Farefuld Postfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nykjøbing paa Falster hedder det under 16. Jan. i Byens Av. Den fra Kjøbenhavn i Løverdags Aftes udgaaede lollandske Pakkepost afgik fra Vordingborg i Søndags Middags Kl. 12 over Masnedø med 4 Reisende og endel Gods og forlod Masnedø omtrent Kl. 1 paa 4 Isbaade, i klart Veier og med vestlig Vind. Da Baadene vare komne en Fjerdingvej ud i Strømmen, blev den ene af dem skaaren istykker af Drivisen, saa den strax fyldtes med Vand og maatte forlades, efterat det med Møie var lykkedes at redde Postgodset i meer eller mindre vaad Tilstand, paa en Komode nær, som tilhørte en af Passagererne. Senere Kl. 4 a 5 reiste sig en stærk Blæst, og Skrueningen af Drivisen tiltog, saaledes at en anden Baad blev læk og trods den flittigste Øsning tilsidst blev saa opfyldt med Vand, at ogsaa den maatte forlades med alt deriværende Postgods, da de to tilbageværende Baade ikke yderligere turde overlæsses; dog blev den først trukken op paa et Isstykke, saa at det dog er muligt, at den kan være dreven iland etsteds med Isen. De to andre Baade vare udsatte for den største Fare i Drivisen, og det saae flere Gange ud til, at Alt skulde gaa tabt; men omsider Kl. 11 om Aftenen, naaede man Falster udfor Havnsø, hvor 4 Vogne strax rekvireredes til Postens Befordring til Gaabense Færgegaard. Færgefolkene fortjene al mulig Roes for den Iver og Udholdenhed, hvormed de, under Dampskibsfører Hansens ledelse, udførte deres Hverv; thi havde ikke disse Mænd arbeidet saa ufortrødent, vilde sandsynligviis hverken Passagererne eller Resten af Postgodset været i Behold.

(Ribe Stifts-Tidende 22. januar 1856).

Den tidligere omtalte Baad med Pakkepostgods, som ved  Overfarten fra Vordigborg til Gaabense nylig maatte forlades, er senere inddreven paa Baagø, hvorfra Godset, ialt 26 Stkr., blev bjerget og nu er ankommet til Nykjøbing. Det Bjergede er dog Alt i mere elller mindre vaad Tilstand og det vil saaledes være et temmelig føleligt Tab for Mange, hvis Hs. Exc. Generalpostdirektøren ikke maatte finde sig foranlediget til at tilstaae vedkommende Eiere Erstatning, hvorom man dog - støttende sig paa dennes bekjendte Liberalitet - nærer Haab. (Loll.-Falst. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 29. januar 1856).

Gadebelysningen. (Efterskrift til Politivennen)

Det er høist beklageligt at ingen af vor Communalbestyrelse vil tage sig af denne Sag trods den almindelige Klage over Gadernes slette Belysning. Det er bekjendt, at den halve Deel af Lygterne slukkes Kl. 12. Nytaars Morgen var Taagen saa stærk, at man neppe kunde see 2 Skridt fra sig, det var en total Formørkelse. Men desuagtet maatte flere hundrede af Kjøbenhavns Beboere, som gik til Froprædiken, lade sig nøie med den saakaldte halve Belysning fra Lamper som neppe gav et Skin fra sig, eller hvad endnu værre, der næsten alle vare slukkede. Vi spørge: hvorlænge Kjøbehavns Beboere vil lade sig saaledes behandle af Vægterbestyrelsen? og om ikke Communalbestyrelsen endelig vil alvorlige tage sig af denne Sag? Det forekommer os, at den dog er langt vigtigere, end Sagen angaaende Træbeplantningen paa Kongens Nytorv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1856).

Sydslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Sydslesvig d. 23de Novbr. (Dv) Vel neppe siden Krigen har man i Sydslesvig med saa megen Spænding og Interesse seet paa vore Stænder i Flensborg eller mærket et saadant livligt Røre blandt vore Tydskare, som i denne Tid. Der er ikke Tale om Rigsraadsvalg eller om de Skatter, der skulle bevilliges eller andre Ting, der angaae hele Staten, men kun om Sprogsagen, og det synes, at man længe har forberedt en ny Hovedstorm paa Sprogreskriptet. Man hører endogsaa høit yttre den Mening, at Skatterne burde nægtes, saafremt ikke Sprogforholdene bleve forandrede osv. Navnlig synes Valgene til Stænderforsamlingens Charger at have inspireret vore Hjemmetydskere og bragt dem til den Tro, at nu var det paa rette Tid at begynde forfra igjen. Vi vide jo nok, at Erfaring lkke bider paa dem, men de ville dog udentvivl snart blive advarede om det Ubetimelige i deres Adfærd. Imidlettid bliver det gamle Nag oprippet, og om intet Andet naaes, holdes en gjærende Utilfredshed med det Bestaande ilive. Desværre ere Meddelelserne i de offentlige Blade angaaende Forhandlingerne noget sparsommelige og mystiske, og selve Stændertidenden lader jo sædvanlig vente en Stund paa sig, og er endda ikke tilgængelig for Alle. Det Meste erfares her af holstenske og hamborger Blade, der naturligviis have deres gode Kilder, og forunderligt er det, at de sædvanlig allerede iforveien kunne antyde, hvad der vil skee, ligesom det tydske Publicnm kjender Sagernes Gang meget nøie og er almindelig vel instrueret. At Sproggrændsen "umulig kan holde sig", synes hos dem al være en afgjort Sag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1855. 2. udgave).

Kvinde i Antonistrædet. (Efterskrift til Politivennen)

Omtrent for en tre Ugers Tid siden var der en stærk Sammenstimlen af Folk udenfor et Sted i Antoniestrædet, der, udenfra at domme, var ubeboet. De Forbigaaende bleve bragte til at standse ved klagende Lyd, der syntes at komme fra en Syg, som laa i Forstuen. Da Gadedøren var aflaaset, blev der i en Hast sendt Bud efter Politiet, som lod samme aabne ved Hjælp af en Tang. Man fandt el gammelt Fruentimmer, klædt i Pjalter og i den Grad smudsig, at den tilkaldte Barbeer behøvede lang Tid til at forvinde den Modbydelighed, som dette Syn havde fremkaldt hos ham. Patientinden blev bragt paa Hospitalet, hvor hun efter et Par Dages Forløb afgik ved Døden. Efter hvad vi have bragt i Erfaring, forholder det sig dermed paa Følgende Mande: Huset tilhører tvende Søstre, gamle og saavidt vides, ugifte Fruentimmer, der endog skulle eie flere andre Steder i Kjøbenhavn. De levede i endel Aar sammen og beboede Steder alene, i den strængeste Udelukkelse fra Omverdenen. Forresten vare de ei uden Selskab: i en Etage var der Hunde, i en anden Katte, i en tredie Høns, Fugle etc. etc., kort sagt Noahs Ark med samt sine rene og urene Dyr var saa fuldstændigt repræsenteret, som man vel kunde ønske sig. Uenighed mellem Søstrene bevirkede deres AdskilIelse, og den Sygdom, for hvilken den tilbageblevne bukkede under, gav Anledning til Opdagelsen af denne Eremitbolig. (K. Avert.)

(Ribe Stifts-Tidende 29. november 1855).

Dänemark. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, originalen nedenfor:

Fra hertugdømmet Slesvig, begyndelsen af ​​november. Etatsråd Regenburg, departementschef for kirke- og skolefag i Ministeriet for Slesvig, rejser til de sogne der er ramt af den danske sprogtvang, for at se frugterne af samme. Ved Treya, 2 mil vest for Slesvig, hvor det reneste plattyske hører hjemme (området hører til den tidligere tyske markgreve af Slesvig), var han generelt tilfreds med skoleelevernes fremgang i det danske sprog. Men da skolelæreren (en tysk) til hvem afskedigelse allerede var meddelt, fremlagde at han havde bragt børnene så langt, at han håbede at få lov til at beholde sit arbejde, svarede etatsråd Regenburg: "Det kan ikke lade sig gøre, og børnene mangler stadig den rigtige danske accent." Som bekendt kan en tysker aldrig erhverve den. Det eneste det går ud på er, at alle lærerstillinger skal besættes med danskere. - Eksempler på dansk skoledisciplin i Slesvig by lover skarp disciplin til de unge. En dansklærer på den lærde skole har den nationale vane at sige til eleverne, når han er utilfreds: Kvæg! Han knipser til en 16-årig skoledreng: "Kvæg! Hvad ser du på mig for?" Han afviser høfligt titlen. Danskeren smider ham ud af døren med næverne. Kort efter bliver eleven indkaldt til den danske rektor. Denne modtager ham med slag på dansk manér. Faderen til den meget velopdragne dreng siges at have klaget; det er uvist hvad der er kommet ud af det. (Schw. N.).

Aus dem Herzogthum Schleswig, Anfangs November. Der Etatsrath Regenburg, Departementschef der Kirchen- und Schulfachen im Schleswigischen Ministerium, bereist die Kirchspiele, die vom dänischen Sprachzwang heimgesucht sind, um die Früchte desselben zu schauen. In Treya, 2 Meilen westlich von Schleswig, wo das reinste Plattdeutsch zu Hause ist (die Gegend gehört zum ehemaligen deutschen markgrafenthum Schleswig), hat derselbe sich mit den Fortschritten der Schuljugend in der dänischen Sprache im Ganzen zufrieden beseigt. Als aber der Schullehrer (ein Deutscher), dem seine Entlassung bereits angekündigt war, vorstellte, dass die Kinder durch ihn so weit gebracht seyen, dass er daher hoffe, seine Stelle behalten zu dürfen, entgegnete der Etatsrath Regenburg: "Das sey nicht thunlich, auch fehle den Kindern noch der rechte dänische Accent." Bekanntlich kann ein Deutscher sich denselben nie aneignen. Allein es gilt hier auch nur, alle Lehrerstellen mit Dänen zu besetzen. - Beispile der dänischen Schuldisziplin in der Stadt Schleswig verheissen der Jugend eine scharfe Zucht. Ein dänischer Lehrer an der Gelehrtenschule hat die nationale Gewohnheit, die Schüler, wenn er unzufrieden ist, ansureden: Vieh! Einen 16jährigen Schuler fährt er an: "Vieh! was siehst du mich an?" Dieser verbittet sich die Titulatur höflich. Der Däne wirft ihn unter Fautschlägen zur Thüre hinaus. Bald darauf wird der Schüler zum dänischen Rektor zitirt. Dieser empfängt ihn mit Stockschlägen nach dänischer Manier. Der Vater des sehr wohlerzogenen Knaben soll sich beschwert haben; mit welchem Erfolg, steht dahin. (Schw. N.).

(Neue Würzburger Zeitung : Würzburger Abend-Zeitung ; Würzburger Anzeiger und Handelsblatt 23. november 1855)

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Schleswig, Hohe Thor (1864). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sprogordningen 1850-51 angav Treya som liggende på grænsen mellem det blandede dansk skole, rets og kirkesprogsområde og det tyske. 

Kilder strides om hvor mange der talte hvad i Treya. Dansksympatiserende nævner fx at det tyske slet ikke var tysk, men plattysk eller dialektisk. De tysksympatiserende om at de få danske der talte dansk, talte det "Dänischartiges" - hvilket formentlig hentyder til at de slesvigsk-danske dialekter (fx sønderjysk) er uforståelige for standarddansk.

Fredrik Bajer (1837-1922) beretter i sine livserindringer (1909) om at "I Treya kan børn og gamle folk tale dansk, her i Sylvested kun børnene, da byen før har hørt til den altid tyske Michaelis Kirke i Slesvig. Skolelæreren, som taler godt dansk ..." Han deltog som løjtnant i krigen 1864.

I februar 1864 skal der have været noget nær lynchstemning mod den danske pastor Nissen og den danske skolelærer. Treya (Treja) blev visiteret i marts 1864, og med begrundelse i det dårlige undervisningsniveau blev de begge indstillet til afskedigelse.

Se også indslaget om etatsråd Regenburg her på bloggen.