Lærer Monrad vs. Gaardmand Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

- Det er forfærdeligt, hvad Paastaaelighed for en Smaatings Skyld kan koste, ikke blot Private, men hvor det gaaer ud over den gamle Kameel: det stakkels Offentlige. I en Landsby her i Amtet havde Skolel. E. C. Monrad af Gaardmand Jens Andersen forlangt Naturalydelser, best. af 18 Pd. Brød, 4 Pd. Ost og 1½ Sn. Æg, ansatte til en Værdi af 1 Rd. 29 sk. aarligt, som han paastod der tilkom ham, og da han ikke fik dem, herfor den 21de Decbr. 1853 lod foretage Udpantning. Ved Rinds-Gislum Herredsret blev imidlertid Paastanden den 12te April 1855 (altsaa 1 ½ Aar efter) erkjendt ugyldig idet Udpantningsforretningen hævedes, imedens der formodentlig ikke har været nedlagt Paastand om Skadeserstatning for den foretagne Indtrængen med en ubeføiet Retshandling i anden Mands Huus og Hjem, og house and castle ogsaa hos os ved Lovgivningen ere for lidet beskyttede mod al den Art Fremgang. Skolelæreren eller anden Vedk. var dog ikke tilfreds med denne Tilbageviisning ved Underretten, og den blive Folk jo heller aldrig tilfredse med, saalænge en Underretsdom kun er Enkeltmands Skjøn, imedens Kjøbenhavnerne alene have del Privilegium, strax at erholde Dom afsagt af Flere, og saalænge den af Grundloven tilsagte Nævningeret ikke indføres. Her har Appellen dog maaskee været fremhjulpen ved Letheden for en Embedsmand i at faae fri Proces paa det "Offentliges" Bekostning. Hr. Monrad gik saa til Overretten og her gik det ham, Aaret efter, ligesaa. Der var nu kun Høiesteret tilbage, for sidste jordiske Afgjørelse af Naturalp anstanden, og den glemtes heller ikke. Her blev da Udfaldet ganske det samme og, imedens selve Processens Omkostninger for alle Retter ophævedes, altsaa ialtfald den frikjendte Gaardmand heraf maa bære sit Læs, idømtes Monrad til Justitskassen at betale 5 Rd., og tilkjendtes i Salairer: Procur. Cancellir. Holm i Hobro ved Underretten 25 Rd., Procurator Morville ved Overretten 25 Rd. og Advocat Liebe ved Høiesteret 60 Rd., som alt udredes af det Offentlige! Det er Suiter af en Paastand paa 1 Rd. 29 sk. og 5 Aar har det været, at faae det store Spørgsmaal afgjort.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. november 1858)

Aalborg, den 13de November.

Vi ere fra Hobro gjorte opmærksom paa en Feil i Referatet i Tirsdagsavisen af Dommene i Sagen imellem Skolel. Monrad og Gaardmand Jens Andersen (egentlig Poulsen), idet Skolelæreren vandt Sagen ved Høiesteret. Fejltagelsen heri hidrører fra den, som den ogsaa i Meddelelsen fra Hobro betegnes, "unægtelig besynderlige Terminologi, Retten har betjent sig af (idet M. som Appellant for Høiesteret betragtes som Citant og J. A. som den Indstævnte), og saaledes var det ogsaa i Sagen om Kagerug til Præsten i samme Sogn Vesterbølle, som for omtrent 1 Aar siden blev paakjendt og vunden for Præsten, efter at være tabt for Under- og Overretten." Det er imidlertid ligefuldt gaaet her (og Kagelysten er vel i samme Sogn dryppet fra Præst til Degn), som fornemmelig fremhævet i den vedk. Sag, at det Offentlige har maattet bære Byrderne for Embedspaastaaelighed i en ringe Ydelse og deraf opstaaet Kjævl om et Mellemværende, som ialtfald burde være privat.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. november 1858)

"Flrp." skyldte, uden stor Ophævelse, at have samme Tillid til og følge vort eget Blads Berigtigelse i Løverdags (som den jo havde i Mandags) ang. Forvexlingen af Høiestereisdommen, hidrørende fra den forvildende Betegnelse i Høiesteretsreferatet -, som ved vort oprindelige Referat af Dommen i Sagen om den lille Naturalydelse til Skolelæreren ved Hobro. Vi bemærke dette forøvrigt kun for at modsige det nævnte Blads Tilføining om, at det skulde være nødvendigt at besvare det Offentlige med Processer til Høiesteret, som om Præstens Kagerug saa om Skolelærerens Smaaredsel, eller at Bønderne skulde "i den senere Tid være kun altfor tilbøielige til at vægre sig for at yde hvad der tilkommer Skolelæreren". Det kan være i enkelte Tilfælde, men de høre vist til de sjeldne og baade for Skolelærerens Stilling og Bedste i det Hele som i Forholdet til Menighederne er det vist ogsaa rettest, at være mindre paastaaelig om Smaating, og endnu rettere, om ingen præstelig Kagerugsbegjær fører Degnen ind paa lignende Capitler. Baade Præster og Degne kunne gjerne i saadanne Tilfælde have eller faae "høieste" Ret og dog gjøre mindre Ret (imod dem selv med) i at paatale og indkræve den. Ved Høiesteret vindes desuden ikke i slige Tilfælde noget bestemt "Præjudicat", fordi det ene af den Slags Tilfælde ikke ligner det andet. Processer for at skaffe sig saadanne "Præjudicater" blive derfor let til en Kjephest enten for den enkelte Paagjældende eller for Provster osv., hvorved de rette Vedkommende privat intet vinde og det Offentlige altid taber en Slump, uden tilstrækkeligt Motiv i Sagens Beskaffenhed, paabyrdede Retssalairer, saa at Advokaterne ere de eneste, som egentlig have Nytten bagefter af den Slags Præjudicats-Processer op til Høiesteret. En anden Sag var, naar man havde en Eedsvorneret til hurtigt og paa eengang at afgjøre alle - slige mindre Tvistspørgsmaal. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. november 1858)

Byfogden i Thisted indkalder Haandværksmestre. (Efterskrift til Politivennen)

 Aalborg, den 9de November

Byfogden i Thisted har sammenkaldt alle Byens Haandværksmestre til et Møde for at meddele ham Oplysning om, for hvilke Haandværkssvende man der i Byen har Arbejde. Han tilsigter derved at "forhindre Svendenes ørkeslæse Vandring til Byen". Men en Politiemester kan dog ikke forud bestemme, hvor Haandværkssvende skulle vandre hen og har slet ingen Ret til at lukke Byen for dem. Selve Haandværksmestrene kunne heller ikke vide, hvad Arbejde de maatte faae, og vilde vist ogsaa, ligesom det forbrugende Publicum, være ilde tjente med, at Svende advares fra at søge til Byen. For deres Fornøielsed Skyld blive disse der heller ikke, naar der til given Tid intet Arbeide skulde være. Haandværkssvendenes fredelige Vandringer, om de end maae ledsages af lidt "Fægten", i have overhovedet aldrig viist sig at være forbundne med Ulemper for det Offentlige, end ikke i de Lande, hvor de ere langt talrigere, og altsaa mindst her, naar der ellers er et aarvaagent Politie. Behøves dettes Mellemkomst i noget Tilfælde, saa er det jo nok, at det optræder i rette Tid, og mindre betimeligt er det vistnok, naar ellers ikke farlige forebyggende Foranstaltninger kræves, at male Tilstande paa Væggen, hvormed det slet ingen Fare har.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. november 1858).

Svenske Vagabonder i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

"Flvp." har fra Aarhuus en meget mørk Skildring af den Tilstand, hvori Jylland er kommet ved de mange svenske Vagabonder, der ere invandrede her i Landet, for som det hed at tage Tjeneste. Det hedder deri blandt Sindet: Det gruopvækkende Mord, som nylig er begaaet i Marselisborg Skov, i Nærheden af Aarhuus By, 1/4 Mil fra samme, endnu ved lys Dag, Eftermiddag Kl. 5, paa en befærdet Spadserevej og i Nærheden af Huse og Mennesker, foranlediger Indsenderen til at sige nogle Alvorsord. I længere Tid har det været almindeligt bekjendt, at Jylland er overfyldt af vagabonderende Karle, navnlig svenske, der drive om paa Lykke og Fromme, en stor Del have slet ikke havt fast Kondition, endel ere afskedigede eller bortløbne af Kondition og endel have af og til havt Arbejde paa Accord. Det er derhos ligesaa almindeligt bekjendt, at Størstedelen af disse Folk ere meget raae og udisciplinerede, og stærke Brændevinsdrikkere og overhovedet med fremherskende dyriske Tilbøieligheder, saa at de, for disses Tilfredsstillelses Skyld, uden at gjøre sig stor Samvittighed deraf, foretage lovløse Gierninger. Isærdeleshed lider Østkysten af det midterste Jylland haardt under denne Tilstand. Bønderne blive bestjaalne, uden at de i saamange Tilfælde for Politiet anmelde Tyveriet, fordi de da frygte Tyvens Hævn; Tyveri, Ran og Overfald tør næsten siges at høre til Dagens Orden; paa aabenbart og skjult udført Mord frembyde de sidste Aar mange Exempler. Svenske Vagabonder styrke vore egne i Forfort til samme lovløse Gjerninger, thi de see. at disse lade sig udføre hyppigt uopdagede og ustraffede. Saaledes har Tilstanden været i de senere Aar; førhen var dog Retssikkerheden nogenlunde god, men især i det sidste Aar, siden ArbeidsIøsheden paa Grund af Tidsconjunkturerne i høi Grad er tiltaget, er den lovlige Orden i Forfald, den offentlige og især den private Sikkerhed i høi Grad truet, og værre vil det blive, thi den forestaaende Vinter vil bringe en meget større Arbeidsløshed. Paa Veiene, saavel ad Chausseer som Biveie, drive Vagabonder om snart enkeltvis snart i hele Flokke; i Kroer træffer man næsten altid paa dem; enkelte indlogere sig paa et Sted flere Dage ad Gangen, ventende paa den usikkre Fremtid, og drage fra Sted til Sted.

(Ribe Stifts-Tidende 6. november 1858)

Kateket Wulff ansat i Emmerlev. (Efterskrift til Politivennen)

"Vestsl. Tid.-- indeholdt for nylig et stærkt Angreb paa Cand. theol. Wulff, der er bleven bestikket til personel Kapellan for Emmerlev Menighed, idet Bladet beskyldte ham for ar have slesvigholstenske Planer med sin Ansættelse i der nævnte Pastorat. Af en Berigtigelse, som "Vestsl T." senere har indeholdt, fremgaar det imidlertid, al Beskyldningen er falsk, men "Dvk." synes ikkedestomindre at have Ret i sin Bemærkning om, at Hr. Wulff, der vel har taget theologisk Embedsexamen i Kjøbenhavn, men under sit tidligere Ophold i Kiel blev stærkt paavirket af den der herskende Aand og i to Aar har studerer ved Universitetet i Bonn, mindre vel skikker sig til Ansættelse i et af Slesvigs Brændpunkter, idet Emmerlev ligger i Tønderegnen, hvor Iver og Nidkjærhed for der danske Sprog netop ere nødvendige, og det Yderste, der kan siges til Fordel for Hr. Wulff, er, at han i national Henseende er aldeles indifferent. Hvilken Mening man imidlertid end har om Kapellanens politiske Anskuelser, bliver hans Udnævnelse dog i alle Tilfælde mislig, da han ikke er det danske Sprog mægtig, saaledes som det sees af den Bekjendtgjørelse, han har ladet indrykke i "Vestsl. Tid." om, at han agter at drage Udgiveren til Ansvar ved Domstolene; det hedder nemlig heri: "Det henstilles til den egne Retsfølelse af de Redaktioner, der i deres resp. Blade maatte have optaget den ovenfor tilsigtede Artikel af "Vestsl. Tid.", om de ogsaa ville optage dette Aviso eller ei". (Dgbl.)

(Ribe Stifts-Tidende 6. november 1858)

Jacob Georg Christian Wulff (1827-1908) blev student i Kiel 1846, studerede i Bonn 1848-1851, København 1852. Cand. theol i 1853. Kapellan i Emmerlev 1858, i Svendborg 1860-1865. Sognepræst i Adsbøl-Gråsten 1865-1870, Vodder 1871-1893.

Overfald paa Landeveien. (Efterskrift til Politivennen)

Det er med Gysen at man skotter til Granskoven ved Kolding-Vilstrup Vejen, naar man drager til og fra Veile, da den i den sidste Tid har varet Skjulested for ondskabsfulde, kaade og raae Subjekter, der finde Fornøjelse i at overfalde og mishandle selv de fredeligste Vejfarende. Saaledes bleve tvende Mænd af Nørrevilstrup morderisk overfaldne paa Vilstrupveien Markedsaften den 23de Septbr. og bibragte dybe Knivstik flere Steder paa Legemet, hvorved navnligen den ene for længere Tid er berøvet sin Arbeidsdygtighed. Markedsaften den 13de Oktober bleve ligeledes flere Sønner og Døttre af Vilstrup Byes honetteste Familier overfaldne af en Mængde raa og uopdragne Mennesker, der trakterede Karlene, uden Anledning, med Slag i Ansigtet med Næverne og Stokke, kastede Pigerne omkuld paa den snavsede Vei og behandlede dem med Kaadhed og Uforskammethed, som kun det allerraaeste Menneske vil gjøre sig skyldig i. Del er derfor ikke uden Ængstelse, at Forældre sende deres Sønner og Døttre til Staden, dersom der ikke bliver gjort Noget for at sikkre den Vejfarende for sligt raat og vilkaarligt Overfald. (Veile A.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. november 1858).