Tjenestepigen og Præsten. (Efterskrift til Politivennen)

Andreas Henrik Stibolt, født 10 juli 1802 i Hørsholm, 1821 Student, 1829 Cand. theol., 1830 pers. Kapellan for Jelling og Hover, 1831 for Sal og Eising, 1834-35 for Smidstrup og Skjærup, 1837 Sognepræst for Rødding, Løvel og Pederstrup, 1839 for Vorde, Fiskbæk og Romlund, 1852 for Hinge og Vinderslev. I maj 1959 søgte han forgæves stilling i Søllerød. Afsked 1863, død 25. februar 1866 i København, gift 19. oktober 1837 i Aagerup med Rose Ernestine Hjorth, født 13. februar 1815 i Nylars, død 31. dec. 1891 i København.

- I "Vib. Stit." af 5te dennes læses følgende Inserat, dateret H., den 30te December. "Sidst i Oktbr. Maaned f. A, indtraf det ulykkelige Tilfælde i Hinge Præstegaard, at en Tjenestepige, der om Dagen havde været med at optage Kartofler i Marken, ved Hjemkørselen ned ad en Bakke gled af Vognen og fik det ene Ben brækket eller knust. Hun blev liggende i Marken, medens der gik Bud til Præsten om det Passerede, hvorpaa denne sendte en Vogn ud til hende med Ordre at kiøre hende hen til hendes Broder, da han, Præsten, ikke vilde have hende i Præstegaarden; men da Pigen ikke syntes det var mulig for hende at taale at kiøre saa langt, kjørte Vognen hende til Præstegaarden, hvor hun lod spørge, om hun saa ikke maatte komme ind. Derpaa kom Præsten med Frue ud i Gaarden til hende, tiltalte hende haardt og sagde hende, at dersom hun vilde blive, skulde hun ligge i et Herberg i Stalden; i Pigekammeret i Stuehuset vilde de ikke have hende. Ligge i et koldt Kammer uden Tilsyn eller Folk i Nærheden kunde den stakkels Pige ikke; hun var altsaa nødt til at lave sig kjøre hen til sin Broder. En i Nærheden boende Læge blev derefter hentet; men denne fandt Skaden saa farlig, at han ikke ene vilde tage Pigen under Behandling, hvorfor Distriktslægen blev hentet Dagen efter. Han mente det var bedst, at Pigen kom paa Sygestuen i Viborg. Til denne Kjørsel vilde man have laant Præstens Fjedervogn, men denne var ikke til at faa, uagtet Præstens Svigersøn endog gjorde sig Umage derfor. Da Pigen kom til Viborg fandtes Skaden saa stor, at det var nødvendigt at afsætte Benet; men Pigen døde førend dette skete, hvorefter hun blev ført hiem og begravet paa Hinge Kirkegaard, hvor Præsten talte meget og ene og alene om Uforsigtighed. - Medens Pigen laa paa Sygestuen skrev Præsten urigtig til Distriktslægen, at det var imod hans, Præstens, Villie og Vidende, at Pigen var kjørt bort fra Præstegaarden! Rygtet siger nu, at han vil have 10 Rd. fordi hans Vogn gik til Viborg to Gange, først for at hente Lægen og dernæst for at kjøre Pigen derop, og endvidere 5 Rd. for hans Gravtale om Uforsigtighed. Han har endnu ikke villet udbetale hendes Løn, uagtet hendes Broder har forlangt det af ham; han har ikke betalt en Skilling til hendes Kur og Lægehjælp, men vilde endog have havt Vogne i Sognekiørsel efter Lægen.

Man finder Præstens, Pastor Stibolts, Forhold imod denne ulykkelige Pige, der havde tjent ham i flere Aar og var bekendt for sin Dygtighed, i høj Grad udeltagende og ubarmhjertig og det har i Sognet vakt almindelig Misfornøjelse og stor Uvillie imod ham, idet man føler, at enhver anden Mand i Menigheden vilde have viist hende større Deltagelse end Sognepræsten, i hvis Tjeneste hun stod. - Saameget denne Gang om Pastor Stibolts Forhold i dette Tilfælde."

(Jyllands-Posten 12. januar 1863)

Hinge Kirke er et sjældent eksempel på en teglstenskirke fra romansk tid. Kirken er formentlig opført i første halvdel af 1200-tallet og består af et kor med apsis og skib, samt et tårn fra 1779. Foto: 2006. Hinge Kirke set fra sydøst. Af Bococo. Licens: CC BY SA 3.0

(Forlangt indrykket )

Idet jeg saavidt muligt Punkt for Punkt følger det i Viborg Avisen Nr. 3 indrykkede Stykke, meddeler jeg herved de af mig lovede Oplysninger:

1) Jeg sendte ingen Vogn, thi Vognen var kjørt førend jeg vidste Noget om det Hele, og først et Par Øieblikke før Pigen blev kørt ind i Gaarden fik jeg Underretning om det Passerede. - Saalidet som det altsaa var mig muligt at give nogen Ordre til at køre hende til hendes Broder, saalidet har jeg gjort det. - 2) Der er aldrig kommet noget Spørgsmaal fra Pigen om hun maatte komme ind, selvfølgelig kan det heller ikke være bleven nægtet. - 3) Min Kone var aldeles ikke hos Pigen ved Vognen, hun var paa Veien, fik ondt, maatte vende tilbage og hendes Tilstand var fra nu af hele Tiden saaledes, at hun hverken kunde sandse eller samle. - 4) Naar det hedder at Pigen blev tiltalt haardt, saa bestaaer dette vel i, at jeg skal have sagt til den anden Pige, som havde kjørt med: "I Fandens Tøse kunde have gaaet paa Eders Been, saa var den Ulykke ikke skeet"; at jeg har sagt dette er rimeligt, ja mere end rimeligt, og var vist sagt paa rette Sted, da Kjørselen havde været høist dumdristig og uforsvarlig. - 5) Districtslægen blev ikke hentet Dagen efter; men samme Dags Aften, med mine Heste, der vare spændte lige fra Plougen, og i saadan Hurtighed, at Kudsken, som havde pløiet, ikke engang fik Tid til at faae andre Klæder paa. 6) Af det indrykkede Stykke har jeg først erfaret , at der havde været Tale om min Fjedervogn, og jeg har aldeles ikke havt nogen Samtale med Lægen eller med min Svigersøn om den. Fornuftigviis kunde der heller ikke være Tale om denne, thi medens der fordredes en lang Vogn til en saadan Kjørsel, er, som bekjendt, min Vogn en lille Jagtvogn med faste snævre Sæder, i hvilken man kun kan sidde i opreist Stilling. 7) I min Tale over Pigen berørte jeg vel at Ulykken var afstedkommet ved Uforsigtighed; men jeg berørte det kun, og iøvrigt var Talen, som sædvanlig, afpasset efter forholdene, og, som Alle erklære, passende. - 8) Jeg har lige saalidet tænkt paa som talt om Betaling for mine Kiørseler. - 9) Talen holdt jeg uopfordret, og har altsaa ligeledes her hverken tænkt paa eller talt om Betaling. - 10) Hendes Løn har jeg holdt tilbage, og den ligger endnu hos mig; thi medens vel hendes Halvbroder affordrede mig denne, havde hendes i Serup bosiddende Heelsøster været hos mig, erklæret sin Utilfredshed med Broderens forhold, og nedlagt Protest mod Lønnens Udbetaling til ham. - 11) Sognekjørsel har jeg aldrig tænkt paa eller talt om, derimod bad jeg Sognefogden om velvillig at lægge Befordring til til at hente Lægen, hvilket Sognefogden selv tilstaaer. Disse Punkter ville nu vise, hvor megen Troværdighed man kan tillægge det om mig indrykkede Stykke.

Da Pigen var kommen ind i Gaarden, gik jeg op til hende og sagde, at for det første maatte hun lægges ind i et Karlekammer, da et andet Værelse (min Confirmandstue) først maatte ryddes ud og sættes i Orden; men hun erklærede, at hun vilde føres hjem til sin Broder, og da Gaardens Folk derhos sagde, at det var det Bedste for hende, svarede jeg, at saa maatte hun have sin fri Villie. - Utilfreds med denne Bestemmelse, og da der var bragt lidet Ro tilveie, forsøgte jeg atter paa at faa Pigen til at blive, idet jeg, paa given Foranledning udtrykkelig sagde disse Ord: "Om ogsaa din Tjenestetid er udløben, saa er Du dog berettiget til at forblive, og jeg forpligtet til at beholde Dig. - Da jeg var syg, kunde jeg ikke holde ud at staae hos hende længere, og jeg overdrog nu til min Datter at sørge for at hun blev taget af Vognen, og midlertidig bragt ind i Karlekammeret, medens jeg selv gik ned og sørgede for at faae et andet Værelse bragt istand. Da jeg nu kom ned, traf jeg Skolelærer Rabe fra Maussing, der vil bevidne, at der øieblikkelig blev truffet Foranstaltninger til at sætte et Værelse istand til hende. Da min Kone var i en saadan Tilstand, at hun Intet kunde foretage, og der ingen Folk var i Huset til at hjælpe mig, gaaer jeg atter ud i Gaarden, og da var der hverken Vogn eller Folk at see. Lidt efter træffer jeg min Datter, spørger, hvorledes det hænger sammen og faaer det Svar: "Pigen vilde afsted, og folkene tilskyndede hende", hvilket De selv tilstaae. Her kan muligviis være indløben Feil, ogsaa fra min Side; men naar det betænkes, at i den yderste Ende af den ene Gaard laae den forulykkede Pige, i Stuehuset i Enden af den anden Gaard befandt sig min Kone i en lidende Tilstand, at der var Forvirring og Tummel, at Alt maatte skee i Hurtighed, og at jeg, som skulde styre paa alle Kanter, selv var syg, og ikke havde været udenfor en Dør i flere Dage, saa vil man vel kunne indsee, at her ikke Alt kunde skee med den Betænksomhed, Overvejelse og Rolighed, som havde været ønskelig. Naar det hedder, at min Fremgangsmaade har vakt almindelig Misfornøielse, maa jeg bemærke, at der i disse Dage er viist mig megen Deeltagelse fra alle Sider. Naar det endvidere i det indrykkere Stykke hedder: "Saameget denne Gang om Pastor Stibolts Forhold i dette Tilfælde", da maa jeg antage, at dette Stykke om mig har til forfatter en Mand, hvis Hovedhensigt er den, at ville mig tillivs, som man siger, og som heller ikke i Fremtiden vil lade mig i Fred, en Mand, der skal have sagt: "Jeg er begyndt med N. N. - , jeg skal ende med Præsten". Jeg idetmindste er personlig overbeviist herom. Jeg opfordrer ham til at kaste Masken og træde frem af sit Skjul.

Flere agtværdige Mænd ville bevidne, at de Dem bekiendte Puncter i det mod mig rettede Inserat ere usandfærdige, og navnlig vil Hr. Skolelærer Rabe fra Maussing bevidne, at der blev beordret et Værelse (min Confirmandstue) istandsat til hendes øieblikkelige Modtagelse.

Dhrr. Redacteurer og Udgivere, der have optaget Inseratet i Viborg Avis mod mig, bedes ogsaa at optage dette mit Svar.

Hinge Præstegaard, den 12te Januar 1863.
Stibolt.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 15. januar 1863)

Pastor Stibolt. (Aalb. Stiststd.) I Anledning af det stærkt misbilligede Forhold af Pastor Stibolt i Hinge ved en hos ham forulykket Tjenestepige, har Pastoren søgt at undskylde sig i et offenlig Forsvar, der synes meget utilstrækkelig, ligesom det Rette i saadanne Tilfælde vel sjældent opklares uden ved en offenlig Undersøgelse af Begivenheden ved Mænd, der staae udenfor Samme. For Pigens Vedkommende læses nu Følg i Vib. Av.: "I Viborg Av. Nr. 9 for d. A. har Hr. Pastor Stibolt i Hinge i et af ham indsendt Stykke om den hos ham forulykkede Pige, som var min Søster, iblandt Andet skrevet saaledes: "10) Hendes Løn har jeg holdt tilbage, og den ligger endnu hos mig; thi medens hendes Halvbroder affordrede mig denne, havde hendes i Seerup bosiddende Heelsøster været hos mig, erklæret sin Utilfredshed med Broderens Forhold og nedlagt Protest imod Lønnens Udbetaling til ham." "Denne Pastor Stibolts Udtalelse er aldeles usandfærdig. Jeg har aldrig forlangt, at han ikke maatte udbetale Lønnen til min Broder, og jeg har heller ikke udtalt nogen Utilfredshed med min Broders Forhold; men jeg yttrede, at det forekom mig, at min afdøde Søster havde gjort en mindre lige Deling af sine Efterladenskaber. Derimod sagde Præsten under Samtalen til mig: "Lad os nu først faae disse Kjørsler til Viborg samt Ligtalen og Doktorregningen betalte, saa mener jeg, at De er nærmest til at faae den Smule, som bliver tilbage." Foranstaaende finder jeg mig foranlediget til at offenliggjøre med Tilføiende, at jeg i høi Grad var misfornøjet med Pastor Stibolts Forhold imod min stakkels ulykkelige Søster. Seerup den 25de Januar 1863. Thomine M Petersen."

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. februar 1863).

(Forlangt indrykket )

I Anledning af Pastor Stibolts Besmykkelser i Viborg Avisen Nr. 9 for dette Aar, af hans uchristelige Forhold mod den i hans Tjeneste forulykkede Pige, erindres:

Præstens Stuepige blev sendt ud i Marken med en Kaabe til den forulykkede Pige, samt med Ordre til at hun skulde kjøres til sin Broder. Stuepigen mødte Vognen med den Forulykkede undervejs, og da denne ikke troede at kunne udholde Kjørslen - circa ½ Miil - til Broderens Bopæl, blev Stuepigen sendt tilbage til Præsten med Begiæring om, at den stakkels Pige maatte blive indlagt i Pigekammeret. Vognen kørte saa bagefter ind i Præstegaarden, hvor Præsten kom op i Gaarden og sagde, at Pigen skulde kjøres til sin Broder eller ogsaa lægges ind i et Karleherberg i et af Udhusene, med Tilføiende, at hvor hun blev lagt, der skulde hun forblive liggende. Dette hørte de tilstedeværende Folk, som da tilraadede hende hellere at kjøre til Broderen end at blive indlagt i et koldt, afsides Kammer, uden Udsigt til der at erholde nogen Pleje. Før Præsten gik bort, gav han Tærskeren Ordre at følge med Vognen, der skulle bortkjøre Pigen; og da han saaledes vidste, at denne allerede var borte, kan hans foregivende om at have givet Ordre til at istandsætte Konfirmandstuen til hendes Modtagelse ikke være rigtig; og han opfordres herved til at godtgiøre, at den er andet end en opdigtet Besmykkelse af hans Forhold. "Om ogsaa din Tienestetid er udløben, saa er Du dog berettiget til at forblive, og jeg forpligtet til at beholde Dig", eller noget Lignende, yttrede Præsten ikke et Ord om! og der mærkedes Intet til, at Præstekonen enten var upasselig, eller at den stakkels Pige fandt større Meddelelse hos hende end hos Præsten. Præsten sagde ikke blot til den anden Pige, som var med i Marken: "I fandens Tøse osv.", men han rettede denne Bemærkning til dem begge. De Heste, med hvilke Distriktslægen blev hentet, havde ikke saaledes som Præsten foregiver, været for Plougen den Dag Ulykken passerede, men stode i Stalden, og det var først 5 Timer derefter, at der kiørtes til Viborg. Gravtalen handlede om Uforsigtighed, og Ingen iblandt familien fandt den passende, hvorimod Familien paaskiønner den Deeltagelse, som vistes den Afdøde af hendes Medtfenerinder og Byens Piger, der lagde Krandse paa hendes Grav.

Hvorledes det forholder sig med Præstens Foregivender deels om, at han ligesaa lidet har tænkt paa som talt om Betaling for hans Kiørsler m. m., om, at den Afdødes Søster skulde have yttret Utilfredshed med Broderens Forhold, og om, at hun skulde have nedlagt Prorest mod Lønnens Udbetaling til ham, henvises til bemeldte Søsters Inserat i Viborg Avis Nr. 17 for dette Aar, med Tilføiende, at Broderen, efter at have modtaget Doctorregningen, bad om til dens Dækning at erholde Pigens Løn, men at Præsten nægtede at udbetale samme, uden at anføre nogen Grund for sin Vægring.

Af det Anførte vil man formeentligen kunne danne sig et Begreb om, hvorledes det forholder sig med Præstens Besmykkelser af Sagen i det Hele.

Da Præsten forøvrigt kjender ligesaa Lidet til Indsenderen af disse Linier, der ikke har nogen anden Hensigt end at bidrage til Sagens Oplysning, som denne til hiin, maa Navnet være en ligegyldig Sag, og jeg finder derfor, idetmindste for Tiden, kun Anledning til at fremstille mig under Navnet

Jeremias.

* * *

De ærede Blade, som have optaget de foregaaende denne Sag vedkommende Inserater, anmodes om ogsaa velvilligen at optage foranstaaende.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 7. februar 1863, 2. udgave)

A. H. Stibolt (dengang 61 år) ansøgte om entledigelse i nåde med pension, hvilket blev ham bevilliget pr. 30. december 1863. Han efterfulgtes af J. Th. Petersen, sognepræst for Frederiks og Karups menigheder i Århus stift.¨

Mariane Kirstine Petersen var født i sognet og datter af husmand Peter Rasmussen og Cathrine Marie Pedersdatter. Ved folketællingen i 1860 tjente hun hos pastor Stibolt. Hun døde i en alder af 29 år 6. november 1862 og blev begravet 12. november.

Oberstinde Frederikke von Dannemand 1790-1862. (Efterskrift til Politivennen)

Frederikke Benedicte (Bente) Dannemand (1790-1862) hed Bente Mortensdatter Andersen (Rafsted). Hun var datter af de ugifte forældre, borer ved Holmen Morten Andersen Rafsted (ca. 1752-1821) og Malene Gregersdatter (død tidligst 1821). Hun voksede op i Nyboder. I 1808 blev hun af generaladjudant F.C. v. Bülow præsenteret for Frederik VI (1768-1839), der da var overgået fra kronprins til konge. Deres forhold varede  med en enkelt afbrydelse hele resten af kongens liv. Han opholdt sig hos hende når han havde tid, i det hus der blev købt og indrettet til hende på Toldbodvej, nu Esplanaden. Hun fik undervisning i tegning og ridning. De fik sammen to piger og to drenge.

Esplanaden 36, 34 og 32. Dengang toldbodvej. Fru Dannemand boede både i nr. 32 (fra 1821) og nr. 34 (1810-1821). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den nævnte afbrydelse var da Frederik 6. opholdt sig ni måneder i Wien til Wienerkongressen. Hun havde været utro (det havde han i øvrigt da også), og han forviste han hende fra hovedstaden. Den 27.3.1816 fødte hun i Christiansfeld en søn der blev overgivet en af søstrene i menigheden. Faderen var formodentlig en svensk købmand. I 1818 blev hun taget til nåde af kongen og vendte tilbage til sin bolig i København, og året efter fødte hun sit fjerde barn med Frederik VI.

Forholdet var kendt, af dronningen og andre, endog "pøbelen". Ordet "Dannemand" optræder for første gang i et brev Frederik 6 sendte da hun havde født deres første barn, 16. april 1810:

Evigt elskede R. jeg mangler ord at beskrive dig min glæde, Gud give jeg kunne favne dig og vores glut. Kan du se at jeg sagde dig rigtig at du fik en pige, jeg er glad at alt er overstået og længes blot efter at slutte dig, og vor lille i mine arme. Nu beder jeg blot om at skåne dig og for alt hvad helligt er, ikke at skrive mig i de første dage da dette kunne skade sig og give dig hovedpine. Den kval og angst jeg har udstået for dig, kan du ikke tro, men Gud ske lov at alt er overstået. Guldberg som berettede mig dette glade budskab i dag, var jeg ikke i stand til at tale ret med, hun må have anset mig for konfus i hovedet, men dette kom blot af min overgang fra angst til glæde. Gud velsigne dig, min guddommelige R. Gud velsigne den lille Frederikke Danneman. Jeg kysser tusindgange dine hænder i tankerne. F.

Det er dog uvist om det bare er en generel betegnelse. Helt sikkert er at hun 1829 blev optaget i rangforordningen under navnet fru Frederikke Dannemand. Kort før sin død meddelte Frederik 6. officielt at fru Dannemand, og ikke kun hendes børn, var adelige, det gjaldt også hendes adoptivdatter. Den ældste søn Frederik Vilhelm (1813-88) blev greve 1839 og oprettede 1857 det grevelige Dannermandske stift på Åstrup. 

Da Frederik 6. døde 3. december 1839, besøgte fru Dannemand ham formiddag og aften den foregående dag. Dette er dog ikke opført i den officielle hofførers protokol. 

I 1849 blev hun efter egen ansøgning sat under administration da hun ikke var særlig god til at forvalte sin økonomi. Ved samme lejlighed solgte hun sin lejlighed på Toldbodvej og flyttede til sin død ind i nabolejligheden:

At undertegnede, ifølge kongeligt Commissorium af 26de f. M. have overtaget Ordningen af Fru Frederikke von Dannemands Pengeanliggender med alt deraf Flydende, og at som Følge deraf hendes Pengeaffairer derefter afgjøres af os, bringes herved til almindeligt Kundskab.

Arrangements-Commissionen for Ordningen af Frue Frederikke von Dannemands Pengeanliggender, den 5te jui 1849.

Bræstrup. Frederik v. Dannemand. R. Wolff.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. juli 1849, 2. udgave) 

Frederik 6. har formodentlig taget turen op ad Amaliegade, smuttet ind i en gård og på denne måde arriveret til sin maitresses lejlighed ad denne baggård. Den gule bygning er nr. 34, den hvide til venstre nr. 32. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Modviljen i hof- og borgerkredse var i starten stor mod fru Dannemand. Men det blev senere vendt, bl.a. fordi det kom hende til gode at hun aldrig havde forsøgt at vinde politisk indflydelse på den efterhånden upopulære enevoldskonge. Fra hendes sidste år foreligger der vidnesbyrd om hende som et venligt og godgørende menneske med meget af sin tidligere skønhed i behold. Hun blev Danmarkshistoriens sidste officielle maitresse.

Af notitserne i anledning af hendes død her et par udvalgt:

Frederikke Dannemand, stod i mange år i fortroligt forhold til Frederik den Sjette, med hvem hun havde flere børn. Almindelig agtet for sin hæderlige karakter, savnet af de mange hungavmildt understøttede. (Folkets Avis - København, 2. januar 1863).

Fru Frederikke Dannemand der i mange år stod i et meget fortroligt forhold til kong Frederik VI, ved hvem hun havde flere børn, afholdt og agtet især for sin store godgørenhed og for det stille husliv hun førte. Af hendes efterladte formue er en del bestemt til veldædigt øjemed og til legater, hun skal være født i Nyboder 1786. (Fyens Stiftstidende, 19. januar 1863).

Oberstinde Dannemand hviler for enden af gangen med sine efterkommeres grave foran sig i et ganske stort anlæg på Garnisons Kirkegård. På den oprejste sten står der "Fru Benthe Frederikke v. Dannemand, født Ravsted. Født 6te august 1893, død d. 23de december 1862.". Ved foden af denne sten ved blomsterne ligger stenen med "F. W. v. Dannemand. Fød d. 6. januar 1819. Død d. 4. marts 1835" og "C. M. A. v. Brockdortff. fød v. Dannemand. Fød d. 24. januar 1812. Død d. 29. februar 1844". Til venstre på fotoet, gravstenen for kaptajn Vilhelm Zachariae (1807-1871) og Lovise Frederikke Zachariae, født Dannemand (1810-1888). Til højre kammerherre major Adolph Fred. Schack v. Brockdorff (1810-1859), chef for Livgarden til hest. Han var gift med Caroline Augusta Dannemand (1812-1844). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Grevinde Dannemand.

Frederik den 6.s Maitresse.

Bente Frederikke Dannemand, født 1790, død 1862, var datter af borer ved Holmen Morten Andersen Rafsted og Malene Gregersdatter. Frederik den 6. gjorde 1809 vendes bekendtskab gennem sin generaladjudant Frantz Bulow. 1829 fik hun rang som oberstinde og 1830 blev hendes og kongens fire børn ophøjet i adelsstanden. Hendes ejendom lå på Toldbodvej, nuværende nr. 26. I et brev til Bülow på Sanderumgård af juni måned 1812, skrevet i Roskilde, hedder det:

I går var jeg i København, og her har De noget af det nyt, jeg har samlet. Det hus, som general Bülow har købt, er til kongen, da madam Dannemand skal bo deri. Hun skal have ekvipage og kører nu med Topper. Det skal være en tosset person af ingen opdragelse eller kultur. To børn har hun allerede, som skal ligne kongen meget, siges der. Det skal være to piger; for disse skal der købes en lille ejendom, at de i tide kan blive selvstændige. Tre gange om ugen kommer kongen til byen (fra Frederiksberg) og tilbringer den største del af natten hos hende. Fru Dannemand lærer nu at ride af berider Schiött i Ridehuset, bygget for dronningen. Hun rider offentlig på gaden med berideren. Hendes to pigebørn har hvide hår (hvad, som bekendt, kong Frederik også havde). Gården ved Toldbodvejen er den samme, som madam Winge, Kong Frederik den 5. frille, beboede. Heste og vogn har hun fået. På vognen har hun ladet sætte en krone.

Midt i dette tidspunkt, hvor der udstedes hyrdebreve om tarvelighed og huslighed, er der en ækel luksus ved hoffet med fløjl, tyl, kniplinger og alt, hvad kostbart er . . .

Man taler højt om, at når kongen daglig med sin datter spadserer forbi fru Dannemand, kysser han på fingrene og hilser til hende, hvilket umuligt kan undgå datterens opmærksomhed, som altså ventelig ikke er uvidende om hemmeligheden, som nu enhver gadedreng ved. Prægtige fordringer har hun. Man påstår at hun siger: Jeg har lovet min Frederik ikke at blande mig i politiske affærer, som klinger noget paradoks af en mad. Dannemands mund, og af nåde afsiger sin formentlige ret til at give sin stemme til at afslutte krig og fred, bortgive vigtige statsembeder osv. Dronningen, som man tror ved alt, skal være yderst opbragt på de personer, hun ved, der er hjælpere, som Friboe, Fr. Bülow, Romeling og hvad de flere hedder.

Fru Dannemand, siges der, tager mod besøg, især militære. Hun kaldes den lille dronning. Hun skal være ærgerlig over, at hun har for få piger. Hendes frænder skaffer hun penge og fordringer og roses for nedladenhed og godgørenhed.

I et brev af 14. juli 1812 hedder det;

I Søndags var jeg i Dyrehaven, hvor fru Dannemand var ridende som en amazone; hun er ganske køn, ikke stor, buttet osv. Denne jagen efter at vise sig offentlig er hverken forsigtigt eller rosværdigt.

Om tingen selv kan man sige meget til undskyldning.

Af et senere brev uden dato:

Om fru Dannemand tales i selskaber med ringeagt og latter. Således hørte jeg i går, at hun en søndag var i Dyrehaven ridende, men stod af og spadserede med de hvidhårede børn, hvoraf det sidste, som hun i egen person giver die, blev båret af Goldammen. Nu begyndte pøbelen og andre folk af middelstanden i deres enfoldighed og uhøviske sprog at opholde dem over hende og børn, at lade falde et og andet uartigt skældsord, at sige højt: Her skal vi pines med de grusomste og mest blodsugende skatter og byrder, for at sådan en . .. kan stadse med sine h...unger, køre i karet, ride osv. - Hvad sådanne ubehøvlede folk kan finde på

(Lolland-Falsters Social-Demokrat, 14. april 1906)

I en artikelserie om Frederik VII påstås at han mistede respekten både for sin far og Frederik VI:

Når kongen og prins Christian ikke fra Frederiks side mødte den ærefrygt de ifølge deres stilling kunne gøre krav på, lå det i deres private perssonlige forhold, hvorved de svækkede deres moralske autoritet. Frederik VI levede vitterligt i et intimt forhold til oberstinde Dannemand og havde børn med hende. Prins Christian var en tilbeder af det smukke køn og havde flere kærlighedsforståelser. Men sin korrespondance i den retning var han dog klog nok til at brænde. Prins Ferdinand havde ligeledes et par maitresser. Prins Frederik så altså sin svigerfar, far og onkel leve i ægteskabsbrud, og han var derfor tilbøjelig til at besvare de moralske formaninger, de to første gav ham, med et ironisk smil. Deet er, som forhen berørt, betegnende for forholdet mellem svigersønnen og svigerfaderen, at hin ved separationen bad sidstnævnte om at sørge for hans elskerinde, jomfru Weiner. Kongen nægtede det idet han i dette anliggende henviste prinsen til faderen! Rantzau Breitenburg skjuler ikke sin uvilje over at faderen derefter gjorde sig til Postillon d'amour for sønnen og ikke formåede at se det uværdige i sin handlemåde! For jævne, borgerlige folk ville nu alt det uanstændige og upassende heri straks have stået klart. Men for kongelige personer gjaldt den gang en særskilt moralsk målestok, og de var fritaget for hensyn som almindelige dødelige var bundne af!

I fremmede historikeres, især tyskes, skildringer af det danske hofs personligheder i Frederik VIs og Christian VIIIs regeringstid fremtræder i reglen prins Frederik som et i moralsk henseende forfaldent subjekt, som et uopdragent og uvidende menneske, som en politisk umulighed, hvorimod kongehusets øvrige medlemmer omtales med respekt, og enhver lysside hos den fremdragees, for at manglerne kan træde i skyggen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 13. maj 1907, uddrag).

Romaner om Dannemand

Under 1. verdenskrig udkom der hele 2 romanføljetoner om oberstinde Dannemand.

Under pseudonymet Klaus Kolding udkom i 1915 en romanserie om Dannemand i Folkets Avis: "En Nyboderpoges Roman". Klavs Kolding skrev en mængde meget lange og indviklede spalteføljetoner 1911-1916. Bag navnet skjulte sig forfatteren Harald Tandrup (1874-1964). Han er ikke særlig kendt i dag, for på grund af hans nazistiske agitation under besættelsen blev han ekskluderet af Dansk Forfatterforening. Artiklerne var naturligvis fri fantasi, og ledsaget af nogle ligeledes frit fantaserede tegninger:

Ak, sagde kongen og greb bentes hånd. Det er jo mit eget liv du udmaler. (Folkets Avis 3. september 1915)

En anden roman "Fru Dannemand" af Theodor Ewald udkom som føljeton i "Aftenbladet" april-juli 1918, ligeledes illustreret med fantasifulde tegninger:

Tys, sagde fru Dannemand, nu ringer det! Aftenblade, København. 25. juli 1918.

Jøsses nej, sagde madam Raftsted og slog med nakken. (Aftenbladet, København. 27. juli 1918)

Hun stod med panden mod ruden og græd. Aftenbladet, 29. juli 1918.

Plougstrup Enge: Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe den 20. Novbr. I Tirsdags indberettede Sognefogden i Jernved til Herredsfoged Borch i Ribe Herred, at der Dagen iforvejen i Plougstrup Enge var funden Liget af et spædt Barn, indsvøbt i et stort Tørklæde. Ved det igaar optagne Forhør lykkedes det Herredsfogden at opdage den Skyldige, nemlig en Gaardmandsdatter fra Taabøl, som tilstod, at hun havde født i Dølgsmaal og derefter kastet Fosteret, som hun paastaaer var dødfødt, i Aaen. Den foretagne Obduktionsforretning har imidlertid ikke bekræftet hendes Paastand, og der er Sandsynlighed for, at den fortsatte Undersøgelse, som tilkommer Herredsfogden i Gjørding-Malt Herred, i hvis Jurisdiktion Forbrydelsen er begaaet, vil godtgjøre, at her foreligger et Fostermord.

(Ribe Stifts-Tidende 20. november 1862)

- Om det i Plougstrup Enge ved Kongeaaen den 17de f. M. fundne Lig af et spædt Barn, som en Gaardmandsdalter i Tobøl havde tilstaaet at have født i Dølgsmaal, giver Ribe Avis følgende nærmere Oplysninger: Arrestantinden, den omtalte Gaardmandsdatter, en Pige paa 25 Aar, har nu, efteral være bragt til Arresten i Holsted og efterat være underkastet flere Forhør, i hvilke hun fastholdt sin første Forklaring, endvidere tilstaaet, at hun har ombragt sit Barn, som hun fødte levende, umiddelbart efter Fødselen ved Kvælning; at hun Dagen derpaa har set Lejlighed til al lægge det i en Skuffe i sin Dragkiste, hvorfra hun, 3 Dage efterat have født, ligeledes ubemærket har borttaget Liget og begivet sig med samme til den tæt forbi hendes Faders Gaard løbende Kongeaa, hvori hun sænkede det. Motivet til Gjerningen angiver hun at have været Frygt for den Skam, som det at føde et uægte Barn vilde paadrage ikke alene hende selv, men ogsaa hendes Forældre og øvrige Familie, af hvem hun bestandig har været anset for en ordentlig og sædelig Pige. Hun nægter at have nogen Medskyldig.

(Jyllands-Posten 17. december 1862)

Embedsmændsforbrydelser i Frederikshavn. (Efterskrift til Politivennen).

- Ved Postmester Hoffgaards Embedsførelse i Viborg og Toldforvalter Holsteins i Frederikshavn skal der - ifølge en Artikel i "Dagbladet" - have fundet Misligheder Sted af en saa grov og iøjnefaldende Natur, at de formentlig kunde have været forebyggede, dersom vedkommende overordnede Myndigheder ved Siden af almindelig Nøjagtighed og Samvittighedsfuldhed havde udviist noget af det Omløb, som man dog hos en hos Embedsmand maa være berettiget til at vente. Hvad angaar den arresterede Postmester Hoffgaard, da skal der have været al mulig Anledning til at se ham skarpt paa Fingrene. Det var bekjendt for Gud og Hvermand i Viborg, at han havde paadraget sig en betydelig Privatgjæld og i det Hele levede under fortvivlede Pengeforhold, medens han desuden vedblev at føre et Hus, hvortil hans Gage umuligt kunde strække til, og det kan ikke have været Postinspektøren uvitterligt, at der allerede for et Par Aar siden blev sammenskudt et Par Tusinde Daler, for at dække hans daværende Kassemangel. Den sidste graverende Handling, hvorfor han blev arresteret, var, at han havde brudt et Pengebrev og deraf udtaget 100 Rd. Blandt flere saadanne Misligheder ville vi blot nævne et Par. En Mand havde i længere Tid ventet et Pengebrev fra Fyen og flere Gange gjort Forespørgsler derom paa Postkontoret, men altid forgjæves. Da besluttede Manden endelig at vandre paa sin Fod til Fyen, og erfarede der af den ham foreviste Postkvittering, at Pengene vare for flere Uger siden afsendte til Viborg. Nu bleve Pengene ham udbetalte, men det var aldeles kjendeligt, at Konvoluten havde været aabnet. Heller ikke Privatbreve gik fri for Misbrug; der er bl. A. stor Sandsynlighed for, at et Brev fra Justitsministeriet til en Mand deri Byen har været aabnet og forseglet igjen, og det med en saadan Skjødesløshed, at Hoffgaards Segl fandtes trykket udenpaa Ministerens. Flere lignende Misligheder ere nu opdagede. Men endnu langt værre er dog, hvad der fortælles om Toldforvalter Holstein. Dennes fornemste Trafik skal navnlig have bestaaet deri, at han ved falske Angivelser og Attester gav det Udseende af, at der henlaa et betydeligt større Kvantum ufortoldede Varer paa Kreditoplag, end Tilfældet virkelig var, idet han saaledes besveg Statskassen for de Toldindtægter, som han selv forlængst havde hævet hos vedkommende Kjøbmand. Og ved disse Attester og Angivelser hedder det, at han ikke blot har efterskrevet de nuværende Handlendes Haandskrift og Navne efter en stor Maalestok, men at han endog har holdt det gaaende med Underskrifter fra Kjøbmænd, der for flere Aar tilbage ere døde eller fallerede. At et saa plumpt Falsum ikke strax kom for Dagen Lys maa tilregnes en ligefrem Forsømmelse, idet Defisor og Revisorer have undladt at konferere Attesterne med den Liste over de daværende Kjøbmænd, som jo maatte staa til deres Raadighed.

(Jyllands-Posten 7. november 1862)

Parti fra Frederikshavn. Tegnet af J. Hellesen. Illustreret Tidende nr. 326, 24. december 1865.

Postmester Ludvig Martin Hoffgaard var blevet postmester i 1851 efter Willer Hansen.

Kammerjunker Frode Hjalmar Holstein (1808-1878), fhv. løjtnant i Prins Christian Frederiks Regiment, konsumtionsforvalter i Nykøbing M. 1835, tillige toldforvalter 1841-1850. Toldforvalter i Frederikshavn 1851-1866. Holstein tilsatte sine mange penge ved at føre stort hus og afholde de store middage, bl.a. fik gæsterne forskellige servicedele i sølv. Oveni det spenderede han penge på at udtørre Store Vildmose og var kommet i forbindelse med nogle engelske pengemænd. Han udgav 1859 en trykt plan for den nævnte udtørring gennem et kanalsystem med sluser og pumper. Han blev 1862 suspenderet og 1866 afskediget fra sit embede på grund af kassemangel. Han efterfølgende have levet at arbejde på en højskole.

Nogle Bemærkninger om Kirkegang. (Efterskrift til Politivennen)

(Af P. H. Classen.)

"Vi kunne aldrig ringeagte Herrens Dage, uden at det bliver til vor Skade."

("Dagenes Perle", af en Arbeidsmands Datter.)

Hvoraf mon det dog kommer sig, at en saa stor Mængde af os saa overmaade sjeldent gaae i Kirke? Uden netop at see mig istand til at besvare dette Spørgsmaal, tilsigtende meget mere, om muligt, at anspore Andre til at besvare det, skal jeg blot søge at gjøre nogle faa Betragtninger gjældende i denne Anledning. Allerførst skal jeg til Beviis paa, at dette Spørgsmaal nok fortjener at overveies, søge at gjøre en Beregning over det Forhold, hvori de Kirkesøgendes Antal hos os kan antages at staae til Antallet af Befolkningen i det Hele. Ifølge Kandidat Friis's Beskrivelse over Lolland og Falster har sidstnævnte Øes 27 Landsogne en Befolkning af 21,162 Sjæle, hvilket giver et Middeltal af omtrent 800 for hvert Kirkesogn. Fradrager man heri for dem, der ere for unge (smaae Børn), og dem, der ere for gamle (og svage), høit regnet Halvdelen *), bliver der 400 tilbage. Deri bliver endvidere at fradrage dem, der kunne have tilfældigt Forfald (saasom f. Ex. Sygdom eller anden alvorlig Forhindring), og disse Forfald maae vistnok paa Landet, hvor lang og besværlig Vei unægteligt ofte kan lægge Hindringer i Veien for Kirkebesøget, beregnes rigeligt. Men meget rigeligt regnet maa det da vistnok ogsaa erkjendes at være, naar her antages, at - hver Søndag - Halvdelen af fornævnte 400 kunne have lovligt Forfald. Der bliver da endnu 200 tilbage. Kommer nu dertil, at vel kun faa Landsbykirker her paa Falster kunne rose sig af at have, som et Middeltal, alle Søndage hele Aaret igjennem et Besøg af over 40 Mennesker, medens de fleste vel maae nøies med mindre, er det da ikke i Sandhed over al Maade paafaldende, at altsaa for hver 40 Mennesker, der søge Kirken, i det mindste 9 Gange saa mange udeblive, og 4 Gange saa mange, uden Forfald, ligefrem forsømme den?

At Grunden hertil skulde være en almindelig udbredt Ligegyldighed for Guds Ord, det tør man dog paa ingen Maade antage. Man behøver kun at lægge Mærke til, hvor Lidet der undertiden behøves, for i en eller anden særlig Anledning at fylde, ja endog overfylde en Kirke, eller til den Mængde Andagtsbøger, der nuomstunder trykkes, udgives og finde Afsætning endog i vor indskrænkede danske Læsekreds, og man ledes derved uvilkaarligt til den Betragtning, at det daarlige Kirkebesøg hos os maa hidrøre fra ganske andre Grunde, maaskee nærmest fra en Vane, eller rettere sagt Uvane, som der ikke alene ikke skeer noget Kraftigt, men som der saa at sige Intet skeer for at modarbejde og forandre. Unge voxe op og blive gamle under det dem overalt fra imødekommende Indtryk af, at det, at gaae i Kirke, det er Noget, som man vistnok bør gjøre engang imellem. Noget, som desuden følger af sig selv, eftersom vi jo Alle skulle i Kirke, saasom for at gaae til Alters, for at offre til Præst og Degn, for at staae Fadder, for at takke for en saa haandgribelig Velgjerning, som en god Høst er for os Alle, osv. Men - at vi skulle ihukomme Hviledagen og holde den hellig, ikke engang imellem, efter den Enes Mening hver 2den, efter den Andens hver 3die eller 4de Søndag osv., men efter Guds egen Anordning hver 7de Dag, uden anden Undtagelse, end hvad alvorligt bydende Forfald maatte medføre, det er Noget, som de Unge vel alle tilsammen til sin Tid lære **), ligesom vi selv have lært det, men hvoraf de desværre senere gjenfinde Lidt eller Intet i det virkelige Liv. Hvad de derimod saare hyppigt ville finde, d. c. f. Ex. den Betragtning gjort gjældende, at man meget godt kan helligholde Hviledagen paa anden Maade end ved at gaae i Kirke. Det er nu ganske vist, at man kan gaae ind i sit Lønkammer eller holde Huus-Andagt, og der bede til Gud ligesaa oprigtigt og ligesaa inderligt som i Kirken. Men Huusandagten, d. e. den gammeldags Skik, ifølge hvilken Huusfaderen til bestemte Tider, i Reglen hver Morgen og hver Aften, forsamlede hele sin Huusstand til Bøn, hvilken da i Almindelighed oplæstes høit af Huusfaderen, og ofte efterfulgtes af Afsyngningen af en Psalme, hvilken Alle istemmede, - den er jo ganske gaaet af Brug, hvorved Kløften imellem Kirkens og Skolens Lære paa den ene og det virkelige Liv paa den anden Side da kun er blevet endnu større, saa at - istedetfor at "Guds Ord skulde boe rigeligt iblandt os", staaer det tværtimod ret fattigt til dermed i vore Boliger, det vil sige med det levende Ord, som ellers netop i vor Tid, naar det føres fra "Talerstolen" eller i anden verdslig Forsamling, holdes saa saaledes høit i Ære, og føles og erkjendes at have en ganske særegen Magt til at røre og bevæge Hjerterne fremfor det skrevne eller trykte Ord. Bønnen i Lønkammeret er derimod tilbage; thi "Mennesket sønderbryder ikke paa eengang alle Traade, hvormed christelig Skik og Vane have omspundet ham". Men - tør Nogen vel for Alvor paastaae, at Bønnen i Lønkammeret er ham saa tilstrækkelig, at den ugentlige Gudstjeneste, der er anordnet over hele Christenheden, er ham for hans Person idetmindste 9 Gange af 10 noget Undværligt og Overflødigt? Nei, Bønnen i Lønkammeret er Noget, som ligefrem hører til hver Dag, men som derfor ingenlunde kan gjøre det overflødigt, at vi, om det saa var hver evige Søndag, ved Hjælp af Guds Ords Forkyndelse, Lovsang og Bøn i Forening med Troesfæller, Høie og Lave, Rige og Fattige, Unge og Gamle tilsammen, søge at hæve vor Aand ud over det daglige Livs ofte lige smaalige Glæder og Sorger op til det, der ene kan styrke os i Troen, hellige vort Levnet og trøste os i Liv og Død, saaledes som det saa smukt og saa betydningsfuldt hedder i den Bøn, hvormed vor offentlige Gudstjeneste sluttes, og som ogsaa er at læse i den Bog, som vi Alle uden Undtagelse besidde, - i vor Psalmebog. Det kan derfor vistnok aldeles ikke med Grund paastaaes, at den ovenanførte saa overordentlig hyppige Forsømmelse af den offentlige Gudstjeneste skulde hidrøre fra, at samme erstattes ved anden Andagtsøvelse.

Der er undertiden en anden Betragtning, som ogsaa hyppigt høres gjort gjældende i samme Anledning, den nemlig, at Præstens Maade at prædike paa ikke tiltaler Een, eller at der ved den øvrige Gudstjeneste er Et eller Andet, der ikke opbygger En, og at man derfor, skjønt nødigt, foretrækker at udeblive. Ikke at tale om, at saadant - meer eller mindre ubevidst - kan være et af det Slags Paaskud, hvormed vi saa ofte undskylde - og bedrage os selv, (mon da de, hos hvem denne Betragtning gjør sig gjældende, gjøre sig nogen Umage, nogen Anstrængelse, for at nyde Godt af anden for dem mere opbyggelig Gudstjeneste eller Huusandagt??); ikke at tale om, at, naar Prædikenen ikke tiltaler os, Gudstjenesten ikke opbygger os, turde Skylden sikkert oftere, end vi gjerne ville tilstaae det, ligge hos os selv, enten derved, at vi ikke indkomme i Guds Huus med det rette Sind og det rette Hjertelag, nemlig for at lære at sørge over vore Syn - der osv., som det hedder i den Bøn, hvormed Gudstjenesten begynder. og som ogsaa findes i vor Psalmebog; eller derved, at vi gjøre større Fordringer til Gudstjenesten, end vi med Ret og Billighed kunne gjøre, og lægge saa megen Vægt paa veltalende Foredrag eller harmonisk Musik, at vi derover forglemme, at alene Oplæsningen af Guds Ord, Bønnen og fremfor Alt Velsignelsen, som lyses over hver enkelt af de Tilstedeværende, ere Goder, som, tilbudne os hver Søndag, det skulde synes en Daarlighed at indbilde os, vi kunne undvære ***) ikke at tale om Alt dette, saa turde det tog i alt Fald være indlysende, at maa det end vistnok indrømmes, at de større eller mindre Mangler, der kunne klæbe ved den offentlige Gudstjeneste, som ved enhver Foranstaltning, der skal udfores af Mennesker, ikke kunne Andet, end udøve Indflydelse paa Kirkebesøgets større eller mindre Talrighed - saa mangelfuld kan den offentlige Gudstjeneste dog umuligt i Almindelighed hos os siges at være, at alene deri skulde kunne søges Aarsagen til, at, som ovenanført, 4/5 af Befolkningen regelmæssigt, uden antageligt Forfald, forsømme samme. Aarsagerne ere naturligviis flere forskjellige samvirkende og netop derfor vanskelige at udpege. Lader os derfor ikke beskylde Nogen, hverken Præsten eller Menigheden, hverken de Gamle eller de Unge; men lader os Alle først og fremmest nøie prøve og give Agt paa os selv, og lader os, især vi, hvem Gud har skjænket og betroet en opvoxende Ungdom, som vi skulle vaage over, og selvfølgelig foregaae med vort Exempel, thi deri ligger jo vor største Magt saavel til det Gode som til det Onde, lader os, som der staaer i vor Psalmebog, bede den almægtige Gud om at udrydde al Lunkenhed og Skjødesløshed, al Ladhed og Uvillighed af vor Natur, paa det vi kunne bruge vor Sjæl og Legeme, vore Kræfter og al vor Formue til hans Ære, til vore kjære Medmenneskers Nytte og ovn eget sande Vel, bede ham om at fylde os med Iver for vort Kald og med en brændende Lyst til at udrette noget Godt i denne Verden!

*) At dette er meget høit regnet fremgaaer af den Beregning, der indeholdes i Trap's Beskrivelse af Danmark, ifølge hvilken af hvert 1000 Mennesker i Kongeriget de, der ere under 15 og over 60 Aar, ikke udgjøre mere end 414.

**) Herhen hører den Bemærkning, at Ungdommen nu i Almindelighed ikke mere, som fordum, af Præsten eller af Forældrene i den Tid, der medgaaer til Konfirmationsforberedelsen, holdes til i Reglen at gaae hver Søndag i Kirken. Det skal Altsammen være frivilligt. Men er dette dog ikke at drive Frihedsprincipet altfor vidt. Vel er det saa, at hvad der fremgaaer blot af Tvang, sjeldent kan bære Frugt til Velsignelse, ofte det Modsatte; men hvorfor netop forudsætte det Værste? hvorfor ikke hellere forudsætte, at baade Erkjendelse og Følelse af, at Kirkegangen er en Velsignelse, der ikke bør forsømmes, er tilstede hos de Unge, men derhos ligesaa en Fristelse for dem til at forsømme, som der kun hører en lille, forstandigen anbragt, moralsk Tvang til at overvinde?

***) Et ifjor i Christiania udkommet Skrift, hvis Titel er: "Erindringer af det betydningsfuldeste Aar i mit Liv" udtaler sig herom saaledes :

"Jeg var efterhaanden blevet en meget flittig Kirkegængerske. I Begyndelsen gik jeg i Kirken blot for Prædikenens Skyld. Jeg lyttede efter af Præstens Mund at høre Formaninger, Opmuntringer og Trøst. Det Øvrige af Gudstjenesten forekom mig mere ligegyldigt og overflødigt. Jeg kom derhen som oftest først naar Tjenesten var begyndt, ligesom jeg igjen ofte forlod den, inden den var fuldkommen sluttet. Men lidt efter lidt blev det ganske anderledes. Eftersom Kjærligheden til Gud efterhaanden udfoldede sig i mit Indre, fik den hele Gudstjeneste et dyrebart og ubeskriveligt Værd for mig. Alt vedkom jo Gud, i Alt blev jo hans og min Frelsers Navn nævnet. Alt tiltalte mig, til Alt lyttede jeg med en hjertelig Andagt og Glæde. Fremfor Alt blev dog Velsignelsen mig hellig og umistelig, og jeg kunde aldrig forlade Kirken, for den, baade fra Prædikestol og Alter, var bleven udtalt over mig Jeg passede nu ogsaa nøie paa, altid at være tilstede ved Tjenestens Begyndelse, fordi det stedse skjænkede mig en særegen fredelig Glæde, at kunne forene min Bøn, med den fromme lille Indgangsbøn og Fadervor." - "Jeg har hørt Christne at sige, at de egentlig ikke vidste, hvorfor de skulde gaa i Kirke. Hvad Præsten kunde sige dem kjendte de jo allerede; ialtfald havde de ligesaamegen Opbyggelse af at læse en god Prædiken hjemme for sig selv. Men dette er, synes mig, at søge Gud blot med Forstanden ikke med Hjertet. Uafhængig af Prædikant og Prædiken er den indre Trang, der driver dette til Guds Huus. Vel er det en ret sørgelig Fornemmelse, naar Hjertet, blødgjort og opvarmet ved Bøn og Sang, igjen henstivner og kjølner under Prædikantens Ord; naar det intet levende, intet klart, intet skjærmende Indtryk derfra kan medtage i det huuslige Livs mange travle Arbejdsdage. Vel er det godt og herligt, naar en kraftfuld, christelig, opbyggelig Tale kan blive Tilhøreren tildeel, styrke Troen og opflamme Haabet og Kjærligheden; men om den mindst begavede Taler er tilstede, skulde dog Guds Børn alligevel vandre til deres Faders Huus; thi det er jo ham alene de søge. De komme jo for hans og deres egen Skyld, ikke for nogen Andens i Verden, og de finde ham jo i Evangeliet i Sangen og Bønnerne, i Daaben og Nadveren, i hver enkelt lille Deel af hele den øvrige Gudstjeneste, om de end ikke, eller dog ikke saaledes som de havde ønsket der, finde ham i Prædikenen. Jeg veed det af Erfaring, hvor liden Glæde der er ved at søge Guds Huus, naar Forstand og Phantasi mere end Hjertet driver Foden derhen. Den egenkjærlige, kolde Forventning, der i fordums Tider kunde lokke mig til Kirken for at høre en udmærket Taler, eller den forfængelige, overfladiske Lyst til at høre noget Smukt, der lod mig søge den paa Højtidsdagene for Kirkemusikkens Skyld - o, hvad var den, imod den varme, Iykkelige Følelse, hvormed jeg nu, naar Klokkerne løde ilede derhen, for i Brødres og Søstres Samfund at tilbede ham, som elskede mig først, velsignes og bønhøres af ham, som min Sjæl elsker!"

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 4. november 1862)

Fotograf Jens Petersen (19.3.1829-1.2.1905): Peter Hersleb Classen (1804-1866). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Peter Hersleb Classen (den yngre) (18.1.1804-22.2.1886) direktør, Det Classenske Fideicommission. Fra 1828 havde han bopæl på fideikommisets primære gods Corselitze og tog sig især af administrationen af fideikommissets godser på Falster. Han blev kammerjunker 1825, kammerherre 1843, gehejmekonferensråd 1871, Ridder af Dannebrog 1850, Kommandør 1865 og fik Storkorset 1876. Der er rejst en mindestøtte ved Corselitze og en mindetavle i Vinderød Kirke. Portrætrelief af Rasmus Bøgebjerg 1893. Litografi 1871 af Edvard Fortling.

Artiklen blev citeret 3 år efter i anledning oplysninger om Herlufholms Skoles rektor havde ændret ved ordningen med disciplenes kirkegang ved denne skole:

Uden som sagt i mindste Maade at ville indlade mig paa, hvad der af Ovenstaaende kan - eller ikke kan - finde Anvendelse i den omhandlede Anledning, skal jeg blot tillade mig at henstille det Spørgsmaal: Er der dog ikke noget besynderligt Uhyggeligt, som paa en eller anden Maade maatte kunne undgaaes, deri at Ordningen af Disciplenes Kirkegang ved en offentlig Opdragelsesanstalt, med total Forbigaaelse af det Naturlige og Fornuftmæssige i, at Udeblivelse fra den ugentligt anordnede Gudstjeneste kun kan undskyldes med gyldigt Forfald (i Bedømmelsen af denne Gyldighed vare man forøvrigt saa billig og hensynsfuld, som man vare vil), at denne Ordning, siger jeg, saaledes som den foreligger i det nævnte Nr. af "Fædrelandet", i al sin Vilkaarlighed fremtræder i en saa positiv Form, som ligefrem egner sig til at skaffe den Anskuelse Indpas, at, naar man een Søndag har været i Kirke, saa kan man ret godt undvære det de 3 næste Søndage, - uden Hensyn til, om man forøvrigt har noget Bedre eller Nødvendigere at tage Vare i den Times Tid, der medgaaer til Gudtjenesten, eller ikke?

Indsenderen, der - , Forbigaaende sagt - om ingen Skole hos os har hørt saa meget Godt som netop om Herlufsholm, tvivler ikke om, at dens Disciple ingenlunde savne passende Vejledning og Opmuntring til at deeltage i Gudstjenesten ogsaa udenfor de Søndage, paa hvilke de dertil ere pligtige. Men - dette skyldes da neppe hverken Aanden eller Udtrykkene i Ordningen af de omhandlede Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. september 1865).