Kvistkammertyven Tofte (6): Straffeanstalten Christianshavn. 1860-1863. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Mistanken for at have paasat Ildebranden i Studiestræde blev rettet mod en Uskyldig, Snedkermester Rasmus Jørgen Jørgensen, en ung Mand paa 25 Aar, der nylig havde etableret sig og stod i Begreb med at indgaae Ægteskab. Det var paa hans Værksted, at Tofte havde antændt Ilden, og da Ingen var bleven seet der, siden Jørgensen var gaaet derfra Kl. 4, satte man sig i Hovedet, at han maatte være Gjerningsmanden, og det endskjøndt Ilden først viste sig Klokken eet Kvarteer over 5. Jørgensen havde nylig assureret sit Indbo, som det synes noget vel høit, men isaafald var det til hans egen Ulykke. En af Kriminal- og Politirettens Assessorer, der var bekjendt for sin Dygtighed i at faae Folk til at bekjende, ledede Undersøgelsen med sædvanlig Nidkjærhed, og han var ogsaa saa heldig at faae den uerfarne Haandværker indviklet i enkelte Modsigelser. Jørgensen blev holdt fængslet i et fugtigt og smudsigt Kammer og blev derfor angrebet af Hævelse og Betændelse i Benene, forbundet med ulidelige Smerter. En forhærdet For bryder blev sat ud paa ham for om muligt at narre en Bekjendelse ud af ham, og man fik ham endelig saa vidt, at hans Tanker begyndte at forvirres. Da man stadig vedblev at paadutte ham Gjerningen, var han tilsidst ikke rigtig sikker paa, om han havde paasat Ilden eller et: Sn Aften sagde han saaledes til en af sine Medarrestanter, at om han ogsaa var Skyld i Branden, havde det dog ikke været hans Hensigt at indebrænde de stakkels Folk ovenpaa. Men det lykkedes dog Gud være lovet ikke at faae ham til at erkjende sig skyldig i Gjerningen. Han blev af Kriminal- og Politiretten frifunden med Paalæg af Sagens Omkostninger, men Høiesteret frifandt ham kun "for Aktors videre Tiltale" - en meget uheldig Formular, som Domstolene bruge for at udtrykke, at de ikke tør domme den Anklagede, men at de dog ansee ham for skyldig.

Formelt taget undgik man saaledes et Justitsmord, men Rasmus Jørgen Jørgensen gik brændemærket ud af Sagen, og hans borgerlige Stilling var for stedse forspildt. Han er senere død og har ikke engang faaet den Opreisning at see den virkelige Gjerningsmand træde frem og tage Skylden paa sig. 

Tofte har efter al Sandsynlighed bildt sig ind, at denne Brandstiftelse vilde blive straffet ned Døden, og han holdt derfor sin Tilstaaelse tilbage, indtil han, for sit Mordforsøg paa Lægen ved Christianshavns Straffeanstalt blev dømt fra Livet. Da vedskrev han en Tilstaaelse om hiin Begivenhed, som han agtede at aflevere, inden Dødsstraffen blev exekveret, men da han Imod Forventning blev benaadet, opgav han sit Forsæt og tilintetgjorte det, han havde skrevet. I Foraaret 1864 - efterat han anden Gang havde overfaldet en af sine Foresatte i Straffeanstalten med morderiske Vaaben - indsaae han, at der ikke kunde være Tale om at undgaae at lide Dødsstraffen, og da fremkom han omsider med sin Tilstaaelse.

I Juli 1860 var han atter bleven indsat i Straffeanstalten paa Christianshavn som Tugthuusfange paa Livstid, men selv Udsigten til at tilbringe Resten af sine Dage i Tugthuset kunde ikke knække Toftes Livsmod. Han blev sat til at arbeide som Væver, og lærte nu før første Gang i sit Liv hvad det vil sige at bestille Noget. I det Hele taget opførte han sig godt; om han end nu og da var lidt stridig, gav han dog næsten aldrig Anledning til Klage. Han udmærkede sig særligt ved sit uforanderlig gode Humeur. Altid var han lystig og tilbøielig til Leg og Narrestreger, og han betragtedes af de andre Fanger som et Barn.

Havde der været mindste Alvor i ham, maatte Tanken om hans mange Forbrydelser have hvilet tungt paa hans Sind, og han vilde da snarere have græmmet sig over sine spildte Ungdomsaar. Men saa ung han var, var han allerede fortabt, og det viste sig snart, at hans Hu kun stod til at gjøre nye Ulykker.

Det seer næsten ud, som om han søgte efter en Gjenstand, over hvilken han kunde lade sit onde Sind gaae ud; det var, som om han var greben af en halv ubevidst Trang til at gjøre Fortræd, og som om han maatte have et Offer, hvem dette saa end skulde være.

Der var i denne Tid blandt de øvrige Fanger opstaaet stor Misfornøielse, da Brødrationerne fra 1ste April 1860 af ifølge Justitsministeriets Befaling vare blevne formindskede fra 2 Pd. til 1½ Pd. daglig i Sommermaanederne. Mange af dem klagede over, at de ikke fik nok til at stille deres Sult med, og Straffeanstaltens Bestyrelse androg flere Gange paa at faae de større Rationer gjenindførte, men forgjæves; 1½ Pd. daglig var nok, sagde man i Justitsministeriet, Inspekteuren kunde da ligeoverfor de Fanger, der klagede over, at de bleve syge af at faae for lidt at spise, ikke gjøre Andet ad henvise dem til Lægen, Regimentschirurg Mackeprang. Naar Fangerne nu kom og klagede over den knappe Kost, henvist han dem igjen til Inspekteuren, idet han mente, at kun denne vilde kunde gjøre Forestilling til høiere Vedkommende om at faae Bespisningsreglementet forandret. Dette hørte Tofte, og skjønt han ikke personlig havde lidt under den indtraadte Forandring, da han fortjente rigelige "Overarbeidspenge" og derved kunde forbedre sin Forpleining, blev han dog forbitret over, at man saaledes "holdt Fangerne for Nar". Han var tilmed dengang - efter hvad han har paastaaet - i en noget ærgerlig Sindsstemning over, at hans Familie i længere Tid ikke havde ladet høre fra sig, hvorfor han antog, at den vilde slaae Haanden af ham, og han besluttede da, uden at tale til nogen af de andre Fanger derom og uden at nogen af disse havde tilskyndet ham dertil, at myrde baade Inspekteuren og Lægen. Han var aldrig bleven haardt behandlet af nogen af disse Mænd. Justitsraad Keller havde endog fattet særlig Interesse for Tofte, fra det Øieblik af, da denne havde tilstaaet de mange Forbrydelser for Ham, men det vil erindres, at Tofte ansaae ham for tildeels at være Skyld i, at hans Straf blev saa haard. Imod Lægen havde han endnu mindre Grund til at nære nogen Uvillie, da denne altid havde behandlet ham med største Humanitet; det eneste Klagepunkt, han havde at fremføre imod ham, var, at Mackeprang, da han skulde trække en Tand ud paa ham, lod Stumperne blive siddende i Kjødet.

Efter nogen Overvejelse opgav han den Plan at myrde Inspekteuren; thi vel var det en let Sag for ham at blive ene med denne, idet han blot behøvede at begjære sig fremstillet for ham; derimod var det ham ikke let at faae Leilighed til at angribe Inspekteuren bagfra, hvilket snarere kunde lykkes ham med Hensyn til Lægen. Han besluttede derfor at indskrænke sig til at myrde denne. Til at udføre Mordet havde han to Redskaber at vælge imellem, enten den saakaldte Salskniv, der hang paa Arbeidsværelset, eller en Hammer, som han engang havde faaet forærende af en Fange, der forlod Straffeanstalten. Da han var bange for, at han med sine svage Kræfter ikke vilde kunne haandtere Kniven, bestemte han sig for Brugen af Hammeren, som han ved Hjælp af en Steen, han fandt paa sin Væv, sleb frygtelig skarp i den kløftede Ende.

I Begyndelsen af November 1862 var han færdig med sine Forberedelser, men han tøvede endnu, thi han manglede Mod. Endelig begjærede han sig den 11te November fremstillet for Lægen paa Grund af Tandpine. Han var om Formiddagen munter som sædvanlig, og hans Medfanger kunde ikke mærke noget Usædvanligt hos ham. Da han blev kaldt paa for at møde hos Lægen, stak han Hammeren i sin Trøielomme og gik ud for at udføre sin Beslutning. Han tænkte ved sig selv, at hvis Modet i det afgjørende Øieblik skulde svigte ham, kunde han jo tale om sin Tandpine.

Straffeanstaltens Læge benytter skifteviis med Præsten et lille eet fags Værelse i Bygningens Stueetage. Udenfor paa Gangen ere de Fanger, der skulle fremstilles for ham samlede under Opsigt af en Betjent; de indlades En for En, og inde i VæreIset er der saagodtsom aldrig nogen Betjent tilstede. Medens den opsigtshavende Betjent den ommeldte Dag vendte Ryggen til, smuttede Tofte ind i Værelset, hvor Lægen sad ved et Bord tæt ved Vinduet, saaledes at han vendte Ryggen halvt mod Døren, og skrev i Patientbogen. Han hørte Tofte komme ind, men da denne havde Tøisko paa mærkede han ikke, at Tofte kom lige hen bag ved ham. Da han sad saaledes bøiet over Bogen, var Leiligheden gunstig. Tofte løftede Hammeren og gav ham med dens flade Ende et slag i Baghovedet, hvorved han et Øieblik blev aldeles bedøvet. Da han strax efter kom til sig selv igjen og følte Blodet løbe ned af sine Kinder, saae han Hammeren ligge paa Gulvet og Tofte løbe ud af Værelset. Paa hans Anskrig blev Tofte strax grebet, og var da i en temmelig rolig Stemning, men da Betjentene tog fat paa ham for at føre ham til den Fløi af Bygningen, hvor Straffecellerne ere, blev han mere oo mere exalteret, udskjældte Betjentene og slog den ene af dem, saa at hans Tænder blødte. Medens han blev ført over Gaarden forbi vagten, yttrede han: "Jeg traf ham sk..., den gamle Æsel; han skulde have været slaaet ihjel! - men det kan vel skee en anden Gang."

(Sluttes).

(Folkets Avis 20. februar 1865)

Der er tale om regimentskirurg cand. med. Hans Marcus Mackeprang (1793-1874). Han døde 26. juni, 81 år gammel. Han gjorde tjeneste som reservekirurg ved Almindeligt Hospital i en meget lang årrække, blev 1826 læge ved Døvstumme-Instituttet og senere i 12 år læge ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. 

Fængselsvæsnet undergik mens Tofte opholdt sig der, en reform. Horsens og Vridsløse straffeanstalter blev opført og taget i brug (hhv 1853 og 1859), i sidstnævnte udførtes cellestraffen, kvinderne blev samlet på Christianshavn 1870.

Skylden for branden blev efterfølgende lagt på snedkermesteren, der dog senere blev frikendt for videre tiltale, men døde formentlig som følge af det slemme ophold i fængslet. Se særskilt indslag om branden i Studiestræde 33 andetsteds på denne blog.

Forbedringshuset paa Christianshavn. Da vi i et foregaaende Numer berettede om "Kvistkammertyven"s Attentat paa Doktor Mackeprang, hedder det i "Folk. Av.", kjendte vi godt det Rygte, der cirkulerede i Staden, nemlig, at dette Attentat ikke var møntet paa Doktoren i Særdeleshed, hvem Fangerne Intet hare imod, men ifølge en fortvivlet Beslutning af Fangerne, at hævne sig paa hele Fængselsbestyrelsen for den slette Behandling, de nyde, og at dette Attentat vilde være blevet udøvet mod hvemsomhelst af Bestyrelsen, som "Kvistkammertyven" den Dag var kommen i Berøring med. Vi vilde den Dag ikke omtale det Rygte, da vi ikke havde Lejlighed til at erfare, hvor meget deraf var Sandhed. Det er imidlertid i disse Dage ved de Forhører, der ere gaaede forud for en Højesteretsdom, der er overgaaet Forbedringshuusfange Serritzlev. der som bekjendt den 2den Juni d. A. stak Mestersvend Andersen med en Kniv i Halsen, fremkommet Oplysninger, der fuldkommen bekræfte de cirkulerende Rygter. Disse Forhører vise, at det er Sult, der driver Forbedringshuusfangerne til Fortvivlelse og til at begaae Handlinger, der ifølge de bestaaende Love have Døden tilfølge, hvilken de foretrække for den Kval, Sulten medfører. Det er oplyst, at Fangerne ifølge Fængselsreglementet kun erholde to Maaltider i Døgnet, nemlig mellem Kl. 9 og 10 1½ Pund Brod og Kl. 12 en Pot Søbemad og en halv Pot Øl. Naar dertil kommer, at der fordres strængt Arbeide af dem, og at Arbejdstiden er fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 8 om Aftenen med 2 Times Hviletid, kan det sandelig ikke undre Nogen, at denne Føde, der knap er tilstrækkelig for en Dreng, kan bringe de ulykkelige Fanger til Fortvivlelse og til at begaae Excesser, der kunne have farlige Følger før den offentlige Sikkerhed. Hvem der har Skyld i Tilblivelsen af dette elendige Spisereglement, ville vi ikke undersøge, men anbefale samme tilligemed hele Straffeanstalten paa Christianshavn til Justitsministerens specielle Opmærksomhed. Sluttelig ville vi henlede Fængselselskabets Opmærksomhed paa denne Sag, da vi ere overbeviste om, at dette vil anvende sin Indflydelse til en Forbedring af Fangernes Kaar.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 22. november 1862).

Fritz Theodor Benzen. Bygningen i midten er Christianshavns Straffeanstalt senere kaldet "Kvindefængslet på Christianshavn". Kbhbilleder. Public Domain.

Kvistkammertyven. I Torsdags Morges Kl. 7 blev den Kvistkammertyven Tofte for hans Mordattentat paa Lægen Mackeprang idømte Høiesteretsdom exekveret i Kjøbenhavns Tugthtuus, hvortil han blev ført fra Arresten af Politiets Betjente, af hvilke 8 Mand vare tilstede, medens Fangerne fra Fængslets Vinduer vare Tilskuere ved Straffens Fuldbyrdelse. Straffen bestod i 27 Slag af en Kat (som har 13 Strænge med 3 Kunder paa hver Stræng, foruden at hver enkelt Snors yderste Ende er ombøiet og samlet eller bundet med Garn, for ikke at opflosses) Efterat Delinkventen paa sædvanlig Maade var surret fast til en Pæl, tildelte Anstaltens Profos (Schmidt) ham Slagene paa den blottede Ryg. I Mandags afrejste to Politibetjente med Arrestanten til Horsens Tngthuus, hvor han er dømt til at hensættes under stræng Bevogtning paa Livstid.

(Vestslesvigsk Tidende 1. juni 1863).

Om snedker Jørgensen havde Fædrelandet følgende kommentar (gengivet fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865). Se desuden det særskilte indslag om ildebranden i Studiestræde:

Blandt de mange Forbrydelser, som den saakaldte Qvistkammertyv P. Tofte havde begaaet, var, som bekjendt, ogsaa den, at han Søndagen d. 24de Januar 1858 havde anstiftet en Ildebrand i et Snedkerværksted, hvorved flere Mennesker indebrændte. Mistanken henlededes paa Værkstedets Eier, Snedkermester Rasmus Jørgensen, en ung Mand, der nylig havde nedsat sig, og om hvem iøvrigt aldeles intet Ufordeelagtigt var bekjendt, men som tværtimod var af god Familie og en i enhver Henseende hæderlig Mand. Han holdtes fængstet i næsten 9 Maanerer. og de Piinsler og det Onde, han skal have lidt under Forhørerne, navnlig da han, nedsat i et fugtigt og simpelt Fængsel, blev betagen af Betændelse og Smerter, vare saadanne, at hvis han havde været skyldig, vilde han, for at erholde Lindring og et andet Fængsel, have tilstaaet Forbrydelsen. Der er en stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har hensat denne aldeles uskyldige Mand i et underjordisk, fugtigt og simpelt Hul, for at tvinge ham til Bekendelse ved de legemlige Lidelser, som derved paaførtes ham. Dernæst er der stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har sat Jørgensen sammen med en gammel forhærdet og straffet Forbryder, for at denne kunde udspionere ham og under Forlovlighedens Maske forlede ham til Bekjendelse. Den eneste Erstatning hertillands, der kan gives til uskyldig piint Mand, er fuldstændig Frifindelse; men denne kunde Jørgensen ikke opnaae ved Kriminal- og Politiretten. Ved Højesteret blev han endelig frifunden for "videre Tiltale", og dette især fordi han havde assureret sine Eiendele hos et engelsk Selskab for 1600 Rdr., medens de kun kunde taxeres til 1000 Rdr. (Som bekiendt har Forbryderen Tofte senere tilstaaet, at han havde været Gjerningsmanden til Brandstiftelsen, og at Snedker Jørgensen var aldeles uskyldig.) Denne ulykkelige Mand er nu død, og det er vel ikke usandsynligt, at hans lange Fængsling og de Lidelser, der paaførtes ham, have bidraget til at forkorte hans Dage. Den eneste Erstatning, der nu kan ydes ham, er den, at hans Uskyldighed er bleven fuldstændig oplyst (Uddr. af Fædrel.)

(Ifølge "Hors. Av." skulde Tofte henrettes idag (Mandag) Morgen paa en Bakke i Nærheden af Horsens.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865)

Copist og Original Andreas Peter Gyth. (Efterskrift til Politivennen)

I 1850 var Peter Gyth ansat i Revionscontoirerne for Umyndiges Midler, første contoir som copist. På kontoret sad foruden ham kancelliråd og kontorchef Carl Wilhelm Lautrup og kancellisekretær og fuldmægtig Christian Adrian Jansen. Kontoret hørte under 2. departement, hvor der foruden det 2. kontor var 2 kontorer med  hhv 2 og 5 ansatte.På finanslovsudkastet for 1852-53 fik han udsigt til et tillæg på 200 Rbd (fra 400). Ifølge Krak 1850 boede P. Gyth i Farvergade 125B.

- En af Kjøbenhavns Originaler, den 82 Aar gamle Andreas Peter Gyth, der i sin Ungdom blev Copist i Cancelliet og senere i Justitsministeriet, afgik i Søndags Morges ved Døden. Fra sin tidligste Tid afslog han alle Tilbud om Forfremmelse, da han vilde leve og døe som Copist. Noget, der dog ikke gik i Opfyldelse, da han for et Par Aars Tid siden blev afskediget. I 40 Aar har han boet i sin Leilighed i Farvegade, hvor han døde som Ungkarl, og i denne lange Aarrække har sjelden nogen menneskelig Fod faaet Lov til at komme over hans Tærskel; i samme lange Tid har han heller ikke tilladt, at hans Beboelseslejlighed blev underkastet nogensomhelst Reparation. Først efter megen Modstand fik hans Vært Tilladelse til for et Aars Tid siden at indlægge Vand i hans Kjøkken, men han benyttede aldrig dette. For at undgaae Besøg af Brandfolk og Skorsteensfeier gav han Afkald paa at have Ild i Kakkelovnen eller paa Skorstenen i koldt Vand og Brød var nok i Reglen hans daglige Kost, og Varme fik han ved at arbeide i Ministeriet til Kl. 11 eller 12 om Natten. Han feiede maaskee et Par Gange aarlig sin Stue, og efter i lang Tid at have benyttet sit Linned, samlede han det sammen bunkeviis, uden nogensinde at lade det vaske; der findes derfor en meget betydelig Bunke laset Linned efter ham. Af andre Efterladenskaber findes et Par Stole, et Chatol og en Dragkiste fra det forrige Aarhundrede, en stor Mængde tildeels kostbare, danske, tydske, franske og engelske Bøger, der ere opstablede i Bunker eller nedlagte i Skuffer, en Feltseng med en næsten ubrugelig Madrats og et Par gamle Dyner, samt endelig en Mængde Øl- og Olieflasker. Da man ikke havde seet ham forlade sin Leilighed i flere Dage, lod man Politiet forceuge Døren til hans Værelse, hvor man fandt ham liggende syg paa Gulvet. (Khp.) 

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 5. juli 1860).

Peter Gyth. Hr. Redacteur! De har i Deres Gaarsnumer omtalt en ved Døden afgaae gammel Mand, pensioneret Copist under Justitsministeriet Peter Gyth og, hvad der ogsaa har været Tilfældet med et andet kjøbenhavnsk Blad, charakteriseret ham som en Særling, der negtede sig Livets første Fornødenheder, blot for at puge Penge sammen, levede i et utaaleligt Svineri ose. Tillad en af hans Ungdomsvenner, der engang omgikkes ham meget og kjendte ham nøie, og som anseer det for sin Pligt at værne om den Afdødes Minde og give hans Samtid et sandere og mindre afskrækkende Billede af ham, at fuldstændiggjøre og berigtige Deres Beretning. Vistnok ville vi selv da, naar den Hensovedes lange og eensformige Liv staaer klarere for os, ikke kunne fritage ham for at have levet som en Særling; men man vil tillige faae Indtrykket af, at han var en i alle Henseender høist agtværdig Personlighed, hvis gode Egenskaber vare de langt overvejende.

Det hedder i Deres Beretning, at han aldrig kunde lade sig bevæge til at blive mere end Copist, eftersom han meente her at være kommen paa sin rette Hylde. Det forholder sig ikke saa. Motivet til, at han afslog enhver Forfremmelse, var et ganske andet og af en langt ædlere Natur. Han var nemlig samtidigt med. at han var Copist i et af Cancelliets Revisionscomptoirer, Extra-skriver i Archiv-Comptoiret, og for at blive forfremmet i sin ene Stilling maatte han have opgivet den anden. Som Angre vilde han heller ikte have taget i Betænkning at gjøre det, hvis han kun havde havt sig selv at sørge for. Men han havde sine gamle Forældre i Huset hos sig; Moderen var i mange Aar sindssvag og sengeliggende. og Faderen, en høitbedaget Gubbe, kunde ikke tjene Noget til Livets Ophold. Sønnen pleiede disse sine Forældre med en sjelden Opoffrelse. Da der aldrig holdtes Pige, var han selv oppe om Morgenen for at lave Drikke, hentede Middagsmaden til dem fra Spiseqvarteret o. s. v. Da de siden døde, først Moderen og senere Faderen, var han allerede selv i en Alder, hvor det var ham ligegyldigt at komme i en høiere Embedsstilling.

Uagtet hans Ungdom saaledes ingenlunde henrandt under gunstige eller opmuntrende Kaar, og det meste af hans Tid var optagen af Forretninger, maa man ikke troe, at han forsømte at uddanne sig eller ikke havde Sands for noget Høiere. Jeg har tvertimod kjendt faa Mennesker, der med en saa stor Udholdenhed og Alvor som han søgte at udvide deres Kundskaber. Men Alt, hvad han lærte, lærte han, med Undtagelse af de første Skolekundskaber, kun ved Selvstudium. Han kunde saaledes Tydsk, Fransk, Engelsk og Italiensk, vel ikke saaledes, at han kunde tale disse Sprog, men dog nok til at kunne forstaae, hvad han læste. Og dette var ikke lidet; thi næsten alle hans Fritimer anvendte han til Læsning og til at spille paa Fløjte og lidt Claveer, hvad han ligeledes havde lært sig selv. Til disse Sysler var han meget punktlig med Inddelingen af sin Tid; hvert Fag havde sin bestemte Time. Foruden fine Studier gav han sig ogsaa af med Tegning og freqventerede i mange Aar Kunstakademiet, hvor han var avanceret til Modelskolen. Han var tillige i sine yngre Dage en flittig Komediegænger, og anvendte ikke Lidet af sine Indtægter til Anskaffelse af Bøger og Musikalier. Det er muligt, at han paa sine gamle Dage blev mere paaholden paa Pengene, især da han ikke  kunde rente nogen stor Pension; men i sin Ungdom og i sin kraftige Manddomsalder var han det ingenlunde, men meddeelte tvertimod stjerne til Andre og saa rundeligt, som det var ham muligt.

At han i det paa Grund af Moderens Sindssygdom høist uhyggelige Hjem, hvor han tilbragte sine bedste Leveaar, ikke kunde faae Sands for Reenlighed og Orden, er let at indsee, og Vanen var saaledes bleven ham til anden Natur, at han heller ingenlunde sylte noget Savn derved. At han ikke skal have anskaffet sig nye Klæder siden 1812, er dog en stor Overdrivelse; mit Bekjendtskab til ham skriver sig netop fra en senere Periode, og jeg har dog seet ham med flere end een ny Dragt. Men man maatte rigtignok vide, at den var ny, thi han hadede i den Grad at see pæn og Pyntelig ud, at han i Regelen, naar han havde nyt Tøi eller nye Støvler paa, først gik ind dermed i Cancelliarchivet og gav sig ret til at rode op i gamle Sager for al blive dygtig tilstøvet. I Udøvelsen af sine Embedspligter var han et sandt Monster: han arbejdede ialmindelighed langt ud over den almindelige Comptoirtid, og det uagtet han arbejdede meget hurtigt, hvorved det ikke lidet kom ham tilgode, at han skrev en ligesaa smuk som flydende Haand.

Af de faa Træk. jeg her har tilladt mig at meddele Dem, haaber jeg at De vil erkjende at have faaet et ganske andet Indtryk af den gamle Pebersvend, der unegteligt ved Omstændighedernes Magt blev paatrykt alle en Særlings uhyggelige Kjendemærker, men som ikke desto mindre var et meer end almindeligt begavet og retsindet Menneske, en sjelden opoffrende og kjærlig Søn og en i alle Henseender punktlig og samvittighedsfuld Embedsmand. Han hvile i Fred!

Deres ærbødige
N. N.

(Flyveposten 7. juli 1860)

Farvergade 128 blev i 1859 til Farvergade 18. Matriklen 128 blev i 1908 indbefattet i matrikel 283, hvori også en række andre matrikler blev henlagt. De omfatter i dag Farvergade 2-4 og 6-8 (Matrikel 282), med bl.a. Tutein & Koch. Bygningen er tegnet af arkitekt Roger Møller.

Gymnastik i Landsbyskolerne. (Efterskrift til Politivennen).

Gymnastikunderviisningen. (Dpt.) Under 17de Mai er fra Ministeriet for Kirke- og Underviisningsvæsenet udgaaet følgende Cirkulaire til samtlige Skoledirektioner:

Gymnastikdirekteuren har henledet Ministeriets Opmærksomhed paa adskillige Hindringer for Gymnastikunderviisningens Fremme ved Landsbyskolerne, som burde søges overvundne; hvortil Direktionens gode Bistand vil være fornøden. Til de væsentligste af disse Hindringer maa henregnes:

1) Mangel paa duelige Lærere. Det er kommet til Ministeriets Kundskab, at der ved adskillige Skoler findes Lærere ansatte, som ikke ere i Besiddelse af en tilstrækkelig Dygtighed i dette Fag, deels fordi de enten ikke i sin Tid selv have nydt gymnastisk Underviisning eller kun erhvervet sig et meget ringe Kjendskab til den, deels paa Grund af Alder og legemlig Svaghed.

Under saadanne Omstændigheder vil Gymnastikunderviisningen i Landsbyskolerne forfeile sin Hensigt, og det vil være i Gymnastikens Interesse, at denne Underviisning unddrages de aldeles udygtige Lærere.

Forsaavidt der da ikke i vedkommende Distrikt maatte findes en eller anden dertil duelig Person , navnlig en afskediget Militair, hvem Underviisningen imod en billig Godtgiørelse kunde overdrages, vil del være rettest, at den stilles i Bero, indtil der ved Vakance i Skolelærerembedet erholdes en dygtigere Lærer. Direktionen anmodes derfor herved tjenstligst om, efterat fornøden Undersøgelse i saa Henseende er foretagen, at indkomme til Ministeriet med Indstilling em Gymnastikunderviisningens midlertidige Ophævelse i saadanne Landsbyskoler, hvor Lærerne enten ved Alder og Svagelighed eller ved Uduelighed og Ubekjendtskab med denne Disciplin maatte skjønnes at være uskikkede til at lede Underviisningen paa en nogenlunde tilfredsstillende Maade, og forsaavidt der ikke maatte findes Lejlighed til at erholde den forsvarligt besørget ved en anden i Distriktet boende Mand. Paa saadanne Steder derimod, hver det skjønnes, at Læreren ikke mangler Duelighed, men Lyst og Villie til at varetage sin Pligt som Gymnastiklærer, vilde det - som i ethvert andet Skolefag, saaledes ogsaa i dette - være utilbørligt at fritage Læreren og standse Underviisningen. Den forsømmelige Lærer bør tilholdes at opfylde sine Pligter, og, naar Tilholdet ikke frugter, drages til Ansvar for sin Forsømmelighed i Overeensstemmelse med Skoleanordningens Forskrifter (Andgn. 29de Juli 1814 Bilag B §§ 2 og 3). Disse Forskrifter efterleves imidlertid ikke allevegne.

2) Mangel paa et alvorligt Tilsyn med Gymnastikundervisningen er ligeledes en betydelig Hindring for dens Fremgang. Det er Ministeriet bekjendt, at i ikke faa Skoledistrikter føres saa godt som intet Tilsyn med de daglige Øvelser, at der ved de halvaarige Examiner ingen Prøve eller Bedømmelse af dette Fag finder Sted, samt at Bestemmelserne i Plakaten af 25de Juni 1828 § 6 paa adskillige Steder sjeldent iagttages; hvoraf følger, at det nidkjære Skolelærer savner Paaskiønnelse af sin Flid, og den forsømmelige bestyrkes i sin Ligegyldighed for et Underviisningsfag, paa hvilkel hans foresatte heller ikke synes at lægge nogen Vægt. Ministeriet maa derfor finde det fornødent at indskærpe Overholdelsen af bisse bestemmelser og herved tjenstligst anmode Direktionen om at have Indseende med, at de stedlige Skoletilsyn ikke tilsidesatte Omsorgen for en forsvarlig Gymnastikunderviisning; i hvilken Henseende Deres Høiærværdighed ved de aarlige Skolevisitationer vil finde Leilighed til at foretage et virksomt Eftersyn og erholde en senere Kundskab om Gymnastikens Tilstand i Skoldistrikterne.

I Forbindelse med det utilstrækkelige Tilsyn maa fremdeles som væsentlig Hindring for Gymnastikens Fremgang nævnes:

3) Mangel paa anordningsmæssige Gymnastikplads og paa behørige Apparater. Det er indlysende, at hvor Læreren er henviist til at benytte en utilstrækkelig Plads, en ujevnet, græsbegroet Markplet, Skrænten af en Bakke, Landeveien eller lignende ubeqvemt Sted til de gymnastiske Øvelser, der vil Underviisningen ikke kunne gives tilbørligt; heller ikke der, hvor de forskjellige Apparater enten ere ufuldstændige eller ubrugelige. Det er imidlertid Ministeriet bekjendt, at der paa adskillige Steder ikke er sørget for Tilvejebringelsen af en Gymnastikplads ved Skolerne, at Pladsen paa andre Steder vel er udlagt, men ikke planeret eller indhegnet, at Apparaterne deels ikke ere fuldstændigt anskaffede, deels ikke stadigt vedligeholdes. Med Hensyn hertil maa Ministeriet ligeledes ansee et skærpet Eftersyn fornødent og herved tjenstligst anmode Direktionen om at ville, efter nærmere desangaaende anstillet Undersøgelse, ved Beretningen om Gymnastikens Tilstand for Landets Vedkommende ved Aarets Udgang meddele Ministeriel Underretning om, hvorvidt der maatte findes Skoler i Direktionens Embedskreds, ved hvilke anordningsmæssig Gymnastikplads ikke endnu er tilvejebragt, og i saa Fald Oplysning om Grunden til, at saadant ikke er skeet.

Et betydeligt Savn for Gymnastikunderviisningen paa Landet er det, at lukkede Øvelsespladse (Gymnastikhuse) i Almindelighed ikke haves, ei heller paa Grund af de med saadanne Bygningers Opførelse og Vedligeholdelse forbundne Bekostninger kunne ventes indrettede til Brug paa de Tider, hvor Vejrliget ikke tilsteder Øvelser under aaben Himmel. Ved Cirkulaire af 25de Marts 1858 søgte Ministeriet, som Direktionen bekjendt, i nogen Maade at raade Bod paa dette Savn ved at lade vedkommende Skoletilsyn opfordre til saavidt muligt at benytte Skolestuerne til Vintergymnastik, og hvor denne Opfordring er bleven fulgt, har Gymnastikken derved vundet kjendelig Fremgang. Opfordringen er imidlertid, som Ministeriet har erfaret, paa mange Steder bleven misforstaaet, som om dermed tilsigtedes, deels at Gymnastikunderviisningen skulde gives i de korteste Vinterdage, efter endt Skoletid, hvilket vilde blive ugjørligt, deels at Skolestuernes Borde og Bænke skulde udflyttes af Huset for at give Plads til Løbe- og Springeøvelser, hvilket ligeledes paa de fleste Steder vilde blive enten ugjørligt eller uoverkommeligt. Hensigten med den ommeldte Opfordring har derimod været denne, at anvise Udvei til paa en beqvem Maade at tilvejebringe Leilighed til Udførelsen af næsten alle de i den autoriserede Lærebogs 1ste Kapitel omhandlede "forberedende Øvelser" , som uden Vanskelighed kunne foretages paa en indskrænket Plads, og hvortil de fleste Skolestuer kunne benyttes, naar Borde og Bænke henflyttes til en Side i Stuen. Indøvelsen af disse forberedende Bevægelser i Efteraarstiden (Oktober og November), naar Veirliget ikke længere tillader Benyttelsen af den frie Gymnastikplads, og i den tidlige Foraarstid (Februar og Marts), for Øvelserne kunne stadigt foretages derude, vil kunne iværksættes uden Ulempe, komme Sommerunderviisningen tilgode og tillige være til Oplivelse for Børnene, som paa disse Aarstider hyppigt mente undvære Legepladsen. En bedre Øvelsesplads end Skolestuen vilde vistnok en i Skolens Nærhed liggende Lo eller Lade være, hvilken for en ringe Leie paa mangt et Sted vel kunde erholdes overladt Skolelæreren til Afbenyttelse, og hvor Lejligheden dertil maatte tilbyde sig, vilde det være ønskeligt, at den benyttedes.

4) Mangel paa stadig og tilstrækkelig Underviisning er fremdeles en væsentlig Hindring for Gymnastikens Fremgang. Det er Ministeriet bekjendt, at Gymnastikunderviisningen i mangt et Skoledistrikt tager sin Begyndelse senere om Foraaret og ophører tidligere om Efteraaret, end Behov gjøres for Vejrligets Skyld, navnlig paa saadanne Steder, hvor de øvrige foranførte Hindringer til deels ere tilstede. Kommer dertil den mellemliggende Høstferie, paa nogle Steder en ustadig Sommerskolegang, paa andre ældste Klasses Fritagelse fra Mai til September, saa skjønnes det, at Gymnastikunderviisningen under saa mange ugunstige Omstændigheder maa reduceres til nogle faa spredte Timer, hvis Benyttelse endda er afhængig af Veirliget. De her nævnte Misligheder ere imidlertid af den Beskaffenhed, at der, med Undtagelse af de ovenanviste Udveie til Udvidelse af Underviisningstiden, ikke er Andet at henvise til, end til et omhyggeligt Tilsyn med, at den Aarstid, som kan benyttes til Øvelser i det Frie, ogsaa bliver benyttet og ikke forkortes eller forsømmes ved Ligegyldighed fra Vedkommendes Side. I denne Henseende maa Ministeriet ansee en skærpet Kontrol fornøden og tjenstligst anmode Direktionen om at drage Omsorg for: at det paalægges samtlige Skolelærere i Skolejournalen at antegne ved hver Uges Udgang, hvor mange Timer der i Ugens Løb er foretaget gymnastiske Øvelser; at vedkommende Forstanderskaber tilholdes at vaage over, at ingen utilbørlig Afkortning i Underviisningstiden finder Sted.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juni 1861).

Baunscheidts Livsvækkeren. (Efterskrift til Politivennen)

Mængden af de miraculeuse Helbredelsesmethoder, der komme til os, især fra Tydskland, er bleven forøget med "Baunscheidtismen", opfunden ved Carl Baunscheidt, Meckanicus i Erdenach ved Bonn. En taknemmelig Patient, der er overtydet om at have fundet Lindring og Redning ved Baunscheidtismen, har udgiver "Kort Anviisning til den rette Opfattelse, Bedømmelse og Brug af "Livsvækkeren"," der er uddraget af og oversat efter den tydske Originals 7de Udgave. Principet i denne Methode har ialtfald det Fortrin, at det er simpelt, og Anvendelsen af den vil vel i de fleste Tilfælde ikke kunne gjøre synderlig Skade. Enten skeer nemlig alene ved "Livsvækkeren", der ikke er Andet end "en Sammenstilling af fint tilspidsede Naale, hvis Bestemmelse er ved deres Stik i Huden - en næsten smertefri Operation - at frembringe kunstige Porer, hvorigjennem alle som Følge af en forstørret Hudvirksomhed paa de lidende Steder af Legemet ophobede, Sundheden dræbende Sygdomsstoffer skaffes en simpel og naturlig Vei til en successiv Afmarsch". Sin store Opfindelse skylder Hr. Baunscheidt Myggene. Da han nemlig en Dag, da han led af et rheumatisk Onde, havde lagt Haanden paa Bordet, vare et Par Myg saa dristige at sætte sig paa denne og stikke. Efter at de vare færdige, fløi de bort, og Smerten med dem. Stikket efterlignes nu ved Livsvækkeren, og den Saft, som Myggene efterlade ved deres Stik, og som fremkalder en Hudirritation, der bidrager til endnu kraftigere og Hurtigere at udskille de optagne Sygdomsstoffer, efterlignes ved en af Opfinderen componeret Olie, hvormed den af Livsvækkeren saarede Hud bestryges. Ved sin Livsvækker curerer Baunscheidt 47 lette og 50 svære Sygdomme, hvoriblandt Cholera, Svindsot og tildeels Kræft. Helbredelsen af Skarlagensfeber er en reen "Bagatel". Al Slags Krampe, som det er umuligt for Videnskaben at blive Herre over, curerer ligeledes "Livsvækkeren" som en Bagatel. For Søsyge bliver man aldeles befriet, naar man strax ved det første Spor af Søsyge anvender "Livsvækkeren" paa Læggene. - Til Slutning yder Forfatteren "den velvillige Læser den Tjeneste, at ilette ham selve Døden". Det maa med Sorg indrømmes, at "Livsvækkeren", skjøndt den rigtignok vækker den indsovede Livskraft og hjælper den til at overvinde Sygdommen, ikke kan forhindre Opløsningen, men denne er ikke saa slem at gaae paa, naar man veed, hvorledes det gaaer Legemet efter Døden. Efter at dette er forklaret, tilføies der: "Skulde nu Baunscheidts Livsvækker ikke mere kunne fjerne den sidste Time, da maa den Døende med rolig Samvittighed betragte sin Død som Broen til Evigheden." (Tdl.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juni 1860)

Annonce fra Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 17. september 1873. Annoncen fortsætter med 9 vidnesbyrd om instrumentets duelighed over for gigt, rheumatisme, tunghørhed, bylder, urinvejsbesvær, forstuvning og astma. Den sidste gang Livsvækkeren nævnes er i forbindelse med en kvaksalversag fra 1900. 

Afhandling om historien.
Brought to life.

Illegale Skrifter confisceret. (Efterskrift til Politivennen).

Flensborg, den 26. Maj. Toldvæsenet skal i langere Tid have næret Mistanke om, at der ved Hjælp af de for Banen ejendommelige Konduktørvogne dreves Smugleri. Ved en Dag i denne Uge at undersøge en saadan Vogn fandt en herværende, bekjendt nidkjær Toldembedsmand blandt Andet en Pakke med den uskyldige Paaskrift "An den Herren Revisor Mathiesen" og i en Parenthes var der tilføjet: "Eisenbahnrechnungsbeilagen". Han forlangte denne Pakke aabnet, og den indeholdt ikke et eneste Jernbanepapir. Det var derimod en Bogpakke, afsendt af den Paagjældendes Broder, Boghandler Mathiesen i Rendsborg, og indeholdt foruden Bøger nogle Smaaskrifter, hvert i flere Exemplarer, af den Art, hvoraf Tydskland siden den sidste Slesvigske Stænderforsamling har frembragt nogle Snese, og hvori den tydske Fanatisme udgyder sil Had mod Danmark og trøster Slesvigholstenerne med, at naar de blot ville holde ud en 2-3 Aar endnu, saa skal Hjælpen ej udeblive. Der synes altsaa, som om det skrappe Gjennemsyn, vort Toldvæsen underkaster Bogpakkerne, som ankomme fra Tydskland, og som hyppig har havt til Følge, at Politiet bemægtiger sig Et og Andet af politisk Indhold, nu medfører, at man betjener sig af Omveje for at udbrede Oprørsskrifter; er det sandt, at der ved denne Lejlighed er forefundet flere Exemplarer af samme Skrift, kan der vel neppe være Tvivl om, at de skulde have været udbredte og solgte underhaanden. Den paagjældende Toldembedsmand gjorde Anmeldelse til Politiet, som strax næste Morgen indfant sig og bemægtigede sig det politiske Smuglegods. Bemeldte Mathiesen er Chef for Jernbanens Revisionskontor, var i sin Tid Insurgentofficer og en af dem, som ved afdøde Konsul Jantzens Beskyttelse blev sendt til England for at sættes ind i Forretningerne. Kompromitteret i Sagen er foruden ham en anden Jernbanekontorist, forhenværende Insurgentofficer og Adjutant hos v. d. Tann. Vore Autoriteter skulle efter Sigende tage Sagen meget alvorlig, hyppige Forhører ere blevne afholdte, dog er ingen Person belagt med Arrest, og det skal blandt Andet have vist sig, at Mathiesen selv kom fra Rendsborg med samme Tog som Pakken; man har altsaa Grund til at antage, at han selv har havt Pakken med sig og godt kjendt dens Indhold. Den er ikke tilfældig bleven tilfaldt ham under falsk Flag af hans Broder ; han er sandsynlig en virksom Deltager i Forbrydelsen. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 5. juni 1860)

Flensborg, den 20. Juni.

Hr. Redakteur! I Deres ærede Blad fandtes for en Tid siden en her fra Byen indsendt Artikel angaaende nogle af et Par Jernbaneembedsmænd begaaede Misligheder med Hensyn til Indsmuglingen af oprørske Skrifter, i hvilken Anledning Korrespondenten i det Hele omtalte de ved den sydslesvigske Jernbane ansatte slesvigholsteenske Bestillingsmænd. Jeg skal tillade mig at meddele Dem nogle Oplysninger i Henseende til de omtalte Personligheder. - Den ommeldte Matthiessen har ikke været ansat ved Jernbanen i nogen offentlig Stilling, men hos Forpagterens Driftsbestyrer, Hr. Louth, under hvem han arbejder ved Gjennemsynet af Driftsregnskaberne. Han blev i sin Tid efter Anbefaling af Jernbanedirekteur, Kammerjunker Krieger og Consul Jansen sendt til England for at oplæres til Stationsforvalter, men efter hans Tilbagekomst modsatte man sig fra den kgl. Befuldmægtigedes Side, at han ansattes i den nævnte Egenskab eller overhovedet i en Stilling, hvor han traadte i umiddelbar Berøring med Publikum, hvorimod man ikke godt kunde hindre hans Ansættelse i en privat Stilling under Hr. Louth. Forøvrigt skildres Mathiesen af dem, der daglig arbejder sammen med ham, som en rolig Mand, der ikke blander sig synderlig i Politik, ligesom han idetmindste tilsyneladende heller ikke hører med til den junggermanische klique her i Byen. Den anden i den ommeldte Sag indviklede Person bliver ogsaa anseet for at høre til de mere uskadelige Slesvig- holstenere. Men den Allerværste af de ved vor Jernbane ansatte Slesvigholstenere, den, der var Sjælen og Tanken i dem, og hvem mange Ligesindede i den Tid skyldte deres Ansættelse, var en Hr. Hirschfeldt, der, saavidt jeg erindrer, arbejdede under Hovedingenieuren i Sir M. Petos Tjeneste, og som nok nu. bestandig i Petos Tjeneste, befinder sig oppe i Nørrejylland. denne den Allerværst, af alle Jernbanens Slesvigholstenere blev i sin Tid antagen paa Anbefaling af den danske Generalkonsul i Hamborg.

(Dannevirke 21. juni 1860)