Fuldemandskjørsel i Helsingøer. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at en Bonde fra Smidstrup ved Gilleleie i Løverdags havde gjort forsskellige Indkjøb i Helsingør, vilde han om Aftenen kjøre hjem over Hammermøllen (Kronborg Geværfabrik), men ankommen til Marienlyst, tog han under Indflydelse af et betydeligt Qvantum nydt Brændevin feil af Veien og kjørte i stærkt Trav igjennem Parken og derpaa ud ad Promenaderne, hvor Brøndgjæster og andre Spadserende maatte flygte tilhøire og venstre; da han havde naaet den saakaldte "Verdens Ende", tog han atter feil af Veien og kjørte opad den høie, steile Skovbrink ad en Gangsti, som fører skraaes op ad denne, men som er saa smal, at 2 Mennesker vanskeligt kunne passere den ved Siden af hinanden. Trods gjentagne Tilraab og Advarsler fortsatte han i temmelig stærk Fart den halsbrækkende Kjørsel og havde næsten naaet Kammen af Brinken, vel 30 Fod over den nedre Promenade, da omsider Vognen væltede og drog Hestene med sig ned ad Skraaningen, men lykkeligviis tørnede mod et stærkt Bøgetræ. Flere Folk, som ved den derved opstaaede Larm og Bragen samlede sig nede paa Promenaden, opdagede snart til deres store Forundring Vognen og Hestene hængende ved Træet høit oppe paa Skrænten. Ved hurtigt tililende Hjælp bleve Hestene fraspændte og tilligemed Vognen med Forsigtighed bragte ned i Promenaden, hvor Alt snart blev bragt i behørig Orden, uden at enten Kudsk, Vogn eller Heste havde taget den mindste Skade. (S. Bl.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juli 1849)

Brøndgravere døde i Helsingøer og Vibenshuus. (Efterskrift til Politivennen)

I Helsingør har Uforsigtighed kostet tvende Mennesker Livet. En Grundeier der i Byen, som ønskede en i 13 Aar ikke aabnet Brønd af 11½  Alens Dybde efterseet og renset, overdrog dette Hverv til Byens Vandkiger, som i Løverdags sendte 2 af sine Folk til at udføre Arbeidet. 2 Timer efter at Dækslet var aftaget og en Stige nedladt, steg den Ene ned, men ankommen midt paa Stigen, tumlede han ned i Brønden. Den Anden, der vilde redde ham, steg derpaa ligeledes ned, men deelte øieblikkeligt sin Kammerats Skjæbne. Med megen Anstrængelse fik man Begge op ved Hjalp af Brandhager, men som Liig. - Som bekjendt udvikler der sig ofte i lange tillukkede nogenlunde dybe Brønde forskjellige Luftarter, især Kulsyre og Svovlbrint, af hvilke navnlig førstnævnte er meget farlig, og som oftest dræbende for hvert animalsk Liv; da disse Luftarter ere tungere end den atmosphæriske Luft, uddrive de under Udviklingen denne af Brønden indtil i en Afstand af 5 a 6 Alen fra Overfladen. Tilstedeværelsen af saadanne giftige Luftarter kjendes ved Nedsænkning af et brændende Lys i Brønden, idet dette kun kan brænde saa lange den atmosphæriske Luft er tilstede, men udslukkes, saasnart det naaer ned under denne i hine Luftarter. Dette Forsigtighedsexperiment var ved hint sørgelige Tilfælde ikke blevet iagttaget. - Stadphysicus Klem, som strax blev hentet, da Ulykken var skeet, lod Forsøget foretage, men Lyset slukkedes i en Dybde af 5 Alen; et næste Dag gjentaget Forsøg viste samme Resultat. (Hels. A.) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juli 1849)

Mærkeligt nok er der i Nærheden af Kjøbenhavn passeret en ganske lignende Begivenhed som den i Helsingør med den forgiftede Brønd. I Løverdags skulde der i en i Store Vibenshuus værende Brønd, der ikke havde været brugt siden sidste Vinter, nedsættes et nyt Pumpetræ. En Brøndgraver, Peter Larsen, var nede og skulde i 5 Alens Dybde slaae en Klampe fast, da han tabte sin Hammer; han lod sig da Heise ned med Spanden i en Dybde af 12 Alen, men idet han gav Signal til at trækkes op, faldt han død om, dræbt af de ved Kulsyren og Svovlbrinten udviklede giftige Dunster. Man troede, at han kun var kommen tilskade ved at stude sig, og en anden Brøndgraver, Peter Petersen, lod sig derfor Heise ned til hans Hjælp; men ikke saasnart var denne kommen 6 til 7 Alen ned, førend de giftige Dunster ligeledes øieblikkeligt dræbte ham. Med megen Møie fik man Begge trukne op som Liig. For end yderligere at overtyde sig om Brøndens forgiftede Tilstand, lod man et brændende Lys gaae ned, og det slukkedes strax i en Dybde af 5 Alen. - Maatte disse beklagelige Ulykkestilfælde være en Advarsel for Fremtiden om at anvende en storre Forsigtighed ved Brønde, der ikke i længere Tid have været i Brug. (Flvp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. august 1859)

Pleiebørn. (Efterskrift til Politivennen)

Der er i denne Tid i Kjøbenhavn indledet Undersøgelse i en Sag, som blotter en af det civiliserede Livs mørkeste Sider: den Samvittighedsløshed, hvormed Forældre overlade deres Børn til Fremmede, og den Vanrøgt eller endnu værre Behandling, disse ulykkelige Pleiebørn ere voldgivne. De Vedkommende ere en Mand og Kone i Adelgaden, som tog spæde Børn i Pleie for Betaling af 40 Rd. eengang for alle. Det er beviist, at der hos disse Folk i de sidste 8 Aar er død 23 Børn, som vare givne dem i Pleie; saavidt vides, er det derimod ikke oplyst, at noget Plejebarn i dette Tidsrum har forladt dem levende. Det er ligeledes forklaret, at Manden oftere har yttret Ønske om, at et eller andet af Børnene snart maatte faae Ende paa det, og at han har slaaet de ganske spæde Børn saaledes, at de havde tydelige Spor af Mishandlingen. Ved den hygiejniske Congres's Forhandlinger her i 1858 om den store Dødelighed iblandt Pleiebørnene blev den daarlige Beskaffenhed af de saakaldte Pleieforældre erkjendt som et væsentligt Moment, men om en saa gruopvækkende Tilstand, at Børnene næsten med den Udsættendes Vidende udsættes hos Folk for at døe, havde sikkert selv de meest Erfarne ingen Forestilling. (Fædrelandet).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juli 1849).

Overfald paa Als. (Efterskrift til Politivennen)

* Als, den 26. Juli.

En Begivenhed , som Gud være lovet hører til Sjeldenhederne her paa Egnen, forefaldt Natten til igaar hos Høker Mathis Johansen i Lysabildskov, idet han blev voldelig overfalden i sit Huus. Gerningsmændene vare bevæbnede med store Knipler, af hvilke den ene netop syntes at være fabrikeret til den Slags Øiemed, eftersom den var gjort tung i den ene Ende ved Indsmeltning af Bly. Mathis Johansen, som er en Mand paa 62 Aar og - hvad der synes at have frelst hans Liv - af en stærk Konstitution, fik betydelige Slag i Hovedet og paa andre Steder af Legemet, hvilke voldte ham et ikke ubetydeligt Blodtab; hans Kone, 57 Aar gammel, fik en Bule i den venstre Tinding, en Svulst paa Hagen og et blaaligt Sted over den høire Mundvig; Datteren, 22 Aar gammel og ugift, havde faaet et Slag paa den venstre Side af Næsen og betydelige Hudafskrabninger paa høire Arm, og et lidet Plejebarn paa 5 Aar var heller ikke blevet skaanet, men havde faaet et Slag i Panden. Den konstituerede Herredsfoged for Sønder Herred, Auditeur Smith fra Graasteen, indfandt sig igaar paa Gjerningsstedet tilligemed Fysikus fra Sønderborg, og et foreløbigt Forhør er blevet optaget. Gjerningsmændene ere paagrebne og arresterede. Lægen kunde ikke med Bestemthed sige, om noget af Mandens Ribbeen var blevet knækket eller ei, men forøvrigt synes der ikke at være Fare for nogen af de Overfaldnes Liv. - Om Aarsagen til dette beklagelige Tilfælde veed man endnu Intet.

(Dannevirke 27. juli 1859)

(* * *) Sønderborg, den 28. Juli.

En korrespondent her fra Als har under 26. ds. meddeelt "Dannevirke" en Beretning om det Natten imellem den 24. og 25. ds. paa Høker Mathias Johannsen i Lysabildskov gjorde voldelige Overfald. Sagen er naturligviis meget sørgelig, og der er Intet, som kan forsvare en saadan Fremgangsmaade, at Folk, der troe sig forurettede, paa den Maade søge Opreisning; men dog skal det ikke forblive usagt, at Mathias Johannsen eller, som han almindeligviis kaldes, Mathias Præst, er en Person som aldrig har kunnet leve i Fred med sine Naboer og som derfor stedse har været ilde lidt af Enhver, der kjendte noget Nærmere til ham. De formeentlige Gjerningsmænd - thi man siger, at endnu Ingen har villet bekjende - ere indbragte til Arresten her Byen. Iblandt dem befinder sig Smeden i Lysabildskov, og denne skal efter Forlydende have tilbragt sidste Nat og Formiddag med at græde og i det Hele taget at vise en meget angerfuld Adfærd.

(Dannevirke 27. juli 1859)

Angaaende det i vort Nr. 173 omtalte Overfald paa Høker Mathis Johansen i Lysabildskov paa Als indeholder "Dvk." nu følgende Forklaring. Den 24de s. M. var der Rapshøst hos Gaardmand Jørgen Hansen Rør, hvis Mark støder op til Mathis Johansens Huus. Efter Høsten var der stort Gilde paa Gaarden, og ved denne Lejlighed blev der drukket betydelig, og blandt Andet skal man have drukket paa, at "Mathis Johansen maatte knække sin Hals, inden Aaret var omme". Dette fremkaldte, omendskjøndt det godt kunde høres fra Mathis Johansens Bopæl, dog ingen Strid eller Kjævlerier om Dagen, da Johansen var fraværende, og hans Fruentimmer ikke lode sig see; men da Natten kom, og Selskabet havde fordeelt sig, saa at kun 4 eller fem Personer vare blevne tilbage, begave disse sig med de Redskaber, der vare blevne brugte ved Rapstærskningen, til Mathis Johansens Bopæl, hvor de Klokken henved 2 om Natten buldrede løs paa Vinduerne og forlangte Punsch. De vare berusede, dog ikke i nogen overdrevent høi Grad. Mathis Johansen, som ikke er berettiget til at skænke for Nogen, vaagnede og svarede, at han ingen Punsch vilde skjænke for dem. Herover bleve de mere voldsomme og sloge med de medbragte Redskaber paa Gadedøren. Datteren i Huset sprang ud af et Vindue for at hente Folk, men hun blev strax opdaget og, efterat være bleven mishandlet, tvungen til at gaae tilbage den samme Vei, hun var kommen. Nu blev Døren sprængt. 4 Personer traadte ind Huset og gave sig til at slaae paa Mathis Johansen, saa han faldt om paa Gulvet uden Bevidsthed. Derpaa slæbte man ham udenfor, og der er det, at han skal have faaet de Slag med et Pleilstokke i Hovedet, som have forvoldt ham de største Smerter. Fruentimmerne og Barnet stillede sig skrigende imellem for at afbøde Slagene, men de berusede Mennesker agtede ikke derpaa; de sloge løs, indtil de syntes, at han havde faaet, hvad de havde tiltænkt ham, og lode ham derpaa ligge blødende under aaben Himmel, medens de fjernede sig. I samme Blad oplyses forøvrigt, at Mathis Johannsen har været Tugthuuslem, samt at han er meget ilde lidt paa Als, fordi man har ham mistænkt for at ernære sig paa en uredelig Maade. De Personer, der deeltoge i Overfaldet, ere alle paagrebne, og da de strax have have bekjendt, vil Sagen neppe trække synderlig i Langdrag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. august 1859)

Uærligheden skulle bestå i at man ikke kunne forstå at Mathis havde råd til foder til 2 køer, et par får med lam og flere grise. Rygterne gik at han gik på rov efter det når folk sov.

To af gerningsmændene blev idømt 4 gange 5 dages fængsel på vand og brød, en 2 gange 5 og en 1 gang 5 dages. Mathis Johannsen modtog endvidere efter overenskomst med voldsmændene en sum penge for udstået svie.

En Udflugt til Christiansfeld. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev) ... "Ja, Du har Ret, min Ven! Christiansfeld har unægtelig sine Eiendommeligheder, hvorved det paa en forresten ikke heldig Maade adskiller sig fra Landets øvrige Kjøbstæder. Jeg vil ikke tale om det Indtryk, som denne lille By med sin brede Gade, sine lave Huse og sin exemplariske Reenlighed og Sulhed uvilkaarlig gjorde paa mig, da jeg rullede ind i den; det var en Art Benauelse, som naar man fra den friske Luft pludselig kommer ind i et beklumret Værelse eller mod sin Villie befinder sig hensat i en Kreds, hvor man tydelig føler sig tilovers og urelkommen. Dette Indtryk kan dog ikke absolut tilskrives noget Ejendommeligt ved Byen; Grunden dertil kan jo lige saa godt have ligget hos mig selv i en af disse tilfældige Stemninger, hvori man er saa tilbøielig til at see Alting Graat i Graat. Hvad man derimod baade kan og maa betragte som positive Eiendommeligheder ved denne By, er dens stadige Tilbagegang i Folkemængde og det paafaldende Misforhold man her træffer mellem Gifte og Ugifte, mellem Fødte og Døde.

Medens Folkemængden i alle de øvrige Kjøbstæder her i Landet i en Aarrække har været i bestandig Tiltagen, er den i Christiansfeld aftagen betydelig. I 1845 var saaledes Indbyggernes Antal 761, og ved Folketællingen i 1854 var det sunket ned til 679. Hvad der egentlig kan være Grunden hertil, er ikke let at sige. Med Undtagelse af Fabrikationen af "Christiansfelder Bomuldstøier", som forlængst har maattet bukke under for Concurrencen med de udenlandske Fabrikater, staaer Byens Industri og Handel omtrent paa samme Punkt som tidligere, Lysestøberierne hævde endnu deres gamle Navn og de betydelige Ølbryggerier, der ligesom de to store Kramboder og Gjæstgiveriet (!) drives for Communens Regning, levere et udmærket godt og priisbilligt Produkt.

Grunden maa nok derfor snarere søges i en uforklarlig Afsmag hos de gode Christiansfeldere for Ægteskab. Blandt de ovennævnte 679 Indvaanere findes nemlig kun 46 Par gifte Folk, et i Sandhed mærkeligt Misforhold i Sammenligning med andre Byer. I Nordborg f. Ex., der har 1289 Indbyggere, altsaa knap halv saa stor en Folkemængde som Christiansfeld, findes 228 Par gifte Folk eller omtrent 5 Gange saa mange som i sidstnævnte By, og lignende Exempler kunne anføres i Mængde.

Kommer dertil Misforholdet mellem Fødte og Døde, lader Folkemængdens Aftagen sig net forklare. I de ovennævnte i Aar fra 1845 til 1854 beløb saaledes Antallet af de Døde sig til 163, medens de Fødtes kun naaede op til 47, altsaa i 10 Aar 116 flere Døde end Fødte. Skal dette Forhold vedblive i de næste Decennier, og ingen Indvandring finde Sted, vil Byen altsaa være uddød om ca. 60 Aar. Ja, Du vil maaskee kalde det en Paradox, men Regnestykket er rigtigt.

Du kan nok mærke, at det er under et Anstød af Gnavenhed, at jeg sidder her i den kommunale Gjestgivergaard og nedskriver denne min Christiansfelder Statistik, men det vil ikke undre Dig, naar jeg fortæller Dig, at jeg kom hertil med en Bonde fra Haderslevegnen, som uafbrudt underholdt mig om den Byrde, som Bommene paa de nyanlagte Chausseer ere for Landbefolkningen, og - hvad der var det i ærgerligste - jeg maatte give Manden Ret. Det hele Bomvæsen har altid været en forhadt Indretning, men i den Skikkelse, hvori det efter bemeldte Mands Fremstilling optræder her, maa det være reent utaaleligt. Han fortalte mig saaledes, at en Bonde, der i denne Egn bringer et Læs af sin Marks Afgrøde tiltorvs, maa betale for Tour og Retour 24 sk, hvilket udgjør en Skattebyrde af 25 Rd. aarlig, naar han blot i Gjennemsnit kjører to Gange om Ugen til Byen med Læs. For Personer, der kjøre i andre Forretninger, er Bompengene dobbelt saa høie. Som et Exempel paa de Anomalier, der findes ved dette Bomvæsen, anførte han blandt Andet, at naar en Bonde, hvad der ikke er sjeldent, skal gjennem en Bom, for at kjøre et Huusmandsbarn til Kirke, er han kun fri for Bompenge, naar Barnet er paa Vognen; paa Veien til og fra Stedet, hvor Fadderstadsen er, maa han derimod betale Bompenge. Jeg kan godt begribe, at Landbefolkningen ønsker denne tidsspildende og trykkende Afgift hævet, og for Finantserne kan dens Afskaffelse ikke være nogen Gjenstand af Betydenhed, da der -- saavidt mig bekjendt kun svares ca. 1000 a 1200 Rd. om Aaret i Forpagtning af en enkelt Bom.

Jeg kunde forresten have Lyst til at fortælle Dig endnu en heel Deel om Gjæstgiverstedernes og Kroernes Forfatning, om den Mangel paa Høflighed, man der træffer paa osv., men det vil jeg for denne Gang slaae en Bom for, da mit Brev allerede indeholder Udsættelser nok, og Du sagtens har faaet tilstrækkelig af den for denne Dag. Lev Vel!"

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. juli 1859)