres i Fængsel - nei, det var noget ganske Andet, der var Aarsag til denne Tuden. Sognefogden i Søllerod forelæste Forsamlingen, da Alle vare samlede, - "Flyveposten", som omtalte den Pastor Friisske Historie, og "Kjøbenhavnsposten" om dito. Herpaa skrede man til Underskrifter, hvorved Hr. Pastor Friis anbefaledes som en Mand, med hvem man var vel fornøiet. I ærede Søllerød Mænd! Vi have jo aldrig sagt at I vare misfornøiede med eders Præst. Desuden kommer der ikke noget Godt af at ligge i Strid med Præsten, derfor gjorde I Ret i at give ham en god Anbefaling. Tak skal I have, vi lide Eder ret derfor! Naar en Skolelærer, han være hvorfra han vil, engang tyranniserer Eders Børn, da skulle Flyvepostens Spalter staae aabne for Eder; men med Anker over Eders Præst raade vi Eder at blive os fra Livet; thi da stikker vi Eder en Anbefaling i Næsen og sige: "Holdt Søllerøddinger! her er Sort paa Hvidt for, at Præsten er en god Mand."
(Flyveposten 26. februar 1845).
I "Kjøbenhavnsposten" for i Gaar har Redacteuren for dette Blad givet følgende Erklæring: "Med Hensyn til Indholdet af en i "Kjøbenhavnsposten" Nr. 41 for 18de Februar d. A. optagen Artikel, angaaende Sognepræsten for Haudrup, Hr. Pastor Friis's Forhold til en Huusmand ved Navn Mads Larsen, er Undertegnede, Redacteur af "Kjøbenhavnsposten" bleven overtydet om, at fremstillingen i bemeldte Artikel er urigtig og ikke stemmende med Sandheden. - saaledes som dette ogsaa fremgaaer af en af Hr. Pastor Friis i den "Berlingske Tidende" Nr. 54 d. A. indrykket berigtigende Artikel - og som Følge heraf tilbagekalder jeg herved alle de i Hiin Artikel i "Kjøbenhavnsposten" forekommende fornærmelige og graverende Udtryk og Sigtetser mod Pastor Friis, om hvis Embedsførelse og Vandel intet forkleinende i nogen Henseende er mig bekjendt. Ovennævnte Hr. Pastor Friis's berigtigende Artikel i "Berlingske Tidende" skal jeg derhos til Sandhedens Oplysning og til Gjendrivelse af det i det af mig redigerede Blad indeholdte urigtige og fornærmeligt fremstilling optage i et følgende Nummer af samme Blad, saafremt saadant af Hr. Pastor Friis forlanges.
De Redacteurer, som i deres Blade maatte have optaget efter "Kjøbenhavnsposten" den for Hr. Pastor Friis krænkende og usandfærdige Artikel, anmodes om til dens Gjendrivelse at lade ovenstaaende min Erklæring indrykke i deres Blade."
J. C. Lund
Redacteur af "Kjøbenhavnsposten."
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. juli 1845, 2. udgave).
Det danske kancelli bevilligede Friis fri proces til at sagsøge såvel Flyvepostens som Kjøbenhavnspostens redaktører. Den 12. januar 1846 faldt der dom i sagen mod redaktøren af Flyveposten, J. Christensen. Sidstnævnte fik en mulkt på 50 Rbd. og underlagt censur i 1 år.
Biskop J. P. Münster skrev i sine visitatsbøger 1834-54 om Havdrup sogn i 1835 ros til pastor Storm, men mere kritisk over pastor Jens Friis´s formåen som prædikant ved de næste besøg i 1843 og 1851. Han noterede at embedsbøgerne i fortræffelig orden. Pastor Friis skal have været en dygtig leder af sogneforstanderskabet. Præstegården, der er gammel, har fået en ny længe og er i 1851 blevet “noget forbedret”. I skolen virker ved alle 3 besøg læreren Køppen, der kun får kun mådelige vidnesbyrd, og ved det sidste besøg i 1851 betegnes han som “ikke opvakt og katechiserer kun simpelt”. I 1843 er en ny stråtækt, lerklinet skolebygning under opførelse og den betegnes som god i 1851, hvor der er 27 børn i skolen. Sognebogen har en beskrivelse og en grundplan af denne nye skolebygning, hvor lærerens bolig er på ca. 50 m2.
I Roeskilde Avis og Avertissementstidende 3. juli 1849 var der auktion over Mads Larsens ejendomsparceller, bygninger mm.
