29 april 2022

Regine Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri. For nogen Tid siden henvendte en Kone, der havde indfundet sig paa Gammeltorv for at gjøre Indkjøb, sig til den derværende inspektionshavende Politibetjent og meldte for ham, at hun ved el Lommetyveri havde mistet sin Portemonnaie med deriværende Penge, ca. 10 Mark. og at hun havde Mistanke til et Fruentimmer, som paa Torvet stadig havde forfulgt hende, hvilket var forekommet hende besynderligt. Paa Grund heraf fulgte Betjenten med den Bestjaalne omkring paa Torvet for efter det opgivne Signalement at opsøge den som Tyv Mistænkte og var ogsaa saa heldig at træffe hende, der nu blev anholdt cg funden i Besiddelse af den stjaalne Portemonnaie med Indhold, hvilken den Anholdte, Arrestantinden Regine Andersen, Jensens Hustru, vedgik at have frastjaalet den ommeldte Kone. Da hun nemlig havde seet, at dennes Kjolelomme stod temmelig aaben, stak hun ubemærket sin Haand ned i den og tilvendte sig Portemonnaien. Efterat der i Arrestantindens Hjem var fundet en Portemonnaie med 30 Rb., tilstod hun fremdeles, at hun siden Slutningen af Sommeren havde begaaet 7 a 9 Lommetyverier dels paa Gammeltorv dels paa Amagertorv paa Tider af Formiddagen, da der var mest Handel, idel hun af forskjellige hende ubekjendte Fruentimmers Kjolelommer havde stjaalet Portemonnaier med Penge til et Beløb af ca. 32 Rd., af hvilke de anførte 30 Rd. vare Resten. Portemonnaierne, der tildels vare værdiløse, havde hun bortkastet, men hun beholdt Pengene. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 32 aar gl. og tidligere straffet for Tyveri, nu anseet efter Straffelovens § 230, 1ste Led, med 1 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen 10. december 1868)


“Regine Andersen, Jensens Hustrue, str: med V: og B: for Boutikst: og med Forbdh: for Lommetyveri og har været arrest: her for Lommetyveri; see Løsl prot. d: 31½/8 69.” “104 – II” [1869]. Genealogisk Forlag.

Høiesteret har igaar idømt Regine Andersdatter eller Andersen, Arbeidsmand Jensens Hustru, til to Aars Forbedringshusarbeide dels for et af hende den 30te Oktober f. A. paa Amagertorv begaaet Lommetyveri, hvorved hun frastjal en Dame en Portemonnaie med 10 Rd., dels for ulovlig Omgang med Hittegods. Hun var ligeledes mistænkt for at have frastjaalet en Manufakturhandler 15 Tørklæder, der fandtes skjulte i hendes Seng,. Hun har flere Gange tidligere været straffet for Butikstyveri og Lommetyveri og er en Gang bleven benaadet, men uden at dette har bevæget hende til at opgive Tyvehaandværket.

(Dags-Telegraphen (København) 17. maj 1870).

Løkken. (Efterskrift til Politivennen)

I Dags-Telegraphen (København) 26. oktober 1868) havde en person fremsat nogle påstande i forbindelse med etableringen af et apotek i Løkken. Det blev besvaret i Dags-Telegraphen (København) 23. november 1868. I et afsluttende indlæg blev der også givet nogle mere generelle betragtninger som gengives i følgende artikel:

De medicinale forhold i Løkken. Fra Løkken skrives til os under 26de f. M.: Hr. Redaktør! Dersom det ikke var en Kjendsgjerning, at kun en meget lille Del af Publikum har Kjendskab til Forholdene paa Jyllands Nordkyst, skulde jeg ikke med et Ord have omtalt eller imødegaaet Hr. F's Svar paa mine Bemærkninger i "Dags-Telegraphen" angaaende de herværende Medicinalforhold; thi hele hans Fremstilling er saa skæv og selvmodsigende, ja den røber endog en saa komplet Mangel paa Kjendskab til de Forhold, han skriver om, og hans Argumentation er derfor saa løs og uholdbar, et den ikke kan vildlede noget eneste forstandigt Menneske, der kjender Forholdenes sande Skikkelse, men kun staaer som et talende Vidnesbyrd om, hvor lidt der i Grunden kan siges til Fordel for Opretholdelsen af den nuværende Ordning af Medicinalforholdene her. Publikums store Flerhed kjender imidlertid, som sagt, ikke synderlig til Tilstanden paa Jyllands Nordkyst - der er fra det første Øieblik, man her begyndte at røre sig for at skaffe Byen en Læge og et Apothek, baade privat og officielt reist en saa decideret Modstand derimod fra deres Side, hvis Interesser trues derved, og Hr. F's Bestræbelser sigte saa aldeles iøjnefaldende til det samme Maal, at det vilde være uforsvarligt at lade hans Fremstilling henstaa uimodsagt; et Oieblik, da man af Mangel paa en bedre Ordning søger at formaa en Læge til at etablere sig her paa Pladsen, og hans saakaldte "Oplysninger" altsaa let kunde virke til - hvad de vel ogsaa ere beregnede paa - at afskrække Lægerne fra at befatte sig dermed. Hr. F. begynder med en ironisk Bemærkning om, al det maa have overrasket "Dags-Telegrafens" Læsere at erfare, at der existerer en saa betydelig Handelsplads paa Jyllands Nordkyst som den, Løkken efter min Beskrivelse er, men da han formodentlig strax er kommen i Tanke om, at der til Bedømmelsen af dette Forhold foreligger Offentligheden aldeles uforkastelige Data i Form af Handels- og Skibsfarts-Statistiken, er han dog saa god strax efter at indrømme, at dette forholder sig rigtig, idet Byen, som han siger, "har 6 a 7 dygtige og virksomme Kjøbmænd, der med Smaaskibe drive en betydelig og indbringende Handel paa Norge". Men selv denne Hr. F.s Indrømmelse er kun "Sandhed med Modifikation", og han synes desuden strax at have fortrudt den, thi strax efter, og ligesom for at udslette Virkningen deraf, debiterer han den haandgribetige Usandhed, at næsten alle de øvrige Beboere ere ubemidlede eller fattige Folk, ja at Byen endog hverken har Kirke eller Skole. Stakkels Løkken, der saaledes pludselig er skudt udenfor Civilisationens Omraade! Men til Beroligelse for Publikum glæder det mig dog at kunne meddele, at ogsaa denne Hr. F.'s Relation er "Sandhed med Modifikation". Løkken har naturligvis baade Kirke og Skole, der begge ligge udenfor Byen, fordi de ere fælles for den og Landsbyen Furreby. Hvad nu Byens Handel og Skibsfart angaaer, da skal jeg for at spare mange Bemærkninger med et Par statistiske Oplysninger bevise Hr. F. og Publikum Usandheden og Upaalideligheden af hans Fremstilling deraf; thi da disse Forhold maa betragtes som de egentlige Grundlag for hans Paastand om, at et Apothek og en Læge ikke her skulle kunne bestaa, maa denne Paastand jo hovedsagelig staa og falde med deres Beskaffenhed. Foruden den Exporthandel, Pladsen driver indirekte paa Udlandet, nemlig med Dampskibene over Aalborg, Kjøbenhavn og Frederikshavn, og foruden hele den indenlandske Trafik, exporterer Løkken ifølge det statistiske Tabelværk aarlig direkte til Udlandet ca. 100 Skibsladninger, bestaaende af Korn og Fødevarer, til en Værdi af imellem 3 a 400,000 Rd. Denne Handel drives ikke, som Hr. F. bemærker, med Smaaskibe paa Norge, men den drives her som andensteds med større og mindre Skibe ogsaa til andre Markedspladsen, f. Ex. England, Holland og Belgien, eftersom Konjunkturerne medføre Handelens Gang. Importhandelen lader sig vel ikke fuldtud oplyse ved statistiske Data, fordi hele Kolonialhandelen gaaer over Aalborg og Kjøbenhavn; men jeg kan dog give en Antydning af dens Omfang ved at fremhæve, at der af Artikler som Trælast, Kul , Salt og Jern ligeledes efter Tabelværket aarlig indføres direkte fra Udlandet henimod 100 Skibsladninger, og jeg tør antage, at dette vel tilstrækkelig betegner, at ogsaa Omfanget af Importhandelen er al Ære værd. Byens Handelsflaade bestaaer af 15 Skibe, hvis samlede Drægtighed udgjør noget over 660 Tons, og dersom Hr. F. havde gjort sig den Uleilighed blot at kaste et Blik i Merkantilkalenderen, vilde han deraf have seet, at ingenlunde alle disse Skibe falde ind under Begrebet "Smaafartøier", idet de 6 af dem have en Drægtighed af imellem 40 og 140 Tons, men jeg kan endogsaa glæde Hr. F. med den yderligere Oplysning, at det sølle Løkken endog har et Skib, der gaaer i oversøisk Fragtfart. Ja, siger Hr. F., men Løkkens Handel er ikke lige stærk hele Aaret (!), Byen har ingen Havn (!), og naar Jernbanen kommer istand, er det at befrygte, at Byen vil tabe sin Betydning som Udskibningssted og Handelsplads. Det er virkelig komisk at se Hr. F. "overraske" Publikum med disse værdifulde Oplysninger. Troer Hr. F. maaske, at der i hele Verden findes en eneste Handelsplads, hvor Handelen hele Aaret er lige stærk, eller troer han, at Nogen vil betragte Savnet af en Havn som en Mangel ved Løkken, naar det er en Kjendsgjerning, at denne Mangel er fælles for alle Handelspladser paa Jyllands Nord- og Vestkyst? Af de foran meddelte statistiske Oplysninger fremgaaer det vel tilstrækkelig tydelig, at man ogsaa uden Savn kan drive en meget livlig Handel og Skibsfart her, og savner man end stundom den Sikkerhed og Bekvemmelighed ved Skibningsarbeidet , som haves i en Havn, er man ogsaa til Gjengjæld ikke alene fri for Byrderne deraf i Form af Lods- og Havneafgifter, men, hvad der er af størst Betydning, man har aabent Farvand hele Aaret rundt, saa at man kan benytte enhver heldig Konjunktur, naar Havnestaderne ved Kattegattet, Sundet og Belterne ere afspærrede ved Vinteren. Nei! Løkkens Betydning som Handelsplads trues hverken ved Havne- eller Jernbaneanlæg: thi det er ikke dem alene, der skabe Handelspladser. Løkken har et godt og veldyrket Opland, som ovenikjøbet ikke berøres af Jernbanen, dets Skibsfart er fri for den besværlige Seilads omkring Skagen og i Kattegattet, og saa længe det har en dygtig, driftig og med Kapital tilstrækkelig forsynet Handelsstand, kan det rolig møde enhver Konkurrence med Østkystens Havnesteder. Hvad nu Befolkningens Livsstilling angaaer, da er Hr. F.'s Fremstilling ikke mindre grundfalsk end hans forannævnte Oplysninger. Foruden de af ham omtalte 6 a 7 Handlende, hvoraf de fleste have store Etablissementer, har Løkken nemlig et stort Dampbrænderi med tilhørende Spritfabrik, endvidere 1 Jernstøberi, 2 Garverier, 2 Farverier, 4 Bagerier og 2 Reberbaner foruden endel Skibsførere, mindre Handlende og Haandværkere af alle Slags, der ingenlunde kunne henføres under Begrebet Fattigfolk, men hvoraf Flere endog ere meget velstaaende Folk. Maa jeg nu spørge Hr. F., om han efter disse uforkastelige Data, og navnlig naar han sammenholder dem med den Kjendsgjerning, et en saadan Virksomhed ikke lod sig tænke paa Jyllands Nordkyst, medmindre Pladsen, hvor den findes, er omgiven af et udmærket godt og veldyrket Opland, drister sig til at paastaa, at Løkken i noget eneste andet Punkt udstiller sig fra Kjøbstæderne end derved, at Byen ikke har Kjøbstadsret, og maa jeg saa anmode Hr. F. om selv at oplyse, hvad Værdi der efter disse Data skal tillægges hele hans paafølgende Argumentation for, at der ikke i Løkken skulde kunne bestaa en Læge og et Apothek. Han faaer vist ikke mange forstandige Folk til at vedkjende sig den Mening, at det ikke her skulde være fuldt saa god en Entreprise som i de fleste Smaakjøbstæder, og han faaer vist endnu færre Meningsfæller i sin Besvarelse af Spørgsmaalet om, hvorvidt Løkken efter de foreliggende Oplysninger, og efter hvad jeg tidligere har godtgjort i min første Artikel, har berettiget Adkomst til at faa baade Læge og Apothek. Ja! men saa vil Apotheket i Saltum faa en farlig Konkurrent, siger Hr. F., og fornuftigvis vilde der da kun vore Tale om at flytte dette Apothek til Løkken, men da Regjeringen ogsaa for en Snes Aar siden i Saltum har oprettet et Distriktslogeembede, saa vilde dette være en Uretfærdighed mod Befolkningen i denne Egn - og hvorfor siger Hr. F. det ikke ligefrem, thi det er naturligvis ogsaa hans Mening - ligeledes imod Distriktslægen. Men fordi Regjeringen for en Snes Aar siden har gjort sig skyldig i et Misgreb ved for det Første at dele det nordlige Jylland i altfor store Lægekredse og dernæst ved at henlægge Apothekerne og Lægestationerne til Steder, lige uheldig valgte for disse og for Befolkningen, er det derfor Hr. F.'s Mening, at der ikke bør gjøres nogen Forandring deri? Jeg skal gierne indrømme ham, at Apotheket i Saltum vilde blive en Umulighed, og at de derværende to Læger vilde faa nogen Afgang i deres Praxis, hvis man i Løkken oprettede et Apothek, hvad der aldeles utvivlsomt vilde være synonymt med, at Byen fik en Læge. Men naar det nu er temmelig klart, at Apotheket i Saltum ikke vil kunne opretholdes, enten Løkken saa faaer Apothek eller ikke, fordi den Købmandshandel, der kan drives der, ikke er et tilstrækkeligt Hjælpemiddel, saa at man som Supplement har maattet tilføie et Slags Monopol paa Brændevinshandelen i Sognet, som nu meget snart gaaer tabt, hvorfor tage saa ikke Medicinalautoriteterne og navnlig de stedlige selv Initiativet til den Omordning af Forholdene, som dog ikke længe lader sig forhindre, nemlig at flytte Apotheket enten med eller uden Distrikts, Lægen til Løkken, hvor Apothekeren kan bestaa, hvis han er i Besiddelse af den fornødne Handelsdygtighed og Driftskapital, og derimod at ansætte en Distriktslæge med Ret til Medicinalhandel for Hvetbo Lægedistrikt i den sydlige Del af Jetsmark Sogn, hvor der vel ligesaalidt som i Saltum kan bestaae et Apothek. Det er den Ordning, man allerede burde have truffet, da man bestemte sig til Oprettelsen af et Apothek for Nordkysten, og det er den, der sandsynligvis dog tilsidst bliver Resultatet af den reiste Bevægelse, hvad enten det skeer tidlig eller sent. Det er nok muligt, at det for en Tid kan lykkes Hr. F, og Meningsfæller at forhindre det, men det vil ganske utvivlsomt naaes, thi det er ikke, som Hr. F. behager at ytre, en Snes eller en halv Snes Personer, hos hvem der føles Trang dertil; det er Løkkens hele Befolkning, som finder den nuværende Tingenes Tilstand utaalelig, og som enstemmig har andraget om en Forandring deri. Af Hr. F.s Anvisning paa Saltum Læger og Apothek som dem, hos hvem man her med Besparelse af Tid og Vognleie kan faa hurtigere Hjælp end Hjørring, skulde man tro, at jeg har undladt at omtale dette i min første Artikel. Dette er imidlertid en ejendommelig Maade at omgaaes Sandheden paa, thi jeg har jo udtrykkelig oplyst, at dette sjelden kan nytte, fordi Veien mellem Løkken og Saltum den halve Del af Aaret næsten er ufarbar, medens der til Hjørring er en ordentlig anlagt Vei. Betalingen for en Vogn til Hjørring og til Saltum er vist omtrent den samme, og naar Veien er slet, kjører man hurtigere til det første end til det sidstnævnte Sted. Hr. F s Bemærkninger til Bedste for Apotheteriets Opretholdelse i Almindelighed, synes mig temmelig umotiverede overfor en Udtalelse, der tværtimod at befatte sig med dette Stridsspørgsmaal netop gaaer ud paa at vise Nødvendigheden af, at Løkken faaer et Apothek, og i det Hele taget troer jeg ikke, at det er klogt af Medicinalautoriteter for Tiden at pukke paa Betydningen af deres Kontrol med Apothekervæsenet, thi der er Mange, som nære stor Tvivl om, at det hele Væsen opveier Byrderne, det medfører for Almenheden, men iøvrigt er ogsaa dette jo Noget, jeg aldeles ikke har indladt mig paa. At man nu, som Hr. F. synes at antyde, vil tolerere det Udsalg i Løkken af Haandkjøbs-Medicinalvarer fra Hjørring Apothek, som man for et Par Aar siden har forbudt, vil vist glæde Mange, hvis det bekræfter sig, da det i Mangel af stedlig Læge og Apothek dog altid vil kunne afhjælpe noget af Trangen; men det er vel tvivlsomt, om vedkommende Handlende tør stole paa Hr. F.s Authenticitet, - ialtfald veed jeg ikke bedre, end at han hidtil har holdt sig Forbudet efterrettelig. - Og hermed troer jeg tilstrækkelig at have gjort Afregning med Hr. F. Kan han ikke fremføre bedre Beviser for sin Mening, staaer min Paastand lige usvækket, nemlig at Løkken er fuldt berettiget til at faa baade Læge og Apothek, at begge her vilde vore heldigere stillede end i de fleste Smaakjøbstæder, og at Medicinalautoriteternes Modstand mod Befolkningen« Krav i saa Henseende kun er grundet i uberettigede og ovenikjøbet forfejlede Hensyn til Enkeltmands Interesse og kun skikket til at opelske og udvikle Nordjyllands Kvatsalveri. - n.

Hermed maa Diskussionen om denne Sag være afsluttet i "Dags-Telegraphen". Red.

(Dags-Telegraphen (København) 7. december 1868)

Løkken var siden 1600-tallet Vendsyssels største ladeplads som fra 1678 begyndte at blive befolket med fastboende. Under Englandskrigen voksede Løkkens betydning yderligere så byen fik købstadspræg. 1860-1894 var Løkken endvidere toldsted. Skudehandelen var da ved at blive overtaget af lokalt fiskeri. Jernbanen 1913 betød opblomstring i turisme. 

Løkken fik først et apotek i 1884: et hjælpeapotek under Saltum Apotek. Det blev selvstændigt i 1895, men var dog 1907-1916 hjælpeapotek for Vraa. Saltum havde fået distriktslæge 1849, apotek 1857. November 1876 blev apoteket desuden "brevsamlings-sted"og købmandshandel samt opslagstavle med avisnyheder. 1915 noterede visitationen at "Lokalerne og størstedelen af inventaret er i meget ringe grad tidssvarende". 1919 åbnede et nyt apotek. 

Uægte Fødsler. (Efterskrift til Politivennen)

Uægte Fødsler. I "Dansk Maanedskrift" har Fuldmægtig L. Sodemann skrevet en Afhandling "Om Hyppigheden af uægte Fødsler". Heraf sees, at Holland er det Land, hvor der findes færrest uægte Fødsler Sted, nemlig 44 af hvert Tusinde. Derefter følge Spanien 56, Slesvig 63, Schweits 69, Frankrig 76, Preussen 77, Belgien 86, Norge 89, Østerrig 98, Sverrig 102, Holsteen 102, Hannover 103, Danmark 111 (hver 9de Fødsel), Würtemberg 142, Sachsen 149, Baden 162, Mecklenborg 201 og Baiern 219. I Mecklenborg er aaaledes hver 5te og i Baiern mellem hver 4de og 5te Fødsel uægte (5 Gange saamange som i Holland og dobbelt saamange som i Danmark). - Hvad særlig Danmark angaaer, saa ere de uægte Fødsler færrest i Ribe Amt (41 af 1000 Fødsler eller hvert 25de), derefter følge Skanderborg 64, Kjøbenhavns 66, Veile 69, Bornholms 72, Præstø 73, Thisted 75, Holbæk 88, Maribo 89, Aarhuus 89, Sorø 90, Ringkjøbing 82, Frederiksborg 94, Viborg 98, Randers 107, Aalborg 130, Hjørring 144, Odense 160, Svendborg Amt 166, og endelig Staden Kjøbenhavn, hvor af 1000 Fødsler 118 eller over en Femtedeel ere uægte. Betydelig mindre bliver dog Forskjellen mellem de forskjellige Dele af Landet, naar man tager Hensyn til Antallet af de ugifte Kvinder mellem 20 og 50 Aar, og Rækkefølgen bliver da ogsaa en anden. Forholdet viser sig da at være ugunstigst i Hjørring Amt, hvor af 1000 ugifte Kvinder mellem 20 og 50 Aar 78 aarlig føde uægte Børn; først derefter kommer Kjøbenhavn med 64, og derfra daler Antallet jævnt ned til 29 i Bornholms Amt, og endelig 18 i Ribe Amt, der saaledes ogsaa fra dette Udgangspunkt har det gunstigste Forhold. For Kjøbenhavns Vedkommende stiller Forholdet sig ugunstigere paa Grund af, at besvangrede Piger fra Provindserne søge til Hovedstaden enten for at blive optagne paa Fødselsstiftelsen eller for at skjule deres Stilling. Heri maa ogsaa Grunden søges til, at Kjøbenhavns Amt udviser et saa gunstigt Forhold.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 4. december 1868).

Natmandsfolk. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 2den Decbr.

- Natten mellem den 21 de og 22de f. M. forefaldt der en uhyggelig Begivenhed paa Kibek Mark, i den nordvestlige Udkant af Assing Sogn og Hammerum Herred, som er meddeelt os saaledes: Hen paa Eftermiddagen den 21de f. M. indfandt der sig 3 Mandfolk og 2 Fruentimmer af de saakaldte "Natmandsfolk" hos Huusmand Jens Jacobsen paa Kibek Mark, medbringende endeel af deres kjæreste Drik, Brændeviin. Jens Jacobsen, der desværre er en til Drik forfalden Person, har formodentlig ikke kunnet modstaae Lysten til at dele deres Proviant, men vistnok taget Deel i Nydelsen deraf, ved hvilken Lejlighed det kom til Skjænderi, som snart udartede til Kamp og endte med totalt Nederlag for Husets Herre. Denne, der forøvrigt er en jevn haandfast Karl naar han er ædru, blev snart kastet omkuld; men ikke tilfreds med at see Modstanderen ligge for deres Fødder, gave de ubudne Gjæster sig til at prygle løs paa ham med Stokke samt træde og sparke ham, saa han næsten var bevidstløs, da han blev funden. De nærmeste Naboer, et Par Huusmænd, som vare underrettede om Sagernes Stilling, turde ikke gaae ind til Voldsmændene, hvorfor de søgte ind til Byen efter Assistance, men da de kom tilbage med denne, var Huset forladt af Ugjerningsmændene, som forinden havde ødelagt alt Indboet, saavel Stole og Borde som Glas og Porcellain; tillige havde de, for ikke at forsmægte paa Veien, medtaget endeel Kjød eller Pølser og stævnede nu Koursen ad Fjelstervang til, hvor de efter Forlydende tvang en Høker til at staae op om Natten for at skaffe dem Brændeviin. Manden var imidlertid snildere end den foregaaende og ønskede ikke Natmandsselskab; under Foregivende af at ville skylle en Flaske, løb han ud, men satte istedet derfor afsted til Naboerne. Kæmperne mærkede Uraad og bortfjernede sig strax, saa dengang Manden kom tilbage med Forstærkning, vare de forlængst afrejste. Da det gryede ad Dag næste Morgen, blev et Bud afsendt med Melding til Herredskontoiret i Herning samt Anmodning til lægen om at komme den mishandlede Mand tilhjælp, og ud paa Eftermiddagen indfandt den i Herredsfogdens Fraværelse konstituerede Fuldmægtig Mahler sig paa Stedet, hvor Kampen havde staaet, og optog Synsforretning over Skjændselsgjerningen, ligesom ogsaa Lægen kom tilstede og erklæredes at der dog ikke var Fare for Mandens Liv. Samme Aften bleve "Kjæmperne, der opholde sig i den sydvestlige Udkant af Sneiberg Sogn, efter Forlydende arresterede af Sognefogden og bragte til Arresten, hvor det er haabe, at Øvrigheden vil vide at faae dem afstraffede efter Fortjeneste.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 2. december 1868).

27 april 2022

Friedrich Gerstäcker: St. Thomas. (Efterskrift til Politivennen)

Friedrich Gerstäcker (1816-1872) var en tysk forfatter og eventyrer. Han rejste jorden rundt 1849-1852: Amerika, Polynesien og Australien. Nedenstående artikel om de Dansk Vestindiske Øer må være fra hans rejse til Nordamerika 1867-1868. Så vidt kan udledes var det på vej mod Mexico han i 1860 mellemlandede på St. Thomas. Han udgav 44 bind om sine rejser. I 1947 blev der indstiftet en litteraturpris med hans navn. I 1957 blev han æresborger i Arkansas, og i 1986 erklærede den daværende guvernør, Bill Clinton, 10. maj som "Friedrich Gerstäcker Day". Hans artikel i "Über Land und Meer" giver et indblik i datidens racistiske syn på landbefolkningen på øerne:


Negerne i St. Thomas

Skitse af
Friedrich Gerstäcker.

Under hele min nuværende rejse kunne jeg se overalt hvordan negerelementet voksede i disse sydlige lande. Men ingen steder har denne kendsgerning været så fast og tydelig indprentet mig som på Sankt Thomas, hvor den rejsende når han første gang kommer ind i landet - og selv under et ophold, næppe kan overbevise sig selv om at det ikke er en fuldstændig negerrepublik, men en europæisk koloni.

Naturligvis som i alle varme himmelstrøg, er bådene i bugten kun bemandet af negere, men selv om man sætter sin fod i den egentlige by, ser man intet andet end sorte, brune og gule mennesker med uldent hår og hører intet andet end deres frygtindgydende og altid højt råbte dialekt af denne nok slemt mishandlede, men i hvert fald ubehagelige race.

Befolkningen på St. Thomas retfærdiggør dog dette. Af de 15.000 indbyggere tilhører 12.500 den afrikanske stamme, og denne misforhold er endnu mere slående i gaderne hvor ud af 50 mennesker, vi møder, knap to har et hvidt ansigt og intet uldent hår. Desværre er det en kendsgerning at de på ingen måde er en velsignelse for landet, for siden de sortes frigørelse er kulturerne på samtlige naboøer, såvel som på Sankt Thomas, blevet forsømt og brudt sammen, og tusinder af dem hænger nu ledige på gaderne, ligger og skændes foran udskænkningssteder, eller spankulerer udklædt rundt, og ofte meget komisk.

De har selvfølgelig ikke selv skylden, for de forlod ikke deres fædreland frivilligt. Hvide røvere slæbte dem til et andet område, og det faktum at de med tiden skulle befries, var en naturlig konsekvens af civilisationen. Med deres frihed kunne de dog ikke længere tvinges til at arbejde, og det faktum at negeren lærte få behov, er kun takket være hans tidligere hvide herre. Han arbejder for at tilfredsstille dem – intet mere. Han har aldrig oplevet den bekymring for fremtiden som er plantet i hjerterne på dem der er født i frihed fra en tidlig alder. Så hvorfor skulle han gøre sit hjerte tungt med dette? Han er en fri mand, og det at vi ikke bryder os specielt om hans vaner eller hele hans eksistens, er som sagt ikke hans skyld. Han søgte ikke os, men vi ham, og vi skal nu høste den forbandelse som vores forrædere såede gennem en forbrydelse - slaveriet.

Men negrene selv ser ud til at være vel tilpas. Jeg har aldrig set et folk der er gladere og mere rent i deres glæde end dem. Det er en konstant strøm af latter og skrig på Sankt Thomas - man hører også ofte skænderier - bandeord her der får hårene til at rejse sig på hovedet - dér uhøflighed udtalt på en chevaler-agtig måde, men jeg har aldrig set nogen egentlig vold komme til, fordi de overværer dem, træder altid til i god tid og forhindrer voldelige angreb – hvis kombattanterne overhovedet er tilbøjelige til det.

De rigtige negerhadere som vi også har et meget lille antal af i Tyskland, har ofte beskyldt den afrikanske race for at være abeagtig i hele deres natur – og til en vis grad har de ret. Negeren har virkelig en stor trang til at abe, og hvor dette blev voldsomt undertrykt i slaven, bliver det endnu mere tydeligt i den nyvundne frihed.

Der er næppe noget sjovere i verden end at se rigtige afrikanske sorte der har tjent penge på en eller anden måde, og ikke kun i deres adfærd, men også i hele deres væsen, deres bevægelser, deres udtryk, men altid med dem imitere deres indfødte dialekt, den hvide - hos begge køn. Mange spiller den rigtige gentleman som de bedste skuespillere, og kun det forbandede sorte, etiopiske ansigt forstyrrer illusionen og kaster den over toppen.

På Jamaica bragte et par sådanne herrer en af ​​deres venner om bord på damperen, og det var ganske rørende at se med hvilken fremragende høflighed og med hvilke udsøgte ord de fulgte den elegant klædte neger til mellemdækket, for i kahytten er de, trods al emancipation og frihed, stadig ikke tilladt, og jeg må indrømme at jeg selv er fuldstændig enig i denne foranstaltning. Jeg giver helhjertet negeren hans frihed, og er af den opfattelse at den aldrig skulle have været taget fra ham, men - jeg kræver ikke hans selskab og undgår det endda hvor jeg kan. Det er måske ikke kristent, men det er naturligt. De to racer passer ikke sammen, og jo mere adskilte vi er, jo bedre.

Men jeg er fuldstændig kommet væk fra mine sorte herrer og damer og må vende tilbage til dem. Især damerne fortjener en særlig og fornem omtale, fordi de selv skiller sig ud her på den mest betydningsfulde måde, faktisk er det ikke ualmindeligt at møde damer af decideret mørk farve og med fuldstændig hår, som ville stå tilbage for nogen regeringsrådmand i deres påklædning. Sankt Thomas har selvfølgelig også en del velstillede og endda rige sorte mennesker der indtager en stilling i byen, og den mindste ting som negeren ejer eller kender, regner han med sig selv tre-fire gange så meget fordi han ikke har det, kan ikke skjule hvor svært det var at kæmpe for.

Ligesom en pengemand i vores land der har hævet sig op fra et lavere niveau, normalt altid er mest stolt af det han har vundet, så betragter negeren når han først har lært at skrive og læse, sig selv som en lærd, og at han ikke ønsker at se sin kone og døtre ringere end nogen hvid familie, siger sig selv.

Denne afhængighed af renlighed - faktisk det første skridt mod civilisation, fordi folk lærer om behov, som de tidligere aldrig havde mistanke om - findes ikke kun hos de rige, men strækker sig til de laveste klasser, og den sorte senorita bærer sin lange og dyre silkekjole værre og længere gennem støv og gadesnavs end den fattigste negerkvinde med en kurv fuld af grøntsager og afrevne bomuldsklude. Enhver der bærer en hvilken som helst kjole, er en meter bagud - for denne mode ser ud til at være i fuldt flor her nu - og jeg forstår virkelig ikke, hvordan, midt i sådanne karikaturer, rigtige hvide damer kan opretholde sig selv. Men det sker, og det forbliver, ligesom moden selv, et mysterium.

Den sidste storm gav i øvrigt stor næring til den luksus, der herskede i St. Thomas, fordi nogle skibes beskadigede laster blev bortauktioneret til latterlige spotpriser. Men negerne havde umiddelbart efter ulykkerne fået meget høj løn for meget lidt arbejde og havde penge på lommen. De kører i massevis af havvandsskadet beklædning, og siden da har der i St. Thomas suset af endeløse slæb alle steder og ender, stift stivede kalikoer og farvede herrer iført nederdele og bukser, som dem, der var indeholdt i ballerne, er stadig tydeligt synlige havvandsmærker.

Blandt håndværkerne - især blandt skrædderne og skomagerne - er der i øvrigt en meget stærk repræsentation af negre og farvede mennesker, men blandt købmændene er der et uforholdsmæssigt lille antal, selv om mange unge farvede nu går ind i husene som ekspedienter og også er let at finde et arbejde, fordi de stiller og kan stille billigere krav end de hvide - de har så mange færre behov end dem og er ikke tvunget til at opretholde en status.

(Slutning følger).

Franz Hanfstängl: Friedrich Gerstäcker (1816-1872). Zeno Fotografie. Public Domain.


Die Neger in St. Thomas

Skizze von
Friedrich Gerstäcker.

Auf Meiner ganzen jetzigen Tour konnte ich überall wahrnehmen, wie das Negerelement in diesen südlichen Ländern im Wachsen sei. Nirgends aber drängte sich mir diese Thatsache so fest und bestimmt auf, als her in St. Thomas, wo sich der Reisende, beim ersten Betreten des Landes - ja selbst bei einem Aufenthalt, kaum überreden kann, dass es sich nicht in einer vollständigen Neger-Republik, sondern in einer europäischen Kolonie befinde.

Die Boote in der Bai sind natürlich, wie in allen warmen Himmelstrichen, nur von Negern bemannt, aber selbst wenn man den Fuss in die eigentliche Stadt setzt, sieht man nichts als schwarzes, braunes und gelbes Volk mit wolligen Haaren, und hört nichts als den furchtvaren und stets laut geschrieenen Dialekt dieser wohl arg misshandelten, aber jedenfalls auch unangenehmen Rasse.

Die Bevölkerung von St. Thomas rechtfertigt das auch allerdings. Von 15,000 Einwohnern gehören 12,500 dem afrikanischen Stamme an, und noch viel auffällender stellt sich diess Missverhältniss in den Strassen heraus, wo unter 50 uns begegnenden Menschen kaum zwei ein weisses Gesicht und kein wolliges Haar haben. Leider ist es freilich eine Thatsache, dass sie dem Land keineswegs in dem Verhältniss zum Segen gereichen, denn seit der Emanzipation der Schwarzen sind in allen den Nachbarinseln sowohl wie auch auf St. Thomas die Kulturen liegen geblieben und eingegangen, und Tausende von ihnen lungern jetzt müssig in den Strassen herum, liegen und zanken sich vor der Schenckhäusern, oder stolziren aufgeputzt, und allerdings oft höchst komisch einher.

Sie selber tragen freilich nicht die Schuld, denn nicht freiwilling verliessen sie ihr Vaterland. Weisse Räuber schleppten sie in eine andere Zone, und dass sie mit der Zeit frei werden mussten, war eine natürliche Folge der Civilisation. Mit ihrer Freiheit konnte man sie aber nicht Mehr zur Arbeit zwingen, und dass der Neger wenig Bedürfnisse kennen lernte, verdankt er ebenfalss nur Wieder seinem früherren weissen Herrn. Diese zu befriedigen arbeitet er - nicht Mehr. Eine Sorge für die Zukunft, wie sie uns in der Freiheit geborenen gleich von frühester Zeit in's herz gepflanzt wird, hat er nie kennen gelernt; wesshalb soll er sich also damit das Herz schwer machen? Er ist ein freier Mann, und dass uns seine Angewohnheiten wie seine ganze Existenz nicht besonders behagen, ist eben, wie schon gesagt, nicht seine Schuld. Er hat uns nicht gesucht, sondern wir ihn, und wir müssen nun den Fluch ernten, den unsere Verräther durch ein Verbrechen - das der Schlaverei, gesäet.

Die Neger selber scheinen sich aber dabei vollkommen wohl zu befinden. Ich habe nie ein vergnügteres und in seiner Vergnügtheit lauteres Volk gesehen, als sie. Das ist ein ewiges Lachen und Schreien in St. Thomas - auch Zanken hört man häufig - Schimpfen hier, dass sich Einem die Haare auf dem Kopf sträuben - dort Grobheiten mit einer chevaleresken Art herausgestossen, aber nie habe es zu wirklichen Thätlichkeiten kommen sehen, denn die Beistehenden springen stets rechtzeitig ein und verhindern gewaltsame Angriffe - wenn die Streitenden überhaupt dazu geneigt sein sollten.

Die echten Negerhasser, von denen wir auch in Deutschland eine wenn auch nur sehr kleine Anzahl aufweisen könnnen, haben der afrikanischen Rasse oft das Affenähnliche in ihrer ganzen Natur vorgeworfen - und zum Theil haben sie recht. Der Neger besitzt wirklich einen grossen Trieb zum Nachäffen, und wo das bei dem Sklaven gewaltsam unterdrückt wurde, bricht es sich in der neugewonnenen Freiheit um so Mehr Bahn. 

Es gibt kaum etwas komischeres in der Welt, als echte afrikanische Schwarze zu sehen, die sich in irgend einer weise Geld verdient haben, und nun nicht allein in ihrer Fleidung, sondern auch in ihrem ganzen Wesen, ihren Bewegungen, ihren Ausdrücken, stets aber mit dem ihnen eingenthümlichen Dialekt, den Weissen - und zwar in beiden Geschlechtern, nachahmen. Viele spielen dabei den wirklichen Gentleman wie die besten Schauspiler, und nur das verwünschte Schwarze, äthiopische gesicht stört die Illustion und wirft sie über den Haufen.

In Jamaica brachten ein paar solcher Herren einen ihrer Freunde an Bord des Dampfers, und es war ordentlich rührend, zu sehen, mit Welcher ausgezeichneten Höflichkeit, und in wie gewählten Worten sie den elegant gekleideten Neger in das - Zwischendeck begleiteten, denn in der Kajüte wird die Rasse, trotz aller Emanzipation und Freiheit, noch immer nicht zugelassen, und ich muss gestehen, dass ich selber vollkommen einverstanden mit dieser Massregel bin. In gönne dem Neger seine Freiheit aus vollem Herzen, und bin der Meinung, dass sie ihm nie hätte genommen werden dürfen, aber - ich verlange nicht seine Gesellschaft und vermeide sie sogar wo ich nur irgend kann. Es mag das nicht christlich sein, aber es ist natürlich. Wir beide Rassen passen nun einmal nicht zu einander, und je getrennter wir uns halten, desto besser.

Doch ich komme ganz von meinen schwarzen Herren und Damen ab, und muss zu ihnen zurückkehren. Die Damen besonders verdienen eine besondere und ausgezeichnete Erwähnung, denn sie zeichnen sich selber hier auf das Bedeutendste aus, ja man begegnet sogar nicht selten Ladies von entschiedener dunkler Färbung und mit völligem Haar, die in ihrer Toilette hinter keiner Regierungsräthin zurückstehen würden. St. Thomas hat freilich auch sehr viele wollhabende und selbst Reiche Schwarze, die eine Stellung in der Stadt einnehmen, und das Gringste, was der Neger besitzt oder weiss, rechnet er sich in drei- und vierfacher Zahl selber an, weil er es sich nicht verhehlen kann, wie sauer es zu erkämpfen war.

Wie ein Geldprotz bei uns, der sich von einer unteren Stufe emporgeschwungen, meist immer am stolzesten auf sein Gewonnenes ist, so hält sich der Neger, wenn er nur erst einmal schreiben und lesen gelernt, auch sicher für einen Gelehrten, und dass er in dem Fall auch nicht seine Frau und Töchter irgend einer weissen Familie will nachstehen sehen versteht sich dabei von selbst.

Diese Putzsucht - eigentlich der erste Schritt zur Civilisation, denn die Leute lernen dabei früher nie geahnte Bedürfnisse kennen - bleibt aber nicht allein bei der Reicheren, sondern geht bis in die untersten Schichten hian, und die Schwarze Senorita schleppt ihr langes und theures Seidenkleid nicht ärger und länger durch Staub und Strassenschmutz, als das ärmst Negerweib, das mit einem Korb voll Gemüse und zerrissenen Kattunlappen. Was nur irgend ein Kleid trägt, schleist es über eine Elle hinterher - denn diese Mode scheint jetzt hier in voller Blüte - und ich begreiffe wirklich nicht, wie sich, mitten zwischen solchen Karrikaturen, weisse wirkliche Damen ebendalls aufrecht erhalten können. Aber es geschieht und das, wie die Mode selber, bleibt ein Räthsel.

Uebrigens hat der letzte Sturm den in St. Thomas herrschenden Luksus ausserordentlich gegünstigt, denn die beschädigten Ladungen mancher Schiffe wurden zu Spottpreisen verauktionier. Die Neger aber hatten, gleich nach den Unglücksfällen, für sehr wenig Arbeit sehr hohe Löhne bekommen, und dabei Geld in Hand. Sie laufen in Masse die durch Seewasser beschädigten Ausschnittwaaren, und seit der Zeit rauscht es in St. Thomas aller Orten und Enden von endlosen Scleppen, steif gestärkten Kattuns und Gentlemen of colour tragen Röcke und hosen, auf denen sich noch deutlich die in den Ballen enthaltenen Seewassermarken abzeichnen.

Uner den Handwerkern findet man übrigens - besonders unter den Schneidern und Schustern, die Neger wie Farbigen sehr stark vertreten, unter den Kaufleuten dagegen unverhältnissmässig wenig, obgleich jetzt doch auch viele junge Farbige als Commis in Häuser eintreten, und auch schon desshalb eine Stelle finden, weil sie billigere Forderungen stellen und stellen können, als die Weissen - haben sie doch so viel weniger Bedürfnisse als sie, und sind nicht genöthigt einen Stand zu wahren.

(Schluss folgt).

(Über Land und Meer, Nr. 7, November 1868)

Brugen af ordet "forrædere" (Verräther) synes underlig og det er måske en skrivefejl. Ud fra ånden i artiklen burde der måske have stået "forfædre". Artiklens stavemåde er imidlertid ikke til at tage fejl af.


Negerne i St. Thomas

Skitse af
Friedrich Gerstäcker.
(Slutning)

Et rigtig fint træk ved de sorte er deres hengivenhed over for familien, og endda den liberalitet, hvormed de støtter de nødlidende fattige, hvilket er særligt tydeligt nu i USA, dels til fordel og dels til skade for negrene. Til fordel, idet det reddede nogle virkelig trængende mennesker fra undergang, men også til skade, ved at det støttede hundredvis af ledige i deres lediggang.

Negeren er af natur velgørende, for han har oplevet ulykke af egen erfaring, og da det ikke kan nægtes, respekterer han normalt alderen mere end mere civiliserede stammer ofte gør. Gamle negre optræder derfor med en ubeskrivelig værdighed, og heri overgås de kun - men grundigt - af gamle negerkvinder.

Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men næsten alle gamle negerkvinder har en grundbas, som de udnytter mest fuldstændigt og ubegrænset. De griner sjældent eller aldrig - det overlader de til de unge, og når de taler, er det altid på en diktatorisk og meget bestemt måde, som om hvert ord var en lov.

Der er næppe noget mere alvorligt og mere komisk på samme tid end at se en gammel negerlady sidde foran sin egen dør med spredte knæ, den korte, rygende pibe i højre hånd, den venstre hvilende på knæet. meget spredte ben, og udtaler sin mening om ethvert emne - eller rettere giver en beslutning, fordi en modsigelse ville være utænkelig. De yngre mennesker behandler hende altid med respekt, og tingene bliver kun farlige, hvis en anden lignende dame har en anden mening. Så kan konsekvenserne ikke forudses. Naturligvis er der aldrig nogen fysisk vold mellem dem, og enden på sådan et verbalt slagsmål er næsten altid, at den besejrede kvinde rejser sig, går ind i sit hus med en hånlig gestus og fortsætter sit ræsonnement dér, så meget desto højere.

Gamle negre med hvidt hår bærer næsten altid høje, sorte silkehatte og en sort nederdel med brede bukser. I det hele taget er negerne slet ikke urene - med undtagelse af de laveste, mest forkastede klasser, selvfølgelig, som så beslutter sig for at give slip, så man ofte støder på virkelig modbydelige skikkelser - især de lavere klasser, kvinder. Men hvis negerkvinderne er i tjeneste et sted med en lineal, holder de sig altid - man kan næsten uden undtagelse sige - yderst rene og pæne, og så går de aldrig iøjnefaldende klædt ud. De vil bare ikke lade sig tage fra de forbandede slæb.

Nu rasede koleraen i St. Thomas og udelukkende blandt de sorte og farvede, da det er en mærkelig kendsgerning, at denne sygdom rammer de farvede mennesker i hele Amerika, i hvert fald i alle sydstaterne, mens den gule feber næsten udelukkende finder sine ofre blandt den hvide befolkning. Derfor kalder de sorte bare koleraen for Blackmans tur, mens gul feber kaldes Whitemans tur – hvilket betyder: Nu er det de sortes tur – så de hvide.

I øvrigt bemærkede man kun lidt eller intet i byen om selve sygdommen; Først nu og da om aftenen støder man på en ligvogn, og når man gik gennem sidegaderne, som overalt er fyldt med negre, hørte man hist og her den tungsindige, monotone og uhyggeligt klingende klagesang over en død, eller i et andet område sang man højtideligt koral, hvorigennem fromme samfundsmedlemmer forsøger at afværge sygdommen. Det er en mærkelig kendsgerning, at selvom et stort antal fisk blev kastet på tørt land af den store bølge, der fik jorden til at rejse sig og kaste den mod landet, ville ingen af ​​negrene spise nogen af ​​dem. De hævder, at jordskælvet er en straf fra Gud, og at de ikke burde have lyst til at drage fordel af det.

I Hotel du Commerce havde vi i modsætning til de opløste og beskidte negerfolk, der hang rundt foran en brændevinsbar og ofte fyldte luften med deres højt råbte skældsord, også den afrikanske races fulde aristokrati i sin sidste tid, eller ret højest, graduering den bedre race af de hvide - fordi jeg ikke ønsker at klassificere de rigtig veluddannede kvadroner blandt de almindelige irere eller en anden hvid nationalitet.

Det var hustruen og døtrene til en Haitiansk minister, som ventede på en mulighed for at tage et skib for at vende tilbage til Haiti, eftersom de engelske dampskibe, der opretholder forbindelsen, ikke tager passagerer fra St. Thomas - på grund af den frygtede karantæne. Damen selv kunne ikke benægte Quadronin, faktisk var hun næppe hvid nok til det, men ingen, der ikke kendte racens nøjagtige karakteristika, ville have forvekslet de to døtre, især den yngste, for andet end hvide damer. Det er to unge, elskværdige damer, hvis jeg ikke tager fejl, uddannet og uddannet i Paris, og samtidig beskedne og uhøjtidelige i hele deres væsen. Men de sorte ledsagere fløj, hvis de kunne læse et ønske i deres øjne.


Die Neger in St. Thomas

Skizze von
Friedrich Gerstäcker.
(Schluss)

Ein wirklich hübscher Zug der Schwarsen ist übrigens ihre Anhänglichkeit an die Familie, und selbst die Liberalität, mit Welcher sie bedürftige Arme unterstützen, was sich besonders jetzt in den Vereinigten Staaten theils zum Vortheil, theils zum Nachtheil der Neger zeigte. Zum Vortheil, indem es manchen wirklich Bedürftigen vom Untergang rettete, zum Nchtheil aber auch, indem es Hunderte von Faulenzern in ihrem Müssiggang unterstützte.

Der Neger ist von Natur mildthätig, denn er hat das Unglück aus eigener Erfahrung kennen lernen und achtet dabei - wie sie nicht leugnen lässt - das Alter gewöhnlich Mehr, als es oft civilisirtere Stämme zu thun pflegen. Alte Neger treten desshalb auch mit einer unbeschreiblichen Würde auf, und werden darin nur - aber gründlich - von alten Negerinnen übertroffen.

Woher es kommt, weiss ich nicht, aber fast alle alten Negerfrauen haben einen Grundbass, von dem sie den vollständigsten und unumschränktesten Gebrauch machen. Sie lachen dabei selten oder nie - das überlassen sie dem jungen Volk, und wenn sie sprechen, geschieht es stets in diktatorischer und sehr entschiedener weise, als ob jedes Wort ein Gesetz wäre.

Es gibt kaum etwas Ernsteres und Komischeres zugleich, als so eine alte Negerlady zu sehen, wenn sie sehr dekolletirt, mit auseinandergeschobenen Knieen, die kurze, qualmende Pfeife in der rechte Hand, die linke auf ihr Knie gestützt, vor ihrer eigenen Thür sitzt und ihre Meinung über irgend einen beliebigen Gegenstand ausspricht - oder vielmehr einen Bescheid ertheilt, denn ein Widerspruch wäre doch nicht denkbar. Die jüngeren Leute behandeln sie dabei auch stets mit Ehrfurcht, und nur gefährlich wird die Sache, wenn eine andere änhliche Dame dicht nedenan verschiedener Ansicht sein sollte. De Folgen sind dann nicht abzusehen. Zu Thätlichkeiten kommt es freilich nie zwischen ihnen, und der Schluss eines solchen Wortkampfes ist fast stets der, dass die Ueberwundne aufsteht, mit einer verächtlichen Bewegung in ihr Haus geht und dort, um so viel lauter, weiter raisonnirt.

Alte Neger mit weissen Haaren tragen fast stets hohe, Schwarze Seidenhüte und einen schwarzen Rock mit weitzen Hosen. Im Ganzen sind die Neger überhaupt nicht unreinlich - die untersten, verworfensten Klassen freilich ausgenommen, die sich dann aber auch ganz entschieden gehen lasse, so dass man da oft - besonders untere den Frauen - wahren Abscheu erregenden gestalten begegnet. Stehen die Negerinnen aber irgendwo bei einer Herrschaft im Dienst, so halten sie sich - man kann fast sagen ohne Ausnahme - immer höchst reinlich und adrett, und gehen dann auch nie Auffallend gekleidet. Nur die verwünschten Schleppen lassen sie sich nicht nehmen.

Jetzt wüthete die Cholera in St. Thomas, und zwar ausschliesslich unter den Schwarzen und Farbigen, wie es denn auch eine wunderliche Thatsache ist, dass diese Krakheit in ganz Amerika, wenigstens in allen südlichen Staaten, die Farbigen heimsucht, währen das gelbe Fieber dagegegen seine Opfer fast nur unter der weissen Bevölkerung herausgreift. Die Schwarzen nennen deshalb die Cholera auch nur Blackman's turn, das gelbe Fieber dagegen Whiteman's turn - was so viel heissen soll: Jetzt sind die Schwarzen an der Reihe - dann die Weissen.

Uebrigens bemerkte man in deer Stadt wenig oder gar nichts von der Krankheit selber; nur dann und wann Abends begegnet Einem ein Leichenwagen, und wenn man durch die Seitenstrassen ging, die überall von Negern gefüllt sind, hörte man auch wohl hie und da die wehmüthig monotone und unheimlich klingende Wehklage über eine Todten, oder in anderer Gegend einen feierlich gesungenen Choral, wodurch fromme Gemeindemitglieder die Krankheit von sich abzuwenden suchen. Eine sonderbare Thatsache ist es, dass - obgleich durch die grosse Welle, welche das Erdheben verursachte und gegen das Land schleuderte, eine Menge von Fischen auf's Trockene geworfen wurden keiner der Neger einen davon essen wollte. Sie behaupten, das Erdheben sei eine Strafe Gottes und sie dürften daraus keinen Vortheil für sich ziehen wollen. 

Im Hotel du Commerce hatten wir aber auch, als Gegensatz zu dem lüderlichen und schmutzigen Negervolk, das sich besonders dort vor einem Brantweinlokal herumtrieb und die Luft oft mit seinen lautgeschrieenen Zoten füllte, doe vollste Aristokratie der afrikanischen Rasse in ihrer letzten oder vielmehr höchsten Abstufung zu dem bessern geschlecht der Weissen - denn ich möchte die wirklich gu erzogenen Quadronen doch nicht unter den gemeinen Irländer oder eine andere weisse Nationalität einreihen.

Es waren diess Frau und Töchter eines haytischen Ministers, die hier auf eine Schiffesgelegenheit warteten, um nach Hayti zurückzukehren, da die englischen, die Verbindung unterhaltenden Dampfer keine Passagiere von St. Thomas mitnehmen - der gefürchteten Quarantäne wegen. Die Dame selber konnte die Quadronin nicht verleugnen, ja sie war kaum weiss genug dafür, die beiden Töchter aber, besonders die Jüngste, würde Niemand, der nicht die genauen Kennzeichen der Rasse kannte, für andere als weisse Damen gehalten haben. Es aren zwei junte, liebenswürdige Damen, wenn ich nicht irre, in Paris erzogen und ausgebildet, und dabei bescheiden und anspruchslos in ihrem ganzen Wesen. Die schwarzen Aufwärter flogen aber, wenn sie ihnen nur einen Wunsch an den Augen ablesen konnten.

(Über Land und Meer, Nr. 8, November 1868)

Hans syn ligger i øvrigt tæt op ad den danske apoteker på St. Croix, Alfred Paludan-Müller. Se indslaget fra dennes artikel fra 1915 andetsteds på bloggen