Stokhusets Ophævelse. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Stokhuus eller, som det ogsaa kaldes "Slaveriet" skal som bekjendt ophæves med dette Aars Udgang. Bygningerne ville blive stillede til Militairetatens Disposition og det hedder, at de skulle benyttes til Oprettelsen af en Caserne for Straffecompagnier. Med Ophævelsen af Stokhuset vil, efter vor Mening, en Straffeanstalt være bortryddet, som efter dens Indretning og Opgave ganske har forfejlet sit Øiemed. Det er øiensynligt, at det har ligget i de tidligere Lovgiveres og Autoriteters Hensigt at gjøre Opholdet i denne Anstalt mere afskrækkende, streng og piinlig, end i Tugthusene. En saadan Forskjel var saa meget mere nødvendig, som hiin Anstalt kun optog Subjecter, som havde gjort sig skyldige i grove Forbrydelser, som Mordanslag, Røveri, Indbrud. Falskmyntneri, Kirke- og Marktyveri, osv. I den i Begyndelsen herskende strenge Justits skete imidlertid i Tidens Løb et Omslag og den næsten militairiske Indretning af Anstalten bevirkede, at Fangerne ligefrem fik en bedre Behandling her, end i Tugthusene. De bleve næsten behandlede som militaire Arrestanter, erholdt en Soldats Kost arbejdede i Fæstningen eller bleve mod en vis Dagløn (3 Mk.) udleiede til private Personer. Dette gjaldt imidlertid blot for de Fanger, som kun skulde tilbringe et vist Antal Aar i Straffeanstalten. Livsfangerne befandt sig derimod i mange Aar udenfor Anstalten i meget faste, kunstigt oplyste, underjordiske Fængster i Citadellet Frederikshavn; men senere bleve disse rømmede og de grove og farlige Forbrydere ogsaa hensatte i Stokhuset i lyse underjordiske Celler, som i deres Indretning ligne Blokhuse. En Afdeling Artilleri med to Kanoner og et Antal af 15-20 Infanterister have senere uafbrudt bevogtet Anstalten. De paa Livstid indsatte Fanger maatte aldrig forlade Anstalten, erholdt hver Dag et vist Pensum Arbeide og bleve straffede, naar det ikke var fuldført. Saaledes er det senere forbleven og finder endnu Alt Sted paa lignende Maade, med Undtagelse af Udleielsen af Slaverne og Bevogtningen af de paa Fæstningsværkerne Arbejdende ved Soldater. Istedetfor disse har alt i flere Aar været benyttet Civile, der ere bevæbnede med en Sabel. Naar det nu betænkes, at hverken Arbeide eller Opsigt er streng, at det efter den sædvanlige Arbejdstid fra 5 til 12 Formiddag og 1 til 6 Eftermiddag tillades Fangerne at arbeide for sig selv, hvorved det lykkes ikke Faa at sammenspare en ikke ubetydelig Sum eller at kunne tilvejebringe deres daglige Fornødenheder; tager man i Betragtning, at det store Fleertal af Fangerne arbejder i fri Luft og tildeels uden bestandig Opsigt, at det ingenlunde er formeent dem at anskaffe sig forskjellige Beqvemmeligheder og at forbedre deres ingenlunde knappe eller slette Kost; betænker man endelig, at Fangerne ved Hds. Maj. Enkedronningens Naade daglig erholde 3 sk til Bestridelse af deres Smaafornødenheder og at der er skjænket Stokhuset Legater, hvis Udbytte er bestemt til Tractement for samtlige Slaver paa Festdage - saa seer man heraf, at Fangernes Lod ialmindelighed er langt lettere at bære, end Tugthuusfangernes, der ved strengt Arbeide og en ringere Kost aldrig forlade Bygningen og kun maae opholde sig een Time daglig i fri Luft. Erkjendelsen af disse Kjendsgjerninger har væsentlig været Aarsag til, at Stokhuset ved Lov er bestemt til at ophæves til 1ste Januar 1859 og Fangerne forflyttes til Tugthuset. Fortiden beløber Slavernes Antal sig til noget over 90, af hvilke omtrent Femtedelen er inddømt paa Livstid. Disse Forbrydere bære en halv lys-, halv mørkeblaa Dragt med Knæbeenklader, under hvilke en dobbelt Jernring med Kjæde er befæstet til Benet. Omtrent Fjerdedelen befinder sig i Anstalten for et Tidsrum, som nærmere bestemmes ved Kongens Naade. I Regelen fører et treaarigt, daddelfrit og uden Straf tilbragt Ophold i Stokhuset til at fangerne paa Forstanderens Anbefaling erholde en saadan Naade. Frigivelsen skeer da paa Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag. Forrige Aar blev saaledes 13 Fanger frigivne, og til 6te October iaar vil formodentlig et langt større Antal blive fri. Det Eneste, hvori der endnu opretholdes en større Strenghed i Stokhuset, bestaaer i Straffemaaden. Opsætsighed, Uorden og Dovenskab bliver nemlig straffet med Kat, en Slags Knut. Delinqventen bliver ved en saadan Straf fastbunden til en Stolpe ved Hjælp af Haandjern og Reeb, og erholder Slagene paa den blotte Ryg i alle Fangers, Inspecteurens og Lægens Nærværelse. Ved en mindre stærk Constitution er 27 Slag (det sædvanlige Antal) tilstrækkelig til at opflænge Kjødet paa mange Steder, og en flere Ugers Behandling paa Hospitalet er nødvendig til at bevirke en fuldstændig Helning af Saarene. Blandt de fortiden i Stokhuset værende Fanger befinder sig ogsaa flere Negere, for Størstedelen fra de vestindiske Colonier. Fra Guineakysten, hvor Danmark som bekjendt forhen havde Besiddelser, er ligeledes tidligere indbragt Forbrydere, deriblandt en Høvding, som man havde overbeviist om at have røvet flere Børn og at have slagtet og offret dem paa en Tromme til hans Afguder. Dette blodbesprængte Instrument besinder sig endnu i det ethnographiske Museum og hiin Høvding har endnu ikke erholdt sin Frihed. 

- - -

Som allerede bemærket skulle Fangerne til næste Aar vandre i Tugthuset. Dette vil sikkert være dem meget ukjært, og Protester mod denne Fremgangsmaade skulle allerede have ladet sig høre fra de Opponenter, som sædvanlig forefindes paa saadanne Straffeanstalter. Man mener, at de paa Livstid Indespærrede ovenikjøbet skulle indsættes i de Enkeltceller, som i de sidste Aar i et Antal af 50 til -10 ere blevne indrettede efter pensylvansk System i Tugthusene. Man vil i Begyndelsen have sin Nød med at styre de med denne Forandring Utilfredse. (FL Z.)

(Skive Avis 1. september 1858. Uddrag)

- - - Den ældste Stokhusfange er en Normand, som i Kongsberg Sølvværk havde tilvendt sig betydelige Stykker Erts og solgte dem. Denne Fange er høit i de Firs og har nu været i Slaveriet over 50 Aar, af hvilke i sidste 12 a 15 Aar sengeliggende. Kunstnere og Malere komme hyppig for at portraitere og at male ham, formedelst hans lange hvide Skjæg og patriarkalske Udseende. Man havde forlængst giver denne gamle Mand sin Frihed, saafremt del ikke havde været for ikke at prisgive ham til en fuldkommen Hjælpeløshed. Slaveriet er for ham blevet et Asyl og eneste Hjem, hvilket han nu har saa kjært, at han ingenlunde vil forlade det. (Fl. Z.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. september 1858. Uddrag).

Lovforslaget om Stokhusfangernes overførsel til huset blev vedtaget ved 3. behandling den 30. oktober 1858 med 54 stemmer mod 9. Stokhuset ophørte endeligt den 1. april 1860, hvor fangerne blev overført til det nyopførte Vridsløselille Fængsel og Horsens. Desuden opførtes et nyt på Christianshavn. Nogle af stokhusslavernes arbejde med gadefejning i kaserner og vagter blev overtaget af folk fra Ladegården.

Det har ikke været muligt at verificere historien om nordmanden der blev dømt til slaveriet fra Kongsberg Sølvværk.

Forholdene i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Forholdene i Slesvig. Fra hertugdømmet Slesvig. Jo mere hensynsløst regeringen og dens gejstlige og verdslige embedsmænd i hertugdømmet fortsætter med at presse brugen af ​​det tyske sprog ud fra distrikterne, hvor den har forfatningsmæssig lige rettigheder med det danske sprog, fra kirke, skole og verdslig administration, jo mere øges befolkningens bitterhed, jo mere umuligt er det for forsoning og tilnærmelse mellem begge nationaliteter. Adskillelsen og uenigheden er langt større end i 1850 og 51. Danskerne har gennem deres uretfærdige og skødesløse fremgangsmåder opdraget befolkningen i en anti-dansk ånd, og det betyder også at modviljen mod enhver politisk forbindelse med Danmark vokser. Selv de dansktalende nordslesvigere er trætte af det vilkårlige danske embedsstyre og ønsker kun at forblive i kontakt med syden, hvorfra de tidligere blev styret og fik deres embedsmænd der var fortrolige med de lokale love og skikke, hvoraf de danskerne var lige så uvidende som de var fjendtlige over for dem. Flensborgs sympatier er også i stigende grad på vej mod syd. Dette er tydeligt i alle lag af samfundet. I juni måned tog medlemmerne af Flensborgkoret, mest småborgere og håndværkere, en tur med jernbanen til Slesvig, en gruppe på 400 mennesker af begge køn. På banegården i Slesvig blev de mødt af en søndagsfin klædt skare der ikke har været set her længe. Optoget gik til skoven (Thiergarten), hvor klubben sang en tysk sang, hvor tyske toner blev rost og derefter samledes ved foden af ​​bakken (Stampfmühle) til et måltid i telte. Meningsfulde skåltaler demonstrerede solidariteten mellem Flensborgerne og slesvigerne. Danskerne skulle efter sigende ikke have kunnet skjule deres ærgrelse over at beboerne i Slesvig ved denne lejlighed samledes i så stort tal, mens ingen mødte op når danskerne arrangerede en festival. Sådan er stemningen i Flensborg nu; og det nyttede ikke megen at ansætte en født dansker ved siden af ​​en tysk prædikant ved hver af de tre tyske kirker der; eller at lærere i folkeskolen skal gøre alt for at gøre det danske sprog populært. Det har vakt fuldstændig forargelse i den dannede klasse at lærerne på den lærde skole hvor undervisningssproget er tysk, lærer eleverne det mest præcise kendskab til det danske sprog samt dansk litteratur og poesi og kun så meget tysk som til at undgå fejl, selvom de selv ligesom danskerne på den lærde skole i Slesvig, laver fejl på fejl. På begge skoler får eleverne det gamle og det nye sprog oversat til dansk, også i de lavere klasser, for at undgå tysk. Danskfødte i Angel har det seneste år været ansat som prædikanter selv i kirker hvor kirkesproget udelukkende er tysk. Håbet er at transplantere det danske sprog længere og længere sydpå. Få slesvigere, men slet ingen holstenere, forfremmes til verdslige eller åndelige embeder. En konstant svækkelse af de holstenere der er berettiget til beskæftigelse i Slesvig efter den gældende oprindelige forordning. Så for blot at huske ét eksempel af mange, så meget for beskyttelsen af ​​tysk nationalitet, som det tyske forbund lod sig garantere; så meget for Holstens rettigheder i Slesvig, hvis beskyttelse er en del af forbundsregeringens opgave, hvis den udvikler den vilje og styrke, som fx England henvender sig til sine statslige og nationale interesser. (Fr. N.)

Zustände in Schleswig. Aus dem Herzogthum Schleswig. Je rücksichtsloser die Regierung mit ihren geistlichen und weltlichen Beamten im Herzogthum fortfährt, den Gebrauch der deutschen Sprache aus den Distrikten, wo sie verfassungsmässig gleichberechtigt ist, mit der dänischen, aus der Kirche, Schule und weltlichen Administration zu verdrängen, desto höher steigt die Erbitterung der Bevölkerung, desto unmöglicher ist eine Aussöhnung und Annäherung beider Nationalitäten. Die Scheidung und der Zwiespalt isdt weit grösser als 1850 und 51. Die Dänen haben durch ihr ungerechtes und unbedachtsames Verfahren die Bevölkerung in dänenfeindlichen Sinn erzogen, und begriflich wächst damit auch der Widerwille gegen jede politische Verbindung mit Dänemark. Selbst die dänisch redenden Nordschleswiger sind der willkürlichen dänischen Beamtenherrschaft überdrüssig und wollen nur mit dem Süden in Verbindung bleiben, von wo aus sie früher regiert wurden und ihre Beamten erhielten, die mit den Landesgesetzen und Gewohnheiten bekannt waren, deren die Dänen ebenso unkundig als ihnen feindlich sind. Auch die Sympathien der Flensburger gehen immer entschiedener nach Süden. Dieses zeigt sich in allen SChichten der Gesellschaft. So unternahmen im Juni die Mitglieder des Flensburger Gesangvereins, meistens kleine Bürger und Handwerker, eine Ausfahrt auf der Eisenbahn nach Schleswig, eine Gesellschaft beiderlei Geschlechts von 400 Personen. Am Bahnhofe in Schleswig wurden sie von einer so grossen Menge, wie man hier lange nicht gesehen, im Sonntagsputz empfangen. Der Zug ging nach dem Gehölz (Thiergarten), wo der Verein ein deutsches lied, worin deutsche Weise hochgepreisen ist, absang und sich dann am Fusse des Hügels (Stampfmühle) zu einen Mahle in Zelten vereinigte. Sinnige Trinksprüche bekundeten das Zusammenhalten der Flensburger mit den Schleswigern. Die Dänen sollen ihren Verdruss nicht haben verbergen können, dass bei dieser Gelegenheit sich die Bewohner Schleswigs in so grosser Menge sammelten, während sich Niemand zeige, wenn von Dänen irgend ein Fest veranstaltet werde. So ist jetzt die Stimmung in Flensburg; und es hat wenig gefruchtet, dass man an jeder der dortigen 3 deutschen Kirchen neben einem deutschen Prediger einen geboreren Dänen angestellt; dass in den Bürgerschulen die Lehrer sich alle ersinnliche Mühe geben müssen, die dänische Sprache populär zu machen. Entrüstung hat es vollends in der gebildeten Klasse erregt, dass die Lehrer an der Gelehrtenschule, wo die Unterrichtssprache die deutsche ist, den Schülern die genaueste Kenntniss der dänischen Sprache, wie der dänischen Literatur und Poesie beizubringen, von der deutschen so viel, um Fehler im Schreiben zu vermeiden, obgleich sie selbst, wie die Dänen an der Gelehrtenschule in Schleswig, Schitzer über Schnitzer machen. In beiden Schulen lässt man die Schüler aus den alten und neuen Sprachen in's Dänisce übersetzen, selbst in den unteren Klassen, um deutsch zu vermeiden. In Angeln sind im verflossenen Jahre abermals geborene Dänen selbst an Kirchen als Prediger angestellt, wo die Kirchensprache nur deutsch ist. So hofft man, die dänische Sprache immer weiter nach Süden zu verpflanzen. Wenige Schleswiger, aber gar keine Holsteiner werden zu weltlichen oder geistlichen Aemtern befördert, eine fortwährende Beeinträchtigung der, zufolge geltender Indigenatverordnung, zur Anstellung in Schleswig berechtigten Holsteiner. So steht es, um nur eines Beispiels von vielen zi gedenken, um den Schutz der deutschen Nationalität, die sich der deutsche Bund zusichern liess; so um die Rechte Holsteins in Schleswig, deren Beschützung zum Beruf des Bundes gehört, wenn derselbe den Willen und die Kraft entwickelt, welche z. B. England seinen staatlichen und nationalen Interessen zuwendet. (Fr. N.)

(Augsburger Tagblatt. 18. august 1858)

Udvist paa Grund af Vise. (Efterskrift til Politivennen)

For 3 Uger siden fandt endeel Haandværkssvende i Høier sig foranledigede til ved Nattetider at afsynge den slesvig-holsteenske Oprørsvise udenfor Apotheker Nagels Vinduer. De bleve ved Gensd'armer afhentede til Tønder; 12 af dem idømtes resp. 5, 6, 8, 10, 15 Dages Vand- og Brødsstraf og ere nu hjemsendte til deres Hjemstavn, Holsteen og det sydlige Slesvig. (Vestk. Td.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. august 1858).

Vridsløselille Statsfængsel. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Roeskilde Landevej mellem Glostrup og Taastrup, hænder det ikke saa sjælden - hedder det i "R. o. S. - at en ung Pige forundret peger ud af Vognvinduet og spørger, hvad er det for er Slot, hvis Spiir hæver sig saa romantisk over Skoven derhenne. Det er det nye Cellefængsels Kirkespiir, man seer rage frem over Træerne. Dette Fængsel, paa Vredsløselille Mark, er bygget i Form af en Stjerne, fra hvis Midpunkt 5 Straaler (Bygninger) udgaae. Cellerne besinde sig i de 4 af disse Straaler, der have en Brede af 21 Alen, en Længde af 90 fra Midten af Centralhallen, hvori de løbe sammen, og en Høide af 20 Alen. Centralhallens Høide er c. 25 Alen. Hver Straale er afdeelt i 3 Etager, hver Etage med 30 Celler, 15 paa hver Side af Corridoren. Alle Corridorer løbe sammen i Centrahallen, hvor Vogteren opholder sig og med eet Blik kan oversee alle Cellerne. Hver Straale ender i en mindre "Observationshalle", hvorfra 12 trekantede aabne Spadseregaarde udgaae i en Halvcirkel, og hvori disse Gaardes spidse Topvinkler løbe sammen, saa at en Vogter fra Observationshallen paa een Gang kan iagttage alle Gaardene. I disse kunne Fangerne, Een for Een, en Time daglig hver gjøre sig en Motion; han har en Spadseregang paa c. 50 Alen. Selve Cellerne bestaae af lutrer Muur, med Undtagelse af Døren, der er forsynet med et Vindue, hvorigjennem Vogteren fra Corridoren ubemærket kan iagttage Fangen. I Cellens modsalte Væg, oppe under Loftet, er et Vindue, hvorigjennem Fangen kan see Himlen. Der er forsynet med en Trækrude, som Fangen selv kan aabne og lukke. Gulvet bestaaer af en Slags Cement, der er ligesaa glat som Marmor, men ikke koldt. Cellens Høide er 1 Alen 16 T., dens Længde 6 Alen, Brede 3 Alen 12 T. Cellen opvarmes ved et Rør, som er anbragt langs med Gulvet. Vand erholder Fangen fra en udvendig Beholder. - Kirken har en Længde af 40 Alen. I dens ene Ende staar Præsten i en Fordybning; ligeoverfor ham sidde Fangerne i Rækker af lukkede Stole, 20 i hver Række. Disse Stolerækker danne er Amfitheater; hver Fange kan see Præsten men ikke de andre Fanger. Præsten seer hver Fange fra Issen til Skulderen. Kirken kan rumme 200 Fanger, hele Fængslet 400, saa at hver Fange kun hveranden Søndag kommer i Kirke, - saaledes er den foreløbige Bestemmelse. Naar Fangerne begive sig fra deres Celler til Kirken eller Spadseregaardene, skulle de have Hovedet heelt bedækket med en Voxdugshætte, som de først tage af i den lukkede Stol eller i den eenlige Gaard. Saaledes kan det opnaaes, at de efter et fleeraarigt Ophold i Fængslet hverken selv have seet eller ere blevne sete af een eneste af deres Medfanger. I Fængslet, saavel i som udenfor Cellen, vil herske en uhyggelig Stilhed; den afbrydes kun ved Lyden af Lokomotivfløiten fra Jernbanen, - den smerteligste Lyd for en Fange at høre paa, og som han alligevel vil længes efter; det er dog en Afvexling. - Dette Fængsel, det første i sin Slags hertillands, bygges under Tilsyn af Konferensraad David, og Arkitekt Nebelongs Ledelse, samt en af hans Elever, Hr. Bechmann, der styrer Arbejdet. Overslaget over Udgifterne er paa 550,000 Rd. Naar det bliver færdigt, kan endnu ikke angives, uagtet der er arbeidet et Par Aar paa der. I dette Efteraar haaber man at blive ganske færdig med en af Straalerne.

(Ribe Stifts-Tidende 31. juli 1858).

Kirken som man kunne se fra toget. Vridsløse Statsfængsel, nu lukket i Albertslund. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skolerne i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

I den lærde og Realskolen i Flensborg - hvor disse tvende heelt forskjellige Læreformaal i een og samme Skole ere lige saa uheldigt combinerede som her og ved nogle flere af Kongerigets Latinskoler - undervises i de forskjellige Læregjenstande i nogle paa Dansk og andre paa Tvdsk og kan der ved Religionsunderviisningen frit vælges Dansk eller Tydsk som Underviisningssprog. Dette er den eneste og sande retfærdige Maade ved offentlig Underviisning, og navnlig den religiøse, i blandede Sprogkredse. Havde man fulgt det Samme i de blandede Kredse paa Landet eller særligt ved Konfirmations- forberedelsen og konfirmationen, hvilket ogsaa er overensstemmende med Sproqrescriptets Bud, der i de kirkelige Handlinger for Individet tilsteder frit Valg af Sproget: saa vilde man derved baade have fyldestgjort et billigt Krav og undgaaet megen ikke blot politisk, men ogsaa i Samfunds- og Menighedsforholdene indgribende Tvist; ikke at tale om at man ved Frivilligheden ogsaa bedst leder bort fra sprogligt Stivsind, hvor saadant forudsættes, endskjøndt det i givne Tilfælde altid er vanskeligt at idømme, og vækker lettere Sandsen for den danske Underviisning. At man nu f. Ex. i Flensborg vilde have gjort Skolen og Underviisningsformaalet Skade ved at opstille Sprogtvang ved Religionsunderviisningen i Skolen, samt tillige at det Tydske der endnu er det overvejende hos Befolkningen, kan sees deraf, at i den nævnte Skole have af 180 Borgersønner de 159 valgt Religionsunderviisningen paa Tydsk og 21 paa Dansk og af 33 Sønner af Lærere, Læger, Embedsmænd osv. de 18 valgt dansk og 15 tydsk Underviisning, Flensb. Av. siger: "Alt naturligviis m. H. t. de kirkelige Forhold og (selve) Confirmationsunderviisningen". Men i Flensborg, hvor vel Sproget i de øvrige Kirker er tydsk, er jo ogsaa en reent dansk Menighed, og skulde del ikke staae frit at vælge Kirken, saa vil dette jo lettes ved at løse fra Sognetvangen, hvilket overhovedet ogsaa i Slesvig vilde være en kirkelig Velgjerning og som derfor ogsaa Grundtvig ved Kirkemødet i Kjøbenhavn under Misbilligelse af Konfirmations- Sognetvangen tilraadede. Bliver der først kirkelig Frihed i Slesvig og Frihed ved Valget af Skolesproget for Religions-Underviisningen i de offentlige Skoler, saa vilde ogsaa selve  Slesvigernes Anledning til Klage over Sprogforhold, baade fra den ene og den anden Side, bortfalde. Det er dog fra Sprogtvisten at vore Forviklinger hjemme og udadtil hidrøre.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1858).