Kieler Liedertafel (Efterskrift til Politivennen)

Københavnerpressen udbredte sig flittigt om ethvert overgreb fra "tyske" embedsmænd, især i Slesvig. Op gennem 1840'erne fik disse artikler mere og mere karakter af at opbygge en frygt mod al tysk, forstærket ved Det Tyske Forbunds udvikling. Den sympati man i starten havde overfor liberale tanker, fx i Olshausens Kieler Correspondenzblatt, blegnede, omend langsommere i Kjøbenhavnsposten. 

I Slesvig så man formentlig anderledes på det: Her var truslen fra den danske enevælde synlig, og ledte til anti-dansk stemning, formentlig dog mindre jo tættere man kom til Kongeåen, grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Overgreb skelnede ikke mellem tysk og dansk, som det fremgår af nedenstående artikel.

Oprindelig var Liedertafel en forsamling af ligesindede venner som hyldede deres idealer i kærlighed og sang. Det ældste var Zeltersche Liedertafel i Berlin (1808). Der eksisterer i dag stadig talrige af slagsen, også i Østrig. Næst fulgte i Leipzig og i Frankfurt an der Oder i 1815. Herefter fulgte i de følgende årtier Hamburg, Danzig, Potsdam, Berlin, Mainz, Erlangen, Neustadt, Mannheim, og i 1841 Kiel. Koret var bl.a. stiftet af musiklærer Carl Peter Grädener (1812-1883). Dirigent 1844-1865 var Karl Friedrich Georg Langenbuch (1817-1867) der var organist ved klosterkirken i Kiel. Han "døde med støvlerne på", nemlig ved en sangfest i Dresden. 

- (Coll. Tid.) I en til hs. maj. indgivet, allerunderd. ansøgning har festkomiteen for Kieler Liedertafel, næst at andrage, at det på den i indeværende år af det nordtyske Sangerforbund *) i Lübeck afholdte sangerfest var blevet vedtaget, at fejre næste års fest i Kiel, anholdt om, at den i Kiels Slotshave til brug for Land- og Forstmændenes Forsamling opførte festhal, hvilken bygning, efter den i sin tid med bygningsentreprenørerne trufne overenskomst, skulle borttages så snart nysnævnte forsamling var tilendebragt, måtte blive stående til næste år, og at det måtte tillades at benytte denne festhal til den omhandlede sangerfest. 

Politimesteren i Kiel bemærkede i en ham i denne anledning affordret erklæring, at uagtet andragendet blot gik ud på tilladelse til at benytte den ovenmeldte festhal, idet andragerne havde forudsat, at der i øvrigt ingen tilladelse behøvedes for at holde en sådan fest som påtænkt, måtte han dog gøre netop denne sidste post til genstand for sin meningsytring. Det lod sig nu, bemærkede han endvidere, ikke miskende at der frembød sig væsentligere betænkeligheder ved en sammenkomst af et større antal af Liedertafeler end ved andre talrige sammenkomster, såsom den for kort tid siden stedfundne forsamling af Land- og Forstmænd. Mens nemlig ved forsamlinger som den nys nævnte flertallet af medlemmerne kunne formodes at være rolige og besindige mænd, var derimod liedertafelerne for en stor del sammensatte af medlemmer, som ikke frembød nogen særdeles garanti (!) mod politiske excesser, men tværtimod som oftest var beredte til at lægge deres om ikke i sig måske ikke dadelværdige, så dog hyppig umodne og vildledede politiske anskuelser for dagen på en ikke altid passende måde. I særdeleshed var det efter tidligere erfaringer næppe at betvivle, at hvis under de nuværende forhold en sådan forsamling skulle afholdes i Kiel, ville en stor mængde af deltagerne ønske at bringe en politisk demonstration i stand, som det selv med den bedste vilje fra festkomiteens og den største årvågenhed fra politiets side ville være umuligt ganske at undertrykke. På den anden side holdt dog politimesteren sig overbevist om, at nogen alvorlig forstyrrelse af den offentlige rolighed ikke var at befrygte, og han indskrænkede sig derfor til at henstille, hvorvidt den omhandlede fest måtte kunne tilstedes. 

Universitetets kurator henledte i den af ham afgivne betænkning opmærksomheden på at de store offentlige sangerfester i de senere år altid have haft en politisk tendens, navnlig også med hensyn på hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og at en sådan tendens vistnok heller ikke ville udeblive ved den påtænkte fest i Kiel. Han bemærkede endnu, at der selv i anledning af Land- og Forstmændenes forsamling blev gjort forsøg på en demonstration, der kun blev standset ved præsidentens energi og konduite samt politimesterens hensigtsmæssige foranstaltninger; og da det måtte anses for i høj grad tvivlsomt, hvorvidt det samme ville lykkes ved den nu omhandlede fest, troede han at måtte fraråde at tilstede denne. 

Det slesvig-holsten-lauenborgske kancelli var ligeledes af den mening, at de erfaringer, der foreligger med hensyn til de tidligere sangerfester, der iblandt også den, der i 1845 afholdtes i Itzehoe hvor forbudet mod brugen af visse faner på en utilbørlig måde blev omgået, frembød overvejende grund mod at meddele tilladelse til at afholde en sådan fest i Kiel, og efter at Kancelliet allerunderd. havde foredraget hs. maj. sagen, behagede det allerhøjsts. under 9. oktbr. sidstl. at resolvere således: "Da gentagne erfaringer har vist, at sangerfesterne ikke holder sig fri for politiske demonstrationer, og derhos flere af vore undersåtter har taget del i sådanne fester på en utilbørlig måde, så vil Vi, at det tilkendegives komiteen til indretningen af den af det nordtyske sangerforbund i det kommende år tilsigtede sangerfest i Kiel, at afholdelsen af denne fest i Kiel ikke kan tilstedes". Tillige er det blevet Kancelliet pålagt at drage omsorg for, at den i slotshaven i Kiel opbyggede festhal i henhold til den tidligere trufne bestemmelse ufortøvet igen bliver nedbrudt.

*) Ifølge statuterne for dette forbund er det sammes øjemed at tilvejebringe en inderligere forbinrelse mellem de enkelte sangforeninger. navnlig ved årlig afholdelse af en almindelig sangerfest.

(Kjøbenhavnsposten, 13. november 1847)

Kiel, Alte Veste ved Alten Markt. Kiel lå i hertugdømmet Holsten og var en vigtig handels- og håndværkerby på forbindelsen mellem København og Hamborg. Public Domain. Gesellschaft für Kieler Stadtgeschichte. 

Forestillingen om "dansk" undertrykkelse i Kiel, fik formentlig næring ved nedenstående tiltag - som Kjøbenhavnsposten dog udtrykte skepsis overfor: 

Ifølge Augsb. Allg. har det slesvig-holsten-lauenburgske Kancelli nu i sinde at overholde og indføre politisk ortodoksi ved Kiels Universitet, ved nemlig at gøre det til betingelse for de der ansættes til professorer, at de forinden erklærer at de anser "Kongen af Danmarks åbne brev af 8. juni 1846 for retskraftigt bestående og bindende og derimod den neumünsterske forsamlings beslutning for højforræderi". Vi tror lige så lidt at politiken som videnskabeligheden vinder noget ved den slags foranstaltninger.

(Kjøbenhavnsposten 16. december 1847).

Den anerkendte tyske digter Theodor W. Storm (som nægtede at aflægge troskabsed for kongen af Danmark, og efter nederlaget i 1850 fik frakendt sin mulighed for at arbejde som advokat i 1852, skrev i 1844 om koret i et brev: "Der Kieler Liedertafel, was an kräftigen Uebermuthhumor vielleicht nicht seines Gleichen hat". Det eksisterer stadig.

Korets rolle som deltager i demonstrationer ophørte ikke. I Berlingske den 14. august 1863 - altså mindre end et år for krigen 1864 - rapporteredes at en sangerfest afholdtes i Rendsborg den 8. august, og Kieler Liedertafels medlemmer skal have været aktive i disse. Korenes rolle var at understrege de lokale særpræg. I øvrigt lignende Turnvereins.


Mistænkeliggørelsen fortsatte også efter krigen 1848-1851. 

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal. Dom, afsagt i Criminal- og Politiretten. Et Fruentimmer, der tidligere havde avlet 4 uægte Børn, havde en Nat i Juni Maaned Kl. 2, medens hun var indlagt som Patientinde paa almindeligt Hospital for et Saar paa det ene Skinnebeen, født et Pigebarn, som hun uden at aabenbare det Passerede for Nogen havde ladet blive liggende under sit Sengetæppe, idet hun kun for at stille det ved Efterbyrden selv havde vendt det, saaledes at det, der laae med Næsen paa Sengemadratsen, nu kom til at ligge paa Ryggen, hvorpaa hun efter en halv Times Forløb ligeledes selv havde overskaaret Navlestrengen med en Sax, som hun havde i sin ved Sengen staaende Syæske, og da hun derefter fandt Barnet dødt, havde hun indsvøbt det i et Lærreds Tørklæde og lagt det paa Sengemadratsen under Hovedpuden. Da hun derpaa Dagen efter blev flyttet over i en anden Seng, havde hun taget Liget med og efter endnu at have svøbt en gammel Nattrøie udenom Tørklædet, havde hun gjemt det paa samme Maade. Saaledes havde hun havt Liget forvaret i 7 Dage, men da det nu var høi Grad forraadnet, havde hun lagt det i en Papkasse og efterat have faaet Tilladelse til at gaae ud af Hospitalet, baaret det ud i Esplanaden ved Østerport, hvor hun tog det ud af Æsken, aftog Nattrøien og en Blee, der vare viklede udenom og henlaae det, alene indbundet i et Tørklæde ved et Træ, i hvilken Tilstand det 2de Dage senere fandtes. Den optagne Obductionsforretning gav til Resultat at Barnet havde været fuldbaaret, men at Aandedrættet i al Fald kun kan have været meget ufuldstændigt og snart maa være ophørt. Det paagjældende Fruentimmer, der aktioneredes for Barnefødsel i Dølgsmaal eller i alt Fald for uforsvarlig Omgang ved Fødselen af det af hende avlede Barn og under Sagens Drist var bleven arresteret, ansaaes ved den idag i Criminal- og Politiretten afsagte Dom med en arbitrair Straf af 2 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. november 1847)

Mishandling af en Ægtefælle. (Efterskrift til Politivennen)

Domme afsagte i Criminal- og Politiretten. Leverdagen den 23de Oktober.

Justitssager. (Mishandling af en Ægtefælle.) 1) Cancelliraad, Prokurator Ring Actor, contra Arrestanten Johan Frederik eller Fritz Rose (Procurator d'Auchamp Defensor). Arrestanten actioneredes for uchristelig og tyrannisk Behandling af sin Hustrue, med hvem han havde været gift i noget over 20 Aar og havde avlet 12 Børn. Konens Klage gik ud paa, at han i den senere Tid daglig havde mishandlet hende, og at han navnlig deels havde omtrent 8 Dage, forinden hun henvendte sig til Politiet, med knyttet Haand bibragt hende Slag i Ansigtet, under Hjertet og i Siderne, samt sparket hende i Underlivet, og deels havde samme Dag, hun anmeldte det Passerede, om Morgenen, medens hun endnu laae i Sengen og var aldeles nøgen, slaaet hende med en Pidsk. Arrestanten tilstod, at han ved den af Konen først ommeldte Leilighed slog hende med Hænderne i Ansigtet og at Spoer af Slagene strax kunde sees, samt at han, der allerede engang for flere Aar siden havde en Morgen tidlig, da hans Kone var ganske nøgen, slaaet hende med en Pidsk, nu ogsaa den ovennævnte Dag havde om Morgenen Kl. 6, medens hans Kone laae i Sengen uden Linned, med en Pidsk bibragt hende nogle Slag paa Ryggen og over Armene. Den Pidsk, hvormed han slog Konen, var 5' Qvarteer lang og bestod i den tykke Ende, hvor Haandgrebet var, af Spanskrør, men forøvrigt af Fiskebeen og var omslynget med en Snoer samt tæt beviklet med Traad. En af PolitiLægen afgiven Erklæring gik ud paa, at Arrestantens Hustru paa næsten hele den høire Kind og paa Hagen havde Spoer af Euchymoser, der vare Følger af hende for nogen Tid siden bibragte Slag, og at lignende af temmelig betydelig Udbredning fandtes paa den venstre Arm, samt at der paa det høire Skulderblad, Ryggen og over hele den høire Arm vare store udbredte Euchymoser, paa hvilke endog nogle Steder huden var borttagen, ligesom ved Slag med Enden af en Pidsk. Med Hensyn til det Motiv, der havde bevæget Arrestanten til saaledes at behandle sin Kone, anførte han, at hun drak sig fuld og i saadan Tilstand gjorde Spektakler med ham og deres hjemmeværende 2de yngste Børn, hvilket han vilde vænne hende af med, hvorimod hun, der benegtede at være drikfældig, uden at det Modsatte blev fuldstændig beviist, angav som Grund til hendes Mands Forhold mod hende, at hun, der i omtrent 12 Aar havde været næsten blind, ikke kunde fortjene noget og ikke vilde, overeensstemmende med Mandens Ønske, lade sig indskrive som Lem i almindeligt Hospital. Med Hensyn hertil indrømmede Arrestanten, at han i flere Aar havde næret dette Ønske, men skjøndt hans Kone i det nævnte Tidsrum havde været ham til stor Besvær, havde hun dog ikke været at formaae dertil. Som et Moment, der tjener til at charakterisere Arrestantens Adfærd imod sin Kone, bemærkes det, at han efter sin egen Forklaring havde ved en enkelt Leilighed yttret til hende: "Naar jeg maatte, saa skulde jeg med ligesaa koldt Blod slaae Dig ihjel, som en af mine gamle Heste". (Han var nemlig Hesteslagter). Arrestanten, der var 47 Aar gl. og ikke førhen straffet, ansaaes efter Lovens 6-5-7 og Analogien af Fr. 4de Octbr. 1833 med en Straf af 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide. Actor og Defensor tillagdes hver 5 Rbd. i Salair.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1847).

Om de hvidtede Huse. (Efterskrift til Politivennen)

Om de hvidtede Huse. Indsenderen af efterstaaende Aftryk af "Ugeskrift for Læger" Nr. 19 d. A. har i en lang Række af Aar lidt under det Onde, som deri paaankes. Jeg boer nemlig ligeoverfor en Mand, som føler en høi Grad af Tilfredsstillelse ved regelmæssige hver Sommer at hvidte sit Huus paa det omhyggeligste, og derved at frembringe et Lyshav, som i Ordets egentlige Forstand svider til mig og Mine. Jeg har for mange Aar siden indstændigt anmodet min Gjenbo om at skaane mig for denne Plage; jeg har tilbudt at udrede Omkostningerne til et eller andet Farvestof, hvilketsomhelst; jeg har forestillet ham, hvor inhumant og ubilligt, for ikke at sige uchristeligt, det er saaledes at berøve sine Medmennesker Udsigt og frift Luft; han har i mange Aar seet, hvorledes vi hver Eftermiddag maa tillukke og tildække vore Vinduer; han er ovenikjøbet selv i en Stilling, som fremfor enhver anden maae gjøre ham vidende om den Skade og Plage, ban foraarsager, og dog - har jeg ikke erholdt andet Svar end et vredt Ansigt og: "Huset er mit." - Man vil heraf see, at min Gjenbo hverken hører til de Fiintfølende eller til de Tjenstvillige, og det saameget mindre, som det Huus, hvori jeg boer, altid har en mørk Farve. Vilde man nu deraf slutte, at min Plage er noget Extraordinairt, og at Faren, som de hvidtede Huse foraarsage, dog vel ikke er saa stor, eftersom Folk i Almindelighed ikke kunne tilskrives en saa total Mangel paa Følelse, eller tre saa utjenstvillige, saa svarer jeg dertil, at det neppe kan kaldes en god Samfundsorden, hvor mit Velvære er betinget af saa tilfældige Egenskaber hos min Gienbo. Jeg paastaaer tvertimod, at Loven ogsaa i denne Henseende bør værne om mit Vel, og det glædede mig derfor saare meget at støde paa en Læges (Doctor Giersings) Yttringer, som efter min ringe Forstand udtømmende beviser, at jeg har Ret i ovennævnte Paastand. I min egen saavelsom i de Manges Interesse, der ere besværede paa den omhandlede Maade, ønsker jeg saaledes Doctor Giersings lille Artikel en udvidet Læsekreds. Gid den ikke maa blive en Røst i Ørkenen.

Om de hvidtede Huse i Byerne.

I mine Medicinalindberetninger har jeg i flere Aar tilladt mig at henlede det høie Sundhedscollegiums Opmærksomhed paa den store Ulempe, som hvidtede Mure i Gaderne foraarsage de respektive Gjenboere, i den Formening, at der for Sundhedspolitiet var tilstrækkelig Grund til at skride ind for Kjøbstædernes Vedkommende, og det saameget mere, hvis det forholder sig saaledes, som det er mig meddeelt, at der allerede for Hovedstaden existerer et Forbud imod, at Husenet Facader maae være hvidmalede. Da min ringe Stemme imidlertid ikke synes at have trængt tilstrækkeligt igjennem, og jeg dertil dagligen selv lider af slige solbestraalte hvidtede Mure, saa har jeg anseet det for hensigtsmæssigt korteligt gjennem Pressen at omtale denne Gjenstand med Opfordring til mine ærede Colleger trindt omkring i Landet at forene deres vægtigere Stemmer i denne Sag, hvis den virkelig maatte forekomme dem at være nogen Anstrengelse værd. Efter min Formening fortjener den i ikke ringe Grad Sundhedspolitiets Opmærksomhed.

Enhver Læge i en Kjøbstad vil have havt rig Leilighed til at iagttage, hvorledes slige hvide Mure fortrædige baade Sunde og Syge. Ikke alene de, der maae søge deres Livsophold ved Øinenes stadigt Brug, men ogsaa Embedsmænd med jevnlige Synstvirforretninger, hele den qvindelige Befolkning, der tilbringer en stor Deel af Dagen ved Syarbeide, ja selv Børnene i Skolerne ere i høieste Maade generede, naar de ere saa uheldige at komme til at boe ligeoverfor en saadan skinnende hvid Væg. Hvormeget den tiltagende Synssvækkelse og de hyppige Klager over Symptomer herpaa have deres Grund i de hvide Mure, er vistnok ikke let at afgjort; men de synes ad den rationelle Vei at maatte have en betydelig Deel den, ligesom det ogsaa er vist, at jeg undertiden har hørt slige Klager forsvinde, efterat en Gjenbo har været saa skikkelig at give sit Huus en Farve. Naar vi erindre, hvilken Virkning de resterterende Straaler fra en stor Sneeflade have paa Øiet, saa kan der vel neppe være Tvivl om, at de fra hvide Mure tilbagekastede Solstraalers stadige Indvirkning maa være høist stadelig.

Men lad os et Øieblik tænke os, at den, som er saa uheldig at faae et sligt Gjenboskab, bliver angreben af en Øienbetændelse, f. Ex. af en scrophulos med dens charakteristiske Lyssky, da vil der vel neppe yttre to Meninger om, at en Saadant Lidelser blive forøgede baade i Styrke og Udstrækning, ikke at tale om de pecuniaire Udgivter og Lægens sørgelige Stilling, at han ikke er istand til at hæve maaskee den væsentligste Grund til Sygdommens Vedbliven uagtet han har den ligefor Øinene. Den mere velhavende Syge kan vel her, som i saamange Tilfælde, hjælpe sig; men det fattige scrophnlose Barn, hvis Forældre ikke kunne undvære Daglyset i den eneste Stue, maa ligge med Ansigtet i Puderne hele Dagen, og trykke det saameget dybere ned i dem, som Solen skinner klart paa Gjenboens hvide Huus. Skulde her da ikke være Anledning for Sundhedspolitiet til efter Evne at værne om Menneskets ædleste Sands, som paa denne Maade staaer Fare for at at svækkes hos saa Mange, og at bidrage til, at de Øiensvage kunne befries fra unødvendige Lidelser, helbredes hurtigere, eller idetmindste ikke staae Fare for mere og mere at miste Synet? Man indvende ikke, at Vedkommende kunne skifte Boliger; thi man vil let tænke sig alle de Vanskeligheder, der under forskjellige Omstændigheder kunne reise sig herimod. Og selv om det lod sig arrangere, hvo indestaaer da for, at den nye Gjenbo ikke om kort Tid finder, at hans Huus dog seer bedre ud, naar det bliver hvidt? Tilmed bestaaer den hele Foranstaltning, hvorved Kjøbstadbeboerne kunne blive befriede fra et føleligt Onde, blot deri, at det paalægges enhver Huuseier at give sit Forhuus en anden Farve til Gaden end den hvide eller lysegule, et Paabud, som for et almindeligt Kjøbstadhuus kan foraarsage en Udgivt af høist 1 Rbd.

Enhver Læser af disse Linier, som i Hovedsagen maatte dele mine Anskuelser, opfordrer jeg derfor til efter Evne at gjøre det indlysende for høie Vedkommende, at her er Grund til Forandring i de bestaaende Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1847)

Pietro Købke Krohn (1840-1905): En købstadsgade. Statens Museum for Kunst. Til fri brug.

Assens. (Efterskrift til Politivennen)

Assens. Fyens Av. af 30te ds. meddeler: Vi have her i disse Dage paa eengang havt et større Antal reisende "Kunstnere" end i Mands Minde, nemlig foruden det Olsenske Skuespillerselskab, der i Forbigaaende sagt er tarveligt nok, ikke færre end fire forskjellige Slags Præstationer til Publikums Underholdning. Man skulde undres over, at en By med 2600 Indvaanere kunde give Fortjeneste til saa mange Udøvere af de frie Kunster, og dog see vi de forskjellige Forestillinger givne for godt Huus. Der maa altsaa være Penge i Assens og dette kan ikke negtes. Assens er velhavende og i sin Opkomst. See vi hen til hvad denne By tidligere var og hvad den nu er, kunne vi ikke Andet end glædes ved de Forandringer til det Bedre, man overalt sporer. De forhen ujevne og hullede Gader ere nu nyt og godt brolagte, og smagfulde Bygninger ere opførte i Mængde; vi ville blot nævne det nye Theater og Apotheket. - Byens nærmeste Omegn er bleven betydelig forskjønnet; saaledes afgiver det smukke Skovanlæg og Trottoirerne udenfor Byen behagelige og meget søgte Spadseregange. Paa gavnlige Indretninger og Stiftelser mangler det ei heller; af disse maae vi fremhæve Arbejdsanstalten. Denne stiftelse, der beskjæftiger og forplejer henved 40 Fattiglemmer, er fordeelagtig bekjendt endogsaa i Udlandet, og dens Fabricata ere saa søgte, at deres Salg i de sidste Aar har givet en Gennemsnitsindtægt af 13 -1400 Rbd. aarlig. Til denne Anstalt tilbygges i denne Tid et Sygehuus. At Byen saaledes Aar for Aar tiltager i Skjønhed, at gavnlige Foranstaltninger træffes og nyttige Stiftelser grundlægges, skyldes vel nærmest en dygtig og virksom Borgerrepræsentation; vi kunne derfor, idet vi glæde os over de nuværende Forhold, med Tryghed imødesee Fremtiden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1847)

Julius Olsen (1796-1862) havde et omrejsende skuespillerselskab om hvilket Erik Bøgh skrev: "En ægte gammeldags Provinsskuespiller i Heltefaget, en Alvorsmand, der altid saa vel paa Scenen som i Hverdagslivet optraadte på de mest højhælede Koturner som Ridderen uden Frygt for Dadel, men som, naa det kom til Stykket, ikke kunde skjule, at han var en meget jævn Almuesmand. Han faldt hvert Øjeblikke ude af sin Rolle, udtalte alle fremmede ord galt og bandede som en Svabergast". Olsen turnerede fra 1848 til sin død i 1862 i Danmark på etårige bevillinger. "...personalet var altid uegalt med få habile, tildels dygtige, og mange middelmådige, tildels stymperagtige kræfter, og udførelsen derefter.

Assens var indtil Krigen 1864 det primære overfartssted til Slesvig og knudepunkt for trafikken mellem København og Hamborg. Den havde i 1820 fået en egentlig havn. Efter artiklen kom et gasværk (1855) og jernbaneforbindelse.

Confirmation dress, bridal dress, fisherman's wife. Costumer - island of Funen. The Illustrated London News, 26. april 1850.