(Af P. H. Classen.)
"Vi kunne aldrig ringeagte Herrens Dage, uden at det bliver til vor Skade."
("Dagenes Perle", af en Arbeidsmands Datter.)
Hvoraf mon det dog kommer sig, at en saa stor Mængde af os saa overmaade sjeldent gaae i Kirke? Uden netop at see mig istand til at besvare dette Spørgsmaal, tilsigtende meget mere, om muligt, at anspore Andre til at besvare det, skal jeg blot søge at gjøre nogle faa Betragtninger gjældende i denne Anledning. Allerførst skal jeg til Beviis paa, at dette Spørgsmaal nok fortjener at overveies, søge at gjøre en Beregning over det Forhold, hvori de Kirkesøgendes Antal hos os kan antages at staae til Antallet af Befolkningen i det Hele. Ifølge Kandidat Friis's Beskrivelse over Lolland og Falster har sidstnævnte Øes 27 Landsogne en Befolkning af 21,162 Sjæle, hvilket giver et Middeltal af omtrent 800 for hvert Kirkesogn. Fradrager man heri for dem, der ere for unge (smaae Børn), og dem, der ere for gamle (og svage), høit regnet Halvdelen *), bliver der 400 tilbage. Deri bliver endvidere at fradrage dem, der kunne have tilfældigt Forfald (saasom f. Ex. Sygdom eller anden alvorlig Forhindring), og disse Forfald maae vistnok paa Landet, hvor lang og besværlig Vei unægteligt ofte kan lægge Hindringer i Veien for Kirkebesøget, beregnes rigeligt. Men meget rigeligt regnet maa det da vistnok ogsaa erkjendes at være, naar her antages, at - hver Søndag - Halvdelen af fornævnte 400 kunne have lovligt Forfald. Der bliver da endnu 200 tilbage. Kommer nu dertil, at vel kun faa Landsbykirker her paa Falster kunne rose sig af at have, som et Middeltal, alle Søndage hele Aaret igjennem et Besøg af over 40 Mennesker, medens de fleste vel maae nøies med mindre, er det da ikke i Sandhed over al Maade paafaldende, at altsaa for hver 40 Mennesker, der søge Kirken, i det mindste 9 Gange saa mange udeblive, og 4 Gange saa mange, uden Forfald, ligefrem forsømme den?
At Grunden hertil skulde være en almindelig udbredt Ligegyldighed for Guds Ord, det tør man dog paa ingen Maade antage. Man behøver kun at lægge Mærke til, hvor Lidet der undertiden behøves, for i en eller anden særlig Anledning at fylde, ja endog overfylde en Kirke, eller til den Mængde Andagtsbøger, der nuomstunder trykkes, udgives og finde Afsætning endog i vor indskrænkede danske Læsekreds, og man ledes derved uvilkaarligt til den Betragtning, at det daarlige Kirkebesøg hos os maa hidrøre fra ganske andre Grunde, maaskee nærmest fra en Vane, eller rettere sagt Uvane, som der ikke alene ikke skeer noget Kraftigt, men som der saa at sige Intet skeer for at modarbejde og forandre. Unge voxe op og blive gamle under det dem overalt fra imødekommende Indtryk af, at det, at gaae i Kirke, det er Noget, som man vistnok bør gjøre engang imellem. Noget, som desuden følger af sig selv, eftersom vi jo Alle skulle i Kirke, saasom for at gaae til Alters, for at offre til Præst og Degn, for at staae Fadder, for at takke for en saa haandgribelig Velgjerning, som en god Høst er for os Alle, osv. Men - at vi skulle ihukomme Hviledagen og holde den hellig, ikke engang imellem, efter den Enes Mening hver 2den, efter den Andens hver 3die eller 4de Søndag osv., men efter Guds egen Anordning hver 7de Dag, uden anden Undtagelse, end hvad alvorligt bydende Forfald maatte medføre, det er Noget, som de Unge vel alle tilsammen til sin Tid lære **), ligesom vi selv have lært det, men hvoraf de desværre senere gjenfinde Lidt eller Intet i det virkelige Liv. Hvad de derimod saare hyppigt ville finde, d. c. f. Ex. den Betragtning gjort gjældende, at man meget godt kan helligholde Hviledagen paa anden Maade end ved at gaae i Kirke. Det er nu ganske vist, at man kan gaae ind i sit Lønkammer eller holde Huus-Andagt, og der bede til Gud ligesaa oprigtigt og ligesaa inderligt som i Kirken. Men Huusandagten, d. e. den gammeldags Skik, ifølge hvilken Huusfaderen til bestemte Tider, i Reglen hver Morgen og hver Aften, forsamlede hele sin Huusstand til Bøn, hvilken da i Almindelighed oplæstes høit af Huusfaderen, og ofte efterfulgtes af Afsyngningen af en Psalme, hvilken Alle istemmede, - den er jo ganske gaaet af Brug, hvorved Kløften imellem Kirkens og Skolens Lære paa den ene og det virkelige Liv paa den anden Side da kun er blevet endnu større, saa at - istedetfor at "Guds Ord skulde boe rigeligt iblandt os", staaer det tværtimod ret fattigt til dermed i vore Boliger, det vil sige med det levende Ord, som ellers netop i vor Tid, naar det føres fra "Talerstolen" eller i anden verdslig Forsamling, holdes saa saaledes høit i Ære, og føles og erkjendes at have en ganske særegen Magt til at røre og bevæge Hjerterne fremfor det skrevne eller trykte Ord. Bønnen i Lønkammeret er derimod tilbage; thi "Mennesket sønderbryder ikke paa eengang alle Traade, hvormed christelig Skik og Vane have omspundet ham". Men - tør Nogen vel for Alvor paastaae, at Bønnen i Lønkammeret er ham saa tilstrækkelig, at den ugentlige Gudstjeneste, der er anordnet over hele Christenheden, er ham for hans Person idetmindste 9 Gange af 10 noget Undværligt og Overflødigt? Nei, Bønnen i Lønkammeret er Noget, som ligefrem hører til hver Dag, men som derfor ingenlunde kan gjøre det overflødigt, at vi, om det saa var hver evige Søndag, ved Hjælp af Guds Ords Forkyndelse, Lovsang og Bøn i Forening med Troesfæller, Høie og Lave, Rige og Fattige, Unge og Gamle tilsammen, søge at hæve vor Aand ud over det daglige Livs ofte lige smaalige Glæder og Sorger op til det, der ene kan styrke os i Troen, hellige vort Levnet og trøste os i Liv og Død, saaledes som det saa smukt og saa betydningsfuldt hedder i den Bøn, hvormed vor offentlige Gudstjeneste sluttes, og som ogsaa er at læse i den Bog, som vi Alle uden Undtagelse besidde, - i vor Psalmebog. Det kan derfor vistnok aldeles ikke med Grund paastaaes, at den ovenanførte saa overordentlig hyppige Forsømmelse af den offentlige Gudstjeneste skulde hidrøre fra, at samme erstattes ved anden Andagtsøvelse.
Der er undertiden en anden Betragtning, som ogsaa hyppigt høres gjort gjældende i samme Anledning, den nemlig, at Præstens Maade at prædike paa ikke tiltaler Een, eller at der ved den øvrige Gudstjeneste er Et eller Andet, der ikke opbygger En, og at man derfor, skjønt nødigt, foretrækker at udeblive. Ikke at tale om, at saadant - meer eller mindre ubevidst - kan være et af det Slags Paaskud, hvormed vi saa ofte undskylde - og bedrage os selv, (mon da de, hos hvem denne Betragtning gjør sig gjældende, gjøre sig nogen Umage, nogen Anstrængelse, for at nyde Godt af anden for dem mere opbyggelig Gudstjeneste eller Huusandagt??); ikke at tale om, at, naar Prædikenen ikke tiltaler os, Gudstjenesten ikke opbygger os, turde Skylden sikkert oftere, end vi gjerne ville tilstaae det, ligge hos os selv, enten derved, at vi ikke indkomme i Guds Huus med det rette Sind og det rette Hjertelag, nemlig for at lære at sørge over vore Syn - der osv., som det hedder i den Bøn, hvormed Gudstjenesten begynder. og som ogsaa findes i vor Psalmebog; eller derved, at vi gjøre større Fordringer til Gudstjenesten, end vi med Ret og Billighed kunne gjøre, og lægge saa megen Vægt paa veltalende Foredrag eller harmonisk Musik, at vi derover forglemme, at alene Oplæsningen af Guds Ord, Bønnen og fremfor Alt Velsignelsen, som lyses over hver enkelt af de Tilstedeværende, ere Goder, som, tilbudne os hver Søndag, det skulde synes en Daarlighed at indbilde os, vi kunne undvære ***) ikke at tale om Alt dette, saa turde det tog i alt Fald være indlysende, at maa det end vistnok indrømmes, at de større eller mindre Mangler, der kunne klæbe ved den offentlige Gudstjeneste, som ved enhver Foranstaltning, der skal udfores af Mennesker, ikke kunne Andet, end udøve Indflydelse paa Kirkebesøgets større eller mindre Talrighed - saa mangelfuld kan den offentlige Gudstjeneste dog umuligt i Almindelighed hos os siges at være, at alene deri skulde kunne søges Aarsagen til, at, som ovenanført, 4/5 af Befolkningen regelmæssigt, uden antageligt Forfald, forsømme samme. Aarsagerne ere naturligviis flere forskjellige samvirkende og netop derfor vanskelige at udpege. Lader os derfor ikke beskylde Nogen, hverken Præsten eller Menigheden, hverken de Gamle eller de Unge; men lader os Alle først og fremmest nøie prøve og give Agt paa os selv, og lader os, især vi, hvem Gud har skjænket og betroet en opvoxende Ungdom, som vi skulle vaage over, og selvfølgelig foregaae med vort Exempel, thi deri ligger jo vor største Magt saavel til det Gode som til det Onde, lader os, som der staaer i vor Psalmebog, bede den almægtige Gud om at udrydde al Lunkenhed og Skjødesløshed, al Ladhed og Uvillighed af vor Natur, paa det vi kunne bruge vor Sjæl og Legeme, vore Kræfter og al vor Formue til hans Ære, til vore kjære Medmenneskers Nytte og ovn eget sande Vel, bede ham om at fylde os med Iver for vort Kald og med en brændende Lyst til at udrette noget Godt i denne Verden!
*) At dette er meget høit regnet fremgaaer af den Beregning, der indeholdes i Trap's Beskrivelse af Danmark, ifølge hvilken af hvert 1000 Mennesker i Kongeriget de, der ere under 15 og over 60 Aar, ikke udgjøre mere end 414.
**) Herhen hører den Bemærkning, at Ungdommen nu i Almindelighed ikke mere, som fordum, af Præsten eller af Forældrene i den Tid, der medgaaer til Konfirmationsforberedelsen, holdes til i Reglen at gaae hver Søndag i Kirken. Det skal Altsammen være frivilligt. Men er dette dog ikke at drive Frihedsprincipet altfor vidt. Vel er det saa, at hvad der fremgaaer blot af Tvang, sjeldent kan bære Frugt til Velsignelse, ofte det Modsatte; men hvorfor netop forudsætte det Værste? hvorfor ikke hellere forudsætte, at baade Erkjendelse og Følelse af, at Kirkegangen er en Velsignelse, der ikke bør forsømmes, er tilstede hos de Unge, men derhos ligesaa en Fristelse for dem til at forsømme, som der kun hører en lille, forstandigen anbragt, moralsk Tvang til at overvinde?
***) Et ifjor i Christiania udkommet Skrift, hvis Titel er: "Erindringer af det betydningsfuldeste Aar i mit Liv" udtaler sig herom saaledes :
"Jeg var efterhaanden blevet en meget flittig Kirkegængerske. I Begyndelsen gik jeg i Kirken blot for Prædikenens Skyld. Jeg lyttede efter af Præstens Mund at høre Formaninger, Opmuntringer og Trøst. Det Øvrige af Gudstjenesten forekom mig mere ligegyldigt og overflødigt. Jeg kom derhen som oftest først naar Tjenesten var begyndt, ligesom jeg igjen ofte forlod den, inden den var fuldkommen sluttet. Men lidt efter lidt blev det ganske anderledes. Eftersom Kjærligheden til Gud efterhaanden udfoldede sig i mit Indre, fik den hele Gudstjeneste et dyrebart og ubeskriveligt Værd for mig. Alt vedkom jo Gud, i Alt blev jo hans og min Frelsers Navn nævnet. Alt tiltalte mig, til Alt lyttede jeg med en hjertelig Andagt og Glæde. Fremfor Alt blev dog Velsignelsen mig hellig og umistelig, og jeg kunde aldrig forlade Kirken, for den, baade fra Prædikestol og Alter, var bleven udtalt over mig Jeg passede nu ogsaa nøie paa, altid at være tilstede ved Tjenestens Begyndelse, fordi det stedse skjænkede mig en særegen fredelig Glæde, at kunne forene min Bøn, med den fromme lille Indgangsbøn og Fadervor." - "Jeg har hørt Christne at sige, at de egentlig ikke vidste, hvorfor de skulde gaa i Kirke. Hvad Præsten kunde sige dem kjendte de jo allerede; ialtfald havde de ligesaamegen Opbyggelse af at læse en god Prædiken hjemme for sig selv. Men dette er, synes mig, at søge Gud blot med Forstanden ikke med Hjertet. Uafhængig af Prædikant og Prædiken er den indre Trang, der driver dette til Guds Huus. Vel er det en ret sørgelig Fornemmelse, naar Hjertet, blødgjort og opvarmet ved Bøn og Sang, igjen henstivner og kjølner under Prædikantens Ord; naar det intet levende, intet klart, intet skjærmende Indtryk derfra kan medtage i det huuslige Livs mange travle Arbejdsdage. Vel er det godt og herligt, naar en kraftfuld, christelig, opbyggelig Tale kan blive Tilhøreren tildeel, styrke Troen og opflamme Haabet og Kjærligheden; men om den mindst begavede Taler er tilstede, skulde dog Guds Børn alligevel vandre til deres Faders Huus; thi det er jo ham alene de søge. De komme jo for hans og deres egen Skyld, ikke for nogen Andens i Verden, og de finde ham jo i Evangeliet i Sangen og Bønnerne, i Daaben og Nadveren, i hver enkelt lille Deel af hele den øvrige Gudstjeneste, om de end ikke, eller dog ikke saaledes som de havde ønsket der, finde ham i Prædikenen. Jeg veed det af Erfaring, hvor liden Glæde der er ved at søge Guds Huus, naar Forstand og Phantasi mere end Hjertet driver Foden derhen. Den egenkjærlige, kolde Forventning, der i fordums Tider kunde lokke mig til Kirken for at høre en udmærket Taler, eller den forfængelige, overfladiske Lyst til at høre noget Smukt, der lod mig søge den paa Højtidsdagene for Kirkemusikkens Skyld - o, hvad var den, imod den varme, Iykkelige Følelse, hvormed jeg nu, naar Klokkerne løde ilede derhen, for i Brødres og Søstres Samfund at tilbede ham, som elskede mig først, velsignes og bønhøres af ham, som min Sjæl elsker!"
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 4. november 1862)
Fotograf Jens Petersen (19.3.1829-1.2.1905): Peter Hersleb Classen (1804-1866). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Peter Hersleb Classen (den yngre) (18.1.1804-22.2.1886) direktør, Det Classenske Fideicommission. Fra 1828 havde han bopæl på fideikommisets primære gods Corselitze og tog sig især af administrationen af fideikommissets godser på Falster. Han blev kammerjunker 1825, kammerherre 1843, gehejmekonferensråd 1871, Ridder af Dannebrog 1850, Kommandør 1865 og fik Storkorset 1876. Der er rejst en mindestøtte ved Corselitze og en mindetavle i Vinderød Kirke. Portrætrelief af Rasmus Bøgebjerg 1893. Litografi 1871 af Edvard Fortling.
Artiklen blev citeret 3 år efter i anledning oplysninger om Herlufholms Skoles rektor havde ændret ved ordningen med disciplenes kirkegang ved denne skole:
Uden som sagt i mindste Maade at ville indlade mig paa, hvad der af Ovenstaaende kan - eller ikke kan - finde Anvendelse i den omhandlede Anledning, skal jeg blot tillade mig at henstille det Spørgsmaal: Er der dog ikke noget besynderligt Uhyggeligt, som paa en eller anden Maade maatte kunne undgaaes, deri at Ordningen af Disciplenes Kirkegang ved en offentlig Opdragelsesanstalt, med total Forbigaaelse af det Naturlige og Fornuftmæssige i, at Udeblivelse fra den ugentligt anordnede Gudstjeneste kun kan undskyldes med gyldigt Forfald (i Bedømmelsen af denne Gyldighed vare man forøvrigt saa billig og hensynsfuld, som man vare vil), at denne Ordning, siger jeg, saaledes som den foreligger i det nævnte Nr. af "Fædrelandet", i al sin Vilkaarlighed fremtræder i en saa positiv Form, som ligefrem egner sig til at skaffe den Anskuelse Indpas, at, naar man een Søndag har været i Kirke, saa kan man ret godt undvære det de 3 næste Søndage, - uden Hensyn til, om man forøvrigt har noget Bedre eller Nødvendigere at tage Vare i den Times Tid, der medgaaer til Gudtjenesten, eller ikke?
Indsenderen, der - , Forbigaaende sagt - om ingen Skole hos os har hørt saa meget Godt som netop om Herlufsholm, tvivler ikke om, at dens Disciple ingenlunde savne passende Vejledning og Opmuntring til at deeltage i Gudstjenesten ogsaa udenfor de Søndage, paa hvilke de dertil ere pligtige. Men - dette skyldes da neppe hverken Aanden eller Udtrykkene i Ordningen af de omhandlede Forhold.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. september 1865).
