Mishandling af en Ægtefælle. (Efterskrift til Politivennen)

Domme afsagte i Criminal- og Politiretten. Leverdagen den 23de Oktober.

Justitssager. (Mishandling af en Ægtefælle.) 1) Cancelliraad, Prokurator Ring Actor, contra Arrestanten Johan Frederik eller Fritz Rose (Procurator d'Auchamp Defensor). Arrestanten actioneredes for uchristelig og tyrannisk Behandling af sin Hustrue, med hvem han havde været gift i noget over 20 Aar og havde avlet 12 Børn. Konens Klage gik ud paa, at han i den senere Tid daglig havde mishandlet hende, og at han navnlig deels havde omtrent 8 Dage, forinden hun henvendte sig til Politiet, med knyttet Haand bibragt hende Slag i Ansigtet, under Hjertet og i Siderne, samt sparket hende i Underlivet, og deels havde samme Dag, hun anmeldte det Passerede, om Morgenen, medens hun endnu laae i Sengen og var aldeles nøgen, slaaet hende med en Pidsk. Arrestanten tilstod, at han ved den af Konen først ommeldte Leilighed slog hende med Hænderne i Ansigtet og at Spoer af Slagene strax kunde sees, samt at han, der allerede engang for flere Aar siden havde en Morgen tidlig, da hans Kone var ganske nøgen, slaaet hende med en Pidsk, nu ogsaa den ovennævnte Dag havde om Morgenen Kl. 6, medens hans Kone laae i Sengen uden Linned, med en Pidsk bibragt hende nogle Slag paa Ryggen og over Armene. Den Pidsk, hvormed han slog Konen, var 5' Qvarteer lang og bestod i den tykke Ende, hvor Haandgrebet var, af Spanskrør, men forøvrigt af Fiskebeen og var omslynget med en Snoer samt tæt beviklet med Traad. En af PolitiLægen afgiven Erklæring gik ud paa, at Arrestantens Hustru paa næsten hele den høire Kind og paa Hagen havde Spoer af Euchymoser, der vare Følger af hende for nogen Tid siden bibragte Slag, og at lignende af temmelig betydelig Udbredning fandtes paa den venstre Arm, samt at der paa det høire Skulderblad, Ryggen og over hele den høire Arm vare store udbredte Euchymoser, paa hvilke endog nogle Steder huden var borttagen, ligesom ved Slag med Enden af en Pidsk. Med Hensyn til det Motiv, der havde bevæget Arrestanten til saaledes at behandle sin Kone, anførte han, at hun drak sig fuld og i saadan Tilstand gjorde Spektakler med ham og deres hjemmeværende 2de yngste Børn, hvilket han vilde vænne hende af med, hvorimod hun, der benegtede at være drikfældig, uden at det Modsatte blev fuldstændig beviist, angav som Grund til hendes Mands Forhold mod hende, at hun, der i omtrent 12 Aar havde været næsten blind, ikke kunde fortjene noget og ikke vilde, overeensstemmende med Mandens Ønske, lade sig indskrive som Lem i almindeligt Hospital. Med Hensyn hertil indrømmede Arrestanten, at han i flere Aar havde næret dette Ønske, men skjøndt hans Kone i det nævnte Tidsrum havde været ham til stor Besvær, havde hun dog ikke været at formaae dertil. Som et Moment, der tjener til at charakterisere Arrestantens Adfærd imod sin Kone, bemærkes det, at han efter sin egen Forklaring havde ved en enkelt Leilighed yttret til hende: "Naar jeg maatte, saa skulde jeg med ligesaa koldt Blod slaae Dig ihjel, som en af mine gamle Heste". (Han var nemlig Hesteslagter). Arrestanten, der var 47 Aar gl. og ikke førhen straffet, ansaaes efter Lovens 6-5-7 og Analogien af Fr. 4de Octbr. 1833 med en Straf af 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide. Actor og Defensor tillagdes hver 5 Rbd. i Salair.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1847).

Om de hvidtede Huse. (Efterskrift til Politivennen)

Om de hvidtede Huse. Indsenderen af efterstaaende Aftryk af "Ugeskrift for Læger" Nr. 19 d. A. har i en lang Række af Aar lidt under det Onde, som deri paaankes. Jeg boer nemlig ligeoverfor en Mand, som føler en høi Grad af Tilfredsstillelse ved regelmæssige hver Sommer at hvidte sit Huus paa det omhyggeligste, og derved at frembringe et Lyshav, som i Ordets egentlige Forstand svider til mig og Mine. Jeg har for mange Aar siden indstændigt anmodet min Gjenbo om at skaane mig for denne Plage; jeg har tilbudt at udrede Omkostningerne til et eller andet Farvestof, hvilketsomhelst; jeg har forestillet ham, hvor inhumant og ubilligt, for ikke at sige uchristeligt, det er saaledes at berøve sine Medmennesker Udsigt og frift Luft; han har i mange Aar seet, hvorledes vi hver Eftermiddag maa tillukke og tildække vore Vinduer; han er ovenikjøbet selv i en Stilling, som fremfor enhver anden maae gjøre ham vidende om den Skade og Plage, ban foraarsager, og dog - har jeg ikke erholdt andet Svar end et vredt Ansigt og: "Huset er mit." - Man vil heraf see, at min Gjenbo hverken hører til de Fiintfølende eller til de Tjenstvillige, og det saameget mindre, som det Huus, hvori jeg boer, altid har en mørk Farve. Vilde man nu deraf slutte, at min Plage er noget Extraordinairt, og at Faren, som de hvidtede Huse foraarsage, dog vel ikke er saa stor, eftersom Folk i Almindelighed ikke kunne tilskrives en saa total Mangel paa Følelse, eller tre saa utjenstvillige, saa svarer jeg dertil, at det neppe kan kaldes en god Samfundsorden, hvor mit Velvære er betinget af saa tilfældige Egenskaber hos min Gienbo. Jeg paastaaer tvertimod, at Loven ogsaa i denne Henseende bør værne om mit Vel, og det glædede mig derfor saare meget at støde paa en Læges (Doctor Giersings) Yttringer, som efter min ringe Forstand udtømmende beviser, at jeg har Ret i ovennævnte Paastand. I min egen saavelsom i de Manges Interesse, der ere besværede paa den omhandlede Maade, ønsker jeg saaledes Doctor Giersings lille Artikel en udvidet Læsekreds. Gid den ikke maa blive en Røst i Ørkenen.

Om de hvidtede Huse i Byerne.

I mine Medicinalindberetninger har jeg i flere Aar tilladt mig at henlede det høie Sundhedscollegiums Opmærksomhed paa den store Ulempe, som hvidtede Mure i Gaderne foraarsage de respektive Gjenboere, i den Formening, at der for Sundhedspolitiet var tilstrækkelig Grund til at skride ind for Kjøbstædernes Vedkommende, og det saameget mere, hvis det forholder sig saaledes, som det er mig meddeelt, at der allerede for Hovedstaden existerer et Forbud imod, at Husenet Facader maae være hvidmalede. Da min ringe Stemme imidlertid ikke synes at have trængt tilstrækkeligt igjennem, og jeg dertil dagligen selv lider af slige solbestraalte hvidtede Mure, saa har jeg anseet det for hensigtsmæssigt korteligt gjennem Pressen at omtale denne Gjenstand med Opfordring til mine ærede Colleger trindt omkring i Landet at forene deres vægtigere Stemmer i denne Sag, hvis den virkelig maatte forekomme dem at være nogen Anstrengelse værd. Efter min Formening fortjener den i ikke ringe Grad Sundhedspolitiets Opmærksomhed.

Enhver Læge i en Kjøbstad vil have havt rig Leilighed til at iagttage, hvorledes slige hvide Mure fortrædige baade Sunde og Syge. Ikke alene de, der maae søge deres Livsophold ved Øinenes stadigt Brug, men ogsaa Embedsmænd med jevnlige Synstvirforretninger, hele den qvindelige Befolkning, der tilbringer en stor Deel af Dagen ved Syarbeide, ja selv Børnene i Skolerne ere i høieste Maade generede, naar de ere saa uheldige at komme til at boe ligeoverfor en saadan skinnende hvid Væg. Hvormeget den tiltagende Synssvækkelse og de hyppige Klager over Symptomer herpaa have deres Grund i de hvide Mure, er vistnok ikke let at afgjort; men de synes ad den rationelle Vei at maatte have en betydelig Deel den, ligesom det ogsaa er vist, at jeg undertiden har hørt slige Klager forsvinde, efterat en Gjenbo har været saa skikkelig at give sit Huus en Farve. Naar vi erindre, hvilken Virkning de resterterende Straaler fra en stor Sneeflade have paa Øiet, saa kan der vel neppe være Tvivl om, at de fra hvide Mure tilbagekastede Solstraalers stadige Indvirkning maa være høist stadelig.

Men lad os et Øieblik tænke os, at den, som er saa uheldig at faae et sligt Gjenboskab, bliver angreben af en Øienbetændelse, f. Ex. af en scrophulos med dens charakteristiske Lyssky, da vil der vel neppe yttre to Meninger om, at en Saadant Lidelser blive forøgede baade i Styrke og Udstrækning, ikke at tale om de pecuniaire Udgivter og Lægens sørgelige Stilling, at han ikke er istand til at hæve maaskee den væsentligste Grund til Sygdommens Vedbliven uagtet han har den ligefor Øinene. Den mere velhavende Syge kan vel her, som i saamange Tilfælde, hjælpe sig; men det fattige scrophnlose Barn, hvis Forældre ikke kunne undvære Daglyset i den eneste Stue, maa ligge med Ansigtet i Puderne hele Dagen, og trykke det saameget dybere ned i dem, som Solen skinner klart paa Gjenboens hvide Huus. Skulde her da ikke være Anledning for Sundhedspolitiet til efter Evne at værne om Menneskets ædleste Sands, som paa denne Maade staaer Fare for at at svækkes hos saa Mange, og at bidrage til, at de Øiensvage kunne befries fra unødvendige Lidelser, helbredes hurtigere, eller idetmindste ikke staae Fare for mere og mere at miste Synet? Man indvende ikke, at Vedkommende kunne skifte Boliger; thi man vil let tænke sig alle de Vanskeligheder, der under forskjellige Omstændigheder kunne reise sig herimod. Og selv om det lod sig arrangere, hvo indestaaer da for, at den nye Gjenbo ikke om kort Tid finder, at hans Huus dog seer bedre ud, naar det bliver hvidt? Tilmed bestaaer den hele Foranstaltning, hvorved Kjøbstadbeboerne kunne blive befriede fra et føleligt Onde, blot deri, at det paalægges enhver Huuseier at give sit Forhuus en anden Farve til Gaden end den hvide eller lysegule, et Paabud, som for et almindeligt Kjøbstadhuus kan foraarsage en Udgivt af høist 1 Rbd.

Enhver Læser af disse Linier, som i Hovedsagen maatte dele mine Anskuelser, opfordrer jeg derfor til efter Evne at gjøre det indlysende for høie Vedkommende, at her er Grund til Forandring i de bestaaende Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1847)

Pietro Købke Krohn (1840-1905): En købstadsgade. Statens Museum for Kunst. Til fri brug.

Assens. (Efterskrift til Politivennen)

Assens. Fyens Av. af 30te ds. meddeler: Vi have her i disse Dage paa eengang havt et større Antal reisende "Kunstnere" end i Mands Minde, nemlig foruden det Olsenske Skuespillerselskab, der i Forbigaaende sagt er tarveligt nok, ikke færre end fire forskjellige Slags Præstationer til Publikums Underholdning. Man skulde undres over, at en By med 2600 Indvaanere kunde give Fortjeneste til saa mange Udøvere af de frie Kunster, og dog see vi de forskjellige Forestillinger givne for godt Huus. Der maa altsaa være Penge i Assens og dette kan ikke negtes. Assens er velhavende og i sin Opkomst. See vi hen til hvad denne By tidligere var og hvad den nu er, kunne vi ikke Andet end glædes ved de Forandringer til det Bedre, man overalt sporer. De forhen ujevne og hullede Gader ere nu nyt og godt brolagte, og smagfulde Bygninger ere opførte i Mængde; vi ville blot nævne det nye Theater og Apotheket. - Byens nærmeste Omegn er bleven betydelig forskjønnet; saaledes afgiver det smukke Skovanlæg og Trottoirerne udenfor Byen behagelige og meget søgte Spadseregange. Paa gavnlige Indretninger og Stiftelser mangler det ei heller; af disse maae vi fremhæve Arbejdsanstalten. Denne stiftelse, der beskjæftiger og forplejer henved 40 Fattiglemmer, er fordeelagtig bekjendt endogsaa i Udlandet, og dens Fabricata ere saa søgte, at deres Salg i de sidste Aar har givet en Gennemsnitsindtægt af 13 -1400 Rbd. aarlig. Til denne Anstalt tilbygges i denne Tid et Sygehuus. At Byen saaledes Aar for Aar tiltager i Skjønhed, at gavnlige Foranstaltninger træffes og nyttige Stiftelser grundlægges, skyldes vel nærmest en dygtig og virksom Borgerrepræsentation; vi kunne derfor, idet vi glæde os over de nuværende Forhold, med Tryghed imødesee Fremtiden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1847)

Julius Olsen (1796-1862) havde et omrejsende skuespillerselskab om hvilket Erik Bøgh skrev: "En ægte gammeldags Provinsskuespiller i Heltefaget, en Alvorsmand, der altid saa vel paa Scenen som i Hverdagslivet optraadte på de mest højhælede Koturner som Ridderen uden Frygt for Dadel, men som, naa det kom til Stykket, ikke kunde skjule, at han var en meget jævn Almuesmand. Han faldt hvert Øjeblikke ude af sin Rolle, udtalte alle fremmede ord galt og bandede som en Svabergast". Olsen turnerede fra 1848 til sin død i 1862 i Danmark på etårige bevillinger. "...personalet var altid uegalt med få habile, tildels dygtige, og mange middelmådige, tildels stymperagtige kræfter, og udførelsen derefter.

Assens var indtil Krigen 1864 det primære overfartssted til Slesvig og knudepunkt for trafikken mellem København og Hamborg. Den havde i 1820 fået en egentlig havn. Efter artiklen kom et gasværk (1855) og jernbaneforbindelse.

Confirmation dress, bridal dress, fisherman's wife. Costumer - island of Funen. The Illustrated London News, 26. april 1850.

Limensgade Fabriken. October 1847. (6). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge en Indbydelse i Adresseavisen seer man atter et Selskab gaae sin Undergang imøde, idet Directionen for Fabriken i Limensgade paa Bornholm sammenkalder en Generalforsamling, hvor der skal disenteres om Selskabets Opløsning og dets Ejendommes Realisation. Dette Selskab gav virkelig i Førstningen grundet Haab om en gavnlig Virksomhed, og vi maae beklage, at dette, der maaskee kunde give den indenlandske Industrie et nyt Fremskridt, maa friste saa mange private Actieselskabers Skjæbne, som, fordi de have været bygget paa en usikker Calcule, ikke alene ikke have kunnet svare Renter af den indskudte Capital, men endogsaa paaført deres Actionairer et ikke ubetydeligt Pengetab. Vel skulde man formode, efter de heftige Avisdebatter, der ere blevne førte mellem det ovennævnte Selskabs Medlemmer, at der ved disse var vundet nogle for Selskabet heldige Resultater, men man seer nu, at disse mere have dreiet sig om Medlemmernes særegne Interesser, end Selskabets egentlige Tarv.

Imidlertid ere der dog flere andre Actieselskaber, der, skjøndt solide og byggede

paa en solid Basis, dog kun have fundet liden Sympathi hos det større Publikum, maaskee fordi de ei have lovet Guld og grønne Skove, men som netop heller ei have lovet mere end de kunde holde, og derfor uden Spræl eller Qvalm ikke alene have ydet deres Actionairer et rundeligt Udbytte, men derhos endogsaa, uden Actionairernes Tab, kunnet virke til det almene Bedste. Som et saadant maae vi nævne, Selskabet i Eiendommen Nr. 264 & 265 i store Kongensgade "Løven" kaldet. Dette Selskab har ei alene ydet sine Actionairer lige fra

dets Oprettelse 6 pCt., men disse have endnu den Glæde ved Nydelsen af dette meget anstændige Udbytte at kunne arbejde til et meget væsentligt Gode; thi ikke alene boe Familierne i bemeldte Eiendomme beqvemt og godt for en særdeles moderat Leie, men Actionairerne have alt ved Selskabets første Generalforsamling frivillig givet Afkald paa et større Udbytte end 6 pCt., for at der af Overskuddet aarlig kan udtrækkes en Deel af Actierne, indtil disse alle ere betalte med den indskudte Capital, saa at Ejendommen efter en Tidlang vil blive en Stiftelse, hvorpaa der ei hviler nogen Gjæld og som ifølge Statuterne skal blive en Bolig for Trængende, uden Betaling. Vi kunne ei andet end ønske dette Selskab alt mueligt Held, og glæde os over, at det har en Direction, der arbejder for ikke blot at skaffe Selskabets Medlemmer et sikkert og anseeligt Udbytte af deres Kapitaler, men derhos stræber for skaffe sine trængende Medmennesker, om ikke strax, saa dog ad Aare, et saa stort Gode som fri Bolig. Hvad der vistnok ville være til stor Gavn for Selskabet var, om det blandt sine Actionairer havde et Medlem af Stadens Øvrighed , fordi der maaskee snarere kunne hos Authoriteterne udvirkes nogle Bemyndigelser, hvorved Selskabets Formaal des snarere kunne opnaaes.

N

(Flyveposten 30. oktober 1847.)

Ejendommen 264 & 265 var resultatet af en sammenlægning i 1845 af 264 og 265. I 1859 blev det til Store Kongensgade 100, der i 1971 blev henlagt til Østre Landsret - der består af adresserne 2008 Bredgade 59/Fredericiagade 24-28, Store Kongensgade 100 og 106. Store Kongensgade 100 blev nedrevet og erstattet af andet byggeri i 1970. På KBHbilleder findes et foto af en løve som angiveligt sad på den nu nedrevne bygning.

Den indledende rapport fra Hammer blev udførligt refereret i Fædrelandet 7. juni 1840 og Bornholms Avertissements-Tidende 23. juni 1840.

Januar 1847 døde den svenske formand Jonas Carlsund, og en måned senere fabrikbestyrer Wodschou. En ekstraordinær indkaldt generalforsamling 8. april 1847 resulterede i en komite der konkluderede at selskabet burde opløses. Hvilket blev vedtaget på generalforsamlingen 22. december 1847. Dette sket med store tab. September 1850 solgtes Limensgade med fabriksbygningerne til interessentselskabet i cementfabriken Phønix for 3525 Rbd. 

Af fabrikken minder nu kun nogle tuer og små ujævnheder i ådalen vest for Limensgademøllen om dens eksistens. 

Hammer blev ansat ved det kongelige saltværk ved Oldesloe i Holsten. Senere ansat som bjergkontrollør, avancerede til bjerginspektør ved Segeberg gibsbrud. Denne stilling måtte han fratræde efter krigen 1864. Han fungerede herefter som hospitalsforstander i Randers til sin død 1883. 

Andre forsøgte sig med cement, fx Dampcementfabrikken "Haabet" i Rønne, ejet af J. F: Holmgreen. Cementfabrikken Godthåb (der 1870 blev solgt for 53 Rdr og inventaret for 10 Rdr!). Fra 1860'erne blev der forsøgt 25-30 cementfabrikker i Danmark, de fleste lå på Bornholm, de fleste eksisterede som det i Limensgade kun nogle ganske få år. 

Den merkantile Industriforening fusionerede kort til efter med Industriforeningen.

I starten af 1870'erne stod E. Frandsen & Meyers i København for cement, men hertil kom så "Hertha" ved Ringsted (den eksploderede i juli 1882) og Rødvig Cementfabrik sidstnævnte hentede ler fra Sverige og kalksten fra Stevns Klint. Fra 1870'erne flyttede cementindustrien til Nordjylland hvor der findes kridt og ler i meget store mængder ved Mariager Fjord og Limfjorden. Fjordene udgjorde desuden gode transportveje. Siden 1986 har Aalborg Portland været Danmarks eneste cementproducent.

I forbindelse med prisstigninger på cement under 1. verdenskrig var der en kortvarig opblussen af forsøg på udvinding på Bornholm, se senere indslag.

Retsusikkerheden i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

Cancelli Resolution. I et til Cancelliet indgivet Andragende havde Herredsfogderne i Hjelmslev og Gjern Herreder under Skanderborg Amt, i Hads og Ring Herreder og i Hasle, Framlev, Sabro og Vesterliisberg Herreder under Aarhuus Amt samt Birkedommeren i Grevskabet Frysenborgs Birk, henledet Collegiets Opmærksomhed paa de i Begyndelsen af Aaret i de dem anbetroede Jurisdiktioner begaaede hyppige Tyverier, forbundne med Indbrud. Vel havde man endnu ikke havt Exempel paa - i al Fald kun et ganske enkeltstaaende - at Gjerningsmændene tillige havde gjort sig skyldige i grovere Forbrydelser, navnlig ved under Tyveriernes Udførelse at anvende Vold eller Trusel med Vold; men Tyverierne røbede desuagtet jevnligen stor Dristighed og vare ikke sjeldent forbundne med Fare for Ildsvaade, idet Forbryderne under Gjerningen betjente sig af Frictions-Svovlstikker. Da der dengang ei i Communerne var Mangel paa Fødemidler, ligesom der ogsaa for den Flittige og Dygtige var tilstrækkeligt Arbeide med forhøiet Dagløn, kunde det ikke antages at den egentlige Grund til de hyppige Eiendomsindgreb var at søge i de daværende høie Priser paa Livets Forvovenheder, hvorimod flere Data lode formode, at de nærmest vare en Følge af, at adskillige alt længe som farlige for den offentlige Sikkerhed bekjendte Individer havde forenet sig, og at det var [en halv linje mangler] udstrakte Forbindelser at Kosterne. Som Steder, hvor Gjerningsmændene fornemmelig havde Tilhold, nævntes Sønder-Galthen og Storring Sogne i Hasle m. fl. Herreder, og i Hads-Ring Herreder Odder Sogn. Forsaavidt Frysenborg Birk angaaer anførte Birkedommeren, at det ikkun var i Løbet af det sidste halve Aar at hyppige Indbrudstyverier i hans Jurisdiction havde fundet Sted, samt at Formodningen om, at den nu indtraadte Forandring til det Værre fornemmelig hidrørte fra Complotter i de ovennævnte Distrikter i Nabojurisdictionen, blandt andet fandt Bestyrkelse derved, at det ikkun var i den disse tilgrændsende Deel af Birket, at Tyverierne vare blevne udøvede. Andragerne bemærkede fremdeles, at de havde foretaget hvad der stod i deres Magt for at haandhæve Retssikkerheden, men at de Midler, som Politimestrene paa Landet have til deres Raadighed, ikke ere tilstrækkelige, idet navnligen Sognefogderne deels have saa mange andre Forretninger at varetage, deels ofte, især naar Gemytterne ved Forbrydelsernes Hyppighed ere ængstede, af Frygt for Gjerningsmændenes Hevn ikke kunne ventes at ville yde dem saa kraftig Hjælp, som de ellers kunde. Bemeldte Embedsmænd foresloge derfor, at der som en interimistisk Foranstaltning maatte paa de Steder i deres Jurisdiction er, hvor der fornemmelig maatte antages dertil at være Trang, ansættes tvende Politiassistenter, nemlig een i Sønder-Galthen og een i Odder, og at derhos enhver af disse Assistenter maatte erholde de to Politibetjente til sin Disposition, der saavelsom Assistenterne skulde være beredne. For at Politiassistenterne kunne virke med behørig Kraft, ansaaes det endvidere fornødent, at de begge uden Hensyn til Jurisdictionsforskjel kunde fungere overalt i Aarhuus Amt og de nærmest tilgrændsende Jurisdiktioner, dog saaledes, at der angaaende det af Assistenterne Foretagne strax blev at gjøre Beretning til vedkommende Retsbetjent. Den Udgift, som ved dette Forslags Iværksættelse vilde opstaae for det Offentlige, formeentes ikke at burde komme i Betragtning mod den Nytte, Foranstaltningen kunde ventes at ville medføre, ikke blot med Hensyn til Opdagelsen af egentlige Forbrydelser, men ogsaa med Hensyn til endeel mod god Politiorden stridende Forseelser, hvilke med Politiets nærværende Kræfter ikke lode sig tilbørlig kontrollere.

Forinden videre foretoges i Anledning af dette Andragende, fandt kancelliet det nødvendigt, at der blev givet Amtsraadene for Skanderborg og Aarhuus Amter Ledighed til at yttre sig over Sagen. Det førstnævnte Amtsraad udtalte sig vel i sin derefter afgivne Erklæring for Hensigtsmæssigheden af den foreslaaede Foranstaltning, ogsaa med Hensyn til de i visse Egne af Skanderborg Amt særdeles hyppige Indbrudstyverier; men da det maatte ansees tilstrækkeligt oplyst, at disse Forbrydelser hidrørte fra de i Aarhuus Amt opstaaede og vidt forgrenede Tyvebander, holdt Raadet for, at Aarhuus Amtscommuue maatte være nærmest til at bære de til Opretholdelsen af den offentlige Sikkerhed nødvendige Udgifter, naar disse ikke kunde udredes af Statskassen. Amtsraadet for Aarhuus Amt tiltraadte ganske hvad der af Andragerne var yttret om Utilstrækkeligheden af den Hjælp, Politimestrene paa Landet have af Sognefogder og Sogneforstanderskaber, ligesom Raadet erkjendte, at Retsusikkerheden i Amtet var stor og i mærkelig Tiltagen, hvilket det søgte yderligere at documentere ved endeel fra forskjellige Sogne indhentede Oplysninger om Antallet af de i de sidste Aar forøvede Indbrud. Ogsaa antog Raadet, hvad ligeledes vedkommende Retsbetjente have indrømmet, at det kun er en liden Deel af de begaaede Tyverier der anmeldes fra Politimestrene. Da iøvrigt Tyverierne efter den almindelige Mening ledes af en fælles Bestyrelse, som antages at have sit Hovedsæde deels i Galthen eller Storring, deels i Odder, men denne Bande vistnok er temmelig vidt forgrenet og stedse søger sig nye Deeltagere paa forskjellige Steder, for at have Tilhold og kunne finde Skjul naar dette maatte behøves, havde Raadet været i nogen Tvivl, om det ikke heller burde tilraade en Commission nedsat for at angribe Ondet fra Roden og inddrage alle mistænkelige Personer under sin Virksomhed, hvilket andre Steder har ledet til heldige Resultater. Men da der ikke vare aldeles bestemte Data tilstede, hvorpaa en saadan Commission kunde støtte sin Virksomhed, og der efter Raadets Formening nødvendigen snarest muligt maatte skee en gennemgribende Forandring, havde det dog troet det hensigtsmæssigere at tiltræde Forslaget om Ansættelsen af tvende beredne Politiassistenter med det fornødne Antal ligeledes beredne Betjente, idetmindste som en interimistisk Fordigt, for at sikkre sig dygtige og erfarne Folk, at saavel Assistenterne som Politibetjentene aflagdes nogenlunde rundeligt, og foreslog derfor, at der maatte tilstaaes Assistenterne 800 Rbd. og Betjentene 400 Rbd. hver aarlig, Hestehold derunder indbefattet. Udgiften vilde saaledes beløbe sig til 3200 Rbd. aarlig. Halvdelen heraf formeentes at kunne udredes af vedkommende Amtsrepartitionsfond, medens den anden Halvdeel maatte blive at tilveiebringe paa anden Maade, uden at Raadet havde troet at burde indlade sig paa , om Beløbet af Finantserne vilde være at tilskyde, eller om det muligt kunde paalægges vedkommende Retsbetjente, som ved Assistenternes Ansættelse vilde erholde en ikke ringe Lettelse, at bidrage Noget dertil. For at de oftnævnte Assistenter ikke skulde være indskrænkede i Henseende til deres Virksomhed, ansaae ogsaa Amtsraadet det for rettest, at der ikke underlagdes dem, i Forhold til hinanden, noget bestemt Distrikt, men at de Begge kunde fungere overalt i Aarhuus Amt og ligeledes i den Deel af det til samme stødende Frysenborg Birk, der henhører under Viborg og Skanderborg Amter, hvorimod Raadet formeente, at deres Functionsdistrict vilde blive vel stort, hvis det tillige skulde omfatte Hjelmslev og Gjern Herreder i Skanderborg Amt.

Cancelliet, der efter de foreliggende Oplysninger maatte ansee det aldeles nødvendigt, at der snarest muligt blev truffet Extraordinaire og virksomme Forholdsregler til at modvirke den overhaandtagende Retsusikkerhed i de paagjældende Jurisdictioner, kunde ikke andet end være enigt med de vedkommende locale Autoriteter i Hensigtsmæssigheden af, at der interimistisk ansattes tvende Politiassistenter, hver med 2 Betjente, den ene i Sønder-Galthen og den anden i Odder, saaledes at disse, uagtet enhver af dem maatte ansættes hos En af Herredsfogderne , dog tillige erholdt Myndighed til at fungere i hele Aarhuus Amt, medens deres District ikke kom til at omfatte Hjelmslev og Gjern Herreder, for hvis Vedkommende ogsaa Herredsfogden har erklæret, at en Politiassistents Nærværelse i Sønder-Galthen, tæt ved Jurisdictionens Grændse, formeentlig i Forbindelse med de Midler, han selv har til sin Raadighed, vil være tilstrækkelig for at opretholde den fornødne Sikkerhed. Varigheden af denne extraordinaire Foranstaltning har Cancelliet troet at kunne indskrænkes til et Tidsrum af 2 Aar. Lønnen til Politiassistenterne og Betjentene er fundet passende at kunne fastsættes i Overeensstemmelse med Aarhuus Amtsraads Forslag, og Halvdelen af det dertil medgaaende Beløb er antagen at maatte blive at udrede af vedkommende Amtsrepartitionsfond, hvorimod Rentekammeret, hvis Yttringer man har indhentet, Intet har fundet at erindre; den anden Halvdeel antages foreløbigen, efter dertil fra Finantsbestyrelsens Side meddeelt Samtykke, at kunne afholdes af Finantskassen, dog at det gjøres til Gjenstand for Overvejelse, hvorvidt en Deel af Beløbet maatte kunne afholdes paa anden Maade, navnlig ved at det paalægges vedkommende Retsbetjente at overtage en Deel af samme. 

Under 28de September har derefter Cancelliet, hvis Mening har fundet allerhøieste Bifald, fra 1ste October d. A. at regne paa 2 Aar konstitueret Copiist i Kongens Fogeds Contoir her i Staden, Cand. juris A. Grønlund, og Cand. juris, Volontair under Kollegiet, St. Linnemann til Politiassistenter i Aarhuus Amt, den Første i Hasle m. fl. Herreder, den Anden i Hads og Ring Herreder, samt meddeelt dem den i saa Henseende fornødne Instruction, hvorhos Collegiet har tilskrevet Amtmanden over Aarhnus Amt om efter foregaaende Conference med vedkommende Retsbetjente og Nogle af Amtsraadets Medlemmer ligeledes fra samme Tid at ansætte to beredne Politibetjente hos Enhver af de nævnte Assistenter, hver med en aarlig Løn af 400 Rbd., derunder indbefattet Godtgjørelse for Hestehold, men paa den Betingelse, at de uden videre strax af Amtet kunne afskediges, saafremt vedkommende Politimestre efter Politiassistentens Indstilling maatte finde sig utilfredse med dem. Der er derhos indledet Forhandling med de vedkommende angaaende de Punkter, der, efter det Foranførte, vilde blive Gjenstand for nærmere Bestemmelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1847).

Et lille Bidrag til Usikkerheden i Aarhuus Amt. I Veile Avis af 22de ds. findes følgende Meddelelser fra Skanderborg af 22de Octbr. En Dag i denne Uge gjorde vor Politifuldmægtig en Tour til Aarhuus, hvor han var kjørt hen i Wienervogn. Ved sin Hjemkomst om Aftenen var til hans store Forbavselse hans Kuffert, der med en Strikke var fastbundet bagpaa, borte. Da han sendte et Par Mand tilbage for at efterspore den, fandtes den i Nærheden af Aarhuus paa Chausseen, men - aldeles tom for dens ikke ubetydelige Indhold. Endnu er Intet desangaaende opdaget.

- For nogen Tid siden skal en velklædt Person henimod Aften være kommen ind til Gaardmand Rasmus Jensen paa Framlev Mark her i Nærheden, hvor han gav sig ud for en reisende Kjøbmand, idet han bemærkede, at hans Karl og Dreng, der vare kjørende, strax kom efter. Idet han, utaalmodigt ventende, bad om Lys, fortalte han, at han endnu samme Aften skulde have et Pengebrev paa Posthuset i Skanderborg. Han aftæller nu i Mandens Nærværelse et Par hundrede Rigsdaler og pakker dem i Papir; men da de fylde for meget, beder han Rasmus Jensen, hvis det er ham muligt, at flye ham for disse to Hundrededaler-Sedler. Den troskyldiggjorte Mand, som herpaa svarer, at han kun eier en eneste Hundrededaler-Seddel, anmodes nu om at hente denne. Da han kom tilbage med den og flyede den fra sig, erholdt han det nu forseglede Brev, med den Bemærkning, at han (Rasmus Jensen) kunde beholde Brevet med de 200 Rbd. indtil han (Kjøbmanden) der vilde gaae over til en navngiven, i Nærheden boende Mand, for at faae endnu en Hundrededaler-Seddel, var vendt tilbage. Quasi-Kjøbmanden gik, og Rasmus Jensen gjemmer sit Brev. Da han imidlertid udeblev længe over den aftalte Tid, aabner Rasmus Jensen omsider Brevet og finder - lutter gamle Aviser istedetfor de 200 Rbd. En Person, der efter Hr. Justitsraad Blichfeldts offentliggjorte Stikbrev forleden blev arresteret paa Aarhuus Marked, er muligen Gjerningsmanden.

-For nogle Dage siden skal en ligeledes velklædt Person være kommen ind i Aldrup Mølle, hvor han fortalte, at han hvert Øieblik ventede en Flok fede Sviin, der skulde komme forbi Møllen, og kjøbte i saa Henseende af Mølleren en Tønde Byg , som han lader strøe om i Gaarden til de forventede Sviin. Men da disse udeblev længe, blev han utaalmodig og sagde, at han var bange for, at der var hændet hans Sviin et eller andet Uheld. Han bad derfor om at laane en Hest, for at ride tilbage efter dem. Den godhjertede Moller laante ham denne uden Betænkning - men hverken Mand, Sviin eller Hest lod sig siden see. Bygget, der var omstrøet i Gaarden, skal Møllerens Sviin have gottet sig ved, skjøndt det ikke var betalt. Formodentlig er den samme, ovenfor omtalte, i Aarhuus arresterede, Person, ogsaa Ophavsmand til dette Bedrageri.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1847).