Manglende Ytringsfrihed i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvigernes og holstenernes tavshed om deres klager og ønsker.

Til det spørgsmål som stilles endog fra Paris og London, hvorfor Hertugdømmernes beboere ikke i denne tid med de vigtigste forhandlinger tilkendegive deres ønsker og klager i en begæring til suverænen, i nogen fælles tale, og derved giver anledning til den fejlagtige opfattelse at der er almen tilfredshed med de der er ved magten, mens kun få adelsmænd var i opposition til den (danske) regering, indeholder de identiske paragraffer 8 i den slesvigske grundlov og 7 i den holstenske grundlov svaret. De lyder sådan her: "Ethvert undersåt i vort hertugdømme Slesvig (Holsten) har ret til at rette henvendelser og klager, hvad enten de vedrører generelle, offentlige eller private anliggender, til os, til vores ministerium, til provinsstænderne eller til hans myndigheder, iht. overholdelse af de relevante myndigheders lovbestemmelser (dette omfatter brug af stempelpapir). Kun de forfatningsmæssige repræsentanter for et juridisk anerkendt selskab har tilladelse til i fællesskab at fremlægge et spørgsmål vedrørende offentlige anliggender (begæring, adresse) mundtligt eller skriftligt, og de kan kun slutte sig sammen, hvis emnet (andragende, adresse) ikke er en et generelt statsspørgsmål, men alene vedrører den særlige interesse for det selskab der repræsenteres af andrageren. Bortset fra dette sidste tilfælde er enhver forening til det tilsigtede formål, samt underskrivelse af et skriftligt, trykt eller litografisk andragende (begæring, adresse), der vedrører et offentligt anliggende, strafbart. Straffen vil blive fastsat efter dommerens skøn."

(De sidste syv ord mangler i den holstenske forfatning.) I foreningssager kan foreningen samles og indgive andragender; I nationale anliggender må ikke to børn af landet, endsige flere, forenes og rette fælles anmodninger til landsherren. Hertugdømmernes indbyggere er loyale; de er tavse. Og nu bebrejdes de deres tavshed; eller bygger konklusioner baseret på det faktum at der ikke kræves diplomatisk viden for at blive overbevist om deres fejltagelse. Hvis hertugdømmerne udøvede foreningsretten og begæringsretten, ville deres loyale ønsker snart blive hørt, og der ville blive opnået grundlag for at bilægge striden.

Das Schweigen der Schleswiger und Holsteiner über ihre Beschwerden und Wünsche.

Auf die Frage, die selbst von Paris und London herübertönt, warum die Bewohner der Herzogthümer in dieser Zeit der wichtigsten Unterhandlungen in keiner Petition an den Landesherrn, in keiner gemeinsamen Adresse ihre Wünsche und Beschwerden zur Stunde bringen, und die irrige Auffassung entstehen lassen als herrsche allgemeine Zufriedenheit, während nur ein paar Adelige sich in Opposition wider die (dänische) Regierung befänden, enthalten die gleichlautenden Paragraphen 8 der schleswigschen und 7 der holsteinischen Verfassun die Antwort. Dieselben lauten so: "Jeder Unterthan in Unserm Herzogthum Schleswig (Holstein) hat das Recht mit Bitten und Beschwerden, diese mögen allgemeine, öffentliche oder Privatangelegenheiten betreffen, an Uns, an Unsere Ministerium, an die Versammlung der Provincialstände oder an seine Obrigkeit zu wenden, unter Beobachtung der betreffenden gesetzlichen Bestimmungen (dahin gehört der Gebrauch des Stempelpapiers). Zur gemeinsamen mündlichen oder schriftlichen Vorbringung eines öffentliche Angelegenheiten betreffenden Anliegens (Petition, Adresse) dürfen nur die verfassungsmässigen Vertreter einer gesetzlich anerkannten Corporation, und auch diese nur dann sich vereinigen wenn der Gegenstand des Anliegens (Petition, Adresse) nicht eine allgemeine Landesangelegenheit ist, sondern lediglich das besondere Interesse der von den Bittstellern vertretenen Corporation  betrifft. Abgesehen von diesem letzten Fall ist jede Vereinigung zu dem gedachten Zweck, sowie die Unterzeichnung einer geschriebenen, gedruckten oder lithographirten Eingabe (Petititon, Adresse), welche eine öffentliche Angelegenheit betrifft, strafbar. Die Strafe wird nach richterlichem Ermessen bestimmt."

(Die letzten sieben Worte fehlen in der holsteinischen Verfassung.) In Corporationsangelegenheiten darf die Corporation sich versammeln und gemeinsam bitten; in Landesangelegenheiten dürfen nicht zwei Landeskinder, geschweige denn mehrere, sich vereinigen und gemeinsame Bitten an den Landesherrn richten. Die Einwohner der Herzogthümer sinc loyal; sie schweigen. Und nun macht man ihnen ihr Schweigen zun Vorwurf; oder baut Schlüsse darauf, von deren Irrigkeit überzeugt zu seyn es wahrlich keines diplomatischen Wissens bedarf. Besätzen die Herzogthümer das Vereinsrecht und das Petitionsrecht, man würde bald die loyalen Wünsche derselben vernehmen, und eine Basis für die Schlichtung des Streits gewinnen.

(Allgemeine Zeitung. 21. september 1858)

Slesvigs forfatning af 15. februar 1854 gav ingen demokratiske rettigheder, snarere indskrænkede den de eksisterende. Stænderforsamlingen fik besluttende myndighed og valgretten til stænderforsamlingen blev udvidet, så den nu tilkom 7% af befolkningen mod hidtil kun 2%. Efter at regeringen A.S. Ørsted samme år gennemførte en enevældig fællesforfatning der indførte et hovedsageligt rådgivende rigsråd fælles for hele monarkiet, som skulle udpeges af kongen, den danske rigsdag og hertugdømmernes stænderforsamlinger, vedtog en ny regering P.G. Bang i 1855 vedtaget en fællesforfatning for helstaten, som de holstenske stænder dog nægtede at acceptere.

Fanø. (Efterskrift til Politivennen)

Af en Brev til "Dgbl." dateret sidst i August hedder det om Tilstanden paa Fanø: Tid efter anden har man set Beretninger fra forskjellige Egne i Landet, navnlig om Høstens Beskaffenhed i dette Aar. Jeg har ventet at se Noget offenliggjort ogsaa om Tilstanden her paa Øen; men da dette hidtil ikke er sket, sender jeg Dem disse Linier. De stedfindende ugunstige Forhold have her paa Øen som paa saa mange Steder deres Grund allerede i del forrige Aars Veirlig. Regnmængden var ifjor saa ringe, at det udøvede en sørgelig Indflydelse paa Afgrøden baade paa Ager og Eng, saa at Udbyttet for Flere ikke var stort mere end Halvdelen af et sædvanligt Aars, og mange Kreaturer maatte afskaffes. Vinteren gav liden eller ingen Sne, og allerede dette maatte fremkalde Bekymring, da navnlig en stor Strækning Agermark, der løber langsmed de indre Klitter, drager sin Fugtighed af den Snee, som i Reglen lægger sig paa den østre Skraaning. Men dette Aars Tørhed har endnu langt overgaaet det forrige Aars. Samles al den fra det tidligste Foraar indtil Høstens Begyndelse faldne Regn, vil den ganske vist ikke udgjøre saa Meget som 24 Timers jevnt faldende Regn. Ofte have Regnskyer vist sig rundt om Øen, og man har set Regnen falde snart paa Fastlandet og snart i Havet, men Øen selv er ikke bleven delagtig deri. Ikke sjældent har endog svært Tordenvejr truet, men enten er det sunket tilbage, eller Skyerne have delt sig og ere gaaede Øen forbi paa begge Sider, hvor Regnen synlig har udgydt sig strømmevis. Følgerne heraf ere i høi Grad beklagelige. Høsletten paa Ager og Eng er for Alle paa en enkelt Undtagelse nær ringere end i Mands Minde, og endnu sørgeligere er Virkningen paa Sæden. Vaarrugen, der her dyrkes saagodtsom udelukkende, er mislykket i den Grad, at man kun ved Intet deraf al forbruge til Fødekorn kan nogenlunde haabe at faae den tilstrækkelige Sæd for næste Aar. Af store Strækninger har man afmeiet den som Halm eller for ikke at bortgive en Tomme af Straaet oprykket den med Rode. Af mangfoldige Tønder Land er Avlen baaren til Huset en halv og en hel Fjerdingvej for at spare Vognlejen, som Afgrøden neppe var værd. Med Bygget, der ellers her afgiver en ofte Forundring vækkende Grøde, staaer det sig i det Hele taget ikke meget bedre. At skaffe Kreaturerne selv den tarveligste Næring har for Mange i Sommerens Løb været en endnu større Bekymring og Produktionen af Mælk og Smør har i høi Grad baaret Vidne herom. Flere have aftøiret Græsset i Engene eller deres Rug- og Bygager, hvor de havde liden eller ingen Kjerne at vente. Stormfloden den 25de-26de Juli berøvede derhos adskillige Beboere flere Læs Hø og gjorde disses Lod saa meget mere mislig. Det er en uundgaaelig Nødvendighed, at Kreaturholdet iaar formindskes i en endnu langt større Grad. Gaardbrugere, der alt have kjøbt flere Tønder Korn for Høsten, og som nu maa kjøbe alt Føderug for hele det næste Aar, have for at beholde deres Heste med stor Bekostning maattet skaffe Staldfoder til disse fra Fastlandet; Andre, som ikke se sig istand dertil, maae sælge deres Heste. Hvorledes ved den indtrædende Kreatur-Formindskelse den fornødne Mælk vil kunne haves for mange vel et Hundred- - Familier, der ingen Køer holde, er ikke let at indse. Det er ifald at haabe, at de, som kunne sælge Mælk, ikke i ubillig Maade ville benytte sig af den Trang, som nødvendig maa indfinde sig. Kommer nu dertil, at Skibsfarten iaar er saa lidet indbringende, at Flere, maaske de Fleste, Intet fortjene, og at Nogle endog standse med deres Fart af Mangel paa Fragt eller paa Grund af dennes lave Standpunkt, saa er det tilvisse ikke uden større Bekymring, at Fremtiden her sees imøde. Føderug til Øens 3000 Mennesker, Byg til en stor Del af disse, endelig Hø, Brændsel, Smør og flere andre Landbrugs-Produkter, som iaar maae indføres, udgjøre en saadan Kapital, at man vel maa spørge, hvor Midlerne ere til at bringe dem tilveje. Unægtelig eier Øen store Kapitaler, men disse staae saagodtsom alle i Skibene, og naar disse Intet fortjene, ere de ei alene døde, men fordre endog yderligere Tilskud. Fiskeriet har vel iaar givet taaleligt Udbytte for dem, som have beskjæftiget sig dermed, men Prisen har været saa lav, at ogsaa denne Fortjeneste kun er liden. Desværre har Stormen den 25de og 26de Juli ogsaa kravet Offre ved totalt Forlis af Skibe og Mandskab, hvorved flere Enker ere føiede til de mangfoldige, der allerede her kæmpe den tunge Strid for det daglige Brød.

(Ribe Stifts-Tidende 18. september 1858).

Tørv. (Efterskrift til Politivennen)

Moserne og Kjærene udgjøre her i Kongeriget omtrent 42 Kvadratmile eller omtrent 6pCt. af hele Landets Overflade. Den langt overvejende Del af disse findes i Nørrejylland, hvor de indrage en Strækning af omtrent 37 Kvadratmile. Størstedelen af Moserne indeholde Tørvemasse, og Landet er i det Hele tager vel forsynet med dette Slags Brændsel. - Den store Masse Tørv, vi have her i Lander, maatte ganske naturlig fremkalde Tanken om at anvende den til Materiale ved industrielle Anlæg, og man har forsøgt dette f. Ex. paa Strandmøllens Papirfabrik og paa Holmegaards Glasværk; paa det første Sted har man imidlertid aldeles opgivet Forsøget og tildels paa det sidste. Transporten af Tørv er meget kostbar, da den i Forhold til sin Størrelse indeslutter en ringe Varmemængde, og den kan derfor aldeles ikke konkurrere med Stenkul, hvor den skal transporteres en Strækning, men selv hvor man har Moserne lige i Nærheden, foretrækker man dog Stenkul, forbi Tørv ikke kunne frembringe nogen stærk koncentreret Varme. Der maatte derfor opstaae Spørgsmaal om, hvorvidt det kunde være muligt at bearbeide Tørven saaledes, at denne i el mindre Rumfang indesluttede et større Kvantum Varme, hvorved den kunde blive brugelig i industrielle Anlæg og let lade sig transportere. I Holland og Ostfriesland har man anvendt megen Tid og mange Omkostninger paa slige Forsøg, og man har tilsidst opnaaet at faae et Produkt, der i Haardhed og Glands lignede Stenkul, og i hvilket man ikke kunde gjenkende den oprindelige Substants. Ved nøiere Undersøgelse er man imidlertid kommen til det Resultat, at Produktionsomkostningerne vare for store i Forhold til det Resultat, man opnaaede, idet man har lagt for megen Vægt paa at faae et smukt Produkt, og man, foruden ar gjøre Tørven bedre skikket til Brændemateriale, har villet skaffe sig en Mængde andre Biprodukter af den, som Tjære, Parafin, Creosot osv. Man har derfor i Hannover begyndt at anvende en anden Methode, og ved Hjælp af ganske simple Maskiner har man bragt det dertil, at Tørven har opnaaet en usædvanlig Haardhed og Tykkelse, men den mangler rigtignok det glatte og smukke Udseende, som det i Holland tilvejebragte Produkt havde; i Virkeligheden gjør den imidlertid samme Nytte, og den er betydeligere, saa at Rentabiliteten svarer til alle billige Fordringer. (Hob. A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. september 1858).

Trykkeri i Godthaab. (Efterskrift til Politivennen)

Paa den kgl. grønlandske Handels Bekostning er der blevet indrettet et lille Bogtrykkeri i Inspecteurboligen ved Godthaab i Sydgrønland, i hvilket Trykningen af grønlandske Skrifter eller Meddelelser udføres af Seminariets Hjælpelærere i Forening med et Par dertil oplærte Indfødte, under Inspectenrens og Seminarieforstanderens Tilsyn. Hensigten hermed er deels at tjene til Meddelelse for Handelsbestyrelsen og Missionen, deels at forskaffe Grønlænderne Noget til Underholdning og Belæring. Vi have, hedder det i "Fædrel.", havt Leilighed til at see nogle af de i Grønlands første Bogtrykkeri udførte Arbeider, som Inspecteuren i Sydgrønland, Hr. Rinck, har tilsendt Universitetsbibliotheket, baade Landkort over Grønland, Palæstina, Europa og Jordkloden, og flere underholdende Skrifter, tildeels udstyrede med Træsnit. Fra den europæiske Typographies Standpunct see disse Forsøg vistnok meget barnlige ud, men de udføres jo for en Befolkning, der ogsaa befinder sig paa Barnets Standpunct, og det er vistnok saare bifaldsvardigt, at man omsider begynder at anvende det Middel til Oplysning og Dannelsen, som Pressen frembyder, selv om man kun kan arbeide med smaa og uøvede Kræfter.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. september 1858)

Rink oprettede, medens han var Inspektør i Sydgrønland, Bogtrykkeriet i Godthaab og startede Udgivelsen af den grønlandske Avis *Atuagagdliutit* i 1861. Herved vakte han Grønlænder­nes Sans ikke blot for Læsning, men ogsaa for Billedkunst, idet han opmuntrede dem til at tegne til Bladet og lærte dem at fremstille Træsnit og Litografier i sort-hvidt eller Farve. Med sine egne Tegninger og Litografier er han, vistnok uden Pretentioner som Kunstner, blevet Ophavsmand til en naivistisk Billedform, hvor ægte Fornemmelse for det dekorative og fortællende forenes med sikker Naturiagttagelse. Herved kom han paa en lykkelig Maade Grønlændernes Psyke i Møde og gav deres Billedtrang en spontan Udløsning, saa der dannedes Skole og Traditioner af national Karakter, der endnu spores som noget væsentligt i grønlandsk Billedkunst. R. har bl. a. skrevet: Grønland, geografisk og statistisk beskrevet I-II, 1852-57 (2. Bd. med egne Illustrationer); Farvelitografier og Haandtegn. i Det kgl. Bibl.s Billedsamling. E.K.

(Weilbachs Kunstnerleksikon. Uddrag)

Den første udgave af Atuagagdliutit fra 1. januar 1861. Træsnittet forestiller Nuuk og tilskrives den lokale kulnstner Aron af Kangeq. L.O. C.

Stokhusets Ophævelse. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Stokhuus eller, som det ogsaa kaldes "Slaveriet" skal som bekjendt ophæves med dette Aars Udgang. Bygningerne ville blive stillede til Militairetatens Disposition og det hedder, at de skulle benyttes til Oprettelsen af en Caserne for Straffecompagnier. Med Ophævelsen af Stokhuset vil, efter vor Mening, en Straffeanstalt være bortryddet, som efter dens Indretning og Opgave ganske har forfejlet sit Øiemed. Det er øiensynligt, at det har ligget i de tidligere Lovgiveres og Autoriteters Hensigt at gjøre Opholdet i denne Anstalt mere afskrækkende, streng og piinlig, end i Tugthusene. En saadan Forskjel var saa meget mere nødvendig, som hiin Anstalt kun optog Subjecter, som havde gjort sig skyldige i grove Forbrydelser, som Mordanslag, Røveri, Indbrud. Falskmyntneri, Kirke- og Marktyveri, osv. I den i Begyndelsen herskende strenge Justits skete imidlertid i Tidens Løb et Omslag og den næsten militairiske Indretning af Anstalten bevirkede, at Fangerne ligefrem fik en bedre Behandling her, end i Tugthusene. De bleve næsten behandlede som militaire Arrestanter, erholdt en Soldats Kost arbejdede i Fæstningen eller bleve mod en vis Dagløn (3 Mk.) udleiede til private Personer. Dette gjaldt imidlertid blot for de Fanger, som kun skulde tilbringe et vist Antal Aar i Straffeanstalten. Livsfangerne befandt sig derimod i mange Aar udenfor Anstalten i meget faste, kunstigt oplyste, underjordiske Fængster i Citadellet Frederikshavn; men senere bleve disse rømmede og de grove og farlige Forbrydere ogsaa hensatte i Stokhuset i lyse underjordiske Celler, som i deres Indretning ligne Blokhuse. En Afdeling Artilleri med to Kanoner og et Antal af 15-20 Infanterister have senere uafbrudt bevogtet Anstalten. De paa Livstid indsatte Fanger maatte aldrig forlade Anstalten, erholdt hver Dag et vist Pensum Arbeide og bleve straffede, naar det ikke var fuldført. Saaledes er det senere forbleven og finder endnu Alt Sted paa lignende Maade, med Undtagelse af Udleielsen af Slaverne og Bevogtningen af de paa Fæstningsværkerne Arbejdende ved Soldater. Istedetfor disse har alt i flere Aar været benyttet Civile, der ere bevæbnede med en Sabel. Naar det nu betænkes, at hverken Arbeide eller Opsigt er streng, at det efter den sædvanlige Arbejdstid fra 5 til 12 Formiddag og 1 til 6 Eftermiddag tillades Fangerne at arbeide for sig selv, hvorved det lykkes ikke Faa at sammenspare en ikke ubetydelig Sum eller at kunne tilvejebringe deres daglige Fornødenheder; tager man i Betragtning, at det store Fleertal af Fangerne arbejder i fri Luft og tildeels uden bestandig Opsigt, at det ingenlunde er formeent dem at anskaffe sig forskjellige Beqvemmeligheder og at forbedre deres ingenlunde knappe eller slette Kost; betænker man endelig, at Fangerne ved Hds. Maj. Enkedronningens Naade daglig erholde 3 sk til Bestridelse af deres Smaafornødenheder og at der er skjænket Stokhuset Legater, hvis Udbytte er bestemt til Tractement for samtlige Slaver paa Festdage - saa seer man heraf, at Fangernes Lod ialmindelighed er langt lettere at bære, end Tugthuusfangernes, der ved strengt Arbeide og en ringere Kost aldrig forlade Bygningen og kun maae opholde sig een Time daglig i fri Luft. Erkjendelsen af disse Kjendsgjerninger har væsentlig været Aarsag til, at Stokhuset ved Lov er bestemt til at ophæves til 1ste Januar 1859 og Fangerne forflyttes til Tugthuset. Fortiden beløber Slavernes Antal sig til noget over 90, af hvilke omtrent Femtedelen er inddømt paa Livstid. Disse Forbrydere bære en halv lys-, halv mørkeblaa Dragt med Knæbeenklader, under hvilke en dobbelt Jernring med Kjæde er befæstet til Benet. Omtrent Fjerdedelen befinder sig i Anstalten for et Tidsrum, som nærmere bestemmes ved Kongens Naade. I Regelen fører et treaarigt, daddelfrit og uden Straf tilbragt Ophold i Stokhuset til at fangerne paa Forstanderens Anbefaling erholde en saadan Naade. Frigivelsen skeer da paa Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag. Forrige Aar blev saaledes 13 Fanger frigivne, og til 6te October iaar vil formodentlig et langt større Antal blive fri. Det Eneste, hvori der endnu opretholdes en større Strenghed i Stokhuset, bestaaer i Straffemaaden. Opsætsighed, Uorden og Dovenskab bliver nemlig straffet med Kat, en Slags Knut. Delinqventen bliver ved en saadan Straf fastbunden til en Stolpe ved Hjælp af Haandjern og Reeb, og erholder Slagene paa den blotte Ryg i alle Fangers, Inspecteurens og Lægens Nærværelse. Ved en mindre stærk Constitution er 27 Slag (det sædvanlige Antal) tilstrækkelig til at opflænge Kjødet paa mange Steder, og en flere Ugers Behandling paa Hospitalet er nødvendig til at bevirke en fuldstændig Helning af Saarene. Blandt de fortiden i Stokhuset værende Fanger befinder sig ogsaa flere Negere, for Størstedelen fra de vestindiske Colonier. Fra Guineakysten, hvor Danmark som bekjendt forhen havde Besiddelser, er ligeledes tidligere indbragt Forbrydere, deriblandt en Høvding, som man havde overbeviist om at have røvet flere Børn og at have slagtet og offret dem paa en Tromme til hans Afguder. Dette blodbesprængte Instrument besinder sig endnu i det ethnographiske Museum og hiin Høvding har endnu ikke erholdt sin Frihed. 

- - -

Som allerede bemærket skulle Fangerne til næste Aar vandre i Tugthuset. Dette vil sikkert være dem meget ukjært, og Protester mod denne Fremgangsmaade skulle allerede have ladet sig høre fra de Opponenter, som sædvanlig forefindes paa saadanne Straffeanstalter. Man mener, at de paa Livstid Indespærrede ovenikjøbet skulle indsættes i de Enkeltceller, som i de sidste Aar i et Antal af 50 til -10 ere blevne indrettede efter pensylvansk System i Tugthusene. Man vil i Begyndelsen have sin Nød med at styre de med denne Forandring Utilfredse. (FL Z.)

(Skive Avis 1. september 1858. Uddrag)

- - - Den ældste Stokhusfange er en Normand, som i Kongsberg Sølvværk havde tilvendt sig betydelige Stykker Erts og solgte dem. Denne Fange er høit i de Firs og har nu været i Slaveriet over 50 Aar, af hvilke i sidste 12 a 15 Aar sengeliggende. Kunstnere og Malere komme hyppig for at portraitere og at male ham, formedelst hans lange hvide Skjæg og patriarkalske Udseende. Man havde forlængst giver denne gamle Mand sin Frihed, saafremt del ikke havde været for ikke at prisgive ham til en fuldkommen Hjælpeløshed. Slaveriet er for ham blevet et Asyl og eneste Hjem, hvilket han nu har saa kjært, at han ingenlunde vil forlade det. (Fl. Z.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. september 1858. Uddrag).

Lovforslaget om Stokhusfangernes overførsel til huset blev vedtaget ved 3. behandling den 30. oktober 1858 med 54 stemmer mod 9. Stokhuset ophørte endeligt den 1. april 1860, hvor fangerne blev overført til det nyopførte Vridsløselille Fængsel og Horsens. Desuden opførtes et nyt på Christianshavn. Nogle af stokhusslavernes arbejde med gadefejning i kaserner og vagter blev overtaget af folk fra Ladegården.

Det har ikke været muligt at verificere historien om nordmanden der blev dømt til slaveriet fra Kongsberg Sølvværk.