Kirkesag i Tønder. (Efterskrift til Politivennen)

Fra hertugdømmet Slesvig. I Tønder herred tog en dansk præst med bistand af kirkens visitatorii et indirekte tvangsmiddel af ret materiel karakter i brug for muligvis at forbedre kirkelivet, men i hvert fald med fuld sikkerhed for at forbedre præstens indtægt. Han krævede offerpenge af en bonde som også var kirkelig embedsmand, og hans person, familie og tjenestefolk. Den indkaldte for retten henviste til det kirkelige reglement ifølge hvilket kun kommunikanterne skal ofre hver gang, og han kommunikerede ikke med denne prædikant, men med den tidligere tyske. Det var besluttet at kommunikanter naturligvis skulle forstås som dem der nogensinde havde fået nadveren, nemlig alle de der var blevet konfirmeret. Samtidig blev tiltalte bedt om at forklare hvorfor han ikke havde kommunikeret, da kirkens embedsmænd skulle være et godt eksempel for de øvrige beboere. Han argumenterede nu for at den regelmæssige fejring af det hellige måltid ikke var obligatorisk, og at han aldrig havde gået glip af dette hos den tidligere tyske prædikant. Sådan er situationen i mange menigheder hvor danske prædikanter er kommet efter at de velsignelsessøgende tyskere blev fordrevet. Ingen steder, med undtagelse af nogle få steder, nyder de nogen form for tillid. I intet andet embede er civile embedsmænd og præster så godt begunstiget med sportelindtægter og jordindtægter end der og i Haderslevs og Aabenraas embede. Intet under at den danske nation fastholder at give ​​sådanne embeder til sine sønner og udelukke slesvigerne og ikke vil anerkende hertugdømmernes rettigheder. Man forventer heller ikke noget væsentligt for Holstein af forbundsbistand. Forbundsdagen nævnte ikke engang hertugdømmet Slesvig i sine akter, selv om den ikke kan beskytte Holstens rettigheder uden at tage hensyn til Slesvig. Folk ser endda ud til at opgive deres kontraktlige rettigheder, ellers kunne man ikke tie stille om Slesvig.

Aus dem Herzogthum Schleswig. Im Amte Tondern Karrhard hat ein dänischer Prediger unter Beistand des Kirchenvisitatorii ein indirektes Zwangsmittel ziemlich materieller Natur ergriffen, um wo möglich das kirchliche Leben, mit völliger Gewissheit aber das Einkommen des Predigers zu verbessern. Derselbe forderte Opfergeld von einem Bauern, der zugleich Kirchenoffizial, für dessen Person, Familie und Dienstboten. Der vor Gericht Geforderte berief sich auf das Kircheninventar, wonach nur die Kommunikanten jedesmal Opfer zu geben haben, und er habe bei diesem Prediger nicht kommunizirt, wohl bei dem früheren deutschen. Es ward entschieden, dass unter Kommunikanten selbstverständlich diejenigen zu verstehen, welche überhaupt einmal das Abendmahl genossen, nämlich alle Konfirmirte. Zugleich wurde der Beklagte aufgefordert sich zu erklären, weshalb er nicht kommunizirt habe, da doch die Kirchenoffizialen instruktionsmässig den übrigen Einwohnern mit gutem Beispiel vorgehen sollten. Derselbe berief sich nun darauf, dass sie regelmässige Feier des heiligen Mahles nicht vorgeschrieben sei, dass er übrigens solches bei dem früheren deutschen Prediger nie versäumt habe. So steht es in vielen Gemeinden, welchen dänische Prediger nach Vertriebung der segensreich wirkenden deutschen aufgedrungen sind. Nirgenwo, wenige Orte ausgenemmen, geniessen sie irgend welchen Zutrauens. In keinen Amte sind Civilbeamte und Prediger so gut bedacht durch Sporteleinnahme und Landertrag als dort und im Amte Hadersleben und Apenrade. Kein Wunder, dass sie dänische Nation die Errungenschaft solcher Aemter für ihre Söhne, mit Ausschluss der Schleswiger, nicht fahren lassen und die Rechte der Herzogthümer nicht anerkennen will. Von der Bundeshülfe erwartet man hier nicht einmal etwas Erhebliches für Holstein. Der Bundestag hat ja in seinen Aktenstücken nicht einmal des Herzogthums Schleswig erwähnt, obgleich er die Rechte Holsteins ohne Berücksichtigung Schleswigs gar nicht schützen kann. Man scheint sogar die Vertragsrechte aufzugeben, sonst könnte man von Schleswig nicht schweigen.

(Nürnberger Kurier : (Friedens- und Kriegs-Kurier). 6. oktober 1858)

Manglende Ytringsfrihed i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvigernes og holstenernes tavshed om deres klager og ønsker.

Til det spørgsmål som stilles endog fra Paris og London, hvorfor Hertugdømmernes beboere ikke i denne tid med de vigtigste forhandlinger tilkendegive deres ønsker og klager i en begæring til suverænen, i nogen fælles tale, og derved giver anledning til den fejlagtige opfattelse at der er almen tilfredshed med de der er ved magten, mens kun få adelsmænd var i opposition til den (danske) regering, indeholder de identiske paragraffer 8 i den slesvigske grundlov og 7 i den holstenske grundlov svaret. De lyder sådan her: "Ethvert undersåt i vort hertugdømme Slesvig (Holsten) har ret til at rette henvendelser og klager, hvad enten de vedrører generelle, offentlige eller private anliggender, til os, til vores ministerium, til provinsstænderne eller til hans myndigheder, iht. overholdelse af de relevante myndigheders lovbestemmelser (dette omfatter brug af stempelpapir). Kun de forfatningsmæssige repræsentanter for et juridisk anerkendt selskab har tilladelse til i fællesskab at fremlægge et spørgsmål vedrørende offentlige anliggender (begæring, adresse) mundtligt eller skriftligt, og de kan kun slutte sig sammen, hvis emnet (andragende, adresse) ikke er en et generelt statsspørgsmål, men alene vedrører den særlige interesse for det selskab der repræsenteres af andrageren. Bortset fra dette sidste tilfælde er enhver forening til det tilsigtede formål, samt underskrivelse af et skriftligt, trykt eller litografisk andragende (begæring, adresse), der vedrører et offentligt anliggende, strafbart. Straffen vil blive fastsat efter dommerens skøn."

(De sidste syv ord mangler i den holstenske forfatning.) I foreningssager kan foreningen samles og indgive andragender; I nationale anliggender må ikke to børn af landet, endsige flere, forenes og rette fælles anmodninger til landsherren. Hertugdømmernes indbyggere er loyale; de er tavse. Og nu bebrejdes de deres tavshed; eller bygger konklusioner baseret på det faktum at der ikke kræves diplomatisk viden for at blive overbevist om deres fejltagelse. Hvis hertugdømmerne udøvede foreningsretten og begæringsretten, ville deres loyale ønsker snart blive hørt, og der ville blive opnået grundlag for at bilægge striden.

Das Schweigen der Schleswiger und Holsteiner über ihre Beschwerden und Wünsche.

Auf die Frage, die selbst von Paris und London herübertönt, warum die Bewohner der Herzogthümer in dieser Zeit der wichtigsten Unterhandlungen in keiner Petition an den Landesherrn, in keiner gemeinsamen Adresse ihre Wünsche und Beschwerden zur Stunde bringen, und die irrige Auffassung entstehen lassen als herrsche allgemeine Zufriedenheit, während nur ein paar Adelige sich in Opposition wider die (dänische) Regierung befänden, enthalten die gleichlautenden Paragraphen 8 der schleswigschen und 7 der holsteinischen Verfassun die Antwort. Dieselben lauten so: "Jeder Unterthan in Unserm Herzogthum Schleswig (Holstein) hat das Recht mit Bitten und Beschwerden, diese mögen allgemeine, öffentliche oder Privatangelegenheiten betreffen, an Uns, an Unsere Ministerium, an die Versammlung der Provincialstände oder an seine Obrigkeit zu wenden, unter Beobachtung der betreffenden gesetzlichen Bestimmungen (dahin gehört der Gebrauch des Stempelpapiers). Zur gemeinsamen mündlichen oder schriftlichen Vorbringung eines öffentliche Angelegenheiten betreffenden Anliegens (Petition, Adresse) dürfen nur die verfassungsmässigen Vertreter einer gesetzlich anerkannten Corporation, und auch diese nur dann sich vereinigen wenn der Gegenstand des Anliegens (Petition, Adresse) nicht eine allgemeine Landesangelegenheit ist, sondern lediglich das besondere Interesse der von den Bittstellern vertretenen Corporation  betrifft. Abgesehen von diesem letzten Fall ist jede Vereinigung zu dem gedachten Zweck, sowie die Unterzeichnung einer geschriebenen, gedruckten oder lithographirten Eingabe (Petititon, Adresse), welche eine öffentliche Angelegenheit betrifft, strafbar. Die Strafe wird nach richterlichem Ermessen bestimmt."

(Die letzten sieben Worte fehlen in der holsteinischen Verfassung.) In Corporationsangelegenheiten darf die Corporation sich versammeln und gemeinsam bitten; in Landesangelegenheiten dürfen nicht zwei Landeskinder, geschweige denn mehrere, sich vereinigen und gemeinsame Bitten an den Landesherrn richten. Die Einwohner der Herzogthümer sinc loyal; sie schweigen. Und nun macht man ihnen ihr Schweigen zun Vorwurf; oder baut Schlüsse darauf, von deren Irrigkeit überzeugt zu seyn es wahrlich keines diplomatischen Wissens bedarf. Besätzen die Herzogthümer das Vereinsrecht und das Petitionsrecht, man würde bald die loyalen Wünsche derselben vernehmen, und eine Basis für die Schlichtung des Streits gewinnen.

(Allgemeine Zeitung. 21. september 1858)

Slesvigs forfatning af 15. februar 1854 gav ingen demokratiske rettigheder, snarere indskrænkede den de eksisterende. Stænderforsamlingen fik besluttende myndighed og valgretten til stænderforsamlingen blev udvidet, så den nu tilkom 7% af befolkningen mod hidtil kun 2%. Efter at regeringen A.S. Ørsted samme år gennemførte en enevældig fællesforfatning der indførte et hovedsageligt rådgivende rigsråd fælles for hele monarkiet, som skulle udpeges af kongen, den danske rigsdag og hertugdømmernes stænderforsamlinger, vedtog en ny regering P.G. Bang i 1855 vedtaget en fællesforfatning for helstaten, som de holstenske stænder dog nægtede at acceptere.

Fanø. (Efterskrift til Politivennen)

Af en Brev til "Dgbl." dateret sidst i August hedder det om Tilstanden paa Fanø: Tid efter anden har man set Beretninger fra forskjellige Egne i Landet, navnlig om Høstens Beskaffenhed i dette Aar. Jeg har ventet at se Noget offenliggjort ogsaa om Tilstanden her paa Øen; men da dette hidtil ikke er sket, sender jeg Dem disse Linier. De stedfindende ugunstige Forhold have her paa Øen som paa saa mange Steder deres Grund allerede i del forrige Aars Veirlig. Regnmængden var ifjor saa ringe, at det udøvede en sørgelig Indflydelse paa Afgrøden baade paa Ager og Eng, saa at Udbyttet for Flere ikke var stort mere end Halvdelen af et sædvanligt Aars, og mange Kreaturer maatte afskaffes. Vinteren gav liden eller ingen Sne, og allerede dette maatte fremkalde Bekymring, da navnlig en stor Strækning Agermark, der løber langsmed de indre Klitter, drager sin Fugtighed af den Snee, som i Reglen lægger sig paa den østre Skraaning. Men dette Aars Tørhed har endnu langt overgaaet det forrige Aars. Samles al den fra det tidligste Foraar indtil Høstens Begyndelse faldne Regn, vil den ganske vist ikke udgjøre saa Meget som 24 Timers jevnt faldende Regn. Ofte have Regnskyer vist sig rundt om Øen, og man har set Regnen falde snart paa Fastlandet og snart i Havet, men Øen selv er ikke bleven delagtig deri. Ikke sjældent har endog svært Tordenvejr truet, men enten er det sunket tilbage, eller Skyerne have delt sig og ere gaaede Øen forbi paa begge Sider, hvor Regnen synlig har udgydt sig strømmevis. Følgerne heraf ere i høi Grad beklagelige. Høsletten paa Ager og Eng er for Alle paa en enkelt Undtagelse nær ringere end i Mands Minde, og endnu sørgeligere er Virkningen paa Sæden. Vaarrugen, der her dyrkes saagodtsom udelukkende, er mislykket i den Grad, at man kun ved Intet deraf al forbruge til Fødekorn kan nogenlunde haabe at faae den tilstrækkelige Sæd for næste Aar. Af store Strækninger har man afmeiet den som Halm eller for ikke at bortgive en Tomme af Straaet oprykket den med Rode. Af mangfoldige Tønder Land er Avlen baaren til Huset en halv og en hel Fjerdingvej for at spare Vognlejen, som Afgrøden neppe var værd. Med Bygget, der ellers her afgiver en ofte Forundring vækkende Grøde, staaer det sig i det Hele taget ikke meget bedre. At skaffe Kreaturerne selv den tarveligste Næring har for Mange i Sommerens Løb været en endnu større Bekymring og Produktionen af Mælk og Smør har i høi Grad baaret Vidne herom. Flere have aftøiret Græsset i Engene eller deres Rug- og Bygager, hvor de havde liden eller ingen Kjerne at vente. Stormfloden den 25de-26de Juli berøvede derhos adskillige Beboere flere Læs Hø og gjorde disses Lod saa meget mere mislig. Det er en uundgaaelig Nødvendighed, at Kreaturholdet iaar formindskes i en endnu langt større Grad. Gaardbrugere, der alt have kjøbt flere Tønder Korn for Høsten, og som nu maa kjøbe alt Føderug for hele det næste Aar, have for at beholde deres Heste med stor Bekostning maattet skaffe Staldfoder til disse fra Fastlandet; Andre, som ikke se sig istand dertil, maae sælge deres Heste. Hvorledes ved den indtrædende Kreatur-Formindskelse den fornødne Mælk vil kunne haves for mange vel et Hundred- - Familier, der ingen Køer holde, er ikke let at indse. Det er ifald at haabe, at de, som kunne sælge Mælk, ikke i ubillig Maade ville benytte sig af den Trang, som nødvendig maa indfinde sig. Kommer nu dertil, at Skibsfarten iaar er saa lidet indbringende, at Flere, maaske de Fleste, Intet fortjene, og at Nogle endog standse med deres Fart af Mangel paa Fragt eller paa Grund af dennes lave Standpunkt, saa er det tilvisse ikke uden større Bekymring, at Fremtiden her sees imøde. Føderug til Øens 3000 Mennesker, Byg til en stor Del af disse, endelig Hø, Brændsel, Smør og flere andre Landbrugs-Produkter, som iaar maae indføres, udgjøre en saadan Kapital, at man vel maa spørge, hvor Midlerne ere til at bringe dem tilveje. Unægtelig eier Øen store Kapitaler, men disse staae saagodtsom alle i Skibene, og naar disse Intet fortjene, ere de ei alene døde, men fordre endog yderligere Tilskud. Fiskeriet har vel iaar givet taaleligt Udbytte for dem, som have beskjæftiget sig dermed, men Prisen har været saa lav, at ogsaa denne Fortjeneste kun er liden. Desværre har Stormen den 25de og 26de Juli ogsaa kravet Offre ved totalt Forlis af Skibe og Mandskab, hvorved flere Enker ere føiede til de mangfoldige, der allerede her kæmpe den tunge Strid for det daglige Brød.

(Ribe Stifts-Tidende 18. september 1858).

Tørv. (Efterskrift til Politivennen)

Moserne og Kjærene udgjøre her i Kongeriget omtrent 42 Kvadratmile eller omtrent 6pCt. af hele Landets Overflade. Den langt overvejende Del af disse findes i Nørrejylland, hvor de indrage en Strækning af omtrent 37 Kvadratmile. Størstedelen af Moserne indeholde Tørvemasse, og Landet er i det Hele tager vel forsynet med dette Slags Brændsel. - Den store Masse Tørv, vi have her i Lander, maatte ganske naturlig fremkalde Tanken om at anvende den til Materiale ved industrielle Anlæg, og man har forsøgt dette f. Ex. paa Strandmøllens Papirfabrik og paa Holmegaards Glasværk; paa det første Sted har man imidlertid aldeles opgivet Forsøget og tildels paa det sidste. Transporten af Tørv er meget kostbar, da den i Forhold til sin Størrelse indeslutter en ringe Varmemængde, og den kan derfor aldeles ikke konkurrere med Stenkul, hvor den skal transporteres en Strækning, men selv hvor man har Moserne lige i Nærheden, foretrækker man dog Stenkul, forbi Tørv ikke kunne frembringe nogen stærk koncentreret Varme. Der maatte derfor opstaae Spørgsmaal om, hvorvidt det kunde være muligt at bearbeide Tørven saaledes, at denne i el mindre Rumfang indesluttede et større Kvantum Varme, hvorved den kunde blive brugelig i industrielle Anlæg og let lade sig transportere. I Holland og Ostfriesland har man anvendt megen Tid og mange Omkostninger paa slige Forsøg, og man har tilsidst opnaaet at faae et Produkt, der i Haardhed og Glands lignede Stenkul, og i hvilket man ikke kunde gjenkende den oprindelige Substants. Ved nøiere Undersøgelse er man imidlertid kommen til det Resultat, at Produktionsomkostningerne vare for store i Forhold til det Resultat, man opnaaede, idet man har lagt for megen Vægt paa at faae et smukt Produkt, og man, foruden ar gjøre Tørven bedre skikket til Brændemateriale, har villet skaffe sig en Mængde andre Biprodukter af den, som Tjære, Parafin, Creosot osv. Man har derfor i Hannover begyndt at anvende en anden Methode, og ved Hjælp af ganske simple Maskiner har man bragt det dertil, at Tørven har opnaaet en usædvanlig Haardhed og Tykkelse, men den mangler rigtignok det glatte og smukke Udseende, som det i Holland tilvejebragte Produkt havde; i Virkeligheden gjør den imidlertid samme Nytte, og den er betydeligere, saa at Rentabiliteten svarer til alle billige Fordringer. (Hob. A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. september 1858).

Trykkeri i Godthaab. (Efterskrift til Politivennen)

Paa den kgl. grønlandske Handels Bekostning er der blevet indrettet et lille Bogtrykkeri i Inspecteurboligen ved Godthaab i Sydgrønland, i hvilket Trykningen af grønlandske Skrifter eller Meddelelser udføres af Seminariets Hjælpelærere i Forening med et Par dertil oplærte Indfødte, under Inspectenrens og Seminarieforstanderens Tilsyn. Hensigten hermed er deels at tjene til Meddelelse for Handelsbestyrelsen og Missionen, deels at forskaffe Grønlænderne Noget til Underholdning og Belæring. Vi have, hedder det i "Fædrel.", havt Leilighed til at see nogle af de i Grønlands første Bogtrykkeri udførte Arbeider, som Inspecteuren i Sydgrønland, Hr. Rinck, har tilsendt Universitetsbibliotheket, baade Landkort over Grønland, Palæstina, Europa og Jordkloden, og flere underholdende Skrifter, tildeels udstyrede med Træsnit. Fra den europæiske Typographies Standpunct see disse Forsøg vistnok meget barnlige ud, men de udføres jo for en Befolkning, der ogsaa befinder sig paa Barnets Standpunct, og det er vistnok saare bifaldsvardigt, at man omsider begynder at anvende det Middel til Oplysning og Dannelsen, som Pressen frembyder, selv om man kun kan arbeide med smaa og uøvede Kræfter.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. september 1858)

Rink oprettede, medens han var Inspektør i Sydgrønland, Bogtrykkeriet i Godthaab og startede Udgivelsen af den grønlandske Avis *Atuagagdliutit* i 1861. Herved vakte han Grønlænder­nes Sans ikke blot for Læsning, men ogsaa for Billedkunst, idet han opmuntrede dem til at tegne til Bladet og lærte dem at fremstille Træsnit og Litografier i sort-hvidt eller Farve. Med sine egne Tegninger og Litografier er han, vistnok uden Pretentioner som Kunstner, blevet Ophavsmand til en naivistisk Billedform, hvor ægte Fornemmelse for det dekorative og fortællende forenes med sikker Naturiagttagelse. Herved kom han paa en lykkelig Maade Grønlændernes Psyke i Møde og gav deres Billedtrang en spontan Udløsning, saa der dannedes Skole og Traditioner af national Karakter, der endnu spores som noget væsentligt i grønlandsk Billedkunst. R. har bl. a. skrevet: Grønland, geografisk og statistisk beskrevet I-II, 1852-57 (2. Bd. med egne Illustrationer); Farvelitografier og Haandtegn. i Det kgl. Bibl.s Billedsamling. E.K.

(Weilbachs Kunstnerleksikon. Uddrag)

Den første udgave af Atuagagdliutit fra 1. januar 1861. Træsnittet forestiller Nuuk og tilskrives den lokale kulnstner Aron af Kangeq. L.O. C.